Kanon for musik

Hvem var med i musikudvalget

Musikudvalget bestod af følgende personer:

  • Kor- og orkesterchef Per Erik Veng (formand)
  • Forfatter Jørgen I. Jensen
  • Redaktionschef Torben Bille
  • Forskningsbibliotekar og forfatter Inger Sørensen
  • Musiker og forfatter Henrik Marstal

Hvilke udvælgelseskriterier benyttede musikudvalget?

Kanonudvalget for musik skriver i Kulturkanon-udgivelsen, at de har lagt vægt på at vise bredden og den konstante indre dialog i dansk musik. Altså på den ene side hvor meget forskelligartet musik, der produceres, og på den anden side hvor megen afsmitning der trods alt er mellem de forskellige genrer. At musik spænder over vidt forskellige genrer har fået musikkanonudvalget til at lave to lister bestående af henholdsvis ‘populærmusik’ og ‘partiturmusik’.

Derudover har udvalget valgt at lave tidsmæssige begrænsninger på de to lister. For populærmusikken er der kun medtaget værker fra før 1990, og for partiturmusikken er den øvre grænse ved komponister født før 1940.

Hvordan ser populærmusikkanonen ud?

Listen over populærmusiske værker er:

  • Et udvalg af 12 sange af Kai Norman Andersen, 1925-1959
  • “Dansk Guldalderjazz” vol. 1-4, 1940-1949. Antologi af guldalderjazz
  • “The Savage Rose”, 1968. Af: The Savage Rose
  • “Værsgo” , 1973. Af: Kim Larsen
  • “Svantes Viser”, 1973. Af: Benny Andersen og Povl Dissing
  • “Live Sådan”, 1976. Af: Gasolin
  • “Supertanker”, 1980. Af: Kliche
  • “Tidens Tern”, 1980. Af: C.V. Jørgensen
  • “Stjerne Til Støv”, 1981. Af: Sebastian
  • “Aura”, 1984-85 . Af: Palle Mikkelborg med Miles Davis
  • “Nærmest Lykkelig”, 1988. Af: TV2
  • Evergreens (sangantologi bestående af 12 sange - lige fra GIRO 413-klassikere som John Mogensens “Så længe jeg lever” og Lars Lilholt Bands “Kald det kærlighed” til melodigrandprixslagere som Grethe og Jørgen Ingmanns “Dansevise” og Trine Dyrholms “Danse i måneskin”)

Hvordan ser partiturmusikkanonen ud?

Partiturmusikkanonen består af:

  • “Holger Danske”, 1789. Af: F.L.Æ. Kunzen
  • “Otte Morgensange og Syv Aftensange”, 1837, 1838. Af: C.E.F. Weyse
  • Tre Galopper: “Telegraph-galop”, “Champagne-galop”, “Kjöbenhavns jernbane-damp-galop”, 1844. 1845, 1847. Af: H.C. Lumbye
  • “Elverskud”, 1854. Af: Niels W. Gade
  • “Vølvens Spaadom”, 1872. Af: J.P.E. Hartmann
  • “Drot og Marsk”, 1878. Af: Peter Heise
  • “Maskerade”, 1906. Af: Carl Nielsen
  • “Symfoni nr. 4 ‘Det Uudslukkelige’”, 1916. Af: Carl Nielsen
  • “Antikrist”, 1923. Af: Rued Langgaard
  • “Symfoni nr. 3”, 1976. Af: Per Nørgård
  • “Symfoni-Antifoni”, 1978. Af: Pelle Gudmundsen-Holmgreen
  • Højskolesange (består af 12 sange af forskellige kunstnere - lige fra C.E.F. Weyses “Den signede dag med fryd vi ser” over Carl Nielsens “Jens Vejmand” til Poul Schierbacks “I Danmark er jeg født”)

Hvad var reaktionen på musikkanonudvalget?

Ved selve offentliggørelsen af kulturkanonen fik musikudvalget på puklen af deres kolleger fra de andre kanonudvalg. Musikudvalgets medlemmer blev kaldt ‘tøsedrenge’ og ‘kyllinger’. For det første fordi de ikke havde turdet ‘nøjes’ med at lade partiturmusik og populærmusik deles om de tolv pladser på en liste, sådan som deres opgave ellers lød, men i stedet havde skabt to lister.

Dernæst fordi de inden for populærmusikken ikke turde nøjes med at liste 12 værker op, men i stedet skabte to hjemmelavede lister af henholdsvis 12 Kai Normann Andersen sange og diverse Evergreens (typisk numre fra GIRO 413). Ligesom de indenfor populærmusikken valgte at lade såvel jazzen som 1930’erne og 40’erne repræsentere ved en jazzantologi bestående af fire cd’er.

Sluttelig fordi udvalget havde lavet en hjemmekreeret sangantologi af højskolesange indenfor partiturmusikken og desuden ladt Lumbye repræsentere med tre galopper fra forskellige år.

Kritikken gik altså på, at musikudvalget i den grad havde strakt værkbegrebet og givet det deres egen tolkning af, hvad et værk kan siges at være.

Hvad var reaktionen på populærmusikkanonen

Populærmusikkanonen blev skudt ned af de fleste morgenavisers anmeldere. Dagbladet Informations anmelder Klaus Lynggaard er i artiklen “Og det skete i de dage...” (se kilder) især kritisk overfor, at forskellige perioder i musikhistorien er så forskelligt repræsenteret. Som repræsentant for første halvdel af det populærmusikalske århundrede er Kai Normann Andersen og jazz-antologien. Derefter tages et gevaldigt spring op til 68 og The Savage Rose. 70’erne er repræsenteret ved Kim Larsen og Gasolin, mens 80’erne står for hele fem værker. Lynggaard fremhæver, at alle fem 80’er-værker er giganter, men at det især er slående, at hip-hoppen ikke er inddraget.

Også Politikens anmelder Erik Jensen kritiserer i artiklen “Kulturkanon får lunken modtagelse af anmelderne” (se kilder) musikudvalget for ikke at inddrage hiphoppen. Han fremhæver, at hip-hoppen “de sidste 20 år har stået for sprogfornyelse, politiske kommentarer og en ny energi i dansk musik.”

Også Berlingske Tidendes anmelder Thomas Søie Hansen står noget uforstående overfor musikudvalgets prioriteringer i artiklen “Halvdøve tøsedrenge” (se kilder). Han er især kritisk overfor, at udvalget har sat en øvre tidsgrænse ved 1990. Som han skriver: “Det er fagligt uforsvarligt. For dermed diskvalificeres to essentielle værker”, nemlig C.V. Jørgensens “Sjælland” (1994) og Malk de Koijns “Smashhits In Aberdeen” (1998).

Hvad var reaktionen på partiturmusikkanonen?

Berlingske Tidendes anmelder Søren Kassebeer er i artiklen “Med Nielsen i spidsen” (se kilder) kritisk overfor, at Carl Nielsen får for meget plads, og at musikkanonudvalget har fravalgt vigtige komponister som Buxtehude, Kuhlau, Hornemann, Lange-Müller, Holmboe og Koppel. Han skriver om udeladelserne, at de “viser selve kanonprojektets indbyggede svaghed: Et tilfældigt tal har afgørende indflydelse på, hvad der kommer med, og hvad der ikke kommer med, og derfor ville det være forkert at påstå, at denne korte musikkanon afspejler alt, hvad der i bred almindelighed må regnes for hovedværker i dansk partiturmusik.” Han fortsætter dom med at fremhæve, at “det, der er, da bestemt er godt nok.”

Også Politikens anmelder Thomas Michelsen skriver i artiklen “Kulturkanon får lunken modtagelse af anmelderne”, (se kilder), at Carl Nielsen fylder for meget, og han kritiserer udvalgets medlemmer for ikke at have musik fra før 1789 på listen, for dermed gives “det indtryk, at dansk kunstmusik ikke eksisterede i væsentlig omfang før da. Det er ikke tilfældet.” Hvorefter han fremhæver kunstnere som Mogens Pedersøn og Buxtehude samt “Danmarks ældste bevarede melodi, den med runer og nodetegn nedfældede ‘Drømte mig en drøm i nat’.”