Hvad mistede Danmark?
Efter det danske nederlag ved Dybbøl brød krigen kortvarigt ud igen i juni 1864, hvor den tyske forbundshær indtog Als, og fordi fæstningen i Fredericia også var blevet rømmet, mistede Danmark også kontrollen over den nordlige del af Slesvig. Den nationalliberale danske regering blev erstattet af et konservativt ledet ministerium, som d. 8 juli 1864 indledte fredsforhandlinger med den tyske forbundshær. De krævede, at Danmark afstod alle tre hertugdømmer.
De politiske magthavere i Danmark havde inden krigen forsøgt at komme af med Holsten, men mistede nu også Slesvig og Lauenborg, hvilket betød, at den nye grænse i 1864 blev draget ved Kongeåen ved Kolding. Det svarede til, at Danmark mistede næsten halvdelen af befolkningen og en tredjedel af landarealet. Først i 1920 – i kølvandet på det tyske nederlag i Første Verdenskrig – fik Danmark den nordlige del af Slesvig (Sønderjylland) tilbage med den nuværende grænsedragning ved Kruså.
Hvilke andre store områder har Danmark mistet?
Som historiker Rasmus Glenthøj påpeger i bogen "1864 – Sønner af de slagne" var tabet af hertugdømmerne efter 1864 langt fra de første indhug i det danske territorium. Han nævner bl.a. salget af Estland i 1346, tabet af Sverige ved Kalmarunionens undergang i 1523 og tabet af Norge i 1814 efter NapoleonskrigeneFlere af disse begivenheder betød lige så store eller større befolkningsmæssige tab (...)” (se kilder).
Hvem sagde 'hvad udad tabes, det må indad vindes'?
En vending, der ofte forbindes med tiden efter 1864 er ”hvad udad tabes, det må indad vindes”. En af myterne omkring vendingen er, at den skulle stamme fra Enrico Dalgas (1828-1894), som efter 1864 blev én af Danmarks foregangsmænd inden for opdyrkning af den jyske hede. Det var dog ikke Dalgas, men forfatteren H.P. Holst (1811-1893), der formulerede den berømte vending, der i sin helhed lyder ”For hvert et Tab der kan Erstatning findes, hvad udad tabes, det maa indad vindes”.
I årtierne efter 1864 fik den danske stat da også andet at tænke på end nederlaget ved Dybbøl. Udviklingen af såvel landbruget som industrien tog for alvor fart i slutningen af det 19. århundrede, og det medførte både sociale og økonomiske omvæltninger inden- og udenfor det danske riges grænser.
Hvad betyder 1864 i dag?
Nogle mener, at 1864 stadig i dag har stor betydning for f.eks. dansk selvopfattelse. At 1864 er formativ for ”hvordan vi opfatter os selv som danskere” er bl.a. udgangspunktet for Historiecenter Dybbøl Bankes portal 1864.dk.
Professor Uffe Østergård er en af dem, der mener, at krigen trækker ”mentale spor” op til i dag:
”I vores selvopfattelse som små og fredsommelige. I vores tøven over for etniske minoriteter og tosprogethed. I vores mistillid til store ord og heroisme. I vores fordomme mod tyskhed. I disse år er vi endelig ved at komme af med syndromet fra 1864. Efter næsten 150 års forløb. Men 1864 lurer stadig i det kollektive, danske baghoved. Især hos de voksne og ældre generationer,” sagde Uffe Østergård i 2007 til Kristeligt Dagblad (se kilder). Uffe Østergård mener sågar, at selve velfærdsstaten aldrig ville være blevet til, hvis ikke Danmark havde mistet territorierne Slesvig, Holsten og Lauenborg i 1864, fordi dette nederlag ”reducerede Danmark fra en multinational helstat til en etnisk homogen nationalstat, med kun ét sprog og én kultur.”
Argumentet om, at danskerne skal gøre sig af med den ”småstatsmentalitet”, som 1864 angiveligt bragte med sig, bliver bl.a. brugt af folk, som taler for dansk militær intervention i udlandet – dette ses f.eks. i Uffe Østergårds forord til bogen ”1864” af Jakob Kidde Sauntved og Jakob Eberhardt (se kilder).
Også Tom Buk-Swienty mener, at 1864 har stor betydning for det ”moderne” Danmark. ”Nederlaget var så forsmædeligt, at danskerne blev nødt til at genopfinde sig selv efter krigen. Man havde ét Danmark før 1864, og man får et nyt Danmark efter 1864. I den forstand blev krigen det moderne Danmarks år nul”, sagde Tom Buk-Swienty i 2010 i forbindelse med en omtale af hans bog ”Slagtebænk Dybbøl” i Dagbladet Information. I dette interview peger han også på dansk skepsis overfor Tyskland og tyskere som noget, der blev grundlagt ved nederlaget i 1864 – og som, ifølge Buk-Swienty, skyldes en virkelighedsfordrejende opfattelse af, hvad der egentlig skete: ”Den fortælling, danskerne har haft om sig selv og krigen, er, at Danmark var et uskyldigt lille land, som blev løbet over ende af de grumme tyskere. Men som jeg viser i mine bøger, optræder Danmark faktisk som den mest aggressive og udfarende part forud for krigen, og vi var dermed langt hen ad vejen selv skyld i de problemer, vi fik skaffet os på halsen” (se kilder).