Menneskerettigheder

FN’s globale flygtningepagt fra 2018 bygger på dele af FN’s Menneskerettighedserklæring .

Foto: POOL / Scanpix

Link er kopieret.

journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2008. Opdateret af journalist Lasse Skytt, Bureauet, oktober 2020.

Emneord

menneskerettigheder

Top image group

FN’s globale flygtningepagt fra 2018 bygger på dele af FN’s Menneskerettighedserklæring .

Foto: POOL / Scanpix

Main image

Der tændes lys i København i anledning af årsdagen for FN's menneskerettighedserklæring den 10. december.

Foto: Jens Astrup / Scanpix

Indledning

Retten til uddannelse, arbejde og sundhed. Frihed fra diskrimination, slaveri og tortur. Idéen om, at alle mennesker har rettigheder og friheder, alene fordi de er mennesker, kan spores langt tilbage i tiden. Under forskellige former har den idé været til stede i mange civilisationer og kulturer, og den indgår også på forskellige måder i verdens store religioner. Men begrebet ’menneskerettigheder’ er relativt nyt og blev først for alvor en del af international politik, da FN den 10. december 1948 vedtog Verdenserklæringen om Menneskerettigheder. I dag er erklæringen anerkendt som det vigtigste dokument om menneskerettigheder, og næsten alle verdens lande har underskrevet den.

Alligevel krænkes menneskerettighederne fortsat hver eneste dag, både i rige og i fattige lande. Langt de fleste krænkelser finder sted i lande præget af fattigdom og krig og i lande med diktatoriske styrer eller politisk ustabilitet og mangel på demokrati, men siden terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 er menneskerettighederne også kommet under stigende pres i mange vestlige lande, der normalt opfattes som velfungerende demokratier. Desuden møder menneskerettighederne fortsat modstand fra grupper, regeringer og enkeltpersoner, der opfatter rettighederne som en vestlig opfindelse, der af USA og andre vestlige lande bruges som undskyldning for at fremme egne økonomiske og magtpolitiske interesser.

Menneskerettighederne – kort fortalt. Produceret af Institut for Menneskerettigheder, 2014.

Artikel type

faktalink

Introduktion til begrebet ’menneskerettigheder’

Hvad er menneskerettigheder?

”Menneskerettigheder er et sæt af rettigheder, man har i kraft af at være menneske, og som er gyldige for alle og ikke kan fratages én. Menneskerettigheder er således basale rettigheder, som man ikke kan prioritere eller gradbøje.” Sådan lyder en definition på menneskerettigheder, nævnt i bogen ”Menneskerettigheder – i et historisk, filosofisk, religiøst og samfundsmæssigt perspektiv” (se kilder). I samme bog understreges det, at menneskerettigheder både er et begreb og et koncept og et sæt konkrete, vedtagne regler, som fremgår af FN’s Menneskerettighedserklæring, Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (se kilder).

Hvornår blev menneskerettighederne vedtaget?

Menneskerettigheder som begreb og koncept er ikke skrevet ned én gang for alle og kan siges at have eksisteret altid, idet det er nogle rettigheder, som alle mennesker er født med, uanset om disse rettigheder er skrevet ned på et stykke papir. Men når man taler om menneskerettighederne som et konkret sæt nedskrevne rettigheder, er det som regel FN’s Menneskerettighedserklæring, man henviser til. Denne erklæring, der også kaldes Verdenserklæringen om Menneskerettigheder, blev vedtaget den 10. december 1948. I bogen ”Menneskerettigheder – i et historisk, filosofisk, religiøst og samfundsmæssigt perspektiv” (se kilder) kaldes erklæringen ”det mest markante dokument med hensyn til menneskerettigheder. Med dette dokument, der dækker både de borgerlige og politiske og de sociale og økonomiske rettigheder, opnåede menneskerettigheder for første gang en global autoritativ og normsættende betydning.”

Hvad betyder flere generationer af menneskerettigheder?

Det vil sige, at der findes flere typer af menneskerettigheder, som i teorien kan adskilles i det, man kalder forskellige ’generationer’. Det betyder ikke, at disse menneskerettigheder er opstået efter hinanden eller skal prioriteres i den rækkefølge. Det er en måde at beskrive forskellige dele af menneskerettighederne på. Det var en fransk jurist, Karel Vasak, der fandt på begrebet, og han talte om tre generationer af menneskerettigheder, inspireret af de tre temaer fra den franske revolution: frihed, lighed og broderskab. Forholdet mellem disse temaer og de tre generationer af menneskerettigheder kan kort og skematisk beskrives således:

Første generation: Frihed (liberté): Civile og politiske rettigheder

Anden generation: Lighed (égalité): Økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder

Tredje generation: Broderskab (fraternité): Solidariske rettigheder.

En mere detaljeret gennemgang af ideen om tre generationer af menneskerettigheder findes i bogen ”Menneskerettigheder – i et historisk, filosofisk, religiøst og samfundsmæssigt perspektiv” (se kilder) samt i temaet ”Generelt om menneskerettigheder” på Institut for Menneskerettigheders hjemmeside (se kilder).

Hvad ligger der i begrebet første generation af menneskerettigheder?

På instituttets hjemmeside fremgår det, at den første generation af menneskerettigheder ofte omtales som de civile og politiske rettigheder, og blandt disse nævnes typisk de rettigheder, der beskrives i artiklerne 2-21 i Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (se kilder). Det er primært rettigheder, der handler om at have ”frihed fra” noget, for eksempel frihed fra diskrimination, slaveri, tortur og indgreb i privatlivet. De er knyttet til den liberale individualismes politiske filosofi.

Hvad ligger der i begrebet anden generation af menneskerettigheder?

Den anden generation af menneskerettigheder kaldes også de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. De er knyttet til den socialistiske tradition og filosofi og handler i højere grad om ”retten til” i stedet for ”frihed fra”. Som illustration på denne generation af rettigheder kan nævnes artikel 22-27 i Verdenserklæringen, som blandt andet omhandler retten til social sikkerhed; retten til at arbejde og til beskyttelse mod arbejdsløshed, retten til fritid, herunder regelmæssige ferier med løn, retten til sundhed og uddannelse samt retten til beskyttelse af den enkeltes videnskabelige, litterære eller kunstneriske produktion.

Hvad ligger der i begrebet tredje generation af menneskerettigheder?

Idéen om den tredje generation af menneskerettigheder er knyttet til det franske begreb, fraternité (broderskab) og kaldes også de solidariske rettigheder. De er nævnt i artikel 28 i Verdenserklæringen, hvor det blandt andet hedder: ”Alle har ret til at leve i en social og international orden, hvor rettighederne, som de er formuleret i denne deklaration, kan opfyldes fuldt ud.” Det handler om fællesskabets forpligtelser over for den enkelte: Retten til økonomisk, social, politisk og kulturel selvbestemmelse, økonomisk og social udvikling, fred, et sundt miljø samt humanitær katastrofebistand. Disse rettigheder er altså knyttet til diskussionen om global omfordeling af magt og rigdom, og det var især aktivister og politikere fra en række udviklingslande, der fik sat fokus på disse rettigheder i sidste halvdel af 1900-tallet. Også diskussionen om globale miljøproblemer er tæt knyttet til begrebet om solidariske rettigheder.

Er der noget, der hedder fjerde generation af menneskerettigheder?

I takt med den teknologiske udvikling og det, der kaldes den fjerde industrielle revolution, er forskere også begyndt at tale om en fjerde generation af menneskerettigheder. Som det fremgår af artiklen ”Time for a Fourth Generation of Human Rights?” på hjemmesiden for FN’s forskningsinstitut for social udvikling (UNRISD), giver nyere teknologier som blandt andet automatisering, kunstig intelligens, droner, big data, digital overvågning og lignende muligheder for både en bedre og en slemmere verden. I artiklen argumenterer forskerne for, at man bør sikre mennesker imod misbrug af disse teknologier (se kilder).

Hvad er ’menneskerettighedernes internationale grundlov’?

I de første årtier efter vedtagelsen af Verdenserklæringen om Menneskerettigheder var der stor uenighed om, hvordan de skulle fortolkes og vægtes. USA lagde vægt på de politiske og borgerlige rettigheder, også kaldet første generations menneskerettigheder, mens Sovjetunionen i realiteten ikke anerkendte disse rettigheder og i stedet fokuserede på anden generation af rettigheder, de økonomiske og sociale. FN måtte derfor opgive at vedtage en samlet konvention, som omsatte principperne i Verdenserklæringen til juridisk bindende traktater. I stedet vedtog FN’s generalforsamling i 1966 to konventioner, FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder og FN-konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Verdenserklæringen samt de to konventioner kaldes tilsammen ’menneskerettighedernes internationale grundlov’, som det forklares i artiklen ”Eksperter fra hele verden diskuterer fremtidens menneskerettigheder i Aarhus” på Aarhus Universitets hjemmeside (se kilder).

Hvilke regionale menneskerettighedserklæringer og -konventioner findes der?

Som det fremgår af bogen ”Folkeret og menneskerettigheder” (se kilder), betød den ideologiske uenighed, der prægede verden under Den Kolde Krig, at det var vanskeligt at udvikle et globalt gældende system af konventioner, som omsatte Verdenserklæringen om Menneskerettigheder til juridisk bindende tekster, som alle kunne tilslutte sig. I stedet udvikledes en række regionale systemer med erklæringer, konventioner og i nogle tilfælde også domstole, der kunne dømme i sager om brud på konventionerne:

· Europa: Europarådet formulerede Den Europæiske Menneskerettighedskonvention og oprettede Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol.

· Afrika: Organisationen for Afrikansk Enhed (siden 2002 den Afrikanske Union) har vedtaget en egen menneskerettighedskonvention, men den domstol, der blev etableret til at kontrollere overholdelsen af konventionen, er ikke i funktion.

· Amerika: Organisationen af Amerikanske Stater har ligeledes vedtaget en egen konvention og har etableret en domstol, der skal kontrollere, at konventionens bestemmelser overholdes.

· Asien og Mellemøsten har derimod ikke nogen regionale menneskerettighedssystemer, om end der i begge regioner findes adskillige organisationer, der beskæftiger sig med menneskeret.

Sideløbende under Den Kolde Krig blev der i FN-regi vedtaget en række konventioner på særlige områder. Der gives eksempler på dem nedenfor.

Udviklingen af regionale menneskerettighedssystemer og baggrunden kan der læses mere om i bogen ”Folkeret og menneskerettigheder” (se kilder).

Hvilke vigtige FN-dokumenter om menneskerettigheder findes der?

· Verdenserklæringen om Menneskerettigheder fra 1948. Den er ikke juridisk bindende, og de stater, der overtræder erklæringens punkter, kan ikke straffes på grundlag af deres tilslutning til erklæringen. Den skal altså først og fremmest ses som en form for programerklæring og en politisk handlingsplan.

· FN-konventionen om borgerlige og politiske rettigheder. Vedtaget i 1966. Er juridisk bindende for de stater, der har ratificeret den.

· FN-konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. Vedtaget i 1966. Er juridisk bindende for de stater, der har ratificeret den.

Siden har FN vedtaget en række særkonventioner, der fokuserer på rettigheder for personer, som tilhører særligt udsatte grupper (kvinder, børn, migrantarbejdere, personer med mentalt eller fysisk handicap), og på temaer af særligt alvorlig karakter (tortur, racediskrimination).

Den seneste tilføjelse kom i 2018 – 70-året efter FN’s Menneskeretserklæring – da hovedparten af medlemslandene blev enige om en global flygtningepagt, der skal styrke samarbejdet og solidariteten mellem flygtninge og deres modtagerlande, som det fremgår af aftalen ”FN’s Flygtningepagt” (se kilder).

Menneskerettighedernes historiske rødder

Hvem fik idéen til menneskerettighederne?

Man kan ikke pege på én bestemt person, der fik idéen til de menneskerettigheder, der i dag findes nedskrevet i ”Verdenserklæringen om Menneskerettigheder”. Idéen om, at alle mennesker har visse rettigheder, alene fordi de er mennesker, kan spores langt tilbage i tiden. Under forskellige former har den idé været til stede i mange civilisationer og kulturer, og den indgår også i lidt forskellig form i verdens store religioner. Tilbage i tiden var idéen om rettigheder dog typisk formuleret anderledes end i dag, og den var ofte knyttet sammen med idéen om pligter. Desuden var rettigheder ikke altid knyttet til individer alene, men også i høj grad til grupper. En beskrivelse af det historiske grundlag for de moderne menneskerettigheder findes i bogen ”Folkeret og menneskerettigheder” og på www.menneskeret.dk, som er Institut for Menneskerettigheders hjemmeside (se kilder).

Hvor langt tilbage kan menneskerettighedernes oprindelse findes?

Begrebet menneskerettigheder, som det anvendes i dag, vandt først indpas i hverdagssproget efter Anden Verdenskrig og især efter vedtagelsen af FN’s menneskerettighedserklæring i 1948. Men idéerne bag menneskerettighedserklæringen er meget ældre. De personer, der skrev FN’s menneskerettighedserklæring, kunne derfor hente inspiration fra en række historiske bevægelser, politiske tænkere og filosoffer. Begrebets oprindelse menes at ligge så langt tilbage som det antikke Grækenland og Rom, hvor især én filosofisk skole, stoicismen, havde indflydelse på, hvordan man opfattede mennesket og dets rolle i verden. Stoikerne mente, at mennesket burde erkende sin rolle i verdensordenen og leve et liv i overensstemmelse med fornuften. Stoikerne tilsluttede sig det, man kalder naturretten, som indebærer, at mennesket har en række universelle rettigheder, som ikke blot omhandler borgerskabet i en bestemt stat. Antikkens stoikere knyttede dog rettighederne sammen med pligter og mente desuden kun, at disse rettigheder og pligter gjaldt for en lille gruppe mennesker – for eksempel var kvinder, børn, slaver og fremmede undtaget. Det fremgår blandt andet af bogen ”Det autentiske liv – en bog om etik” (se kilder).

Hvad betød Oplysningstiden for menneskerettighederne?

Oplysningstiden i 1700-tallets Europa er kendetegnet ved et brud på middelalderens magtforhold og en udvikling i retning af at skifte troen på Gud ud med troen på den menneskelige fornuft. Hvor fyrster og konger tidligere havde næsten enevældig magt, og borgernes rettigheder og privilegier var afhængig af deres placering i samfundshierarkiet, skete der nu nogle væsentlige magtforskydninger. Det skete primært efter krav fra et nyt liberalt borgerskab, som blandt andet hentede inspiration i Den Amerikanske Revolution 1775-1783, hvor 13 nordamerikanske kolonier gjorde væbnet oprør mod den engelske kolonimagt og løsrev sig. Begrundelsen for oprøret var, at koloniherrerne havde forbrudt sig mod borgernes menneskerettigheder. Oprøret baserede sig på Den Amerikanske Uafhængighedserklæring (1776), hvor det blandt andet hed: ”Vi anser disse sandheder for selvindlysende: at alle mennesker er skabt lige, og at de af deres skaber er udstyret med visse umistelige rettigheder, blandt disse retten til liv, frihed og stræben efter lykke” (se kilder). USA’s blev altså grundlagt på idéen om, at alle mennesker har nogle basale, ukrænkelige rettigheder. Omtrent samme udgangspunkt havde de oprørere, der satte sig op mod enevældet i Frankrig under Den Franske Revolution i 1789. Oprørerne forfattede en ”Erklæring om menneskets og borgerens rettigheder”, hvor mange af det, vi i dag kender som første generations menneskerettigheder beskrives, heriblandt religionsfrihed, ytringsfrihed, ejendomsret og frihed til at deltage i lovgivningsmagten (se kilder).

Hvad betød arbejderbevægelsen for menneskerettighederne?

I 1800-tallet begyndte borgere rundt om i Europa at kræve bedre sociale forhold for fattige, arbejdsløse, gamle og syge. De ønskede, at staten skulle give en form for bistand til disse mennesker. Baggrunden for kravet var blandt andet, at flere og flere mennesker havde svært ved at klare sig selv. En stigende del af befolkningen flyttede fra landet, hvor de fleste havde boet i store familier, ind til byerne, hvor det sociale sikkerhedsnet fra landsbyerne smuldrede. Arbejderbevægelsen benyttede sig af de nye politiske rettigheder, for eksempel ytringsfrihed og forsamlingsfrihed, og samlede mange mennesker, der stod sammen om kravene om sociale og økonomiske rettigheder, kendt som 2. generation af menneskerettigheder. Disse krav var baggrunden for udviklingen af moderne socialpolitik og velfærdsstater. Et væsentligt fremskridt var, at alle mennesker havde begge typer af rettigheder. Fra omkring år 1900 kunne man i Danmark ikke længere miste sin stemmeret, fordi man modtog hjælp fra det offentlige.

De ideologiske og politiske strømninger, der dannede baggrund for tilblivelsen af de moderne menneskerettigheder, gennemgås grundigt i bogen ”Folkeret og menneskerettigheder” samt på www.menneskeret.dk (se kilder).

Hvad var den aktuelle baggrund for Verdenserklæringen om Menneskerettigheder?

Baggrunden for FN’s Verdenserklæring om Menneskerettigheder var et stærkt ønske blandt politikere over hele verden om at undgå en gentagelse af de overgreb og rædsler, der havde fundet sted under Anden Verdenskrig. Selv om nazisterne allerede før krigen krænkede en lang række demokratiske rettigheder og diskriminerede jøder, sigøjnere og andre, som de anså for at være underlegne, greb verdens demokratiske stater ikke ind. Der var på dette tidspunkt ikke tradition for at anskue menneskerettigheder som et internationalt anliggende. Det blev opfattet som et internt anliggende for de enkelte stater. Efter krigen var der udbredt enighed om, at den tankegang ikke længere var tidssvarende eller tilstrækkelig. Efter Første Verdenskrig var Folkeforbundet, der havde til formål at sikre fred og fremme internationalt samarbejde, blevet dannet, og på grundlag heraf blev Forenede Nationer, FN, dannet i 1945. Formålet var at fremme mellemfolkelig fred og samarbejde, og i FN-pagten fra 1945 indgik også et krav om at fremme menneskerettigheder. En mere præcis definition af disse rettigheder indeholdt pagten imidlertid ikke, og der blev derfor nedsat en arbejdsgruppe, der fik til opgave at udarbejde et sæt nedskrevne rettigheder, der uddybede og præciserede begrebet.

Hvem skrev menneskerettighedserklæringen?

Erklæringen blev udarbejdet af en gruppe personer, som var udpeget af FN’s medlemslande og dermed repræsenterede en række forskellige etniske, kulturelle og religiøse grupper og baggrunde. Inspiration fra filosoffer og jurister fra flere kulturkredse blev inddraget i arbejdet. Kommissionen, som blev ledet af enken efter den amerikanske præsident Franklin D. Roosevelt, Eleanor Roosevelt, mødtes første gang i januar 1947, og i december året efter blev erklæringen underskrevet. Arbejdet med erklæringen beskrives i bogen ”A World Made New” (se kilder).

Hvor mange lande har tilsluttet sig Verdenserklæringen?

Erklæringen blev vedtaget på FN’s tredje generalforsamling den 10. december 1948. 48 af de daværende 58 medlemslande stemte for erklæringen, otte undlod at stemme (blandt andet Sovjetunionen, Sydafrika og Saudi-Arabien), mens to lande var fraværende.

I dag har fleste af FN’s 192 medlemslande givet deres støtte til erklæringen. Den er oversat til mere end 400 sprog og er skrevet ind i eller har givet inspiration til mange landes forfatninger. Desuden har mange landes politikere udtrykt opbakning til erklæringen, ligesom en lang række lande har underskrevet og ratificeret de FN-konventioner, der baserer sig på eller udbygger Verdenserklæringen.