Liv på Mars

Hvilke myter har der været om Mars?

Mars var med sin unikke røde farve et stærkt symbol på krig og vold i tusindvis af år. De gamle grækere kaldte planeten Ares, mens romerne kaldte den Mars – begge navngav planeten efter deres krigsguder.
Selv efter teleskopets opfindelse, hvor videnskabsfolk begyndte at studere Mars gennem glaslinser, har Mars fungeret som brændstof for forfatteres og videnskabsfolks vilde spekulationer, bl.a. om fremmede livsformers eventuelle eksistens i universet.
Et af de bedst kendte eksempler var, da astronomen Giovanni Virginio Schiaparelli i 1877 annoncerede, at han havde observeret kanaler på Mars’ overflade. Meddelelsen om hans opdagelse gik hurtigt verden rundt og startede en steppebrand af spekulationer om, at kanalerne måtte være blevet bygget af levende væsner, såkaldte Mars-boere.

Hvordan har populærkulturen bidraget med myter om Mars?

Det vel nok mest berømte billede af marsmænd, med grøn hud og menneskelignende kroppe, blev skabt af forfatteren Edgar Rice Burroughs i hans bog ”Martian Tales” fra 1911. Men historiens mest berømte – og berygtede – opspind om farlige marsmænd stammer derimod fra radiomediet. Det ramte de amerikanske radiobølger den 30. oktober 1938, da filminstruktøren Orson Welles opførte en live radiodramatisering af H.G. Wells’ klassiker ”War of the Worlds”, som blev sendt ud til hele USA og skabte panikagtige scener på USA’s østkyst. Millioner af amerikanere troede, at der var tale om en rigtig nyhedsudsendelse, og at glubske Mars-beboere med lange fangarme var rejst hele vejen fra den røde planet i kæmpestore krigsmaskiner for at invadere Jorden.
”War of the Worlds” er blevet indspillet flere gange af Hollywood-filminstruktører – senest i 2005 med Tom Cruise i hovedrollen – og foreløbig tæller listen med Hollywood-fantasier om den røde planet flere end 30 film.

Har videnskabsfolk hentet inspiration hos populærkulturen?

Fra 1600-tallet og i de følgende århundreder kappedes forfattere og videnskabsfolk om at skabe de mest troværdige og fascinerende beskrivelser af den støvede, røde planet. I klassikeren ”Gullivers rejser” fra 1726 lod forfatteren Jonathan Swift f.eks. et hold fiktive astronomer observere Mars’ måner gennem et teleskop. Først mere end hundrede år senere gjorde den teknologiske udvikling det muligt at se Mars’ måner gennem et teleskop. Det skete, da den amerikanske astronom Asaph Hall fik øje på Mars’ to måner Phobos og Deimos gennem et hjemmebygget teleskop.

Hvornår begyndte mennesker at lede efter liv på Mars?

Egypterne var de første, som fik øje på Mars på stjernehimlen, men det var den danske astronom Tycho Brahe, der som den første satte Mars ind i et astronomisk system. Med hjælp fra nogle hjemmebyggede instrumenter stod han nat efter nat i slutningen af 1500-tallet og studerede nattehimlen i et specialbygget observatorium på øen Hven uden for København. Mere end 200 år inden teleskopet blev opfundet, lykkedes det således Tycho Brahe at lave meget præcise beregninger af Mars’ position på stjernehimlen.

Hvornår fik forskerne de første glimt af Mars gennem teleskoper?

Den første primitive udgave af teleskopet rettede astronomen Galileo Galilei mod Mars i 1609. Men først i slutningen af 1700-tallet og i løbet af 1800-tallet begyndte videnskabsfolk verden over at studere og rapportere om tegn på liv på Mars. Den britiske astronom William Herschel studerede Mars gennem sit hjemmebyggede teleskop og udgav i 1784 en afhandling med sine observationer, hvori han fejlagtigt konkluderede, at de mørke pletter på Mars’ overflade var oceaner, mens de lyse pletter var landjord.

Hvorfor leder forskerne efter liv på Mars?

Der er flere forklaringer på, hvorfor videnskabsfolk søger efter spor af liv på Mars: Bortset fra Venus er Mars den planet, der kommer tættest på Jorden, og Mars er samtidig den eneste planet, som vi mennesker med hjælp fra teleskoper har kunnet studere og observere for overfladestrukturer og andre geologiske kendetegn. Ifølge artiklen ”Fakta om Mars” fra www.rumfart.dk (se kilder) hænger vores fascination af Mars hænger naturligt sammen med, at planeten i mange år har været forskernes bedste bud på en planet, hvor det kan tænkes, at der eksisterer eller har eksisteret liv, der kan sammenlignes med det liv, vi kender fra Jorden. Selv hvis der viser sig ikke at være liv på Mars, kan en udforskning af planeten give forskerne værdifuld viden. Det forklarer astrobiologen Andrew Steele i artiklen ”Life on Mars?” fra Smithsonian Magazine (se kilder): ”Hvis vi finder et beboeligt miljø, som ikke er beboet, fortæller det os noget om stedet. Hvis der ikke er noget liv, hvorfor er der ikke noget liv? Svaret fører blot flere spørgsmål med sig.”.

Hvornår lykkedes det første gang at sende en mission til Mars?

USA havde i 1964 sendt sonden Mariner 3 til Mars, men det var først i 1965, at NASA modtog de første nærbilleder nogensinde af plantens overflade. De var taget af rumsonden Mariner 4, og billederne viste en tør, kraterfyldt planet uden floder, have eller tegn på liv. Mariner 4 aflivede dermed tidligere hypoteser om, at kanalerne på planetens overflade var fyldt med vand.
Mariner 4 målte også Mars’ atmosfæretryk, som viste sig at være væsentligt lavere end Jordens. Dermed kunne NASA’s forskerhold konkludere, at der ikke kan eksistere flydende vand på overfladen af Mars under de nuværende forhold. Det fremgår af artiklen ”Life on Mars; the complete story” (se kilder). Miljøet på Mars er kort sagt alt for barskt til at huse komplekst liv, og efter Mariner 4’s opdagelser indstillede forskerne jagten på komplekse, multicellulære organismer på planeten. NASA’s Mars-missioner har siden haft som mål at identificere primitive, bakterielignende organismer. 

Hvornår landede man første gang på Mars?

Ni rumfartøjer har til dato sat deres landingsstel på Mars’ overflade. Det lykkedes første gang i 1971, da den sovjetiske Mars 3-mission sendte en orbiter i kredsløb om planeten og landede et fartøj, som nåede at sende 20 sekunders data hjem til Jorden, inden det brød sammen.

Første gang, der kørte et fartøj på Mars, var i 1997, da Mars Pathfinder-missionen placerede den fjernstyrede bil Sojourner på overfladen af planeten. Den lille bil var udrustet med et videokamera og kunne måle stofsammensætningen på Mars’ overflade. Bilen var designet til at holde i en måned, men fungerede i tre måneder. 

Hvilke storpolitiske interesser har spillet ind?

I næsten 40 år dominerede USA og det daværende Sovjetunionen trafikken mod Mars. Drømmen om at lande på ’den røde planet’ afspejlede ikke kun menneskets tørst efter viden og naturlige nysgerrighed. Rumkapløbet mellem USA og Sovjetunionen afspejlede også en benhård realpolitisk magtkamp mellem verdens to eneste supermagter under Den Kolde Krig i sidste halvdel af det 20. århundrede.
Efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud tøede det amerikansk-russiske forhold op, men national sikkerhedspolitik påvirker fortsat nutidens Mars-missioner. Ifølge en artikel fra www.spacepolitics.com (se kilder) sagde Charles Miller, tidligere seniorrådgiver hos NASA, på en konference i Washington i november 2012: ”Vores nationale sikkerhed trues i disse dage, fordi amerikanske opsendingsfartøjer er blevet dyrere og mindre stabile som en konsekvens af, at de flyver sjældnere i dag end tidligere. Vores nationale sikkerhed trues, når vi bliver afhængige af russiske raketmotorer.” 

Hvem fører an i jagten efter liv på Mars i dag?

Siden 1960'erne har USA ført an i jagten på liv på den røde planet. I spidsen for Mars-missionerne står den amerikanske nationale rumorganisation NASA (National Aeronautics & Space Administration). Russerne har dog også sendt en lang række sonder af sted til Mars i perioden fra 1960’erne til 1990’erne, og i 1998 kom Japan på banen, efterfulgt af Europa i 2003. Det fremgår af Mars Exploration program (se kilder). På grund af store offentlige budgetunderskud de seneste år har USA dog måttet trække i håndbremsen for sin Mars-mission, og NASA’s næste store mission til den røde planet har foreløbig lange udsigter. 

Hvad er succesraten for Mars-missionerne?

Det er en ekstremt dyr og risikofyldt affære at sende en rumsonde ud på den 56 millioner kilometer lange rejse til Mars. En opgørelse på NASAs officielle Mars-hjemmeside, Mars Exploration Program (se kilder) viser, at der har været tæt trafik på vejen til den røde planet siden 1960. Siden Sovjetunionen sendte historiens første rumsonde af sted mod Mars, har flere end halvdelen af de foreløbigt 40 Mars-missioner imidlertid været fiaskoer, og endnu værre ser det ud, når man kigger på antallet af succesfulde landingsmissioner, hvor kun hver tredje er lykkedes. Det fremgår af artiklen ”Curiosity’s chances? Most Mars Missions crash, Burn or Disappear” (se kilder). Typiske fejl, der kan føre til missionernes fiasko, sker i fartøjets opsendingssystem, navigationssystem eller landingssystem. Andre gange rammer sonden forbi Mars’ kredsløb, eller fartøjets kommunikationsudstyr eller måleudstyr går i stykker. 

Har forskerne fundet beviser på liv på Mars?

Det er ikke nogen nem sag at identificere såkaldte fossile mikrober, døde mikroorganismer, som er så små, at de kun kan ses i et mikroskop. Derfor var det intet mindre end en sensation, da Daniel Goldin den 7. august 1997 stillede en plastikboks frem på et bord foran verdenspressens fotolinser i NASA’s hovedkvarter i Washington D.C. og annoncerede, at NASA havde fundet rester af liv i en sten, som kom fra Mars. Ni dage senere udgav det anerkendte videnskabelige tidsskrift Science en artikel fra NASA’s forskerhold, hvori holdet konkluderede, at de havde fundet beviser på primitivt bakterielt liv på Mars.
Ifølge NASA’s forskerhold indeholdt stenen mikroorganismer fra Mars. Forskerholdets teori var, at stenen, som ifølge NASA blev dannet på den røde planet for cirka 4,5 milliarder år siden, blev slynget ud i verdensrummet for cirka 16 millioner år siden. Stenen blev formentlig slynget ud i verdensrummet af en asteroide, som røg ind i Mars, og stenen fløj derefter ud på en 13.000 år lang tur rundt i solsystemet med endestation i Antarktis’ iskolde snelandskab.
NASA’s forskerhold havde fundet, hvad de kaldte ”en besynderlig kemisk sammensætning” i Mars-stenen, bestående af mineraler og kulstofforbindelser, som her på Jorden bliver skabt af mikrober.
Forskerholdet fandt også såkaldte magnetit-krystaller i stenen, som består af magnetiske jernoxider, og som visse bakterier her på Jorden også producerer.
Det vigtigste bevis var ifølge NASA et foto, som forskerholdet havde taget af stenen gennem et elektronmikroskop, og som viste nogle små kuglelignende kæder inden i stenen, der minder om kendte bakteriekæder på Jorden ifølge artiklerne ”Life on Mars?” og ”Evidence of Ancient Martian Life in Meteorite ALH84001?” (se kilder).

Er der hold i NASA’s beviser på liv på Mars?

Ifølge J. William Schopf, en amerikansk palæo-biolog med speciale i fossiler på Jorden, beviser NASA’s Mars-sten ikke, at der har været liv på den røde planet. Samme dag, som NASA præsenterede Mars-stenen for verdenspressen, fremviste Schopf en række fotos af milliarder af år gamle forstenede bakteriekæder fra Australien. Ifølge Schopf var indholdet af disse sten – i modsætning til Mars-stenens indhold – ”beviseligt fossiler”. Det fremgår af artiklen ”Life on Mars” (se kilder).
I artiklen argumenterede Schopf for, at ”nogle tilfældige krystaller og en besynderlig kemisk sammensætning i en sten” hverken beviser liv på Mars – eller på Jorden for den sags skyld. Schopf fik støtte fra andre førende videnskabsfolk verden over, og i dag er der kun få forskere, som bakker NASA op i, at de kuglelignende kæder i stenen fra Mars beviser, at der har eksisteret liv på planeten. 

Hvilke missioner har skabt mest viden om muligheder for liv på Mars?

De to amerikanske Viking-rumsonder, der landede på Mars i 1976, har foreløbigt bidraget mest til vores viden om liv på Mars. Hver rumsonde bestod af en kredsløbssonde, en såkaldt orbiter, og et landingsmodul. De to sonder blev opsendt i 1975 og nåede frem til Mars i henholdsvis juni og august 1976. Fra deres kredsløb kortlagde sonderne 97 procent af Mars' overflade, og landingsstationerne sendte data fra Mars-overfladen tilbage til Jorden i flere år, inden de brød sammen.

Hvad er de vigtigste videnskabelige opdagelser fra Mars’ overflade?

Den amerikanske landsonde Phoenix sendte i 2008 data hjem fra Mars’ overflade, som viste, at der findes vandis-holdig permafrossen jord under et 5-7 centimeter tykt lag af jordlignende materiale nord for Mars’ polarcirkel. Phoenix nåede at sende mere end 25 gigabit data tilbage til Jorden i sin levetid.

I 2012 landede NASA’s Mars Science Laboratory-mission det plutoniumdrevne køretøj Curiosity på Mars’ overflade. Curiosity fandt beviser på, at der engang har flydt vand på Mars’ overflade. Beviset er ifølge NASA nogle afrundede, slebne småsten og grus, som Curiosity ifølge artiklen ”Mars Curiosity Rover Finds Proof of Flowing Water-A First” i National Geographic (se kilder) fandt nær landingsstedet i Gale-krateret. Curiosity skal i to år undersøge Gale-krateret for rester af biofilm og aminosyrer, som er byggestenene i proteiner, og andre kemiske forbindelser. 

Hvad leder Curiosity efter på Mars?

Populært sagt leder fartøjet efter ”livets ingredienser” ifølge artiklen ”Curiosity rover: why Nasa isn't looking for life on Mars” (se kilder), og Curiosity er foreløbigt det mest ambitiøse udforskningsfartøj, som mennesket har sendt til Mars. Fartøjet er udstyret med ti forskellige instrumenter – blandt andet avancerede kameraer, en robotarm og en laser, som kan knuse sten og måle deres indhold. NASA håber, at Curiosity finder svar på, hvordan klimaet på Mars har udviklet sig gennem tiderne, og om Mars nogensinde har været beboelig for levende organismer. 

Hvilke nye fund antyder, at der kan have været liv på Mars?

I 2012 fandt NASA’s Opportunity-køretøj de foreløbigt bedste indicier på, at der engang flød vand på overfladen af Mars, og at den røde planet muligvis engang har været hjemsted for liv. Opportunity fandt vandholdige mineraler og kemiske forbindelser på nogle sten nær Mars’ ækvator, og disse mineraler og kemiske forbindelser indikerer, at stenene blev formet for milliarder af år siden i et lavvandet hav. Da krystalstrukturerne og lagene i stenene hverken ser ud til at være blevet knust eller kogt, er der gode muligheder for at finde fossiler i stenene og dermed beviser på liv på Mars. 

Hvordan har målet med NASA’s Mars-mission ændret sig??

Målet med NASA’s Mars-program, Mars Exploration Programme, var indtil for nylig at finde ud af, om der findes liv på Mars. Men efter årtiers forgæves forsøg på at finde endegyldige beviser for liv på Mars besluttede NASA i 2012 at ændre programmets fokus. Det skete samtidig med opsendelsen af Mars Science Laboratory-missionen med køretøjet Curiosity. ”Curiosity er ikke en liv-detektor-mission. Vi leder faktisk ikke efter liv. Vi er ikke i stand til at opdage liv, hvis det er der,” sagde Curiosity-missionens projektleder John Grotzinger i en NASA-video om missionen. Det fremgår af artiklen ”Curiosity rover: Why Nasa isn't looking for life on Mars” i The Guardian (se kilder). NASA’s forskere leder nu i stedet efter beviser på, at der tidligere har eksisteret levende organismer i det røde støv på Mars’ overflade.

Hvad taler imod, at der kan eksistere liv på Mars? 

Overfladen på Mars er ikke noget særlig gæstfrit miljø for levende organismer. Den er knastør, og temperaturen ved overfladen falder hvert døgn helt ned til omkring 104 minusgrader. Samtidig er Mars’ atmosfære for tynd til at blokere for ultraviolette stråler fra rummet, og ingen kendte former for levende organismer kan overleve en bestråling med denne type stråler.

Findes der vand på Mars?

Mars er lige så gammel som Jorden (cirka 4,5 milliarder år), og indtørrede søer og kløfter på planeten indikerer, at der engang flød vand på planetens overflade.
I dag findes der formentlig kun vand i form af is, dels som permafrost i de polare områder omkring polarkalotterne, dels i mineralforekomster i undergrunden nær polerne og i de ækvatoriale områder – og dels har måleudstyr registreret en smule vand i Mars’ atmosfære. 

Findes der andre kendte grundstoffer på Mars?

Astronomer mener, at Mars’ tidlige atmosfære var så fyldt med CO2, at en drivhuseffekt opvarmede planetens overflade. Hvad dette angår, er der altså ligheder mellem Mars’ tidligere stadier og Jorden i tidligere tider. Forskere mener også, at der kan have levet organismer under jordoverfladen på Mars, ligesom der findes masser af eksempler på, at underjordiske mikrober stortrives på Jorden.
I 2004 registrerede en kredsløbssonde og flere teleskoper på Mars’ overflade metan i planetens atmosfære. På Jorden producerer mikrober store mængder metan, men gasarten produceres også af vulkaner og kemiske aktiviteter i Jordens skorpe. Så tilstedeværelsen af metan på Mars er altså ikke i sig selv bevis på, at der findes underjordiske mikrober.
I 2004 annoncerede forskere fra Det Europæiske Rumagentur ESA, at de havde registreret formaldehyd i Mars-atmosfæren, endnu en kemisk forbindelse, der på Jorden produceres af levende organismer.

Hvad har missionerne betydet for vores opfattelse af liv i universet?

Mars-missionerne har i årtier udfordret forskernes forståelse af, hvad der skal til for at få en planet til at fungere. Trods en række fællestræk med vores egen jordklode: is på polerne, skyer i atmosfæren, sæsonbetonede vejrsystemer, vulkaner og bjergkløfter, er forholdene, f.eks. i forhold til temperatursvingninger, på Mars væsentlig mere ekstreme, end dem vi kender til på Jorden.
Vi har endnu til gode at finde utvetydige beviser på, at der eksisterer eller har eksisteret liv på Mars. Men hvis vi finder liv på Mars, og disse livsformer viser sig at være opstået uafhængigt af livet på Jorden, er det nærliggende at konkludere, at galaksen myldrer med liv.
Finder vi derimod ud af, at der aldrig har været liv på Mars, er vi ikke blevet meget klogere. Så vil vi ifølge artiklen ”Fakta om Mars” (se kilder) ikke kunne udelukke, at Jorden er den eneste planet i hele universet, hvor der eksisterer liv.

Hvilke opfindelser har missionerne kastet af sig?

I 2005 opfandt NASA-forskerne Jacqueline Quinn og Kathleen Brooks Loftin en væske, som nedbryder det miljøskadelige kemikalie trichlorethylen fra rumfartøjernes løfteraketter i mindre, uskadelige dele. Væsken kan hældes direkte i grundvandet, hvor den neutraliserer giftige kemikalier, som udgør en miljøtrussel. Væsken er NASA’s bedst sælgende licensprodukt siden 2010, fremgår det af artiklen ”Top 10 NASA Inventions” (se kilder).

En anden banebrydende opfindelse er den såkaldte ion-motor. Forskerne forventer, at ion-motoren vil kunne sende en bemandet mission til Mars fra Jorden på 36 dage. Med normalt raketbrændstof tager det cirka seks måneder for et rumfartøj at nå frem til Mars. Langt det meste raketbrændstof bruges til at løfte rumfartøjet væk fra Jordens overflade og tyngdefelt, og raketmotorerne har derfor næsten ingen brændstof tilbage, når fartøjet først svæver videre ude i rummet.
En ion-motor accelererer elektrisk ladede atomer – ioner – i et elektrisk felt og skubber på den måde rumfartøjet i den modsatte retning. Ion-motoren skaber i første omgang mindre fremdrift end eksplosive raketmotorer, men ion-motoren giver til gengæld rumfartøjet et konstant skub fremad – lidt som en brise, der bærer et sejlskib fremad – og skaber gradvist en hurtigere acceleration, som ender med at sende rumfartøjet op i en højere hastighed end traditionelle brændstofraketter kan. Det fremgår af artiklen ”Ion engine could one day power 39-day trips to Mars” (se kilder).

Hvordan har danske forskere bidraget til Mars-missionerne?

Et forskerhold fra Danmarks Tekniske Universitet DTU har udviklet en computer, der kan reparere defekter på sig selv uden menneskelig indblanding. Opfindelsen kaldes elektronisk dna, e-dna, og er en computer, som ikke bruger en central CPU (den centrale regneenhed i en computer eller "hjernen"), men i stedet har et netværk af meget små CPU’er, såkaldte ”celler”. Hvis en celle i computeren går i stykker eller ikke fungerer korrekt, går en ledig celle ind og overtager den ødelagte celles arbejde. DTU-forskernes selvreparerende computer er interessant for NASA, fordi opfindelsen kan afhjælpe det problem, der ofte opstår med et af NASA’s vigtigste værktøjer, såkaldte spektrometre. Spektometrene leder efter gasser i atmosfæren, som kan afsløre, om der har været eller stadig er bakterielt liv på Mars. Men et spektrometer, der svæver rundt i 800 kilometers højde over Mars’ overflade, bliver løbende bombarderet af solens voldsomme radioaktive stråler, og de kan ødelægge spektrometrets hukommelsesblok. I værste fald kan det betyde, at spektrometret finder informationer om liv, som aldrig bliver formidlet videre til Jorden. Ifølge artiklen ”DTU opfinder den selvreparerende computer” (se kilder) vil spektrometret ved hjælp af danskernes selvreparerende computer bedre kunne modstå et strålingsangreb.

Hvad koster en mission til Mars?

En mission til Mars er en pebret affære. Fire milliarder kroner kostede det NASA at lande Spirit- og Opportunity-fartøjerne på Mars i 2004, og NASAs seneste landingsmission, Mars Science Laboratory-mission med køretøjet Curiosity, koster 13 milliarder kroner ifølge artiklen ”Mars rover: Is all this really necessary?” (se kilder).

I NASA’s hjemland USA foregår der derfor også løbende en offentlig debat om, hvorvidt det kan betale sig at sende sonde efter sonde til Mars. Den pressede amerikanske økonomi har betydet store besparelser på de offentlige budgetter, og NASA’s fremtidige landingsmissioner til Mars er foreløbigt sat på stand-by.

Hvilke argumenter er der for at fortsætte de dyre missioner? 

Nogle af de forskere, der er involveret i Mars-missionerne mener, at missionerne potentielt kan give viden, som kan løse nogle af de største udfordringer, vi står over for på Jorden. Hvis Mars-missionerne f.eks. gør forskerne klogere på Jordens klima og geologi, kan vi måske bruge den viden til at løse de store klimaudfordringer, og så er det pengene værd, påpeger James Bell, en af forskerne fra holdet bag Curiosity-fartøjet. I artiklen ”Mars rover: Is all this really necessary?” på CNN (se kilder) siger han: ”Det ligger i menneskets natur at udforske. Vi tager hele vores art med os, når vi rejser af sted mod farlige destinationer. Historierne bliver en del af vores kultur, vores arv og vores fælles ønske om at udforske verdener omkring os. Det er en menneskelig stræben, som dels handler om videnskab, dels om inspiration.”.

Desuden vil Mars-missionerne være pengene værd, hvis Mars viser sig at indeholdeværdifulde mineraler, vand eller billige energiressourcer, som kan udvindes og sendes hjem til Jorden, lyder forskernes vurdering. I perioder med høj arbejdsløshed skaber NASA’s Mars-missioner desuden tusindvis af arbejdspladser, og det kan også være en god investering. Ikke færre end 7.000 amerikanere fordelt over 31 stater har f.eks. arbejdet på Curiosity-projektet.

Vil politikerne blive ved med at støtte ekspeditioner til Mars?

De senere år er NASA’s økonomi begyndt at bløde, fordi den amerikanske regering gennemfører enorme nedskæringer på landets offentlige budgetter for at komme statsfinansernes vildtvoksende underskud til livs. I februar 2012 måtte NASA trække sig fra den planlagte ExoMars-ekspedition, som det europæiske rumfartsagentur ESA også har skudt penge i. I stedet træder Rusland formentlig til med finansiering af raketter og landingsudstyr. Men fremtiden for landingsekspeditioner på Mars er usikker, og ingen ved, hvornår det næste fartøj sætter sine hjul på Mars. Det fremgår af indlægget ”NASA's Curiosity Mars rover: the stakes couldn't be higher” på videnskabsjournalisten Stuart Clarks blog (se kilder).

Er der udsigt til bemandede missioner til Mars?

Forskernes drøm om at sætte et par støvler på Mars’ overflade lever stadig, men praktiske problemer lægger en dæmper på ambitionerne. Først og fremmest koster det enorme summer at sende et bemandet hold astronauter hele vejen til Mars, og den politiske vilje i USA, som betød, at de første mennesker kunne træde ned på Månen i 1969, findes ikke i dag.

Desuden kan bemandede missioner skabe problemer, fordi der er risiko for, at astronauter bogstavelig talt kommer til at trampe på det liv, som måske eksisterer på den røde planet, og som de er sendt derud for at undersøge. Desuden forurener astronauter: Mennesker har dagligt selskab af trillioner af mikrober, som sidder på os og hjælper os med alt fra at fordøje mad til at bekæmpe uønskede bakterier. Disse mikrober vil uundgåeligt ”hoppe overbord” på Mars, med uoverskuelige konsekvenser for det liv, der eventuelt stadig eksisterer på planeten i en eller anden form.”Vi har et ansvar overfor Mars – selvom vi måske kun taler om mikrober på planeten – om ikke at dræbe livsformer i vores forsøg på at finde dem,” siger forskeren Cynthia Phillips fra SETI-instituttet (Search for Extraterrestrial Intelligence) ifølge artiklen ”Manned Mars Mission Would Put Life On Red Planet At Risk, Scientists Say” i Huffington Post (se kilder).