En menneskemængde stimler sammen foran en mur med pigtråd ved lufthavnen i Kabul. Amerikanske soldater bag pigtråden holder et skilt op med ordlyden “Gate Closed".
Tusinder af mennesker flokkes til Hamid Karzai-lufthavnen i Kabul, desperate efter at slippe ud af Afghanistan i dagene efter Talebans magtovertagelse i august 2021.
Foto: Wali Sabawoon/AP/Ritzau Scanpix

Krigen i Afghanistan

journalist Charlotte Aagaard, iBureauet/Dagbladet Information. Senest opdateret af journalist Lasse Skytt, august 2021.
Top image group
En menneskemængde stimler sammen foran en mur med pigtråd ved lufthavnen i Kabul. Amerikanske soldater bag pigtråden holder et skilt op med ordlyden “Gate Closed".
Tusinder af mennesker flokkes til Hamid Karzai-lufthavnen i Kabul, desperate efter at slippe ud af Afghanistan i dagene efter Talebans magtovertagelse i august 2021.
Foto: Wali Sabawoon/AP/Ritzau Scanpix

Indledning

Efter selvmordsangrebene på New York og Washington den 11. september 2001 gik USA i krig mod Afghanistans fundamentalistiske Taleban-styre, der husede den terrormistænkte Osama bin Laden. Den 7. oktober indledte USA luftbombardementer af landet, og efter ni ugers krig lykkedes det USA og dets allierede at fjerne Taleban-styret og indsætte en midlertidig overgangsregering under ledelse af den moderate Hamid Karzai.

Men selv om Taleban-styret faldt, var Talebans magt ikke brudt, og USA og en lang række andre vestlige lande indledte en omfattende guerillakrig mod væbnede Taleban-oprørere og deres allierede fra al-Qaeda og andre terrornetværk. Sideløbende iværksatte det internationale samfund en massiv indsats for at genopbygge det krigshærgede land.

Ved udgangen af 2014 sluttede NATO’s krig i Afghanistan officielt, og de afghanske sikkerhedsstyrker overtog ansvaret for landets sikkerhed. Men internationale styrker fortsatte med at være til stede i landet, blandt andet for at deltage i bekæmpelsen af Taleban og andre oprørsgrupper. I 2020 indgik USA og Taleban en fredsaftale, der skulle sikre en fredelig tilbagetrækning af de internationale tropper i løbet af 2021. I takt med tilbagetrækningen vandt Taleban dog mere og mere terræn, og i august 2021 lykkedes det Taleban at erobre magten i Afghanistan efter 20 års krig.

44 danske soldater mistede livet under tjeneste i Afghanistan, og Danmarks deltagelse i krigen skabte stor debat og blev kritiseret fra mange sider. De danske kamptropper blev trukket ud af landet i 2014, men et mindre antal danske soldater blev i landet frem til juni 2021 for at rådgive og træne de afghanske styrker samt hjælpe med at støtte udviklingen i landet.

 

Videoklip: Hvem er Taleban? Undervisningsklip fra 2021, produceret af YouTube-kanalen History With Hilbert:

Artikel type
faktalink

Historie og baggrund

Hvad er Afghanistans tidlige historie?

Afghanistan har en omtumlet historie. Helt tilbage fra Djengis Khans tid i 1100-1200-tallet har udenlandske styrker forsøgt at underlægge sig landet. Det samme har vekslende dynastier og regeringer i hovedstaden Kabul. Indtil videre er det aldrig i længere tid ad gangen lykkedes en politisk eller militær magt at opnå fuld kontrol med det 650.000 km² store bjergrige og uvejsomme land.

Hvad er Afghanistans nyere historie?

Afghanistan har været et uafhængigt land fra 1919, men siden da har afghanerne oplevet ikke mindre end tolv udemokratiske magtovertagelser. Vendepunktet i nyere tid blev det afghanske kommunistpartis kup i 1978. Det blev startskuddet til et af Den Kolde Krigs varmeste opgør. Kort tid efter kuppet begyndte USA at bevæbne en række religiøse oprørsledere, de såkaldte mujahediner (hellige krigere). Allerede året efter var regeringen i Kabul så presset, at Sovjetunionen invaderede landet for at holde de afghanske kommunister ved magten.

I ti år førte mujahedinerne guerillakrig mod den kommunistiske regering og de 150.000 sovjetiske soldater, som støttede regeringen. Krigen kostede hundredtusinder af menneskeliv og sendte mindst fem millioner civile afghanere på flugt til nabolandene Iran og Pakistan.

I 1989 opgav Sovjetunionen at underlægge sig landet og trak sine styrker ud. Styret i Moskva fortsatte imidlertid med at støtte den afghanske kommunistiske leder Mohammed Najibullah, mens USA og Saudi-Arabien støttede mujahedinerne.

Efter Sovjetunionens kollaps i 1991 vaklede Najibullahs regering, og i 1992 udråbte de sejrende mujahediner en islamisk republik. Efter en kort våbenhvile brød en magtkamp ud mellem forskellige mujahedin-fraktioner og kastede på ny det hærgede land ud i borgerkrig.

Hvem er Taleban?

Som svar på det kaos, der herskede i landet efter 1992, voksede en fundamentalistisk bevægelse ved navn Taleban (studenterbevægelsen) frem blandt afghanske flygtninge i Pakistan. Inspirationen hentede de unge afghanere i ultrakonservative koranskoler, som tilbød gratis undervisning til flygtningebørn. Penge, træning og våben fik de bl.a. fra det pakistanske indenrigsministerium. I efteråret 1994 krydsede de første 1500 Taleban-soldater grænsen til Afghanistan for at føre hellig krig mod de korrupte krigsherrer i Kabul.

Selv om talebanerne var religiøse fanatikere, hilste mange afghanere de unge studenter velkomne i håbet om, at de kunne etablere ro, orden og et retfærdigt styre baseret på Koranens forskrifter. Den 25. maj 1996 faldt Kabul til Talebans styrker, og Talebans leder, den enøjede mullah Mohammed Omar, overtog magten i Afghanistan.

Efter den USA-ledede invasion af Afghanistan i 2001 er begrebet Taleban i stigende grad blevet brugt til at betegne alle oprørere, som kæmper mod de internationale styrker og den nu afsatte USA-venlige regering i Afghanistan. Dette er dog langtfra præcist, da mange oprørere ikke deler Talebans ideologi, men deltager i oprøret ud fra andre bevæggrunde end Talebans. Det fremgår af Nagieb Khajas bog “Historien der ikke bliver fortalt. Om krigen i Afghanistan” (se kilder).

Hvad skete der under Taleban-styret fra 1996-2001?

Taleban indførte et religiøst diktatur. Skoler og uddannelsesinstitutioner blev lukket; kvinder fik forbud mod at arbejde, uddanne sig og bevæge sig uden for hjemmet uden mandlig eskorte; musik, internet og tv blev forbudt; kvinder fik påbud om at bære burka (løs klædning, der dækker hele kroppen, inklusive ansigtet), og mændene fik påbud om at lade skægget gro.

Et særligt religiøst politi fik til opgave at håndhæve reglerne, og sharia-love – i Talebans særligt strenge fortolkning – blev indført overalt. Stening, henrettelse og afhugning af lemmer blev indført som straffe for henholdsvis utroskab, mord og berigelsesforbrydelser, mens religiøse mindretal, især de shiitiske hazarier, blev forfulgt.

Hvordan reagerede det internationale samfund dengang på Taleban-styret?

Det nye afghanske styre blev mødt med fordømmelse af det internationale samfund. Kun Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Pakistan ville anerkende den nye ledelse, som havde kontrol med 90 procent af landet. De sidste ti procent i nord blev styret af den såkaldte Nordlige Alliance med den afsatte præsident Burhanudin Rabbani og tidligere forsvarsminister Ahmed Shah Masoud i spidsen.

Taleban-styret var altså stort set internationalt isoleret.

Samtidig opgav mange NGO'er, der hidtil havde været engageret i udviklingsarbejde i Afghanistan, at arbejde i landet på grund af de mange restriktioner, som Taleban-styret indførte, hvilket blot forværrede forholdene for civilbefolkningen.

Læs også Faktalink-artiklen “Taleban” og se afsnit om Taleban i bogen “Afghanistan – Kampen for demokratiet” (se kilder).

Hvad er al-Qaeda?

Mullah Mohammed Omars islamiske republik i Afghanistan tiltrak militante islamister fra andre dele af den muslimske verden. En del af dem deltog i træningslejre oprettet af den saudiske milliardær og tidligere mujahedin-leder Osama bin Laden, der efter krigen mod Sovjetunionen var gået i gang med at træne frivillige fra den muslimske verden til at føre jihad (hellig krig) mod Vesten.

Det terrornetværk, som han påbegyndte opbygningen af, blev kendt under navnet al-Qaeda (Basen). Navnet blev dengang brugt som betegnelse for træningslejrene, men kom også siden til at henvise til det ideologiske grundlag, som bin Laden prædikede ud fra, og som udgjorde fundamentet i det islamiske tusindårsrige, som bin Ladens disciple drømte om at etablere.

Læs også artiklen “Terrornetværket al-Qaeda”.

Hvilken sammenhæng er der mellem al-Qaeda og Taleban?

Taleban og al-Qaeda deler langt hen ad vejen ideologi og fører på hver deres vis hellig krig mod den vestlige verden og dens værdier, som de mener har ødelagt og fordærvet muslimerne. Deres målsætning er dog forskellig:

  • Talebans erklærede mål er at indføre et islamisk styre i Afghanistan, hvor Koranen er lov, og landet ledes af Guds udvalgte.
  • Al-Qaeda derimod har et internationalt mål, der går ud på at vælte såkaldte uislamiske regimer og fjerne vesterlændinge og andre vantro fra muslimske lande.

I februar 1998 udsendte al-Qaeda manifestet “Verdens islamiske front for jihad mod jøderne og korsfarerne (de kristne)”, hvori det blev hævdet, at det er enhver muslims pligt at dræbe amerikanere, civile som militære, samt deres allierede over hele verden. Samme år gennemførte al-Qaeda to samtidige attentater mod amerikanske ambassader i Nairobi og Dar es-Salam. Omkring 300 blev dræbt og 5000 såret. Som svar bombede den amerikanske flåde fire mål i Afghanistan, heriblandt en al-Qaeda-base og tre landsbyer.

Det hidtil største angreb på USA fandt sted den 11. september 2001, da 19 al-Qaeda-medlemmer kaprede fire amerikanske passagerfly og fløj to af dem ind i kontorkomplekset World Trade Center i New York, et tredje fly ramte det amerikanske forsvarsministerium Pentagon i Washington, mens et fjerde fly styrtede ned på en mark i Pennsylvania. Terrorangrebet kostede mere end 3000 mennesker livet, heriblandt de 19 flykaprere. Terrorangrebet blev årsag til, at en USA-ledet koalition angreb og invaderede Afghanistan.

Læs også artiklen “11. september 2001”

Invasionen af Afghanistan

Hvilke motiver og argumenter var der for invasionen?

Allerede få dage efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 konkluderede den amerikanske efterretningstjeneste og regering, at Osama bin Laden og hans al-Qaeda-netværk stod bag angrebene. USA erklærede krig mod terror og mod dem, der husede terrorister. Da Afghanistans Taleban-styre var vært for den hovedmistænkte bag angrebet i New York og Washington, Osama bin Laden, stod det hurtigt klart, at USA ville indlede et militært angreb i Afghanistan. Krigen var både en krig mod Taleban-styret og en krig mod al-Qaeda-netværket, som USA betragtede som to sider af samme sag.

USA’s allierede i NATO var hurtige til at stå last og brast med amerikanerne, og for første gang siden alliancens oprettelse i 1949 blev NATO-pagtens artikel 5 aktiveret. Ifølge den er et angreb på en medlemsstat et angreb på hele alliancen med deraf følgende ret til selvforsvar. Også medlemmerne af FN’s Sikkerhedsråd vurderede, at angrebet på USA var at betragte som et angreb på hele det internationale samfund, og at USA derfor havde ret til at forsvare sig, også med militære midler.

Hvordan var forløbet frem til invasionen?

Tre dage efter terrorangrebet den 11. september 2001 vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution 1368, der formelt anerkendte USA’s ret til selvforsvar ifølge FN-pagtens artikel 5, eventuelt med assistance fra andre lande. Resolutionen blev opfattet som et tilsagn fra Sikkerhedsrådet om, at et angreb på al-Qaeda i Afghanistan var i orden. Om resolutionen også gav grønt lys til at vælte Taleban-regeringen, er mere tvivlsomt.

Ni dage efter angrebet på World Trade Center udstedte USA et ultimatum til Taleban. Flere FN-resolutioner fra 1999, 2000 og 2001 havde allerede krævet, at Afghanistan udleverede Osama bin Laden til retsforfølgelse for blandt andet attentaterne mod de to amerikanske ambassader i Østafrika i 1998. Nu krævede USA hele al-Qaedas ledelse udleveret, alle træningslejre lukket og alle menige medlemmer af netværket arresteret. Taleban nægtede at tale direkte med, hvad de kaldte “en vantro” amerikansk præsident, men afslog ultimatummet via bevægelsens ambassade i Pakistan med den begrundelse, at de ikke fandt det bevist, at Osama bin Laden stod bag terrorangrebet.

Den 7. oktober 2001, samme dag som invasionen startede, tilbød Taleban at retsforfølge bin Laden ved en islamisk domstol i Afghanistan, men det tilbud afviste USA som utilstrækkeligt. Syv dage efter krigens start accepterede Taleban at udlevere bin Laden, hvis de fik bevis for, at han var involveret i terrorangrebet 11. september.

Osama bin Laden selv nægtede på dette tidspunkt at være involveret i 11. september-angrebet, men i 2004 bekræftede han, at det var ham og al-Qaeda, der stod bag.

Hvordan forløb første del af krigen?

Krigen i Afghanistan blev indledt om aftenen den 7. oktober 2001 med en række luftbombardementer mod Taleban- og al-Qaeda-mål, gennemført af USA og Storbritannien fra baser i Afghanistans nabolande. Samtidig indledte Den Nordlige Alliance (også kaldet Nordalliancen), en samling af Taleban-fjendtlige militser, en landoffensiv fra nord med kurs mod hovedstaden Kabul.

Taleban var ikke i besiddelse af våben, der kunne matche flybombardementer, og tabte hurtigt terræn. Efterhånden som Taleban mistede grebet om landet, overtog Nordalliancen magten. Den 12. november 2001, godt en måned efter invasionen, flygtede Taleban fra Kabul, og fire uger senere var magtskiftet en realitet.

Hvordan blev der indsat en ny regering i Afghanistan?

FN-støttede forhandlinger om sammensætningen af en overgangsregering blev indledt den 27. november 2001 i den tyske by Bonn. Her deltog repræsentanter for fire af Afghanistans største etniske grupper, som tidligere havde bekæmpet hinanden. Efter ni dages intense og konfliktfyldte forhandlinger blev parterne den 5. december enige om en magtfordeling, der gav Nordalliancen 17 af 30 regeringsposter. Hamid Karzai, som tilhørte den største etniske befolkningsgruppe, pashtunerne, blev udpeget som leder af overgangsregeringen, der fik et halvt år til at begynde på genopbygningen af Afghanistan samt tage de første skridt til afholdelse af demokratiske valg.

Hvordan fortsatte jagten på al-Qaeda-lederne efter Talebans fald?

To dage efter, den 7. december 2001, faldt Talebans sidste højborg, Kandahar, og USA fokuserede derefter sin militære indsats på Tora Bora-bjergene langs grænsen til Pakistan, hvor al-Qaedas ledere havde søgt tilflugt i et omfattende hulekompleks. Den 17. december blev de sidste huler indtaget, uden at al-Qaeda-lederne blev pågrebet. På daværende tidspunkt var de formentlig sluppet væk over den stort set ubevogtede grænse til nabolandet Pakistan. Først i maj 2011 lykkedes det amerikanske specialstyrker at fange og dræbe netværkets leder, Osama bin Laden, i en landsby i Pakistan.

Hvad var ISAF-styrken?

ISAF står for International Security Assistance Force.

Den 20. december 2001 gav FN’s Sikkerhedsråd mandat til udstationering af en international styrke i Afghanistan, som skulle bistå den afghanske overgangsregering med at opretholde sikkerheden i og omkring hovedstaden Kabul. I oktober 2003 vedtog FN’s Sikkerhedsråd en resolution, der udvidede ISAF-styrkens mandat til hele landet.

ISAF var altså ikke en FN-styrke, men en NATO-ledet koalition, der havde soldater fra i alt 48 lande – herunder alle 26 NATO-lande. Den samlede styrke var i 2011 oppe på knap 131.000 soldater. Krigen i Afghanistan sluttede officielt ved årsskiftet 2014/15, da ISAF-styrkens mandat udløb og blev afløst af Operation Resolut Support, en international mission, der officielt ikke skulle deltage i kamphandlinger, men træne og rådgive og assistere de afghanske sikkerhedsstyrker. Nedenfor kan du læse mere om, hvordan situationen i Afghanistan udviklede sig efter 2015 og frem til i dag.

Hvordan reagerede Taleban og al-Qaeda på invasionen?

Allerede kort efter regeringsskiftet i december 2001 gik Taleban og al-Qaeda i gang med at opbygge militsgrupper, der tog kampen op mod den nye regering og de internationale styrker, som efter de to bevægelsers opfattelse havde besat Afghanistan og indført et illegitimt uislamisk styre, baseret på vestlige værdier. De betragtede både Hamid Karzais regering og de udenlandske soldater i landet som kufr (vantro), som det var deres hellige pligt at bekæmpe.

I begyndelsen havde Taleban og al-Qaeda små træningslejre i afghanske provinser fjernt fra Kabul samt på grænsen til Pakistan. Rekrutteringen af nye Taleban-soldater skete både på den afghanske og på den pakistanske side af grænsen, hvor mange af de religiøse madrassaer (koranskoler) fungerede som ’jihad-akademier’, altså skoler, der uddannede fundamentalistiske og militante muslimer, som var villige til at gribe til vold og terror i islams navn.

Hvordan udviklede styrkeforholdet mellem Taleban og al-Qaeda og ISAF sig?

I 2006 vurderede vestlige efterretningskilder, at Taleban havde omkring 10.000 soldater under våben med mulighed for at indkalde yderligere 100.000 såkaldte ’weekend-talebanere’, der havde anden beskæftigelse til daglig, men var villige til at kæmpe for penge. Den store mængde fodsoldater gjorde det muligt for Taleban at angribe ISAF og udkæmpe regulære slag imod den internationale styrke. I løbet af 2007 lykkedes det imidlertid ISAF at pågribe eller dræbe en større del af Talebans kommandanter og tvinge bevægelsen til at opgive sine åbne angreb på de internationale styrker.

I begyndelsen af 2008 vurderede USA’s efterretningstjenester, at Taleban kun havde kontrol med 10-11 procent af landet, mens Karzais regering kontrollerede 30-35 procent. Resten kontrolleredes af lokale stammeledere. Store dele af Afghanistan består af uvejsomme bjerge og ubeboet ørken, som militært set er uden betydning. ISAF kunne derfor i begyndelsen af 2008 meddele, at Taleban ikke længere havde kontrol med nogen større bebyggelse i landet.

Hvilke metoder har Taleban og andre oprørsgrupper især benyttet i de senere år?

Fra 2007 benyttede Taleban og de øvrige oprørsgrupper sig i stigende grad af bagholdsangreb, likvideringer, selvmordsaktioner, vejsidebomber og kidnapning af udenlandske journalister og hjælpearbejdere som våben i deres kamp mod den afghanske regering og de udenlandske tropper i landet. Metoderne var inspireret af aktioner i Irak, men skulle formodentlig også ses som tegn på, at talebanerne og de øvrige oprørere var blevet militært svækkede.

Taleban begyndte også at benytte sig af såkaldte insider-angreb, kaldet “green on blue”. Det betegner situationer, hvor uniformerede afghanere vender deres våben mod medlemmer af ISAF-styrken. I 2007 døde to personer i sådanne insider-angreb, i 2012 var der mindst 45 insider-angreb, som kostede 62 soldater livet. Når en afghansk soldat har skudt og dræbt vestlige soldater i et insider-angreb, har Taleban efterfølgende ofte oplyst, at den afghanske soldat var rekrutteret af Taleban.

Hvordan har Taleban undervejs ramt den afghanske regering?

I juli 2011 blev en halvbror til præsident Karzai dræbt i sit hjem i Kandahar. Han var en kontroversiel person, der var formand for det lokale provinsråd og blev anset for en af de mest magtfulde mænd i Kandahar. Samtidig var han anklaget for at være korrupt og involveret i opiumproduktion. I september 2011 blev formanden for præsident Karzais håndplukkede fredsråd, Burhanuddin Rabbani, dræbt. Det skete på et tidspunkt, hvor der var indledt forhandlinger mellem regering og Taleban. Rabbani, der var Afghanistans præsident fra 1992-1996, blev dræbt af en mand, der udgav sig for at være fredsudsending for Taleban. I oktober 2011 overlevede den afghanske indenrigsminister et attentatforsøg begået af en selvmordsbomber.

Læs mere nedenfor om Talebans comeback i Afghanistan i 2020-21.

Hvordan udviklede opbygningen af afghansk militær og politi sig?

Opbygningen af ANA (Afghan National Army) og de afghanske politistyrker viste sig at være en større udfordring end først antaget, og det tog længere tid end planlagt at rekruttere og uddanne de i alt 300.000 mand, som skulle udgøre den afghanske hær og politistyrke. I begyndelsen var det et stort problem, at mange af de nye soldater var dårligt uddannede. Nogle lod sig indskrive i hæren for at tjene penge, deserterede så og lod sig i nogle tilfælde hyre af Taleban, som ofte betaler bedre end ANA. Nogle er så igen vendt tilbage til ANA, primært for at få penge for igen at lade sig indskrive. Ifølge en FN-rapport fra januar 2010 var ni ud af ti soldater i den afghanske hær analfabeter, tre ud af ti var narkomaner, og en fjerdedel deserterede hvert år, medbringende de våben, de havde fået udleveret.

I modsætning til hæren, som blev opbygget fra grunden, blev den afghanske politistyrke bygget på resterne af det oprindelige afghanske politi. Men også her var der problemer med korruption, manglende uddannelse og manglende loyalitet. I oktober 2011 udgav FN-missionen i Afghanistan, UNAMA (se kilder) en rapport, som påpegede, at Afghanistans politi og efterretningsvæsen brugte systematisk tortur mod indsatte i en række fængsler. Desuden fik regeringsvenlige militser i flere områder ansvaret for sikkerheden, og stod angiveligt bag mord, voldtægter og kidnapninger. Det samme gjaldt det afghanske lokalpoliti, som USA oprettede i 2010. Det fremgår af rapporter fra Human Rights Watch (se kilder) og af historiker Mikkel W. Kaagaards kronik i Kristeligt Dagblad under overskriften “Den svære exit fra Afghanistan” (se kilder).

Overdragelsen af sikkerhedsansvar gik alt i alt langsommere end planlagt. Ifølge “Afghanistan Compact” (se kilder), der var en overordnet udviklingsaftale, som blev indgået mellem daværende præsident Karzais regering og det internationale samfund, skulle overdragelsen af sikkerhedsansvaret til de afghanske myndigheder være gennemført senest marts 2011, men det mål blev ikke nået. Målet blev udskudt, og det endelige sikkerhedsansvar blev overdraget i 2014.

På det tidspunkt var den afghanske hær på omkring 260.000 mand, og hertil kom politifolk og andre sikkerhedsstyrker på i alt ca. 90.000 mand.

Hvad var Operation Resolute Support?

Operation Resolute Support var navnet på den internationale mission i Afghanistan, som afløste ISAF-styrken. Det var en NATO-ledet indsats, som bestod af ca. 13.800 soldater, og som overtog den internationale militære indsats i Afghanistan den 1. januar 2015, hvor ISAF-styrkens mandat udløb. Der deltog soldater fra 28 NATO-lande og 14 partnerlande i operationen; USA, Tyskland og Italien bidrog med det største antal. Danmark deltog med 155 mand. Rammerne for Operation Resolute Support var den såkaldte Bilateral Security Agreement (BSA), som USA og Afghanistan indgik i september 2014. Målet var, at antallet af internationale styrker skulle være halveret ved udgangen af 2015 og reduceres til nogle få hundrede inden udgangen af 2016. Men aftalen åbnede muligheder for, at USA og dets allierede kunne beholde militære styrker i Afghanistan frem til 2024 og endda længere, medmindre aftalen blev opsagt af en af parterne.

Hvad lavede soldaterne i Operation Resolute Support?

Officielt var Operation Resolute Support en ’non combat mission’, hvilket betød, at soldaterne ikke skulle have en kamprolle, men i stedet skulle træne, rådgive og støtte de afghanske sikkerhedsstyrker. I praksis var dele af de internationale styrker dog stadig i direkte kamp med Taleban og andre oprørsgrupper i de første år. Det fremgår af artiklen “Vestens krig i Afghanistan fortsætter” i Information (se kilder). I artiklen beskrives det, hvordan internationale styrker deltog i kampe med kampfly, droner og specialstyrker. Thomas Ruttig, leder af det uafhængige ekspertnetværk Afghanistan Analyst Network, udtalte i artiklen: “Krigen er på ingen måde slut for Vesten.” Han vurderede dengang, at internationale styrker især deltog i krigen ved, at amerikanske kampfly bombede for at støtte den afghanske hær i kampen mod Taleban, at amerikanske og britiske droner overfløj landet og bombede i særlige tilfælde, og at amerikanske og allierede specialstyrker deltog i angreb sammen med de afghanske specialstyrker, som de trænede.

Hvad gik fredsaftalen i 2020 mellem USA og Taleban ud på?

Den 29. februar 2020 underskrev USA og Taleban en betinget fredsaftale i Qatars hovedstad, Doha. Fredsaftalen indebar, at amerikanske tropper skulle trække sig tilbage fra Afghanistan inden for 14 måneder, så længe Taleban levede op til betingelserne i aftalen om ikke at “tillade nogen af dets medlemmer, andre personer eller grupper, herunder al-Qaeda, at bruge Afghanistans jord til at true USA og dets allieredes sikkerhed”. Det fremgår af TV 2’s artikel “Fredsaftale mellem USA og Taleban” (se kilder). Ifølge artiklen lovede Talebans næstkommanderende, Sirajuddin Haqqani, at det ikke ville ske igen. “Det er ikke i afghanernes interesse at tillade den slags grupper af tage vores land som gidsel og bruge det som slagmark. Vi har allerede lidt nok på grund af udenlandsk indblanding,” skrev han i et debatindlæg i New York Times under overskriften “What We, The Taliban, Want” (se kilder).

Hvornår forlod de internationale styrker Afghanistan?

Den 14. april 2021 meddelte NATO, at man inden den 1. maj 2021 ville gennemføre en tilbagetrækning af de internationale tropper. Deadline blev dog senere af præsident Joe Biden udskudt til udgangen af august 2021. Formelt blev den internationale mission opløst den 12. juli 2021. Kun lidt over en måned senere havde Taleban tilbageerobret magten i hele Afghanistan, og den afghanske præsident Ashraf Ghani flygtede ud af landet i en helikopter.

Hvorfor faldt den afghanske hær sammen under Talebans fremmarch i 2021?

Tilbage i 2014 var det meste af Afghanistan kommet under regeringens kontrol med NATO i en understøttende rolle. Men i løbet af de følgende år mistede regeringen langsomt territorium til Taleban, hvilket resulterede i, at regeringen i august 2021 måtte overgive sig, og Kabul – og dermed hele Afghanistan – kom på Talebans hænder.

En af grundene til nederlaget var, at Afghan National Security Forces, inklusive ANA, den afghanske hær, slet ikke bestod af så mange soldater (cirka 300.000) som på papiret. Som det fremgår af The Guardians artikel “A tale of two armies: Why Afghan forces proved no match for the Taliban” (se kilder), bestod hæren af tusindvis af “spøgelsessoldater”, som ikke bakkede op om projektet. I artiklen forklares Talebans sejr over ANA således: “Det er en historie om to hære – den ene med ringe udstyr, men med høj ideologisk motivation, den anden veludrustet af navn, men afhængig af NATO-støtte, dårligt ledet og gennemsyret af korruption." 

I en kommentar hos mediet Al Jazeera skriver sikkerhedseksperten Abdul Basit, at særligt én ting kunne have forhindret Talebans forbløffende hurtige magtovertagelse: “Havde vestlige analytikere og efterretningsbureauer været mere bevidste om realiteterne nede på jorden (i Afghanistan, red.), var de måske ikke blevet overrasket over udviklingen i de sidste par dage,” skriver han og fremhæver blandt andet “spøgelsessoldater” og interne konflikter som årsager til hærens kollaps (se kilder).