Hvad er NATO?
NATO er oprindeligt en alliance til kollektivt selvforsvar. NATO står for Den Nordatlantiske Traktat Organisation, og den blev oprettet i tilslutning til Den Nordatlantiske Traktat, som 12 lande, heriblandt Danmark, underskrev i Washington den 4. april 1949. Formålet med traktaten er at fremme sikkerhed og stabilitet i det nordatlantiske område, dvs. USA, Canada og Europa, ofte også kaldet Vesten.
Hvad er den traktatmæssige baggrund for NATO?
NATO er etableret i overensstemmelse med Artikel 51 i de Forenede Nationers (FN’s) pagt. I Den Nordatlantiske Traktat er artikel 5 den centrale bestemmelse, den såkaldte ”musketér-ed”. Artiklen fastslår, at et væbnet angreb mod én eller flere af medlemslandene skal betragtes som et angreb på dem alle. Det forpligter hvert af medlemslandene til at hjælpe det angrebne land med væbnet magt eller andre tiltag, som anses for nødvendigt for at genoprette sikkerheden i Nordatlanten. Begrebet musketér-ed er en henvisning til den franske forfatter Alexandre Dumas (1802-1870) og hans roman ’De Tre Musketerer’, hvor de tre hovedpersoner afgiver følgende troskabserklæring til hinanden: ”Én for alle og alle for én”.
Musketér-eden i artikel 5 har kun været aktiveret én gang: efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001. NATO-landene tilbød kollektivt USA hjælp til at besvare angrebet ved bl.a. at invadere Afghanistan, hvor bagmændene i terrororganisationen al-Qaeda var blevet lokaliseret. Den del af hjælpen valgte USA dog ikke at tage imod, men angreb i stedet Afghanistan med en sammensat koalition af lande.
Hvordan har NATOs medlemskreds udviklet sig?
Siden oprettelsen af NATO i 1949, hvor 12 lande var med, er kredsen af medlemslande blevet udvidet flere gange. I dag består NATO af 30 lande:
- Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien, USA siden 1949.
- Grækenland og Tyrkiet siden 1952.
- Tyskland siden 1955.
- Spanien siden 1982.
- Polen, Tjekkiet, Ungarn siden 1999.
- Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet, Slovenien siden 2004.
- Albanien, Kroatien siden 2009.
- Montenegro siden 2017.
- Nordmakedonien siden 2020.
Derudover har NATO fra 1994 haft tilknyttet en række ’partnerskabslande’, som man samarbejder med uden at tilbyde sikkerhedsgarantier (se også afsnittet ’Hvem er NATO’s partnere?’).
Alliancens interesseområde har siden Den Kolde Krig udvidet sig til områder langt fra det nordlige Atlanterhav, og for øjeblikket er NATO bl.a. engageret på Balkan og i Middelhavet.
I maj 2022 meddelte Finland og Sverige, at de ønsker medlemskab af NATO som følge af krigen i Ukraine, og optagelsesprocessen er nu sat i gang.
Hvem kan blive medlem af NATO?
Grundlaget for at optage nye medlemmer i NATO står i Den Nordatlantiske Traktats artikel 10: ”Deltagerne kan ved enstemmig beslutning opfordre enhver anden europæisk stat, som er i stand til at fremme grundsætningerne i denne traktat og bidrage til det nordatlantiske områdes sikkerhed, til at tiltræde denne traktat.”
For at sikre at nye medlemmer ikke svækker NATOs evner og interesser, skal ansøgerlande for at blive optaget opfylde en række kriterier, som er defineret i optagelsesprogrammet ’Membership Action Plan’ (MAP) fra 1999. Derudover skal landet deltage i programmet Partnerskab for Fred (se afsnittet ’Hvad er Partnerskab for Fred?’). Kravene handler både om politik, militær, økonomi, menneskerettigheder og retssikkerhed, men ifølge bogen ”NATO – en alliance i bevægelse” (se kilder) er der ikke altid tale om konkret definerede kriterier som ved f.eks. optagelsesproceduren til EU.
Ansøgerlandet skal have løst internationale, etniske og territorielle konflikter med fredelige midler, det skal arbejde for lov og orden og menneskerettigheder, militæret skal kontrolleres demokratisk, og landet skal arbejde for at fremme økonomisk frihed, social retfærdighed og miljømæssig ansvarlighed. Derudover skal landet afsætte tilstrækkelige ressourcer til sit forsvar, hidtil defineret som 2 procent af BNP, til at kunne bidrage til det kollektive forsvar og NATOs nye missioner.
Udvidelsesprocessen i sig selv skal hjælpe til at afværge konflikter, idet udsigten til medlemskab er et incitament for ansøgerlande til at bilægge interne stridigheder og uoverensstemmelser med deres naboer og fremme reformer og demokratisering.
Hvordan bliver man optaget som nyt medlemsland i NATO?
Med Finland og Sverige som kommende medlemmer af NATO udvides alliancen, men det er en lang proces at blive en officiel del af NATO. Alliancen har sagt, at Sverige og Finland kan blive optaget ”hurtigt”, men den præcise tidsramme kendes ikke. I oktober 2022 manglede Tyrkiet og Ungarn fortsat at ratificere aftalen om optagelse af de to lande i NATO.
Med andre ord er både Sverige og Finland stadig et stykke vej fra at være officielle medlemmer af alliancen. I Ritzaus artikel ”Statsminister: Sverige søger om NATO-medlemskab" (se kilder) er der et overblik over processen frem mod en indlemmelse i NATO:
- Hjemlig godkendelse: I både Finland og Sverige skal en eventuel NATO-ansøgning godkendes af parlamentet.
- Ansøgning: Når der er grønt lys fra de folkevalgte politikere, skal landenes regeringer sende en ansøgning til NATOs hovedkvarter i Bruxelles.
- Først enstemmig godkendelse: Alle nuværende 30 NATO-lande skal derefter tages med på råd og godkende, at optagelsesprocessen indledes. Lande skal opfylde visse demokratiske og militære standarder for at komme med i alliancen. Finland og Sveriges anses allerede for at være velfungerende demokratier med et militær, som lever op til NATO-standarder.
- Direkte forhandlinger: De to lande skal herefter hver for sig forhandle med NATO og formelt acceptere vilkårene, herunder at gå ind for ’musketéreden’: At et angreb på ét NATO-land kræver svar fra alle de andre.
- Endelig enstemmig godkendelse: Når alle krav er forhandlet på plads, skal de 30 medlemslande igen godkende optagelsen. Det vil i første omgang give Sverige og Finland observatørstatus ved NATO-møder, men NATOs sikkerhedsgaranti vil i denne periode ikke gælde fuldt ud.
- Ratificering land for land: Til sidst skal alle de enkelte lande stadfæste beslutningen. Det kræver som udgangspunkt parlamentarisk godkendelse, men proceduren kan variere fra land til land afhængigt af deres forfatninger. Afslutningsvis skal Sverige og Finland ’deponere deres tiltrædelsesinstrumenter’ hos USA’s udenrigsministerium, hvilket officielt gør dem til NATO-lande.
Det kan ifølge Ritzaus artikel tage alt mellem fire måneder og et år afhængigt af valg i de enkelte lande, ferie i parlamenterne og andre mulige forsinkelser.