Hvem var med i børnekulturudvalget?
Ideen til en børnekulturkanon opstod undervejs i kulturkanonarbejdet. Det var formændene for de øvrige udvalg, der kom på ideen, og de bad alle kollegerne i de forskellige udvalg om at byde ind med ideer til en børneliste. Formanden for musikudvalget Henrik Marstal var koordinator for børnekulturudvalget.
Hvilke kriterier benyttede børnekulturudvalget?
Da børnekulturudvalget fik indput fra alle de øvrige udvalg, var det især de syv overordnede kulturelle genrer, der definerede børnelisten. Dog bød ikke alle udvalgene ind, og undervejs i arbejdet blev også genren tegneserier inddraget. Listen bevæger sig fra 1931 og frem som et resultat af, at børnene for alvor kom i centrum i det 20. århundrede. Det var fra denne periode, at der for alvor blev produceret legetøj og bøger henvendt specifikt til børn, skriver Henrik Marstal i Kulturkontakten (se kilder). Videre hedder det, at børnelisten består af “produkter, hvis primære kvaliteter ligger i deres evne til konstant at fastholde, udfordre og overraske, vel at mærke på børnenes egne præmisser og ofte mere eller mindre uafhængigt af alderstrin og intellektuel udvikling.” Samt at det er “produkter, der for manges vedkommende er præget af at være blevet til i et velfærdssamfund, hvor der har været overskud til at dyrke legen for legens skyld.”
Hvordan ser børnekulturkanonen ud?
Børnelisten indeholder følgende værker:
- “Byggelegepladsen”, 1931. Af: C.Th. Sørensen
- “De små synger”, 1948. Af: Gunnar Nyborg-Jensen (red.)
- “Palle alene i verden”, 1949. Af: Astrid Henning-Jensen
- “Anders And og den gyldne hjelm”, 1954. Af: Carl Barks
- “Høj stol”, 1955. Af: Nanna Ditzel
- “Legoklodsen”, 1958. Af: Gotfred Kirk Christiansen
- “Silas og den sorte hoppe”, 1967. Af: Cecil Bødker
- “Halfdans ABC”, 1967. Af: Halfdan Rasmussen og Ib Spang Olsen
- “Kaj og Andrea”, 1971 og frem. Af: Katrine Hauch-Fausbøll
- “Go’ Sønda’ Morn’”, 1980. Af: Anne Linnet
- “Gummi Tarzan”, 1981. Af: Søren Kragh-Jacobsen
- “Nøddeknækkeren”, 2003. Af: Steen Koerner
Hvad var reaktionen på børnekulturkanonen?
Børnekulturkanonen blev først og fremmest kritiseret for at indeholde Anders And, da han jo ikke er en dansk figur. Dertil svarede udvalget, ifølge artiklen “Syv udvalg, ni kategorier, 108 værker” i Berlingske Tidende, at tegneserien i en lang periode er blevet produceret i Danmark af Egmont, samt at Anders And er indbegrebet af en antihelt i dansk forstand - med sin humørsyge, sin ugidelighed og sin konstante mistro til alle tænkelige autoriteter.
Den hopper nu hverken Politikens anmelder Dorte Hygum Sørensen på i artiklen “Kulturkanon får lunken modtagelse af anmelderne” (se kilder) og heller ikke Berlingske Tidendes anmelder Jens Andersen i artiklen “Blødt Kinderæg af en børnekanon” (se kilder). “Hvordan er der blevet plads til Anders And, men ikke til Spørge-Jørgen eller Snøvsen”, spørger Jens Andersen eksempelvis.
I det hele taget mener Jens Andersen, at børnelisten bærer præg af, at “den foreliggende liste, med tolv mere eller mindre tilfældige skud i fem-ti vidt forskellige kunstretninger, rammer alting og ingenting. Samt at man ikke mærker noget solidt børnekulturelt overblik i valget af de kanoniserede produkter.” Hvorfor har man valgt byggelegepladsen og ikke sæbekassebilen eller sandkassen? Hvorfor er Anne Linnets plade med og ikke Vesterbro Ungdomsgård med “Kattejammerrock”, spørger Andersen. Og så slutter han af med at kritisere udvalget for, at listens ældste værk er fra 1931, så det ser ud som om, Danmark ikke producerede børnekultur tidligere, når endog H.C. Andersen udgav sine første eventyr i “Eventyr, fortalte for børn”, hundrede år tidligere, i 1835.