Liv på Mars

Artikel type
faktalink
journalist Henning Due, iBureauet/Dagbladet Information, 2012
Main image
NASA fremviser et koncept på mobil robot som skal undersøge om der er liv på Mars - planen er at robotten skal være klar i 2020.
NASA fremviser et koncept på mobil robot som skal undersøge om der er liv på Mars - planen er at robotten skal være klar i 2020.
Foto: Handout/NASA/JPL

Planeten Mars har i tusindvis af år spillet en særlig rolle i menneskets historie. Hos de gamle grækere og romere var den blodrøde planet et symbol på krig, og siden 1600-tallet har videnskabsfolk studeret Mars’ overflade for at finde svaret på videnskabshistoriens måske vigtigste spørgsmål: Findes der liv andre steder end på Jorden? Myter om liv på Mars har i århundreder næret forfatteres fantasi, og på det store lærred har filminstruktører skabt uforglemmelige billeder af grønne marsmænd, som truer med at invadere og tage magten på Jorden. Men spørgsmålet, om der nogensinde har været liv på Mars, er fortsat ikke besvaret.

Mars Rover's Marathon Search for Water

Historisk baggrund

Hvilke myter har der været om Mars?

Mars var med sin unikke røde farve et stærkt symbol på krig og vold i tusindvis af år. De gamle grækere kaldte planeten Ares, mens romerne kaldte den Mars – begge navngav planeten efter deres krigsguder.
Selv efter teleskopets opfindelse, hvor videnskabsfolk begyndte at studere Mars gennem glaslinser, har Mars fungeret som brændstof for forfatteres og videnskabsfolks vilde spekulationer, bl.a. om fremmede livsformers eventuelle eksistens i universet.
Et af de bedst kendte eksempler var, da astronomen Giovanni Virginio Schiaparelli i 1877 annoncerede, at han havde observeret kanaler på Mars’ overflade. Meddelelsen om hans opdagelse gik hurtigt verden rundt og startede en steppebrand af spekulationer om, at kanalerne måtte være blevet bygget af levende væsner, såkaldte Mars-boere.

Hvordan har populærkulturen bidraget med myter om Mars?

Det vel nok mest berømte billede af marsmænd, med grøn hud og menneskelignende kroppe, blev skabt af forfatteren Edgar Rice Burroughs i hans bog ”Martian Tales” fra 1911. Men historiens mest berømte – og berygtede – opspind om farlige marsmænd stammer derimod fra radiomediet. Det ramte de amerikanske radiobølger den 30. oktober 1938, da filminstruktøren Orson Welles opførte en live radiodramatisering af H.G. Wells’ klassiker ”War of the Worlds”, som blev sendt ud til hele USA og skabte panikagtige scener på USA’s østkyst. Millioner af amerikanere troede, at der var tale om en rigtig nyhedsudsendelse, og at glubske Mars-beboere med lange fangarme var rejst hele vejen fra den røde planet i kæmpestore krigsmaskiner for at invadere Jorden.
”War of the Worlds” er blevet indspillet flere gange af Hollywood-filminstruktører – senest i 2005 med Tom Cruise i hovedrollen – og foreløbig tæller listen med Hollywood-fantasier om den røde planet flere end 30 film.

Har videnskabsfolk hentet inspiration hos populærkulturen?

Fra 1600-tallet og i de følgende århundreder kappedes forfattere og videnskabsfolk om at skabe de mest troværdige og fascinerende beskrivelser af den støvede, røde planet. I klassikeren ”Gullivers rejser” fra 1726 lod forfatteren Jonathan Swift f.eks. et hold fiktive astronomer observere Mars’ måner gennem et teleskop. Først mere end hundrede år senere gjorde den teknologiske udvikling det muligt at se Mars’ måner gennem et teleskop. Det skete, da den amerikanske astronom Asaph Hall fik øje på Mars’ to måner Phobos og Deimos gennem et hjemmebygget teleskop.


Hvornår begyndte mennesker at lede efter liv på Mars?

Egypterne var de første, som fik øje på Mars på stjernehimlen, men det var den danske astronom Tycho Brahe, der som den første satte Mars ind i et astronomisk system. Med hjælp fra nogle hjemmebyggede instrumenter stod han nat efter nat i slutningen af 1500-tallet og studerede nattehimlen i et specialbygget observatorium på øen Hven uden for København. Mere end 200 år inden teleskopet blev opfundet, lykkedes det således Tycho Brahe at lave meget præcise beregninger af Mars’ position på stjernehimlen.

Hvornår fik forskerne de første glimt af Mars gennem teleskoper?

Den første primitive udgave af teleskopet rettede astronomen Galileo Galilei mod Mars i 1609. Men først i slutningen af 1700-tallet og i løbet af 1800-tallet begyndte videnskabsfolk verden over at studere og rapportere om tegn på liv på Mars. Den britiske astronom William Herschel studerede Mars gennem sit hjemmebyggede teleskop og udgav i 1784 en afhandling med sine observationer, hvori han fejlagtigt konkluderede, at de mørke pletter på Mars’ overflade var oceaner, mens de lyse pletter var landjord.

Hvorfor leder forskerne efter liv på Mars?

Der er flere forklaringer på, hvorfor videnskabsfolk søger efter spor af liv på Mars: Bortset fra Venus er Mars den planet, der kommer tættest på Jorden, og Mars er samtidig den eneste planet, som vi mennesker med hjælp fra teleskoper har kunnet studere og observere for overfladestrukturer og andre geologiske kendetegn. Ifølge artiklen ”Fakta om Mars” fra www.rumfart.dk (se kilder) hænger vores fascination af Mars hænger naturligt sammen med, at planeten i mange år har været forskernes bedste bud på en planet, hvor det kan tænkes, at der eksisterer eller har eksisteret liv, der kan sammenlignes med det liv, vi kender fra Jorden. Selv hvis der viser sig ikke at være liv på Mars, kan en udforskning af planeten give forskerne værdifuld viden. Det forklarer astrobiologen Andrew Steele i artiklen ”Life on Mars?” fra Smithsonian Magazine (se kilder): ”Hvis vi finder et beboeligt miljø, som ikke er beboet, fortæller det os noget om stedet. Hvis der ikke er noget liv, hvorfor er der ikke noget liv? Svaret fører blot flere spørgsmål med sig.”.

Missioner til Mars

Hvornår lykkedes det første gang at sende en mission til Mars?

USA havde i 1964 sendt sonden Mariner 3 til Mars, men det var først i 1965, at NASA modtog de første nærbilleder nogensinde af plantens overflade. De var taget af rumsonden Mariner 4, og billederne viste en tør, kraterfyldt planet uden floder, have eller tegn på liv. Mariner 4 aflivede dermed tidligere hypoteser om, at kanalerne på planetens overflade var fyldt med vand.
Mariner 4 målte også Mars’ atmosfæretryk, som viste sig at være væsentligt lavere end Jordens. Dermed kunne NASA’s forskerhold konkludere, at der ikke kan eksistere flydende vand på overfladen af Mars under de nuværende forhold. Det fremgår af artiklen ”Life on Mars; the complete story” (se kilder). Miljøet på Mars er kort sagt alt for barskt til at huse komplekst liv, og efter Mariner 4’s opdagelser indstillede forskerne jagten på komplekse, multicellulære organismer på planeten. NASA’s Mars-missioner har siden haft som mål at identificere primitive, bakterielignende organismer. 

Hvornår landede man første gang på Mars?

Ni rumfartøjer har til dato sat deres landingsstel på Mars’ overflade. Det lykkedes første gang i 1971, da den sovjetiske Mars 3-mission sendte en orbiter i kredsløb om planeten og landede et fartøj, som nåede at sende 20 sekunders data hjem til Jorden, inden det brød sammen.

Første gang, der kørte et fartøj på Mars, var i 1997, da Mars Pathfinder-missionen placerede den fjernstyrede bil Sojourner på overfladen af planeten. Den lille bil var udrustet med et videokamera og kunne måle stofsammensætningen på Mars’ overflade. Bilen var designet til at holde i en måned, men fungerede i tre måneder. 

Hvilke storpolitiske interesser har spillet ind?

I næsten 40 år dominerede USA og det daværende Sovjetunionen trafikken mod Mars. Drømmen om at lande på ’den røde planet’ afspejlede ikke kun menneskets tørst efter viden og naturlige nysgerrighed. Rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen afspejlede også en benhård realpolitisk magtkamp mellem verdens to eneste supermagter under Den Kolde Krig i sidste halvdel af det 20. århundrede.
Efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud tøede det amerikansk-russiske forhold op, men national sikkerhedspolitik påvirker fortsat nutidens Mars-missioner. Ifølge en artikel fra www.spacepolitics.com (se kilder) sagde Charles Miller, tidligere seniorrådgiver hos NASA, på en konference i Washington i november 2012: ”Vores nationale sikkerhed trues i disse dage, fordi amerikanske opsendingsfartøjer er blevet dyrere og mindre stabile som en konsekvens af, at de flyver sjældnere i dag end tidligere. Vores nationale sikkerhed trues, når vi bliver afhængige af russiske raketmotorer.” 

Hvem fører an i jagten efter liv på Mars i dag?

Siden 1960'erne har USA ført an i jagten på liv på den røde planet. I spidsen for Mars-missionerne står den amerikanske nationale rumorganisation NASA (National Aeronautics & Space Administration). Russerne har dog også sendt en lang række sonder af sted til Mars i perioden fra 1960’erne til 1990’erne, og i 1998 kom Japan på banen, efterfulgt af Europa i 2003. Det fremgår af Mars Exploration program (se kilder). På grund af store offentlige budgetunderskud de seneste år har USA dog måttet trække i håndbremsen for sin Mars-mission, og NASA’s næste store mission til den røde planet har foreløbig lange udsigter. 

Hvad er succesraten for Mars-missionerne?

Det er en ekstremt dyr og risikofyldt affære at sende en rumsonde ud på den 56 millioner kilometer lange rejse til Mars. En opgørelse på NASAs officielle Mars-hjemmeside, Mars Exploration Program (se kilder) viser, at der har været tæt trafik på vejen til den røde planet siden 1960. Siden Sovjetunionen sendte historiens første rumsonde af sted mod Mars, har flere end halvdelen af de foreløbigt 40 Mars-missioner imidlertid været fiaskoer, og endnu værre ser det ud, når man kigger på antallet af succesfulde landingsmissioner, hvor kun hver tredje er lykkedes. Det fremgår af artiklen ”Curiosity’s chances? Most Mars Missions crash, Burn or Disappear” (se kilder). Typiske fejl, der kan føre til missionernes fiasko, sker i fartøjets opsendingssystem, navigationssystem eller landingssystem. Andre gange rammer sonden forbi Mars’ kredsløb, eller fartøjets kommunikationsudstyr eller måleudstyr går i stykker.