Finanskrisen i den øvrige del af verden

Hvordan var situationen i Mellemøsten?

Finanskrisen ramte ikke Mellemøsten i særlig grad. Ifølge Dansk Industris analyse ”Finanskrise ingen hindring i Mellemøsten” (se kilder) ser det ud til, at krisen ikke kradsede så dybt her, idet Den Internationale Valutafond (IMF) forventede en vækst på 5,9 % i 2009 imod 6,4 i 2008. Årsagen til, at IMF forventede mindre vækst, var især faldende oliepriser.

Flere Mellemøstlige lande har dog indført tiltag for at imødegå krisen:

· Saudi-Arabien nedsatte den 12. oktober 2008 udlånsrenten for at skabe likviditet i bankerne.

· De Forenede Arabiske Emirater stillede den 12. oktober 2008 garantier for bankindeståender.

· Qatar iværksatte den 13. oktober 2008 en redningsplan til en værdi af 5,3 milliarder dollars, der skal bruges til at opkøbe aktier i landets banker.

Oliepriserne faldt i en kort periode, men i 2011 eksploderede priserne på olie, ligesom på mange andre råvarer. I det meste af 2011, 2012 og 2013 lå prisen på en tønde olie over 100 USD, hvilket dog skyldtes politiske begivenheder i Mellemøsten snarere end finanskrisen. I 2014 og 2015 faldt olieprisen, og i den sidste halvdel af 2014 blev prisen mere end halveret, skriver Berlingske (se kilder). Det vilde fald i oliepriser førte til oliepriser, der var de laveste, siden finanskrisen var på sit højeste.

Mens finanskrisen ikke havde lige så store konsekvenser for den økonomiske situation i Mellemøsten som i mange andre lande, har de politiske protester, der begyndte at sprede sig i flere lande i Mellemøsten og Nordafrika i 2011, haft store konsekvenser for den økonomiske udvikling, skriver Politiken (se kilder). Eksempelvis havde økonomer store forventninger til den egyptiske økonomi, men på grund af de store politiske uroligheder har flere mellemøstlige lande ikke kunne fokusere på deres økonomiske udvikling.

Hvordan var situationen i Kina?

Størstedelen af Kinas økonomi er baseret på eksporttung industri, og derfor fik den økonomiske krise i USA og Europa stor indflydelse på realøkonomien i Kina. I tredje kvartal af 2008 faldt den økonomiske vækst til 9 %, hvorimod foråret bød på en vækst på 11,9 %.

De kinesiske myndigheder satte flere tiltag i gang for at mindske krisen. Blandt andet har de ændret styringsrenten tre gange i løbet af få måneder i efteråret 2008. Den 14. oktober 2008 meddelte Hongkongs finansminister John Tsang, at regeringen ville udstede en fuld garanti for alle bankindeståender indtil 2010 som følge af tumulten i det internationale banksystem. Den 9. november 2008 godkendte den kinesiske regering ifølge artiklen ”Kina afslører økonomisk plan” (se kilder) en økonomisk redningspakke til en værdi af 586 milliarder dollars. Pengene skal ifølge det kinesiske nyhedsbureau Xinhau blandt andet investeres i infrastruktur og velfærdstiltag.

I 2010 var vækstraten igen tocifret på 11.9 %, men siden da har den kinesiske vækstrate haft svært ved at nå op på de tidligere niveauer. Ifølge eksperter skyldes det dog ikke efterdønninger af finanskrisen, men snarere at økonomien stabiliserer sig i takt med, at den bliver gradvist mindre eksportfokuseret. Økonomer advarer dog om, at en lurende boligkrise i Kina kan føre til en finanskrise, da faldende boligpriser som regel fører til lavere privatforbrug. grad Det kan i høj grad påvirke, hvor succesfuld omlægningen af Kinas økonomi, fra at være eksportfokuseret til også at fokusere på det hjemlige marked, vil være, skriver Politiken (se kilder).

Hvordan var situationen i Japan?

I Japan var situationen ifølge artiklen ”Yen Starter den næste finanskrise i Japan?” (se kilder) noget anderledes end i de fleste andre lande. Ganske vist faldt det japanske aktieindeks Nikkei fra 19. september til 27. oktober 2008 med 40 %, men til gengæld har Japan ikke oplevet nogen investorflugt. Tværtimod er udenlandsk valuta strømmet ind i Japan i en grad, så den japanske yen i samme periode steg med henholdsvis 13 og 33 % i forhold til dollars og euro. Selvom det kunne lyde positivt, så er det langt fra tilfældet. Årsagen er, at Tokyo er verdens centrum for spekulativ lånekapital. Japan har verdens laveste renteniveau for korte lån, og kombineret med centralbankens voldsomt ekspansive pengepolitik har det betydet, at Japan er blevet et land, hvor man via internationale banker henter kapital til højt gearede forretninger, hvilket vil sige at investere for lånte penge. Blandt andet er det i vid udstrækning i Japan, at Islandske banker har hentet finansiering. Det, der sker, er altså, at man optager lavrentelån i Japans valuta for efterfølgende at købe valuta, aktier eller obligationer i højrentemarkeder og profitere på rentespændet. Problemet er nu, at når kursen på yen stiger markant i forhold til kursen på den valuta, man placerer de lånte midler i, så bliver det hurtigt dyrt. Og problemet vokser, for jo flere, der køber yen for at tilbagebetale lånene, jo mere stiger kursen, og jo flere må afvikle deres investeringer og købe yen.

I Japan gik centralregeringen den 14. oktober 2008 ind med nye garantiordninger, som skulle sikre landets banker den nødvendige likviditet til at komme igennem finanskrisen. For de japanske banker betød det, at de kunne få ubegrænset adgang til en fast rente året ud, mod at centralbanken fik den nødvendige sikkerhed.

Den 24. januar 2009 godkendte den japanske regering en finanslov, der blandt andet indebar skattelettelser, nye offentlige udgifter for at sætte økonomien i gang, og nedskæringer i udviklingsbistand. Resultatet blev et underskud på finansloven i 2009.

Regeringens tiltag havde den forventede effekt, og økonomien bedrede sig i 2009 og 2010. Men i 2011 blev økonomien hårdt ramt af et jordskælv og en efterfølgende tsunami, der dræbte mere end 15.000 mennesker, ødelagde tusindvis af bygninger og resulterede i en atomkatastrofe på atomkraftværket Fukushima. Ifølge Verdensbanken var det den dyreste naturkatastrofe i verdenshistorien.

Hvordan var situationen i Rusland?

Også Rusland blev hårdt ramt af finanskrisen, og konsekvenserne mærkes stadig i verdens sjettestørste økonomi. Den 30. oktober 2008 blev al aktiehandel stoppet i en periode som et udslag af, at de russiske virksomheder og banker i en årrække havde sejlet derudaf på en bølge af optimisme og risikable lån. Den 8. december 2008 var den finansielle og økonomiske krise i Rusland så omfattende, at det amerikanske finansagentur Standard & Poor’s nedgraderede Ruslands kreditværdighed. Og i december måtte også de russiske myndigheder indrømme, at finanskrisen var kommet til landet. Den 24. december 2008 meddelte præsidentens økonomiske rådgiver, Arkadij Dvorkovitj, at Rusland for første gang i 10 år ville få et underskud på finansloven i 2009.

Krisen er blandt andet et resultat af, at udenlandske investorer trak omkring 100 milliarder kroner ud af russiske værdipapirer som en reaktion på Georgien-krigen, hvor Rusland i august 2008 satte sine styrker ind i Georgien. Men allerede før Georgien-krigen trak investorer penge ud af Rusland. Da finanskrisen ramte, fik mange investorer travlt med at trække så mange penge som muligt ud af projekter og i sikkerhed, og det havde store konsekvenser for Rusland, hvis økonomiske fremgang i høj grad var betinget af, at udenlandske investorer postejer penge i projekter i landet.

En anden afgørende faktor for finanskrisen i Rusland var de faldende oliepriser, som verden oplevede i 2009 i forbindelse med finanskrisen, og som igen er styrtdykkende i 2014 og 2015. En stor del af Ruslands indtægter kommer fra salget af olie og gas til især Europa og Kina, så når priserne faldent, harvede det øjeblikkelig virkning på den russiske økonomi. Det har været medvirkende til, at Rusland har satset stort på at eksportere mere til Kina, hvor den økonomiske vækst har været mundret påvirket end vestens af finanskrisen.

I 2015 var den økonomiske situation så slem, at Verdensbanken advarede om, at inflationen var på sit højeste siden 2008, mens valutaen tabte værdi mod dollaren og den økonomiske vækst var negativ, skriver Politiken (se kilder). Andet kvartal skrumpede den russiske økonomi med over 4 %, og regeringen forventer, at minusvæksten vil ligge på omkring 3 % ved årets udgang, skriver Wall Street Journal. Den alvorlige økonomiske situation skyldes udover de faldende olieprisen de sanktioner, Rusland er blevet pålagt som følge af Ruslands støtte til separatistiske oprørere i Ukraine.

I 2017 havde Rusland igen en moderat økonomisk vækst på 1,5 %, mens der også forventes en beskeden vækst i 2018. Dette skyldes primært stigende oliepriser, men økonomien er stadig sårbar over for svingninger i oliepriserne og økonomiske sanktioner mod landet.

Hvordan var situationen i Afrika?

Afrika blev umiddelbart ikke så hårdt ramt af finanskrisen som de andre verdensdele. Aktieindekserne i de afrikanske lande steg i andet kvartal af 2008, og årsagen var ifølge artiklen ”Afrika skærmet fra finanskrisen” (se kilder), at kontinentet drager økonomiske fordele af at være isoleret fra det vestlige finanssystem. Ifølge artiklen “Finanskrisen koster liv i Afrika” (se kilder) kan kontinentet dog blive ramt af krisen på anden vis. Mange vestlige lande skærer således i ulandsbistanden til Afrika som resultat af krisen, og det kan betyde sult og død for en lang række afrikanere.

Mens finanskrisen ikke ramte Afrika hårdt i sine første år, har den senere fået konsekvenser for kontinentet. Udover den reducerede ulandsbistand er de afrikanske lande også blevet ramt af svingende priser på råvarer som bomuld, mineraler og palmeolie som følge af mindre efterspørgsel fra de vestlige lande, hvilket har ført til større arbejdsløshed i flere afrikanske lande.

I 2009 sagde den tanzaniske præsident Jakaya Kikwete på et møde organiseret af IMF, at finanskrisen var den største trussel mod den økonomiske udvikling i Afrika i nyere historie. Sammen med en række andre afrikanske præsidenter og finansministre præsenterede han en undersøgelse af finanskrisens konsekvenser for Afrika, som blev forelagt verdens største økonomier på G20-mødet senere på året. Undersøgelsen konkluderer, at finanskrisen var lang tid om at nå til Afrika, men at den nu har ramt kontinentet hårdt. Ifølge undersøgelsen har finanskrisen ført til, at der for første gang i løbet af de sidste 10 år ikke vil være vækst, at firmaer bukker under, og at arbejdsløsheden og fattigdommen stiger. Det er især mindre eksport, færre udenlandske investeringer og forsinkelser eller aflysninger af private businessprojekter i afrikanske lande, der har ramt de afrikanske økonomier.

I 2018 havde en del af de afrikanske økonomier igen rejst sig og havde fuld damp på økonomien. Fire ud af verdens ti hurtigst voksende økonomier ligger i Afrika ifølge DI’s markedsanalyse ”Afrikas løver: nogle brøler, andre tier” (se kilder). Samtidig har politisk ustabilitet også fået væksten til at gå i stå, særligt i Nordafrika.