jens stoltenberg
NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg talte med pressen i NATO's hovedkvarter i Brussels den 13. juli 2017.
Foto: Thierry Charlier / Scanpix

NATO

journalist Emil Rottbøll, iBureauet/Dagbladet Information. 2010. Senest opdateret af journalist Michelle Arrouas, august 2017.
Top image group
jens stoltenberg
NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg talte med pressen i NATO's hovedkvarter i Brussels den 13. juli 2017.
Foto: Thierry Charlier / Scanpix
Main image
NATO's generalsekretær Jens Stoltenberg taler i NATO's hovedkvarter i Bruxelles den 1. oktober 2014.
NATO's nye generalsekretær jens Stoltenberg taler i NATO's hovedkvarter i Bruxelles den 1. oktober 2014.
Foto: Francois Lenoir / Scanpix

Indledning

Da Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg den 30. september 2014 blev udpeget som NATOs nye generalsekretær satte han sig i spidsen for det største militære magtapparat, verden nogensinde har set. NATO er en 70 år gammel forsvarsalliance, der har udgjort rammen for USA’s engagement i Europa siden Den Kolde Krig, men også en militærmagt i identitetskrise, og ifølge eksperter befinder NATO sig i 2017 i den største krise nogensinde i forsvarsalliancens historie. Den nordatlantiske forsvarsalliance har svært ved at finde ud af, hvilken rolle den skal spille efter Den Kolde Krig, og efter Donald Trump som USA's præsident har sat spørgsmålstegn ved om USA vil leve op til sine traktatmæssige forpligtelser er den tvivl vokset. I dag kommer truslerne mod NATO-landene ikke kun fra Rusland, men fra hele verden: terrorisme, fejlslagne stater, energiforsyningssikkerhed og spredning af masseødelæggelsesvåben er nogle af dem.

NATO har siden sin fødsel i 1949 udviklet sig fra en traditionel militæralliance med fokus på kollektivt forsvar til en politisk-militær organisation for sikkerhedssamarbejde, hvor krisestyring og konfliktforebyggelse er blevet de primære opgaver. Men tilpasningen er sket løbende og uplanlagt, og derfor står alliancen over for en række væsentlige reformer de kommende år. Før disse kan gennemføres, mangler NATO-landene imidlertid at tage stilling til det grundlæggende spørgsmål, som har presset sig på siden Den Kolde Krigs ophør og er taget til i takt med Ruslands invasion af Ukraine i 2014 og de mere eller mindre fejlslagne operationer i Afghanistan, Irak og Libyen: Er NATO stadig den bedste løsning på Europas og USA’s sikkerhedsproblemer?

 

Artikel type
faktalink

Introduktion til NATO

Hvad er NATO?

Marinesoldat bag NATO-flag i Vana ved Sortehavet, Bulgarien. 1.4.2004. Foto: Petar Petroc AP Photo/Polfoto
Marinesoldat bag NATO-flag i Vana ved Sortehavet,
Bulgarien. 1.4.2004. Foto: Petar Petroc AP Photo/Polfoto

NATO er oprindeligt en alliance til kollektivt selvforsvar. NATO står for Den Nordatlantiske Traktat Organisation, og den blev oprettet i tilslutning til Den Nordatlantiske Traktat, som 12 lande, heriblandt Danmark, underskrev i Washington den 4. april 1949. Formålet med traktaten er at fremme sikkerhed og stabilitet i det nordatlantiske område, det vil sige USA, Canada og Europa. 

Hvad er den traktatmæssige baggrund for NATO?

NATO er etableret i overensstemmelse med Artikel 51 i de Forenede Nationers (FN’s) pagt. I Den Nordatlantiske Traktat er artikel 5 den centrale bestemmelse, den såkaldte musketer-ed. Artiklen fastslår, at et væbnet angreb mod en eller flere af medlemslandene skal betragtes som et angreb på dem alle. Det forpligter hvert af medlemslandene til at hjælpe det angrebne land med væbnet magt eller andre tiltag, som hver af dem anser for nødvendigt for at genoprette sikkerheden i Nordatlanten. Når artiklen kaldes en musketer-ed, er det en henvisning til Alexandre Dumas’ roman ’De Tre Musketerer’, hvor de tre hovedpersoner afgiver følgende troskabserklæring over for hinanden: ”Én for alle og alle for én”.

Musketer-eden i artikel 5 har kun været aktiveret én gang, og det var efter terrorangrebet på USA den 11. september 2001. NATO-landene tilbød kollektivt USA hjælp til at besvare terrorangrebet ved bl.a. at invadere Afghanistan, hvor bagmændene i al-Qaeda, var blevet lokaliseret. Den del af hjælpen valgte USA dog ikke at tage imod, men angreb i stedet Afghanistan med en sammensat koalition af lande, se Den Store Danske (se kilder). 

Hvordan har NATO’s medlemskreds udviklet sig?

Siden oprettelsen af NATO i 1949, hvor 12 lande var med, er kredsen af medlemslande blevet udvidet flere gange, senest i 2009. I dag består NATO af 29 lande:

· Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxembourg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA siden 1949.

· Grækenland og Tyrkiet siden 1952.

·  Tyskland siden 1955.

· Spanien siden 1982.

· Polen, Tjekkiet, Ungarn siden 1999.

· Bulgarien, Estland, Letland, Litauen, Rumænien, Slovakiet og Slovenien siden 2004.

· Albanien og Kroatien siden 2009.

· Montenegro siden 2017.

Derudover har NATO fra 1994 haft tilknyttet en række ’partnerskabslande’, som man samarbejder med uden at tilbyde sikkerhedsgarantier (se også afsnittet ’Hvem er NATO’s partnere?’).

Alliancens interesseområde har siden Den Kolde Krig udvidet sig til områder langt fra det nordlige Atlanterhav, og for øjeblikket er NATO engageret i Afghanistan, i Libyen, på Balkan, i Middelhavet, og ud for Afrikas Horn.

Hvem kan blive medlem af NATO?

Grundlaget for at optage nye medlemmer i NATO står i Den Nordatlantiske Traktats artikel 10: ”Deltagerne kan ved enstemmig beslutning opfordre enhver anden europæisk stat, som er i stand til at fremme grundsætningerne i denne traktat og bidrage til det nordatlantiske områdes sikkerhed, til at tiltræde denne traktat.”

For at sikre at nye medlemmer ikke svækker NATO’s evner og interesser, skal ansøgerlande opfylde en række kriterier, før de kan blive optaget. Kriterierne er defineret i optagelsesprogrammet ’Membership Action Plan’ (MAP) fra 1999, og derudover skal landet deltage i programmet Partnerskab for Fred (se afsnittet ’Hvad er Partnerskab for Fred’). Kravene strækker sig over områderne politik, militær, økonomi, menneskerettigheder og retssikkerhed, men ifølge bogen ’NATO – en alliance i bevægelse’ (se kilder) er der ikke altid tale om konkret definerede kriterier, som ved f.eks. optagelsesproceduren til EU.

Ansøgerlandet skal have løst internationale, etniske og territorielle konflikter med fredelige midler, det skal arbejde for lov og orden og menneskerettigheder, militæret skal kontrolleres demokratisk, og økonomisk frihed, social retfærdighed og miljømæssig ansvarlighed skal promoveres. Derudover skal landet afsætte tilstrækkelige ressourcer til sit forsvar, hidtil defineret som to pct. af BNP, til at kunne bidrage til det kollektive forsvar og NATO’s nye missioner. Se også MAP-dokumentet på NATO’s hjemmeside for en nærmere beskrivelse (se kilder).

Udvidelsesprocessen i sig selv skal hjælpe til at afværge konflikter, idet udsigten til medlemskab er et incitament for ansøgerlande til at bilægge interne stridigheder og uoverensstemmelser med deres naboer og til at fremme reformer og demokratisering.

Historie og baggrund

Hvorfor blev alliancen dannet?

NATO’s første generalsekretær, den britiske Lord Ismay, sammenfattede sin opgave i én sætning: ”Nato skal holde russerne ude, tyskerne nede og amerikanerne inde (i Europa, red.)”, her citeret fra Politikens artikel ’Haves: Aktiv 60-årig. Søges: Klare mål’ (se kilder).

Efter Anden Verdenskrig spidsede det konfliktfyldte forhold mellem Vesten og Sovjetunionen til og flød ud i en lang konflikt, kendt som Den Kolde Krig. I Tjekkoslovakiet kom kommunisterne til magten i februar 1948 støttet af Moskva, Finland var allerede blevet påtvunget en venskabs- og samarbejdstraktat med Sovjetunionen, Norge var også sat under pres af Moskva for at holde sig neutral eller indgå en lignende aftale, og i juni 1948 indledte Sovjetunionen blokaden af Berlin. De vesteuropæiske lande følte sig udsatte, og Belgien, Holland, Luxembourg, Frankrig og Storbritannien dannede i første omgang deres egen alliance i 1948, Vestunionen. Men Sovjetunionens militære styrke var langt overlegen, og derfor tog det britiske og det amerikanske udenrigsministerium initiativet til en udvidet alliance, hvor den nye supermagt USA befæstede sin tilstedeværelse i Europa. Resultatet blev Den Nordatlantiske Traktat fra 1949, bedre kendt som Atlantpagten, hvor også Canada, Danmark, Island, Italien, Norge og Portugal deltog, og NATO blev, som beskrevet ovenfor, etableret i tilknytning til denne traktat.

Til at begynde med var NATO mest en politisk organisation beskyttet af USA’s kernevåben, men efter Korea-krigens udbrud i 1950 blev der sat skub i medlemslandene for at få etableret en egentlig militær organisation. Herefter indledte alliancen en omfattende oprustning af Vesteuropa med konventionelle våben som kampvogne, artilleri og soldater. I 1954 blev de første amerikanske kernevåben placeret i Europa. Først i Storbritannien og siden i Tyskland, Italien, Frankrig, Tyrkiet, Holland, Grækenland og Belgien, som beskrevet i rapporten ’U.S. Nuclear Weapons in Europe’ (se kilder).

Hvad er NATO’s formål?

Selv om truslen mod USA og Europa ikke længere kommer fra Rusland, passer Lord Ismays formulering stadig på NATO’s formål i dag. Det er tredelt, som forklaret i bogen ’NATO – en alliance i bevægelse’ (se kilder):

· For det første skal NATO tage sig af angribende fjender og andre ydre trusler.

· For det andet skal organisationen binde USA og Europa sammen, idet selve organisationen NATO sikrer, at de amerikanske og europæiske politiske og militære ledere jævnligt mødes.

· For det tredje spiller NATO en afgørende rolle for de interne relationer mellem de europæiske medlemslande, da den tvinger europæerne til at samarbejde, integrere de militære styrker og træffe enstemmige beslutninger om den fælles sikkerhed.

I det officielle formål, som det er beskrevet på NATO’s hjemmeside (se kilder), skal alliancen også styrke fælles værdier som demokrati, personlig frihed og retssikkerhed. Men som Dagbladet Arbejderen bemærker i artiklen ’NATO æder sig ind på Rusland’ (se kilder) afholdt den målsætning ikke Portugal fra at være medstifter af NATO, selv om landet var et militærdiktatur frem til 1974. I Grækenland og Tyrkiet har militæret også haft kuppet sig til magten, uden at det har haft betydning for deres medlemskab af NATO. Sikkerhed og stabilitet har altid været det primære mål.

Hvilke trusler skal NATO beskytte medlemslandene imod?

I dag kommer truslerne mod NATO-landene fra terrorisme, fra masseødelæggelsesvåben og fra ustabile stater, hvor terrorister f.eks. kan få en base, fastslår forsker Kristian Kristensen i rapporten ’NATO’s nye strategiske koncept’ (se kilder). Siden Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim i 2014 er en del af opmærksomheden dog igen blevet rettet mod at beskytte NATO-landenes grænser mod trusler fra andre lande, især Rusland. I takt med udviklingen i trusselsbilledet har NATO flere gange tilpasset sit såkaldte strategiske koncept, som udstikker de overordnede retningslinjer for alliancens opgaver (se også kapitlet om NATO i dag). Grundlæggende er mekanismerne i alliancen dog de samme som ved oprettelsen i 1949. NATO er en forsvarsalliance, hvor landene har skrevet under på, at de vil beskytte og forsvare hinanden, og udgangspunktet for etableringen af alliancen var, at de stiftende lande kunne identificere nogle fælles interesser, primært en interesse i at skabe modvægt til den sovjetiske dominans. Der har dog siden NATO’s grundlæggelse også været modsatrettede interesser inden for NATO, især mellem USA på den ene side og de europæiske medlemslande på den anden.

Hvilke modsatrettede interesser er der internt i NATO?

USA og Europa har forskellige interesser på grund af deres forskellige geografi, militær, økonomi og ideologi, og det havde de også, før NATO blev grundlagt. USA ønskede at bevare en handlefrihed til at bruge sine militære kræfter, som landet ville, mens europæerne ønskede en garanti for, at USA ville komme dem til hjælp under Den Kolde Krig, så den amerikanske atomafskrækkelse fik større troværdighed over for Sovjetunionen. Selv om EU i dag har formuleret sin egen sikkerhedspolitik, er det stadig USA, der i høj grad ’passer på Europa’ i kraft af, at USA militært er den suverænt stærkeste magt i NATO. Siden Donald Trump er tiltrådt som amerikansk præsident, er Europa blevet mødt med flere krav om at investere i militæret og betale sin del af regningen for forsvarsalliancen; retningslinjen for NATOs medlemslande er, at de skal bruge 2% af deres BNP på militære udgifter, men det er der mange europæiske medlemslande, der ikke gør.

Internt imellem de europæiske medlemslande er der også forskellige interesser. Det resulterede i to verdenskrige i sidste århundrede, og selv om Europa ikke siden har været splittet af så omfattende konflikter, er interessemodsætningerne ikke forsvundet. Ligesom EU styrker NATO imidlertid forholdet imellem landene ved at kræve politisk, økonomisk og militært samarbejde. Alle beslutninger i NATO skal endda træffes ved enstemmighed.

Hvordan er NATO opbygget?

Modsat de fleste andre militæralliancer er NATO også i fredstid en omfattende organisation. NATO’s opbygning og organisation er udførligt beskrevet i bogen ’NATO – en alliance i bevægelse’ (se kilder), men helt kort kan strukturen forklares således:

Organisationen er delt op i en politisk og en militær struktur. Da NATO først og fremmest er et politisk samarbejde mellem suveræne stater, er de vigtigste beslutningstagere folkevalgte politikere fra de enkelte medlemslande. NATO's øverste politiske beslutningsorgan er Det Nordatlantiske Råd i Bruxelles. Mindst to gange årligt samles udenrigsministrene fra alle medlemslande i rådet, og normalt mødes landenes ambassadører i NATO en gang om ugen. Landenes regeringschefer mødes på topmøder, når det er nødvendigt.

Alle NATO-lande har en repræsentation i NATO, en ambassade, som består af diplomater og repræsentanter for forsvarsministeriet og det nationale militær. De mødes på ugentligt niveau. Desuden har NATO udviklet et omfattende civilt administrativt apparat til behandling af politiske spørgsmål. Det har til huse i NATO’s hovedkvarter i Bruxelles.

Hvem er NATO’s øverste chefer?

NATO’s generalsekretær er øverste leder for hele alliancen, men han handler på vegne af medlemslandene. Han er formand for Det Nordatlantiske Råd og leder af den civile stab. Ifølge NATO’s bestemmelser er generalsekretæren altid europæer, mens den øverstbefalende for den militære del (SACEUR – Supreme Allied Commander Europe) altid er en amerikansk general eller admiral. Det var i sin tid et krav fra USA’s kongres, hvis USA skulle udstationere amerikanske tropper i Europa. I dag er Norges tidligere statsminister Jens Stoltenberg generalsekretær, mens den amerikanske general Curtis Scaparrotti er den militært øverstbefalende.

Hvordan arbejder den militære og politiske del af NATO sammen?

NATO’s militære struktur giver input til det politiske niveau og udfører dets beslutninger. Militærkomiteen er den højeste militære myndighed, der udformer NATO’s overordnede strategi. Her mødes landenes forsvarschefer to gange om året, og de permanente repræsentanter løbende. Det er dem, der i sidste ende skal vinde en krig eller gennemføre de opgaver, de bliver pålagt. NATO’s militære myndigheder arbejder både i NATO’s hovedkvarter i Bruxelles og i det militære hovedkvarter i Mons (SHAPE – Supreme Headquarters Allied Powers Europe), som også ligger i Belgien. I fredstid er medlemslandenes styrker under national kommando, mens de i en krigssituation kan stilles under NATO-kommando.

Traditionelt er NATO forankret i denne faste hierarkiske struktur, men organisationen har udviklet sig til også at indgå i mere løst sammensatte koalitioner, hvor udenforstående partnere kan deltage, som f.eks. i Afghanistan, NATO’s hidtil største mission. De fredsbevarende operationer har skabt behov for nye handlemønstre, hvor NATO’s partnere også har fået indflydelse på alliancens opgaver ved f.eks. at sidde med ved beslutningsbordet i ISAF.

Hvem er NATO’s partnere?

Samtidig med at NATO har udvidet sin medlemskreds, har organisationen også udviklet partner- og samarbejdsrelationer med en lang række lande, der ikke ønsker at blive medlem, eller endnu ikke kan blive medlemmer. NATO samarbejder i dag om forskellige sikkerhedspolitiske emner med lande så forskellige som Sverige, Egypten og Australien, og derfor er alliancen i dag næsten verdensomspændende. Allerede i december 1991, samme måned som Sovjetunionen blev opløst, blev North Atlantic Cooperation Council oprettet som et råd mellem NATO-landene og de tidligere Warszawapagtlande. Rådet blev ikke det permanente samarbejdsforum, som det var tiltænkt, men det blev det første skridt i en ny forståelse af sikkerhed i NATO. Det var ikke de militære styrker men et øget samarbejde med tidligere fjender mod en fri og demokratisk udvikling, der skulle skabe sikkerhed i Europa.

Hvad er Partnerskab for Fred?

Partnerskab for Fred eller Partnership for Peace (PfP) er et program fra 1994, som blev rammen om et omfattende militært samarbejde med enkeltlande i Central- og Østeuropa. Konkret fokuserer PfP på forsvarspolitisk samarbejde, herunder modernisering af våben og udstyr, demokratisk kontrol med militæret og træning til fredsbevarende operationer. Men det overordnede mål er at skabe tillid og sikkerhed mellem gamle fjender ved samarbejdet i sig selv. Danmark var i 1990'erne stærkt aktiv inden for dette program blandt andet for at sikre de baltiske lande en tilknytning til NATO, og det resulterede i landenes medlemskab i 2004.

I dag deltager 22 lande i programmet Partnerskab for fred: Albanien, Armenien, Aserbajdsjan, Bosnien og Hercegovina, Finland, Georgien, Hviderusland, Irland, Kasakhstan, Kirgisistan, Makedonien, Malta, Moldova, Montenegro, Rusland, Schweiz, Serbien, Sverige, Tadsjikistan, Turkmenistan, Ukraine, Usbekistan og Østrig. Heraf har Rusland desuden sit eget NATO-Rusland-råd og Ukraine sin egen NATO-Ukraine kommission, som er et udvidet samarbejde med tættere koordinering.

Hvad er Middelhavsdialogen og Istanbul Cooperation Initiative?

Samme år som PfP blev etableret, lancerede NATO også initiativet Middelhavsdialogen. Formålet med dette initiativ var at forbedre forholdet til lande i Mellemøsten og Nordafrika. I dag deltager Algeriet, Egypten, Israel, Jordan, Mauretanien, Marokko og Tunesien i samarbejdet.
Derudover grundlagde NATO i 2004 det såkaldte Istanbul Cooperation Initiative, der skulle engagere landene omkring den persiske golf. Her deltager Bahrain, Qatar, Kuwait og de Forenede Arabiske Emirater. Både Middelhavsdialogen og Istanbul-initiativet lider dog af vedvarende skepsis over for NATO. Det er småt med konkret indhold som fælles øvelser eller operationer, og initiativerne er blevet beskyldt for primært at være snakkeklubber.

Hvilke andre samarbejder er der mellem NATO og andre lande?

De institutionaliserede partnerskabsprogrammer omfatter primært NATO’s naboer, men derudover samarbejder NATO også med andre lande i verden. Under missionen i Afghanistan har NATO f.eks. samarbejdet med Singapore, New Zealand, Australien, Japan, Sydkorea og Colombia.

Hvordan blev Danmark medlem af NATO?

Under parolen ’Aldrig mere en 9. april’ (som henviser til den tyske besættelse af Danmark 9. april 1940) førte den danske regering i årene efter Anden Verdenskrig forhandlinger med Norge og Sverige om et skandinavisk forsvarssamarbejde. Det ville blive en svag alliance uden amerikansk støtte, men regeringen ønskede ikke at blive en del af den europæiske blokdannelse under Vestunionen. I lyset af det stigende pres fra Sovjetunionen og et rygte om snarlig invasion af Danmark, der udløste den såkaldte påskekrise i marts 1948, takkede Folketinget dog til sidst ja til Atlantpagten med 119 stemmer for og 23 imod. Danmark blev dermed et af de første medlemmer af den nye forsvarsalliance NATO.

Hvordan har Danmarks rolle i NATO udviklet sig?

Danmark var interessant for USA pga. Grønland, som supermagten allerede havde oprettet baser på under Anden Verdenskrig, da øen lå som en fordelagtig mellemstation for et eventuelt bombetogt mod Moskva.

Siden 1864 havde Danmark forholdt sig neutral i stormagtspolitik, og fra begyndelsen af NATO-medlemskabet var befolkningen splittet. En Gallup-undersøgelse fra marts 1949 viste, at 47 pct. var for NATO, mens 26 pct. var imod. Den relativt store folkelige modstand har lagt et vedvarende pres på de skiftende regeringer for at minimere risiciene ved alliancesamarbejdet, nemlig som en lille stat på et geografisk uheldigt sted at blive offer for fjendens reaktion på forholdet til USA og NATO eller blive trukket ind i konflikter mod sin vilje. Derfor tog Danmark rollen, sammen med andre mindre NATO-lande, som aktiv tilhænger af nedrustning, afspænding og politiske løsninger. Især spørgsmålet om atomvåben skabte splid i Danmark og førte i 1980’erne til den såkaldte fodnotepolitik, hvor et flertal i Folketinget tvang regeringen til at indskrive forbehold i NATO’s erklæringer. De borgerlige partier mener, fodnotepolitikken skadede Danmarks forhold til NATO, mens andre argumenterer for, at forbeholdene var med til at lægge låg på Den Kolde Krig i perioden. Rapporten ’Danmark under den kolde krig’ (se kilder) konkluderer, at fodnotepolitikken ikke havde nogen påviselig betydning for den internationale udvikling eller for Danmarks medlemskab af NATO.

Siden Den Kolde Krigs afslutning har Danmarks rolle ændret sig fundamentalt. Fra at være den lille stat, der skulle beskyttes af de store venner, deltager danske soldater i dag i NATO-operationer over hele verden for at skabe sikkerhed for andre. I perioden fra 2009 til 2014 var det ligefrem en tidligere dansk statsminister, Anders Fogh Rasmussen, der bestred posten som NATO’s øverste.

NATO's kronologi

Hvad er NATO’s kronologi?

Kronologien er primært baseret på oplysninger fra NATO’s egen hjemmeside (se kilder). Der findes også en udførlig historisk gennemgang af NATO’s udvikling under Den Kolde Krig i bogen ’NATO – fra Kold Krig til krisestyring’ (se kilder).  

1945

2. Verdenskrig slutter.

De Forenede Nationer, FN, stiftes, og FN-pagten ratificeres af Danmark.  

1946
Churchills tale i Fulton, hvor han opfordrede til at danne et engelsk-amerikansk forsvarsforbund mod kommunismen og lancerede begrebet ’Jerntæppet’, som havde opdelt Europa i to blokke.

Første amerikanske atomvåbenforsøg ved Bikini-øerne i Stillehavet. Sovjetunionen protesterer kraftigt og kræver vetoret i atomkontrollen, hvilket USA afviser.

Sovjetunionen rømmer Bornholm. 

1947
Kommunisterne tager magten i Polen.

Marshallplanen til genopbyggelse af Europas økonomi iværksættes. 16 lande – heriblandt Danmark – tiltræder den i Paris.

USA's præsident Truman lancerer ’Truman-doktrinen’ i en tale til Kongressen: USA skal ”støtte frie folk, som modsætter sig undertrykkelse af væbnede minoriteter eller pres udefra”.

Kominform, Kommunistisk Informationsbureau, oprettes af kommunistpartierne i Østeuropa, Sovjetunionen, Frankrig og Italien med henblik på erfaringsudveksling partierne imellem.  

1948
Kommunistpartiet tager magten i Tjekkoslovakiet ved et statskup.

Vestunionen grundlægges. I Bruxelles underskriver England, Frankrig, Holland, Belgien og Luxemburg en 50-årig traktat under overskriften: Traktat for økonomisk, socialt, kulturelt samarbejde og kollektivt selvforsvar. Traktaten kaldes for Bruxelles-traktaten.

Finsk-russisk venskabs- og bistandspagt træder i kraft.

OEEC, Organisationen for Europæisk Økonomisk Samarbejde dannes.

Sovjetunionen indleder en blokade af Vestberlin. Amerikanerne omgår blokaden ved at flyve forsyninger til Berlin, og året efter ophæves blokaden.

FN's menneskerettighedserklæring vedtages.  

1949
Den Nordatlantiske Traktat, Atlantpagten, underskrives i Washington af udenrigsministrene fra Belgien, Canada, Danmark, Frankrig, Holland, Island, Italien, Luxemburg, Norge, Portugal, Storbritannien og USA.

Sovjetunionen sprænger sin første atombombe.

Forbundsrepublikken Tyskland og Den tyske demokratiske Republik (DDR), Østtyskland, proklameres.  

1950
Atlantsammenslutningen i Danmark stiftes som den første i NATO for at engagere befolkningen i NATO’s arbejde og udvikling.

Korea-krigen bryder ud.

Den amerikanske general Dwight D. Eisenhower udnævnes som chef for NATO.

Niels Bohr advarer FN om faren ved atomvåben.  

1951
NATO's Europakommando (SHAPE) oprettes med hovedkvarter i Paris og med Eisenhower som øverstkommanderende.

Nordisk Råd oprettes.  

1952
Grækenland og Tyrkiet bliver medlemmer af NATO.

Selve NATO-organisationen etableres. Lord Ismay bliver første generalsekretær.

Forbundsrepublikken Vesttyskland får fuld selvstændighed, men må forpligtige sig til at opretholde en demokratisk styreform og deltage i det militære samarbejde i Vesteuropa. Ligeledes bevarer vestmagterne retten til at stationere væbnede styrker i landet, samt retten til at træffe afgørelser vedrørende Berlin og alle fællestyske anliggender.  

1953
Sovjetunionens leder, Josef Stalin, dør.

Våbenstilstand i Korea.  

1954
Frankrig, Storbritannien og USA afviser Sovjetunionens tilbud om at indtræde i NATO.  

1955
Vesttyskland optages i NATO.

Warszawa-pagten mellem Albanien, Bulgarien, DDR, Polen, Rumænien, Tjekkoslovakiet, Sovjetunionen og Ungarn underskrives.

Det Nordatlantiske Råd beslutter at udstyre alliancens styrker med atomvåben.  

1956
Egypten nationaliserer Suezkanalen.

Vesttyskland indfører almindelig værnepligt.

Sovjetunionen besætter Ungarn.

General Dwight D. Eisenhower vinder præsidentvalget i USA.  

1957
Romtraktaten
underskrives som begyndelsen til EF, senere EU.

Sovjetunionen opsender den første satellit, Sputnik.  

1958
USA opsender sin første satellit, Explorer I.

Nikita Khrustjov bliver regeringschef i Sovjetunionen.

Den danske statsminister, H.C. Hansen, lover i folketinget, at der ikke kommer atomvåben på dansk territorium.  

1959
Det europæiske frihandelsområde, EFTA, oprettes med Danmark som deltager.  

1960
Amerikansk U2-spionfly skydes ned over Sovjetunionen.

Den økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, oprettes.  

1961
Russeren Jurij Gagarin bliver det første menneske i rummet.

Berlinmuren rejses.

Den militære NATO-kommando BALTAP oprettes i Karup.  

1962
Den polske delegation ved FN offentliggør en plan for en atomvåbenfri zone i Europa (Rapacki-planen). 

Cuba-krisen. Den amerikanske præsident Kennedy erklærer blokade mod Cuba på grund af formodede sovjetiske atomvåben på øen.

Det danske luftvåben udstyres med de amerikanske luftværnsraketter NIKE og HAWK.  

1963
Frankrig trækker sin Atlanterhavsflåde ud af NATO's kommando i protest mod USA’s store indflydelse.

USA's præsident, John F. Kennedy, myrdes. Vicepræsident Lyndon B. Johnson bliver ny præsident.

Den varme linje mellem Washington og Moskva oprettes som en direkte telefonlinje, der skal minimere risikoen for en utilsigtet atomkrig.  

1964
Amerikanerne begynder luftbombardementer af Nordvietnam.

Khrustjov afsættes som leder af Sovjetunionen og afløses af Leonid Brezjnev.

Kina sprænger sin første atombombe.  

1965
Den franske præsident de Gaulle opsiger landets deltagelse i NATO's våbenfællesskab i protest mod USA’s store indflydelse.  

1966
Frankrig træder ud af NATO's militære organisation, men landet forbliver i alliancens civilpolitiske organer.

Frankrig genoptager sine atomvåbenforsøg.

NATO etablerer en atomar planlægningsgruppe, NPG.  

1967
Det nye NATO-hovedkvarter i Bruxelles indvies.

En officersjunta tager magten i Grækenland, hvorefter landet erklæres i undtagelsestilstand.

På et ministerrådsmøde i Bruxelles godkender Det nordatlantiske råd Hammel-rapporten om alliancens fremtidige opgaver, hvori NATO's dobbelte rolle defineres: forsvar og afspænding. Ministrene vedtager organisationens nye strategiske principper: overgang fra massiv gengældelsesstrategi til fleksibel og afbalanceret gengældelsesstrategi.  

1968
USA, England og Sovjetunionen indgår Traktat om ikke-spredning af kernefysiske våben, NPT.

Warszawa-pagt-lande besætter Tjekkiet og sætter en stopper for landets blødere form for socialisme ’med et menneskeligt ansigt’.

Albanien træder ud af Warszawa-pagten.

Richard Nixon vælges som præsident i USA.

Sovjetunionens præsident Bresjnev fremsætter i en tale i Polen tesen om de socialistiske landes begrænsede suverænitet (Bresjnev-doktrinen).  

1969
Første møde i NATO vedrørende 'Det Moderne Samfunds Udfordringer', der blandt andet inddrager miljøet.  

1971
Traktaten om forbud mod at placere kernefysiske våben og andre masseødelæggelsesvåben på havbunden og i dens undergrund, kaldet Den internationale havbundstraktat, Sea-Bed Treaty, underskrives.

Aftale mellem USA, Sovjetunionen, Frankrig og England om Berlin. Vestberlin anerkendes som et område, der er tilknyttet Vesttyskland.  

1972
Den internationale konvention om forbud mod udvikling, fremstilling og lagring af bakteriologiske (biologiske) våben og toksinvåben samt om tilintetgørelse af sådanne våben, underskrives.

Foreløbig aftale mellem USA og Sovjetunionen om begrænsning af strategiske våben og missilforsvarssystemer, SALT 1 og ABM 

1973
Troppereduktions-aftalerne, MBFR, i Wien begynder. 

1974 Ved NATO-mødet i Norge tilslutter organisationen sig USA’s nye atomvåbenstrategi, som lægger vægt på udviklingen af træfsikre MIRV-langdistance-raketter med mindre sprængladninger.

Grækenlands tropper træder ud af NATO's kommandostruktur i protest mod Tyrkiets besættelse af det nordlige Cypern.  

1975
Konferencen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, CSCE, stiftes. Bliver senere til Organisationen for Sikkerhed og Samarbejde i Europa, OSCE.  

1976
NATO-rådet afviser et forslag fra Warzawapagten om at afstå fra at være den første til at bruge atomvåben og tilskynder i stedet alle CSCE-lande til at afstå fra trussel om brug af våbenmagt uanset våbentype.  

1978
NATO vedtager opbygning af et luftbåret varslings- og kontrolsystem, AWACS, mod angribende missiler.  

1979
SALT-II
traktaten om begrænsning af offensive strategiske våben mellem USA og Sovjetunionen underskrives i Wien.

På et møde mellem NATO's udenrigsministre og forsvarsministre i Bruxelles vedtager organisationen dobbeltbeslutningen: Udstationeringen af 464 amerikanske krydserraketter og 108 Pershing IIa mellemdistanceraketter i Vesteuropa. Beslutningen kædes sammen med et øget pres på Sovjetunionen for at fjerne deres SS-20 raketter. Raketterne skal være opstillet i 1986.

Sovjet går ind i Afghanistan.  

1980
Jugoslaviens præsident Tito dør.

Fagforeningen 'Solidaritet' oprettes i Polen.

Græske styrker inddrages atter i NATO's militære system.  

1981
Sovjetisk Whisky klasse Ubåd går på grund i den svenske skærgård.  

1982 
Falklandskrigen mellem Storbritannien og Argentina.

Spanien bliver medlem af NATO.

START-forhandlinger om reduktion af strategiske våben indledes.  

1983
USA's præsident Reagan annoncerer ’Stjernekrigsprogrammet’, SDI.  

1984
CDE, den internationale konference om sikkerhed, tillidsskabende foranstaltninger og nedrustning i Europa indledes.  

1985
Mikhail Gorbatjov bliver leder i Sovjetunionen.

USA og Sovjetunionen enes om at halvere deres arsenal af strategiske atomvåben.  

1986
CDE-konferencen vedtager forpligtelse til gensidig information om militære øvelser samt inspektion af disse mellem Warszawapagten og NATO.  

1987
INF-traktat
om fjernelse af mellemdistancevåben.  

1988
Gorbatjov annoncerer ensidige reduktioner i Sovjets konventionelle styrker.  

1989
Sidste sovjetiske soldat ud af Afghanistan.

Massakren på 'Den himmelske freds plads' i Beijing, Kina.

Berlinmuren falder.

Polen, Ungarn og Tjekkoslovakiet får ikke-kommunistisk styreform.

Ceausescus regime i Rumænien kollapser, og han henrettes.  

1990
Bulgariens kommunistparti fjernes fra magten.

Boris Jeltsin vælges til præsident i Rusland.

NATO vedtager ’London-deklarationen’, som peger frem mod en ændret alliance med samarbejde mod øst.

De to Tyskland forenes.

Gorbatjov får Nobels fredspris.  

1991
Golfkrigen i Irak.

Warszawapagten opløses.

På et møde i Rom ændrer NATO sin massive gengældelsesstrategi fra Den Kolde Krig. Ændringen af strategien betyder, at det danske forsvar nedsætter beredskabet og forkorter værnepligtstiden.

Rusland, Ukraine og Hviderusland erklærer Sovjetunionen for opløst og opretter Sammenslutningen af uafhængige stater, SNG.

NATO etablerer det nordatlantiske samarbejdsråd, NACC 

1992
Borgerkrig i Jugoslavien.

NATO's hurtige udrykningsstyrke, ARRC, oprettes.

NATO's flådestyrker støtter FN's våbenembargo i Adriaterhavet.  

1993
Præsidenterne George Bush den ældre og Jeltsin undertegner atomnedrustningsaftalen START II, men aftalen blev aldrig aktiveret.

Tjekkoslovakiet opdeles i Tjekkiet og Slovakiet.

NATO igangsætter i henhold til FN resolution nr. 816 om flyveforbud over Bosnien-Hercegovina luftoperationer med jagerfly og overvågningsfly (AWACS).  

1994
Partnerskab for Fred
og Middelhavsdialogen søsættes.

Den danske internationale brigade, som kan levere soldater til internationale missioner, indvies.

CSCE bliver til OSCE 

1995
Frankrig genoptager trods internationale protester en række atomvåbenforsøg i Stillehavet.

58 pct. af de svenske vælgere afslår medlemskab af NATO. 53 pct. mener desuden, at Sverige skal holde sig ude af WEU.

En NATO-ledet styrke indsættes i Bosnien, efter at den bosniske fredsaftale, Dayton-aftalen, er faldet på plads. Styrken (IFOR) er på 66.000 mand, hvoraf de 1.000 er danske.  

1996
Den internationale domstol i Haag forbyder anvendelsen af atomvåben, idet det er at betragte som en krigsforbrydelse.

Det russiske parlament godkender indsættelsen af russiske styrker til den fredsbevarende opgave i Bosnien anført af NATO (IFOR). Senere på året bliver IFOR erstattet af SFOR, der er en stabilitetsbevarende styrke.

FN's Sikkerhedsråd ophæver de økonomiske sanktioner mod det resterende Jugoslavien og den NATO-ledede embargooperation afsluttes.

Frankrig afslutter sine atomprøvesprængninger og underskriver traktaten om at forbyde dem for fremtiden, CTBT 

1997
Uroligheder i Albanien på grund af sammenbrud i det såkaldte pyramidespil, der bevirkede utallige småspareres fallit.

Præsidenterne for Rusland og USA, Jeltsin og Clinton, mødes i Helsingfors i Finland og enes om et fælles dokument i forbindelse med NATO's udvidelse.

I Paris indgår NATO's regeringschefer og Boris Jeltsin en aftale om det fremtidige forhold mellem NATO og Rusland.

På NATOs topmøde i Madrid inviteres Polen, Tjekkiet og Ungarn til at træde ind i NATO. NATO-Ukraine-chartret underskrives.

NATO-landene når til enighed om en ny kommandostruktur, som skal afløse den gamle fra Den Kolde Krig. De nuværende 65 militære hovedkvarterer skæres ned til 20.

I Canadas hovedstad, Ottawa, undertegner 125 lande en aftale om forbud mod personelminer.  

1998
USA indgår under russisk protest et såkaldt baltisk charter med de tre baltiske lande.

FN indfører våbenembargo mod Jugoslavien.

Indien og Pakistan gennemfører atomvåbenforsøg.

NATO gør klar til en militær aktion mod serbiske styrker, der har udført etnisk udrensning i den serbiske provins Kosovo. Aktionen afblæses i sidste øjeblik på grund af serbiske tilbagetrækninger, og OSCE observatører rykker ind.  

1999
Atter serbiske udrensninger i Kosovo. Uden FN-mandat indleder NATO den 24. marts et bombardement af Serbien med fly og missiler.

Tjekkiet, Ungarn og Polen bliver medlem af NATO.

NATO fylder 50 år.

NATO-topmøde i Washington, hvor alliancens nye strategi vedtages.

Den NATO-ledede fredsbevarende styrke KFOR indsættes i Kosovo.  

2000
Rusland ratificerer traktaten om forbud mod atomprøvesprængninger, CTBT. USA har underskrevet aftalen, men har ligesom en række andre atommagter ikke ratificeret aftalen, der derfor endnu ikke er trådt i kraft. 

 

2001
EU og NATO indleder et formelt samarbejde.

Den 11. september rammer et terrorangreb World Trade Center i New York og Pentagon Washington. Den 12. september aktiveres NATO’s artikel 5 for første gang, den såkaldte musketer-ed.

I oktober invaderer en amerikansk ledet koalition Afghanistan for at tvinge Taleban-styret fra magten, idet det huser terrorister med forbindelse til angrebet 11. september.  

2002
NATO-Rusland-rådet
oprettes.

På topmødet i Prag godkender NATO-landene ’out-of-area’-operationer, der kan modgå de nye trusler, uanset hvor i verden de kommer fra.  

2003
En USA-ledet koalition med deltagelse af Danmark invaderer Irak uden FN-mandat og under protester fra flere NATO-lande og Rusland.

NATO får til at opgave at lede de internationale fredsskabende styrker i Afghanistan, ISAF.

NATO lancerer en prototype på en Reaktionsstyrke med 9500 soldater.  

2004
Et terrorangreb rammer Madrid.

Bulgarien, Estland, Letland, Litauen og Slovakiet bliver medlem af NATO.

Koalitionen i Irak overdrager magten til den irakiske regering.

NATO forpligter sig til at uddanne irakiske sikkerhedsstyrker. Samme dag ophøjes Middelhavsdialogen til partnerskabsstatus, og Istanbul Cooperation Initiative bliver lanceret.  

2005
NATO assisterer Den Afrikanske Union med strategisk troppetransport og træning i Sudan.

Et terrorangreb rammer London.

NATO leverer humanitær hjælp til jordskælvsofre i Pakistan.  

2006
NATO indleder en forstærket dialog med Georgien.                  

2008
Konflikten i Sydossetien bryder ud, og Rusland invaderer Georgien.

Alle møder i NATO-Rusland bliver suspenderet.

NATO-Georgien kommissionen bliver grundlagt.  

2009
NATO-Rusland-rådet mødes igen.

Kroatien og Albanien bliver medlemmer af NATO.

Den tidligere danske statsminister Anders Fogh Rasmussen bliver generalsekretær for NATO.

START-aftalen udløber, og USA og Rusland enes om en ny nedrustningsaftale under klimatopmødet COP15 i København.  

2010

Et nyt ’strategisk koncept’ bliver besluttet.
NATO enes om at opbygge et missilskjold for Europa. 

2011

I marts indleder NATO en militær operation for at beskytte befolkningen i den østlige del af Libyen imod overgreb Muammar Gadaffis styre. Operationen afsluttes formelt i oktober. 

2013

NATO beslutter enstemmigt at give Anders Fogh Rasmussen et år mere på magten. 

2014

I april invaderer Rusland Krim-halvøen og det østlige Ukraine, og NATOs relation til Rusland forværres.

Terrorbevægelsen Islamisk Stat vokser sig stærk i Irak og Syrien og erklærer at ville føre krig imod Vesten. Flere NATO-lande heriblandt Danmark etablerer en ’kernekoalition’, der i september indleder en krig imod bevægelsen.

NATO-topmøde i Wales, der kaldes det vigtigste siden Berlinmurens fald på grund af den voksende trussel fra Rusland.
I oktober overgår NATO’s generalsekretærpost fra Anders Fogh Rasmussen til Jens Stoltenberg.

2015

I januar var alle NATO-tropper trukket ud af Afghanistan, og i stedet påbegyndte NATO sin nonkombattante Resolute Support Mission, som går ud på at optræne og støtte afghansk politi og militær i kampen for stabilitet i landet.

I 2015 var der fortsat 5.000 NATO-soldater i Kosovo, der i 2008 erklærede selvstændighed fra Serbien. NATO har siden 1999 har haft tropper i Kosovo.

NATO deltog i 2015 for første gang i Røde Kors’ internationale konference som observatør.

2016

Ved NATO-topmødet i 2016 besluttede medlemslandene, at NATO skal arbejde for at inkludere flere kvinder på alle niveauer, så kvinder bliver en større del af at sikre fred og stabilitet i verden.

I 2016 vinder Donald Trump det amerikanske præsidentvalg. Han sår under valgkampen tvivl om, hvorvidt USA vil leve op til sine forpligtelser under Artikel 5.

NATOs operation i Middelhavet, Sea Guardian, hjælper med flygtningekrisen. Der er især fokus på at kæmpe imod menneskesmugling, men også på at hjælpe flygtninge med fare for at drukne i land.

2017

I 2017 har NATO i alt 18.000 tropper udstationerede.

NATO har i 2017 aktive operationer i Afghanistan, Kosovo og Middelhavet.

Derudover er NATO-tropper aktive i Somalia, hvor de hjælper den Afrikanske Unions soldater med fredsbevarelse, og i luften over Rusland og Ukraine, hvor NATO hjælper medlemslandene med luftkontrol.

NATO efter Den Kolde Krig

Hvad skulle NATO bruges til efter Den Kolde Krig?

Med Sovjetunionens opløsning sluttede Den Kolde Krig definitivt, og NATO stod pludselig uden ydre trusler og dermed uden eksistensberettigelse som forsvarsalliance. I første omgang overlevede alliancen dog på at sælge sit kerneprodukt, kollektiv sikkerhed, til nye kunder i Østeuropa, som beskrevet i rapporten ’NATO’s rolle i fremtiden og de afledte konsekvenser for dansk forsvars- og sikkerhedspolitik’ (se kilder). Flere af de Central- og Østeuropæiske lande så stadig et NATO-medlemskab som en forsvarsgaranti mod Rusland, og NATO knyttede de gamle fjender i Warszawa-pagten tættere til sig med først North Atlantic Cooperation Council, senere Partnerskab for Fred-programmet og endelig, for nogles vedkommende, som nye medlemslande.

Fra midten af 1990’erne viste forsvarsorganisationen også sit værd i konflikterne på Balkan.

Hvilken rolle spillede NATO under krigene på Balkan?

FN-systemet viste sig ude af stand til at dæmme op for de stridende parter i det tidligere Jugoslavien, mens NATO med sin færdigstøbte militære organisation hurtigt kunne indsættes som et effektivt redskab til at skabe og bevare fred. På trods af man ikke havde noget FN-mandat i ryggen, da NATO bombede det serbiske militær og paramilitære styrker ud af Kosovo i marts 1999, opnåede de efterfølgende fredsbevarende styrker, KFOR, både FN-mandat og bred international legitimitet ligesom de øvrige missioner på Balkan.

På det efterfølgende topmøde i april samme år tilpassede NATO sit strategiske koncept, så det stemte med den nye udvikling i alliancens primære opgave mod krisestyring og konfliktforebyggelse. I 1991 beskrev strategien stadig, at NATO skulle ”opretholde en strategisk balance i Europa«, mens formuleringen på topmødet i 1999 blev ændret til, at NATO skulle ”fremme sikkerhed og stabilitet i det euroatlantiske område”.

Men succesen med den gradvise tilpasning til nye opgaver betød samtidig, at man udskød den overordnede strategiske debat om alliancens fremtid, nu hvor Den Kolde Krig var slut.

Hvad betød terrorangrebene den 11. september 2001 for NATO?

Efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 stod det klart, at der bestemt stadig eksisterede ydre trusler mod NATO-landene. De var blot af en helt anden art, end man var vant til. Truslen kom ikke kun fra ’det euroatlantiske’ område, den var mere uforudsigelig end før, og den kom ikke nødvendigvis fra en statslig aktør.

Musketer-eden i artikel 5 blev aktiveret for første gang, og derved var man ude over problemet med at bevæge sig uden for sit traditionelle operationsområde. Men NATO havde ingen færdig plan til at bekæmpe terror, og slet ikke i den størrelsesorden der her var tale om. Terrorisme var nævnt i flere NATO-erklæringer i 1990’erne, men NATO-landene kunne ikke blive enige om, hvorvidt terrorisme var et anliggende for NATO. De fleste lande betragtede det som et indenrigspolitisk spørgsmål.

I sidste ende valgte USA at gå i krig i Afghanistan uden NATO, med en uformel koalition af ’villige’ lande som støtte. Det skyldtes også de koordinationsproblemer, NATO havde haft under Kosovo-konflikten. Siden valgte USA også at invadere Irak i 2003 uden NATO. Det skabte tvivl om, hvilken rolle NATO skulle spille i kampen mod terrorisme. USA’s militære magt har fra starten været alliancens eksistensgrundlag, og hvis amerikanerne ikke længere var interesserede i at fortsætte samarbejdet i NATO-regi, var NATO en døende organisation.

Formelt skete skiftet til det globale trusselsbillede med Prag-topmødet i 2002, hvor NATO udvidede sine operationsmuligheder til også at gælde ’out-of-area’-operationer uden for det euroatlantiske område.

Hvad var NATO’s første globale opgave efter Den Kolde Krig?

I 2003 fik NATO sin første globale opgave som leder af den fredsskabende ISAF-styrke (International Security Assistance Force) i Afghanistan, der opererer parallelt med den amerikanske jagt på terrorister, Operation Enduring Freedom. NATO’s engagement i Afghanistan er af mange blevet set som styrkeprøven på, om alliancen også er et effektivt redskab for medlemmerne til at modgå de nye terrortrusler. ISAF har fra starten lidt af underbemanding og en manglende erfaring med oprørsbekæmpelse. Især har det været et problem, at den civile genopbygning har stået i skyggen af den militære indsats.
I september 2014 underskrev Afghanistan og NATO et længe ventet dokument, der fastlægger rammen for ISAF’s udfasning. Ifølge aftalen skal omkring 12.000 soldater blive i Afghanistan i 2015, hvor de blandt andet skal uddanne og assistere afghanske sikkerhedsstyrker. Fra Danmark ventes 150-160 mand at blive i landet.

Hvorfor er der problemer i samarbejdet mellem EU og NATO?

EU har – modsat NATO – stor erfaring med økonomisk og politisk genopbygning, og et tættere samarbejde med NATO har længe været til diskussion. Danmark og andre lande, der er medlemmer af både NATO og EU, har betydelig interesse i at forbedre samspillet mellem de to organisationer.

Problemet er, at kræfter i begge organisationer kæmper imod et øget samarbejde. Ifølge ovennævnte bog blev der i 1992 lækket et hemmeligt planlægningsdirektiv fra USA’s Nationale Sikkerhedsråd og Pentagon til pressen. Dokumentet beskrev, at USA måtte modvirke et europæisk sikkerhedssamarbejde, så NATO ikke fik en svækket rolle i Europa, og amerikanerne måske mistede deres bedste garant for en fortsat stærk indflydelse på kontinentet. I Europa blev dokumentet opfattet som et angreb på EU, men det dementerede den amerikanske regering.

Et andet problem er Tyrkiets medlemskab af NATO, argumenterer artiklen i Politiken ’Haves: Aktiv 60-årig. Søges: Klare mål’ (se kilder). Tyrkiet har et anstrengt forhold til EU, der bliver ved med at holde landets ønske om EU-medlemskab hen. Samtidig er der problemet med det opdelte Cypern, og det har indtil videre fået Tyrkiet, der har NATO 's næststørste hær, til at blokere for enhver tilnærmelse mellem NATO og EU. USA er på sin side interesseret i, at Tyrkiet vil hjælpe et samarbejde mellem de to organisationer på vej, og den amerikanske regering har derfor flere gange presset på for, at EU skal optage Tyrkiet. EU har imidlertid reageret med irritation og har bedt USA blande sig uden om den slags interne EU-politiske spørgsmål.

Flere EU-lande arbejder dog for et tættere samarbejde mellem NATO og EU, senest Frankrig under landets EU-formandskab i anden del af 2008. Til alliancens 60-års jubilæum i 2009 genindtrådte Frankrig formelt i den militære struktur efter at have trukket sig ud i 1966 i protest mod USA’s dominans i organisationen. Frankrig har været en flittig deltager i NATO’s operationer siden 1990’erne, men genindtrædelsen har stor symbolværdi og kan give nye muligheder for et bredere samarbejde mellem EU og NATO, vurderer sikkerhedsforskeren Daniel Korski i førnævnte Politiken-artiklen.

Hvordan er NATO’s forhold til Rusland?

Ifølge artiklen ’Rusland er som en kvinde, der sidder fast i et voldeligt ægteskab’ fra Information er der ingen tvivl om, at Rusland stadig føler sig truet af den gamle Kold Krigs-modstander, NATO (se kilder). Den trussel er kun taget til efter Ruslands annektering af den ukrainske Krim-halvø i 2014 og de fortsatte kampe i de østlige dele af Ukraine.

I 1990 lovede USA’s udenrigsminister James Baker, at NATO ikke ville udvide sig så meget som en tomme mod øst, hvis sovjetleder Mikhail Gorbatjov ville gå med til, at Tyskland blev genforenet som NATO-land. Gorbatjov indvilligede, men USA’s løfte blev som bekendt brudt i 1999, da de første østbloklande blev medlem af NATO.

I Moskva er USA’s løfte ikke glemt, og Rusland har siden gjort kraftigt opmærksom på, at de anser NATO’s udvidelse mod øst for at udgøre en uretmæssig indtrængen i landets naturlige interessesfære. I 1999 var det nær kommet til væbnet sammenstød i Kosovo. På grund af NATO’s bombardement af Serbien uden FN-mandat, afbrød Rusland samarbejdet i Det Permanente NATO-Rusland Fællesråd og sendte 200 soldater til Pristinas lufthavn i det nordlige Kosovo, få timer før NATO-tropperne ankom. Rusland blev dog indlemmet i en fælles fredsbevarende styrke, og en væbnet konflikt blev undgået. Krigen i Georgien i 2008 var en anden tydelig advarsel om, at Rusland ikke vil tolerere, at NATO kommer for tæt på.

Men Ruslands invasion af det østlige Ukraine i 2014 har helt definitivt tegnet dette konfliktfyldte billede op. NATO opfatter i dag Rusland ”som den værste trussel mod europæisk sikkerhed siden Den Kolde Krig”, som det fremgår af artiklen ”Nato om Ukraine: Værste trussel siden Den Kolde Krig” (se kilder).

Omvendt oplever Rusland sig omringet af NATO, og det er ifølge Dagbladet Arbejderens artikel ’NATO æder sig ind på Rusland’ (se kilder) med nogen ret. I alt har 12 central- og østeuropæiske lande opnået NATO-medlemskab, flere stræber efter det, og alle resterende tidligere sovjetrepublikker har en partnerskabsaftale med NATO. Alene i 2009 gennemførte NATO større øvelser i Norskehavet, i de baltiske lande, i Bulgarien og i Georgien. Desuden har USA lejet sig ind på militærbaser i Kasakhstan og Kirgisien i Centralasien.

Under Anders Fogh Rasmussens tid som NATO-generalsekretær blev det frosne forhold til Rusland forsøgt genstartet. Efter Vladimir Putins annektering af Krim led denne bestræbelse endegyldigt nederlag. Da Anders Fogh Rasmussen i 2014 blev spurgt om, hvad han fortrød mest, svarede han således: ”Ruslands opførsel”.

Med Jens Stoltenberg ved roret har kursen mod Rusland været hårdere. Ved topmødet i Polen i 2016 slog medlemslandene fast, at Ruslands opførsel i Ukraine er uacceptabel og destabiliserende, de kritiserede Rusland for provokerende handlinger – især militærøvelser – tæt på medlemslandenes grænser, og kritiserede Ruslands militære støtte til Syriens Assad-regime, skriver NATO på sin hjemmeside (se kilder).

Hvilken rolle spiller NATO’s generalsekretær?

I NATO træffes alle beslutninger ved konsensus, og det er medlemslandene, ikke generalsekretæren, der udstikker kursen for organisationens arbejde.

Men generalsekretæren er steget i betydning efter Den Kolde Krig i takt med, at truslen mod NATO er blevet mindre tydelig. Da Sovjetunionen stod som den klare fjende, var det op til de militære ledere at træffe de konkrete beslutninger. Men nu er det i højere grad op til generalsekretæren at overbevise medlemslandene og omverden om, at NATO stadig har en rolle at spille i verden.

Anders Fogh Rasmussen var den første generalsekretær i nyere tid med en fortid som statsminister i et af alliancens medlemslande.

Generalsekretæren for NATO har dog især tre overordnede opgaver, forklarer professor Steen Rynning i kronikken i Jyllands-Posten ’Generalsekretær Fogh’ (se kilder):

- Han skal være den diplomatiske mellemmand, der guider medlemslandene mod intern konsensus.

– Han skal være NATO’s frontfigur udadtil.

– Han skal være chef for NATO’s internationale stab på 1.200 medarbejdere.

Den første opgave er den største udfordring. NATO består af stadig flere lande med hver deres interesser, og derfor bliver det sværere at finde konsensus. Generalsekretæren er formand for Det Nordatlantiske Råd, hvor alle udenrigsministre er repræsenteret, og det er her, han skal kæmpe for at finde et kompromis mellem medlemslandenes interesser. Han kan sætte dagsordenen og sammensætte rådets meddelelser udadtil.

Opgaven som NATO’s ansigt udadtil er todelt. Dels skal generalsekretæren forsøge at balancere NATO’s interesser over for lande som Rusland, Ukraine og Georgien. Dels skal han overbevise NATO-landenes egne befolkninger om, at alliancen udfører et godt og relevant arbejde.

Om Anders Fogh Rasmussens tid i NATO er det blevet sagt, at han ”er meget mere general, end han er sekretær”, som det fremgår af artiklen ’Farvel til generalen’ i Information (se kilder). Han er blevet kritiseret for at læne sig for meget i retning af lande med en såkaldt aktiv udenrigspolitik, men omvendt ende i konflikt med lande som Tyskland, der afviste at deltage i operationen i Libyen i 2011. Forventningen blandt iagttagere er, at norske Jens Stoltenberg vil være en større diplomatisk balanceaktør.

Perspektiver for NATO

Afghanistans præsident Hamid Karzai, NATO's daværende generalsekretær Anders Fogh Rasmussen og FN's generalsekretær Ban Ki-Moon holder pressekonference i Lissabon den 20. november 2010.
Afghanistans præsident Hamid Karzai, NATO's daværende generalsekretær Anders Fogh Rasmussen og FN's generalsekretær Ban Ki-Moon holder pressekonference i Lissabon den 20. november 2010.
Foto: Pierre-Philip Marcou / Scanpix

Hvad bliver USA’s rolle i NATO’s fremtid?

Med spørgsmålet følger også en diskussion om, hvad NATO-landene konkret skal investere i af materiel, skriver Politiken i artiklen ’Haves: Aktiv 60-årig. Søges: Klare mål’ (se kilder). Det er dyrt at omstille sig fra et traditionelt forsvar med en fast defineret fjende til et moderne fleksibelt forsvar, der kan flyttes rundt til verdens brændpunkter. USA og andre, der ønsker, at NATO investerer i nyt materiel, der kan anvendes til nye former for missioner, argumenterer for, at en sådan investering ikke står i modsætning til opretholdelse af sikkerhed i de gamle NATO-landes nærområder, idet de moderne styrker også hurtigt kan flyttes til Baltikum eller den polske grænse, hvis der bliver behov for det.

Hvis USA ikke får sin vilje i spørgsmålet om, hvad NATO skal satse på i fremtiden, er der en reel risiko for, at stormagten i stedet engagerer sig alene med de nærmeste venner i de globale brændpunkter, fastslår sikkerhedsforsker Daniel Korski over for Politiken. Den frygt er taget til efter at Donald Trump i 2017 tiltrådte som USA's præsident. Han har gentagne gange sået tvivl om, hvorvidt USA vil opfylde sine forpligtelser under Artikel 5. Ved NATO-topmødet i 2017 slog Donals Trump ifølge en artikel i Politiken (se kilder) fast, at de europæiske medlemslande skal bruge flere penge på forsvar; retningslinjen for medlemslandene er at de skal bruge mindst 2 % af deres BNP på forsvarsudgifter, men det er der kun fem medlemslande, der gør (udover USA (der bruger 3.61% af BNP på forsvar) er det Grækenland (2.38%), Storbritannien (2.21%), Estland (2.16%) og Polen (2%). Mange af de resterende lande ligger langt under de 2%, eksempelvis Danmark, der bruger 1.17% af BNP, skriver Business Insider (se kilder) i en opgørelse over NATO-medlemslandenes forsvarsudgifter.

Hvordan vil forholdet til Rusland og dets nabolande udvikle sig?

NATO’s nye strategiske koncept skal også tage højde for, hvor grænsen går for NATO’s udvidelse, og hvilket forhold man vil have til Rusland fremover. Ruslands nabolande Ukraine og Georgien har allerede fået løfte om fremtidigt medlemskab, men efter krigene i Georgien i 2008, i Ukraine i 2014 og Ruslands militære støtte til Assad-regimet er spørgsmålet, om NATO vil holde det løfte – og dermed risikere at ende i direkte konfrontation med Rusland. Bliver et af de to lande medlemmer, og vil Rusland igen invadere en af landene, så vil musketer-eden i artikel 5 blive aktiveret, og så vil NATO-landene være forpligtet til at gå aktivt ind i konflikten imod Rusland. Spørgsmålet er, om NATO-landene er villige til at løbe risikoen for et sådant scenarie, og det er ikke sikkert, fremgår det af Weekendavisen-artiklen ’NATO: 60-års krisen’ (se kilder).

Forholdet mellem NATO og Rusland er således fortsat præget af interessemodsætninger og ulmende konflikter, og dermed er der stadig spor efter den verdensorden, som var gældende, da NATO blev etableret for over 60 år siden. Efter Rusland i 2016 begyndte at opruste voldosmt militært i Kaliningrad-enklaven mellem Litauen og Polen er flere af de skandinaviske og baltiske medlemslande begyndt at frygte for Ruslands intentioner, og det har fået NATO til at sende kampstyrker og militærudstyr til Baltikum-landene, som skal være der permanent for at afskrække eventuelle planer om en invasion fra Ruslands side, skriver Berlingske i 2016 (se kilder). Finland og Sverige er desuden samtidig begyndt at træne med i øvelser, der er rettet mod et eventuelt angreb fra Rusland.

Hvad bliver NATO’s vigtigste opgaver for fremtiden?

I 2010 fremlagde NATO et nyt strategisk koncept, og spørgsmålet om grænsen for NATO’s ageren deler fortsat alliancen. De medlemslande, der frygter Rusland, kræver, at NATO fokuserer på sikkerhed i Europa frem for på indsatser i fjernere lande som Afghanistan. Med USA i spidsen argumenterer andre medlemslande for, at NATO må udvikle sig til en organisation med global rækkevidde for at modgå de globale trusler som terroristiske bevægelser som Islamisk Stat, cyberkrig, fejlslagne stater og spredning af masseødelæggelsesvåben. Ifølge disse lande skal der med tiden også åbnes for globalt medlemskab for nationer som Australien, Japan, Sydkorea og måske Indien. Det fremgår af Weekendavisens artikel ’NATO: 60-års krisen’ (se kilder).

NATO’s fremtidige opgaver afhænger også af, hvad medlemslandene er villige til at ofre. Et væsentligt stridspunkt er også, at selvom landene ifølge aftalen skal bruge to procent af bruttonationalproduktet på deres forsvar, så er det sjældent tilfældet. De fleste lande, herunder Danmark, bidrager med mindre, mens USA finansierer næsten tre fjerdedele af NATO’s udgifter. Af samme grund problematiseres det jævnligt blandt amerikanere, hvorfor USA skal beskytte Europas territorium, når de europæiske nationer ikke selv vil gribe til lommen.

Afgørende er det, at NATO skal definere sig selv på ny i disse dage ovenpå en række skuffende resultater i især Irak og Libyen. Kritikere påpeger, at den manglende erkendelse af, at disse operationer var fejlslagne, gør, at NATO ikke spiller nogen stor rolle i kampen mod Islamisk Stat, hvor landene individuelt allerede sender jagerfly. Troen på, at NATOs medvirken vil forbedre situationen er simpelthen ikke til stede, som det beskrives i artiklen ’Farvel til generalen’ i Information (se kilder). Men det skyldes nok også, at NATOs operationsfelt på få år er udvidet markant. Her er NATO gået fra at skulle føre krig imod irregulære fjender som i Afghanistan samt bekæmpe somaliske pirater til i dag også at skulle patruljere medlemslandenes territorier som i koldkrigsperioden i lyset af en ny og aggressiv russisk udenrigspolitik. Som Tage Baumann formulerer det i P1 Orientering er NATO er fanget i en spagat: ”Jens Stoltenberg arver det problem, at han skal få alliancen til at magte den her spagat imellem opgaver af Afghanistan-typen, fordi det kunne blive aktuelt i Syrien og Irak (mod Islamisk Stat, red.), og opgaver af den klassiske territorialforsvarstype, fordi det skal være troværdigt, at man vil stille op i Baltikum” (se kilder).

Hvor stor krise befinder NATO sig i?

I 2017, hvor truslen kommer både fra ikke-statslige aktører som Islamisk Stat og fra traditionelle stormagter som Rusland, er de spørgsmål mere relevante end længe. Samtidig er der med Donald Trumps ytringer mindre amerikansk opbakning til forsvarsalliancen end nogensinde før, og det har fået europæiske statsledere til at tvivle på, om NATO er den bedste måde at sikre Europas sikkerhed på; den tyske kansler Merkel lægger op til et EU-sikkeerhedsarbejde, mens Frankrig med Emmanuel Macron som præsident vil kæmpe for mere europæisk integration og måske endda et fælleseuropæisk forsvar, en drøm Frankrig længe har haft. Efter G7-topmødet i maj 2017 sagde Tysklands leder Angela Merkel, at ”europæerne må tage skæbnen i egne hænder”, og at ”dagene, hvor Europa kunne stole fuldt ud på andre er, til dels, ovre”. De ytringer blev ifølge en artikel i Information (se kilder) betragtet som et geopolitisk nybrud, der sætter spørgsmålstegn ved bindingen mellem USA og Europa. Den binding finder i særlig grad sted i NATO. Det er udtryk for den største krise i NATO nogensinde, siger den tidligere professor Uffe Østergaard til Information (se kilder): »Skal man være helt nøgtern, så er NATO-samarbejdet allerede faldet fra hinanden, fordi det først og fremmest bygger på en ubetinget tillid til artikel fem, populært kaldet musketereden, og den har Trump ikke bakket op om.”

Baggrundskilder

Undervisningsmateriale på nettet

På siden kan man finde en opdateret samling af artikler og nyhedsindslag om NATO.

Officielle institutioner

Danmarks repræsentation i NATO
Den mest omfattende hjemmeside om NATO på dansk. Her findes forklaringer på de fleste aspekter af alliancens arbejde med links videre til oversatte versioner af de relevante traktater m.v. (nogle endda på dansk).
Her findes et helt afsnit om NATO og Danmarks sikkerhedspolitik inden for organisationens rammer (afsnittet findes under menupunktet Udenrigspolitik og dernæst Fred, Sikkerhed og International Retsorden). Siden kan dog have forældede oplysninger.
Her finder man udover nyheder og officielle dokumenter også en overskuelig gennemgang af organisationens formål og principper. På en særlig underside for alliancens 60-års jubilæum finder man en udførlig historisk gennemgang og tidslinje
NATO har fået sin egen internet-kanal, hvor man kan se korte informationsvideoer om det internationale engagement.

Organisationer

Dansk NATO-støttet NGO, der siden 1950 har informeret den danske befolkning om dansk udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitik. Dens primære mål er at udbrede kendskabet til sikkerhedspolitik og dens betydning for den brede befolkning. Her findes bøger, foldere, undervisningsmateriale og oplysninger om kommende informationsarrangementer, som organisationen afholder. Organisationen er primært pro-NATO, da den er skabt for at støtte samme.
Uafhængig amerikansk tænketank, der blandt andet udgiver det anerkendte tidsskrift Foreign Affairs. På hjemmesiden finder man adskillige aktuelle og kritiske analyser, hvis man søger på NATO.
Niklas S. Hessel: Dørene lukkes. Weekendavisen, 2014-04-25.

Radioindslag

DR-radioprogrammerne Horisont og Orientering på DR’s P1 beskæftiger sig jævnligt med NATO og de internationale missioner, NATO er involveret i. Hør bl.a. Horisont fra 2. september 2014 om ’Nyt liv til NATO’ og Orientering fra 8. september 2014 om ’Usikker

Opslagsværker

Den Store Danske Gyldendals åbne encyklopædi har et relativt fyldigt afsnit om NATO, der både opridser historien, opbygningen og udviklingen frem til 2004.

Kilder citeret i artiklen

Rapporter

Jens Ringsmose og Sten Rynning:
NATO’s næste strategiske koncept: Globalt engagement eller Artikel 5? DIIS Brief, marts 2009.
Kristian Søby Kristensen:
NATO’s nye strategiske koncept –- Hvad skal Danmark ønske sig? Dansk Institut for Militære Studier, september 2009.
Dansk Institut for Internationale Studier:
Danmark under den kolde krig. Bind 3 1979-1991. DIIS 2005.
Hans M. Kristensen:
U.S. Nuclear Weapons in Europe. Natural Resources Defense Council, 2005.

Avisartikler

Rasmus Raun Westh:
Farvel til generalen. Information, 2014-09-30.
Ritzau:
Nato om Ukraine: Værste trussel siden Den Kolde Krig. Ritzau, 2014-03-06.
Ritzau:
Fogh: NATO vil aldrig angribe Rusland. Ritzaus Bureau, 2009-12-17.
Sten Rynning:
Kronik: Generalsekretær Fogh. Morgenavisen Jyllands-Posten, 2009-04-06.
Charlotte Aagaard:
NATO's fremtid: Skal Fogh lede en succes på lerfødder? Dagbladet Information, 2009-04-03.
Arbejderen:
NATO æder sig ind på Rusland. Dagbladet Arbejderen, 2009-03-31.
Jacob Svendsen:
Haves: Aktiv 60-årig. Søges: Klare mål. Dagbladet Politiken, 2009-03-29.

Øvrige skribenter

Journalist Lasse Wamsler, 2014.