Hvornår kom punken til Danmark?
Ifølge BT kom punken til Danmark sommeren 1977, hvor forsiden den 14. juli var ryddet med overskriften “Punk - Hysteriet er her” (se kilder). Det var dagen efter The Sex Pistols første koncert på Daddy’s Dance Hall, og i artiklen kunne man læse: “Så er punken kommet fra England til Danmark. Med unge i 15-19 års alderen, der dyrker voldssymboler og outreret sex. Som lader håret farve grønt, går i pjalter med påmalede sjofle slagord, hagekors i panden, cigaret-brændemærker på armene og sikkerhedsnåle stukket gennem ørene eller kinden så blodet flyder ud af munden.”
Selvom både The Ramones og Patti Smith havde spillet i Danmark tidligere på året, var det først nu medierne fik øjnene op for fænomenet, der allerede var så småt i gang i det indre København.
Hvem er The Sods?
The Sods var Danmarks første og mest indflydelsesrige punkband. De spillede deres første koncert på Rødovre gymnasium den 24. november 1977 under en temauge om England. De spillede fire numre og journalisten Elo Nielsen, der var underviser på gymnasiet og til stede ved koncerten, husker i artiklen “Da punken kom til Rødovre” fra Information (se kilder), at publikum under koncerten var “…blevet voldført på både øjne og øre, udsat for et kulturelt bagholdsangreb af fræsende aggressive lydbølger og et sæt kropslige attituder, som væltede alle de etablerede skel om flippere og diskere omkuld i en musikalsk orkan…”
The Sods udgav deres første plade i februar 1979, som blev hånet af den etablerede musikpresse. Ifølge Jan Poulsen i bogen “Under en Sort Sol” (se kilder) var bandet dog ved udgivelsen allerede på vej væk fra den rendyrkede punk. Siden ændrede The Sods navn til Sort Sol.
Sort Sol har udgivet mange plader og er blevet hyldet som et af Danmarks største rockbands.
Hvilke andre bands var der?
Den danske punkscene var relativt lille, og i alt eksisterede der kun en god håndfuld punkbands. Jan Poulsen beskriver i bogen “Under en Sort Sol” (se kilder) de vigtigste. Ud over The Sods var der:
- No Knox: Rødovre baseret band der proklamerede en “no chords” (ingen akkorder) musik, hvor instrumenterne ikke harmonerede, og der ikke var megen melodi
- The Brats: Københavnsk band der var teknisk bedre og mere ambitiøse end No Knox. Spillede mange covernumre af blandt andet The Ramones. Gik hurtigt i opløsning, men blev gendannet i en lidt anden besætning og begyndte at spille heavymetal
- Electrochok: Også et københavnsk band med den outrerede forsanger Vicious Decay (Ann-Christine Glöet) i spidsen. Spillede mange covernumre, af blandt andet Sex Pistols, og gik også hurtigt i opløsning
- Lost Kids: Århusbaseret gruppe der sang på dansk, og som havde et lidt mere lyst syn på verden end sine københavnske kollegaer, hvorfor københavnerne så ned på dem.
Hvordan var punkmiljøet i Danmark?
Punk var et meget lille fænomen i Danmark, hvilket Klaus Lynggaard beskriver i artiklen “Skidt på samme lokum…” i Information (se kilder): “Da miljøet var snævert, kunne man knap give den som weekendpunk uden at blive taget med bondagebukserne nede, idet alle stort set kendte alle…” Jan Poulsen beskriver i bogen “Under en sort sol” (se kilder) det lille punkmiljø i København som meget lukket og arrogant i forhold til omverdenen. Man var sig selv nok og havde et mistroisk forhold til samfundet udenfor miljøet, ikke mindst medierne.
Miljøets beskedne omfang står i kontrast til den store opmærksomhed, fænomenet fik i samtiden og ikke mindst har fået i eftertiden. Men selv om det var et lille miljø, fik man produceret en del forskellige ting. Ud over musikken opstod der hurtigt et magasin med navnet Iklipsx, som blev lavet i punkmiljøet i København. Iklipsx var inspireret af de engelske fanzine, som var små fotokopierede magasiner, der skrev om deres yndlingsbands, deraf navnet fanzines; skrevet af og for fans. Bladet blev startet af The Sods men blev hurtigt overtaget af to af deres venner i miljøet.
Jan Poulsen skriver i bogen “Under en Sort Sol” (se kilder): “Iklipsx var det første fanzine om den nye musik i Danmark, men det fik hurtigt selskab af DB110, som med base i Århus fra start forsøgte at præsentere sig selv mere som et magasin end et egentligt fanzine.”
Hvordan var miljøets sortsyn?
Filminstruktøren Søren Fauli lavede i 1991 filmen “De skrigende halse” (se kilder), som er et kærligt og ironisk tilbageblik på punken i Danmark. Filmen handler om bandet De Skrigende Halse, som har svært ved at slå igennem. Den manglende gennemslagskraft skyldes balndt andet, at bandets forsanger Ronni er en lidt nørdet og klodset type. Men da et falsk rygte om, at Ronni lider af en dødbringende sygdom, spredes i miljøet, får bandet pludselig en masse opmærksomhed. Filmen udstiller punkens dødsfiksering som hul og overfladisk, samtidig med at den viser det snævre punkmiljøs selvoptagethed.
At miljøet generelt dyrkede det mørke, det destruktive, negativiteten og selvmord, som en måde at tage afstand til samfundet på, beskriver Klaus Lynggaard i essayet “Fingerens årti” (se kilder) således: “Selvmord var simpelt hen “in”, selvom folk næppe gjorde det for sjov. Det kan tilskrives tidsånd… Men det hang nu primært sammen med scenens morbiditet, den em af depression, der udgik fra dens kerne, dens hang til selvdestruktion og glorificering af dem “der turde”.”
Hvordan var forholdet mellem punk og kunst?
Klaus Lynggaard skriver i essayet “Fingerens årti” (se kilder) der handler om punken i firserne, at en lang række kunstnere “( … ) som i dag har etableret sig som navne indenfor deres respektive områder, tog afsæt i et miljø, der på en gang var afsindigt snævert - og alligevel utroligt vidtfavnende og generøst, hvis man først fik foden i døren.”
I punkmiljøet skete der en masse ting på den kunstneriske scene. Ikke kun indenfor musikken, men også i litteratur, billedkunst og så videre. En ny generation af kunstnere så dagens lys gennem punken. En af dem er musikeren og forfatteren Martin Hall, som i en ung alder dannede bandet Ballet Mecanique. Bandet var lidt anderledes end de andre punkband i det den konservatorieuddannede Martin Hall havde en ide om at blande den klassiske avantgarde med rockens. Hall skriver om sin tilgang til musik på sin hjemmeside (se kilder) at: “Min idé med at lave musik har altid været at ændre andre menneskers måde at tænke og føle på – sagt med periodens ungdommelige overmod: at ændre verden. Jeg har nok altid haft en slags intellektuel agenda med det, jeg lavede; der skulle være en grund til at stille sig op og råbe.”
Martin Hall var en del af punkmiljøet, og han skriver om dets kreative miljø at: “selvom miljøet var ret lille i de første par år, så var fokuset og intensiteten enorm. Der var en følelse af at være ”de få” mod resten af verden: Alle kom til alt, digterne, malerne, teaterfolkene og de eksperimenterende filmmennesker, man samledes til koncerterne og begivenheder som 13 AB-projektet. Der var en vidunderlig vildskab til stede i folks hjerter, et ønske om at ændre på tingene; kærligheden til ordet, musikken og kunsten emmede ud af folk.”
Hvem var Michael Strunge?
En anden skikkelse omkring punkscenen i København var digteren Michael Strunge. Han færdedes i miljøet og skrev sine digte inspireret af punkens ånd. Punksensibiliteten kommer blandt andet til udtryk i hans første digtsamling “Livets hastighed” fra 1978 (se kilder).
Strunge blev i samtiden fremhævet som punkens digter par excellence på trods af, at han aldrig opnåede at komme ind i den lukkede inderkreds i miljøet. I bogen “Under en sort sol” (se kilder) udtaler digteren Søren Ulrik Thomsen om miljøets afvisning af Strunge: “Den gamle punkundergrund var så skide snobbet og brød sig ikke om ham, for han var kendt i medierne. Jeg tror, det var en meget stor sorg for ham, for han identificerede sig så meget med den scene.”
Hvad blev der af punken?
Punkmiljøet i Danmark var relativt beskedent, men det fik alligevel et stort eftermæle. Klaus Lynggaard skriver i artiklen “Skidt på det samme lokum…” i Information (se kilder): “… i årene 1977-82 udgjorde punk et kulturelt kraftcenter og fungerede som udklækningsanstalt for en generation kunstnere og andre frie sjæle.”
Men efter 1982 flød bevægelsens kerne ud. The Sods lavede ikke punk mere, og de andre bands var gået i opløsning. 80’erne var i gang med at ændre verden på ny, og punkerne blev til BZ’ere og autonome, mens nogle, de såkaldte “drukpunkere”, blev siddende omkring springvandet ved Gammel Torv og drak til langt op i firserne. Resten fandt sig en plads i samfundet igen.
Som Klaus Lynggaard skriver i essayet “Fingerens årti” (se kilder) så blev en del af punkerne noget ved musikken, altså musikere, kunstnere, journalister og så videre, mens andre “…såvel anhæng som førerskikkelser vel [er] havnet i den middelklasse, de engang så heftigt forkastede. I parcelhuse i forstæderne. Med deres fotoalbums og udklip og gamle demobånd.”