Jens Stoltenberg
Tidligere generalsekretær for NATO, Jens Stoltenberg, ved pressemøde i NATO's hovedkvarter i Brussels den 13. juli 2017.
Foto: Thierry Charlier / Scanpix

NATO

journalist Emil Rottbøll, iBureauet/Dagbladet Information. 2010. Senest opdateret af journalist Lasse Skytt, Bureauet, juli 2020.
Top image group
Jens Stoltenberg
Tidligere generalsekretær for NATO, Jens Stoltenberg, ved pressemøde i NATO's hovedkvarter i Brussels den 13. juli 2017.
Foto: Thierry Charlier / Scanpix
Main image
Tidligere generalsekretær for NATO, Jens Stoltenberg, taler i NATO's hovedkvarter i Bruxelles den 1. oktober 2014.
NATO's nye generalsekretær Jens Stoltenberg taler i NATO's hovedkvarter i Bruxelles den 1. oktober 2014.
Foto: Francois Lenoir / Scanpix

Indledning

Da Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg den 30. september 2014 blev udpeget som NATOs nye generalsekretær satte han sig i spidsen for det største militære magtapparat, verden nogensinde har set. NATO er en 70 år gammel forsvarsalliance, der har udgjort rammen for USAs engagement i Europa siden Den Kolde Krig, men også en militærmagt i identitetskrise. Ifølge eksperter befinder NATO sig i dag i den største krise nogensinde.

NATO har siden sin fødsel i 1949 udviklet sig fra en traditionel militæralliance med fokus på kollektivt forsvar til en politisk-militær organisation for sikkerhedssamarbejde, hvor krisestyring og konfliktforebyggelse er blevet primære opgaver. Men tilpasningen er sket løbende og uplanlagt, og derfor står alliancen over for en række væsentlige reformer de kommende år. Før de kan gennemføres, mangler NATO-landene imidlertid at tage stilling til det grundlæggende spørgsmål, som har presset sig på siden Den Kolde Krigs ophør og er taget til i takt med Ruslands invasion af Ukraine i 2014 og de mere eller mindre fejlslagne operationer i Afghanistan, Irak og Libyen: Er NATO stadig den bedste løsning på Europas og USAs sikkerhedsproblemer?

 

Hvad er NATO, hvorfor eksisterer det stadig, og hvordan fungerer det? Svarene findes i denne video fra 2020, som NATO selv har produceret (på engelsk) :

 

Artikel type
faktalink

Introduktion til NATO

Hvad er NATO?

Marinesoldat bag NATO-flag i Vana ved Sortehavet, Bulgarien. 1.4.2004. Foto: Petar Petroc AP Photo/Polfoto
Marinesoldat bag NATO-flag i Vana ved Sortehavet,
Bulgarien. 1.4.2004. Foto: Petar Petroc AP Photo/Polfoto

NATO er oprindeligt en alliance til kollektivt selvforsvar. NATO står for Den Nordatlantiske Traktat Organisation (North Atlantic Treaty Organization), og den blev oprettet i tilslutning til Den Nordatlantiske Traktat, som 12 lande, heriblandt Danmark, underskrev i Washington den 4. april 1949. Formålet med traktaten er at fremme sikkerhed og stabilitet i det nordatlantiske område, det vil sige USA, Canada og Europa. 

Hvad er den traktatmæssige baggrund for NATO?

NATO er etableret i overensstemmelse med Artikel 51 i de Forenede Nationers (FNs) pagt. I Den Nordatlantiske Traktat er artikel 5 den centrale bestemmelse, den såkaldte ”musketér-ed”. Artiklen fastslår, at et væbnet angreb mod en eller flere af medlemslandene skal betragtes som et angreb på dem alle. Det forpligter hvert af medlemslandene til at hjælpe det angrebne land med væbnet magt eller andre tiltag, som anses for nødvendigt for at genoprette sikkerheden i Nordatlanten. Begrebet musketér-ed er en henvisning til den franske forfatter Alexandre Dumas (1802-1870) og hans roman ’De Tre Musketerer’, hvor de tre hovedpersoner afgiver følgende troskabserklæring til hinanden: ”Én for alle og alle for én”.

Musketér-eden i artikel 5 har kun været aktiveret én gang: efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001. NATO-landene tilbød kollektivt USA hjælp til at besvare angrebet ved bl.a. at invadere Afghanistan, hvor bagmændene i terrororganisationen al-Qaeda var blevet lokaliseret. Den del af hjælpen valgte USA dog ikke at tage imod, men angreb i stedet Afghanistan med en sammensat koalition af lande.

Hvordan har NATO’s medlemskreds udviklet sig?

Siden oprettelsen af NATO i 1949, hvor 12 lande var med, er kredsen af medlemslande blevet udvidet flere gange. I dag består NATO af 30 lande: 

· Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien, USA siden 1949.

· Grækenland og Tyrkiet siden 1952. 

· Tyskland siden 1955. 

· Spanien siden 1982. 

· Polen, Tjekkiet, Ungarn siden 1999. 

· Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien siden 2004. 

· Albanien, Kroatien siden 2009.

· Montenegro siden 2017. 

· Nordmakedonien siden 2020.

Derudover har NATO fra 1994 haft tilknyttet en række ’partnerskabslande’, som man samarbejder med uden at tilbyde sikkerhedsgarantier (se også afsnittet ’Hvem er NATO’s partnere?’).

Alliancens interesseområde har siden Den Kolde Krig udvidet sig til områder langt fra det nordlige Atlanterhav, og for øjeblikket er NATO engageret i Afghanistan, på Balkan og i Middelhavet.

Hvem kan blive medlem af NATO?

Grundlaget for at optage nye medlemmer i NATO står i Den Nordatlantiske Traktats artikel 10: ”Deltagerne kan ved enstemmig beslutning opfordre enhver anden europæisk stat, som er i stand til at fremme grundsætningerne i denne traktat og bidrage til det nordatlantiske områdes sikkerhed, til at tiltræde denne traktat.”

For at sikre at nye medlemmer ikke svækker NATOs evner og interesser, skal ansøgerlande for at blive optaget opfylde en række kriterier, som er defineret i optagelsesprogrammet ’Membership Action Plan’ (MAP) fra 1999. Derudover skal landet deltage i programmet Partnerskab for Fred (se afsnittet ’Hvad er Partnerskab for Fred?’). Kravene handler både om politik, militær, økonomi, menneskerettigheder og retssikkerhed, men ifølge bogen ’NATO – en alliance i bevægelse’ (se kilder) er der ikke altid tale om konkret definerede kriterier som ved f.eks. optagelsesproceduren til EU.

Ansøgerlandet skal have løst internationale, etniske og territorielle konflikter med fredelige midler, det skal arbejde for lov og orden og menneskerettigheder, militæret skal kontrolleres demokratisk, og landet skal arbejde for at fremme økonomisk frihed, social retfærdighed og miljømæssig ansvarlighed. Derudover skal landet afsætte tilstrækkelige ressourcer til sit forsvar, hidtil defineret som 2% af BNP, til at kunne bidrage til det kollektive forsvar og NATOs nye missioner.

Udvidelsesprocessen i sig selv skal hjælpe til at afværge konflikter, idet udsigten til medlemskab er et incitament for ansøgerlande til at bilægge interne stridigheder og uoverensstemmelser med deres naboer og fremme reformer og demokratisering.

Opbygningen af NATO

Hvorfor blev alliancen dannet?

NATOs første generalsekretær, den britiske Lord Ismay, sammenfattede sin opgave i én sætning: ”NATO skal holde russerne ude, tyskerne nede og amerikanerne inde (i Europa, red.)”, her citeret fra Informations artikel ”Hold russerne ude, amerikanerne inde og tyskerne nede” (se kilder).

Efter Anden Verdenskrig spidsede det konfliktfyldte forhold mellem Vesten og Sovjetunionen til og flød ud i en lang konflikt, kendt som Den Kolde Krig. Se nærmere i faktalink-artiklen Den Kolde Krig. I Tjekkoslovakiet kom kommunisterne til magten i februar 1948 støttet af Moskva, Finland var allerede blevet påtvunget en venskabs- og samarbejdstraktat med Sovjetunionen, Norge var også sat under pres af Moskva for at holde sig neutral eller indgå en lignende aftale, og i juni 1948 indledte Sovjetunionen en blokade af Berlin. De vesteuropæiske lande følte sig udsatte, og Belgien, Holland, Luxembourg, Frankrig og Storbritannien dannede en alliance i 1948, Vestunionen. Men Sovjetunionens militære styrke var langt overlegen, og derfor tog de britiske og amerikanske udenrigsministerier initiativ til en udvidet alliance, hvor den nye supermagt USA befæstede sin tilstedeværelse i Europa. Resultatet blev Den Nordatlantiske Traktat fra 1949, kendt som Atlantpagten, hvor også Canada, Danmark, Island, Italien, Norge og Portugal deltog, og NATO blev, som beskrevet ovenfor, etableret i tilknytning til denne traktat.

Til at begynde med var NATO mest en politisk organisation beskyttet af USAs kernevåben, men efter Korea-krigens udbrud i 1950 blev der sat skub i medlemslandene for at etablere en egentlig militær organisation. Herefter indledte alliancen en omfattende oprustning af Vesteuropa med kampvogne, artilleri og soldater. I 1954 blev de første amerikanske kernevåben placeret i Europa – først i Storbritannien, siden i Tyskland, Italien, Frankrig, Tyrkiet, Holland, Grækenland og Belgien, som beskrevet i rapporten ’U.S. Nuclear Weapons in Europe’ (se kilder). 

Hvad er NATO’s formål?

Selv om den militære trussel mod USA og Europa ikke længere kommer fra Rusland, passer Lord Ismays formulering stadig på NATOs formål. Det er tredelt, som forklaret i bogen ’NATO – en alliance i bevægelse’ (se kilder): 

· For det første skal NATO tage sig af angribende fjender og andre ydre trusler. 

· For det andet skal organisationen binde USA og Europa sammen, idet selve organisationen NATO sikrer, at de amerikanske og europæiske politiske og militære ledere jævnligt mødes. 

· For det tredje spiller NATO en afgørende rolle for de interne relationer mellem de europæiske medlemslande, da den tvinger europæerne til at samarbejde, integrere de militære styrker og træffe enstemmige beslutninger om den fælles sikkerhed. 

Ifølge det officielle formål, som beskrevet på NATOs hjemmeside (se kilder), skal alliancen også styrke fælles værdier som demokrati, personlig frihed og retssikkerhed. Men som den norske avis Aftenposten bemærker i artiklen ”NATO lever greit med diktaturer” (se kilder) afholdt det ikke eksempelvis Portugal fra at være medstifter af NATO, selv om landet var et militærdiktatur frem til 1974. I Grækenland og Tyrkiet har militæret også kuppet sig til magten, uden at det har haft betydning for deres medlemskab af NATO. Sikkerhed og stabilitet har altid været det primære mål. 

Hvilke trusler skal NATO beskytte medlemslandene imod?

I dag kommer truslerne mod NATO-landene fra terrorisme, fra masseødelæggelsesvåben og fra ustabile stater, hvor terrorister f.eks. kan få en base, fastslår forsker Kristian Kristensen i rapporten ”NATO’s nye strategiske koncept” (se kilder).

Siden Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim i 2014 er en del af opmærksomheden dog igen blevet rettet mod at beskytte NATO-landenes grænser mod trusler fra andre lande, især Rusland. I takt med udviklingen i trusselsbilledet har NATO flere gange tilpasset sit såkaldte strategiske koncept, som udstikker de overordnede retningslinjer for alliancens opgaver (se også kapitlet om NATO i dag). Grundlæggende er mekanismerne i alliancen dog de samme som ved oprettelsen i 1949. NATO er en forsvarsalliance, hvor landene har skrevet under på, at de vil beskytte og forsvare hinanden, og udgangspunktet for etableringen af alliancen var især en fælles interesse i at skabe modvægt til sovjetisk dominans. Der har dog siden NATOs grundlæggelse også været modsatrettede interesser inden for NATO, især mellem USA på den ene side og de europæiske medlemslande på den anden.

Hvilke modsatrettede interesser er der internt i NATO?

USA og Europa har forskellige interesser på grund af deres forskellige geografi, militær, økonomi og ideologi, og det havde de også, før NATO blev grundlagt. USA ønskede at bevare handlefrihed til at bruge sine militære kræfter, som landet ville, mens europæerne ønskede garanti for, at USA ville komme dem til hjælp under Den Kolde Krig, så den amerikanske atomafskrækkelse fik større troværdighed over for Sovjetunionen. Selv om EU har formuleret sin egen sikkerhedspolitik, er det stadig USA, der i høj grad ’passer på Europa’ i kraft af, at USA militært er den suverænt stærkeste magt i NATO. Siden Donald Trump er tiltrådt som amerikansk præsident, har han stillet en række krav til Europa om at investere i militæret og betale sin del af regningen for forsvarsalliancen; retningslinjen for NATOs medlemslande er, at de skal bruge 2% af BNP på militære udgifter, men det er der mange europæiske medlemslande, der ikke gør. Ifølge Ritzau-artiklen ”Kun otte NATO-lande bruger mindst to procent på forsvar” (se kilder) er der foruden USA kun syv lande, som lever op til det krav, nemlig Grækenland, Estland, Storbritannien, Letland, Polen, Litauen og Rumænien.

Internt mellem de europæiske medlemslande er der også forskellige interesser. Det resulterede i to verdenskrige i sidste århundrede, og selv om Europa ikke siden har været splittet af så omfattende konflikter, er interessemodsætningerne ikke forsvundet. Ligesom EU styrker NATO imidlertid forholdet imellem landene ved at kræve politisk, økonomisk og militært samarbejde. Alle beslutninger i NATO skal endda træffes ved enstemmighed. 

Hvordan er NATO opbygget?

Modsat de fleste andre militæralliancer er NATO også i fredstid en omfattende organisation. NATOs opbygning og organisation er udførligt beskrevet i bogen ”NATO – en alliance i bevægelse” (se kilder), men helt kort kan strukturen forklares således:

Organisationen er delt op i en politisk og en militær struktur. Da NATO først og fremmest er et politisk samarbejde mellem suveræne stater, er de vigtigste beslutningstagere folkevalgte politikere fra medlemslandene. NATOs øverste politiske beslutningsorgan er Det Nordatlantiske Råd i Bruxelles. Mindst to gange årligt samles udenrigsministrene fra alle medlemslande i rådet, og normalt mødes landenes ambassadører i NATO en gang om ugen. Landenes regeringschefer mødes på topmøder, når det er nødvendigt.

Alle NATO-lande har en repræsentation i NATO, en ambassade, som består af diplomater og repræsentanter for forsvarsministeriet og det nationale militær. De mødes på ugentligt. Desuden har NATO udviklet et omfattende civilt, administrativt apparat, der behandler politiske spørgsmål. Det har til huse i NATOs hovedkvarter i Bruxelles. 

Hvem er NATO’s øverste chefer?

NATOs generalsekretær er øverste leder for hele alliancen, men han handler på vegne af medlemslandene. Han er formand for Det Nordatlantiske Råd og leder af den civile stab. Ifølge NATOs bestemmelser er generalsekretæren altid europæer, mens den øverstbefalende for den militære del (SACEUR – Supreme Allied Commander Europe) altid er en amerikansk general eller admiral. Det var i sin tid et krav fra USAs kongres, hvis USA skulle udstationere amerikanske tropper i Europa. I dag er Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg generalsekretær (siden 2014), mens den amerikanske general Tod D. Walters (siden 2019) er militært øverstbefalende.

Hvordan arbejder den militære og politiske del af NATO sammen?

NATOs militære struktur giver input til det politiske niveau og udfører dets beslutninger. Militærkomiteen er den højeste militære myndighed, der udformer NATOs overordnede strategi. Her mødes landenes forsvarschefer to gange om året, og de permanente repræsentanter løbende. Det er dem, der i sidste ende skal vinde en krig eller gennemføre de opgaver, de bliver pålagt. NATOs militære myndigheder arbejder både i NATOs hovedkvarter i Bruxelles og i det militære hovedkvarter i Mons (SHAPE – Supreme Headquarters Allied Powers Europe), også i Belgien. I fredstid er medlemslandenes styrker under national kommando, mens de i en krigssituation kan stilles under NATO-kommando.

Traditionelt er NATO forankret i denne faste hierarkiske struktur, men organisationen har udviklet sig til også at indgå i mere løst sammensatte koalitioner, hvor udenforstående partnere kan deltage, som f.eks. i Afghanistan, NATOs hidtil største mission. De fredsbevarende operationer har skabt behov for nye handlemønstre, hvor NATOs partnere også får indflydelse på alliancens opgaver ved f.eks. at sidde med ved beslutningsbordet i ISAF.

Hvem er NATO’s partnere?

Samtidig med at NATO har udvidet sin medlemskreds, har organisationen udviklet partner- og samarbejdsrelationer med en lang række lande, der ikke ønsker – eller endnu ikke kan blive – medlemmer. NATO samarbejder om forskellige sikkerhedspolitiske emner med lande så forskellige som Sverige, Egypten og Australien, og dermed er alliancen næsten verdensomspændende. Allerede i december 1991, samme måned som Sovjetunionen blev opløst, blev North Atlantic Cooperation Council oprettet som et råd mellem NATO-landene og de tidligere Warszawapagtlande. Rådet blev ikke det permanente samarbejdsforum, som det var tiltænkt, men blev første skridt i en ny forståelse af sikkerhed i NATO: Det var ikke militære styrker men et øget samarbejde med tidligere fjender mod en fri og demokratisk udvikling, der skulle skabe sikkerhed i Europa. 

Hvad er Partnerskab for Fred?

Partnerskab for Fred eller Partnership for Peace (PfP) er et program fra 1994, som blev rammen om et omfattende militært samarbejde med enkeltlande i Central- og Østeuropa. Konkret fokuserer PfP på forsvarspolitisk samarbejde, herunder modernisering af våben og udstyr, demokratisk kontrol med militæret og træning til fredsbevarende operationer. Men det overordnede mål er at skabe tillid og sikkerhed mellem gamle fjender ved samarbejdet i sig selv. Danmark var i 1990erne stærkt aktiv inden for dette program blandt andet for at sikre de baltiske lande en tilknytning til NATO, og det resulterede i de tre landes medlemskab i 2004.

I dag deltager 20 lande i programmet Partnerskab for Fred: Armenien, Aserbajdsjan, Bosnien-Hercegovina, Finland, Georgien, Hviderusland, Irland, Kasakhstan, Kirgisistan, Malta, Moldova, Rusland, Schweiz, Serbien, Sverige, Tadsjikistan, Turkmenistan, Ukraine, Usbekistan og Østrig. Heraf har Rusland desuden sit eget NATO-Rusland-råd og Ukraine sin egen NATO-Ukraine-kommission, som er et udvidet samarbejde med tættere koordinering. 

Hvad er Middelhavsdialogen og Istanbul Cooperation Initiative?

Samme år som PfP blev etableret, lancerede NATO initiativet Middelhavsdialogen. Formålet med dette var at forbedre forholdet til lande i Mellemøsten og Nordafrika. I dag deltager Algeriet, Egypten, Israel, Jordan, Mauretanien, Marokko og Tunesien i samarbejdet.
Derudover grundlagde NATO i 2004 det såkaldte Istanbul Cooperation Initiative, der skulle engagere landene omkring Den Persiske Golf. Her deltager Bahrain, Qatar, Kuwait og de Forenede Arabiske Emirater. Både Middelhavsdialogen og Istanbul-initiativet lider dog af vedvarende skepsis over for NATO. Det er småt med konkret indhold som fælles øvelser eller operationer, og initiativerne er blevet beskyldt for primært at være snakkeklubber – blandt andet i kronikken ”NATO’s globale udfordring” i Jyllands-Posten (se kilder). 

Hvilke andre samarbejder er der mellem NATO og andre lande?

De institutionaliserede partnerskabsprogrammer omfatter primært NATOs naboer, men derudover samarbejder NATO også med andre lande. Under missionen i Afghanistan har NATO f.eks. samarbejdet med Singapore, New Zealand, Australien, Japan, Sydkorea og Colombia.