Kanoner i udlandet

Hvordan forholder Sverige sig til kulturkanonideen?

I Danmarks naboland Sverige, som vi ofte sammenligner os med, udtrykker dagbladene, at de er uforstående overfor, at Danmark har fået en national kulturkanon. I artiklen “Sverige håner dansk Anders And i kanon” i Berlingske Tidende den 29. januar 2006 (se kilder), kan man læse, hvordan de svenske aviser kritiserer den danske kulturkanon som endnu et eksempel på dansk nationalromantik og fremmedfjendskhed. Sveriges største morgenavis Dagens Nyheters kommentator Jonas Thente kalder kulturkanonen en “befængt ide” og dens “kulturdanskhed” for “problematisk” Han skriver: “En kulturkanon er noget der vokser organisk frem, snarere end den dikteres politisk. Medmindre det drejer sig om lande med en anden styreform end den demokratiske. Som diskussionspunkt er en liste som den danske selvfølgelig interessant. Lige så selvfølgeligt er det, at intet på listen ikke burde være der. Måske med undtagelse af Carl Barks Anders And-eventyr “Den gyldne hjelm”, som ganske vist er et eventyr med vikingetema, men som dårligt kan kaldes et dansk kunstværk. Men Anders And er til gengæld et af de få tegn på, at der findes en verden uden for Danmark,”

Göteborgs-Posten og Sveriges Radio undrer sig ligeledes over Anders And på kanonlisten. Sidstnævnte hæfter sig desuden ved den voldsomme kanon-kritik fra venstreorienterede kunstnere som Kim Larsen og pointerer, at når selv de kanoniserede kunstnere ikke en gang kan stå inde for kanonen, så kan den umuligt legitimeres.

I dagbladet Sydsvenskan kritiserer Håkan Engstrøm hele kanontanken ved at kalde den en “Nationalromantisk lilleputsmøre”, der sidestiller Carl Nielsen og Kim Larsen. 

Hvordan forholder Norge sig til kulturkanonideen?

Inspireret af den danske kulturkanon foreslog det norske Fremskrittspartiet i foråret 2006, at Norge også skal have en kulturkanon. Partiets kulturpolitiske ordfører Karin Woldseth forklarede i den forbindelse til NRK: “Den vigtigste grund til, at vi har brug for en kanon, er, at vi dermed løfter kulturarven op og frem.” Men ifølge Berlingske Tidendes artikel “Nordmænd vil have kanon” (se kilder), så afviser kulturminister Trond Giske fra Arbejderpartiet ideen med ordene: “Jeg synes ikke, vi skal bruge mange kræfter på at kategorisere og rangere kunst. Det vil blive for omfattende et arbejde, til at det er det værd. Vi bør hellere bruge kræfterne på at lave ny kunst.”

Hvordan forholder Frankrig sig til kulturkanonideen?

Også Frankrig undrer sig over det danske kulturtiltag, og landet kan i hvert fald ikke selv forestille sig at have en officiel kulturkanon. Det franske kulturministerium udtaler til Berlingske Tidende i artiklen “Fransk kulturkanon? Nej tak” den 25. januar 2006 (se kilder), at “Der er ikke nogen officiel publikation, der siger, hvad der er godt. Det ville være subjektivt.”

Tilsvarende lyder det fra forlagsbranchen: “Det, som Deres regering vil lave, har vi aldrig lavet i Frankrig”, siger Anne France Renaud fra forlaget Lattès.

De franske dagblade siger i samme ånd, at “Nej, det er ikke særlig fransk”, som det lyder fra reporter Valérie Duponchelle fra Le Figaro. Hun fortsætter “At tage det bedste fra hver gruppe det virker en smule militært på os. Jeg tror, ideen om at holde alle de bedste sammen bliver set lidt som at lave en ærestavle for børn. Det er noget meget skoleagtigt, det er ikke særlig fransk.” 

Hvordan forholder England sig til en kulturkanon?

Ifølge artiklen “Britisk kludetæppekanon” fra Berlingske Tidende 25. januar 2006 (se kilder) har hverken det britiske kulturministerium eller British Council, der står for at promovere britisk kultur til resten af verden, en kulturkanon. De har altså ingen fast liste over nationens mest betydningsfulde værker eller over, hvad der definerer engelsk kultur i dag.

Berlingske Tidendes artikel fremhæver, at det britiske indenrigsministerium til gengæld sidste år satte ord på, hvilken kulturel arv, der er med til at definere en moderne brite. Det skete i juni 2005, da indenrigsministeriet fandt frem til de spørgsmål, som skulle besvares, før nye borgere i landet kunne bestå den prøve, der leder frem til udleveringen af et britisk pas. 

Hvordan forholder USA sig til en kulturkanon?

Den amerikanske litteraturprofessor Harold Bloom er kendt for at tale for en litterær kanon. Men det er ikke i sig selv forfatternavnene eller for den sags skyld det samfundsnyttige i at kende sit lands historie, der er det væsentligste argument for at læse i følge Bloom, snarere er det kærligheden til litteraturen. Som han siger til Berlingske Tidende i artiklen “Amerikanerne vil aldrig blive enige om en kanon” (se kilder): “Jeg er gammeldags nok og romantisk nok - og vel også absurd nok - til at tro, at børn mere eller mindre er naturlige læsere, indtil denne evne ødelægges af medierne af forfærdelig høj rockmusik og af uendeligt og elendigt tv.” Bloom mener ikke, det kan lade sig gøre at indføre en officiel kanon i USA. Til Berlingske Tidende siger han, at man ikke skal regne med i nær fremtid at få en statsautoriseret kanon, for det vil ganske enkelt blive betragtet som utidigt overdommeri.