Hvilken rolle har USA spillet i narkokrigen?
I årene frem til 1970 oplevede USA en markant stigning i forbruget af narkotiske stoffer fra Syd- og Mellemamerika – ikke mindst som følge af, at tusindvis af amerikanske soldater vendte hjem fra Vietnamkrigen afhængige af marihuana og heroin. En rapport fra The Ford Foundation anslog senere, at det drejede sig om mindst 40.000 hjemvendte soldater (se kilder).
Det stigende stofmisbrug fik i 1971 USA’s daværende præsident Richard Nixon til at udråbe stofmisbrug som ”public enemy number one” (samfundets værste fjende). Indledningsvis postede Nixon-regeringen især penge i behandlingen af misbrugere, men efter oprettelsen af Drug Enforcement Administration (DEA) i 1973 blev håndteringen af problematikken stadig mere fokuseret på styrkede politiindsatser og bekæmpelse af narkobagmænd i både ind- og udland. Det er disse initiativer, som senere har fået tilnavnet ”the War on Drugs” – et udtryk, der stadig bruges til at betegne de amerikanske myndigheders årelange kamp mod narko.
Hvordan har myndigheder i USA og Syd- og Mellemamerika forsøgt at bekæmpe narkokartellerne?
Under præsident Ronald Reagan underskrev USA i 1981 en udleveringstraktat med Colombia, som betød, at narkobagmændene kunne udleveres til USA, hvis de blev fanget. I takt med den øgede narkosmugling i de følgende årtier intensiverede amerikanerne deres indsats for at få has på de colombianske narkokarteller. I 1990 fremsatte præsident George H.W. Bush et forslag om at øge militærbudgettet i krigen mod narko med 50%, og tre år senere medvirkede USA til, at det lykkedes colombiansk politi at finde og dræbe en af de mest eftersøgte narkobagmænd, Pablo Escobar, fra det berygtede Medellín-kartel. Selvom flere af narkokartellerne blev sat tilbage op gennem 1990’erne, fik guerillabevægelser som FARC (Fuerzas Armadas Revolucionarias de Colombia, på dansk Colombias revolutionære væbnede styrker) i stedet øget greb om narkosmuglingen. Af den grund lancerede præsident Bill Clinton sammen med Colombias præsident Andrés Pastrana i 1998-99 den såkaldte ”Plan Colombia” – en militær og økonomisk hjælpepakke, hvormed USA kunne bistå Colombia i kampen mod de narkorelaterede oprørsgrupper i landet (se kilder).
Efter årtusindskiftet har USA foruden indsatsen i Colombia været involveret i narkokrigen i blandt andet Venezuela og Mexico. I 2005 blev det amerikanske narkobekæmpelsesinstitut Drug Enforcement Administration (DEA) anklaget for spionage mod narkokarteller i Venezuela uden samtykke fra landets præsident Hugo Chávez, og amerikanerne måtte trække sig ud. Herefter steg narkosmuglingen voldsomt i landet, som det fremgår af New York Times-artiklen ”Cocaine’s flow is unchecked in Venezuela” (se kilder).
På trods af at Mexico ikke er et kokainproducerende land, anslår FN’s ”World Drug Report 2015”, at 90 % af kokainsmuglingen til USA gik gennem Mexico i 2007. Det var en fordobling af andelen i forhold til 1990 (se kilder). For at bekæmpe de stadigt mere magtfulde mexicanske narkokarteller indledte USA i 2007-08 et sikkerhedssamarbejde med Mexico under navnet ”Mérida Initiative”, også kaldet ”Plan Mexico”. Planen skulle medvirke til at forhindre narko- og våbensmugling over grænsen (se kilder).
Hvor mange mennesker er blevet dræbt i forbindelse med narkokrigen?
Syd- og Mellemamerika er verdens mest voldelige region målt per indbygger. Ifølge bl.a. FN’s ”World Drug Report 2015” (se kilder) og tænketanken Igarapés officielle dataopgørelse ”Homicide Monitor” (se kilder) huser regionen knap en tiendedel af hele klodens befolkning, men står for en tredjedel af alle verdens drab. Ifølge World Economic Forum-artiklen ”The war on drugs has failed” menes mindst halvdelen af drabene at være narkorelaterede (se kilder). En rapport fra de colombianske myndigheder skønner ifølge artiklen ”The Colombian Conflict” i The Guardian (se kilder), at narkokrigen internt i Colombia har kostet mindst 220.000 mennesker livet fra 1958 til 2013. 80 % af dem er civile ofre, altså ofre, som ikke er medlemmer af narkokarteller eller tilhører militær eller politi.
I Mexico, hvor narkokrigen er eskaleret voldsomt siden midten af 00’erne, blev mindst 164.000 mennesker dræbt i perioden 2007-2014 ifølge data fra de mexicanske myndigheder, som er beskrevet i artiklen ”The staggering death toll of Mexico’s drug war” (se kilder). Det er imidlertid ikke angivet, hvor stor en andel af disse dødsfald, der er direkte relateret til narkokrigen.
Hvilke socioøkonomiske konsekvenser har narkokrigen haft?
Den høje kriminalitet forbundet med narkokrigen har foruden de tusindvis af dødsofre også haft socioøkonomiske konsekvenser for de implicerede lande. Ifølge bogen ”Can Latin America Compete?” fra 2008 (se kilder) har The Inter-American Development Bank (Den Interamerikanske Udviklingsbank) anslået, at BNP per indbygger ville være 25 % højere i de syd- og mellemamerikanske lande, hvis regionens kriminalitet lå på niveau med verdensgennemsnittet, og da en stor del af kriminaliteten er forbundet til narkoproduktion og -handel, tydeliggør det, at narkokrigen har en meget negativ indflydelse på økonomi og levestandard. Desuden har Verdensbanken i rapporten ”Crime & Inequality” (se kilder) konstateret en klar sammenhæng mellem kriminalitet og økonomisk ulighed, hvilket ligeledes har påvirket regionens indbyggere i forhold til uddannelse og jobmuligheder. Endelig har menneskerettighedsorganisationen Amnesty International i rapporten ”Defending Human Rights in the Americas” (se kilder) betegnet regionen som den farligste i verden at arbejde i som journalist.
Hvordan har narkokrigen ellers påvirket de implicerede lande?
Også på politisk niveau har narkokrigen sat sine tydelige spor. I 2014 lå to tredjedele af regionens lande i den øverste del af anti-korruptionsorganisationen Transparency International’s opgørelse over klodens mest korrupte lande (se kilder). Tilliden til de politiske institutioner og opbakningen til demokrati har længe været lavere i disse lande end de fleste andre steder i verden. Det kan bl.a. skyldes, at mange af de demokratisk valgte politikere har været korrupte og ikke har formået at bekæmpe narkokriminalitet. En undersøgelse fra analyseinstituttet Latinobarómetro viste i 2013, at i gennemsnit støttede kun 56 % af indbyggerne i regionen demokrati som styreform; i Mexico gjaldt det blot 37 % (se kilder).
De kriminelle og politiske konflikter som følge af narkokrigen har desuden sendt mange folk på flugt. I 2010 beskrev tidsskiftet D+C Development & Cooperation i artiklen ”Refugees in Ecuador” (se kilder), hvordan mindst 300.000 mennesker de foregående 10 år var flygtet til Ecuador fra nabolandet Colombia for at slippe væk fra den hærgende narkokriminalitet. I alt menes 5,7 millioner colombianere ifølge FN’s Flygtningeagentur at være blevet fordrevet fra deres oprindelsessted siden 1960’erne, hvilket dog også skyldes andre grunde end narkokrigen, bl.a. racekonflikter og kønsrelateret vold og trusler (se kilder).