Donald Trump
Donald Trump advarer om Tredie verdenskrig under et interview i Miami i oktober 2016.
Foto: Jonathan Ernst / Scanpix

Præsidentvalget i USA

cand.mag. Karina Søby Madsen, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af journalist Michelle Arrouas, marts 2017. Senest opdateret af cand.public. Martine Stock, Bureauet, juni 2018.
Top image group
Donald Trump
Donald Trump advarer om Tredie verdenskrig under et interview i Miami i oktober 2016.
Foto: Jonathan Ernst / Scanpix
Main image
Vinderen af det amerikanske præsidentvalg i 2016 er Donald Trump. Her ved et vælgermøde i New Hampshire den 25. januar 2016.
Vinderen af det amerikanske præsidentvalg i 2016 er Donald Trump. Her ved et vælgermøde i New Hampshire den 25. januar 2016.
Foto: Gretchen Ertl / Scanpix

Indledning

Ved det amerikanske præsidentvalg 8. november 2016 vandt mangemilliardæren og realitystjernen Donald Trump en overraskende, men overbevisende, republikansk sejr over den tidligere demokratiske udenrigsminister Hillary Clinton. Det fik aktiekurserne overalt i verden til at styrtdykke og folk til at holde vejret, for Donald Trump havde ingen politisk erfaring, og der var stor usikkerhed omkring, hvilken politik han reelt ville føre. Den amerikanske præsident har nemlig ikke kun afgørende magt over de 50 stater, som udgør USA, men har ligeledes en ledende position på den internationale arena militært, økonomisk og politisk.

Foreløbig har Donald Trump skabt meget opmærksomhed og debat om sit præsidentembede; blandt andet udenrigspolitisk, hvor han har trukket sig fra flere internationale aftaler, er mødtes med Nordkoreas diktator Kim Jong-un og har lanceret en yderst hård udlændingepolitik. Han er ofte på kollisionskurs med de hjemlige medier, som han beskylder for at udøve fake news-propaganda, og er selv en meget flittig bruger af Twitter, hvor han deler sine markante udtalelser om politik, medier og enkeltpersoner.

 

Markante citater fra Donald Trump under valgkampen i 2016.

 

 

Artikel type
faktalink

Baggrund og historie

Stemmeoptællingen i New Hampshire efter første valgrunde ved præsidentvalget er afgørende i kapløbet mellem guvernør Nelson Rockefeller (tv) og Richard Nixon (tv) om at blive republikanernes præsidentkandidat.
Stemmeoptællingen i New Hampshire efter første valgrunde ved præsidentvalget er afgørende i kapløbet mellem guvernør Nelson Rockefeller (tv) og Richard Nixon (tv) om at blive republikanernes præsidentkandidat.
Foto: Keystone / Scanpix

Hvad er et præsidentielt system?

I USA er det præsidenten, der styrer landet. Det kaldes et præsidentielt system – i modsætning til det parlamentariske system, vi har i Danmark. I Danmark stemmer vælgerne ved et Folketingsvalg på de kandidater, som de forskellige partier opstiller til Folketinget. Det eller de partier, der efter valget kan finde flertal for et regeringsgrundlag og en statsminister, får del i regeringsmagten. Statsministeren findes altså først efter valget. I USA stemmer vælgerne på, hvem de vil have som regeringschef. Selv om den amerikanske præsident kommer i mindretal i forhold til Kongressen, skal han ikke gå af. Valgperioderne er faste, og præsidenten kan ikke opløse Kongressen eller udskrive nyvalg. Hvis præsidenten decideret begår noget ulovligt, så skal vicepræsidenten gå ind og erstatte vedkommende. I det danske parlamentariske system er det til gengæld sådan, at hvis det danske Folketing ytrer mistillid til statsministeren, så skal regeringen enten gå af eller statsministeren skal udskrive nyvalg.  

Hvornår blev præsidenttitlen første gang brugt i USA?

Ordet præsident stammer fra det latinske praesideo, der betyder ‘at sidde foran, at lede, overvåge og styre’. En præsident er en gængs titel for et statsoverhoved. I et præsidentielt demokrati som det amerikanske har præsidenten store magtbeføjelser.

I “Encyclopædia Britannica” (se kilder) angives det, at præsidenttitlen i Nordamerika første gang blev brugt om en leder af nogle af de britiske kolonier i området. Præsidenttitlen blev derfra overført til lederen af regeringerne i nogle af de stater, der blev organiseret efter starten på den amerikanske revolution i 1776. Eksempelvis i staterne Delaware og Pennsylvania. Titlen ‘President of the United States’ blev oprindeligt anvendt om den embedsmand, som var ordfører for møderne i The Continental Congress og The Congress under the Articles of Confederation. Skaberne af den amerikanske forfatning adopterede præsidenttitlen til at betegne det embede, der fik ansvaret for den øverste ledelse af USA. 

Hvordan opstod det amerikanske demokrati?

Forsøget på at skabe et amerikansk demokrati blev indledt i 1774, da en gruppe delegerede fra tolv britiske nordamerikanske kolonier mødtes og drøftede en løsrivelse af kolonierne fra Storbritannien. Gruppen af delegerede kaldtes den første kontinentale kongres og her deltog nogle af tidens mest fremtrædende personer, blandt andet George Washington.

Den 19. april 1775 indledtes den amerikanske uafhængighedskrig mellem kolonister og britiske tropper, og den 10. maj samme år mødtes den anden kontinentale kongres (The Second Continental Congress). Kongressen bestod af stort set de samme delegerede som året før, heriblandt Benjamin Franklin og Thomas Jefferson. I løbet af et år fik den anden kontinentale kongres forfattet det, vi kender som Uafhængighedserklæringen (The United States Declaration of Independence). Uafhængighedserklæringen blev underskrevet af 55 personer den 4. juli 1776 i Philadelphia. Den er et dokument, hvori de tretten nordamerikanske kolonier erklærer sig for uafhængige af Kongeriget Storbritannien. De 13 stater betegnes som USAs oprindelige stater.

Den anden kontinentale kongres var frem til 1781 leder af de tretten stater, som udgjorde USA. Den forfattede Forfatningsartiklerne (the Articles of Confederation) i 1781, som lovmæssigt forenede de 13 stater i the United States of America (USA).  

Hvad var Forfatningskongressen?

Forfatningskongressen (The Congress of the Confederation) er et udslag af Forfatningsartiklerne, og de, der var medlemmer af den anden kontinentale kongres, fik automatisk medlemskab i Forfatningskongressen. Forfatningskongressen regerede USA fra den 1. marts 1781 til den 4. marts 1789. Forfatningskongressens hovedopgave var at skabe en amerikansk forfatning.  

Hvad er den amerikanske forfatning?

En pendant til det, vi i Danmark betegner Grundloven, er den amerikanske forfatning – The Constitution of The United States of America (se kilder). USAs forfatning er verdens ældste gældende forfatning. Den blev færdiggjort den 17. september 1787 i Philadelphia, Pennsylvania i USA, og blev efterfølgende ratificeret af de 13 amerikanske stater. To år senere trådte forfatningen i kraft i 1789.

Forfatningstraktaten består af syv artikler og en række tillægsparagraffer, der kaldes amendments. Disse amendments sikrer blandt andet religionsfrihed, talefrihed, forsamlingsfrihed, pressefrihed, retssikkerhed og garanti for retsafgørelse ved jury.

Hovedformålet med artiklerne er at formulere landets demokratiske grundlag. I artikel 1 defineres for det første en magtdeling mellem forbundsstaten og enkeltstaterne. Og for det andet defineres en magtadskillelse inden for forbundsstatens rammer. Det amerikanske forfatningssystem består af et system, der kaldes ‘checks and balances’, en række institutioner, der kan holde hinanden i skak, så ingen kan tage monopol på magten. Magten deles således:

· En lovgivende del, Kongressen, der består af Senatet og Repræsentanternes Hus.

· En udøvende del, der består af præsidenten og ministerierne.

· En dømmende myndighed, der består af Højesteret. 

Hvad er Kongressen?

For at sikre en lige fordeling af magt mellem de store og de små stater er der indskrevet et kompromis i Forfatningstraktaten. De mindst befolkede af de 13 stiftede stater ønskede en ligelig repræsentation for alle stater, mens de mere befolkede stater ville have repræsentation i forhold til indbyggertal. Løsningen blev en kongres bestående af to kamre:

· Repræsentanternes Hus, hvor delstaterne er repræsenteret i forhold til deres indbyggertal. Da forfatningen blev udarbejdet, havde Huset 65 medlemmer mod i dag 435, da antallet justeres efter indbyggere.

· Senatet, hvor alle delstater uanset størrelse har to medlemmer. Senatet har altså i dag 100 medlemmer.

Den lovgivende magt ligger hos Kongressen, som således svarer til det danske Folketing. Kongressen står blandt andet for kontrol over det nationale skattesystem, retten til at udstede den nationale møntfod og at erklære krig mod andre nationer. Kongressens opgave er at debattere og vedtage lovforslag, inden de sendes til godkendelse hos præsidenten. Derudover er Kongressens hovedopgave at fungere som modvægt til præsidenten. Der er udvalg under Kongressen, som er specifikt nedsat til at holde øje med de forskellige institutioner under præsidenten. Disse udvalg skal forhindre korruption og andre ulovligheder. Omvendt holdes Kongressen i skak af præsidenten og domstolene. 

Hvilke opgaver har USAs præsident?

Den amerikanske præsident er såvel Kongressens som landets overhoved – i modsætning til eksempelvis i Tyskland, hvor posterne er delt mellem en kansler og en præsident. Den amerikanske præsidents funktioner, magt og pligter er defineret i den amerikanske forfatning – The Constitution of The United States of America (se kilder). Ifølge bogen “Samfund og ressourcer i politisk perspektiv” (se kilder) er præsidentens vigtigste opgave at føre Kongressens beslutninger ud i livet. Præsidenten kan ikke selv foreslå love, men kan ved budskaber til Kongressen opfordre til at behandle bestemte spørgsmål. Præsidenten kan nedlægge veto mod love vedtaget af Kongressen, hvilket betyder, at de så ikke bliver effektueret. I artikel to i The Constitution of The United States of America (se kilder) beskrives præsidentens magtbeføjelser:

· Præsidenten skal være hærens og flådens øverste leder.

· Præsidenten skal have magt til at lave traktater, som kan effektueres, hvis to tredjedele af senatet stemmer for.

· Præsidenten udnævner ambassadører, ministre, konsuler og højesteretsdommere, som senatet skal godkende.

· Præsidenten udnævner staben i Det Hvide Hus – som ikke skal godkendes. 

Hvad er Højesterets opgave?

Højesteret skal fungere som den højeste appelret og skal fortolke lovgivningen og forfatningen. Højesteret har dermed ret til at erklære præsidentens handlinger eller Kongressens love for ugyldige. Da den amerikanske forfatning i sammenligning med andre landes forfatninger er vagt formuleret på mange områder, spiller Højesteret ifølge bogen “Samfund og ressourcer i politisk perspektiv” (se kilder) en central rolle i amerikansk politik.

Kronologi over de amerikanske præsidenter

Hvad hedder præsidenterne gennem historien?

· 1789-1797: præsident George Washington, vicepræsident John Adams, partiløse.

· 1797-1808: præsident John Adams, vicepræsident Thomas Jefferson. Føderalister.

· 1801-1805: præsident Thomas Jefferson, vicepræsident Aaron Burr. Demokrater.

· 1805-1809: præsident Thomas Jefferson, vicepræsident George Clinton. Henholdsvis demokrat og republikaner.

· 1809-1813: præsident James Madison, vicepræsident George Clinton. Begge demokrater.

· 1813-1817: præsident James Madison, vicepræsident Elbridge Gerry. Henholdsvis demokrat og republikaner.

· 1817-1825: præsident James Monroe, vicepræsident Daniel D. Thompkins. Henholdsvis demokrat og republikaner.

· 1825-1829: præsident John Quincy Adams, vicepræsident John C. Calhun. Henholdsvis demokrat og republikaner.

· 1829-1833: præsident Andrew Jackson, vicepræsident John C. Calhoun. Demokrater.

· 1833-1837: præsident Andrew Jackson, vicepræsident Martin van Buren. Demokrater.

· 1837-1841: præsident Martin van Buren, vicepræsident Richard M. Johnson. Demokrater.

· 1841: præsident William Henry Harrison, vicepræsident John Tylor. Whig-partiet.

· 1841-1845: præsident John Tyler, ingen vicepræsident. Whig-partiet.

1845-1849: præsident James K. Polk, vicepræsident George M. Dallas. Demokrater.

· 1849-1850: præsident Zachary Taylor, vicepræsident Millard Fillmore. Whig-partiet.

· 1850-1853: præsident Millard Fillmore, ingen vicepræsident. Whig-partiet.

· 1853-1857: præsident Franklin Pierce, vicepræsident William R. King. Demokrater.

· 1857-1861: præsident James Buchanan, vicepræsident John C. Breckinridge. Demokrater.

· 1861-1865: præsident Abraham Lincoln, vicepræsident Hannibal Hamlin. Republikanere.

· 1865: præsident Abraham Lincoln, vicepræsident Andrew Johnson. Republikanere.

· 1865-1869: præsident Andrew Johnson, ingen vicepræsident. Republikaner.

· 1869-1873: præsident Ulysses S. Grant, vicepræsident Schuler Colfax. Republikanere.

· 1873-1877: præsident Ulysses S. Grant, vicepræsident Henry Wilson. Republikanere.

· 1877-1881: præsident Rutherford B. Hayes, vicepræsident William A. Wheeler. Republikanere.

· 1881: præsident James Garfield, vicepræsident Chester A, Arthur. Republikanere.

· 1881-1885: præsident Chester A. Arthur, ingen vicepræsident. Republikaner.

· 1885-1889: præsident Grover Cleveland, vicepræsident Thomas A. Hendricks. Demokrater.

· 1889-1893: præsident Benjamin Harrison, vicepræsident Levi P. Morton. Republikanere.

· 1893-1897: præsident Grover Cleveland, vicepræsident Adlai E. Stevenson. Demokrater.

· 1897-1901: præsident William McKinley, vicepræsident Garret A. Hobart. Republikanere.

· 1901: præsident William McKinley, vicepræsident Theodore Roosevelt. Republikanere.

· 1901-1905: præsident Theodore Roosevelt, ingen vicepræsident. Republikaner.

· 1905-1909: præsident Theodore Roosevelt, vicepræsident Charles W. Fairbanks. Republikanere.

· 1909-1913: præsident William H. Taft, vicepræsident James S. Sherman. Republikanere.

· 1913-1921: præsident Woodrow Wilson, vicepræsident Thomas R. Marshall. Demokrater.

· 1921-1923: præsident Warren G. Harding, vicepræsident Calvin Coolidge. Republikanere.

· 1923-1925: præsident Calvin Coolidge, ingen vicepræsident. Republikaner.

· 1925-1929: præsident Calvin Coolidge, vicepræsident Charles G. Dawes. Republikanere.

· 1929-1933: præsident Herbert C. Hoover, vicepræsident Charles Curtis. Republikanere.

· 1933-1941: præsident Franklin D. Roosevelt, vicepræsident John N. Garner. Demokrater.

· 1941-1945: præsident Franklin D. Roosevelt, vicepræsident Henry A. Wallace. Demokrater.

· 1945: præsident Franklin D. Roosevelt, vicepræsident Harry S. Truman. Demokrater.

· 1945-1949: præsident Harry S. Truman, ingen vicepræsident. Demokrat.

· 1949-1953: præsident Harry S. Truman, vicepræsident Albert W. Barkley. Demokrater.

· 1953-1961: præsident Dwight D. Eisenhower, vicepræsident Richard M. Nixon. Republikanere.

· 1961-1963: præsident John F. Kennedy, vicepræsident Lyndon B. Johnson. Demokrater.

· 1963-1965: præsident Lyndon B. Johnson, ingen vicepræsident. Demokrat.

· 1965-1969: præsident Lyndon B. Johnson, vicepræsident Hubert H. Humphrey. Demokrater.

· 1969-1973: præsident Richard M. Nixon, vicepræsident Spiro T. Agnew. Republikanere.

· 1973-1974: præsident Richard M. Nixon, vicepræsident Gerald T. Ford. Republikanere.

· 1974-1977: præsident Gerald R. Ford, vicepræsident Nelson A. Rockefeller. Republikanere.

· 1977-1981: præsident Jimmy Carter, vicepræsident Walter F. Mondale. Demokrater.

· 1981-1989: præsident Ronald W. Reagan, vicepræsident George Bush. Republikanere.

· 1989-1993: præsident George H. W. Bush, vicepræsident Dan Quayle. Republikanere.

· 1993-2001: præsident William J. Clinton, vicepræsident Al Gore. Demokrater.

· 2001-2004: præsident George W. Bush, vicepræsident Dick Cheney. Republikanere.

· 2004-2008: præsident George W. Bush, vicepræsident Dick Cheney. Republikanere.

· 2008-2012: præsident Barack Obama, vicepræsident Joseph Robinette ‘Joe’ Biden. Demokrater.

· 2012-2016: præsident Barack Obama, vicepræsident Joseph Robinette ‘Joe’ Biden. Demokrater.

· 2016-2020: præsident Donald Trump, vicepræsident Mike Pence. Republikanere.

Præsidentvalgets forløb

Præsidentvalget i USA den 2. november 2004 handler om andet og mere end blot en stemme. Det handler om selve sjælen i Amerika.
Præsidentvalget i USA den 2. november 2004 handler om andet og mere end blot en stemme. Det handler om selve sjælen i Amerika.
Foto: Søren Bidstrup / Scanpix

Hvornår er der præsidentvalg i USA?

Der er præsidentvalg i USA hvert fjerde år. Valget skal foregå på den første tirsdag efter den første mandag i november. Næste gang, der er valg, er den 6. november 2020. 

Hvem kan stemme til præsidentvalget?

Amerikanske statsborgere, som er fyldt 18 år, opfylder normalt valgretskravene. Det har ikke altid forholdt sig sådan. Da USA fik sin uafhængighed, var der mange restriktioner på, hvem der kunne stemme. Siden 1870 er valgretten gennem en række tillægsparagraffer til forfatningen blevet udvidet til flere og flere. Udvidelserne er blandt andet gået på race, farve, køn og alder:

· Artikel 15: stemmeret for sorte (1870)

· Artikel 19: stemmeret for kvinder (1920)

· Artikel 26: stemmeret for borgere, der er 18 år og derover (1971). 

Hvordan bliver man registreret som vælger?

I USA får vælgerne ikke automatisk et valgkort, som alle danske statsborgere gør. For at undgå valgsvindel, blandt andet ved at folk stemmer flere steder, skal borgerne lade sig registrere som vælgere i den stat, de bor i. I nogle stater er registreringen tidsbestemt. Det betyder, at vælgerne skal genregistreres efter en periode. I andre stater er registreringen permanent, så valgretten kun tabes ved flytning til en anden stat og i visse tilfælde, hvis valgretten ikke udnyttes.

Ud over registreringen som hørende til i et bestemt afstemningsområde så skal vælgeren også angive sit partitilhørsforhold. Som hovedregel er det enten som republikaner, demokrat eller uafhængig. At vælgerne lader sig registrere for eksempel som demokrat betyder ikke, at de kun kan stemme på det demokratiske partis kandidater. Det kan heller ikke kontrolleres, da der er hemmelig afstemning. En vælger, der registreres for eksempel som republikaner, betragtes som medlem af det republikanske parti. Men der er ikke tale om et egentligt medlemskab med partibog og medlemskontingent. Registreringen af partitilhørsforholdet spiller først og fremmest en rolle ved primærvalgene. 

Hvem kan blive valgt til amerikansk præsident?

For at kunne stille op til præsidentvalget er der en række kvalifikationer, som skal være opfyldt. Disse kvalifikationer står beskrevet i den amerikanske forfatnings artikel II, sektion I, klausul 5 (se kilder). Man skal:

· være statsborger og født i USA

· være mindst 35 år

· have boet i USA i mindst 14 år

En amerikansk præsident kan højest sidde i to valgperioder af fire år.

I forbindelse med flere præsidentvalg har der været debat omkring, hvorvidt kandidaterne er blevet født i USA. Mest berømt er måske konspirationsteorierne omkring Barack Obamas fødested. I valgkampen 2008 fremførte hans demokratiske modkandidat, Hillary Clinton, den teori, at Barack Obama slet ikke var født på Hawaii, men i Kenya, hvor hans fars familie kommer fra. Teorien blev ivrigt debatteret af de såkaldte "birthers", indtil offentliggørelsen af hans fødselsattest i 2011 omsider manede den til jorden. I løbet af sommeren 2016 bragte den republikanske præsidentkandidat Donald Trump igen tvivlen frem i offentligheden, men anerkendte endeligt i september rigtigheden af Barack Obamas fødselsattest. Det fremgår af artiklen "Trump erkender, at Obama er født i USA" fra Politiken (se kilder).

Hvad er primærvalget?

Primærvalget (primary election) er en metode til kandidatudvælgelse, som blandt andet benyttes, når de to hovedpartier Demokraterne og Republikanerne skal finde deres kandidater til præsidentposten. Metoden benyttes ligeledes, når der skal findes kandidater til Repræsentanternes Hus og Senatet samt ved guvernørvalg. Reglerne for primærvalg er forskellige i de enkelte stater. Hvis der for eksempel er to, der ønsker at kandidere som demokraternes kandidat til præsidentposten, så afholder hver enkelt stat et primærvalg, hvor der stemmes om, hvilken kandidat, der skal opstilles. I de fleste stater er det de vælgere, der er registrerede som demokratiske vælgere, der så får lov at stemme om kandidaterne, men i nogle stater afholdes åbne valg, hvor både de demokratiske og republikanske vælgere kan stemme. Men vælgerne kan dog altid kun deltage i et partis primærvalg.

I modsætning til i Danmark, hvor partierne udvælger kandidater til opstilling ved et Folketingsvalg ved afstemninger i de enkelte partiers lokalafdelinger rundt i landet, så sker valget af de amerikanske partiers præsidentkandidater ved valg, der inddrager de stemmeberettigede i hele landet.

Primærvalgene af kandidater til præsidentembedet er første fase af præsidentvalget og starter for øvrigt altid i den lille stat New Hampshire, da det er fastslået i statens forfatning, at den skal fastsætte sit primærvalg en uge før noget andet primærvalg. Det afholdes altid i februar for præsidentvalgåret, og derefter følger de resterende primærvalg i de øvrige stater frem til juni måned, hvor de sidste valg afvikles.  

Hvordan udpeges partiernes vicepræsidentkandidater?

Når det ved primærvalgene er blevet afgjort, hvem der er henholdsvis republikanernes og demokraternes præsidentkandidater, så er det tid til valg af vicepræsidentkandidat. Det har ændret sig igennem tiden, hvordan vicepræsidentkandidaterne udpeges. Da den amerikanske forfatning blev udformet, hed det ifølge The American Presidency (se kilder), at vælgerne skulle stemme på såvel en præsident- som en vicepræsidentkandidat. I dag er det dog sådan, at præsidentkandidaten, i samråd med sine rådgivere og ledende partimedlemmer, selv angiver sin foretrukne vicepræsidentkandidat.  

Hvad er partiernes nationalkonventer?

Anden fase af præsidentvalget er partikonventerne. Ved partikonventerne udpeger USA’s to store partier, demokraterne og republikanerne, deres kandidater til det kommende præsidentvalg. Partikonventerne afholdes imellem juli og september, og her deltager delegationer fra alle stater. For begge partier gælder, at kandidaten skal samle et flertal blandt de delegerede. De delegerede udvælges gennem processer, der er forskellige fra stat til stat. Den første udvælgelse sker ifølge artiklen “Fakta: Sådan udpeges præsidentkandidaterne” (se kilder) i Iowa, der i starten af januar udpeger sine delegerede på partimøder, der kendes under navnet ‘caucuses’.

Formålet med nationalkonventerne er ifølge bogen “USA – til valg i 90’erne” (se kilder) at:

· Tilrettelægge ledelsen af partiet de næste fire år.

· Vedtage et partiprogram.

· Samle partiet til en valgkamp mod det andet parti og dets præsidentkandidat.

· Nominere præsident- og vicepræsidentkandidaterne.

Når nomineringen er overstået, eventuelt efter et valg, hvis ikke primærvalgene har afgjort hvem, der skal være det pågældende partis kandidat, så takker præsidentkandidaten for nomineringen og fremlægger sine valgtemaer i sin tale til konventet. Valgkampen om præsidentembedet er hermed reelt i gang, selv om den formelt først starter på Labour Day, den første mandag i september. I valgkampen er der altså to hovedkandidater, der dyster mod hinanden – en demokrat og en republikaner.  

Hvad sker der på valgdagen?

Partiernes konventer bliver fulgt af valgkampen, og det almindelige valg, altså tredje fase af præsidentvalget, følger omkring tre måneder efter Labour Day. Gennemsnitligt deltager kun cirka halvdelen af vælgerne i præsidentvalget. Mange har den opfattelse, at valget af den amerikanske præsident er et direkte valg, men det er ikke tilfældet. Præsidentvalget er et indirekte valg, og det er reelt ikke på selve valgdagen, at præsidenten vælges. På selve valgdagen stemmer vælgerne på nogle valgmænd, der skal indgå i et valgkollegium. I forfatningens artikel to hedder det, at hver stat skal vælge lige så mange valgmænd, som den har medlemmer af Kongressen. Det vil sige et antal valgmænd, der svarer til antallet af medlemmer i Repræsentanternes Hus plus en for hver af statens to senatorer. Ud over disse valgte valgmænd består valgkollegiet af tre medlemmer fra forbundsdistriktet District of Columbia, der rummer USA’s hovedstad Washington. Alt i alt betyder det, at de små stater, i forhold til indbyggertal, har relativt mere indflydelse end de store stater. Sædvanligvis er det ikke valgmændenes navne, der står på stemmesedlerne, men præsident- og vicepræsidentkandidaternes navne. Det partis kandidater, der får flest stemmer, har ret til alle statens stemmer i valgkollegiet. Det kaldes ‘the winner takes it all’-effekten. Valgkollegiets medlemmer (i alt 538) vil så senere stemme på den kandidat, de selv repræsenterer. Den kandidat, der har flertal i valgkollegiet, bliver erklæret som præsident sammen med vedkommendes respektive vicepræsident.  

Hvornår bliver præsidenten formelt valgt?

I alles bevidsthed bliver præsidentvalget afgjort på valgdagen den 6. november. Men først når alle valgmændene er trådt sammen i hovedstæderne i deres respektive stater og har afgivet deres stemme, vil valget af den nye præsident og vicepræsident være afgjort. Valgmændene mødes til denne stemmeafgivning den første mandag efter den anden onsdag i december efter valget. Ved valget i 2008 var det den 15. december. Denne lange ventetid forklares med, at det i 1800-tallet tog lang tid at tælle vælgerstemmerne op og lang tid for valgmændene at rejse til statens hovedstad. I dag bruges tiden på at afgøre eventuelle protester om overtrædelse af valgbestemmelserne samt til at kontrollere optællingen af stemmerne. Efter at valgmændene har afgivet deres stemme på, hvem de ønsker som præsident og vicepræsident, bliver deres stemmer sendt til Washington, hvor de bliver læst op for Kongressen den 6. januar.

Der er ingen garanti for, at en valgmand stemmer på den kandidat, vedkommende repræsenterer. Hvis ingen af præsidentkandidaterne opnår et flertal i valgkollegiet, skal Repræsentanternes Hus vælge præsidenten. Valget sker ved flertalsvalg. Stemmerne afgives af staterne en for en, og hver stat har en stemme.

Præsidenten tiltræder officielt sit embede den 20. januar, hvor han eller hun bliver taget i ed som præsident.

Kritik af det amerikanske valgsystem

Tidligere præsident Gerald Ford og tidligere statsminister Anker Jørgensen mødtes i Bruxelles i 1975. Han blev præsident i 1974 efter den skandaleramte Nixon - som han siden bebenådede.
Tidligere præsident Gerald Ford og tidligere statsminister Anker Jørgensen mødtes i Bruxelles i 1975. Han blev præsident i 1974 efter den skandaleramte Nixon - som han siden bebenådede.
Foto: Jens Lyngby Jepsen / Scanpix

Hvordan lyder kritikken af valgkollegiet?

Kritikerne af valgkollegiet påpeger, at der er mulighed for, at en kandidat vinder, selvom der er flest af folkets stemmer, der falder ud til fordel for den anden kandidat. Det kan nemlig ske, hvis vedkommende til gengæld vinder flest stemmer fra valgkollegiet. Det er et faktum, at en kandidat uden at få en eneste stemme i 39 stater plus District of Columbia fortsat kan blive valgt til præsident ved at vinde afstemningen i 11 af de følgende 12 stater, hvor både Virginia og Georgia kan være den 11. stat:

· Californien: 54 valgmænd

· New York: 33 valgmænd

· Texas: 32 valgmænd

· Florida: 25 valgmænd

· Pennsylvania: 23 valgmænd

· Illinois: 22 valgmænd

· Ohio: 21 valgmænd

· Michigan: 18 valgmænd

· New Jersey: 15 valgmænd

· North Carolina: 14 valgmænd

· Georgia: 13 valgmænd

· Virginia: 13 valgmænd

Ved at vinde 11 af de 12 stater får kandidaten præcis de nødvendige 270 stemmer, der skal til for at vinde.

I årene 1876, 1888 og 2000 blev der valgt præsidenter, som ikke havde fået flest vælgerstemmer, men som havde vundet flest valgmandsstemmer. I 1876 var det republikaneren Rutherford B. Hayes, der rendte med præsidentposten. Han fik 4.036.298 stemmer til 185 valgmænd, mens demokraten Samuel J. Tilden fik 4.300.590 stemmer til 184 valgmænd. I 1888 vandt republikaneren Benjamin Harrison præsidentposten med 5.439.853 stemmer til 233 valgmænd, mens demokraten Grover Cleveland vandt vælgernes 5.540.309 stemmer til 168 valgmænd. I 2000 vandt republikaneren George W. Bush over demokraten Al Gore. Bush fik 540.520 stemmer mindre end Al Gore, men til gengæld fik han 271 valgmandsstemmer mod 266 til Al Gore. Ved valget i 2000 var der for øvrigt problemer med stemmerne afgivet i Florida. Uden Floridas stemmer havde Al Gore 262 valgmandsstemmer, mens Bush havde 246. Ingen af dem havde altså de nødvendige 270, der skulle til for at blive præsident. Derfor var Højesteret nødsaget til at afgøre, hvilke stemmer, der var gyldige, og det det endte altså at Bush fik sejren. 

Hvordan lyder kritikken af optællingsteknikken?

I USA har man indført elektroniske tællemaskiner, der registrerer og optæller alle de afgivne stemmer. Ved valget i 2004 vandt George W. Bush eksempelvis i staten Ohio med en margin på 118.775 stemmer, men ifølge artiklen “Bitter kritik af USAs valg” (se kilder) var 92.672 regulære stemmer blevet registreret som blanke af de optiske skannere. Desuden henlå 14.441 provisoriske stemmer, der ikke var blevet talt op. Det betyder, at maskinerne kan medvirke i udpegningen af en forkert kandidat. John Kerry, som tabte til George Bush i 2004, bestred dog ikke valgresultatet. Han sagde ifølge ovennævnte artikel: “Det er afgørende, at vi undersøger og forstår hver og en uregelmæssighed i valget overalt i landet, ikke fordi det kunne ændre valgets udfald, men fordi borgerne er nødt til at kunne tro på at deres stemme er talt med i vores demokrati.”  

Hvad er kritikken af økonomien i amerikansk politik?

Under præsidentvalget 2004 blev den amerikanske valgkommission FEC ifølge artiklen “Hård kritik af valgkommissionen” (se kilder) udsat for omfattende kritik. Valgkommissionen blev beskyldt for at tillade smuthuller i valgloven, især angående finansieringen af de politiske kampagner. Problemet er, at interessegrupper, der under dække af at udøve almen politisk aktivitet, bruger gigantsummer på tv-reklamer i valgkampene. Kritikere mener ikke, at FEC lever op til deres ansvar, når de lader interesseorganisationerne bruge penge, som de skattefrit har indsamlet, på politisk propaganda.

Ifølge artiklen “Stemmeslugerne” i Dagbladet Information (se kilder) fjernede en højesteretsdom i 2010 begrænsningerne på, hvor meget enkelte individer, selskaber og foreninger må give til de såkaldte PAC's – Political Action Committees – der fører kampagner for eller imod politiske kandidater. Det har betydet, at allerede i februar 2012 havde formuen hos de nye Super PAC's oversteget det beløb, der blev brugt af de tidligere støttefonde under hele valget i 2008. Samtidig viser en opgørelse i artiklen, at det er en lille gruppe af ekstremt rige personer, der investere enorme summer i fondene: kun én procent af donorerne finansierer således 67 procent af de nye støttefonde.

I artiklen siger Bill Buzzenberger, der er direktør for organisationen Center for Public Integrity: “Det kortslutter fuldstændig demokratiet. Alle undersøgelser viser, at kandidaten med flest penge stor set altid vinder. Og i måske 90 procent af tilfældene vil vinderen også efter dette valg være den kandidat, der har størst økonomisk støtte.”

Ifølge Bill Buzzenberg er der ikke tvivl om, at de enorme pengebeløb bruges til at købe direkte indflydelse:

“Disse donorer gør jo ingen hemmelighed ud af, hvad de kræver gennemført, og jeg er ikke i tvivl om, at det også vil komme konkret til udtryk i lovgivningen efter valget. Det reducerer vores demokrati til et finansielt kapløb,” siger han.

I artiklen er der også en oversigt over den lille gruppe af rigmænd og et skøn over, hvor meget de investerer i valget 2012.

I 2016 vandt Donald Trump som bekendt valget. Det skete på trods af, at hans kampagne havde markant færre penge til rådighed end Hillary Clintons; hun brugte 8,7 milliarder kroner på præsidentvalget, mens Donald Trump brugte 5,3 milliarder kroner, skriver Ekstrabladet (se kilder). Det er første gang i nyere historie, at det er den præsident med færrest kampagnepenge, der vinder valget.

Hvad er kritikken af kandidaternes smædekampagner?

Amerikanske valgkampe har en helt anden hård tone end den, vi er bekendt med herhjemme. Præsidentvalgkampen i 1824 er gået over i historien som den mest beskidte valgkamp til dato. Demokraternes kandidat Andrew Jackson blev beskyldt for at være besat af spil, en fordrukken horekarl, slavehandler og morder, hvilket ifølge biografien om ham på det Hvide Hus’ hjemmeside (se kilder) ikke var skudt helt ved siden af. Mindre sande var dog påstandene om, at han var søn af en prostitueret, mulat og ubegavet. Kritikken var så voldsom, at hans kone Rachel Donelson Jackson ifølge artiklen “Amerikanske tilstande” (se kilder) døde af et hjerteslag, da hun så den omtale, der blev tildelt hende. Demokraterne gav igen på tilsvarende vis, og Andrew Jackson løb med præsidentposten.

Men faktisk rapportere medierne op til de fleste præsidentvalg, at netop denne gang vil det være den mest nedrige nogensinde. Kandidaterne kaster sjældent selv med mudder, men ser til, mens politiske grupperinger med større og mindre tilknytning til de respektive partier går i gang med smædekampagner. Oftest omhandler kampagnerne kandidaten fra det parti, den konkrete gruppering ikke selv støtter, men kampagnerne foregår også under primærvalgene og dermed indenfor et partis rammer.

Mads Fuglede, der er USA-journalist for DR skriver om smædekampagnerne, at de er beskidte og nådesløse, men at de ofte også byder på oplysninger, som de amerikanske vælgere har krav på at vide, så de selv kan vurdere, om kandidaten er valgbar. Han skriver i webartiklen “Amerikanske tilstande” under DR Undervisning (se kilder): “Amerikanerne tester deres kandidaters karakterstyrke og evne til at reagere i pressede situationer med meget personlige angreb.”

Betydningen af præsidentvalget

Hvilken betydning har det amerikanske præsidentvalg?

Valget af, hvem der skal være den nye amerikanske præsident, har altid haft stor betydning – ikke bare for den amerikanske befolkning, men for hele verdenssamfundet. For den amerikanske befolkning øver præsidenten størst, men indirekte, indflydelse igennem sit valg af højesteretsdommere. De har nemlig det afgørende ord, når den amerikanske forfatning skal tolkes, og såvel højesteretsdommere som præsidenten har afgørende indflydelse på den amerikanske værdidebat, blandt andet i forhold til synet på abort og homoseksuelle.

For verdenssamfundet har det også kolossal betydning, hvem står i spidsen for USA, fordi landet har så stor indflydelse globalt set. Især i det 20. århundrede har USA spillet en helt afgørende rolle på den internationale scene. Ikke mindst med deltagelsen under 2. Verdenskrig, genopbygningen af Europa med Marshall-hjælpen og som part i Den Kolde Krig, hvor supermagterne Sovjetunionen og USA kæmpede for hver sin ideologi. Men også i dag er USA fortsat en uhyre stærk magtpolitisk, økonomisk og kulturel aktør, og ikke mindst helt afgørende i de senere års invasioner i Irak og Afghanistan. 

Hvilket udfald fik præsidentvalget i 2008?

Sort imod hvid. Demokrat imod republikaner. Linjerne var trukket skarpt op i valgkampen til præsidentvalg nummer 56 i den amerikanske historie. Her dystede demokraten Barack Obama og republikaneren John McCain om fire år i Det Hvide Hus, og ud over at 24 år og 340 dage adskilte de to herrer i alder, så var der politisk stor afstand imellem de to kandidater. Især økonomi-, sikkerheds- og værdipolitik var områder, hvor de stod meget langt fra hinanden.

Tirsdag den 4. november 2008 blev valget afgjort ved stemmeurnerne, og her fik Obama et stort folkeligt mandat i ryggen. Mere end 50 procent af de amerikanske vælgere sørgede for, at USA fik sin første afroamerikanske præsident. 

Hvordan blev valget i 2008 et jordskredsvalg?

Der er flere årsager til, at præsidentvalget 2008 kan kaldes et jordskredsvalg. Først og fremmest er årsagen, at Obama er den første afroamerikaner nogensinde, som kan placere sig i Det Hvide Hus. Dernæst er han den første demokratiske præsident siden Jimmy Carter til at blive valgt med flere end 50 procent af de afgivne stemmer og dermed få absolut flertal blandt vælgerne. For at sætte det lidt i perspektiv, så har Obama altså fået flere stemmer, end Bill Clinton i sin tid fik. Dertil skal tilføjes, at Obama også favnede langt bredere i vælgerskaren end nogen af de seneste årtiers præsidenter. Ifølge artiklen “Obama’s election redraws America’s electoral divide” på CNN (se kilder) fordelte stemmerne sig som følger:

· 56 % af kvinderne stemte på Obama – 43 % på McCain

· 66 % af vælgerne under 30 stemte på Obama – 32 % på McCain

· 95 % afroamerikanere stemte på Obama – 4 % på McCain

· 66 % latinamerikanske vælgere stemte på Obama – 32 % på McCain

· 68 % af førstegangsvælgerne stemte på Obama – 31 % på McCain

· 55 % af vælgerne med en indtægt under 100.000 dollar stemte på Obama – 43 % på McCain

Årsagen til, at procentsatserne ikke tilsammen giver 100 er, at nogle af stemmerne er gået til. Dertil kommer, at Obama har fået flertallet af stemmerne i flere traditionelle konservative stater, blandt andet i Florida, Ohio og sydstaten Virginia. Sidst, men ikke mindst, er det første gang siden 1932, at det lykkedes for et parti at få så mange nye pladser i Kongressen og styrke en i forvejen opnået majoritet. Demokraterne fik øget sit flertal i Senatet fra 49 til 56 pladser ud af 100. Samtidig fik Demokraterne udbygget sit flertal med omkring 20 mandater i Repræsentanternes Hus, så de fik 254 ud af 435 pladser.

Præsidentvalget 2012

Michelle Obama vinker mens præsident Barack Obama holder tale i det hvide hus den 27. juni 2012.
Michelle Obama vinker mens præsident Barack Obama holder tale i det hvide hus den 27. juni 2012.
Foto: Madel Ngan / Scanpix

Hvem var spidskandidaterne til USA’s præsidentvalg 2012?

Det 57. præsidentvalg i USA blev afgjort den 6. november 2012, hvor den siddende præsident, Demokraternes Barack Obama, blev valgt til at være USA’s præsident frem til valget i 2016. Gennem valgkampen blev det tydeligt, at der var store forskelle mellem Obamas politik og den politik, som republikanernes præsidentkandidat Mitt Romney gik til valg på. En hel overordnet politisk forskel mellem de to var, at Barack Obama troede på velfærdsstaten, hvor målet er størst mulig lighed, mens Mitt Romney troede på minimalstaten, hvor frie muligheder og eget ansvar er vejen til vækst. 

Hvad er Barack Obamas baggrund?

· Barack Obama blev født på Hawaii den 4. august 1961. Hans far, Barack Obama Senior, er kenyaner, født og opvokset i Kenya. Hans mor, Ann Dunham, voksede op i Kansas. Forældrene mødte hinanden på Hawaii Universitet, hvor hans mor var studerende, og hans far havde vundet et legat, der betød, at han kunne forlade Kenya og rejse til Amerika. Faderen rejste senere tilbage til Kenya.

· Voksede op på Hawaii hos sin mor, til han afsluttede gymnasiet.

· BA i statskundskab fra Columbia Universitet i New York i 1983.

· Fra 1983-85 arbejdede han som redaktør af et nyhedsbrev for et konsulentfirma i New York.

· I 1985-88 havde han job i en forening, der arbejdede for at forbedre forholdene i fattige områder i Chicago plaget af kriminalitet og med høj arbejdsløshed. I denne periode dannede Obama foreninger for lejere og jobsøgende.

· I 1988 blev han optaget på eliteuniversitetet Harvard Law School, hvor han som den første afroamerikaner blev redaktør af det juridiske fakultets tidsskrift. Han fik sin MA i jura i 1991.

· I løbet af sin tid på Harvard giftede han sig med juristen Michelle Robinson, som han mødte i et advokatfirma. Parret har i dag to døtre.

· I de følgende år underviste han på universiteter og var samtidig partner i et stort advokatfirma i Chicago. Sideløbende fortsatte han sit politiske græsrodsarbejde, blandt andet med registrering af sorte vælgere.

· I 1996 blev Obama valgt som medlem af Senatet i delstaten Illinois, hvor han stod bag en række reformer af statens retsvæsen, og i november 2004 blev han valgt til USA’s Senat. 

· I 2008 blev Obama valgt som USA’s første afroamerikanske præsident. Han blev genvalgt i 2012, men da det amerikanske præsidentvalg igen løb af stablen i 2016 kunne han ifølge den amerikanske forfatning ikke længere stille op.

Hvad gik præsidentkandidaterne til valg på i 2012?

· Økonomisk politik var et stort tema i Barack Obamas kampagne. Finanskrisen i slutningen af 00’erne havde gjort skellet mellem rig og fattig endnu større, idet den hovedsageligt er gået ud over under- og middelklassen. Obama ønskede at gøre USA til en velfærdsstat, hvor staten tager vare på de svageste. Obamas hovedbudskab var under valget, at de rigeste amerikanere skulle beskattes hårdere end hidtil, hvis man ville uligheden i USA til livs. Helt konkret gik planen, ”The Buffet Rule” ud på, at amerikanere med en indkomst på mere en million dollar om året skulle betale 30 % i skat, hvilket indebærer ca. 0,3 % af den amerikanske befolkning.

Modsat Obamas ønske gik Romney til valg på, at skatten skulle sænkes, hvis erhvervslivet skulle blomstre og skabe flere arbejdspladser. Det gjaldt både indkomst- og selskabsskatten. Romney mente, at den daværende selskabsskat på 35 % var blandt de højeste satser i verden, hvilket ifølge præsidentkandidaten reducerede de amerikanske virksomheders mulighed for at investere og vanskeliggjorde konkurrencen på det globale økonomiske marked.

· Inden for udenrigs- og sikkerhedspolitikken viste Obama i sin første periode som præsident, at han var villig til at køre hårdt mod hårdt, ikke mindst over for lande som Irak og Afghanistan. Et eksempel på dette var ordren til aktionen mod Osama bin Laden. I 2011 fremlagde Obama desuden en strategi for tilbagetrækningen af amerikanske soldater i Afghanistan. Målet lød, at der inden udgangen af 2012 skulle trækkes 30.000 soldater ud af landet.

Romney mente, at den udenrigspolitik, Obama havde ført, var for slap, ikke mindst over for Kina og Iran, der begge er nationer, som truer USA’s globale position og ikke mindst frihed. Også Rusland og hellige krigere fra Mellemøsten mente han, at man ikke skulle undervurdere. For Romney var det altafgørende, at USA skulle tage førerpositionen som supermagt og vise, at når USA står stærkt, så står verden også stærkt.

· Værdipolitik er altid et væsentligt tema i den amerikanske valgkamp, og valgkampen 2012 var ingen undtagelse. Obama havde tidligere bekendtgjort, at han går ind for homoseksuelle ægteskaber. I et interview med ABC News den 9. maj 2012 (se kilder) sagde Obama: ”På et tidspunkt har jeg konkluderet, at det for mig personligt er vigtigt at stå frem og erklære, at jeg mener, at homoseksuelle par skal kunne blive gift.” Han var den første amerikanske præsident til offentligt at erklære denne holdning. Modsat Obama er Mitt Romney imod. Ifølge artiklen ”Ud af skabet” (se kilder) erklærede Romney, at han ville have en forfatningsmæssig tilføjelse, der forbyder fænomenet på landsplan.

Barack Obama støttede kvinders ret til abort, og i 2009 indførte han reglen om, at ansatte i sundhedssektoren i USA ikke længere kan nægte at udføre abort under påskud af, at det strider imod deres moral eller religion. Derimod var Mitt Romney modstander af fri abort. Romney mente, at livet begynder ved undfangelsen, og at nationens love må afspejle dette synspunkt. Dog kan abort retfærdiggøres, når der er tale om voldtægt, incest og fare for morens liv. Romney mente desuden, at det amerikanske sundhedspersonale skulle have ret til at følge deres samvittighed i deres arbejde og var derfor også modstander af den lov, Obama indførte i 2009.

· Sygesikring var også et varmt emne i USA. I 2010 indførte Obama en sundhedsreform, Obamacare, der for første gang i USA’s historie indeholdt en offentlig reguleret sygeforsikringsordning. Herved lykkedes det Obama at få gennemført en af sine helt store mærkesager, nemlig at give alle amerikanere adgang til sygesikring, og hermed sikre alle adgang til sundhedsvæsnet. Der har dog efterfølgende været rettet en del kritik af Obamas sundhedsreform, hovedsageligt at den koster for mange penge.   

I sin tid som guvernør i Massachusetts var Mitt Romney med til at indføre en sundhedsreform, som i høj grad lignede Obamacare. Dog erklærede Romney under valgkampen 2012, at det var et mål at ophæve Obamas sundhedsreform. Romney mente, at reformen skabte endnu flere udgifter på sundhedsområdet. I forvejen bruger USA omkring seks procent mere af bruttonationalproduktet på sundhedssystemet end andre lande, hvis sundhedsniveau ikke ligger under USA’s. Derfor skulle det ifølge Romney også kunne lade sig gøre for USA at skabe en bedre sundhed ved brug af færre penge.

Hvilket udfald fik præsidentvalget 2012?

Den 6. november 2012 gik amerikanerne til valg, og flertallet valgte at sætte kryds ved den siddende præsident Barack Obama. Det sikrede ham fire år mere på præsidentposten, og han kom altså til at sidde de maksimale to valgperioder.

60,7 mio. stemmer – svarende til 50 % af stemmerne – gik til Obama, mens den republikanske modkandidat Mitt Romney fik 48 % af stemmerne ifølge artiklen ”Regnebræt gjort op: USA's præsidentvalg i tal” fra Børsen (se kilder). Præsidentvalget blev det dyreste nogen sinde, og i alt brugte de to kandidater og deres støttegrupper seks milliarder dollar svarende til mere end 35 milliarder kroner på deres kampagner.

Valget skabte historie på flere måder, da et rekordstort antal kvinder blev valgt ind i Kongressen. Af de 101 kvinder blev 20 valgt ind i Senatet og 81 valgt ind i Repræsentanternes Hus.

Præsidentvalget 2016

Hillary Clinton, Demokratisk præsidentkandidat, lovede dramatisk grøn revolution. Kapaciteten for solenergi skulle hæves 700 procent i løbet af et årti i USA, så alle amerikanske hjem ville være helt forsynet af vedvarende energi.
Hillary Clinton, Demokratisk præsidentkandidat, lovede dramatisk grøn revolution. Kapaciteten for solenergi skulle hæves 700 procent i løbet af et årti i USA, så alle amerikanske hjem ville være helt forsynet af vedvarende energi.
Foto: Scott Olson / Scanpix

Hvem var kandidaterne til USA's præsidentvalg 2016?

Demokraternes præsidentkandidat var i 2016 den tidligere præsidentfrue og udenrigsminister Hillary Clinton, som efter sin mand Bill Clintons præsidentembede (1992-2000) for alvor trådte ind i amerikansk politik, først som senator og siden hen som udenrigsminister. Demokraterne valgte officielt Hillary Clinton som deres præsidentkandidat ved deres konvent i juni 2016. Inden da havde hendes valgkamp været presset af den mere venstreorienterede Bernie Sanders, som især fik medvind hos unge demokratiske vælgere. Sanders endte med at vinde så meget popularitet blandt vælgere og delegerede, at der inden demokraternes partikonvent i juli var tvivl om, om Bernie Sanders ville støtte op omkring Hillary som demokraternes præsidentkandidat, fordi han førte valgkamp lige til det sidste. Sanders endte dog med officielt at støtte Clinton, idet han pegede på vigtigheden i at forene de demokratiske vælgere frem for at splitte dem, hvis de skal kunne slå republikanerne ved valget i november.

Republikanernes præsidentkandidat var forretningsmanden Donald Trump. Mens han med sine bombastiske og enkle budskaber vandt stor opbakning blandt den amerikanske arbejderklasse, som er lede ved de amerikanske levebrødspolitikere i Washington, vækkede han bekymring blandt den republikanske top; dusinvis af tonengivende republikanere, inklusiv tidligere republikanske præsidenter, meldte i ugerne op til valget ud, at de ikke ville stemme på Donald Trump, skrev TV2(se kilder). Det fremgik blandt andet af et åbent brev fra 50 tidligere republikanske toppolitikere. Heri skriver de ifølge dr.dk (se kilder), at Trump ”mangler karakter, værdier og erfaring” for at blive en god præsident, og hvis valget falder på ham, ”risikerer det at sætte hele vores lands (Amerikas, red.) nationale sikkerhed og velbefindende over styr”.

Hvad er Hillary Clintons baggrund?

· Hillary Rodham Clinton blev født d. 26. oktober 1947 i Chicago og voksede op i et typisk amerikansk middelklassehjem. Tidligt blev hun interesseret i politik, især sociale emner, og hun lærte hjemmefra ikke at lade sig slå ud, men arbejde hårdt og ambitiøst. Hendes far og i særdeleshed hendes mor havde begge haft en hård barndom, og Hillary Clinton nævner ofte sin mor som en stor inspirationskilde.

· Som ung læste Hillary Clinton jura på Yale University, hvor hun mødte den jævnaldrende Bill Clinton. Hun fulgte ham til Arkansas i 70’erne, selvom hun egentlig havde en lovende karriere i Washington, hvor hun var med i undersøgelsen af Nixon-skandalen. De to giftede sig i 1975.

· Bill Clinton var guvernør i Arkansas fra 1979-81 og 1983-92. Hillary underviste jura på Arkansas Universitet og var desuden med til at oprette en forening for trængte børn og familier. I sin tid som Arkansas førstedame brugte hun desuden kræfter på at forbedre uddannelses- og sundhedsområdet.

· I løbet af 1990’erne blev hun kendt som den demokratiske præsident Bill Clintons hustru og som en førstedame, der havde sine egne meninger og ambitioner. Den amerikanske højrefløj malede nærmest et billede af hende som radikal feminist.

· Det var dog først ved afslutningen på sin mands embede som præsident, at hun for alvor gik ind i politik. Fra 2001 til 2009 var hun New Yorks første kvindelige senator, og siden blev hun udenrigsminister i Barack Obamas regering fra 2009 til 2013.

· Allerede op til præsidentvalget i 2008 forsøgte hun at blive demokraternes præsidentkandidat. Hun endte dog med at tabe det demokratiske kandidatur til Barack Obama, der siden blev genvalgt som præsident. I april 2015 kom nyheden om, at hun igen stillede op til kampen om at blive demokraternes præsidentkandidat, og i begyndelsen af 2016 stod det ifølge The New York Times klart, at hendes kandidatur var så godt som sikkert (se kilder).

Hvad gik Hillary Clinton til valg på?

Ifølge hendes egen kampagnehjemmeside gik Hillary Clinton til valg på en lang række områder, men hun var særligt interesseret i sundhed, uddannelse og værdispørgsmål som homoseksuelles rettigheder og større ligestilling mellem kvinder og mænd (se kilder). Hun foreslog blandt andet en offentlig garanti for, at man kunne tage 12 ugers betalt orlov i en familie – f.eks. i forbindelse med en fødsel. Desuden ville hun arbejde for at forbedre vilkårene for kvinder på arbejdsmarkedet og i sundhedssystemet, samt se på hvordan man kunne komme voldtægtskulturen i mange amerikanske studiemiljøer til livs.

  1. var ligeledes en kæphest for Hillary Clinton. I efterskriftet på sin biografi ”Svære valg” beskrev hun en del af sin politiske vision om at skabe større lighed i det amerikanske samfund: ”Det burde ikke være sådan, at man skal være barnebarn af en præsident eller en udenrigsminister for at få adgang til gode sundhedsydelser, uddannelser, rigdom og al den støtte og de fordele, der en dag vil føre til et godt job og et succesrigt liv. Det ønsker vi for alle vores børn.” Citatet er gengivet i artiklen ”Det vil Hillary ændre for at vinde i 2016” fra Politiken (se kilder).

Hillary Clinton offentliggjorde sit kandidatur i foråret 2015 i en kampagnevideo, der særligt havde fokus på familielivet og kvinden i alle aldre – kvinder, der venter deres første barn, går på pension, dyrker deres egne tomater, er på barselorlov eller skal til at arbejde igen efter lang tids orlov (se kilder). I en analyse i Politiken vurderede USA-korrespondent Kristian Madsen, at Hillary Clinton med valgvideoen forsøgte at flette historien om sig selv som kvinde ind i sin politiske vision, og at dette netop var hendes styrke: ”Clinton vil i denne omgang også i langt højere grad spille kvindekortet som en del af sin kampagne. I 2008 forsøgte hun først nærmest at fortie dette biologiske faktum. Da hun endelig understregede værdien af at få USA’s første kvindelige præsident og 'bryde glasloftet' i politik for kvinder, begyndte hun at få Obama på glatis” (se kilder).

Hvad er Donald Trumps baggrund?

· Donald Trump blev født d. 14. juni 1946 i New York som den fjerde af i alt fem børn. I håbet om, at han kunne kanalisere sin energi over i noget disciplin, sendte hans forældre ham på New York Military Academy, som han dimitterede fra i 1964.

· Donald Trumps far arbejdede i byggebranchen, hvilket inspirerede sønnen i sin karrierevej. Men Trump Jr. havde større ambitioner, og efter at have afsluttet New York Military Academy, studerede han økonomi på Fordham University.

· I starten af 70’erne begyndte Donald Trump at involvere sig i ejendomshandel, blandt andet i et meget indbringende byggeprojekt på Manhattan. Han overtog sin fars lille virksomhed Elizabeth Trump & Son og omdøbte den Trump Organization, og op igennem 80’erne og 90’erne opkøbte han adskillige hoteller og kasinoer, blandt andet et hotel ved Central Station i New York, som han ombyggede til det nuværende Grand Hyatt Hotel.

· Donald Trump er ejer eller medejer af en lang række af skyskrabere på Manhattan. Han har blandt andet opført Trump World Tower og boligkomplekset Trump Place Apartments.

· Allerede i 1999 flirtede Donald Trump med politik, da det lille alternative græsrodsparti Reform Party ønskede ham som deres præsidentkandidat. Han endte dog med at trække sig. I stedet brugte han 00’erne på blandt andet at deltage i en række populære reality tv-programmer.

· I 2012 begyndte han igen så småt at involvere sig i politik, da han offentligt støttede Birther-bevægelsens konspirationsteori om, at Barack Obama slet ikke er født i USA og dermed heller ikke berettiget til præsidentposten.

· I juni 2015 meldte han sig i sidste øjeblik ind i kampen om at blive republikanernes præsidentkandidat under sloganet ”Make America Great Again!”. Først blev han ikke spået store chancer for at blive taget alvorligt, men i løbet af sommeren 2016 meldte han sig ind i favoritfeltet, da han overhalede senator Jeb Bush, lillebror til den tidligere præsident George W. Bush, i meningsmålingerne.

· Donald Trump er så upopulær i visse kredse, at hans kampagnehjemmeside adskillige gange er brudt sammen på grund af hackerangreb. Blandt andet hackede den anonyme hackergruppe Anonymous hjemmesiden i december 2015 efter Trumps radikale udtalelser omkring muslimer (Reuters: Donald Trump website downed after Anonymous threat. The Telegraph, 2015-12-11).

· Han har fem børn fra tre forskellige ægteskaber: Melania Trump (gift i 2005), Marla Maples (1993–1999) og Ivana Trump (1979-1992).

Hvad gik Donald Trump til valg på?

Donald Trump gik til valg med sloganet ”Make America Great Again!”. For det første skulle dette ifølge Trumps kampagnehjemmeside (se kilder) indfries gennem den økonomiske politik. Han ønskede blandt andet en skattereform, hvor virksomheder uanset størrelse højest skulle betale 15 % i skat. Logikken var, at dette ville kunne skærpe konkurrenceevnen i forhold til udlandet og dermed fastholde og skabe arbejdspladser i USA.

Trump udtrykte i sin valgkampagne skepsis over for frihandelsaftaler – en skepsis han som præsident har realiseret ved at udstede toldbarrierer for amerikansk import af udenlandske varer. Af kampagnehjemmesiden fremgik det også, at Trump ønskede at værne om de amerikanske borgeres ret til at bære våben, som det står i tillægsparagraf nummer to i den amerikanske forfatning. Derfor er Trump også som så mange andre republikanere en stærk modstander af den stramning af våbenlovgivningen, som præsident Barack Obama indførte i januar 2016.

Det måske mest kontroversielle punkt på Donald Trumps dagsorden var dog hans stærke holdninger til indvandring. For det første har han ytret sig meget radikalt om mexicanske immigranter. I en artikel i Berlingske citeres han for at have sagt: ”De tager stoffer med sig. De kommer med kriminalitet. De er voldtægtsforbrydere. Og nogle, formoder jeg, er også gode mennesker” (se kilder). For det andet har han mødt meget modstand, efter at han i december 2016 udtalte, at muslimer skulle nægtes adgang til USA (Johannes Kaas Fallesen: Donald Trump vil forbyde alle muslimer adgang til USA. Jyllands-Posten, 2015-12-08).

Hvad handlede valget om?

Allerede i 2015 – inden demokraterne og republikanerne havde valgt deres kandidater til præsidentembedet – var udenrigs- og sikkerhedspolitik et varmt emne i den amerikanske offentlighed. Og i forlængelse heraf spørgsmålet om, hvordan man skulle forholde sig til indvandring og flygtninge. Især vakte Donald Trump opmærksomhed med sine kontroversielle udtalelser om muslimske indvandrere, efter at et muslimsk ægtepar udførte et terrorangreb på et amerikansk socialcenter i december 2015. Af frygt for at komme til at lukke terrorister ind i landet foreslog han, at USA skulle udelukke indrejse for alle muslimer.

Men indvandringsspørgsmålet handlede i høj grad også om den illegale indvandring fra Mellem- og Sydamerika, hvorom Trump ligeledes har udtalt sig meget bombastisk. Han har blandt andet foreslået, at man bygger en høj mur ved grænsen for at begrænse indvandringen.

Ud over indvandring var sundhedssystemet – herunder Obamacare – og den amerikanske økonomi også store emner i valgkampen mellem Donald Trump og Hillary Clinton. Men det amerikanske præsidentvalg 2016 kom faktisk ikke til at handle særligt meget om egentlige politiske emner og diskussioner. Det forudsagde det amerikanske magasin POLITICO i en analyse (se kilder) allerede i august 2016. Valgkampen kom nærmere til at handle om, hvem af de to kandidater, der havde de bedste forudsætninger og personlige egenskaber til at lede USA som præsident.

Donald Trump blev under valgkampen angrebet af både republikanere og demokratere, inklusiv den siddende præsident Barack Obama, som ikke mente han egnede sig som præsident. Kritikken gik blandt andet på hans vedvarende fornærmende udtalelser om forskellige befolkningsgrupper. Nogle gamle lydoptagelser, hvor Donald Trump praler om at tage på kvinder, blev også brugt i kritikken af Trump. Ifølge en artikel fra Politiken siger han blandt andet på optagelsen (se kilder): ”Når du er kendt, kan du gøre, hvad du vil. Tage dem i fissen. Du kan gøre hvad som helst.”s Optagelsen blev offentliggjort af The Washington Post (se kilder) og fik endnu flere republikanere til at tage afstand fra hans kandidatur, blandt andet tidligere udenrigsminister Condoleezza Rice og tidligere præsidentkandidat John McCain. Ifølge Politiken undskyldte Donald Trump efterfølgende sine kommentarer med, at det blot var "mandehørm", og beklagede, hvis nogen var blevet krænket (se kilder).

Men der blev også stillet spørgsmålstegn ved Hillary Clintons ansvarlighed og integritet. Hun var blandt andet under beskydning for sin e-mailsag, som handlede om, at hun i sin tid som udenrigsminister havde sendt mails med fortrolige oplysninger via sin egen private e-mail fra en ikke-sikkerhedsgodkendt computer. Især Trump angreb hende kraftigt og udtalte, at hun burde smides i fængsel, fremgår det af POLITICO-artiklen (se kilder).

Hvilket udfald fik valget 2016?

Inden valgdagen den 8. november spåede medierne og meningsmålingerne en sejr til demokraternes kandidat Hillary Clinton. I løbet af aftenen stod det dog klart, at Donald Trump ville vinde – især efter at han vandt vigtige og store svingstater som Florida og Ohio. Ud på natten – om morgenen dansk tid – kunne flere medier meddele, at Hillary Clinton havde ringet til Donald Trump og erkendt sit nederlag. Umiddelbart derefter gik Donald Trump på talerstolen i New York. Ifølge Politiken understregede han i sin tale, at han vil være hele USA's præsident og arbejde på at forene amerikanerne (se kilder): ”Nu er det tid for Amerika til at hele de sår, der deler os. Til alle republikanere, demokrater og uafhængige over hele landet, siger jeg: Det er på tide at samle os som et forenet folk.”

Trods en barsk valgkamp, hvor han blandt andet har kaldt Hillary Clinton for ”a nasty woman”, takkede han sin rival for en intens valgkamp og for hendes livslange engagement i amerikansk politik.

Aktiemarkederne rundt omkring i verden dykkede ifølge DR Nyheder (se kilder) markant, efter det stod klart, at Trump havde vundet præsidentembedet, fordi der var usikkerhed omkring hans økonomiske politik. Og i sin sejrstale kom han heller ikke nærmere ind på fremtiden; at den økonomiske vækst skulle prioriteres og forholdet til Rusland forbedres var de mest konkrete politiske budskaber. Trump vandt i alt 306 valgmænd, mens Hillary Clinton endte med 232.

Hvordan påvirkede Rusland valget?

Den 6. januar 2017, før Trump var blevet indsat som præsident, blev det offentliggjort, at Rusland havde spillet en afgørende rolle i det amerikanske valg. Efter flere måneders rygter om russisk indblanding i valget valgte de amerikanske efterretningstjenester at offentliggøre et resume af en hemmelighedsstemplet rapport, der dokumenterer, at Rusland spillede en aktiv rolle i det amerikanske valg, skriver Politiken (se kilder). Rapporten beretter, at en række russiske hackere med tætte forbindelser til den russiske regering og dermed Putin forsøgte at påvirke valget til Donald Trumps fordel. Det skete blandt andet ved at sprede ’fake news’ (se Faktalink-artiklen om emnet), altså falske nyheder om Clinton og hendes kampagne, ved at begå hackerangreb mod Clintons kampagne og det demokratiske parti. Ved et af hackerangrebene stjal hackerne e-mails, der senere blev offentliggjort via WikiLeaks, og som var med til at påvirke valget, skriver New York Times i marts 2017 (se kilder).

I marts 2017 tog sagen en dramatisk drejning. Det skete da FBIs daværende leder James B. Comey i en vidneberetning til en komite i den amerikanske kongres sagde, at amerikanske efterretningstjenester var i gang med at undersøge, hvorvidt Trump-kampagnen stod i ledtog med Rusland under valgkampen. Flere medier, blandt andet New York Times og Washington Post, har skrevet, at den undersøgelse var i gang, men Trump har hele tiden afvist virakken om den russiske indblanding i valgkampen og Trump-kampagnens mulige ledtog som ’fake news’. Det er meget sjældent, at amerikanske efterretningstjenester offentliggør, hvilke undersøgelser, de er i gang med. Når det sker er det fordi de mener, det er i offentlighedens interesse, og ”det her er et af de eksempler,” som Comey sagde i marts. Samtidig sagde han, at FBI vil fortsætte undersøgelsen af mulige links mellem Trump-kampagnen og den russiske indblanding i det amerikanske valg ”uanset hvor længe, det tager.” Ifølge flere kilder i en artikel i The New York Times (se kilder) var der gentagen kontakt mellem medlemmer af Trumps præsidentkampagne og andre Trump-associerede og russiske kontakter, inklusiv fra den russiske efterretningstjeneste, i året op til valget. James Comey blev efterfølgende fyret.

Hvad er Trumps vigtigste politiske tiltag?

Ét af Donald Trumps væsentligste, politiske tiltag er at trække USA ud af den historiske Paris-klimaaftale. Det betyder, at USA som det eneste land i verden sammen med Nicaragua og det krigshærgede Syrien står uden for de fælles FN-klimamål, som blev aftalt i 2015 i Paris. Aftalen går ud på, at alle lande er forpligtet til at leve op til en række klimamål med henblik på at minimere klimaforandringer. Denne aftale står USA nu uden for.

Donald Trump indgik i november 2017 på vegne af USA en handelsaftale med Kina for ca. 250 milliarder dollars med henblik på at sælge flere amerikanske produkter til Kina. I marts 2018 indførte USA dog straftold på en række udenlandske varer, blandt andet aluminium og stål. Tolden på udenlandske varer varslede Trump allerede under sin valgkampagne. Tiltaget har fået Kina til at svare igen ved at indføre lignende straftold på en række, udvalgte amerikanske varer. Også EU har i juni 2018 indført en lignende straftold på en række amerikanske produkter, skriver DR.dk (se kilder).

I maj 2018 trak Donald Trump USA ud af atomaftalen med Iran, som forpligter Iran til at afvikle centrale dele af sit atomprogram, mod at omverdenen til gengæld ophæver omfattende sanktioner mod Iran, som kan være ødelæggende for landets økonomi, skriver TV2 Nyhederne i en artikel (se kilder). De europæiske ledere i Frankrig, Tyskland og Storbritannien har sagt, at de bliver i aftalen, og det samme gør Iran.

I juni 2018 mødtes Donald Trump som den første siddende, amerikanske præsident nogensinde med en nordkoreansk leder, da han trykkede hånd med Kim Jong-un i Singapore. ”Mange mennesker i verden vil tro, at dette er en form for fantasi, som en science-fiction film,” sagde Kim Jong-un eftersigende under pressemødet om mødet med Donald Trump, ifølge Finans.dk (se kilder).

Trumps optakt til midtvejsvalget

Frem mod midtvejsvalget i november 2018 har Donald Trump særligt gjort sig bemærket inden for den amerikanske antiabort-bevægelse. Han har blandt andet udpeget abortmodstanderen Neil Gorsuch til USA's højesteret. Derudover har Trump taget penge fra grupper og organisationer, der arbejder med at rådgive om familieplanlægning og med at henvise kvinder til abort.

Ifølge en analyse fra Jyllands-Posten (se kilder) er Trump i gang med at skabe en alliance med de konservative kræfter i USA, så han kan fastholde republikanernes flertal i begge kamre i Kongressen. Her er støtten til antiabort-bevægelsen et vigtigt træk.

Trump har ikke altid været populær blandt abortmodstandere i USA, da han tidligere har beskrevet sig selv som stor tilhænger af muligheden for abort. I dag beskrives han dog, ifølge analysen i Jyllands-Posten, som ”manden, der har beskyttet ufødte drenge og piger” (se kilder).

Baggrundskilder

Originalkilder

Hele Donald Trumps indsættelsestale kan ses på DR.dk.
Som den første afroamerikanskeafro-amerikanske amerikaner bliver Barack Obama indsat som USA 44. Præsident. Hør og se den historiske tale her.
Her kan man finde den amerikanske forfatning samt andre grundlæggende dokumenter som f.eks. uafhængighedserklæringen, både i transskriberettranskriberet form og affotograferet.

Officielle websites for præsidentkandidaterne

Her kan man læse om Hillary Clinton, hendes karrierer og politiske standpunkter m.m.
Her kan man læse om Donald Trump og hans politik, se videointerviews og billeder. Hjemmesiden har i løbet af valgkampen været udsat for hackerangreb adskillige gange.
Her kan man læse om Obama, se videoklip af hans taler eller finde dem på skrift, ligesom man kan læse om demokraternes vicepræsidentkandidat Joe Biden, med meget mere.
Her kan man læse om republikanernes præsidentkandidat Mitt Romney. Siden indeholder blandt andet biografi, valgresultater for de enkelte stater og Romneys politik.

Amerikanske opslagsværker

Her er et veludbygget atlas over amerikanske valg og linkhenvisninger til analyser af valg.
Upartisk hjemmeside om det amerikanske præsidentembedes historie og funktion. Tilknyttet University of Virginia.
Her kan man finde artikler om væsentlige begivenheder i USA’s historie.

Danske sites om valget

Dybdegående og analytiske portrætter af demokraternes og republikanernes spidskandidater til valget 2016.
Tema med nyheder og videoklip om præsidentvalget 2016.
Tema med nyheder og videoklip om præsidentvalget 2016.
Tema om præsidentvalget 2016

Faglitteratur

Romney, Mitt:
Tro på Amerika – Et forsvar for den amerikanske storhed. Informations Forlag, 2012.
Obama, Barack: Mod til at håbe – Tanker om generobring af den amerikanske drøm. Informations Forlag, 2009.
Obamas refleksioner over familiens betydning, religion, race, værdier, partipolitik, Forfatningen og USAs rolle i verden.
Thomas, Evan & Newsmark:
Vejen til Washington. Gyldendal, 2009. Reportage fra den amerikanske valgkamp op mod valget i 2008.
Birk, Helle:
American Issues. Systime, 2008. Bogen giver et indblik i det politiske system herunder præsidentembedet.
Sunesen, Sune Finn:
USA efter 9/11. Hvordan vælger amerikanerne? Forlaget Columbus, 2007.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på præsidentvalget i USA

Øvrige skribenter

Michelle Mølgaard Andersen, 2001.
Maria Høher-Larsen, 2016.
Michelle Arrouas, 2017.

Kilder citeret i artiklen

Officielle kilder

Her findes hele forfatningstraktaten med tilhørende amendments.
Præsidentens hjemmeside med præsidentens taler, oversigt over og udlægning af politiske prioriteringer samt præsidentielle institutioner. Her kan desuden findes biografier over USA’s præsidenter gennem tiden.
Om de tre kvalifikationer for at kunne stille op som amerikansk præsidentkandidat. Forklaring af artikel II, sektion I, klausul 5.

Opslagsværker

En slags online leksikon om amerikansk præsidentiel historie. Blandt andet kan man finde biografier af alle USA’s præsidenter gennem tiden og diverse artikler om valg gennem tiden.
Et globalt undervisningssite med faktamateriale til skoler, universiteter, biblioteker og arbejdspladser.
The New York Times, januar 2016.Avisens temaside, som dækker præsidentvalget løbende. Opdateres dagligt.
Ritzau: Regnebræt gjort op: USA's præsidentvalg i tal. Børsen, 2012-11-08.
Havmand, Tobias: Stemmeslugerne. Information, 2012-08-03.
Krasnik, Martin: Ud af skabet. Weekendavisen, 2012-05-18.
CNN: Obama’s election redraws America’s electoral divide. www.cnn.com, 2008-11-05.
Justsen, Klaus: Fakta: Sådan udpeges præsidentkandidaterne. Jyllands-Posten, 2007-12-28.
DR Online: Hård kritik af valgkommissionen. www.dr.dk, 2007-09-28.
DR Online: Bitter kritik af USA’s valg. www.dr.dk. 2004-12-14.
DR Undervsining, 2004.

Video og tv-udsendelser

Offentliggørelse af Hillary Clintons kandidatur til præsidentposten, 2015-04-12. Tilgængelig på YouTube.

Faglitteratur

Sunesen, Sune Finn: Til valg i USA i 90’erne. Forlaget Columbus, 1990.
Svendsen, John og Leif Vangdrup: USA: Samfund og ressourcer i politisk perspektiv. Munksgaard, 1989.