Hvad var Berlingske Tidendes debatmøde om kulturkanoner?
Tirsdag den 7. marts 2006 fulgte Berlingske Tidende op på såvel avisens eget alternative kulturkanonprojekt som på det officielle ved at arrangere et debatmøde med kulturminister Brian Mikkelsen, formand for kulturkanonudvalgene Jørgen Lund, Berlingske Tidende chefredaktør Niels Lunde og kulturredaktør Jakob Høyer. Ved denne lejlighed slog Brian Mikkelsen fast, at hans udtalelser på de Konservatives landsråd efteråret 2005 “har endnu mere gyldighed i dag, end de havde dengang [...] Diskussionerne (vedrørende Muhammedtegningerne i Jyllands-Posten, red.) siden har vist, at der er mennesker i det her samfund, der ikke vil deltage i samfundet. Derfor står jeg 100 procent ved mine udtalelser.”
Hvordan reagerede oppositionen på kulturministerens udtalelser?
Som reaktion på Brian Mikkelsens udtalelser ved Berlingske Tidendes debatmøde kaldte Socialdemokraternes kulturordfører Mogens Jensen Brian Mikkelsen i samråd. Han vil ifølge Berlingske Tidendes artikel “Brian M. skal skabe klarhed” (se kilder) blandt andet stille følgende spørgsmål:
- Vil ministeren forklare, hvordan hans udtalelser fra Det Konservative Landsmøde den 25. september 2005 “har endnu mere gyldighed i dag end de havde dengang,” som ministeren har udtrykt det på et møde den 7. marts 2006.
Vil ministeren forklare om ovenstående udtalelse betyder:
- at der er en sammenhæng mellem kulturkanonen og “kulturkampens nye front,” som ministeren omtalte det i sin landsrådstale
- at ministeren fortryder sin skriftlige erklæring af 30. september 2005 hvor han siger: “jeg vil afvise ethvert forsøg på at koble kulturkanonen sammen med den borgerlige værdikamp, som handler om fundamentalisme kontra demokrati... Kanonen er en hyldest til kunstens frihed og suverænitet, og kanonarbejdet skal ikke politiseres og indblandes i samfundsdebatten.”
Mogens Jensen forklarer i den forbindelse, at “Det er stærkt problematisk, at kulturministeren nu igen skaber uklarhed om kulturkanonen, og om hvorvidt den er en del af et politisk projekt eller ej ( ... ) Det er ulykkeligt og utilfredsstillende, at han tager kulturkanonens kunstnere og kulturfolk som gidsler i et politisk spil.”
Hvordan reagerede udvalgsmedlemmerne på Mikkelsens udtalelser?
ved KU og medlem af litteraturudvalget, Erik A. Nielsen, reagerede kontant og prompte. I en email til Kulturministeren den 9. marts 2006 skrev han ifølge Berlingske Tidendes artikel “Grunden vakler under kulturkanonen” (se kilder): “Jeg skal hermed meddele, at jeg trækker mine bidrag til den kulturkanon, der for tiden er under produktion, tilbage og på det bestemteste modsætter mig, at noget, jeg har skrevet, trykkes i den planlagte produktion.”
Formand for kanonudvalgene, Jørgen Lund, sagde i den forbindelse: “Det har jeg ingen som helst andel i at kommentere. Det må være en relation mellem ham og ministeren. Jeg betragter udvalgene som ophævet. Nu kan alle sige, hvad de vil, og gøre med kanonen, hvad de vil - selv ministeren.” Lund tilføjer, at han som privatperson ikke bryder sig om, at kanonprojektet kan opfattes som en del af kulturkampen, for “Sådan er det ikke tænkt. Det er det modsatte, vi har brug for, nemlig dialog i og mellem kulturerne. Dialogen er vigtigere end konfrontationerne.”
Flere andre kulturudvalgsmedlemmer kritiserede også kulturministeren, dog uden at forlade deres respektive kanonudvalg. Medlem af billedkunstudvalget Bjørn Nørgaard fortalte: “Jeg orker næsten ikke mere, nu er det nok. Karen-Maria Bille, medlem af teaterkanonudvalget, sagde “her har vi en minister, der ikke er særligt velbevandret i kunstens mekanismer.” Formand for musikkanonudvalget udtalte ifølge artiklen “Professor melder sig ud af kulturkanon” på DR’s hjemmeside (se kilder), at “Mod dumhed kæmper selv en kulturkanon forgæves. Det er helt utrolig tankeløst af ministeren at gå ud og gentage et synspunkt og oven i købet forstærke det på et tidspunkt hvor vi netop havde fået klinket skårene efter det første brud i efteråret.” Han fortsatte med at erklære, at Kulturministeren har ødelagt fremtiden for kulturkanonen ved at sige, at den er en del af kulturkampen: “For så siger han også, at den præmis, man skal acceptere for overhovedet at kunne bruge kanonen er, at man er enig med ham i det synspunkt. Så jeg tror, han har spændt ben for sig selv og for det arbejde 35 mennesker har siddet og lavet gennem hele 2005.”
Forfatter Torben Bille, som havde forfattet et forord til musikafsnittet i den kommende kanonbog, valgte den 13. marts 2006 at trække sit bidrag, da han “ikke [kan] holde til at være blevet narret to gange af kulturministeren”, som han forklarer til Berlingske Tidende i artiklen “Voksende kritik af kulturministeren” (se kilder).
Hvad har effekten af kulturkanon været?
Skolen – både gymnasiet og folkeskolen – var, som kulturministeren også fremhævede ved lanceringen, en vigtig modtager af kulturkanonen, men det har været så som så med brugen i skolen. Jens Raahauge, der var formand for Dansklærerforeningen, mens forberedelserne til kulturkanonen stod på, mener, at kulturkanonen slet ikke bliver brugt i skolen, som det fremgår i artiklen ”Hvor gemmer kulturkanonen sig?” (se kilder). Han siger: ”Kulturkanonen indgår i et nationalt, konservativt projekt, som er svært at håndtere i undervisningen. Signalet har fra start været at vise det sande syn på danskhed. Det har ført til, at projektet har signaleret lukkethed og statisk tilbageskuen.” (se kilder)
Næstformanden i Dansklærerforeningens sektion for gymnasium og HF Birgitte Darger synes heller ikke, at kulturkanonen egner sig i undervisningen, for som hun siger i artiklen: ”Kulturkanonen bliver ikke brugt”: ”Kulturkanonen fokuserer på nogle værker, men samtidig kan vi risikere, at vi glemmer at se alt det andet, der er ved siden af. Kanonen binder værkerne sammen og laver en fortælling – men hvad med alle de sidefortællinger, der er? Dem kan man i skyndingen glemme.” (se kilder)
Til gengæld er hun som privatperson mere begejstret. Hun siger, ”Jeg føler mig glad, når jeg åbner den og ser alle de værker, og jeg tænker: "nej, der ligger en gave her til mig, som nogen har været så søde at pege på". Så i virkeligheden er det mere et folkeoplysningsprojekt. I dette mylder af ting, der ligger alle vegne, er der nogle, der er så venlige at sige ’prøv engang at se det her’” (se kilder).