Nobelkomiteerne og Nobelakademierne

Hvem består akademiet og komiteen af?

I Nobels testamente stod der, at tre af de mere velrenommerede universiteter i Sverige skal nedsætte en komité for hver af de kategorier, der skal uddeles priser inden for, og hver komité skal så afgøre, hvem der skal have tildelt prisen.

· Det Kongelige Videnskabs Akademi afgør - via tre komitéer - hvem der skal have priserne inden for kemi, fysik og økonomi

· Karolinska Instituttet afgør, hvem der skal have prisen inden for fysiologi/medicin

· Det Svenske Akademi afgør, hvem der skal have prisen for litteratur.

Det er ikke det samme antal medlemmer, der er tilknyttet de forskellige akademier, men fælles for dem er det dog, at de alle har opnået stor anerkendelse og meget overbevisende resultater inden for deres individuelle forskningsområder. Eksempelvis består Nobelakademiet ved Det Kongelige Videnskabs Akademi af 350 svenske og 164 udenlandske medlemmer. Det er selve akademierne ved de forskellige undervisningsinstitutioner, der står for udvælgelsen af komiteerne inden for hvert fagområde. Det er dernæst de enkelte komitéers opgave at afgøre, hvem der skal tildeles Nobelpriserne.

De tre komiteer, som er udpeget af akademiernes medlemmer, arbejder efter følgende regler:

Komiteerne består af 3-5 personer samt en sekretær, men de har mulighed for at hente ekstern vejledning, hvis de ikke mener, de er tilstrækkeligt rustede til at forholde sig til en given problematik. Udover de 3-5 personer, der sidder i den aktive komité, udpeges fra akademiet yderligere 10 supplerende medlemmer, der kun sidder i komiteen fra marts til april, hvorimod de faste medlemmer af komiteerne bliver valgt for en treårig periode.

Hvordan foregår nomineringerne til Nobelprisen?

De såkaldte Nobelkomiteer, hvis medlemmer er udpeget af et stort antal forskere ved velrenommerede svenske universiteter, står både for udvælgelsen af nominerede og for at afgøre, hvem af de nominerede der bliver de endelige vindere af Nobelpriserne. Personer uden for komiteerne har dog også indflydelse på nomineringerne, idet komiteerne hvert år inviterer institutioner, universiteter og enkeltpersoner til at give deres bud på potentielle kandidater. Blandt de adspurgte hører eksempelvis universitetsprofessorer, højtrangerende videnskabsmænd og tidligere Nobelprismodtagere. Nobelkomiteerne bestræber sig på at favne bredt, så det bliver en broget blanding af nationaliteter og universiteter, der får mulighed for at give deres mening til kende.

Inden for alle kategorierne gør det sig gældende, at ingen må nominere sig selv. Når de nominerede kandidater skal udvælges, foregår det hvert år efter samme procedure, der “groft” kan opdeles i tre faser:

1. Forslagene indsendes til akademiet. Indsendte forslag skal altid være akademiet i hænde inden 1. februar det pågældende år.

2. Akademiet gennemgår de indsendte forslag, hvorefter det i april løfter sløret for en liste bestående af 15-20 potentielle kandidater.

3. Listen reduceres til fem navne. Valget træffes endeligt i oktober, hvor kandidaterne også bliver offentliggjort.

Kan komiteen altid enes om, hvem der skal have prisen?

Medlemmerne i de aktive Nobelkomitéer er principielt valgt til stillingen for livstid. Dog er det hændt, at medlemmer af Nobelkomiteerne har trukket sig tilbage, fordi der er blevet truffet beslutninger, som de ikke har kunnet stå inde for. Den seneste konflikt, som kom til offentlighedens kendskab, opstod i 2004, da det blev besluttet at tildele den østrigske forfatter Elfriede Jelinek litteraturprisen. Det fik ifølge artiklen “Bomben fra stor nr. 7” i Politiken (se kilder) litteraturprofessoren Knut Ahnlund fra det Svenske Akademi til at forlade sin post i protest, fordi han ikke mente, at Jelineks forfatterskab gjorde hende kvalificeret til at modtage prisen. En anden konflikt opstod ifølge artiklen “Nobel-forløsning” i Dagbladet Information (se kilder) i 1996, hvor to medlemmer forlod komitéen i protest mod beslutningen om at tildele forfatteren Salman Rushdie prisen. Informations leder påpeger dog, at de to typer konflikter er af vidt forskellig karakter. Hvor den første konflikt om Jelinek opstod på baggrund af forskellig litterær smag, var Rushdie-konflikten et spørgsmål om, at de implicerede ikke ville tage offentlig politisk stilling til den omdiskuterede forfatter.