Nobelprisens kategorier

Hvilke kategorier uddeles Nobelprisen i?

Nobelprisen uddeles i følgende seks kategorier:

· Kemi

· Fysik

· Medicin/fysiologi

· Litteratur

· Fred

· Økonomi

Hvordan adskiller fredsprisen sig fra de øvrige priser?

Nobels fredspris adskiller sig fra de øvrige ved, at den bliver uddelt i Norge og ikke i Sverige. Fredsprisen overrækkes i Norge, samme dag som de øvrige Nobelpriser uddeles i Stockholm. Prisen overrækkes af en komité bestående af fem personer, som alle er udpeget af det norske folketing, Stortinget, men ikke må være medlemmer heraf. Der er ingen krav om, at komité-medlemmerne skal være norske statsborgere, men det har dog indtil videre været tilfældet for alle komité-medlemmer.

Hvilke berømtheder har modtaget fredsprisen?

Blandt de mest kendte vindere af fredsprisen kan nævnes Den Internationale Røde Kors Komité, der har vundet prisen tre gange, Barack H. Obama (f. 1961), Nelson Mandela (f. 1918), Henry Kissinger (f. 1923) og Martin Luther King Jr. (1929-1968). At Mahatma Gandhi (1869-1948) trods sine fem nomineringer aldrig vandt Nobels fredspris har efter Nobelfondens eget udsagn vakt stor offentlig forundring.

Hvordan adskiller økonomiprisen sig fra de øvrige priser?

Økonomiprisen adskiller sig fra de øvrige priser, da den ikke var en del af Nobels testamente. Prisen for økonomi blev først stiftet i 1968 i anledning af den Svenske Riksbanks 300 års jubilæum, hvor banken donerede et anseligt beløb til Nobelfonden. Dette beløb skulle finansiere en Nobelpris i økonomi. Prisen er blevet uddelt siden 1969 efter de samme principper som de øvrige Nobelpriser. Nobelfonden har siden vedtaget, at der ikke kan tilføjes flere nye kategorier.

Hvilke berømtheder har modtaget økonomiprisen?

Et eksempel på en berømt prismodtager i denne kategori er matematikeren John Nash (f. 1928), der modtog Nobelprisen i 1994. Da han modtog prisen, var han et kendt navn i videnskabelige kredse, men først, da hans livshistorie blev filmatiseret i “Et smukt sind” med Hollywood-stjernen Russel Crowe i hovedrollen som Nash, blev han verdensberømt i bredere kredse. Filmen modtog fire Oscars i 2002.