Pinsebevægelsen

Artikel type
faktalink
journalist Astrid Grue, iBureauet/Dagbladet Information. 2010
Main image
Pinsebevægelsen på sommerlejr i Mariager. Juli 2007.
Pinsebevægelsen på sommerlejr i Mariager. Juli 2007.
Foto: Claus Fisker

Mange kender nok pinsebevægelsen på grund af livlige gudstjenester med sang og musik og deltagere, der beder højlydt til Gud. Pinsebevægelsen blev etableret i 1906 og er en samlebetegnelse for flere vækkelsesbevægelser, der opstod inden for kristendommen i begyndelsen af 1900-tallet. Et fællestræk ved disse bevægelser er karismatiske fænomener som tungetale, åndsdåb og helbredelse ved bøn.

Bevægelsen har sit udspring i Wales i1904 og i Los Angeles i 1906 og har siden spredt sig til alle kontinenter, også til Europa, herunder Danmark. I dag oplever den fortsat stor fremgang, især på den sydlige halvkugle. Kæmpemæssige pinsekirker opføres fra Brasilien til Filippinerne, hvilket kan ses som udtryk for den store økonomiske og politiske magt bevægelsen udøver mange steder.

Introduktion

Hvad er pinsebevægelsen?

Pinsebevægelsen er en religiøs strømning indenfor kristendommen og kan karakteriseres som en vækkelsesbevægelse. Den er en samlet betegnelse for en række forskellige kristne menigheder, som alle tager deres udgangspunkt i en vækkelsesbevægelse, der opstod i USA i begyndelsen af 1900-tallet. Bevægelsen går også under navnene pinsevækkelsen, pinsekirken og pentekostalisme (på engelsk pentecostalism), og er opkaldt efter den første kristne pinse. Ved denne begivenhed blev Jesu apostle opfyldt af Helligånden, og i pinsebevægelsen tror man på, at dette gentager sig i dag. Derfor kan de troende nogle gange mærke, at Helligånden er til stede, og at ting, der er beskrevet i Biblen, såsom tungetale og helbredelsesmirakler, også sker i dag.

I pinsebevægelsens tro og praksis lægges der desuden stor vægt på Bibelens autoritet, idet man anser Bibelen for at være Guds ord og fuldt ud sandfærdig. Desuden vægter man den personlige og kropslige erfaring af troen højt, samtidigt med at man forsøger at nedtone den faste struktur i de religiøse ritualer. Derfor har gudstjenester i pinsebevægelsen en mere fri form, end det f.eks. er tilfældet ved gudstjenester i Den Danske Folkekirke. Gudstjenester og møder i pinsebevægelsens menigheder er således præget af spontan improviseret og ofte meget personlig bøn til Gud, samt en stærk kropslig aktivitet i form af sang, bevægelse, tungetale og helbredelsesmirakler.

Pinsebevægelsens historie

Hvorfra stammer navnet pinsebevægelsen?

Pinsebevægelsen har sit navn fra den første kristne pinse. I Bibelen berettes det, hvordan en flok Jesus-tilhængere, apostle, er samlet pinsemorgen ti dage efter, at Jesus er faret til himmels. De hører en lyd som af et kraftigt vindstød, og tunger som af ild kommer til syne og sætter sig på hver af dem, og de begynder at tale i tunger: 

”Da Pinsedagen kom, var de alle forsamlede. Og med ét kom der fra himlen en lyd som af et kraftigt vindstød, og den fyldte hele huset, hvor de sad. Og tunger som af ild viste sig for dem, fordelte sig og satte sig på hver enkelt af dem. Da blev de alle fyldt af Helligånden, og de begyndte at tale på andre tungemål, alt efter hvad Ånden indgav dem at sige.” (Apostlenes Gerninger, kapitel 2, linje 1). 

Det var, ifølge den kristne tro, Helligånden, der kom til stede blandt apostlene og opfyldte de tilstedeværende, som derefter gik ud på gaden og fortalte folk om Jesus og hans opstandelse. Det besynderlige var, berettes det videre, at når folk lyttede til beretningerne, hørte de hver især beretningen fortalt på deres eget sprog – nogle mente dog, at tungetalen lød som uforståelig fuldemandssnak. I pinsebevægelsen ønsker man at genopleve den euforiske og mirakuløse stemning fra den første pinse, hvor den første kristne menighed blev velsignet med Helligånden, sådan som Jesus forudsagde og lovede dem før sin død, da han forklarede disciplene, at han selv ville gå bort, men at Gud ville sende en talsmand i hans sted.

Pinsebevægelsens tilhængere anser pinsebegivenheden for absolut afgørende og opfatter den som evig aktuel og relevant. Det vil sige, at tilhængerne stræber efter at blive opfyldt af Helligånden og modtage og bruge dens nådegaver, hvilke bl.a. kan være tungetale og evnen til at skabe mirakuløse helbredelser. 

Hvor og hvornår opstod pinsebevægelsen?

Bevægelsen har sin oprindelse i de første år af 1900-tallet. Den 6. april 1906 begyndte en lille dreng at tale i tunger under en gudstjeneste i en kirke i Los Angeles, USA, og denne begivenhed er siden blevet opfattet som pinsebevægelsens fødsel. Rygtet om og begejstringen over drengens tungetale bredte sig hurtigt, især i baptist- og metodistmenigheder i USA, og i september 1906 var det netværk, der opstod blandt de begejstrede modtagere af nyheden, så stærkt, at bevægelsen fik sin egen avis, The Apostolic Faith. Faktisk har pinsebevægelsen dog rødder endnu længere tilbage, idet flere kristne ledere allerede i de sidste år af 1800-tallet varslede, at der ville komme en verdensomspændende vækkelse i kristendommen. Bl.a. sagde britiske James Hudson Taylor, der var protestantisk missionær i Kina, i 1895: 

”Jeg har den overbevisning, at der i løbet af de næste ti år vil bryde en vækkelse frem i det vestlige Europa, som den kristne kirke ikke har set magen til, og den skal brede sig over hele verden…og føre mange til tro på Kristus.” (citeret i Hans P. Pedersen: 2000 år med Helligånden). 

I årene frem til 1906 begyndte kristne i Australien, ansporet af R.A. Torreys missionsvirksomhed, at bede om, at der måtte komme en sådan vækkelse under mottoet: ”Tilbage til den første pinse!”, og i 1901 i Kansas, USA, oplevede en leder af et bibelinstitut og hans elever at blive åndsdøbt, dvs., at de mærkede Helligåndens tilstedeværelse. I Wales opstod der i årene 1904-1906 en vækkelsesbevægelse, der fik hele 70.000 til at tilknytte sig kristne menigheder. Så selvom 1906 ofte regnes som pinsebevægelsens opståen, var det en bevægelse, der opstod som en fornyelse af kristendommen spredt ud over mange lande og i både protestantiske, metodist- og baptistmenigheder. 

Hvordan og hvornår bredte pinsebevægelsen sig til Skandinavien?

Den engelsk-norske metodistpræst T.B. Barratt havde oplevet at tale i tunger under en rejse til USA i 1906 og begyndte derfor at missionere for pinsebevægelsen i bl.a. Skandinavien. Allerede i 1907 holdt T.B. Barratt møder om pinsebevægelsen i Danmark, hvilket skabte en del medieomtale. Metodistpræsten Anton Bast beskriver møderne på følgende måde: 

”Jeg har set mennesker hulke og juble mellem hinanden, når Guds Ånd og ord greb dem, jeg har set mennesker blive knust i angerens gråd og lægt ved frelsens bud i den samme time; jeg har set mennesker komme bedrøvede og tomme, og gå glade og fyldte…” (citeret i Hans P. Pedersen: 2000 år med Helligånden). 

Den danske skuespillerinde Anna Larssen Bjørner var blandt de, der nu lod sig omvende og åndsdøbe, og som en konsekvens af sin dåb valgte hun i 1909 at forlade teatret for i stedet at blive prædikant i den nye danske pinsebevægelse. Sammen med sin mand, Sigurd Bjørner, kom hun til at spille en central rolle i udbredelsen af pinsebevægelsen i Danmark.