Hvilke internationale love og konventioner findes der mod krigsforbrydelser?
- Hvad er Haag-konventionerne?
Haag-konventionen fra 1899 og Haag-konventionen fra 1907 er de første væsentlige internationale overenskomster om lov og ret under krig, og her blev det slået fast, at visse handlinger under krig var forbrydelser, som kunne straffes efter krigen. Der blev dog aldrig oprettet nogen domstol til at dømme enkeltpersoner efter disse konventioner.
Begge konventioner kan findes via links på hjemmesiden menneskeret.dk under temaet om internationale dokumenter og domstole (se kilder). - Hvad er de fire Geneve-konventioner?
De fire Genevekonventioner fra 1949 blev lavet under indtryk af de voldsomme forbrydelser under anden verdenskrig og forbedrede vilkårene for krigsofre, især for de civile i krigsområder. Stort set alle verdens stater har tilsluttet sig Genevekonventionerne, og mange stater har tilsluttet sig de to tillægsprotokoller fra 1977, som sikrer beskyttelse af forskellige kategorier af ofre for krige, blandt andet sårede og syge, krigsfanger og civile. De to protokoller vedrører henholdsvis international og national væbnet konflikt.
Konventionerne kan findes via links på hjemmesiden menneskeret.dk under temaet om internationale dokumenter og domstole (se kilder). - Hvad er FN's konvention om folkedrab?
FN's konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab 1948 er en konvention mod folkedrab (også kaldet folkemord) og er altså ikke direkte en konvention imod krigsforbrydelser, men mod handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan. Folkedrab foregår ofte i forbindelse med en krig. Både planlægning af, tilskyndelse til eller gennemførelse af folkedrab er ifølge denne konvention en strafbar handling.
En beskrivelse af konventionen og link til den findes på hjemmesiden menneskeret.dk under temaet om internationale dokumenter og domstole (se kilder).
Hvad er den internationale kriminaldomstol ICC?
ICC (International Criminal Court) blev oprettet i juli 2002 og åbnede officielt 11. marts 2003. Domstolen har til opgave at retsforfølge og straffe personer, der er kendt skyldige i folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Den blev oprettet uden for FN-systemet og skal i modsætning til FN's internationale domstol i Haag, der kun tager sig af sager mellem stater, lægge vægt på forbrydernes individuelle ansvar. Domstolen er permanent til forskel fra ad hoc-domstolene, som kun har mulighed for at behandle forbrydelser begået i bestemte landområder på bestemte tidspunkter.ICC har mulighed for at retsforfølge og straffe personer, der har medvirket til folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser et hvilket som helst sted i verden, også i borgerkrige. De kan dog kun behandle forbrydelserne, som har fundet sted efter 1. juli 2002, hvor statutten for domstolen trådte i kraft. Og ICC tager sig kun af sager, hvis domstolen vurderer, at de pågældende lande ikke selv er i stand til eller har vilje til at gennemføre en retfærdig retsforfølgelse af krigsforbrydere.
På ICC's hjemmeside (se kilder) kan man i domstolens statut kapitel 8 læse specifikt om lovgivning mod krigsforbrydelser, og på Amnesty Internationals danske hjemmeside (se kilder) kan man under 'kampagner' læse om ICC's statut og retsgrundlag.
Hvad er baggrunden for oprettelsen af ICC?
Det blev af mange statsledere anset for nødvendigt, at der var en international domstol, der kunne tage sig af de personligt ansvarlige for de mange krigsforbrydelser, der finder sted i borgerkrige og andre væbnede konflikter rundt omkring i verden. Den Internationale Domstol i Haag tager sig alene af sager mellem stater, men her var brug for en domstol, der uden særlige interesser kunne retsforfølge krigsforbrydere og personer, der forbrød sig mod andre brud på folkeretten.Allerede i 1948 umiddelbart efter vedtagelsen af FN's konvention mod folkedrab indbød FN's generalforsamling den internationale retskommission til at forberede oprettelsen af en international domstol, men arbejdet gik i stå under den kolde krig. Fra 1990 og frem blev der arbejdet intenst på at skabe grundlag for en permanent kriminaldomstol, og organisationer som Human Rights Watch og Amnesty International pressede på for at få fremskyndet processen. Men først under en FN-konference i 1998, hvor diplomater fra 160 lande deltog, blev der udarbejdet og vedtaget en endelig statut for en international kriminaldomstol, som 120 lande underskrev. Formålet var at få straffet flest mulige krigsforbrydere og personer, der har forbrudt sig mod folkeretten i øvrigt og sikre en vis ensartethed i behandlingen af krigsforbrydere. Desuden håbede man, at domstolen kunne have en vis afskrækkende effekt og dermed forebygge brud på folkeretten.
Baggrunden for oprettelsen af den internationale kriminaldomstol beskrives i bogen "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1) og på hjemmesiden for the Coalition for the International Criminal Court (se kilder).
Hvad er holdningen til de internationale kriminaldomstole?
Da ICC trådte i funktion 1. juli 2002, havde 60 lande ratificeret statutten for domstolen, det vil sige, at de havde indarbejdet den i deres nationale lovgivning. Danmark var et af de 60 lande. Primo maj 2003 havde yderligere 29 lande ratificeret statutten, så der nu er 89 lande, der har accepteret domstolens regelsæt. The Coalition for the International Criminal Court (se kilder) opdaterer jævnligt deres hjemmeside med oplysninger om, hvilke lande der har ratificeret statutten. Her kan man også finde oplysninger om de lande, der fortsat er kritiske over for domstolens grundlag og arbejde. Det gælder blandt andet store lande som Kina, Rusland og USA.Kinas og Ruslands modstand primært handler om, at de er uenige i de grundlæggende principper for domstolen. De opfatter domstolen som udtryk for imperialistiske vestlige interesser. USA er mere bekymret for, at landets egne borgere kan blive anklaget ved domstolen.
ICC har nemlig mulighed for at anklage personer, der er udsendt på fredsbevarende mission i et andet land, hvis dette land har godkendt ICC's behandling af krigsforbrydelser, eller at FN's Sikkerhedsråd har godkendt, at ICC behandler krigsforbrydelser begået her. USA har presset 32 lande, herunder Israel, Rumænien og Indien til at love ikke at overholde traktaten, hvis disse lande bliver bedt om at udlevere amerikanske soldater. USA fik denne aftale i stand ved at true med økonomiske sanktioner mod de to lande. Desuden nægter USA at deltage i fredsbevarende FN-styrker, så længe de amerikanske soldater ikke er sikret mod retsforfølgelse ved ICC. Nogle mener, at USA på denne måde kan underminere den internationale kriminaldomstols arbejde. Det beskrives i nyhedsanalyserne "Angrebsmål: Retssamfundet" i Information 15. august 2002 (se kilder) og "Indien og USA i uhellig alliance" i Information 22. januar 2003 (se kilder) samt i baggrundsartiklen "Danmark vil ikke beskytte amerikanske soldater" på DR's hjemmeside (se kilder). Andre lande, der traditionelt er imod internationale organer af denne slags, som Iran og Irak, har til gengæld skrevet under. Deres betingelse var, at de enkelte lande har fortrinsret til at behandle krigsforbrydelserne før ICC.
De forskellige landes syn på ICC beskrives i bogen "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1) og i artiklen "Verden med to hastigheder" i FN-bladet (se kilder).
Hvilke argumenter er der blevet fremført imod de internationale kriminaldomstole?
- At domstolene blot er et dække for, at det internationale samfund mangler vilje og styrke til at standse de væbnede konflikter rundt omkring i verden med politiske eller militære midler.
- At domstolene ikke, som det er meningen, fremmer fred og forsoning, men snarere forhindrer det ved at stå for en række bitre og følelsesladede retsopgør, hvor det ofte især vil være den ene part i en konflikt, der bliver dømt.
- At domstolene krænker de enkelte landes suverænitet, især de enkelte regeringers ret til selv at håndtere efterspillet af en væbnet konflikt. Det vil være bedre at gennemføre retssager lokalt. Lokale retssager vil give civilbefolkningen en stærkere følelse af retfærdighed og give mulighed for, at landene kan bevise, at de er kommet på fode igen.
- At domstolene med deres arbejde kan skade de fredsbevarende styrkers indsats, fordi de fredsbevarende styrker vil blive mistænkt for at jagte krigsforbrydere.
- At domstolene er oprettet med det formål at undertrykke folk i de i forvejen konflikthærgede områder. Denne holdning var i en årrække meget udbredt i Eksjugoslavien og er det stadig visse steder, især i Serbien.
- At domstolene er for ineffektive og derfor trækker forsonings- og fredsprocessen i konfliktområderne ud.
- At domstolene er dobbeltmoralske. Som et eksempel på dobbeltmoral nævnes ofte, at anklagen mod Slobodan Milosevic blev fremsat netop i den periode, hvor NATO begyndte at bombe Jugoslavien i foråret 1999, og at domstolen dermed forsøgte at give indtryk af, at bombningerne var berettigede. Desuden anklages domstolen især fra serbisk side for at have undladt at anklage generaler fra NATO for bombningerne, som kostede en del civile ofre. Beskyldningerne mod NATO gennemgås i artiklen "NATO beskyldes for krigsforbrydelser" i Aktuelt 8. juni 2000 (se kilder). Et andet ofte fremført eksempel er, at en af de hovedansvarlige for krigsforbrydelserne på Balkan, den tidligere kroatiske præsident Franjo Tudjman, som døde i december 2000, aldrig er blevet anklaget for noget.
- At domstolene er for dårlige til at informere om deres arbejde og derfor fortsat blive opfattet som imperialistiske og politiske institutioner. Det er især tilfældet i Eksjugoslavien. Her har den internationale kriminaldomstol for Eksjugoslavien dog de seneste år afholdt en del informationsmøder om domstolens arbejde for at komme de mange fordomme og beskyldninger til livs.
- At de efterforskere, der er ansat til at finde beviser mod krigsforbryderne, er ukvalificerede og uinteresserede i deres arbejde. Denne kritik er blevet rettet specifikt mod den internationale straffedomstol for Rwanda, og chefanklager Carla del Ponte erkender i artiklen "En presset domstol i verdens største mordsag" i Kontakt (se kilder), at efterforskningsarbejdet er præget af ineffektivitet.
Hvad er alternativet til internationale kriminaldomstole?
Et muligt alternativ er sandheds- og forsoningskommissioner, der ikke har til formål at straffe, men derimod at søge at finde frem til sandheden om forbrydelser mod folkeretten og sætte en form for forsoning mellem ofre og forbrydere i stand.Sandhedskommissioner er typisk oprettet for at efterforske og rapportere om enkeltpersoners alvorlige krænkelser af menneskerettigheder i en bestemt periode, i et bestemt land eller i relation til en bestemt konflikt. Sandhedskommissioner lader ofre, deres slægtninge og forbrydere aflægge vidnesbyrd om menneskerettighedskrænkelser og giver ofte også anbefalinger til, hvordan det kan forhindres, at sådanne overgreb finder sted i fremtiden.
Links til sandheds- og forsoningskommissioner og dokumenter om baggrunden for dem findes på hjemmesiden for United States Institute of Peace Library (se kilder). Den mest berømte sandheds- og forsoningskommission er den sydafrikanske, som blev oprettet i 1995 efter cirka 50 års Apartheid-styre, hvor de hvide borgere havde flere rettigheder end de sorte. Forsoningsprocessen som beskrives på DR's temaside om fred og forsoning (se kilder) og på hjemmesiden for Sydafrika Kontakt (se kilder).
Argumentet for at oprette lokale sandheds- og forsoningskommissioner kan ifølge byretsdommer Ulf Østergaard-Nielsen være, at disse kommissioner "i almindelighed vil give langt mere mening, fordi de indebærer, at man ikke lukker øjnene og lader, som om intet er sket, men erkender, at man må igennem en pinefuld proces ved konfrontation med fortidens ugerninger. Det indebærer, at man ikke vasker hænderne, men står ved, at hele samfundet ikke tog tilstrækkeligt klart afstand fra handlingerne, da de blev begået. Sandheds- og forsoningskommissioner betyder, at man har indset, at samfundet som et hele ikke kan fralægge sig ansvaret for ugerningerne gennem straf, men vedgår medansvaret." Dette argument fremfører Ulf Østergaard-Nielsen i kronikken "Straffen for krig" i Politiken 12. marts 2001 (se kilder).
Hvordan fanges krigsforbrydere, der skal stilles for de internationale kriminaldomstole?
Domstolene er dømmende magter og har ikke politimyndighed. De kan altså ikke selv pågribe krigsforbrydere, men er afhængige af et nært Domstolene er dømmende magter og har ikke politimyndighed. De kan altså ikke selv pågribe krigsforbrydere, men er afhængige af et nært samarbejde med de enkelte stater - både efterretningstjenester i vestlige lande og officielle myndigheder i de lande, hvor krigsforbrydelserne har fundet sted. Selv om alle lande, der har underskrevet FN-resolutionen om de to ad hoc-domstole for Rwanda og Eksjugoslavien, har pligt til at samarbejde og udlevere formodede krigsforbrydere på befaling fra domstolene, er det endnu ikke lykkedes at finde frem til og få udleveret alle de anklagede ved de to domstole. Det skyldes blandt andet, at borgere og politikere i mange lande ikke mener, at de internationale domstole er neutrale og retfærdige. De opfatter domstolene som vestlige imperialistiske redskaber og ønsker derfor, at et retsopgør skal finde sted lokalt.Disse problemer beskrives i artiklen "Politisk domstol eller skinbarlig retfærdighed" i tidsskriftet Udenrigs (se kilder) og i artiklen "Jagten på Karadzic" på DR's hjemmeside (se kilder). Der har ofte været argumenteret for, at de fredsbevarende styrker på Balkan burde gå aktivt ind i jagten på krigsforbryderne, men det har disse styrker nægtet.
Bliver alle krigsforbrydelser behandlet ved en domstol?
Nej, langtfra. Der har for eksempel ikke været noget retsopgør efter Koreakrigen i 1950'erne, Algeriets befrielseskrig frem til 1962, Vietnamkrigen i 1960'erne eller krigen i Afghanistan i 1980'erne. Under Vietnam-krigen blev der begået en lang række handlinger, der må betegnes som krigsforbrydelser, men kun en enkelt person, løjtnant William Casey blev dømt. Han blev gjort ansvarlig for den berygtede My Lai-massakre i 1968, hvor en hel landsby blev udslettet. Der var dog klare indicier i retning af, at det ikke var løjtnant Casey, der tog initiativ til massakren, men at ordren kom oppefra.Man kunne også nævne en lang række andre konflikter og krige, hvor der har fundet krigsforbrydelser sted, som ingen er blevet stillet til ansvar for, og nye typer af krigshandlinger er kommet til, som ikke med sikkerhed kan defineres som krigsforbrydelser. For eksempel beordrede den daværende irakiske leder Saddam Hussein, at der blev sat ild til kuwaitiske oliefelter, da hans hær under Golfkrigen i 1991 blev tvunget til at trække sig ud af Kuwait igen. De brændende oliefelter skabte en forureningskatastrofe, men der blev ikke rejst sag mod Saddam Hussein for krigsforbrydelser. De mange krige og overvejelserne om, hvilke krigsforbrydelser der blev begået, findes i bogen "Krigsforbrydelser fra Nürnberg til Haag" (1).
Ovennævnte krige er der ikke blevet oprettet ad hoc-domstole for, og den internationale kriminaldomstol, ICC, kan kun tage fat på forbrydelser, der er begået siden 1. juli 2002. Det vil sige, at for eksempel Iraks tidligere leder Saddam Hussein ikke kan blive retsforfulgt ved ICC, selv om flere menneskeretsorganisationer har samlet materiale til anklager mod ham for både krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, hvilket fremgår af artiklen "Anklagerne mod Iraks leder er klar" i Berlingske Tidende 19. marts 2003 (se kilder). Og selv krigsforbrydelser, der er blevet foretaget siden da, vil ikke med sikkerhed blive behandlet ved ICC. Det skyldes både ICC's begrænsede ressourcer økonomisk og personalemæssigt og manglende samarbejdsvilje fra regeringer i de lande, hvor der er foregået krigsforbrydelser.
Erfaringerne fra de to ad hoc-domstole for Rwanda og Eksjugoslavien viser, at det kan være svært at få de nye regeringer i landene til at udlevere formodede krigsforbrydere til de internationale domstole, og ICC har i modsætning til de to ad hoc-domstole ikke altid mulighed for at pålægge regeringer at udlevere bestemte personer til retsforfølgelse. ICC kan tage sager op i tilfælde, hvor domstolen skønner, at de pågældende landes regeringer ikke er i stand til eller har vilje til at foretage en retfærdig og tilbundsgående retforfølgelse af krigsforbrydere. Men selv da kan de enkelte lande anke afgørelsen og dermed trække afgørelsen i langdrag og besværliggøre domstolens arbejde. Domstolens muligheder og begrænsninger beskrives i artiklen " Den internationale straffedomstols jurisdiksjon er ikke for vidtrekkende" i tidsskriftet EU- og menneskeret (se kilder).
Hvilke domstole har anklaget og dømt krigsforbrydere?
- Det Internationale Militærtribunal i Nürnberg 1945-46: Her blev 20 ledende nazister dømt for forbrydelser mod folkeretten, herunder krigsforbrydelser begået før og under anden verdenskrig, og desuden blev et stort antal 'mindre fisk' også dømt.
- Tokyo 1946-48: Her blev lidt over 20 ledende japanske militærfolk dømt for forbrydelser mod folkeretten, herunder krigsforbrydelser, begået under anden verdenskrig.
- Siden er der dog blevet oprettet et par midlertidige internationale domstole samt for ganske nylig en permanent international kriminaldomstol, ICC. De er oprettet med inspiration fra domstolene i Nürnberg og Tokyo, men ved disse domstole kan der ikke idømmes dødsstraf. Der kan kun afsiges to kendelser: fængselsstraf eller frifindelse.
- Desuden har der få steder fundet domfældelser sted ved nationale domstole (se under spørgsmålet Hvilke nationale domstole findes der for krigsforbrydelser?).
Hvilke sager mod krigsforbrydere er blevet opgivet?
Der er en del sager mod formodede krigsforbrydere, der er blevet opgivet. En af de mest markante var sagen om Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet. Han rejste i efteråret 1998 til London for at blive behandlet på et engelsk hospital, og han regnede med, at han hverken ville blive anholdt eller straffet, da han som tidligere statsoverhoved håbede på at have diplomatisk immunitet. Men Pinochet blev anholdt, og herefter begyndte statsoverhoveder rundt omkring i verden at tale om en Pinochet-effekt: at verdens torturbødler, krigsforbrydere og diktatorer nu ville få et klart signal om, at de ikke kunne vide sig sikre og ikke kunne rejse frit alle steder i verden. Pinochet blev imidlertid efter mange overvejelser løsladt med den begrundelse, at han var for syg og svækket til at klare en retssag. Eksil-chilenere i Danmark, der var blevet mishandlet af Pinochets torturbødler, forsøgte at overtale den danske regering til at få udleveret Pinochet til Danmark og retsforfølge ham. Men den danske regering meddelte, at den danske lovgivning ikke giver mulighed for at kræve personer udleveret, der har stået bag krænkelser af folkeretten i udlandet. Pinochet-sagen beskrives i artiklen "Pinochet-sag blev en halv fuser" i Berlingske Tidende 13. januar 2000 (se kilder).Den belgiske regering forsøgte også i 2002 at få Israels premierminister Ariel Sharon udleveret for at retsforfølge ham for krigsforbrydelser begået i 1982 i forbindelse med massakrerne på to palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. Dengang var Sharon forsvarsminister. En belgisk advokat ville føre sagen på vegne af 23 palæstinensere, der var bosat i Belgien, men den internationale kriminaldomstol ICC satte sig imod udleveringen. Baggrunden for sagen gennemgås i et interview med den belgiske advokat "Kampen for retfærdighed" i Politiken 21. april 2002 (se kilder). Det er dog muligt, at Sharon kan udleveres, når han ikke længere er premierminister, fremgår det af Reuters-telegrammet "Sharon kan retsforfølges i Belgien" 13. februar 2003 (se kilder).
Tilfældigheden omkring, hvilke formodede krigsforbrydere eller personer, der har forbrudt sig mod andre internationale love, der stilles for en domstol, og hvilke der går fri, beskrives i artiklen "Grænseløst" i Weekendavisen 30. november 2001 (se kilder) og i kronikken "Torturens fristed" i Politiken 17. december 2001 (se kilder).