Fængselsophold og konvertering til islam

Hvad betød fængselsopholdet?

Fængselsopholdet kom til at betyde en stor omvæltning i Malcolms liv. For det første tog han under fængselsopholdet brevkurser i engelsk og fik genopfrisket og udbygget sine glemte skolekundskaber. For det andet fik han interesse for organisationen Nation of Islam, og han blev muslim, droppede svinekød og cigaretter. Det sidste skete på foranledning af broderen Reginald, der sammen med flere i søskendeflokken var blevet muslimer. Omvendelsen medførte, at Malcolm begyndte at læse systematisk, og læsningen øgede hans forståelse for, ”hvor døv, stum og blind den sorte race i Amerika var”, som det fremgår af hans selvbiografi ”The Autobiography of Malcolm X: As Told to Alex Haley” fra 1965 (se kilder).

Hvad var Nation of Islam?

Organisationen Nation of Islam blev stiftet i 1931 af Wallace D. Fard, kendt som Farrad Muhammad, men da han på mystisk vis forsvandt i 1934, blev ledelsen overtaget af Elijah Muhammad, egentlig Elijah Poole, der ledede bevægelsen frem til sin død i 1975. Efter Elijahs død har bevægelsen været præget af en del turbulens med mange ideologiske ændringer, navneskift og direkte sprængning. I dag anvendes også navnet Muslim Mission.

Bevægelsens lære, som den praktiseredes under Elijahs ledelse, adskilte sig markant fra andre former for islam. De sorte muslimer betragtede de første mennesker som sorte. De fortalte en myte om en gal videnskabsmand, Jakub, der skabte den hvide mand og derfor blev forvist fra Mekka med sine tilhængere. Ved at plyndre, voldtage og udbytte alle ikke-hvide racer havde de hvide djævlemennesker overtaget magten på Jorden, men deres herredømme skulle kun vare 6.000 år – frem til vor tid. Da ville der vise sig en sort mand, hvis visdom, viden og magt ville blive uendelig. Denne mand, Allahs reinkarnation, var Farrad Muhammad, og Elijah Muhammad var hans sendebud.

I Nation of Islam havde man meget strenge moralbud. Enhver form for sex uden for ægteskabet var forbudt og betød udelukkelse. Det var forbudt at spise svinekød, anvende tobak, spiritus og narkotiske stoffer, og ville man følge Elijah, var det slut med at danse, spille hasard, gå i biografen eller til sportsstævner. Målet var at adskille de sorte fra de hvides lastefulde liv. Det skulle ske ved hårdt arbejde og en høj grad af familiesammenhold.

Hvordan begyndte Malcolms virke som missionær for Nation of Islam?

Efter at have stiftet bekendtskab med Nation of Islam i fængslet blev Malcolm prøveløsladt i 1952. Han tog til Detroit og flyttede ind hos broderen Wilfred. Han tog ivrigt del i menighedsarbejdet i templet og fik lejlighed til at træffe Elijah Muhammad, lederen af Nation of Islam. Elijah Muhammad tilskyndede Malcolm til at påtage sig opgaven som missionær blandt de unge i ghettoen, og dette lykkedes så godt, at menigheden i løbet af få måneder var tredoblet. Året efter blev Malcolm hjælpepræst i templet, og efter en træningsperiode hos Elijah blev han udnævnt til præst og sendt til Boston. Her åbnede han et tempel i Roxbury, hvor han som ung havde startet sin kriminelle løbebane.

Hvorfor ændrede han navn til Malcolm X?

Da Malcolm sluttede sig til de sorte muslimer i Detroit i 1952, udskiftede han samtidig sit efternavn Little med X. Bogstavet X symboliserede det sande afrikanske familienavn, som slaverne havde fået udskiftet af de hvide slaveejere. På denne måde blev dette X et symbol, der knyttede sorte muslimer sammen. Efterhånden som bevægelsen voksede, og der ved et tempel var flere med samme fornavn, berigede man X'et med tal, således at eksempelvis den tredje James kom til at hedde James 3X. Stifteren af Nation of Islam, Elijah Muhammad, belærte Malcolm X om, at han skulle bære dette navn til den dag, hvor Gud ville vende tilbage og give ham et helligt navn fra sin egen mund. Malcolm fik også et muslimsk navn Al-Hajj Malik Al-Shabazz, og når han var på rejse, kaldte han sig Malik Shabazz. Når han brugte dette navn, troede folk typisk, at han var afrikaner, og straks blev de mere imødekommende, beretter han i sin selvbiografi fra 1965.

Hvornår stiftede Malcolm X familie og fik børn?

I 1958 blev Malcolm X gift med en sygeplejerske, Betty, der også bekendte sig til Nation of Islam. I løbet af de næste år fik de sammen fire børn, og da Malcolm i 1965 blev dræbt, var Betty gravid med tvillinger. Alle seks børn var piger.