Historie og baggrund

Hvad er Krim?

Krim er en halvø i den nordlige del af Sortehavet. Den udgør cirka 27.000 km² – og er omtrent på størrelse med Jylland. Her bor lidt flere end 2 millioner mennesker.

Krims tilhørsforhold er omstridt. Siden 1954 har Krim officielt hørt under Ukraine. Men efter revolutionen i Ukraine i 2014 tog den russiske hær kontrollen med Krim-halvøen. Krim blev annekteret af Rusland og er i dag de facto en del af Rusland, selvom det ikke er anerkendt af det internationale samfund.

Flertallet af indbyggerne på Krim-halvøen er etniske russere, skiver DR i artiklen “Derfor er Krim-halvøen så vigtig for Rusland” (se kilder). En optælling fra 2014 viser, at 68% er etniske russere, 16% er ukrainere, mens 10% er krimtatarer, fremgår det af Gyldendals opslagsværk Den Store Danske (se kilder). De reelle tal er dog omskiftelige og vanskelige at verificere.

Den største by på Krim hedder Sevastopol og har omtrent 400.000 indbyggere.

Hvordan blev Krim en del af Rusland i 1700-tallet?

For at forstå, hvorfor Krims tilhørsforhold er så omstridt, er det nødvendigt at forstå Krims historie. I begyndelsen af det 13. århundrede blev Krim erobret af det mongolske rige. En blanding af mongolske og tyrkiske folkeslag havde erobret alt fra Mongoliet til Sortehavet. Efterkommerne af det blandede tyrkisk-mongolske folkeslag bliver kaldt krimtatarerne, og sammen med det Osmanniske Rige kontrollerede de Krim frem til 1783. Herefter blev halvøen overtaget af Det Russiske Rige. Det fik mange krimtatarer – der var muslimer – til at emigrere til Det Osmanniske Rige, mens russere og ukrainere flyttede ind på Krim-halvøen, som nu var russisk, fremgår det af opslagsværket Den Store Danske.

I 1853 udbrød den blodige Krimkrig. Krigen stod mellem Rusland på den ene side og Det Osmanniske Rige, støttet af England og Frankrig, på den anden side. Frankrig og England var bange for, at det russiske imperium ville ekspandere og vokse sig endnu større ved at indtage dele af Det Osmanniske Rige, og derfor gik de ind i krigen. Et af de blodigste slag stod på Krim, hvor flere hundredetusinde mennesker omkom, skriver tidsskriftet Historie i artiklen “Gamle mænd gjorde Krim-krigen til en katastrofe” (se kilder). Efter krigen forblev Krim på russiske hænder.

Hvordan blev Krim en del af Ukraine?

Som en del af det russiske imperium blev Krim i 1920 en autonom republik inden for rammerne af det daværende Sovjetunionen. I februar 1954 overgik Krim fra at være en del af den russiske sovjetrepublik til at være en del af den ukrainske sovjetrepublik. I princippet var det det dengang underordnet, om Krim hørte til den ukrainske eller russiske sovjetrepublik. For Sovjetunionen kontrollerede alligevel begge republikker. Som det fremgår af Informations artikel "Hvor jorden er badet i russisk blod" (se kilder), er det en udbredt opfattelse, at overdragelsen var en gave til Ukraine i anledning af 300-året for Ruslands og Ukraines ’genforening’, som netop blev fejret dette år.

I debatten om Krim fremstår det ofte, som om den daværende leder af det sovjetiske kommunistparti, Nikita Krustjov, egenhændigt forærede Krim til Ukraine, og han er blevet tillagt mange motiver for denne beslutning. Nikita Krustjov var etnisk russer, men født i Ukraine. Nogle mener, at beslutningen alene afspejlede, at han ville behage sin ukrainske kone, andre, at han havde brug for støtte fra sine gamle kolleger i det ukrainske kommunistparti for at styrke sin position i Kreml (fæstningsværk i Moskva, hvor en stor del af Ruslands – og dengang Sovjetunionens – politiske magt er samlet), hvor hårde magtkampe bølgede efter Stalins død i 1953.

Hvad er massedeportationen af krimtatarerne?

I 1920 udgjorde de såkaldte krimtatarer – efterkommere af de tidligere mongolske herskere på Krim-halvøen – omtrent 25% af Krims befolkning. De dannede deres egen autonome republik inden for den russiske sovjetrepublik, hvilket gav dem en udbredt grad af selvstyre.

Det ændrede sig imidlertid som følge af 2. Verdenskrig, hvor Krim var genstand for nogle af krigens blodigste slag. I slutningen af krigen anklagede Sovjetunionens daværende leder, Josef Stalin, krimtatarerne for at stå i ledtog med tyskerne, og som straf for denne påståede illoyalitet, blev 183.000 krimtatarer, næsten alle halvøens krimtatarer, deporteret til Usbekistan i Centralasien. Ifølge de officielle sovjetiske statistikker døde 22% af de deporterede af sult og sygdom i det første år i eksil. Nogle tal angiver, at helt op til 45% af krimtatarerne omkom i perioden 1944-1947, fremgår det af EMU Danmarks læringsportal i artiklen “Krims historie” (se kilder).

Ifølge bogen "The Crimean Tatars" s. 155 og 161 (se kilder) var anklagen mod krimtatarerne uretmæssig. I 1967 blev Krimtatarerne officielt renset for Stalins anklager om samarbejde med nazisterne, men først i 1988 under præsident Gorbatjov fik krimtatarerne lov til at vende tilbage til Krim.