Hvem var med i scenekunstudvalget?
Scenekunstudvalget består af følgende medlemmer:
- Teaterchef Flemming Enevold (formand)
- Chefdramaturg Karen-Marie Bille
- Dramatiker Jokum Rohde
- Skuespiller Sonja Richter
- Forfatter og anmelder Erik Aschengreen
Hvilke udvælgelseskriterier benyttede scenekunstudvalget?
Scenekunstudvalget har defineret følgende kriterier for et kanonværk:
- Værket skal repræsentere et nybrud, skal fortælle en medrivende, fællesmenneskelig historie, der rækker ud over sin tid
- Det skal kunne udfordre publikum og teaterfolk af i dag, have vist sig holdbart i virkelighedens verden og repræsentere et unikt håndværk
- Det skal kunne spilles i dag og give mening for dem, der vil fortælle historien, men først og fremmest for det publikum, der skal modtage og bruge det
- Og det skal have den særlige kvalitet, at det nærmest skriger på at blive iscenesat og i særlig grad lever i mødet med publikum.
Undervejs i udvalgsarbejdet fandt medlemmerne dog ud af, at de i enkelte tilfælde måtte bøje disse kriterier for at kunne vurdere genrer som performenceteatret, det visuelle teknologiske multimedieteater, komikken, revyen, musicalen og det folkelige teater. Ellers ville de ikke være i stand til, som de skriver i Kulturkontakten (se kilder), at “vise det utrolige oplevelsespotentiale, al den saft, kraft og mangfoldighed, der ligger i scenekunsten.”
Af tidsmæssige begrænsninger har musikkanonudvalget valgt at afholde sig fra værker efter 1995, “fordi de helt nye værker endnu ikke har vist deres bestandighed. Men mere vigtigt, fordi nutidens meget dygtige dramatikere og koreografer efter vores vurdering endnu ikke har lavet deres største værker.”
Hvordan ser scenekunstkanonen ud?
Scenekunstkanonen tager sig ud som følger:
- “Jeppe på Bjerget”, 1922. Af: Ludvig Holberg
- “Aladdin”, 1805. Af: Adam Oehlenschläger
- “Sylfiden”, 1836. Af: August Bournonville og Herman Severin Løvenskiold
- “Indenfor Murene”, 1912. Af: Henri Nathansen
- “Ordet”, 1932. Af: Kaj Munk
- “Anna Sophie Hedvig”, 1939. Af: Kjeld Abell
- 4 revynumre (“Man binder os på mund og hånd”, af: Liva Weel, 1940; “Skolekammerater”, af: Kellerdirk, 1956; “Brevet til Bulganin”, af: Osvald Helmuth, 1957; “Fingernummeret”, af: Dirch Passer, 1974)
- “Etudes”, 1948, Af: Harald Lander og Knudåge Riisager
- “Enetime”, 1963. Af: Flemming Flindt og Georges Delerue
- “Julemandshæren”, 1974. Af: Solvognen
- “Sort Sol live, Carlton og Wurst”, 1986-1987. Af: Sort Sol
- “Majonæse”, 1988. Af: Jess Ørnsbo
Hvad var reaktionen på scenekunstkanonen?
Berlingske Tidendes anmelder Jakob Steen Olsen melder i artiklen “Ikke bare ord det hele”, at det er “svært at være uenig med det grundigt arbejdende udvalg.” Han er begejstret for inddragelsen af ikke-tekstbaseret teater via “Julemandshæren” og Sort Sol koncerten - om end han stiller spørgsmål ved, om ikke netop Sort Sol koncerten burde være udskiftet med visuelt teater af eksempelvis Kirsten Delholm. Han roser udvalget for inddragelsen af revyteater, og det eneste, han er lidt ‘ærgerlig’ over, er, at udvalget ikke har inddraget de seneste ti års scenekunst.
Også Politikens anmelder Monna Dithmer er i artiklen “Kulturkanon får lunken modtagelse af anmelderne” (se kilder) ret begejstret og kalder scenekanonen “præget af en livgivende dynamik.” Også hun er dog kritisk over inddragelsen af Sort Sol koncerten og kalder det “at strække scenekunstens rammer for vidt.”
Informations anmelder Anne Middelboe Christensen stiller sig i artiklen “Se selv, vi har det fække med” noget kritisk overfor scenekunstkanonen. Hun skriver, at udvalgets medlemmer har været alt for forhippede på at se ‘nybruddene’, men at “hvis scenekunstvælgerne virkelig ville være frække, skubbede de deres egne tøsedrengehensyn ud over scenekanten og satte spot på værker efter 1990. Og så ville det vælte ind med scenisk selvdestruktion.”