Historiske eksempler på krigsforbrydelser

Hvordan forholdt sejrherrerne sig til krigsforbrydelser efter første verdenskrig?

De sejrende magter England, USA og Frankrig gik hurtigt efter krigens afslutning i 1918 i gang med at planlægge en retssag mod Tysklands ledere. Man mente nemlig, at disse ledere både havde skylden for, at krigen var brudt ud, og at de under krigen havde foretaget voldsomme overgreb på civilbefolkningen og på krigsfanger.

Et udvalg udarbejdede en liste over 32 forskellige typer af krigsforbrydelser, som de tyske ledere skulle anklages for, blandt andet mord, terror, udsultning af civilbefolkningen, krænkelse af Røde Kors, mishandling af krigsfanger, tvungen prostitution, anvendelse af gasvåben, forgiftning af brønde. Forberedelserne til retssagen trak imidlertid i langdrag, da Tyskland nægtede at udlevere de 900 officerer og politikere, som de sejrende magter ønskede at retsforfølge. Da der desuden opstod en vis frygt for, at de sejrende nationers soldater kunne anklages for tilsvarende forbrydelser, løb forberedelserne til retssagerne ud i sandet, og domstolen gjorde aldrig sit arbejde færdigt.

Omkring 100 personer blev dog dømt, men fik kun ret milde straffe, bøder og hæfte, og efter fem år stoppede domstolen sit arbejde. Tusinder, der var mistænkt for at have begået krigsforbrydelser, blev aldrig stillet for en domstol, og den hovedanklagede, den tyske kejser, var flygtet til Holland, som ikke ville udlevere ham. Processen efter første verdenskrig beskrives i Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1) og i artiklen "I krig gælder alle kneb … ikke mere" fra Samvirke (se kilder) . 

Hvordan forholdt sejrherrerne sig til krigsforbrydelser efter anden verdenskrig?

Begrebet krigsforbrydelser blev for alvor sat på dagordenen og forsøgt defineret efter anden verdenskrig. Adolf Hitler havde i løbet af krigen udstedt ordrer, der havde resulteret i grusomme drab og udryddelser, ikke mindst i koncentrationslejrene, hvor millioner af mennesker - herunder især jøder, sigøjnere og politiske modstandere blev sultet, skudt og gasset ihjel. Det var holocaust, folkemord. Og ved fronten havde tyske specialkorps uden videre tortureret og dræbt krigsfanger, og i de besatte lande blev tusinder af huse brændt ned og civile dræbt under påskud af, at de tyske tropper ville hævne partisanangreb. Alt dette havde Hitler og andre nazistiske ledere ansvaret for. Men Hitler tog sit eget liv den 30. april 1945 og kunne derfor ikke stilles til ansvar.

I tiden efter krigens afslutning diskuterede politikere, jurister og almindelige borgere derfor, hvad man skulle stille op. Kunne man stille andre til ansvar? Der var jo mange, der havde været med til at udføre drab og udryddelser, og mange andre end Hitler selv havde givet ordrer undervejs. Desuden var der også blevet begået forbrydelser mod personer, der levede i Tyskland, og disse forbrydelser hørte ikke umiddelbart ind under definitionen på krigsforbrydelser.

Det var altså langt fra enkelt at definere de forbrydelser, der havde fundet sted under Hitlers styre, og finde ud af, hvem der kunne straffes og af hvem. Men de sejrende magter var enige om, at forsøget på at straffe de ansvarlige på eftertrykkelig vis ikke denne gang skulle løbe ud i sandet, sådan som det var sket efter første verdenskrig. Overvejelserne om, hvordan man kunne straffe de ansvarlige for forbrydelserne under anden verdenskrig, beskrives i Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1).

Var nazisternes forbrydelser krigsforbrydelser?

Ikke alle sammen. Juridisk set kunne nazisternes forbrydelser under anden verdenskrig inddeles i tre typer af brud på folkeretten:
  1. Forbrydelser mod freden, det vil blandt andet sige angrebskrige og krige, der bryder internationale aftaler.
  2. Krigsforbrydelser, blandt andet krænkelser af love eller sædvaner om krigsførelse, drab på civile i besatte områder eller deportationer til slavearbejde, drab af krigsfanger og gidsler, plyndring af offentlig ejendom, formålsløs ødelæggelse af byer m.m.
  3. Forbrydelser mod menneskeheden, det vil sige drab, udslettelse, slaveri, deportation og andre umenneskelige overgreb på civilbefolkningen både før og under krigen. Eller udøvelse af de nævnte forbrydelser af politiske, racemæssige eller religiøse grunde - uafhængig af om der var tale om forbrydelser ifølge lovene i det land, hvori de blev begået.
Krigsforbrydelserne fandt sted under anden verdenskrig, selv om alle tyske soldater havde en særlig bog, hvor reglerne for krigsførelse var beskrevet. Her stod blandt andet: 
  • Under kampen for sejren skal den tyske soldat iagttage den ridderlige krigsførelses regler. Grusomhed og hensigtsløs ødelæggelse ligger under hans værdighed.
  • Ingen fjende, der har overgivet sig, må dræbes. Det gælder også partisaner og spioner. Disse vil få en retfærdig straf ved domstole.
  • Krigsfanger må ikke mishandles eller forhånes
  • Sårede fjender skal behandles humant.
  • Civilbefolkningen er hellig og urørlig. Det er ikke tilladt soldaten at plyndre eller foretage hensigtsløse ødelæggelser.
Alle disse regler blev overtrådt under krigen. Nazisternes forskellige typer af forbrydelser og indholdet af de tyske soldaters bøger beskrives i Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelsr - fra Nürnberg til Haag" (1).

Hvad skete der med de tyske krigsforbrydere fra anden verdenskrig?

Det var vigtigt for de allierede landes ledere at forsøge at skabe retfærdighed, men også at få hævn. Storbritanniens leder Winston Churchill udtalte allerede i 1941: "Gengældelse må have sin plads blandt hovedformålene i denne krig!". Og allerede i 1942 begyndte lederne af nogle af de tyskbesatte lande og lederne af England, USA og Sovjetunionen at diskutere, hvad der skulle ske med Hitler og hans mænd, når krigen var slut.

Ved krigens afslutning begik både Hitler og de fleste af de nazister, der stod lige under ham i hierarkiet, herunder den øverste leder af koncentrationslejrene, Heinrich Himmler, imidlertid selvmord, og de kunne derfor ikke stå til ansvar for deres handlinger ved en domstol. Alligevel valgte de fire sejrende magter, USA, Storbritannien, Sovjetunionen og Frankrig at etablere en krigsforbryderdomstol, der blev kaldt Det internationale Militærtribunal i Nürnberg. Her skulle de personer, der havde forbrudt sig mod Haag-konventionen fra 1907 (se kilder), dømmes på baggrund af bevismateriale indsamlet i en lang række lande, herunder også Danmark.

Kun de største krigsforbrydere blev dømt under Nürnberg-processen. Den første sag havde 20 anklagede, og dommene over dem faldt den 1. oktober 1946. 11 blev dømt til døden ved hængning, heraf blev en dømt in absentia (han var forsvundet før retssagen og var derfor ikke til stede ved domsafsigelsen), to fik livsvarige fængselsdomme, fire blev idømt fængselsstraffe på mellem 10 og 20 år, og tre blev frikendt. Det lykkedes den ene af de dødsdømte, Hermann Göring, at begå selvmord få timer, før hængningen skulle finde sted. De 10 andre blev hængt 17. oktober 1946.

Siden blev der gennemført 19 andre retssager med mange anklagede i hver. Men de dømte udgjorde alligevel kun en lille del af de mange nazister, der havde deltaget i krigsforbrydelserne. De få blev til gengæld gjort personligt ansvarlige. Dommerne fandt det ikke overbevisende, at de påberåbte sig uskyld, fordi de angiveligt havde handlet på ordrer fra Hitler, som de havde svoret evig troskab. Det fik mange nazister til at hævde, at hele Nürnberg-processen var en politisk sag fyldt med svindel, som kun havde til formål at sikre de sejrende hævn over de tabende. Nürnberg-processen samt baggrunden for den beskrives i Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1) og i bogen "Dommen i Nürnberg" (se kilder), der indeholder uddrag af retsreferaterne.

Andre, især mindre, krigsforbrydere blev retsforfulgt i de lande, hvor de havde begået krigsforbrydelser. Og andre igen lykkedes det at flygte til sikre lande i Latinamerika, Sydafrika og Syderuopa. En del blev derfor aldrig retsforfulgt.

Men i 1960 kom der igen skred i retforfølgelserne, da den tidligere topnazist Adolf Eichmann blev bortført fra Argentina af israelske agenter og siden dømt til døden i Israel. Herefter blev adskillige hundrede naziforbrydere opsporet af den østrigske jøde Simon Wiesenthal, der overlevede holocaust og viede sit liv til at opspore nazister og få dem retsforfulgt. Først i en alder af 94 år stoppede han i april 2003 sit virke. En beskrivelse af hans virke findes i artiklen "Nazijægeren er gået på pension" i Politiken 30. april 2003 (se kilder). 

Hvad skete der med andre krigsforbrydere fra anden verdenskrig?

I Tokyo i Japan blev der den 19. januar 1946 oprettet en domstol, som skulle behandle de japanske krigsforbrydelser, som der også var mange af. Kejserriget Japan havde deltaget i krigen på tysk side og overgav sig først, efter at amerikanske fly havde kastet atombomber over byerne Hiroshima og Nagasaki. Her blev anklageskrifter og domme udformet efter samme principper som ved Nürnberg-processen, det vil sige, at forbrydelserne blev inddelt i tre kategorier, hvoraf krigsforbrydelser var den ene. Og også her var det personlige ansvar i centrum. Både ledere, organisatorer, igangsættere eller udøvere af forbrydelserne skulle stå til ansvar, og i dommersædet sad dommere fra 11 lande, som alle var berørt af de japanske krigsforbrydelser.

Det varede over to år, før Tokyo-domstolen kunne afslutte sit arbejde. Men kun få blev dømt. Syv fik dødsstraf, 16 fik fængsel på livstid. Kejseren blev ikke anklaget, da han i Japan blev opfattet som guddommelig og derfor hævet over enhver menneskelig anklage. Loven blev dog ændret, så kejseren i fremtiden skulle behandles som et almindeligt menneske, der stod til ansvar for sine handlinger over for domstolene.

Ingen personer fra de sejrendes hære blev dømt, hverken i Nürnberg, Tokyo eller andre steder, selv om også sovjettiske, engelske, amerikanske og andre soldater sandsynligvis begik krigsforbrydelser. Og desuden diskuteres det, om ikke brug af atomvåben i sig selv er en krigsforbrydelse, og at de amerikanske ledere derfor burde dømmes for krigsforbrydelser, fordi de kastede atombomber over to japanske byer.