Hvad var Kings rolle i borgerretsbevægelsen?
Martin Luther King spillede en kæmpe rolle for den amerikanske borgerretsbevægelse. I 1950erne og 60erne holdt han hundredvis af taler, han mødtes med de amerikanske præsidenter og var med til at arrangere adskillige demonstrationer og aktioner. I de fleste organisationer findes der stjerner og vandbærere, og King var en stjerne. Gennem sine taler mobiliserede han sit undertrykte folk til at gå på gaden og kæmpe for deres rettigheder, og han nød opbakning blandt mange progressive hvide.
Men han blev også udsat for stor kritik internt i bevægelsen, blandt andet for ikke at være en særlig god organisator og for ikke at være til stede ved afgørende aktioner. I 1957 stiftede Martin Luther King organisationen Southern Christian Leadership Conference (SCLC), og i 1960 stiftedes Student Non-violent Coordinating Committee (SNCC), blandt andet med hjælp fra den tidligere SCLC-aktivist Miss Ella Baker. Hun skulle senere sige at ”the Movement made Martin, not Martin the Movement” – dermed mindede hun om, som flere historikere har gjort siden, at borgerretsbevægelsen også bestod af tusindvis af vandbærere, som ikke kom i medierne eller fik stjernestatus, men lavede det hårde græsrodsarbejde, satte livet på spil, blev overfaldet, dræbt, organiserede og protesterede. Ifølge biografien ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder) blomstrede Kings karriere i takt med, at borgerretsbevægelsen voksede i årene frem til 1965. Og da luften gik ud af bevægelsen i årene efter 1965, gik luften også ud af Kings karriere.
Ifølge professor Peter J. Ling, som er forfatter til biografien ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder), var King ikke en god organisator, men primært en mobilisator. Med sine taler og store karisma kunne han opildne sine tilhørere og mobilisere entusiasme for en sag her og nu. Men han var ikke god til at organisere langsigtede indsatser. Af samme grund blev hans forhold til blandt andet borgerretsorganisationerne SNCC og CORE anstrengt. Organisationerne var med til at organisere de såkaldte sit-ins og Freedom Rides, hvor aktivister udfordrede raceadskillelsen i busser, restauranter og barer ved at sætte sig på de pladser, der var forbeholdt hvide. King deltog i en sit-in i Atlanta, hvor han og de andre aktivister blev arresteret. Men under the Freedom Rides var han tilbageholdende. Aktivisterne blev undervejs udsat for utroligt meget vold undervejs fra politi, Ku Klux Klan og andre hvide modstandere. De ville gerne have King med. Men selvom King støttede dem ved at tage imod dem i Atlanta og senere i Montgomery, afslog han at tage med på selve busturene. Ifølge bogen ”Martin Luther King, Jr.” (se kilder) var begrundelsen, at han stadig var under en 12 måneders betinget fængselsdom efter at have kørt i Georgia uden en ”state permit”. Da aktivisterne insisterede, sagde han: ”I think I should choose the time and place for my Golgotha”. Golgatha var den høj udenfor Jerusalem, hvor Jesus blev korsfæstet, og det faldt de studerende for brystet, at han på den måde sammenlignede sig selv med Guds søn. Derfor gav de ham øgenavnet ”de Lawd” (the Lord).
King skulle hele tiden balancere mellem mange forskellige interesser. Han mobiliserede sit undertrykte folk til at gå på gaden og kæmpe for deres rettigheder. Han måtte tage hensyn til de progressive hvide og de politikere, der støttede sagen og sørge for, at man ikke stødte dem fra sig. Og han kæmpede med intern kritik fra bevægelsen. SNCC syntes han svigtede dem og var for passiv. NAACP mente, at de mistede økonomisk støtte til fordel for SCLC på grund af Kings popularitet. Og Black Power-bevægelsen mente, at den ikkevoldelige strategi var ineffektiv (se Faktalink-artiklen ”Den amerikanske borgerretsbevægelse” for en uddybning af, hvad de forskellige borgerretsorganisationer stod for).
Hvorfor blev King udfordret af Black Power-bevægelsen?
Martin Luther Kings tro på, at man kunne opnå grundlæggende samfundsændringer ved hjælp af civil ulydighed og ikkevoldelig aktivisme, blev ikke delt af alle. Alligevel var det den strategi, der dominerede i den første halvdel af 1960erne. Men ifølge Howard Zinns ”A People’s History of the United States” (se kilder) udtrykte blandt andet hans tale ”I have a dream” ikke den vrede, mange sorte i virkeligheden følte. Kings ønske var, at afroamerikanere skulle integreres i det amerikanske samfund og opnå samme rettigheder som deres hvide medborgere. Mens andre hellere så, at afroamerikanere opbyggede deres eget samfund, styrkede deres egen identitet og dyrkede deres egen kultur og deres afrikanske rødder. Disse ideer er også blevet betegnet som ”sort nationalisme”, og fortalerne var blandt andet Nation of Islam, repræsenteret af Malcolm X. Da den mere militante borgerretsaktivist Stokely Carmichael blev leder af studenterorganisationen SNCC blev der råbt ”Black Power”, og Kings strategi blev kritiseret for at være for ineffektiv. Organisationer som både De Sorte Pantere, SNCC og Nation of Islam mente, at man skulle gå mere militant til værks og ville ikke afstå fra at bruge vold. De kom til at nyde stor opbakning fra især unge afroamerikanere fra cirka 1965.
Samtidig med at Black Power-bevægelsen voksede, opstod der voldelige uroligheder i de sorte ghettoer i mange af de amerikanske storbyer i norden, blandt andet i Chicago. Ifølge bogen ”De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse” havde de sorte indbyggere i ghettoerne opgivet håbet om at få en bedre tilværelse, og de reagerede ved at brænde deres bydele af og gå til kamp mod politiet. Deres situation føltes håbløs, og Kings strategi mistede opbakning.
Hvad var hans forhold til FBI?
Martin Luther King blev af sine modstandere flere gange anklaget for kommunistiske tilbøjeligheder. Allerede under boykotten af busserne i Montgomery startede anklagerne, da King arbejdede tæt sammen med den homoseksuelle og tidligere medlem af the Young Communist League, Bayard Rustin. Og da han i 1967 holdt en tale i Riverside Church i New York, der blandt andet opfordrede regeringen til at trække de amerikanske tropper ud af Vietnam, skrev FBI’s chef J. Edgar Hoover ifølge bogen ”Bearing the Cross” (se kilder) i en privat korrespondance til præsident Johnson, at King ”is an instrument in the hands of the subversive forces seeking to undermine this nation”.
I starten af 1960erne begyndte FBI at aflytte King, og J. Edgar Hoover brugte alle kneb til at underminere Kings popularitet. Til journalister udtalte Hoover ifølge bogen ”Martin Luther King, Jr.”(se kilder), at King var ”the most notorious liar in America”. Og han stod i spidsen for en smædekampagne mod King, der blandt andet bestod af afsløringer af Kings aktive seksualliv og udenomsægteskabelige affærer. I 1964 sendte FBI et anonymt brev til King, der indeholdt et bånd med lydoptagelser af King i seksuel aktivitet og et brev, der opfordrede ham til at begå selvmord. Selv om FBI også lækkede båndet og oplysningerne om Kings seksuelle eskapader til pressen og præsidenten, blev sagen ikke blæst op. Men King skulle leve med frygten for offentlig afsløring og presset fra FBI.
Hvad var Kings fokus i årene 1965-68?
Med vedtagelsen af borgerretsloven i 1964 og stemmeretsloven i 1965 opnåede King sine største sejre, og det er arbejdet frem til disse historiske højdepunkter, han primært huskes for den dag i dag. Men flere historikere og biografer, blandt andre David J. Garrow og Peter J. Ling, har påpeget, at King i virkeligheden blev mere radikal og fik mere ’kant’ i tiden efter 1965 og frem til sin død i 1968. I de sidste tre år af sit liv blev han mere pessimistisk med hensyn til ideen om at få afskaffet racisme og diskrimination i USA. Han ændrede sit fokus fra civile rettigheder til det store fattigdomsproblem i USA. Ifølge artiklen ”The Martin Luther King we remember” (se kilder) argumenterede han for positiv særbehandling og en garanteret årsindtægt til alle. Og han stillede sig kritisk an overfor krigen i Vietnam. Hans kritik af Vietnam-krigen gjorde ham særdeles upopulær hos både regeringen og internt i borgerretsbevægelsen. I det hele taget nød hans synspunkter efter 1965 ikke stor opbakning hverken blandt politikere, den brede befolkning eller internt i borgerretsbevægelsen. Derfor skriver professor Peter Ling også i bogen “Martin Luther King, Jr.” (se kilder): ”At the time of his death, King was arguably a falling star”.
Hvilken opbakning havde King i det amerikanske samfund?
I tiden frem til 1965 nød King relativ stor opbakning i den mere progressive del af det hvide Amerika og internationalt. Hans ikkevoldelige strategi skabte stor sympati, især da den blev mødt med vold fra hvide modstandere hos myndigheder, politi og Ku Klux Klan i syden. I 1963 blev han kåret som ”Man of the Year” af Time Magazine og i 1964 modtog han Nobels Fredspris.
Mens Kings primære fokus var afroamerikanernes rettigheder, forstået som stemmerettighed, retten til uddannelse og retten til at få adgang til samme faciliteter som deres hvide medborgere, kunne han mobilisere en vis opbakning blandt progressive hvide. Men fra 1965, hvor borgerretsloven og stemmeretsloven var kommet på plads, ændrede han fokus fra civile rettigheder til økonomiske rettigheder. Og han mistede opbakning i det omkringliggende samfund.
Kings nye fokus udviklede sig, da han i 1966 lancerede en kampagne i Chicago, der skulle gøre op med diskriminationen på boligområdet. Ifølge ”De sorte amerikaneres borgerretsbevægelse” (se kilder) fik afroamerikanere ingen hjælp fra eller muligheder hos hverken ejendomsmæglere, banker eller forsikringsselskaber, hvis de ønskede at flytte ind i et hvidt kvarter. Det var bare en af grundene til, at sorte amerikanere blev isoleret i egne bydele. Men Kings kampagne for at gøre op med denne diskrimination og de facto raceadskillelse fik ingen opbakning fra de hvide borgere, som frygtede, at deres kvarterer ville blive ødelagte, hvis sorte flyttede ind. De hvides modstand blev kendt som ’den hvide reaktion’ og svækkede borgerretsbevægelsen.
Hvad var de dramatiske begivenheder i april 1968?
King begyndte at indse, at kampen for borgerrettigheder hang tæt sammen med fattigdomsproblemet. I 1967 planlagde han en kampagne, der skulle sætte fokus på de fattige, the Poor People’s Campaign (PPC), som blev sat i gang i Memphis med en protestmarch den 28. marts 1968. Men King havde overladt planlægningen af marchen til lokale græsrødder og var derfor uvidende om, at der i Memphis var en betragtelig gruppe unge, sorte nationalister, der ikke sympatiserede med hans ikkevoldelige strategi. Under marchen gik de unge amok, smadrede butiksruder og stjal varer fra udstillingsvinduerne, og marchen endte i kaos. Et kaos, King blev kritiseret for i både pressen og internt i bevægelsen.
For at få oprejsning og komme tilbage på banen besluttede King sig til at arrangere en ny march i Memphis den 5. april, som skulle være disciplineret og kontrolleret. Men marchen fandt aldrig sted. King blev nemlig skudt den 4. april 1968 på altanen til sit hotelværelse i Memphis. Han døde på St. Joseph’s Hospital kl. 19.05, 39 år gammel.
Kings død udløste glæde og triumf blandt især amerikanske hvide racister, men sorg og vrede blandt hans allierede over hele verden. Black Power-aktivist Stokely Carmichael erklærede, at mordet var en krigshandling begået af det hvide Amerika, og i mere end 100 byer landet over opstod der voldsomme optøjer.
Hvorfor blev King skudt?
Den dag i dag er der stadig mange forskellige teorier om, hvorfor King blev skudt, og hvem der stod bag. Den 8. juni blev James Earl Ray, racist og tidligere straffet, anholdt i London’s Heathrow Airport for mordet. Anklageren sagde, at Ray ville undgå dødsstraffen, hvis han erklærede sig skyldig, og han blev i stedet idømt en fængselsstraf på 90 år. Ray trak herefter sin erklæring tilbage, men kunne ikke få genåbnet sagen. Et år inden han døde i fængslet støttede King-familien op om at få genåbnet sagen, men det blev dem nægtet. Ray holdt fast i sin uskyld til sin død i 1998. I 1993 havde en indehaver af en restaurant i Memphis, Loyd Jowers, på tv erklæret, at han havde været med til at arrangere mordet på King, og at både mafiaen og regeringen havde været involveret. I 1999 sagsøgte Coretta King ham. Juryen dømte Jowers skyldig og fastslog, at King havde været offer for en større sammensværgelse, og at James Earl Ray dermed ikke havde handlet på egen hånd.
Det amerikanske justitsministerium satte en undersøgelse i gang på baggrund af Loyd Jowers’ udtalelser, og i 2000 blev det konkluderet, at Jowers’ historie om, at han skulle have været involveret i en større sammensværgelse, som inkluderede det officielle Amerika, ikke havde noget på sig.
Hvad betyder King for amerikanerne i dag?
Martin Luther King er det største og mest betydningsfulde ikon for den amerikanske borgerretsbevægelse. Han er blevet indskrevet i den kollektive amerikanske erindring med en national helligdag den tredje mandag i januar. Han er uomgængelig i fortællingen om den amerikanske historie. Men fordi han primært huskes for sin indsats i kampen for afroamerikanernes borgerrettigheder og stemmeret er han også blevet et ’ufarligt’ symbol. Hans kamp mod fattigdom, som den dag i dag er et kæmpe problem for det amerikanske samfund, er ikke en del af den kollektive erindring om Martin Luther King.
Men mange af de ’gamle’ borgerretsorganisationer har fortsat, hvor King slap, og de kæmper i dag, hvor de juridiske rettigheder er i hus, for en forbedring af afroamerikanernes levestandard. Som orkanen Katrina blotlagde, da den oversvømmede New Orleans i efteråret 2005, er der stadig en tæt forbindelse mellem klasse og race i nutidens USA. Sorte er oftere fattigere end hvide, de har sværere ved at få banklån, de har ikke adgang til den rigdom, der går i arv og har sværere ved at få jobs. I Martin Luther Kings samtid opnåede afroamerikanerne at få de samme fundamentale borgerrettigheder og stemmeret som deres hvide medborgere. Men hans drøm om at opnå de samme økonomiske rettigheder og muligheder er endnu ikke gået i opfyldelse for afroamerikanerne.
Hvad handler anklagerne mod Martin Luther King i 2019 om?
I 2019 kom det frem i frigivne dokumenter fra FBI, at Martin Luther King Jr. i 1964, få dage efter sin berømte tale i Washington, angiveligt var indblandet i voldtægten af en kvinde. Ifølge artiklen ”FBI: Martin Luther King så bare på og grinede, mens hans ven voldtog en kvinde” (se kilder) beskrives sagen i et håndskrevet notat, nedfældet af en FBI-agent på baggrund af en hemmelig lydoptagelse, som vel at mærke stadig er hemmeligholdt. På lydoptagelsen kan man ifølge notatet høre Martin Luther King grine og opmuntre sin ven til at voldtage en kvinde på deres hotelværelse.
Anklagen mod Martin Luther King kommer i kølvandet på #MeToo-bevægelsen, som satte i gang i en lavine af afsløringer om seksuelle overgreb og krænkelser i den amerikanske offentlighed såvel som andre steder i verden. FBI-dokumenterne har vakt debat, og mens nogle er bestyrtede over, at et så stort ikon for frihed og ligeværd har deltaget i et seksuelt overgreb, sår andre ifølge nævnte artikel tvivl om ægtheden af beviserne. Et af argumenterne lyder på, at FBI gentagne gange i løbet af 1960’erne netop forsøgte at kompromittere Martin Luther King. I 2027 vil optagelserne endelig blive frigivet til offentligheden.
Sande eller ej, så åbnede beskyldningerne mod Martin Luther King op for debat omkring miljøet og ligestillingen i de amerikanske borgerretsorganisationer i 1960’erne. Professor i historie ved det amerikanske universitet UCLA, Brenda Stevenson, har til Information i tidligere nævnte artikel udtalt, at den amerikanske borgerretsbevægelse var stærkt patriarkalsk, og at der er en grund til, at vi i eftertiden ikke kender navnene på nogle af de mange kvinder, der ellers også udførte et vigtigt og stort arbejde for organisationen (se kilder).