Hvilke etiske overvejelser er der omkring organdonation?
Der er en række etiske dilemmaer forbundet med organdonation, bl.a. spørgsmålet om, hvem der skal bestemme over en afdød persons krop. Det Etiske Råd skriver om det på deres hjemmeside (se kilder) under spørgsmål og svar om organdonation: ”Organdonation som praksis i sundhedsvæsenet er forbundet med vanskelige etiske overvejelser. Det skyldes først og fremmest, at der er en direkte afhængighed mellem modtagerens behov for organer og et andet menneskes død. Organdonation rejser spørgsmål af etisk karakter: Retten til selv at bestemme over ens egen krop, følelser og ritualer omkring døden og dødens indtræden, hensyn til pårørende, medmenneskelighed og solidaritet.”
Etisk Råd uddyber dette ved bl.a. at påpege, at organdonation på den ene side er et etisk gode, fordi det er godt at hjælpe andre mennesker, der er i nød. Men samtidig må man ifølge rådet spørge om, hvilke midler der er acceptable for at opnå dette gode. Man må for eksempel tage hensyn til den afdødes ønsker om organdonation, mens han eller hun var i live, ligesom de pårørende ifølge rådet bør have rimelige vilkår i deres afsked med deres nære. Desuden er der spørgsmålet om, hvilke indgreb vi som samfund generelt kan forene med vores opfattelse af en respektfuld og værdig omgang med den afdødes krop. Nogle debattører har f.eks. påpeget, at hvis organdonation bliver et krav, som mennesker pålægges, kan det forrykke vores syn på individet, så det bliver opfattet som et ’reservedelslager’ for andre, snarere end et menneske med værdi i sig selv.
Per Clausen mistede sin samlever for et par siden da hun døde ved en operation. Han finder trøst i at han gav grønt lys for at hun kunne bruges som organdonor. Foto: Bo Amstrup / Scanpix
Hvad mener Det Etiske Råd om organdonation?
Rådet mener ifølge deres hjemmeside (se kilder), at ”det er en væsentlig udfordring, at der ikke er nok organer til rådighed i forhold til det behov for transplantation, som alvorligt syge mennesker må leve med hver eneste dag.” Derfor mener rådet, at man bør gøre, hvad man kan for at skaffe flere organer til donation, men dog kun på måder, som ikke betyder, ”at andre tungtvejende hensyn trædes under fode på vej mod løsning.”
Rådet behandlede i 2008 spørgsmålet om, hvorvidt alle danskere bør tage stilling til organdonation. Et flertal på 10 ud af 17 medlemmer af rådet mente dengang, at alle voksne danskere bør afkræves stillingtagen til spørgsmålet. Argumentet herfor var, at det formodentlig vil skaffe flere organdonorer, og at det vil sikre, at flere mennesker i god tid får talt med deres nærmeste om organdonation, så færre pårørende ender med at skulle tage stilling til spørgsmålet uden at være sikre på, hvad den afdøde selv mente om organdonation.
Et mindretal på syv medlemmer af rådet mente derimod ikke, at det skulle være obligatorisk at tage stilling til organdonation. Disse rådsmedlemmer mente, at tvungen stillingtagen vil presse mennesker til at overveje forholdet mellem liv og død, som nogle mennesker helst vil have frihed til at lade stå hen i det uvisse.
Hvilke religiøse overvejelser kan påvirke holdningen til organdonation?
Religiøs overbevisning kan også have en betydning, når folk skal tage stilling til organdonation. Det britiske sundhedsvæsen, National Health Service (NHS), har på basis af input fra et ekspertpanel bestående af lærde religiøse ledere, der repræsenterer de store verdensreligioner, lavet en temaside på deres hjemmeside med oversigt over forskellige religioners syn på organdonation (se kilder). Af hjemmesiden fremgår det, at både kristendom, islam, buddhisme, hinduisme, jødedom og sikhisme generelt har en positiv indstilling til organdonation. Inden for andre trosretninger, bl.a. Jehovas Vidner, er der større modstand mod organdonation.
Også blandt lærde inden for f.eks. islam og buddhisme er der eksempler på forbehold over for organdonation. Det fremgår f.eks. af kronikken ”Organdonation er en barmhjertighedsgerning” (se kilder) af Naveed Baig, hospitalsimam på Københavns hospitaler. Han er selv positiv over for organdonation og opfordrer i kronikken flere muslimer i Danmark til at tage stilling til spørgsmålet om organdonation og eventuelt tilmelde sig Donorregistret. Samtidig gennemgår han i kronikken de mest almindelige islamisk-teologiske synspunkter på organdonation, herunder også argumenter imod at acceptere organdonation. Et af argumenterne er bl.a., at kroppen tilhører Gud, og at mennesket derfor ikke selv kan bestemme over den ved at beslutte at give sine organer videre, samt at kroppen er hellig, og at man ikke bør volde skade på den, selv efter døden. I en af P1-programmet Religionsrapports udsendelser (se kilder) uddyber Naveed Baig sine synspunkter. I samme program forklarer den buddhistiske nonne og leder af det buddhistiske center Phendeling i København, Tenzin Drolkar, hvorfor der inden for buddhismen kan være forbehold over for organdonation. Det handler bl.a. om, at dødsprocessen i buddhismen opfattes som meget væsentlig, og at man f.eks. inden for den tibetanske buddhisme, som Tenzin Drolkar repræsenterer, ikke mener, at dødsprocessen er afsluttet, når en person erklæres død ifølge hjernedødskriteriet. Tages der organer ud, inden dødsprocessen er afsluttet, kan det forstyrre processen, som er altafgørende ifølge buddhistisk tankegang.
Inden for hinduisme er der delte holdninger. Nogle mener, at organdonation giver god karma, da det er en god gerning af donere sine organer til et menneske i nød, mens andre, som ikke accepterer hjernedødskriteriet, mener, at det at modtage et organ kan være en dårlig gerning, fordi det forårsager donorens død, at organet tages ud.
Hvad mener de politiske partier om organdonation og ideen om formodet samtykke?
De politiske partier i Danmark har forskellige holdninger til organdonation og formodet samtykke, men alle partier bakker op om mere oplysning og flere tiltag, der kan sikre flere organdonorer. Det fremgår af en rundspørge refereret i artiklen ”Det mener partierne om organdonation” fra 2011 (se kilder). Venstre har dog siden åbnet op for ideen om formodet samtykke – det fremgår af artiklen "Minister vil gøre flere til organdonorer med automatisk tilmelding" (se kilder):
- Enhedslisten: Siger nej til formodet samtykke og mener, at man i stedet skal gøre mere for at informere borgerne om muligheden for organdonation og behovet for donororganer.
- Socialistisk Folkeparti (SF): Vil også arbejde for, at endnu flere tager stilling og tilmelder sig Donorregistret – SF’s mål er, at mindst 50 % af danskerne skal tilmelde sig registret. Partiet ønsker ikke at indføre formodet samtykke.
- Socialdemokratiet: Siger umiddelbart nej til formodet samtykke, men mener, at det er fornuftigt, at Det Etiske Råd diskuterer spørgsmålet igen.
- Radikale Venstre: Siger nej til formodet samtykke, men mener, at alle borgere skal tage stilling, når de f.eks. skal have kørekort eller forny deres pas.
- Venstre: Har inden for de seneste par år åbnet op for ideen om formodet samtykke, og i oktober 2016 bad sundhedsminister Sophie Løhde (V) Det Etiske Råd om at tage spørgsmålet op igen.
- Det Konservative Folkeparti: Ønsker ikke formodet samtykke og synes, at det er vigtigt, at danskerne kan tage stilling til spørgsmålet i ro og mag, og at ingen har pligt til at være organdonor.
- Kristendemokraterne: Siger nej til formodet samtykke og understreger, at det ifølge partiet er vigtigt, at et nyt organ ikke er noget, man har krav på, men en gave, et menneske kan vælge at give til andre.
- Liberal Alliance: Siger nej til formodet samtykke ud fra den tanke, at organdonation ikke er en pligt, men et frit valg, som skal træffes bevidst og på et informeret grundlag. Partiet mener dog, at det offentlige skal gøre opmærksom på, at alle bør tage stilling.
- Dansk Folkeparti: Siger nej til formodet samtykke med det argument, at staten ikke skal kunne bestemme over borgernes krop, og at det bør være op til den enkelte, om vedkommende vil hjælpe.
Hvad mener Det Etiske Råd om ideen om formodet samtykke?
Rådet har behandlet spørgsmålet i flere omgange. I 2008 mente et lille flertal af rådets medlemmer, at de nuværende regler om informeret samtykke bør fastholdes. Det lille flertal mente, at det informerede samtykke bedst tager hensyn til tvivlerne og dem, der ikke ønsker at være organdonorer. Et lille mindretal anbefalede til gengæld i 2008 at indføre en fravalgsordning, såkaldt ’formodet samtykke’. Disse rådsmedlemmer gik ind for formodet samtykke, fordi denne ordning forventes at kunne resultere i et større antal mennesker, der potentielt kan blive organdonorer.
Rådet, som siden har fået nye medlemmer, vil igen i foråret 2017 behandle spørgsmålet.
Hvad mener organisationer og patientforeninger om ideen om formodet samtykke?
Foreninger og organisationer, der arbejder for at øge antallet af organdonorer og/eller repræsenterer patientgrupper, hvoraf en del vil få brug for organtransplantation, er splittede i spørgsmålet om at indføre formodet samtykke.
Hjerteforeningen (se kilder) har i mange år været tilhænger af, at der indføres formodet samtykke, mens Nyreforeningen (se kilder) mener, at man bør gå andre veje, så det fortsat er helt tydeligt, at den enkelte donor frivilligt afgiver et organ, og at der dermed er tale om en gave. Nyreforeningen ønsker til gengæld, at alle over 18 år i Danmark skal tvinges til at tage stilling til, om de vil være organdonorer.
Patientforeningen ønsker, at alle, der skal have nyt sygesikringskort, skal tage stilling til spørgsmålet om organdonation.
Foreningen 7Liv (se kilder), der arbejder for at skaffe flere organdonorer, mener, at formodet samtykke er vejen frem, og det mener også Transplantationsgruppen (se kilder).
Hvad mener den danske befolkning om organdonation og formodet samtykke?
Rapporten ”Organdonation 2005-2015. Danskernes viden, holdning og adfærd,” som Sundhedsstyrelsen udgav i oktober 2016 (se kilder), gennemgår resultater fra i alt seks holdningsundersøgelser om organdonation, som er foretaget blandt et repræsentativt udsnit af 18-70årige danskere i perioden fra 1995-2015. Rapporten, som især fokuserer på de seneste ti års udvikling, konkluderer, at et stort flertal af danskere er positive over for ideen om organdonation, men at mange ikke har taget aktivt stilling ved f.eks. at lade sig registrere i Donorregistret og ikke har talt med deres pårørende om spørgsmålet. Ofte skyldes dette, at de pågældende synes, at det er ubehageligt at tale om emner som liv og død.
En del danskere er også fortsat i tvivl om, hvorvidt de vil donere deres organer, fordi de mangler viden om hjernedødskriteriet. De er bange for at blive erklæret døde, selv om de reelt ville have haft muligheden for at overleve. Omtrent hver fjerde angiver, at de ønsker mere viden om organdonation, inden de beslutter, om de vil lade sig registrere som donorer.
De seneste tal fra undersøgelsen, indsamlet i 2015, viser:
- 80 % har en positiv eller meget positiv holdning til organdonation
- 2 % er negative eller meget negative over for organdonation
- 8 % vil ikke donere egne organer til andre efter døden
- 64 % vil give tilladelse til at donere en ægtefælles eller samlevendes organer (mod 72 % i 2006), og cirka hver fjerde er i tvivl om spørgsmålet
- 14 % ønsker ikke at tage stilling til organdonation
- 50 % er positive over for ideen om formodet samtykke, så man som udgangspunkt er donor og skal melde aktivt fra, hvis man ikke ønsker at være det
- Cirka hver fjerede er imod samtykke, og den sidste fjerdedel er i tvivl.
Hvad kan man gøre for at få flere til at tage stilling til organdonation?
Der har gennem de seneste år været en række forskellige kampagner fra patientforeninger og foreninger, som har som mål at få flere danskere til at donere deres organer, bl.a. foreningen 7Liv. Med en kampagne i foråret og sommeren 2015, #givlivetvidere, opfordrede de danskerne til at blive organdonorer, bl.a. ved at vise fotografier af børn og voksne, som takker for at have modtaget et organ. Kampagnen gav stor opmærksomhed og mødte også kritik, bl.a. for at presse folk til at tage stilling og for at udpege dem, der ikke ønsker at donere deres organer eller ikke ønsker at tage stilling, som dårligere mennesker end dem, der har registreret sig som donorer.
De offentlige myndigheder i Danmark har også stået bag oplysningskampagner og forsøg på at få danskerne til at tage stilling og lade sig registrere i Donorregistret og få flere pårørende til at give samtykke til organdonation i de tilfælde, hvor den afdøde ikke selv har taget stilling. Folketinget har sat sig som mål, at 85 % af de pårørende skal give samtykke til organdonation i disse tilfælde, men i 2015 var tallet kun 21 %.
I 2014 vedtog SR-regeringen sammen med Venstre, Dansk Folkeparti, SF og Enhedslisten en handlingsplan med 23 initiativer, som skal få flere danskere til at tage stilling til organdonation og også gerne få flere til at melde sig som donorer. Handlingsplanen betød bl.a., at en folder med information om organdonation og mulighederne for at lade sig registrere nu bliver sendt ud til alle borgere, der får et nyt sundhedskort, og i en periode i 2014 blev alle, der klikkede ind på www.sundhed.dk mødt med en pop up-besked med opfordring til at lade sig registrere. Det har også været drøftet, at donorfolderen skal sendes ud sammen med nye kørekort og pas.
Der er også indført en årlig organdonationsdag i oktober – i samarbejde mellem Sundhedsstyrelsen, Dansk Center for Organdonation og flere patientorganisationer.
Desuden overvejer flere patientforeninger at gøre mere for at få flere over 65 år til at tilmelde sig Donorregistret, da færre i den aldersgruppe end i yngre aldersgrupper har tilmeldt sig, formodentlig både fordi mange ældre fejlagtigt tror, at deres organer ikke kan bruges til transplantation, og fordi færre ældre er til stede på internettet, hvor mange af kampagnerne om organdonation har haft deres primære fokus.