Slægtninge og venner inspicerer sko og ejendele som har tilhørt dræbte ved et et selvmordsangreb i Kapul den 24. juli 2016.
Slægtninge og venner inspicerer sko og ejendele som har tilhørt dræbte ved et et selvmordsangreb i Kapul den 24. juli 2016.
Foto: Shah Marai / Scanpix

Krigen i Afghanistan

Artikel type
faktalink
journalist Charlotte Aagaard, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af journalist Malene Fenger-Grøndahl. April 2015 og december 2016.
Top image group
Slægtninge og venner inspicerer sko og ejendele som har tilhørt dræbte ved et et selvmordsangreb i Kapul den 24. juli 2016.
Slægtninge og venner inspicerer sko og ejendele som har tilhørt dræbte ved et et selvmordsangreb i Kapul den 24. juli 2016.
Foto: Shah Marai / Scanpix
Main image
Benamputation. Mineoffer fra krigen i Afghanistan.
Benamputation. Mineoffer fra krigen i Afghanistan.
Foto: Nicolai Howait / Scanpix

Indledning

Efter selvmordsangrebene på New York og Washington den 11. september 2001 gik USA i krig mod Afghanistans fundamentalistiske Taleban-styre, der husede den terrormistænkte Osama bin Laden. Den 7. oktober indledte USA luftbombardementer af landet, og efter ni ugers krig lykkedes det i december 2001 USA og dets allierede at fjerne Taleban-styret og indsætte en midlertidig overgangsregering under ledelse af den moderate Hamid Karzai.

Men selv om Taleban-styret faldt, var Talebans magt ikke brudt, og USA og en lang række andre vestlige lande indledte en omfattende guerillakrig mod væbnede Taleban-oprørere og deres allierede fra al-Qaeda og andre terrornetværk. Sideløbende iværksatte det internationale samfund en massiv indsats for at genopbygge det krigshærgede land. Ved udgangen af 2014 sluttede NATO’s krig i Afghanistan officielt, og de afghanske sikkerhedsstyrker overtog ansvaret for landets sikkerhed. Men internationale styrker er stadig til stede og deltager i bekæmpelsen af Taleban og andre oprørsgrupper, som stadig har stor magt i dele af landet.
43 danske soldater har mistet livet under tjeneste i Afghanistan, og Danmarks deltagelse i krigen har skabt stor debat og er blevet kritiseret fra mange sider. De danske kamptropper blev trukket ud af landet i 2014, men et mindre antal danske soldater deltager i rådgivning og træning af de afghanske styrker, ligesom Danmark også fortsat er involveret i det store arbejde med at skabe udvikling og støtte en demokratisk udvikling i landet – et arbejde, som formodentlig vil fortsætte i mange år eller ligefrem årtier.

 

Krigen i Afghanistan

 

Historie og baggrund

Hvad er Afghanistans tidlige historie?

Afghanistan har en omtumlet historie. Helt tilbage fra Djengis Khans tid i 1100-1200-tallet har udenlandske styrker forsøgt at underlægge sig landet. Det samme har vekslende dynastier og regeringer i hovedstaden Kabul. Indtil videre er det aldrig lykkedes nogen politisk eller militær magt at opnå fuld kontrol med det 650.000 km² store bjergrige og uvejsomme land.

Hvad er Afghanistans nyere historie?

Afghanistan har været et uafhængigt land siden 1919, men siden har afghanerne oplevet ikke mindre end elleve udemokratiske magtovertagelser. Vendepunktet i nyere tid blev det afghanske kommunistpartis kup i 1978. Det blev startskuddet til et af Den kolde Krigs varmeste opgør. Kort tid efter kuppet begyndte USA at bevæbne en række religiøse oprørsledere, de såkaldte mujahediner (hellige krigere). Allerede året efter var regeringen i Kabul så presset, at Sovjetunionen invaderede landet for at holde de afghanske kommunister ved magten.

I ti år førte mujahedinerne guerillakrig mod den kommunistiske regering og de 150.000 sovjetiske soldater, som støttede regeringen. Krigen kostede hundredetusinder af menneskeliv og sendte mindst fem millioner civile afghanere på flugt til nabolandene Iran og Pakistan.

I 1989 opgav Sovjetunionen at underlægge sig landet og trak sine styrker ud. Styret i Moskva fortsatte imidlertid med at støtte den afghanske kommunistiske leder Mohammed Najibullah, mens USA og Saudi-Arabien støttede mujahedinerne.

Efter Sovjetunionens kollaps i 1991 vaklede Najibullahs regering, og i 1992 udråbte de sejrende mujahediner Afghanistan til en islamisk republik. Efter en kort våbenhvile brød en magtkamp ud mellem forskellige mujahedin-fraktioner og kastede på ny det hærgede land ud i borgerkrig. (Afghanistans historie gennemgås i bogen: ”Afghanistan – Kampen for demokratiet” (se kilder)).

Hvem er Taleban?

Som svar på det kaos, der herskede i landet efter 1992, voksede en fundamentalistisk bevægelse ved navn Taleban (studenterbevægelsen) frem blandt afghanske flygtninge i Pakistan. Inspirationen hentede de unge afghanere i ultrakonservative koranskoler, som tilbød gratis undervisning til flygtningebørn. Penge, træning og våben fik de bl.a. fra det pakistanske indenrigsministerium. I efteråret 1994 krydsede de første 1.500 Taleban-soldater grænsen til Afghanistan for at føre hellig krig mod de korrupte krigsherrer i Kabul.

Selv om talebanerne var religiøse fanatikere, hilste mange afghanere de unge studenter velkomne i håbet om, at de kunne indføre ro og orden og etablere et retfærdigt styre baseret på Koranens forskrifter. Den 25. maj 1996 faldt Kabul til Talebans styrker, og Talebans leder, den enøjede mullah Mohammed Omar, overtog magten i Afghanistan.
Efter den USA-ledede invasion af Afghanistan i 2002 er begrebet Taleban i stigende grad blevet brugt til at betegne alle oprørere, som kæmper mod de internationale styrker og den siddende (USA-venlige) regering i Afghanistan. Dette er dog langtfra præcist, da mange oprørere ikke deler Talebans ideologi, men deltager i oprøret ud fra andre bevæggrunde end Talebans. Det fremgår af Nagieb Khajas bog “Historien der ikke bliver fortalt. Om krigen i Afghanistan” (se kilder).

Læs også Faktalink-artiklen “Taleban” og bogen ”Afghanistan – Kampen for demokratiet” (se kilder), hvor Talebans fremvækst og magtovertagelse i Afghanistan også beskrives.

Hvad skete under Taleban-styret fra 1996-2001?

I løbet af kort tid stod det klart, at Taleban var ved at indføre et religiøst diktatur. Skoler og uddannelsesinstitutioner blev lukket, kvinder fik forbud mod at arbejde, uddanne sig og bevæge sig uden for hjemmet uden mandlig eskorte, musik, internet og tv blev forbudt, kvinder fik påbud om at bære burka (løs klædning, der dækker hele kroppen, inklusive ansigtet), og mændene fik påbud om at lade skægget gro. Et særligt religiøst politi fik til opgave at håndhæve reglerne, og sharia-love – i Talebans særligt strenge fortolkning – blev indført overalt. Stening, henrettelse og afhugning af lemmer blev indført som straffe for henholdsvis utroskab, mord og berigelsesforbrydelser, mens religiøse mindretal, især de shiitiske hazarier, blev forfulgt.

Hvordan reagerede det internationale samfund på Taleban-styret?

Det nye afghanske styre blev mødt med fordømmelse af det internationale samfund. Kun Saudi-Arabien, De Forenede Arabiske Emirater og Pakistan ville anerkende den nye ledelse, som havde kontrol med 90 procent af landet. De sidste ti procent i nord blev styret af den såkaldte Nordlige Alliance med den afsatte præsident Burhanudin Rabbani og tidligere forsvarsminister Ahmed Shah Masoud i spidsen.
Taleban-styret var altså stort set internationalt isoleret.
Samtidig opgav mange NGO'er, der hidtil havde været engageret i udviklingsarbejde i Afghanistan, at arbejde i landet på grund af de mange restriktioner, som Taleban-styret indførte, hvilket blot forværrede den afghanske befolknings forhold.

Læs også Faktalink-artiklen “Taleban” og se afsnit om Taleban i bogen ”Afghanistan – Kampen for demokratiet” (se kilder).

Hvad er al-Qaeda?

Mullah Mohammed Omars islamiske republik i Afghanistan tiltrak militante islamister fra andre dele af den muslimske verden. En del af dem deltog i træningslejre oprettet af den saudiske milliardær og tidligere mujahedin-leder Osama bin Laden, der efter krigen mod Sovjetunionen var gået i gang med at træne frivillige fra den muslimske verden til at føre jihad (hellig krig) mod Vesten. Det terrornetværk, som han påbegyndte opbygningen af, blev kendt under navnet al-Qaeda (Basen). Navnet blev dengang brugt som betegnelse for træningslejrene, men kom også siden til at henvise til det ideologiske grundlag, som bin Laden prædikede ud fra, og som udgjorde fundamentet i det islamiske tusindårsrige, som bin Ladens disciple drømte om at etablere.

Læs også artiklen “Terrornetværket al-Qaeda”.

Hvilken sammenhæng er der mellem al-Qaeda og Taleban?

Taleban og al-Qaeda deler langt hen ad vejen ideologi og fører på hver deres vis hellig krig mod den vestlige verden og dens værdier, som de mener, har ødelagt og fordærvet muslimerne. Deres målsætning er dog forskellig:

· Talebans erklærede mål er at indføre et islamisk styre i Afghanistan, hvor Koranen er lov, og landet ledes af Guds udvalgte.

· Al-Qaeda derimod har et internationalt mål, der går ud på at vælte såkaldte uislamiske regimer og fjerne vesterlændinge og andre vantro fra muslimske lande.

I februar 1998 udsendte al-Qaeda manifestet “Verdens islamiske front for jihad mod jøderne og korsfarerne (de kristne)”, hvori det blev hævdet, at det er enhver muslims pligt at dræbe amerikanere, civile som militære, samt deres allierede over hele verden. Samme år gennemførte al-Qaeda to samtidige attentater mod amerikanske ambassader i Nairobi og Dar es-Salam. Omkring 300 blev dræbt og 5.000 såret. Som svar bombede den amerikanske flåde fire mål i Afghanistan, heriblandt en al-Qaeda-base og tre landsbyer.

Det hidtil største angreb på USA fandt sted den 11. september 2001, da 19 al-Qaeda-medlemmer kaprede fire amerikanske passagerfly og fløj to af dem ind i kontorkomplekset World Trade Center i New York, et tredje fly ramte det amerikanske forsvarsministerium Pentagon i Washington, mens et fjerde fly styrtede ned på en mark i Pennsylvania. Terrorangrebet kostede mere end 3.000 mennesker livet, heriblandt de 19 flykaprere. Terrorangrebet blev årsag til, at en USA-ledet koalition angreb og invaderede Afghanistan.

Læs også artiklen “11. september 2001”.

Invasionen af Afghanistan

Hvilke motiver og argumenter var der for invasionen?

Allerede få dage efter terrorangrebene mod USA den 11. september 2001 konkluderede den amerikanske efterretningstjeneste og regering, at Osama bin Laden og hans al-Qaeda-netværk stod bag angrebene. USA erklærede krig mod terror og mod dem, der husede terrorister. Da Afghanistans Taleban-styre var vært for den hovedmistænkte bag angrebet i New York og Washington, Osama bin Laden, stod det hurtigt klart, at USA ville indlede et militært angreb i Afghanistan. Krigen var både en krig mod Taleban-styret og en krig mod al-Qaeda-netværket, som USA betragtede som to sider af samme sag.

USA’s allierede i NATO var hurtige til at stå last og brast med amerikanerne, og for første gang siden alliancens oprettelse i 1949 blev NATO-pagtens artikel 5 aktiveret. Ifølge den er et angreb på en medlemsstat et angreb på hele alliancen med deraf følgende ret til selvforsvar. Også medlemmerne af FN’s Sikkerhedsråd vurderede, at angrebet på USA var at betragte som et angreb på hele det internationale samfund, og at USA derfor havde ret til at forsvare sig, også med militære midler.

Hvordan var forløbet frem til invasionen?

Tre dage efter terrorangrebet den 11. september 2001 vedtog FN’s Sikkerhedsråd resolution 1368, der formelt anerkendte USA’s ret til selvforsvar ifølge FN-pagtens artikel 5, eventuelt med assistance fra andre lande. Resolutionen blev opfattet som et tilsagn fra Sikkerhedsrådet om, at et angreb på al-Qaeda i Afghanistan var i orden. Om resolutionen også gav grønt lys til at vælte Taleban-regeringen er mere tvivlsomt.

Ni dage efter angrebet på World Trade Center udstedte USA et ultimatum til Taleban. Flere FN-resolutioner fra 1999, 2000 og 2001 havde allerede krævet, at Afghanistan udleverede Osama bin-Laden til retsforfølgelse for bl.a. attentaterne mod de to amerikanske ambassader i Østafrika i 1998. Nu krævede USA hele al-Qaedas ledelse udleveret, alle træningslejre lukket og alle menige medlemmer af netværket arresteret. Taleban nægtede at tale direkte med, hvad de kaldte “en vantro” amerikansk præsident, men afslog ultimatummet via bevægelsens ambassade i Pakistan med den begrundelse, at de ikke fandt det bevist, at Osama bin Laden stod bag terrorangrebet.

Den 7. oktober 2001, samme dag som invasionen startede, tilbød Taleban at retsforfølge bin Laden ved en islamisk domstol i Afghanistan, men det tilbud afviste USA som utilstrækkeligt. Syv dage efter krigens start accepterede Taleban at udlevere bin Laden, hvis de fik bevis for, at han var involveret i terrorangrebet 11. september.

Osama bin Laden selv nægtede på dette tidspunkt at være involveret i 11. september-angrebet, men i 2004 bekræftede han, at det var ham og al-Qaeda, der stod bag.

Hvordan forløb første del af krigen?

Krigen i Afghanistan blev indledt om aftenen den 7. oktober 2001 med en række luftbombardementer mod Taleban- og al-Qaeda-mål, gennemført af USA og Storbritannien fra baser i Afghanistans nabolande. Samtidig indledte Den Nordlige Alliance (også kaldet Nordalliancen), en samling af Taleban-fjendtlige militser, en landoffensiv fra nord med kurs mod hovedstaden Kabul.

Taleban var ikke i besiddelse af våben, der kunne matche flybombardementer, og tabte hurtigt terræn. Efterhånden som Taleban mistede grebet om landet, overtog Nordalliancen magten. Den 12. november 2001, godt en måned efter invasionen, flygtede Taleban fra Kabul, og fire uger senere var magtskiftet en realitet.

Hvordan blev der indsat en ny regering i Afghanistan?

FN-støttede forhandlinger om sammensætningen af en overgangsregering blev indledt den 27. november 2001 i den tyske by Bonn. Her deltog repræsentanter for fire af Afghanistans største etniske grupper, som tidligere havde bekæmpet hinanden. Efter ni dages intense og konfliktfyldte forhandlinger blev parterne den 5. december enige om en magtfordeling, der gav Nordalliancen 17 af 30 regeringsposter. Hamid Karzai, som tilhørte den største etniske befolkningsgruppe, pashtunerne, blev udpeget som leder af overgangsregeringen, der fik et halvt år til at begynde Afghanistans genopbygning samt tage de første skridt til afholdelse af demokratiske valg.

Hvordan fortsatte jagten på al-Qaeda-lederne efter Talebans fald?

To dage efter, den 7. december 2001, faldt Talebans sidste højborg, Kandahar, og USA fokuserede derefter sin militære indsats på Tora Bora-bjergene langs grænsen til Pakistan, hvor al-Qaedas ledere havde søgt tilflugt i et omfattende hulekompleks. Den 17. december blev de sidste huler indtaget, uden at al-Qaeda-lederne blev pågrebet. På daværende tidspunkt var de formentlig sluppet væk over den stort set ubevogtede grænse til nabolandet Pakistan. Først i maj 2011 lykkedes det amerikanske specialstyrker at fange og dræbe netværkets leder, Osama bin Laden, i en landsby i Pakistan.

Hvad var ISAF-styrken?

ISAF står for International Security Assistance Force.

Den 20. december 2001 gav FN’s Sikkerhedsråd mandat til udstationering af en international styrke i Afghanistan, som skulle bistå den afghanske overgangsregering med at opretholde sikkerheden i og omkring hovedstaden Kabul. I oktober 2003 vedtog FN’s Sikkerhedsråd en resolution, der udvidede ISAF-styrkens mandat til hele landet.

ISAF var altså ikke en FN-styrke, men en NATO-ledet koalition, der havde soldater fra i alt 48 lande – herunder 26 alle NATO-lande. Den samlede styrke var i 2011 oppe på knap 131.000 soldater. Krigen i Afghanistan sluttede officielt ved årsskiftet 2014/15, da ISAF-styrkens mandat udløb og blev afløst af Operation Resolut Support, en international mission, der officielt ikke skal deltage i kamphandlinger, men træne og rådgive og assistere de afghanske sikkerhedsstyrker.

Hvordan reagerede Taleban og al-Qaeda på invasionen?

Allerede kort efter regeringsskiftet i december 2001 gik Taleban og al-Qaeda i gang med at opbygge militsgrupper, der tog kampen op med den nye regering og de internationale styrker, som efter de to bevægelsers opfattelse havde besat Afghanistan og indført et illegitimt uislamisk styre, baseret på vestlige værdier. De betragtede både Hamid Karzais regering og de udenlandske soldater i landet som kufr (vantro), som det var deres hellige pligt at bekæmpe.

I begyndelsen havde Taleban og al-Qaeda små træningslejre i afghanske provinser fjernt fra Kabul samt på grænsen til Pakistan. Rekrutteringen af nye Taleban-soldater skete både på den afghanske og på den pakistanske side af grænsen, hvor mange af de religiøse madrassaer (koranskoler) fungerede som ’jihad-akademier’, altså skoler, der uddannede fundamentalistiske og militante muslimer, der var villige til at gribe til vold og terror i islams navn.

Hvordan udviklede styrkeforholdet mellem Taleban og al-Qaeda og ISAF sig?

I 2006 vurderede vestlige efterretningskilder, at Taleban havde omkring 10.000 soldater under våben med mulighed for at indkalde yderligere 100.000 såkaldte ’weekend-talebanere’, der havde anden beskæftigelse til daglig, men var villige til at kæmpe for penge. Den store mængde fodsoldater gjorde det muligt for Taleban at angribe ISAF og udkæmpe regulære slag imod den internationale styrke. I løbet af 2007 lykkedes det imidlertid ISAF at pågribe eller dræbe en større del af Talebans kommandanter og tvinge bevægelsen til at opgive sine åbne angreb på de internationale styrker.

I begyndelsen af 2008 vurderede USA’s efterretningstjenester, at Taleban kun havde kontrol med 10-11 procent af landet, mens Karzais regering kontrollerede 30-35 procent. Resten kontrolleredes af lokale stammeledere. Store dele af Afghanistan består af uvejsomme bjerge og ubeboet ørken, som militært set er uden betydning. ISAF kunne derfor i begyndelsen af 2008 meddele, at Taleban ikke længere havde kontrol med nogen større bebyggelse i landet.

Hvilke metoder har Taleban og andre oprørsgrupper især benyttet i de senere år?

Siden 2007 har Taleban og de øvrige oprørsgrupper i stigende grad benyttet sig af bagholdsangreb, likvideringer, selvmordsaktioner, vejsidebomber og kidnapning af udenlandske journalister og hjælpearbejdere som våben i deres kamp mod den afghanske regering og de udenlandske tropper i landet. Det er metoder, der har været inspireret af aktioner i Irak, men skal formodentlig også ses som tegn på, at talebanerne og de øvrige oprørere er blevet militært svækkede.
Desuden har de i de senere år benyttet sig af såkaldte insider-angreb, kaldet ”green on blue”. Det betegner situationer, hvor uniformerede afghanere vender deres våben mod medlemmer af ISAF-styrken. I 2007 døde to personer i sådanne insider-angreb, i 2012 var der mindst 45 insiderangreb, som kostede 62 soldater livet. Når en afghansk soldat har skudt og dræbt vestlige soldater i et insider-angreb, har Taleban efterfølgende ofte oplyst, at den afghanske soldat var rekrutteret af Taleban.

Hvordan har Taleban ramt den afghanske regering?

I juli 2011 blev en halvbror til præsident Karzai dræbt i sit hjem i Kandahar. Han var en kontroversiel person, der var formand for det lokale provinsråd og blev anset for en af de mest magtfulde mænd i Kandahar. Samtidig var han anklaget for at være korrupt og involveret i opiumproduktion. I september 2011 blev formanden for præsident Karzais håndplukkede fredsråd, Burhanuddin Rabbani, dræbt. Det skete på et tidspunkt, hvor der var indledt forhandlinger mellem regering og Taleban. Rabbani, der var Afghanistans præsident fra 1992-1996, blev dræbt af en mand, der udgav sig for at være fredsudsending for Taleban. I oktober 2011 overlevede den afghanske indenrigsminister et attentatforsøg begået af en selvmordsbomber.

Hvor står Taleban, al-Qaeda og de øvrige oprørsgrupper i dag?

Taleban-styret er fjernet, og det samme er al-Qaedas træningslejre. Afghanistan er ikke længere base for islamisk terror. En ny, demokratisk valgt regering er indsat, men i store dele af landet fører Taleban fortsat guerillakrig mod regeringen og de internationale styrker. Forsvarets Efterretningstjeneste offentliggjorde allerede i november 2011 (se kilder) en vurdering, hvoraf det fremgik, at det ikke var sandsynligt, at oprørsstyrkerne ville være afgørende svækket i de sydlige og østlige provinser inden udgangen af 2014, hvor de internationale kampstyrker efter planen skulle forlade landet.  Af artiklen ”Vestens krig i Afghanistan fortsætter” i Information den 2. marts 2015 (se kilder) fremgår det, at dele af de internationale styrker i Afghanistan stadig er i direkte kamp med Taleban og andre fjendtlige oprørsgrupper som Hizb i-Islami og Daesh (Det Islamiske Parti og Islamisk Stat). I september 2016 indgik den afghanske præsident Ashrah Ghani dog efter lange forhandlinger en fredsaftale med den islamistiske oprørsgruppe Hizb i-Islami, som siden 2002 har bekæmpet de internationale styrker og den afghanske regering i det østlige Afghanistan i tæt alliance med Taleban. Gruppens leder Gulbuddin Hektamayar indvilgede i at nedlægge våbnene, og det blev set som en afgørende sejr for præsident Ghani og et muligt skridt på vejen mod også at få reelle forhandlinger om fred i gang med Taleban.

Hvordan har opbygningen af afghansk militær og politi udviklet sig?

Opbygningen afANA (Afghan National Army) og de afghanske politistyrker har været en større udfordring end først antaget, og det har taget længere tid end planlagt at rekruttere og uddanne de i alt 350.000 mand, som nu udgør den afghanske hær og politistyrke. I begyndelsen var det et stort problem, at mange af de nye soldater var dårligt uddannede. Nogle lod sig indskrive i hæren for at tjene penge, deserterede så og lod sig i nogle tilfælde hyre af Taleban, som ofte betaler bedre end ANA. Nogle er så igen vendt tilbage til ANA, primært for at få penge for igen at lade sig indskrive. Ifølge en FN-rapport fra januar 2010 var ni ud af ti soldater i den afghanske hær analfabeter, tre ud af ti var narkomaner, og en fjerdedel deserterede hvert år, medbringende de våben, de havde fået udleveret.

I modsætning til hæren, som er blevet opbygget fra grunden, er den afghanske politistyrke bygget på resterne af det oprindelige afghanske politi, men også her har der været problemer med korruption, manglende uddannelse og manglende loyalitet.
I oktober 2011 udgav FN-missionen i Afghanistan, UNAMA (se kilder) en rapport, som påpegede, at Afghanistans politi og efterretningsvæsen brugte systematisk tortur mod indsatte i en række fængsler.
Desuden har regeringsvenlige militser i flere områder fået ansvaret for sikkerheden, og de har angiveligt stået bag mord, voldtægter og kidnapninger. Det samme gælder det nye afghanske lokalpoliti, som USA oprettede i 2010. Det fremgår af rapporter fra Human Rights Watch (se kilder) og af historiker Mikkel W. Kaagaards kronik i Kristeligt Dagblad den 18. november 2011 (se kilder).

Overdragelsen af sikkerhedsansvar er alt i alt gået langsommere end planlagt. Ifølge “Afghanistan Compact” (se kilder), der var en overordnet udviklingsaftale, som blev indgået mellem daværende præsident Karzais regering og det internationale samfund, skulle overdragelsen af sikkerhedsansvaret til de afghanske myndigheder være gennemført senest marts 2011, men det mål blev ikke nået. Målet blev så udskudt, og det endelige sikkerhedsansvar blev overdraget i 2014.
På det tidspunkt var den afghanske hær på omkring 260.000 mand, og hertil kom politifolk og andre sikkerhedsstyrker på i alt ca. 90.000 mand. USA har lovet at fortsætte med at finansiere hær- og politistyrkerne frem til i hvert fald udgangen af 2017.

Hvad er Operation Resolute Support?

Operation Resolute Support er navnet på den internationale mission i Afghanistan, som har afløst ISAF-styrken. Det er en NATO-ledet indsats, som består af ca. 13.800 soldater, og som overtog den internationale militære indsats i Afghanistan den 1. januar 2015, hvor ISAF-styrkens mandat udløb. Der deltager soldater fra 28 NATO-lande og 14 partnerlande i operationen; USA, Tyskland og Italien bidrager med det største antal. Danmark deltager med 161 mand. Rammerne for Operation Resolute Support er den såkaldte Bilateral Security Agreement (BSA), som USA og Afghanistan indgik i september 2014. Målet er, at antallet af internationale styrker skal være halveret ved udgangen af 2015 og reduceres til nogle få hundrede inden udgangen af 2016. Men aftalen åbner muligheder for, at USA og dets allierede kan beholde militære styrker i Afghanistan frem til 2024 og endda længere, medmindre aftalen opsiges af en af parterne.

Hvad laver soldaterne i Operation Resolute Support?

Officielt er Operation Resolute Support en ’non combat mission’, hvilket betyder, at soldaterne ikke skal have en kamprolle, men i stedet skal træne, rådgive og støtte de afghanske sikkerhedsstyrker. I praksis er dele af de internationale styrker dog stadig i direkte kamp med Taleban og andre oprørsgrupper. Det fremgår af artiklen ”Vestens krig i Afghanistan fortsætter” i Information den 2. marts 2015 (se kilder). I artiklen beskrives det, hvordan de internationale styrker deltager i kampe med kampfly, droner og specialstyrker. Thomas Ruttig, leder af det uafhængige ekspertnetværk Afghanistan Analyst Network, siger i artiklen: ”Krigen er på ingen måde slut for Vesten”. Han vurderer, at internationale styrker især deltager i krigen ved, at amerikanske kampfly bomber for at støtte den afghanske hær i kampen mod Taleban, at amerikanske og britiske droner overflyver landet og bomber i særlige tilfælde, og at amerikanske og allierede specialstyrker deltager i angreb sammen med de afghanske specialstyrker, som de træner.

Hvor mange menneskeliv har krigen kostet?

Den fortsatte krig med Taleban har kostet mange ofre. De internationale koalitionsstyrker har ifølge iCasualties (se kilder) mistet 3487 personer, heraf 2357 amerikanere, i perioden frem til marts 2015. Der er stor usikkerhed om antallet af dræbte oprørere. Et samlet tal findes ikke, men menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch anslog antallet af dræbte oprørere i 2006 til 3.400, mens BBC i oktober 2011 anslog de afghanske militære tab til at være omkring 5.250. Antallet af civile afghanere, som er blevet fanget i konflikten og blevet dræbt, er ligeledes usikkert. Men ifølge FN’s mission i Afghanistan, UNAMA, er antallet af civile dræbte steget med hele 22 % fra 2013 til 2014. I 2014 blev mindst 3699 civile ifølge UNAMA dræbt og mindst 6.849 såret. Det var det hidtil højeste antal, siden krigen i Afghanistan begyndte for 14 år siden. Dette tal steg dog igen i 2015, hvor antallet af dræbte og sårede civile ifølge en FN-rapport var det højeste siden 2009 – med 3.545 dræbte og 7.457 sårede. Hver fjerde af de dræbte og sårede var børn, og det var især i større byer og tætbefolkede områder, at civile blev dræbt. Dertil kommer, at flere hundrede tusinde afghanere i perioder har været nødt til at forlade deres hjem på grund af kampene.

Hvor omfattende har genopbygningen af landet været?

Sideløbende med guerillakrigen mod Taleban og andre oprørsgrupper har det internationale samfund iværksat en omfattende genopbygningsindsats af det krigshærgede land. Den egentlige udviklingshjælp har været en mindre del af den samlede økonomiske støtte, som ifølge BBC (se kilder) fordeler sig således fra 2002-2011:

· Udenlandske militære operationer: 242,9 milliarder dollar (84,6 procent af den samlede støtte)

· Multinational fredsbevarende indsats: 0,8 milliarder dollar (0,3 procent af den samlede støtte)

· Sikkerhedsrelateret hjælp: 16,1 milliarder dollar (5,6 procent af den samlede støtte)

· Bistand: 26,7 milliarder dollar (9,4 procent af den samlede støtte).

Hvilken effekt har genopbygningsarbejdet haft?

Især i byerne er nye huse, moskeer, hoteller, benzinstationer, veje, elmaster, trafiklys, butikscentre, flyselskaber, fabrikker, mobilmaster og paraboler skudt op. Asfaltveje forbinder nu de store byer, og store elektricitetsprojekter er undervejs.

På landet går udviklingen væsentligt langsommere, ikke mindst på grund af sikkerhedssituationen. Alligevel har 80 procent af alle afghanerne ifølge FN fået adgang til basal sundhedsservice, børnedødeligheden er faldet drastisk, tusindvis af skoler er blevet bygget, seks millioner afghanske børn er kommet i skole, heraf 40 procent piger, men der er stadig lang vej i et land, hvor analfabetismen er mellem 70 og 80 procent.

Mange af det internationale samfunds penge til genopbygning er gået til at skabe sikkerhed, og langsigtede udviklingsprojekter har været svære at gennemføre. Det betyder bl.a., at landbrugssektoren stort set ikke er blevet tilgodeset. Ifølge FN’s fødevareorganisation, FAO, kan Afghanistan forholdsvis let blive selvforsynende med bl.a. hvede. Men det vil kræve, at der bruges genopbygningsmidler på at bygge dæmninger, lave overrislingssystemer og lære bønderne at bruge kunstgødning. Den langsigtede effekt af genopbygningen er desuden usikker, da en del områder, hvor det internationale samfund har etableret skoler eller infrastruktur, siden er blevet indtaget af Taleban og andre oprørsgrupper eller ramt af kampe mellem regeringsstyrker og oprørsgrupper. Ifølge den danske forfatter Carsten Jensen, der har rejst intensivt i Afghanistan, og hans norske kollega, dokumentaristen Anders Hammer, der har haft fast base i Kabul fra 2007-2012 og også siden har rejst rundt i landet, er stort set alle de projekter, danske midler har finansieret, endt som fiaskoer. I bogen ”Krigen, der aldrig ender” (se kilder) beskriver de, hvordan alle skoler, hospitaler og en retsbygning finansieret af dansk udviklingshjælp og danske investeringer, er ødelagt, bortset fra nogle få skoler, som er i elendig forfatning.
En tv-dokumentar på DR i juni 2016, "Skoler i skudlinjen" (se kilder), viste desuden, at en række af de danskstøttede skoler reelt var overtaget og styret af Taleban, som styrede undervisningens indhold. Desuden dokumenterede udsendelsen, at en del skoler opgjorde elevantallet meget højere end det reelle, og at der var både byggesjusk og korruption.

Hvordan har bistanden påvirket afghanernes levevilkår?

Genopbygningsmilliarderne satte gang i økonomien, men det har været svært for Afghanistan at tiltrække udenlandske investeringer og få gang i en lokal produktion, der for alvor kan forbedre levestandarden. Afghanistan hører fortsat til blandt verdens fattigste lande. Samtidig er millioner afghanere vendt tilbage fra flygtningelejrene i Pakistan og Iran, mange af dem uden hjem, jord eller arbejde, og ifølge en rapport fra International Crisis Group i oktober 2016 (se kilder) var der et stigende antal hjemløse og fordrevne, bl.a. på grund af et stigende antal hjemvendende flygtninge fra Pakistan og Europa. Allerede april 2011 advarede FN’s fødevareprogram, WFP, om, at 7,3 mia. afghanere var truet af sult i det krigshærgede land. Ifølge vurderinger fra FN og Den Internationale Valutafond steg bruttonationalproduktet pr. indbygger ganske vist fra 171 dollars i 2001 til 515 dollars i 2011, men ifølge kendere af det afghanske samfund, er pengene kun kommet ganske få – og ofte korrupte – forretningsfolk og stammeledere til gode.
Størstedelen af Afghanistans indtægter stammer fra opiumsproduktionen, som er eksploderet i takt med den forbedrede sikkerhed. Det internationale samfund er dybt uenig om, hvordan problemet skal bekæmpes, med det resultat, at afghanske opiumsbønder fortsat leverer omkring 95 % af verdens råopium. FN vurderer, at Taleban-bevægelsen hvert år indkasserer mellem 100 og 400 millioner dollars fra produktion og salg af ulovlig narko, og at disse penge bruges til at finansiere kampen mod de internationale styrker og regeringen.
Problemerne med at skabe udvikling via langsigtede projekter beskrives i artiklerne “Bistandsfiasko truer i Afghanistan” i Information august 2011 og “Hvor skal vi hen du?” i Information oktober 2011 (se kilder).
Desuden er det i de senere år gået tilbage for væksten. I årene fra 2002-2013 var væksten på gennemsnitligt 9 % om året, men den er faldet voldsomt siden 2012, ifølge Verdensbanken fra 14,4 % i 2012 til 2 % i 2013, 1,3 % i 2014 og 1,5 % i 2015. Samtidig er der ifølge International Crisis Group (se kilder), siden de internationale styrker blev trukket ud ved udgangen af 2014, forsvundet op mod 200.000 job med relation til logistik, sikkerhed og andre dele af økonomien, som har med krigen at gøre.

 

Hvordan har bistanden påvirket de afghanske kvinders forhold?

En del projekter er kommet kvinder til gode, men ifølge Save the Children’s årsrapport “State of the world’s mothers”, udgivet i november 2011 (se kilder), er Afghanistan fortsat det værste sted at være mor. Den gennemsnitlige levealder er f.eks. blot 43 år for mødre i Afghanistan, mens den er 83 år i Norge.
Desuden er der indført en række love i Afghanistan, som reelt diskriminerer kvinder, og der er ligeledes traditioner og holdninger, som i praksis begrænser afghanske kvinders frihed meget. Men der er også en række kvindeorganisationer i Afghanistan, der kæmper for kvinders rettigheder og er blevet styrket af støtten fra det internationale samfund. Et eksempel på diskriminationen af kvinder og kvindebevægelsens voksende styrke, er sagen om den 27-årige kvinde Farkhunda, der den 19. marts 2015 blev stenet og brændt levende på gaden i Kabul af en gruppe mænd, der anklagede hende for at have brændt sider fra Koranen. Drabet på Farkhunda affødte demonstrationer i Kabul, hvor både mænd og kvinder gik på gaden i protest. Desuden var det kvinder, der bar Farkhundas kiste ved begravelsen, modsat traditionen i Afghanistan. Sagen viser, at der er stigende støtte til kvinders rettigheder, mener Afghanistan-eksperten Malek Sitez fra Institut for Menneskerettigheder: ”Farkhunda-sagen har åbnet diskussionen af kvindens rolle i Afghanistan. At kvinder bar hendes kiste var et stort nej til fundamentalismen og islamisternes magt i Afghanistan. Det her var et signal til hele verden om, at afghanske kvinder er vrede over at være begrænsede,” siger han i artiklen ”’Vi kræver retfærdighed for Farkhunda’” i Information 29. marts 2015 (se kilder).  
Journalist og Afghanistan-kender Charlotte Aagaard understreger desuden i lederartiklen ”Kabuls kvinder” i Information 29. marts 2015 (se kilder), at der er sket store positive forandringer for Afghanistans kvinder som følge af den internationale bistand: ”man skal ikke glemme, at 14 års international bistand har givet millioner af afghanske kvinder en uddannelse og ikke mindst tændt håbet om en bedre fremtid.”

Hvad er afghanernes holdning til invasionen?

Vanskelighederne til trods viste meningsmålinger frem til 2010, at mellem 70 og 80 procent af den afghanske befolkning ønskede det internationale samfunds fortsatte tilstedeværelse i Afghanistan. Hovedårsagen til, at afghanerne ønskede, at det internationale samfund blev i landet i et antal år endnu, var det enorme genopbygningsbehov, der præger landet efter årtiers væbnet konflikt. Nyere holdningsundersøgelser har dog peget i en anden retning. Ifølge en undersøgelse fra den tyske Konrad Adenauer-stiftelse (se kilder) fra 2011 opfattede 56 procent af den afghanske befolkning Nato som en besættelsesmagt, og kun 39 procent vurderede, at Nato garanterede sikkerheden i landet. Året før mente 45 procent, at Nato garanterede sikkerhed. Den danske journalist og forfatter Nagieb Khaja videregiver i sin bog “Historien der ikke bliver fortalt. Om krigen i Afghanistan” (se kilder) et tilsvarende negativt indtryk af de civile afghaneres syn på invasionsstyrkerne og deres evner til at sikre sikkerhed og stabilitet. Han vurderer ligefrem, at mange afghanere vælger at sætte deres lid til Taleban, fordi de tiltror Taleban større chance for at skabe sikkerhed i landet.
Mange afghanske kvinder støtter dog fortsat Nato’s tilstedeværelse og frygter, at Taleban vil tage magten, når de internationale styrker forlader landet. De rettigheder og muligheder, som kvinderne har opnået i forhold til f.eks. uddannelse, frygter de, vil blive rullet tilbage eller ofret, hvis den afghanske regering ser sig nødsaget til at forhandle og indgå kompromiser med Taleban. Kvindernes nyvundne rettigheder og frygten for tilbageslag under Taleban fremgår af rapporter fra ActionAid og Oxfam (se kilder). Ifølge ActionAid viser en undersøgelse blandt 1.000 afghanske kvinder, at 72 procent mener, at deres tilværelse er bedre nu end for 10 år siden, og at 86 procent er bekymret for, at Taleban vender tilbage til magten. 37 procent siger, at de frygter en dårligere udvikling, når de udenlandske soldater forlader landet.