Hvad forestiller tegningerne?
De 12 satiriske tegninger forestiller Muhammed, som ifølge islam er den sidste og væsentligste i en lang række af profeter. Ifølge islam var Muhammed udvalgt af Gud til at give det sidste budskab til menneskeheden. Muslimer tror på, at det budskab, Muhammed modtog fra Allah i form af åbenbaringer, er identisk med teksten i Koranen, som er muslimernes hellige bog.
Hver af de 12 tegninger giver et bud på et billede af Muhammed. Den mest omdiskuterede er en tegning, der forestiller en mand med skæg, vilde øjne og turban med en bombe i oven på hovedet. En anden af tegningerne forestiller en fræk skoledreng fra Valby, der hedder Muhammed. Han står foran en tavle, hvor der på farsi står “Jyllands-Postens redaktion er en flok reaktionære provokatører”.
Hvor blev tegningerne trykt?
Tegningerne blev første gang trykt den 30. september 2005 i Jyllands-Posten, og de var ledsaget af en artikel med titlen “Ytringsfrihed: Muhammeds ansigt” (se kilder). Siden er tegningerne blevet helt og delvist genoptrykt i andre medier samt i en bog af Jyllands-Postens tidligere kulturredaktør Flemming Rose.
Et par eksempler på andre aviser, der har offentliggjort tegningerne, er:
· I januar 2006 offentliggjorde den norske kristne avis Magazinet tegningerne, mens en anden norsk avis, Dagbladet, lagde tegningerne ud på sin hjemmeside.
· Den 1. februar 2006 trykte flere aviser over hele Europa karikaturtegningerne med henvisning til, at de ønskede at støtte ytringsfriheden. Det gjaldt blandt andet aviser i Frankrig, Tyskland, Italien, Holland, Spanien og Island. Ejeren af den franske avis France Soir fyrede dog dagen efter avisens chefredaktør, fordi han havde valgt at trykke Muhammed-tegningerne.
· Den 2. februar 2006 trykte den jordanske avis al-Shihan tegningerne.
· Den 28. maj 2006 bragte Politiken de 12 Muhammed-tegninger i sammenhæng med et essay om tegningerne.
· I slutningen af februar 2006 havde i alt 143 aviser i 56 lande trykt enten alle eller nogle af tegningerne. Det fremgår af en undersøgelse foretaget af onlinemagasinet eJour, der udgives af Danmarks Journalisthøjskole.
· Den 30. september 2010 – fem år efter Muhammed-tegningerne blev bragt første gang – udgav Flemming Rose bogen “Tavshedens tyranni”, hvor han dels genoptrykte tegningerne og dels redegjorde for sit liv med karikatur-krisen.
· I de følgende år blev Charlie Hebdo, et satirisk ugeblad i Frankrig, en central aktør i debatten om Jyllands-Postens Muhammed-tegninger. Allerede i 2006 havde ugebladet trykt tegningerne. Der kom mange trusler fra militante islamister mod Charlie Hebdo, som fortsatte med at trykke satiriske tegninger af profeten Muhammed i de følgende år. Den 7. januar 2015 blev bladets redaktionskontor angrebet af to islamister, der dræbte 12 personer.
· I 2015 og 2016 blev Frankrig og andre europæiske lande ramt af en række voldsomme terrorangreb, som ifølge flere sikkerhedseksperter var hævnaktioner for blandt andet Muhammed-tegningerne.
· I 2020 viste den franske skolelærer Samuel Paty nogle af Charlie Hebdos Muhammed-tegninger til sin klasse. Men nyheden om det spredte sig i ekstremistiske kredse, og 12 dage senere blev Samuel Paty slået ihjel på vej hjem fra arbejde. Politiet kom til stedet og skød gerningsmanden. Drabet førte til en politisk krise mellem Frankrig og Tyrkiet samt med flere andre muslimske lande.
Hvem har lavet tegningerne?
Tegningerne blev lavet af 12 forskellige tegnere, blandt andet Kurt Westergaard, Claus Seidel og Peder Bundgaard. Som udgangspunkt havde Jyllands-Posten kontaktet i alt 40 tegnere og spurgt dem, om de ville tegne Muhammed. 12 af dem svarede ja. Tre af dem var ansat på Jyllands-Posten, ni var freelancere. Alle var medlemmer af Danske Bladtegneres forening, og flere af dem havde tegnet satiretegninger i aviser og andre medier igennem årtier.
Hvem besluttede at trykke tegningerne?
I artiklen i Jyllands-Posten, “Redaktøren og de 12 tegninger” (se kilder), beskriver daværende ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten, Carsten Juste, forløbet frem til offentliggørelsen af tegningerne således:
“Ideen kom fra en såkaldt menig journalist. Den blev bragt videre, og diskuteret af relevante redaktionschefer, som syntes, det var en god ide, og så satte man sig for at gøre det. Journalistens ide var at undersøge, om der findes selvcensur i Danmark. Baggrunden var Kaare Bluitgens børnebog om Muhammed, hvor ingen tegner turde lægge navn til illustrationerne, samt andre, tilsvarende eksempler på det, man kunne kalde selvcensur. Ideen var at skrive rundt til 40 tegnere og spørge, om de ville tegne Muhammed til offentliggørelse i Jyllands-Posten. Tre af de 12, der sagde ja, var vores egne, som måske følte sig forpligtet. Så reelt stod vi med ni, hvoraf et par stykker slet ikke havde tegnet Muhammed. En del af tegnerne havde ikke svaret, så vi kendte ikke deres begrundelse for ikke at medvirke. På det tidspunkt var jeg meget i tvivl om, hvorvidt vi skulle køre videre. Fordi der ikke var noget klart svar på det oprindelige spørgsmål: Underlægger tegnerne sig selvcensur eller ej? Men så gik vores journalister ud i marken, fik nogle flere svar, og det endte med, at vi besluttede, at så bringer vi de tegninger.”
Hvad var formålet med at bringe tegningerne?
Ifølge Carsten Juste, der i perioden 2003-2008 var ansvarshavende chefredaktør på Jyllands-Posten, var formålet med at trykke tegningerne at undersøge, hvorvidt tegnere i Danmark udøver selvcensur, fordi de er bange for at tegne ting, som kan provokere bestemte grupper. Det forklarer han i artiklen “Redaktøren og de 12 tegninger” (se kilder). I samme artikel afviser Carsten Juste, at formålet med tegningerne var at provokere muslimer: “Hvis der var tale om en provokation, hvad jeg ikke mener, var den jo vendt mod tegnerne og andre, der ikke tør bruge deres ytringsfrihed af frygt for repressalier fra yderligtgående muslimer. Det var formålet: At afdække, om der findes selvcensur i Danmark, i større udstrækning end det, vi allerede havde set. Det tillader jeg mig at kalde et journalistisk projekt. Et fuldstændigt renfærdigt og sømmeligt journalistisk projekt. Vi ville undersøge, om danske bladtegnere tør tegne Muhammed, eller om de ikke tør.”
Carsten Juste indrømmer dog, at han inden offentliggørelsen af tegningerne var blevet advaret om, at tegningerne kunne vække stærke følelser blandt muslimer: “Der var jo journalister her i huset, blandt andet dem, som har beskæftiget sig meget med muslimer, indvandring og integration, som advarede os meget imod at gøre det. Så der var en debat om det. Jeg fandt tegningerne harmløse – i fuldstændig forlængelse af dansk tradition for at tegne en karikatur. Jeg følte ikke, at nogen af dem i en dansk opfattelse kunne krænke nogen. Hvis der havde været en tegning af grovere karakter – hvis en tegner for eksempel havde ladet Muhammed tisse på Koranen eller sådan noget – så var den jo blevet standset. Præcis som jeg har standset så mange andre tegninger, der kunne opfattes som krænkende af måske meget kristne mennesker, eller andre, fordi de var for platte, for plumpe. Det fandt jeg ikke, at disse var, og derfor kørte vi.”
Hvorfor sagde tegnerne ja til opgaven?
De 12 tegnere sagde ifølge de interview, de siden har givet i medierne, ja af forskellige årsager. Nogle syntes, at ideen var sjov og anderledes; andre at det var vigtigt at støtte kampen for ytringsfriheden, mens andre igen så det som en anledning til at lave en tegning, der var kritisk over for Jyllands-Posten. En af tegnerne, Lars Refn, forklarer i artiklen “Da Jyllands-Posten skulle vise muskler” i Kristeligt Dagblad (se kilder), at han ikke brød sig om ideen, men gerne ville provokere Jyllands-Posten. Derfor tegnede han ikke en tegning af profeten Muhammed, men af en skoledreng med samme navn. Drengen står foran en tavle, hvor der på farsi med arabiske bogstaver står skrevet: “Jyllands-Postens redaktion er en flok reaktionære provokatører”.