Hvem fik idéen til menneskerettighederne?
Man kan ikke pege på én bestemt person, der fik idéen til de menneskerettigheder, der i dag findes nedskrevet i ”Verdenserklæringen om Menneskerettigheder”. Idéen om, at alle mennesker har visse rettigheder, alene fordi de er mennesker, kan spores langt tilbage i tiden. Under forskellige former har den idé været til stede i mange civilisationer og kulturer, og den indgår også i lidt forskellig form i verdens store religioner. Tilbage i tiden var idéen om rettigheder dog typisk formuleret anderledes end i dag, og den var ofte knyttet sammen med idéen om pligter. Desuden var rettigheder ikke altid knyttet til individer alene, men også i høj grad til grupper. En beskrivelse af det historiske grundlag for de moderne menneskerettigheder findes i bogen ”Folkeret og menneskerettigheder” og på www.menneskeret.dk, som er Institut for Menneskerettigheders hjemmeside (se kilder).
Hvor langt tilbage kan menneskerettighedernes oprindelse findes?
Begrebet menneskerettigheder, som det anvendes i dag, vandt først indpas i hverdagssproget efter Anden Verdenskrig og især efter vedtagelsen af FN’s menneskerettighedserklæring i 1948. Men idéerne bag menneskerettighedserklæringen er meget ældre. De personer, der skrev FN’s menneskerettighedserklæring, kunne derfor hente inspiration fra en række historiske bevægelser, politiske tænkere og filosoffer. Begrebets oprindelse menes at ligge så langt tilbage som det antikke Grækenland og Rom, hvor især én filosofisk skole, stoicismen, havde indflydelse på, hvordan man opfattede mennesket og dets rolle i verden. Stoikerne mente, at mennesket burde erkende sin rolle i verdensordenen og leve et liv i overensstemmelse med fornuften. Stoikerne tilsluttede sig det, man kalder naturretten, som indebærer, at mennesket har en række universelle rettigheder, som ikke blot omhandler borgerskabet i en bestemt stat. Antikkens stoikere knyttede dog rettighederne sammen med pligter og mente desuden kun, at disse rettigheder og pligter gjaldt for en lille gruppe mennesker – for eksempel var kvinder, børn, slaver og fremmede undtaget. Det fremgår blandt andet af bogen ”Det autentiske liv – en bog om etik” (se kilder).
Hvad betød Oplysningstiden for menneskerettighederne?
Oplysningstiden i 1700-tallets Europa er kendetegnet ved et brud på middelalderens magtforhold og en udvikling i retning af at skifte troen på Gud ud med troen på den menneskelige fornuft. Hvor fyrster og konger tidligere havde næsten enevældig magt, og borgernes rettigheder og privilegier var afhængig af deres placering i samfundshierarkiet, skete der nu nogle væsentlige magtforskydninger. Det skete primært efter krav fra et nyt liberalt borgerskab, som blandt andet hentede inspiration i Den Amerikanske Revolution 1775-1783, hvor 13 nordamerikanske kolonier gjorde væbnet oprør mod den engelske kolonimagt og løsrev sig. Begrundelsen for oprøret var, at koloniherrerne havde forbrudt sig mod borgernes menneskerettigheder. Oprøret baserede sig på Den Amerikanske Uafhængighedserklæring (1776), hvor det blandt andet hed: ”Vi anser disse sandheder for selvindlysende: at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber er udstyret med visse umistelige rettigheder, blandt disse retten til liv, frihed og stræben efter lykke” (se kilder). USA’s blev altså grundlagt på idéen om, at alle mennesker har nogle basale, ukrænkelige rettigheder. Omtrent samme udgangspunkt havde de oprørere, der satte sig op mod enevældet i Frankrig under Den Franske Revolution i 1789. Oprørerne forfattede en ”Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder”, hvor mange af det, vi i dag kender som første generations menneskerettigheder beskrives, heriblandt religionsfrihed, ytringsfrihed, ejendomsret og frihed til at deltage i lovgivningsmagten (se kilder).
Hvad betød arbejderbevægelsen for menneskerettighederne?
I 1800-tallet begyndte borgere rundt om i Europa at kræve bedre sociale forhold for fattige, arbejdsløse, gamle og syge. De ønskede, at staten skulle give en form for bistand til disse mennesker. Baggrunden for kravet var blandt andet, at flere og flere mennesker havde svært ved at klare sig selv. En stigende del af befolkningen flyttede fra landet, hvor de fleste havde boet i store familier, ind til byerne, hvor det sociale sikkerhedsnet fra landsbyerne smuldrede. Arbejderbevægelsen benyttede sig af de nye politiske rettigheder, for eksempel ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, og samlede mange mennesker, der stod sammen om kravene om sociale og økonomiske rettigheder, kendt som 2. generation af menneskerettigheder. Disse krav var baggrunden for udviklingen af moderne socialpolitik og velfærdsstater. Et væsentligt fremskridt var, at alle mennesker havde begge typer af rettigheder. Fra omkring år 1900 kunne man i Danmark ikke længere miste sin stemmeret, fordi man modtog hjælp fra det offentlige.
De ideologiske og politiske strømninger, der dannede baggrund for tilblivelsen af de moderne menneskerettigheder, gennemgås grundigt i bogen ”Folkeret og menneskerettigheder” samt på www.menneskeret.dk (se kilder).
Hvad var den aktuelle baggrund for Verdenserklæringen om Menneskerettigheder?
Baggrunden for FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder var et stærkt ønske blandt politikere over hele verden om at undgå en gentagelse af de overgreb og rædsler, der havde fundet sted under Anden Verdenskrig. Selv om nazisterne allerede før krigen krænkede en lang række demokratiske rettigheder og diskriminerede jøder, sigøjnere og andre, som de anså for at være underlegne, greb verdens demokratiske stater ikke ind. Der var på dette tidspunkt ikke tradition for at anskue menneskerettigheder som et internationalt anliggende. Det blev opfattet som et internt anliggende for de enkelte stater. Efter krigen var der udbredt enighed om, at den tankegang ikke længere var tidssvarende eller tilstrækkelig. Efter Første Verdenskrig var Folkeforbundet, der havde til formål at sikre fred og fremme internationalt samarbejde, blevet dannet, og på grundlag heraf blev Forenede Nationer, FN, dannet i 1945. Formålet var at fremme mellemfolkelig fred og samarbejde, og i FN-pagten fra 1945 indgik også et krav om at fremme menneskerettigheder. En mere præcis definition af disse rettigheder indeholdt pagten imidlertid ikke, og der blev derfor nedsat en arbejdsgruppe, der fik til opgave at udarbejde et sæt nedskrevne rettigheder, der uddybede og præciserede begrebet.
Hvem skrev menneskerettighedserklæringen?
Erklæringen blev udarbejdet af en gruppe personer, som var udpeget af FN’s medlemslande og dermed repræsenterede en række forskellige etniske, kulturelle og religiøse grupper og baggrunde. Inspiration fra filosoffer og jurister fra flere kulturkredse blev inddraget i arbejdet. Kommissionen, som blev ledet af enken efter den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, Eleanor Roosevelt, mødtes første gang i januar 1947, og i december året efter blev erklæringen underskrevet. Arbejdet med erklæringen beskrives i bogen ”A World Made New” (se kilder).
Hvor mange lande har tilsluttet sig Verdenserklæringen?
Erklæringen blev vedtaget på FN’s tredje generalforsamling den 10. december 1948. 48 af de daværende 58 medlemslande stemte for erklæringen, otte undlod at stemme (blandt andet Sovjetunionen, Sydafrika og Saudi-Arabien), mens to lande var fraværende.
I dag har fleste af FN’s 192 medlemslande givet deres støtte til erklæringen. Den er oversat til mere end 400 sprog og er skrevet ind i eller har givet inspiration til mange landes forfatninger. Desuden har mange landes politikere udtrykt opbakning til erklæringen, ligesom en lang række lande har underskrevet og ratificeret de FN-konventioner, der baserer sig på eller udbygger Verdenserklæringen.