Løsninger på madspild

Main image kapitel
Event på Rådhuspladsen torsdag den 9. oktober 2014 om madspil. Blandt talerne var miljøminister Kirsten Brosbøl og overborgmester Frank Jensen.
Event på Rådhuspladsen torsdag den 9. oktober 2014 om madspil. Blandt talerne var miljøminister Kirsten Brosbøl og overborgmester Frank Jensen.
Foto: Liselotte Sabroe / Scanpix

Hvordan kan den enkelte forbruger forhindre madspild?

Ifølge FN’s Fødevare- og landbrugsorganisations (FAO) kampagne “Think, Eat, Save”, kan man som forbruger være kraftigt medvirkende til at reducere de 1.3 milliarder ton mad, der årligt smides ud, hvis man følger nogle enkle råd (se kilder). Et par af disse lyder f.eks.: spis, hvad du har i fryseren, før du køber nye frostvarer, og tag kun det mad op på tallerkenen, du kan spise.

Også EU-Kommissionen har i forbindelse med kampagnen “Stop food waste” udarbejdet en række anbefalinger til at begrænse madspild, der beskrives i notatet “Hvad kan jeg gøre i dagligdagen for at begrænse madspild?” (se kilder). Et af tipsene går på at planlægge måltider og madindkøb, så man bruger, hvad der står i køleskabet og ikke kommer til at købe varer, man allerede har. Et andet væsentligt råd er, at man skal skelne mellem mærket “sidste anvendelsesdato” og ”mindst holdbar til”-datoen. ”Sidste anvendelsesdato” benyttes til let fordærvelige varer som f.eks. fisk og kød, hvor det kan være forbundet med en helbredsrisiko at spise maden efter en bestemt periode. “Mindst holdbar til”-datoen bruges derimod til ikke-letfordærvelige varer som f.eks. brød, gryn og pasta og fortæller, hvorvidt man kan forvente samme kvalitet af maden efter overskridelse af den angivne dato. I rigtig mange tilfælde vil varer med overskredet ”mindst holdbar til”-dato altså være helt sikre at spise, pointerer EU-notatet (se kilder). Er man i tvivl om en vare stadig er frisk, kan det som regel være en hjælp at lugte til eller smage på maden.

Som reaktion på udsmidningen af spiselige fødevarer og den moderne forbrugskultur er der opstået en international skraldekultur, hvor de såkaldte skraldere finder og spiser kasserede madvarer fra fødevarebutikkernes containere.


TV2 Lorry er taget med de to ”skraldere” Wilhelm og Birger ud for at hente mad, som butikkerne har kasseret, fordi det har passeret sidste salgsdato.

 

Hvad gør man i Danmark for at forhindre madspild?

De seneste par år er der opstået forbrugerbevægelser som Stop Spild af Mad og non-profit foreninger som fødevareBanken i Danmark, der forsøger at forhindre madspild på græsrodsniveau. Stop Spild af Mad har for eksempel samarbejdet med Unilever Food Solutions om at implementere gratis såkaldte doggybags på danske restauranter, cafeer og storkøkkener, der gør det muligt for spisende gæster at tage resterne fra deres måltid med hjem til senere i stedet for, at det ryger i skraldespanden. På samme har foreningen fødevareBanken gjort det muligt for fødevarebutikker og producenter at donere de madvarer, som de ikke kan sælge, til organisationer, der hjælper socialt udsatte.

Også Fødevareministeriet har i igangsat en række initiativer. For eksempel ændrede man fra d. 13. december 2014 lovgivningen således, at supermarkeder godt må sælge varer, der har overskredet ”mindst holdbar til”-datoen. Desuden begynder man over de kommende år at erstatte ”mindst holdbar til”-mærkaterne med ”bedst før”-mærkater, så det tydeligere fremgår, at varen stadig er spiselig. Dertil vil Fødevareministeriet udvide listen over de fødevarer (som f.eks. tyggegummi og eddike), der ikke kræver en ”bedst før”-dato, så færre varer ender unødigt i skraldespanden. Det skal desuden gøres lettere og mere attraktivt for supermarkeder og fødevareproducenter at rette fejl på etiketterne, så fødevarerne ikke smides ud pga. af en formalitet, fremgår det af Fødevareministeriets hjemmeside (se kilder).

Generelt har politikerne på Christiansborg også fået øjnene op for madspildet. Som det bliver beskrevet i oplægget “Danmark uden affald” har SR-regeringen fremsagt det mål, at en større del af madaffaldet fra husholdningerne fremover skal sorteres, så det kan anvendes til biogas (se kilder). Dertil er støttepartiet SF ifølge artiklen ”SF vil have madspild på finansloven” fra Politiken kommet med et forslag om at afsætte 3 millioner årligt til et videnscenter om madspild, hvor man samler den akkumulerede viden og erfaring på området og udvikler nye løsningsmodeller (se kilder). I 2016 gik organisationen Stop Spild af Mad, Landbrug&Fødevarer, Unilever Food Solutions, Daka Refoods og Agro Business Park sammen om at lancere mærkningsordningen Refood. Refood er en ordning for virksomheder, der gør en indsats for at bekæmpe madspild. For at gøre sig fortjent til mærket, skal en virksomhed vælge tre af ordningens madspildsreducerende initiativer. 999 virksomheder er tilmeldt ordningen.

 

overskudsmad

Overskudsmad fra private husholdninger. Foto: Morten Dueholm / Scanpix


Hvordan har Danmark markeret sig som foregangsland i kampen mod madspild?

Danmark er i blandt andet National Geographic og BBC blevet udråbt som et af de europæiske lande, der går forrest og er længst fremme i kampen mod madspild. Blandt andet fordi det er lykkedes at skabe et massivt fokus på madspild ved hjælpe af en række kampagner og konkrete initiativer, som forbrugere, forretninger og restauranter har taget til sig. Der er ligefrem opstået et marked for salg af mad, der er tæt på udløbsdatoen. Langt de fleste supermarkeder sælger varer, der nærmer sig udløbsdatoen til nedsat pris mærket ”stop madspild” og bruger det som en del af deres markedsføringsstrategi, som virker, fordi stadigt flere forbrugere ønsker at forbruge mere bæredygtigt og køber ind med tanke på klima, dyrevelfærd og madspild, kan man læse i artiklen ”Denmark Capitalizes on Culture to Stop Food Waste” på NationalGeographic.com (se kilder), mens artiklen ”The country where unwanted food is selling out” på bbc.com udpeger Danmark som det land i verden, som har igangsat flest initiativer i kampen mod madspild (se kilder).

Hvordan er nye APP’s med til at bekæmpe madspild?

To Good To Go er en APP, der gør det muligt at bestille og købe mad, som restauranter, der er tilknyttet APP’en ellers ville have smidt i skraldespanden, fordi det er blevet til overs fra buffeten eller køkkenet. Folkene bag APP’en præsenterer tjenesten som verdens største sammenslutning af ”Waste Warriors”, kan man læse på hjemmesiden togoogdtogo.com/uk. Mere end en million brugere har downloadet og brugt APP’en til at købe mad, der ellers ville være blevet smidt ud, og mere end 2.240 forretninger er tilmeldt. Også den danske APP Your Local gør det muligt for både forbrugere og fødevareproducenter at bekæmpe madspild. På YourLocal-appen kan butikker lave tilbud på mad, der skal sælges her og nu og underrette brugere i nærheden, der ønsker at gøre en handel lige inden lukketid, kan man læse på den sociale virksomheds hjemmeside yourlocal.org (se kilder).

Hvordan forener nødhjælpsorganisationer kampen mod madspild med deres virke?

Folkekirkens Nødhjælp er en af de organisationer, der har haft succes med at tænke kampen mod madspild ind i deres arbejde. I 2016 åbnede organisationen forretningen Wefood på Amagerbrogade – en forretning der sælger varer, der har passeret udløbsdatoen, men som stadig kan spises. Forretningen blev hurtigt en stor succes, bare ni måneder senere åbnede Folkekirkens Nødhjælp endnu en Wefood forretning på Nørrebro, og i 2018 åbnede også en Wefood i Aarhus. Det er frivillige, der driver Wefood forretningerne, som på de første to år havde en omsætning på 3,2 millioner kroner og langede mere end 250 ton overskudsmad over disken, så alle pengene går til nødhjælpsarbejde.
”Mange danskere ved allerede, at der er et problem med madspild, og det har uden tvivl givet os en fordel,” fortæller leder af genbrug og Wefood, Thomas Mølgaard Andersen i artiklen ”Tre forretninger på to år: Fokus på madspild har givet Wefood medvind” på Altinget.dk (se kilder).
Der er også eksempler på, at virksomheder og organisationer indgår samarbejder, der på én gang bekæmper madspild og henter penge til et sociale formål. F.eks. har organisationerne Stop Spild af Mad, Dansk Folkehjælp og dagligvarebutikken KIWI lavet en kampagne, der opfordrer forbrugerne til at købe varer tæt på udløbsdatoen mærket SPAR&HJÆLP og samtidig støtte socialt udsatte familier i Danmark.
Hver gang en kunde køber en vare mærket SPAR&HJÆLP, donerer KIWI en krone til Dansk Folkehjælp, kan man læse i artiklen ”KIWI stopper madspild og hjælper udsatte danskere” (se kilder). Allerede i løbet af en måned havde kampagnen skaffet 200.000 kroner til Dansk Folkehjælp, kan man læse i artiklen ”The Fight Against Food Waste is Becoming Big Business” på Huffington Post (se kilder).

 


Folkekirkens Nødhjælps butikker Wefood er blevet en stor succes. Denne korte film forklarer missionen bag Wefood, som på tre år har åbnet tre butikker.

 

Hvad gør man på internationalt niveau for at forhindre madspild?

Også i de store internationale organisationer er der stort fokus på madspild særligt i et klima-, miljø- eller bæredygtighedsperspektiv. F.eks. har EU-Kommissonen ifølge rapporten “Roadmap to a Resource Efficient Europe” sat sig som mål at halvere fødevarespildet i EU inden 2020 (se kilder). Det skal bl.a. ske ved at forske i, hvordan man spilder mindre mad gennem hele fødevarekæden.

Også i FN bliver der iværksat konkrete tiltag. Blandt andet har FN’s Fødevare- og landbrugsorganisation (FAO) lavet kampagnen “Think, Eat, Save”, der har til hensigt at gøre forbrugere og producenter over hele verden opmærksomme på madspildet, dets konsekvenser og forebyggelse. Ifølge den anerkendte forfatter til bogen “Waste: Uncovering the Global Food Scandal”, Tristram Stuart, skal der netop et grundlæggende holdningsskifte til i samfundet for at forhindre madspildet, der i hans optik først og fremmest skal løses ved at stoppe den systematiske overproduktionen af mad i særligt de vestlige lande. (se kilder).

Hvilke teknologier kan forhindre madspild?

Ifølge artiklen “Teknologiske våben mod spild af fødevarer” trykt i Ingeniøren viser flere studier, at udbredelsen af mobiltelefoner i fattige lande, gør bønderne i stand til at tilrettelægge produktionen af deres landbrug pga. adgang til informationer om markedets behov og prisernes udvikling (se kilder). På den måde har de bedre chancer for at afsætte deres varer. En anden afgørende faktor i dette er dog, at infrastrukturen er i orden, så maden kan nå ufordærvet frem til kunderne. Teknologi, der skaber bedre logistik, er nemlig ifølge samme artikel en løsning, der kan forhindre madspild. F.eks. kan man i dag sætte modningsprocessen på frugt og grøntsager i dvale via nedkølede containere med reduceret iltindhold, så de ikke går til, når de skal transporteres fra fjerne lande til de danske supermarkeder. Endvidere kan man kontrollere modningsprocessen af frugt ved at regulere på tilførslen af det naturlige modningsstof ethyl (se kilder).

Også emballage kan være en vigtig nøgle til at reducere madspildet. Teknologisk Institut arbejder derfor sammen med blandt andre Coop, Tulip og gartneriet AP Grønt på at udvikle nye emballageformer, der passer bedre til den danske forbrugers behov. Som det beskrives i artiklen ”Ny emballage skal mindske madspild” i Politiken, drejer det sig helt konkret om at udvikle flere og bedre sampak- og genlukløsninger, der gør, at maden ikke, som det ofte er tilfældet i særligt mindre husstande, når at blive fordærvet eller kedelig, inden man får det hele brugt (se kilder).

Hvad er næste skridt i kampen mod madspild?

Selv om de sidste års kamp mod madspild allerede har reduceret mængden betragteligt, er der endnu meget, vi kan gøre for at bruge fødevareressourcerne mere bæredygtigt, argumenterer forkvinden for organisationen Stop Spild af Mad Selina Juul. I artiklen ”Th Fight Against Food Waste is Becoming Big Business” på Huffington Post vurderer hun, at der er et stort uudnyttet marked i at bruge de fødevarer, der aldrig kommer længere end landbruget, hvor de er blevet produceret, fordi de bliver kasseret. Det gælder f.eks. squash eller agurker med en underlig form, tomater der har fået et mærke og lignende – såkaldte ”grimme fødevarer”. De fødevarer er der et stort uudnyttet fødevarepotentiale i, mener Serena Juul. Særligt fordi det har vist sig, at forbrugerne er blevet stærkt interesserede i at bakke op om kampen mod madspild og forbruge mere politisk bevidst. Europæiske fødevarevirksomheder, der markedsfører sig ved at gå ind i kampen mod madspild, er allerede begyndt at producere fødevarer ud af såkaldt ”reddet mad” (Rescued food). Det gælder f.eks. produkterne Snact, Misfit Juice, FoPo Food Powder, Rubies in the Rubble, Wonky, Kromkommer, Barstensvol, OverLekker and Spare Fruit, skriver Serena Juul i artiklen. Masser af grimme fødevarer kan let bruges i fødevareprodukter, hvor de f.eks. er blevet forarbejdet, så det er uden betydning, at de i udgangspunktet var ”grimme”, fødevareproducenterne vil få mulighed for at tjene ekstra penge på ressourcer, der før blev spildt, og forbrugerne er klar til at købe sådanne fødevarer, mener hun (se kilder).