Hvilke former for nordisk og europæisk samarbejde findes om organdonation?
10 hospitaler i Danmark, Sverige, Norge, Finland og Island driver i fællesskab samarbejdsorganisationen Scandiatransplant, der sørger for udveksling af organer og væv mellem de nordiske lande. Samarbejdet omfatter desuden en fælles venteliste, vidensudveksling og kontakt med tilsvarende organisationer andre steder i Europa, bl.a. European Society for Organ Transplantation (EDTCO). Denne organisation arbejder dog først og fremmest med viden og ekspertise, med at øge tilgængeligheden af organer og væv samt at forbedre kvalitet og sikkerhed for donorer og står ikke for udveksling af organer mellem lande.
Hvor mange organdonorer findes der i andre lande sammenlignet med i Danmark?
Danmark ligger ret lavt, hvad angår antallet af donorer i forhold til befolkningstallet, når man sammenligner med andre lande i Europa. Det fremgår af hjemmesiden for organdonation.dk (se kilder), hvor der er en oversigt med nøgletal for donations- og transplantationstal for Europa (se kilder). Af tabellen for 2015 fremgår det, at der i Danmark er 15,3 organdonorer per en million indbyggere, mens det tilsvarende tal for Kroatien er 40,2, 40 for Island, 33,4 for Spanien, 31,6 for Belgien og 31,0 for Portugal. Der er dog også lande, hvor donorraten er betydeligt lavere end i Danmark; den er f.eks. 3,5 i Grækenland, 5,8 i Rumænien, 6,3 i Bulgarien og 10,9 i Tyskland.
Årsagerne til de store forskelle kan både være lovgivning, praksis i sundhedsvæsnet og befolkningens holdninger. I Spanien, hvor donorraten er høj, er der f.eks. indført formodet samtykke, som betyder, at man aktivt skal melde fra, hvis man ikke vil være organdonor. Desuden har man i sundhedsvæsnet i mange år arbejdet aktivt på, at alt personale er opmærksomme på at oplyse om organdonation og sikre sig, at potentielle organdonorer flyttes til afdelinger, hvor organtransplantationen kan foretages. Det fremgår af artiklen ”Danmark halter efter europæiske lande med organdonorer” (se kilder).
Samlet set er antallet af donorer og tilgængelige organer på europæisk plan for lavt i forhold til behovet. I EU plus Island, Norge og Tyrkiet stod 86.000 mennesker i 2014 på venteliste til et nyt organ, og i gennemsnit dør 16 mennesker hvert år, mens de venter på en organtransplantation. Det fremgår af Europarådets temaside for den årlige organdonations- og transplantationsdag (se kilder).
Hvor udbredt er den illegale internationale handel med organer?
Det er i de fleste lande ulovligt at købe sig til et organ på det sorte marked.
I nogle lande, for eksempel Kina, bruges henrettedes organer til at redde menneskeliv. I Belgien bruges aktiv dødshjælppatienter som donorer. De ret stramme regler i de fleste lande betyder, at der er mangel på organer til transplantation på verdensplan, og det har udviklet sig til en illegal handel med organer. Det er vanskeligt at sige, hvor mange mennesker, der illegalt har fået foretaget en organtransplantation, da disse operationer i sagens natur ikke registreres nogen steder. Men på verdensplan er der tusindvis af eksempler på fattige mennesker –fra lande som Columbia, Pakistan og Filippinerne – der har solgt en af deres nyrer for at skaffe penge. Disse nyrer transplanteres ulovligt på klinikker rundt om i verden. I Europa blev en illegal klinik afsløret i Kosovo i 2008. Fem mennesker blev dømt i sagen, skrev Dan Bilefsky i artiklen ”5 are convicted in Kosovo organ trafficking” (se kilder). EU's retsstatsmission i Kosovo, EULEX, vurderede i den forbindelse, at 10-15 % af alle organtransplantationer på verdensplan foretages på ulovlig vis.
Af en rapport fra Europa-Parlamentet fra 2015 om handel med menneskelige organer (se kilder) fremgår det, at Verdenssundhedsorganisationen WHO i 2007 vurderede, at 5-10 % af alle nyre- og levertransplantationer på globalt plan finder sted på baggrund af ulovlig handel med organer, hvilket svarer til mindst 5000 illegale transplantationer. Desuden vurderes det i rapporten, at antallet er stigende, og at illegal handel med organdonation spreder sig til flere verdensdele, med bl.a. flere og flere kunder i USA, Saudi-Arabien og Europa og flere mennesker i bl.a. Latinamerika og Asien, som sælger deres organer illegalt.
Hvilke problemer er der i den illegale handel med organer?
For det første er der en mangel på statslig kontrol som betyder, at mennesker, der ikke ville være blevet godkendt i det officielle donorsystem, bliver donorer på det sorte marked. Det indebærer en risiko for, at de organer, der videresælges, ikke er undersøgt tilstrækkeligt, og at eksempelvis en nyre kan komme fra en donor, som er nyresyg.
Desuden kan der ligge alvorlig kriminalitet bag. I Kosovo har FN efterforsket anklager om, at op mod et par hundrede mennesker, som var meldt savnet efter Kosovo-krigen, kan være blevet slået ihjel, for at deres organer kunne videresælges. Der er ifølge artiklen ”Kosovo physicians accused of illegal organs removal racket” (se kilder) endnu ikke rejst tiltale mod nogen.
I 2013 udgav Det Etiske Råd i Danmark en redegørelse om international handel med menneskelige æg, rugemoderskab og organer (se kilder), hvoraf det fremgik, at alle rådets medlemmer er enige om, at den menneskelige krop og dens dele principielt set ikke bør kunne købes eller sælges. Rådets medlemmer finder desuden, at når mennesker, der i et globalt perspektiv er privilegerede, køber sårbare, fattige menneskers kropsdele, vil det altid indebære et element af udnyttelse. Desuden lægger nogle medlemmer af rådet vægt på, at hvis man gør den menneskelige krop og dens dele til varer, der kan handles på et marked, så respekterer man ikke den særlige værdi eller værdighed, som mennesker har.