George W. Bushs planer om et missilskjold

Hvorfor genoptog George W. Bush planerne om et missilskjold?

Bush-regeringens erklærede formål med missilskjoldet var at forhindre, at USA, og senere også USA’s allierede, blev ramt af en atomraket, enten affyret af en af de såkaldte ’slyngelstater’, Irak, Iran og Nordkorea, eller affyret ved et uheld af f.eks. Rusland eller Kina. Ifølge USA’s regering ville alene truslen om, at en ’slyngelstat’ kunne jævne en amerikansk eller europæisk storby med jorden ved hjælp af en enkelt atomraket være nok til, at USA og Europa ville stå magtesløse over for en ’slyngelstat’. Som eksempel blev der i debatten ofte henvist til, at hvis Irak havde haft atomraketter i 1991, ville resten af verden ikke have kunnet stoppet invasionen af Kuwait, fordi truslen om et atomangreb ville have gjort USA og dets allierede handlingslammede. Nogle analytikere mener imidlertid ikke, at Bush-regeringens planer om at missilskjold kan reduceres til et spørgsmål om at sikre sig mod angreb og trusler fra ’slyngelstater’. Disse analytikere peger på, at raketskjoldet efter deres mening snarere var beregnet på at sikre USA overtaget i en eventuel konfrontation med den kommende supermagt Kina. I 2007 indgik USA aftaler med Polen og Tjekkiet om at opstille en varslingsradar og 10 forsvarsmissiler for også at dække Europa ind under missilskjoldet. De østeuropæiske komponenter skulle have været opstillet fra 2009 og senest taget i brug i 2013.

Hvordan blev Danmark involveret?

Med de nye ambitiøse planer for missilskjoldet, som blev lanceret under George W. Bush, blev radaranlægget på Thule-basen i det nordvestlige Grønland et afgørende led i USA’s militære strategier. Radaren kan nemlig give tidligt varsel om raketter på vej over Nordpolen mod USA. Weekendavisen har i artiklen ”Kolossen ved Nordstjernebugten” (se kilder) besøgt radaren i Thule og forsøgt at forklare, hvorfor USA interesserer sig så meget for det øde sted. De første militære installationer i Thule blev allerede etableret under Anden Verdenskrig, da amerikanerne befæstede sig i Grønland i 1941. Allerede i 1951 gav Danmark USA frie hænder til at benytte Grønland militært, og den nuværende base blev bygget på få uger samme sommer. Thule ligger i en bugt midt mellem New York og Moskva, og basens store siloer rummede brændstof nok til, at bombemaskiner på vej fra USA kunne nå helt til Rusland og angribe hovedfjenden under Den Kolde Krig. Fra 1961 blev Thule-basen en del af det amerikanske radarsystem til brug for Nike-Zeus-programmet, der skulle skyde russiske raketter ned med atommissiler. Det blev dog droppet i 1961, samme år som Thule-radaren blev opført. I 2007 gik amerikanske ingeniører i gang med at opgradere radaren, og i 2009 var den klar til brug for det moderne missilskjold.

Hvordan var reaktionen på Thule-basens rolle i Grønland og Danmark?

Der udviklede sig en stærk modstand mod inddragelsen af Thule-basen både i Danmark og Grønland. I 1953 havde Danmark tvangsflyttet et lille inuit-samfund for at give plads til en udvidelse af Thule-basen, og ifølge rapporten ”Greenland, Denmark and the debate of missile defence” (se kilder) blussede den gamle strid om tvangsforflytningen af det lille samfund op igen i diskussionen om, hvorvidt Grønland, når det blev en del af missilskjoldet, ville have øget risiko for at blive bombemål. Den danske regering forsikrede i 2003 i en redegørelse, som findes på Udenrigsministeriets hjemmeside (se kilder), at det næppe ville blive tilfældet, og i 2004 accepterede Folketinget det amerikanske ønske om at tage radaren i brug. Men ifølge artiklen i Information ”Propaganda for missilforsvar er undergravet af fakta” (se kilder) modsagde det amerikanske missilforsvarsagentur senere de danske forsikringer. En af de vigtigste begrundelser for missilskjoldsbaserne i Polen og Tjekkiet var netop at forsvare Grønland mod den øgede risiko for angreb, forklarede agenturet.

Hvilke modargumenter blev missilskjoldet mødt med?

Debatten i Danmark var derudover præget af de samme emner, som gik igen i USA og Europa. Kritikerne argumenterede, at faren for et angreb med masseødelæggelsesvåben fra en ’slyngelstat’ dels var overdrevet, dels bedre kunne besvares med andre midler end et missilskjold, for eksempel med tilbud om politisk og økonomisk samarbejde til øget overvågning, bedre kontrol med leverancer af våbenteknologi og know-how eller præventive militære angreb på ’slyngelstatens’ militære produktionsanlæg. Samtidig var bekymringen, at raketskjoldet ville bryde internationale våbenkontrolaftaler og starte en oprustningsspiral i både Rusland, Kina og Den Tredje Verden.

(Læs mere under afsnittet ”Hvad er risikoen for et nyt våbenkapløb?”)

Hvordan reagerede Rusland og Kina på missilskjoldsplanerne?

Rusland opfattede netop missilskjoldet som en direkte sikkerhedstrussel rettet mod dem, som beskrevet i artiklen ”Rusland raser over raketskjoldet” i Information (se kilder). Som modsvar varslede regeringen i Moskva, at den ville opstille strategiske atomraketter i Kaliningrad og kampfly i Hviderusland, som kunne ramme mål i det meste af Europa. Ifølge artiklen ”Missilskjold i Europa kan vendes mod Rusland” i Information (se kilder) afviste Washington kritikken med henvisning til, at de 10 missiler i Polen ikke kunne udgøre nogen trussel mod Ruslands vældige arsenal af interkontinentale atomraketter. Desuden var hele skjoldet udelukkende rettet mod den mulige trussel fra Iran. Men en række amerikanske forskere har påvist, at placeringen af baserne i Polen og Tjekkiet ikke var optimal til at forsvare Europa mod iranske raketter, og at baserne hurtigt kunne udbygges med flere missiler og en mere effektiv radar rettet mod Rusland.

På samme måde kunne missilskjoldet hurtigt udbygges til at opfange Kinas relativt få langdistanceraketter og dermed reducere Kinas rolle som atommagt. Udsigten til, at Taiwan kunne dækkes ind under et amerikansk raketskjold og dermed gøres usårlig over for en kinesisk atomvåbentrussel, bidrog også til den kinesiske modstand.

Hvilken teknisk kritik blev missilskjoldsplanerne mødt med?

Det landbaserede missilskjold, som Bush-regeringen planlagde, blev beskyldt af uafhængige forskere for ikke at være tilstrækkeligt gennemtestet, for at være magtesløst over for simple vildledningsforanstaltninger som balloner og for ikke at kunne beskytte hele Europa mod iranske raketter. Som beskrevet i analysen ”What Should Obama Do about Missile Defense?” på www.armscontrol.org (se kilder) havde de landbaserede anti-ballistiske missiler fra 1999 til 2008 kun gennemført 12 testnedskydninger, hvoraf de fem var slået fejl. Samtidig var ingen af prøveskydningerne gennemført under realistiske forhold, og missilerne var ikke engang blevet udsat for vildledningsmanøvrer, som et angribende missil kunne benytte sig af. Ifølge kommentaren ”Technical flaws in the Obama missile defense plan” i Bulletin of the Atomic Scientists (se kilder) var forsvarsmissilerne designet til at ramme de angribende missiler uden for jordens atmosfære, og det giver netop optimale forhold for vildledningsmanøvrer og andre modforanstaltninger.

De modificerede missiler, som Polen skulle have været vært for, var slet ikke blevet testet. Ifølge artiklen ”Mere fornuft i galskaben” i Information (se kilder) ville den planlagte radar i Tjekkiet ikke effektivt kunne afdække angribende iranske raketter på vej mod Europa. Missilskjoldet ville være mest effektivt mod interkontinentale raketter på vej mod USA, mens det sydøstlige hjørne af Europa ville stå helt uden beskyttelse.

Af alle disse årsager skrev en gruppe forskere fra Union of Concerned Scientists et brev (se kilder) til den nytiltrådte præsident Barack Obama, hvor de advarede om, at missilskjoldet i sidste ende kun havde lille eller ingen forsvarsevne mod et realistisk missilangreb. I marts 2009 fastslog en parlamentarisk undersøgelse fra Government Accountability Office (se kilder), at det var Bush-regeringens iver efter hurtigt at udvikle et missilskjold, der medførte, at dele af missilforsvaret blev produceret og opstillet, før det var blevet afprøvet.