Liv på Mars

Hvilke myter har der været om Mars?

Mars var med sin unikke røde farve et stærkt symbol på krig og vold i tusindvis af år. De gamle grækere kaldte planeten Ares, mens romerne kaldte den Mars – begge navngav planeten efter deres krigsguder.

Selv efter teleskopets opfindelse omkring år 1600, hvor videnskabsfolk begyndte at studere Mars gennem glaslinser, har Mars i århundreder fungeret som brændstof for forfatteres og videnskabsfolks vilde spekulationer, blandt andet om fremmede livsformers eventuelle eksistens i universet.

Et af de bedst kendte eksempler var, da astronomen Giovanni Virginio Schiaparelli i 1877 annoncerede, at han havde observeret kanaler på Mars’ overflade. Meddelelsen om hans opdagelse gik hurtigt verden rundt og startede en steppebrand af spekulationer om, at kanalerne måtte være blevet bygget af levende væsner, såkaldte Mars-boere.

Hvordan har populærkulturen bidraget med myter om Mars?

Det vel nok mest berømte billede af marsmænd, med grøn hud og menneskelignende kroppe, blev skabt af forfatteren Edgar Rice Burroughs i hans bog ”Martian Tales” fra 1911. Men historiens mest berømte – og berygtede – opspind om farlige marsmænd stammer derimod fra radiomediet. Det ramte de amerikanske radiobølger den 30. oktober 1938, da filminstruktøren Orson Welles opførte en live radiodramatisering af H.G. Wells’ klassiker ”War of the Worlds” (på dansk ”Klodernes kamp”), som blev sendt ud til hele USA og skabte panikagtige scener på USA’s østkyst. Millioner af amerikanere troede, at der var tale om en rigtig nyhedsudsendelse, og at glubske Mars-beboere med lange fangarme var rejst hele vejen fra den røde planet i kæmpestore krigsmaskiner for at invadere Jorden.

”War of the Worlds” er blevet indspillet flere gange af Hollywood-filminstruktører – senest i 2005 med Tom Cruise i hovedrollen. Listen med Hollywood-fantasier om den røde planet er lang og tæller mindst 40 spillefilm. Fra de senere år kan nævnes film som ”The Martian” (2015) med Matt Damon i hovedrollen og Netflix-serien ”Away” (2020), som følger en broget gruppe astronauter på vej mod Mars.

Har videnskabsfolk hentet inspiration hos populærkulturen?

Fra 1600-tallet og i de følgende århundreder kappedes forfattere og videnskabsfolk om at skabe de mest troværdige og fascinerende beskrivelser af den støvede, røde planet. I klassikeren ”Gullivers rejser” fra 1726 lod forfatteren Jonathan Swift for eksempel et hold fiktive astronomer observere Mars’ måner gennem et teleskop. Først mere end hundrede år senere gjorde den teknologiske udvikling det muligt at se Mars’ måner gennem et teleskop. Det skete, da den amerikanske astronom Asaph Hall fik øje på Mars’ to måner Phobos og Deimos gennem et hjemmebygget teleskop.

Hvornår begyndte mennesker at lede efter liv på Mars?

Egypterne var de første, som fik øje på Mars på stjernehimlen. Men det var den danske astronom Tycho Brahe, der som den første satte Mars ind i et astronomisk system. Med hjælp fra nogle hjemmebyggede instrumenter stod han nat efter nat i slutningen af 1500-tallet og studerede nattehimlen i et specialbygget observatorium på øen Hven uden for København. Allerede inden teleskopet blev opfundet, lykkedes det således Tycho Brahe at lave meget præcise beregninger af Mars’ position på stjernehimlen.

Hvornår fik forskerne de første glimt af Mars gennem teleskoper?

Den første primitive udgave af teleskopet rettede astronomen Galileo Galilei mod Mars i 1609. Men først i slutningen af 1700-tallet og i løbet af 1800-tallet begyndte videnskabsfolk verden over at studere og rapportere om tegn på liv på Mars. Den britiske astronom William Herschel studerede Mars gennem sit hjemmebyggede teleskop og udgav i 1784 en afhandling med sine observationer, hvori han fejlagtigt konkluderede, at de mørke pletter på Mars’ overflade var oceaner, mens de lyse pletter var landjord.

Hvorfor leder forskerne efter liv på Mars?

Der er flere forklaringer på, hvorfor videnskabsfolk søger efter spor af liv på Mars: Bortset fra Venus er Mars den planet, der kommer tættest på Jorden. Mars er samtidig den eneste planet, som vi mennesker med hjælp fra teleskoper har kunnet studere og observere for overfladestrukturer og andre geologiske kendetegn. Ifølge artiklen ”Fakta om Mars” fra www.rumfart.dk (se kilder) hænger vores fascination af Mars hænger naturligt sammen med, at planeten i mange år har været forskernes bedste bud på en planet, hvor det kan tænkes, at der eksisterer eller har eksisteret liv, som kan sammenlignes med det liv, vi kender fra Jorden. Selv hvis der viser sig ikke at være liv på Mars, kan en udforskning af planeten give forskerne værdifuld viden. Det forklarer astrobiologen Andrew Steele i artiklen ”Life on Mars?” fra Smithsonian Magazine (se kilder): ”Hvis vi finder et beboeligt miljø, som ikke er beboet, fortæller det os noget om stedet. Hvis der ikke er noget liv, hvorfor er der ikke noget liv? Svaret fører blot flere spørgsmål med sig”.

Hvordan har forskernes fokus på Mars udviklet sig i det 21. århundrede?

Den anerkendte danske Mars-forsker Jens Martin Knudsen var frem til sin død i 2005 særligt optaget af støvet på Mars og af muligheden for vand deroppe. Som forsker lykkedes det ham at overtale NASA til på robotmissioner at medbringe specialudviklede instrumenter, der blev centrale i kortlægningen af planetens geologi og vandrige historie. Efter sin død fik Jens Martin Knudsen sågar tildelt den store hæder at få et højdedrag på Mars opkaldt efter sig: ”Knudsen Ridge”. Det fremgår af Berlingskes artikel ”Her er de ti vildeste facts om vores røde nabo i rummet” (se kilder).

Efter finanskrisen i 2008 måtte USA og resten af verden skære ned på sit fokus på Mars, men i løbet af 2010’erne blev både myndigheder og forskeres interesse for Mars igen intensiveret. Året 2020 blev et nyt gennembrud. Eksempelvis observerede et internationalt hold af planetforskere en asteroide omkring Mars, der minder så meget om Jordens måne, at ”asteroiden faktisk kan være et stykke af Månen, som brækkede løs under en kollision i det tidlige og kaotiske solsystem”. Det fremgår af Ingeniørens artikel ”Forskere kan have fundet et stykke af Månen ved Mars” (se kilder). Ifølge artiklen blev 2020 også året, hvor danske forskere kunne løfte arven efter Jens Martin Knudsen med centrale bidrag til den store amerikansk-europæiske Mars 2020-mission, der har til formål at finde eventuelle tegn på liv på Mars. Det største danske forskerbidrag kommer fra DTU Space i Lyngby, der har leveret et avanceret kamerasystem til et hovedinstrument på Mars-robotten Perseverance. Også Knudsens gamle Marsgruppe på Københavns Universitet er med, blandt andet med bidrag til et eksperiment, der skal forsøge at fremstille ilt med CO2 fra den tynde atmosfære deroppe.

Hvornår lykkedes det første gang at sende en mission til Mars?

USA havde i 1964 sendt sonden Mariner 3 til Mars, men det var først i 1965, at NASA modtog de første nærbilleder nogensinde af plantens overflade. De var taget af rumsonden Mariner 4, og billederne viste en tør, kraterfyldt planet uden floder, have eller tegn på liv. Mariner 4 aflivede dermed tidligere hypoteser om, at kanalerne på planetens overflade var fyldt med vand.

Mariner 4 målte også Mars’ atmosfæretryk, som viste sig at være væsentligt lavere end Jordens. Dermed kunne NASA’s forskerhold konkludere, at der ikke kan eksistere flydende vand på overfladen af Mars under de nuværende forhold. Det fremgår af bogen ”Life on Mars; The Complete Story” (se kilder). Miljøet på Mars er kort sagt alt for barskt til at huse komplekst liv, og efter Mariner 4’s opdagelser indstillede forskerne jagten på komplekse, multicellulære organismer på planeten. NASA’s Mars-missioner har siden haft som mål at identificere primitive, bakterielignende organismer.

Hvornår landede man første gang på Mars?

15 rumfartøjer har til dato sat deres landingsstel på Mars’ overflade. Det lykkedes første gang i 1971, da den sovjetiske Mars 3-mission sendte en orbiter i kredsløb om planeten og landede et fartøj, som nåede at sende 20 sekunders data hjem til Jorden, inden det brød sammen.

Første gang, der kørte et fartøj på Mars, var i 1997, da Mars Pathfinder-missionen placerede den fjernstyrede bil Sojourner på overfladen af planeten. Den lille bil var udrustet med et videokamera og kunne måle stofsammensætningen på Mars’ overflade. Bilen var designet til at holde i en måned, men fungerede i tre måneder.

Den seneste succesfulde landing skete med NASA’s Phoenix-ekspedition i 2007, mens det europæiske rumagenturs (ESA) forsøg med Schiaparelli blev en fiasko i 2016.

Hvilke igangværende missioner mod Mars er der?

Som før nævnt blev sommeren 2020 et skelsættende tidspunkt for Mars-missionerne. Hele tre missioner blev sendt afsted mod planeten den sommer, endda alle med få dages mellemrum. Det drejer sig om henholdsvis De Forenede Arabiske Emiraters sonde Hope, der skal i kredsløb om planeten, samt Kinas landingsmission Tianwen-1 og NASA’s nyeste Mars-robot, Perseverance, der også skal forsøge at lande. Sidstnævnte er en del af et amerikansk-europæisk samarbejde. Efter planen skal missionerne nå frem til Mars i løbet af de første uger af februar 2021. Det fremgår af Berlingskes artikel ”Jagten på at få det store svar er indledt – verden myldrer mod Mars” (se kilder)

Hvilke storpolitiske interesser har spillet ind?

I næsten 40 år dominerede USA og det daværende Sovjetunionen trafikken mod Mars. Drømmen om at lande på ’den røde planet’ afspejlede ikke kun menneskets tørst efter viden og naturlige nysgerrighed. Rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen afspejlede også en benhård realpolitisk magtkamp mellem verdens to eneste supermagter under Den Kolde Krig i sidste halvdel af det 20. århundrede.

Efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud tøede det amerikansk-russiske forhold op, men national sikkerhedspolitik påvirker fortsat nutidens Mars-missioner. Særligt nu hvor flere lande har meldt sig i det nye rumkapløb, heriblandt Kina og De Forenede Arabiske Emirater samt Indien.

Hvad er kendetegnende for nutidens rumkapløb mod Mars?

Hvor rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen under Den Kolde Krig var drevet af to staters konkurrence mod hinanden, så er det nuværende rumkapløb lidt anderledes. Man har taget lærdommen om, at ”vi kan, hvis vi vil” med fra det gamle rumkapløb, men i dag er det i høj grad også private aktører, ikke alene stater og regeringer, der driver udviklingen. En af de private aktører, som skubber på for at sende mennesker til Mars så hurtigt som muligt, er forretningsmanden Elon Musk. Ifølge DR-artiklen ”En ny verden åbner sig: Sådan indtager vi Mars i din levetid” handler det for Musk om at komme til Mars ”for at etablere en permanent menneskelig tilstedeværelse på planeten for at sikre menneskeartens overlevelse” (se kilder). I artiklen udtaler DTU-forskeren Michael Linden-Vørnle sig om sagen: ”I Musks rumfirma SpaceX arbejdes der målrettet på at bygge raketter og rumskibe, der kan bringe mennesker til Mars. Imens tjener SpaceX penge ved at opsende satellitter og ved at sende last og astronauter til den Internationale Rumstation”. En lignende analyse finder man i Jyllands-Postens artikel ”Kina og USA's private sektor definerer det nye rumkapløb” (se kilder).

I en artikel på Videnskab.dk opridses den internationale sikkerhedspolitik i rummet under overskriften ”Det nye rumkapløb: Derfor skal der mennesker på Mars”. Artiklen fremhæver de forskellige aktører, heriblandt NASA, ESA med 22 medlemslande, Ruslands rumagentur Roskosmos, den indiske rumforskningsorganisation ISRO, Kinas Nationale Rumforvaltning og Japans Rumforskningsagentur. Ifølge artiklen er vi ”ikke alene vidne til samarbejde, men også konkurrence. Hvilken nation (eller privat aktør?) vil være den næste, der lander på Månen og efter det, hvem lander først astronauter på Mars? Det er et regulært rumkapløb” konkluderer artiklen (se kilder).

Hvad er succesraten for Mars-missionerne?

Det er en ekstremt dyr og risikofyldt affære at sende en rumsonde ud på den mindst 56 millioner kilometer lange rejse til Mars. En opgørelse på NASAs officielle Mars-hjemmeside, Mars Exploration Program (se kilder) viser, at der har været tæt trafik på vejen til den røde planet siden 1960. Siden Sovjetunionen sendte historiens første rumsonde af sted mod Mars, har op mod 60 procent af de foreløbigt 56 Mars-missioner (per januar 2021) imidlertid været fiaskoer, og endnu værre ser det ud, når man kigger på antallet af succesfulde landingsmissioner, hvor kun hver tredje er lykkedes. Det fremgår af artiklen ”Curiosity’s chances? Most Mars Missions crash, Burn or Disappear” I Wired Magazine (se kilder) og BBC-artiklen “How many Mars missions have been successful?” (se kilder). Typiske fejl, der kan føre til missionernes fiasko, sker i fartøjets opsendingssystem, navigationssystem eller landingssystem. Andre gange rammer sonden forbi Mars’ kredsløb, eller fartøjets kommunikationsudstyr eller måleudstyr går i stykker. Det fremgår også af Berlingskes artikel ”Jagten på at få det store svar er indledt – verden myldrer mod Mars” (se kilder).