Krigsforbrydelser

journalist Malene Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2003
Main image
Krigsforbrydelser tekst: Nürnberg-processen. Nürnberg, Tyskland. 1946.
Krigsforbrydelser tekst: Nürnberg-processen. Nürnberg, Tyskland. 1946.
Foto: Sipa/Scanpix

Der bliver begået krigsforbrydelser i næsten enhver krig, og det er langt fra alle krigsforbrydere, der bliver opdaget eller stillet for en domstol. Men der er udsigt til, at flere krigsforbrydere bliver retsforfulgt i fremtiden. Over 100 lande har besluttet at etablere en international domstol for krigsforbrydelser, hvor forbrydere fra hele verden kan anklages og dømmes. Det er dog ikke alle lande, der mener, at denne domstol er udtryk for retfærdighed.

 

 

Artikel type
faktalink

Introduktion

Indledning

Der bliver begået krigsforbrydelser i næsten enhver krig, og det er langt fra alle krigsforbrydere, der bliver opdaget eller stillet for en domstol. Men der er udsigt til, at flere krigsforbrydere bliver retsforfulgt i fremtiden. Over 100 lande har besluttet at etablere en international domstol for krigsforbrydelser, hvor forbrydere fra hele verden kan anklages og dømmes.

Det er dog ikke alle lande, der mener, at denne domstol er udtryk for retfærdighed. Stormagten USA og en lang række lande, som er økonomisk afhængige af et godt forhold til USA, har besluttet ikke at støtte den internationale krigsforbryderdomstol, blandt andet fordi USA er bange for, at amerikanske soldater i fredsbevarende styrker rundt omkring i verden kan risikere at blive stillet for domstolen. Danmark derimod støtter domstolen, og regeringen arbejder desuden på at ændre lovgivningen, så det bliver nemmere at retsforfølge personer i Danmark for krigsforbrydelser begået i udlandet.

Hvad er en krigsforbrydelse?

En krigsforbrydelse kan ifølge Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1) defineres som "overtrædelse af folkerettens bestemmelser vedrørende krigsførelse begået af medlemmer af væbnede styrker eller andre, til disse knyttede personer."

En krigsforbrydelse er en type af folkeretlige forbrydelser. Det skal dog tilføjes, at denne definition ikke er helt fast. Der er ved de internationale kriminaldomstole for Rwanda og Eksjugoslavien ikke nogen ens praksis for, hvordan krigsforbrydelser defineres. Nogle domme bygger på den fortolkning, at kun personer, der har deltaget direkte i krigshandlinger, kan dømmes for krigsforbrydelser, mens andre domme bygger på den fortolkning af folkeretten, at en person kan dømmes for krigsforbrydelser, hvis de ulovlige handlinger har fundet sted i tilknytning til den væbnede konflikt. De forskellige fortolkninger beskrives i kronikken "Skyldig i folkedrab" i Information 22. september 1998 (se kilder).

Hvad er en krigsforbryder?

En krigsforbryder er ifølge Gyldendals Leksikon (se kilder) en "person, som under krig har forbrudt sig mod folkeretlige regler ifl. traktat eller sædvaneret, blandt andet ved handlinger som drab, mishandling eller deportation til tvangsarbejde af civilbefolkningen i krigsførende eller besatte områder, og drab eller mishandling af krigsfanger." Det vil sige, at alle personer, der udfører en handling, som kan kaldes en krigsforbrydelse, er krigsforbryder. Det gælder både øverstbefalende og almindelige soldater. Det er dog typisk de øverstbefalende i en krig, der bliver retsforfulgt for krigsforbrydelser, da man vurderer, at de ofte er ansvarlige for de krigsforbrydelser, som almindelige soldater har begået.

Hvilke former for krigsforbrydelser findes der?

Det Danske Center for Menneskerettigheder har på deres hjemmeside et tema om internationale konventioner og love, som omtaler de mest almindelige former for krigsforbrydelser:
  • Drab, mishandling eller deportation til tvangsarbejde af civilbefolkningen i besatte områder.
  • Drab eller mishandling af krigsfanger og gidsler.
  • Plyndringer eller krigsmæssigt unødvendige ødelæggelser.

Hvad er forskellen på krigsforbrydelser og krigshandlinger?

Krigshandlinger er enhver handling, der finder sted under en væbnet konflikt, mens krigsforbrydelser er de handlinger, der udgør en overtrædelse af reglerne for krig. Det kan virke besynderligt, at der er regler for krig, men det er en gammel tradition at opstille sådanne regler. De første regler for krigsførelse blev vedtaget i Europa efter afslutningen på den såkaldte 'trediveårskrig', der fandt sted frem til 1648. De stater, som deltog i fredsslutningen, lavede et sæt regler, som kaldes folkeretten. Den består af aftaler, der skal regulere de enkelte landes forhold til hinanden. Men aftalen holder selvfølgelig kun, indtil der er et land, der ikke vil acceptere reglerne. Og det er sket mange gange i historien, at lande ikke har villet acceptere de internationale regler. En del af folkeretten handler om, hvordan man må føre krig, og overtrædelse af disse regler er krigsforbrydelser. Baggrundsoplysninger om etableringen af regler for krig findes i Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelser - Nürnberg til Haag" (1).

Hvad er forskellen på krigsforbrydelser og andre forbrydelser mod folkeretten?

Forbrydelser mod folkeretten bliver også kaldt menneskerettighedskrænkende forbrydelser, og de kan deles op i flere typer, blandt andet forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Forbrydelser mod menneskeheden kan også finde sted under en krig og kaldes nogle gange krigsforbrydelser, men er i juridisk forstand en særskilt form for forbrydelser.

Den mest markante forskel er, at krigsforbrydelser som regel bliver begået mod andre staters borgere, mens forbrydelser mod menneskeheden som regel bliver begået mod statens egne borgere.

Ifølge statutten for den internationale kriminaldomstol (ICC) (se kilder) kan nogle handlinger begået under en borgerkrig, altså mod statens egne borgere, dog også kaldes krigsforbrydelser.

En krigsforbrydelse kan både være omfattende og systematisk eller en enkelt vilkårlig handling. Forbrydelser mod menneskeheden er til gengæld næsten altid omfattende og systematiske. Denne skelnen beskrives i temaet om brud på folkeretten på Det Danske Center for Menneskerettigheders hjemmeside (se kilder).

Hvordan kan man kende forskel på krigsforbrydelser og andre typer brud på folkeretten?

Det er ikke let at skelne mellem disse typer af forbrydelser, da de ofte indeholder næsten ens elementer. Et par eksempler kan tydeliggøre de i alt tre typer af brud på folkeretten, der normalt skelnes imellem i international ret:
  1. Folkedrab, det vil sige samlet drab på en bestemt folkegruppe eller forsøg herpå. Eksempel: Iraks giftgasangreb på og forfølgelse af kurderne. Et andet eksempel var højreekstreme hutuers massakre på og opfordring til massedrab på tutsi-befolkningen i Rwanda. Den 2. september 1998 blev borgmester Jean-Paul Akayesu fra Rwanda dømt for folkedrab ved den internationale kriminaldomstol for Rwanda, ICTR, (se kilder). Det var den første dom for folkedrab efter international ret, og den første dom for forbrydelser mod menneskeheden begået i en intern konflikt.
    Dommen og baggrunden for den beskrives i kronikken "Skyldig i folkedrab" i Information 22. september 1998 (se kilder).
  2. Overtrædelse af krigens love = krigsforbrydelser, det vil sige krænkelser af Røde Kors' Genevekonventioner om behandling af civile under krig og krigsfanger m.m. Eksempel: En amerikansk løjtnants nedskydning af civile vietnamesere i landsbyen My Lai.
  3. Forbrydelser mod menneskeheden: Tortur, voldtægt som politisk/militært middel, etnisk udrensning. Eksempel: De serbiske bosnieres fremfærd over for muslimer i Bosnien.
Disse eksempler er nævnt i artiklen "Forbrydelser mod menneskeheden nu for en ny verdensdomstol" i FN-bladet (se kilder).

Hvordan er begrebet krigsforbrydelser opstået?

Krigsforbrydelser har været strafbare under nationale domstole siden middelalderen, og i 1815 fandt et af de allerførste forsøg på at dømme og straffe en krigsforbryder sted. Krigsforbryderen var Napoleon den 1., der var kejser i Frankrig fra begyndelsen af 1800-tallet og førte en lang række krige over hele Europa og i kolonier i Asien og Afrika. I 1815 led han et afgørende nederlag og overgav sig. Sejrherrerne, England, Østrig og Preussen, besluttede at straffe Napoleon for de mange tab, han havde påført verden ved at føre krige. Han blev sendt i eksil på den lille ø Sankt Helena i Atlanterhavet og blev der til sin død. Der var imidlertid ikke tale om nogen egentlig retssag, og Napoleon blev heller ikke dømt efter nogle bestemte paragraffer i international lov. På det tidspunkt var der nemlig ikke den slags nedskrevne paragraffer.

Den første omfattende juridiske liste over krigsforbrydelser, Leiber-lovbogen, blev først udgivet af præsident Lincoln i 1863 under den amerikanske borgerkrig. Og herefter blev der vedtaget en række internationale konventioner, som danner grundlag for de retssager, der i dag bliver ført mod krigsforbrydere. Historien om begrebets opståen og 'dommen' over Napoleon findes i Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1). 

Historiske eksempler på krigsforbrydelser

Hvordan forholdt sejrherrerne sig til krigsforbrydelser efter første verdenskrig?

De sejrende magter England, USA og Frankrig gik hurtigt efter krigens afslutning i 1918 i gang med at planlægge en retssag mod Tysklands ledere. Man mente nemlig, at disse ledere både havde skylden for, at krigen var brudt ud, og at de under krigen havde foretaget voldsomme overgreb på civilbefolkningen og på krigsfanger.

Et udvalg udarbejdede en liste over 32 forskellige typer af krigsforbrydelser, som de tyske ledere skulle anklages for, blandt andet mord, terror, udsultning af civilbefolkningen, krænkelse af Røde Kors, mishandling af krigsfanger, tvungen prostitution, anvendelse af gasvåben, forgiftning af brønde. Forberedelserne til retssagen trak imidlertid i langdrag, da Tyskland nægtede at udlevere de 900 officerer og politikere, som de sejrende magter ønskede at retsforfølge. Da der desuden opstod en vis frygt for, at de sejrende nationers soldater kunne anklages for tilsvarende forbrydelser, løb forberedelserne til retssagerne ud i sandet, og domstolen gjorde aldrig sit arbejde færdigt.

Omkring 100 personer blev dog dømt, men fik kun ret milde straffe, bøder og hæfte, og efter fem år stoppede domstolen sit arbejde. Tusinder, der var mistænkt for at have begået krigsforbrydelser, blev aldrig stillet for en domstol, og den hovedanklagede, den tyske kejser, var flygtet til Holland, som ikke ville udlevere ham. Processen efter første verdenskrig beskrives i Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1) og i artiklen "I krig gælder alle kneb … ikke mere" fra Samvirke (se kilder) . 

Hvordan forholdt sejrherrerne sig til krigsforbrydelser efter anden verdenskrig?

Begrebet krigsforbrydelser blev for alvor sat på dagordenen og forsøgt defineret efter anden verdenskrig. Adolf Hitler havde i løbet af krigen udstedt ordrer, der havde resulteret i grusomme drab og udryddelser, ikke mindst i koncentrationslejrene, hvor millioner af mennesker - herunder især jøder, sigøjnere og politiske modstandere blev sultet, skudt og gasset ihjel. Det var holocaust, folkemord. Og ved fronten havde tyske specialkorps uden videre tortureret og dræbt krigsfanger, og i de besatte lande blev tusinder af huse brændt ned og civile dræbt under påskud af, at de tyske tropper ville hævne partisanangreb. Alt dette havde Hitler og andre nazistiske ledere ansvaret for. Men Hitler tog sit eget liv den 30. april 1945 og kunne derfor ikke stilles til ansvar.

I tiden efter krigens afslutning diskuterede politikere, jurister og almindelige borgere derfor, hvad man skulle stille op. Kunne man stille andre til ansvar? Der var jo mange, der havde været med til at udføre drab og udryddelser, og mange andre end Hitler selv havde givet ordrer undervejs. Desuden var der også blevet begået forbrydelser mod personer, der levede i Tyskland, og disse forbrydelser hørte ikke umiddelbart ind under definitionen på krigsforbrydelser.

Det var altså langt fra enkelt at definere de forbrydelser, der havde fundet sted under Hitlers styre, og finde ud af, hvem der kunne straffes og af hvem. Men de sejrende magter var enige om, at forsøget på at straffe de ansvarlige på eftertrykkelig vis ikke denne gang skulle løbe ud i sandet, sådan som det var sket efter første verdenskrig. Overvejelserne om, hvordan man kunne straffe de ansvarlige for forbrydelserne under anden verdenskrig, beskrives i Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1).

Var nazisternes forbrydelser krigsforbrydelser?

Ikke alle sammen. Juridisk set kunne nazisternes forbrydelser under anden verdenskrig inddeles i tre typer af brud på folkeretten:
  1. Forbrydelser mod freden, det vil blandt andet sige angrebskrige og krige, der bryder internationale aftaler.
  2. Krigsforbrydelser, blandt andet krænkelser af love eller sædvaner om krigsførelse, drab på civile i besatte områder eller deportationer til slavearbejde, drab af krigsfanger og gidsler, plyndring af offentlig ejendom, formålsløs ødelæggelse af byer m.m.
  3. Forbrydelser mod menneskeheden, det vil sige drab, udslettelse, slaveri, deportation og andre umenneskelige overgreb på civilbefolkningen både før og under krigen. Eller udøvelse af de nævnte forbrydelser af politiske, racemæssige eller religiøse grunde - uafhængig af om der var tale om forbrydelser ifølge lovene i det land, hvori de blev begået.
Krigsforbrydelserne fandt sted under anden verdenskrig, selv om alle tyske soldater havde en særlig bog, hvor reglerne for krigsførelse var beskrevet. Her stod blandt andet: 
  • Under kampen for sejren skal den tyske soldat iagttage den ridderlige krigsførelses regler. Grusomhed og hensigtsløs ødelæggelse ligger under hans værdighed.
  • Ingen fjende, der har overgivet sig, må dræbes. Det gælder også partisaner og spioner. Disse vil få en retfærdig straf ved domstole.
  • Krigsfanger må ikke mishandles eller forhånes
  • Sårede fjender skal behandles humant.
  • Civilbefolkningen er hellig og urørlig. Det er ikke tilladt soldaten at plyndre eller foretage hensigtsløse ødelæggelser.
Alle disse regler blev overtrådt under krigen. Nazisternes forskellige typer af forbrydelser og indholdet af de tyske soldaters bøger beskrives i Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelsr - fra Nürnberg til Haag" (1).

Hvad skete der med de tyske krigsforbrydere fra anden verdenskrig?

Det var vigtigt for de allierede landes ledere at forsøge at skabe retfærdighed, men også at få hævn. Storbritanniens leder Winston Churchill udtalte allerede i 1941: "Gengældelse må have sin plads blandt hovedformålene i denne krig!". Og allerede i 1942 begyndte lederne af nogle af de tyskbesatte lande og lederne af England, USA og Sovjetunionen at diskutere, hvad der skulle ske med Hitler og hans mænd, når krigen var slut.

Ved krigens afslutning begik både Hitler og de fleste af de nazister, der stod lige under ham i hierarkiet, herunder den øverste leder af koncentrationslejrene, Heinrich Himmler, imidlertid selvmord, og de kunne derfor ikke stå til ansvar for deres handlinger ved en domstol. Alligevel valgte de fire sejrende magter, USA, Storbritannien, Sovjetunionen og Frankrig at etablere en krigsforbryderdomstol, der blev kaldt Det internationale Militærtribunal i Nürnberg. Her skulle de personer, der havde forbrudt sig mod Haag-konventionen fra 1907 (se kilder), dømmes på baggrund af bevismateriale indsamlet i en lang række lande, herunder også Danmark.

Kun de største krigsforbrydere blev dømt under Nürnberg-processen. Den første sag havde 20 anklagede, og dommene over dem faldt den 1. oktober 1946. 11 blev dømt til døden ved hængning, heraf blev en dømt in absentia (han var forsvundet før retssagen og var derfor ikke til stede ved domsafsigelsen), to fik livsvarige fængselsdomme, fire blev idømt fængselsstraffe på mellem 10 og 20 år, og tre blev frikendt. Det lykkedes den ene af de dødsdømte, Hermann Göring, at begå selvmord få timer, før hængningen skulle finde sted. De 10 andre blev hængt 17. oktober 1946.

Siden blev der gennemført 19 andre retssager med mange anklagede i hver. Men de dømte udgjorde alligevel kun en lille del af de mange nazister, der havde deltaget i krigsforbrydelserne. De få blev til gengæld gjort personligt ansvarlige. Dommerne fandt det ikke overbevisende, at de påberåbte sig uskyld, fordi de angiveligt havde handlet på ordrer fra Hitler, som de havde svoret evig troskab. Det fik mange nazister til at hævde, at hele Nürnberg-processen var en politisk sag fyldt med svindel, som kun havde til formål at sikre de sejrende hævn over de tabende. Nürnberg-processen samt baggrunden for den beskrives i Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1) og i bogen "Dommen i Nürnberg" (se kilder), der indeholder uddrag af retsreferaterne.

Andre, især mindre, krigsforbrydere blev retsforfulgt i de lande, hvor de havde begået krigsforbrydelser. Og andre igen lykkedes det at flygte til sikre lande i Latinamerika, Sydafrika og Syderuopa. En del blev derfor aldrig retsforfulgt.

Men i 1960 kom der igen skred i retforfølgelserne, da den tidligere topnazist Adolf Eichmann blev bortført fra Argentina af israelske agenter og siden dømt til døden i Israel. Herefter blev adskillige hundrede naziforbrydere opsporet af den østrigske jøde Simon Wiesenthal, der overlevede holocaust og viede sit liv til at opspore nazister og få dem retsforfulgt. Først i en alder af 94 år stoppede han i april 2003 sit virke. En beskrivelse af hans virke findes i artiklen "Nazijægeren er gået på pension" i Politiken 30. april 2003 (se kilder). 

Hvad skete der med andre krigsforbrydere fra anden verdenskrig?

I Tokyo i Japan blev der den 19. januar 1946 oprettet en domstol, som skulle behandle de japanske krigsforbrydelser, som der også var mange af. Kejserriget Japan havde deltaget i krigen på tysk side og overgav sig først, efter at amerikanske fly havde kastet atombomber over byerne Hiroshima og Nagasaki. Her blev anklageskrifter og domme udformet efter samme principper som ved Nürnberg-processen, det vil sige, at forbrydelserne blev inddelt i tre kategorier, hvoraf krigsforbrydelser var den ene. Og også her var det personlige ansvar i centrum. Både ledere, organisatorer, igangsættere eller udøvere af forbrydelserne skulle stå til ansvar, og i dommersædet sad dommere fra 11 lande, som alle var berørt af de japanske krigsforbrydelser.

Det varede over to år, før Tokyo-domstolen kunne afslutte sit arbejde. Men kun få blev dømt. Syv fik dødsstraf, 16 fik fængsel på livstid. Kejseren blev ikke anklaget, da han i Japan blev opfattet som guddommelig og derfor hævet over enhver menneskelig anklage. Loven blev dog ændret, så kejseren i fremtiden skulle behandles som et almindeligt menneske, der stod til ansvar for sine handlinger over for domstolene.

Ingen personer fra de sejrendes hære blev dømt, hverken i Nürnberg, Tokyo eller andre steder, selv om også sovjettiske, engelske, amerikanske og andre soldater sandsynligvis begik krigsforbrydelser. Og desuden diskuteres det, om ikke brug af atomvåben i sig selv er en krigsforbrydelse, og at de amerikanske ledere derfor burde dømmes for krigsforbrydelser, fordi de kastede atombomber over to japanske byer. 

Lovgivning og domme mod krigsforbrydelser

Hvilke nationale love findes der mod krigsforbrydelser?

I langt de fleste lande er handlinger, der internationalt defineres som krigsforbrydelser, også ulovlige. Men det er langt fra alle lande, der sørger for en effektiv efterforskning af krigsforbrydelser, og kun sjældent stilles krigsforbrydere for en national domstol i deres hjemland.

I nogle lande giver den nationale lovgivning desuden mulighed for at dømme krigsforbrydere af en anden nationalitet, der har begået krigsforbrydelser i udlandet. Blandt andet derfor kunne de belgiske domstole dømme to nonner fra Rwanda, der havde søgt tilflugt i Belgien, for krigsforbrydelser. Belgiens regering anmodede også om at få udleveret Israels premierminister Ariel Sharon for at retsforfølge ham for planlægningen af en massakre på 7-800 palæstinensere i 1982, da han fungerede som forsvarsminister. Det lykkedes dog ikke, da den internationale straffedomstol (ICC) satte sig imod udleveringen, men der er fortsat en mulighed for, at udleveringen kan finde sted, når Sharon ikke længere er premierminister.

Den danske lovgivning giver ikke mulighed for, at Danmark kan retsforfølge udenlandske krigsforbrydere for forbrydelser foretaget i udlandet. Forskellen på belgisk og dansk ret og de konkrete sager beskrives i artiklen "Danmark kan ikke straffe krigsforbrydere" på hjemmesiden netjurist den 7. juli 2001 (se kilder). Ifølge artiklen "Flere krigsforbrydersager på vej" i Politiken 16. april 2002 (se kilder) vil den danske regering dog tage initiativ til en lovændring, der gør det muligt at stille krigsforbrydere, der har begået deres forbrydelser i udlandet, for en særlig dansk krigsforbryderdomstol.

Hvilken domstol for krigsforbrydelser og andre brud på folkeretten er oprettet i Sierra Leone?

En 'special court' er oprettet med juridisk og økonomisk bistand fra FN og Storbritannien. Formålet med domstolen er at efterforske de brud på folkeretten, der fandt sted under den sidste del af borgerkrigen, der hærgede i Sierre Leone fra 1991-2002. Oprindeligt var det FN's udspil, at domstolen skulle behandle forbrydelser begået under hele borgerkrigen, men Sierra Leones regering, der selv havde henvendt sig til FN for at få bistand, fastholdt, at kun forbrydelser begået siden 30. november 1996 kunne komme for retten i den særlige domstol. På denne dato blev der indgået en fredsaftale mellem regeringen og oprørsstyrkerne. Udenfor hovedstaden er der dog stor utilfredshed med, at de mange forbrydelser, der blev begået i landområderne fra 1991-1996, ikke kan blive behandlet.

Det er især de hovedansvarlige, der er målet for domstolens arbejde. Det specielle ved denne domstol er, at den involverer juridisk personale fra det land, hvor forbrydelserne fandt sted og er placeret i samme land, nemlig i Sierra Leones hovedstad Freetown. FN's og Storbritanniens juridiske og økonomiske hjælp er nødvendig, fordi landets administration stadig er meget skrøbelig efter den lange borgerkrig, og der er mangel på habilt, veluddannet juridisk personale. Desuden er det vigtigt, at processen ved domstolen får en legimitet i form af udefra kommende neutrale parter, da det ellers er oplagt, at domstolen vil blive anklaget for at være politisk farvet og favorisere den ene af de tidligere krigsførende parter.

Forholdene i Sierre Leone og arbejdet med at etablere den særlige domstol beskrives på hjemmesiden for Coalition for International Justice (se kilder).

Hvilken domstol for krigsforbrydelser og andre brud på folkeretten er oprettet i Østtimor?

En særlig domstol i hovedstaden Dili har til opgave at behandle sager om forbrydelser mod folkeretten og andre alvorlige forbrydelser som tortur og seksuelle overgreb. Domstolen blev oprettet kort efter, at Østtimor i kølvandet på en blodig oprørskrig mod den indonesiske hær, fik et overgangsstyre under FN-mandat. I perioden mellem november 2000 og februar 2002 er der blevet rejst 33 sager med 83 anklagede, hvoraf 21 er blevet idømt fængselsstraffe på mellem 4 og 34 år, og det er planen, at domstolen skal fortsætte sit arbejde også efter, at Østtimor er blevet en selvstændig stat. Hidtil er kun forbrydelser begået fra 1999 og frem blevet behandlet ved domstolen, men der er mulighed for, at forbrydelser begået før denne dato også kan tages op.

Forholdene i Østtimor og retsforfølgelsen af krigsforbrydelser beskrives på hjemmesiden for Coalition for International Justice (se kilder).

Hvilken domstol for krigsforbrydelser og andre brud på folkeretten er oprettet i Cambodja?

Der er endnu ikke etableret en sådan domstol. I Cambodja har nogle af de voldsomste overgreb mod menneskeheden i 1900-tallet fundet sted, og der er gennem mange år blevet forsket i disse overgreb. Der er siden 1979 blevet gjort forsøg på at etablere en domstol, der skal tage sig af de forbrydelser mod folkeretten, der blev begået af de røde Khmerer under ledelse af Pol Pot i årene fra 1975-79. Under de røde Khmerers styre døde 1,5-2 millioner mennesker ud af en samlet befolkning på 7-8 millioner. De fleste døde som følge af sult eller hårdt tvangsarbejde, andre blev direkte myrdet, og der har lige siden styrets fald været tale om at bringe de ansvarlige ledere for en domstol. Flere af lederne, blandt andet daværende udenrigsminister Ieng Sary, har imidlertid siden fået amnesti mod at give oplysninger om Pol Pot-regimets metoder, og Pol Pot selv er død.

Hvorfor er det endnu ikke lykkedes at etablere en domstol for brud på folkeretten i Cambodja?

Det skyldes modstand fra flere sider. Nogle cambodjanere mener, at en domstol er omsonst, når Pol Pot selv og flere af hans øverstbefalende er døde. Andre frygter for udbrud af borgerkrig. Regeringsleder Hun Sen har indtil videre ikke kunnet enes med FN om vedtægterne for en eventuel domstol. Uenigheden går især på, hvor mange af domstolens dommere, der skal være cambodjanere udpeget af regeringen, og hvor mange der skal udpeges af FN. Bekymringen hos FN går især på, at cambodjanske dommere kan blive udsat for pres fra regeringen, hvor der sidder flere tidligere Khmer-ledere, og Hun Sen ønsker desuden ikke så mange personer retsforfulgt, som FN har foreslået. Desuden ønsker FN ikke, at den særlige domstol skal have mandat til at idømme dødsstraf.

Forhandlingerne er indtil videre strandet på disse uenigheder, hvilket fremgår af beskrivelsen af hele processen på hjemmesiden for Coalition for International Justice (se kilder).

Hvad ved forskerne om brud på folkeretten under Khmer-styret i Cambodja?

Hvis det lykkes at få etableret en domstol, er der store mængder af bevismateriale at benytte sig af. Khmer-styrets metoder er veldokumenteret og beskrives også indgående i artiklen "Folkedrab og massemord i Cambodja" 1975-1979 i Hvis det lykkes at få etableret en domstol, er der store mængder af bevismateriale at benytte sig af. Khmer-styrets metoder er veldokumenteret og beskrives også indgående i artiklen "Folkedrab og massemord i Cambodja" 1975-1979 i tidsskriftet Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF noter (se kilder).

Pol Pot og hans Røde Khmerer begyndte i 1968 en væbnet kamp mod den regerende Prins Sihanouk, der havde overtaget magten efter kolonimagten Frankrig og slog hårdt ned på sine modstandere. I marts 1969 begyndte USA at bombe Cambodja som en udløber af Vietnamkrigen, og i 1970 kuppede general Lon Nol sig til magten og fortsatte Sihanouks udemokratiske ledelsesstil. Lon Nols styre og de amerikanske bombninger gjorde det lettere for Pol Pot at rekruttere medlemmer, og i april 1975 vandt de røde Khmerer magten.

Pol Pot havde efter magtovertagelsen den absolutte magt i Cambodja og gennemtvang voldsomme reformer med udgangspunkt i en kommunistisk ideologi bygget på Maos idealer. Desuden ønskede Pol Pot og hans 'brødre' i ledelsen, at Cambodja skulle være totalt uafhængigt af omverdenen, og det skulle blandt andet ske ved at blive selvforsynende. Desuden mente Pol Pot, at den ideelle Khmerer-samfundsborger var en bonde, ikke en arbejder, og derfor satte han sig for at omdanne Cambodja til et bondesamfund. Det skete ved at evakuere alle borgere fra byerne og tvinge dem ud på landet. I den proces døde mange af udmattelse, sygdom eller mangel på vand og mad. Herefter blev alle skoler, universiteter, postsystemet og markeder nedlagt, og den personlige frihed blev inddraget. Alt blev kollektiviseret, og regimet bestemte, at alle skulle gå i samme sorte bomuldstøj og være korthårede, og styret kunne endda bestemme, hvem man måtte gifte sig med. Religionsudøvelse blev forbudt og alle buddhistiske pagoder lukket. Det blev også forbudt at tale andre sprog end khmer. Regimet myrdede alle, som de nærede den mindste mistillid til, og det gik især hårdt ud over soldater i den tidligere regents hær, etniske og religiøse minoriteter samt højtuddannede. For eksempel mistede omkring 100.000 af de 250.000 Cham-muslimer, som udgjorde både etnisk, religiøst og sprogligt mindretal, under Khmer-styret, og stort set alle vietnamesere og kinesere blev enten deporteret, udvist, myrdet eller omkom under tvangsarbejde. Vietnameserne blev opfattet som en trussel mod Cambodjas sikkerhed og det racerene samfund af Khmer-bønder. I et enkelt fængsel, Tuol Sleng i hovedstaden Phnom Penh, var der 14.000 fanger, hvoraf kun syv menes at have overlevet.

Hvorfor blev der oprettet en ad hoc domstol for krigsforbrydelser i Eksjugoslavien?

Den internationale kriminaldomstol for Eksjugoslavien, ICTY (International Criminal Tribunal for the Former Yugoslavia), blev oprettet for at skabe retfærdighed og forsoning efter borgerkrige i Eksjugoslavien 1992-95. Under borgerkrigen blev det internationale samfund trods mange års uenigheder om vilkårene for en eventuelt international straffedomstol stort set enige om, at der fandt forbrydelser mod menneskeheden sted, som burde efterforskes og behandles af en international domstol. Det førte til oprettelsen af den international kriminaldomstol for Eksjugoslavien, der blev oprettet på foranledning af FN's sikkerhedsråd i 1993 og blev placeret i Haag i Holland.

Hvad er den internationale straffedomstol for Eksjugoslavien, ICTY's, opgave?

Domstolen fik til opgave at retsforfølge personer, der er ansvarlige for krænkelser af internationale humanitære konventioner, at yde ofrene retfærdighed, at hindre flere forbrydelser og at bidrage til genetablering af fred ved at fremme forsoningen i Eksjugoslavien.

Forbrydelserne omfatter både krigsforbrydelser, overlagt mord og tortur, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, og domstolen skal alene beskæftige sig med forbrydelser begået siden 1991 på det tidligere Jugoslaviens territorium, også i Makedonien og Kosovo. Til gengæld er der ingen begrænsning på, hvor længe domstolen kan fortsætte sit arbejde. Det fremgår af tribunalets statut, som findes på Tribunalets hjemmeside (se kilder), og af temaet om internationale dokumenter og domstole på hjemmesiden menneskeret.dk (se kilder).

Det specielle ved denne domstol var, at den gik i gang med sit arbejde, imens borgerkrigen stadig hærgede i Eksjugoslavien. Det fik kritikere til at hævde, at de serbiske ledere ikke ville være interesseret i at indgå en fredsaftale, fordi de vidste, at de under alle omstændigheder ville blive anklaget. Denne kritik af domstolens arbejde nævnes i artiklen "Balkans bødler" fra Børsens Nyhedsmagasin (se kilder). 

Hvem var den første, der blev dømt ved ICTY?

På tribunalets hjemmeside er der en oversigt over, hvor mange personer, der er blevet dømt og for hvad. I domstolens første år var det især mindre krigsforbrydere, der blev stillet for retten, og det var desuden specielt, at flere af de første sager handlede om ikke-militære personer, der havde medvirket til de etniske udrensninger, tortur og trusler. Det var ifølge domstolens ledere netop medvirken fra civile, der gjorde den etniske udrensning mulig. Den allerførste sag, der blev ført mod en cafeejer, der påtog sig at hjælpe den serbiske hær med at udrense sin hjemegn for muslimer, beskrives i artiklen "Verden venter på Karadzic" i Amnesty Internationals danske tidsskrift Amnesty (se kilder).

Hvilke sager har især været en succes for ICTY?

I løbet af de senere år er flere af de 'store fisk' blevet dømt. En af de væsentligste domme faldt i marts 2000, da den 39-årige general Tihomir Blaskic blev idømt 45 års fængsel for i alt 20 forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Han var den første ledende officer, der blev dømt ved domstolen, og dommen og baggrunden for den beskrives i artiklen "Dommedag nu" i Jyllands-Posten 4. marts 2000 (se kilder).

I august 2001 blev endnu en af de største forbrydere dømt, nemlig den 53-årige general Radislav Krstic, der blev dømt for folkemord og fik 46 års fængsel. Krstic var ansvarlig for massakren på 8.000 muslimske mænd og drenge i Srebrenica i 1995. Massakren, retssagen og dommen beskrives i artiklen "Da ondskaben fik frit spil" i Berlingske Tidende 3. august 2001 (se kilder).

Det var også en stor succes for domstolen, da den nuværende serbiske regering i juni 2001 endelig valgte at udlevere den tidligere præsident Slobodan Milosevic til domstolen i Haag. Han er anklaget for at have ansvaret for nogle af de groveste krigsforbrydelser under krigen i Eksjugoslavien, og sagen mod ham, der begyndte 12. februar 2002, er endnu ikke afsluttet. Sagen mod Milosevic og håbet om, at han bliver den første af en lang række statsledere, der retsforfølges for krigsforbrydelser, var emnet for i en tema-aften på DR 2 den 9. februar 2002 (se kilder).

I foråret 2002 rejste flere af Milosevic' nærmeste medarbejdere, der var anklaget for folkemord og krigsforbrydelser under krigen i Kosova i 1999, frivilligt til Haag, hvor de ville forsøge at bevise deres uskyld. Det skete efter, at USA lagde økonomisk pres på Jugoslavien for at få udleveret de resterende 23 navngivne anklagede til domstolen i Haag. Det beskrives i artiklen "Milosevic' højre hånd til Haag" i Politiken 3. maj 2002 (se kilder).

Der er altså sket en vis effektivisering af a'rbejdet ved domstolen, og ifølge artiklen "Politisk domstol eller skinbarlig retfærdighed" i tidsskriftet Udenrigs (se kilder) regner domstolen med at afslutte sit arbejde i 2004 eller 2005, hvor det er målet, at sager mod omkring 150 formodede krigsforbryderes skal være afgjort.

Hvorfor blev den internationale kriminaldomstol for Rwanda, ICTR, oprettet?

Den internationale kriminaldomstol for Rwanda, ICTR (International Criminal Tribunal for Rwanda), blev oprettet på foranledning af FNs sikkerhedsråd i slutningen af 1994 for at sikre et retsopgør efter det folkedrab, der havde fundet sted i Rwanda i 1994, hvor op mod en million mennesker blev skudt, tævet, hakket og druknet ihjel af militser under regeringens kontrol.

Tribunalet blev placeret i Arusha i Tanzania og fik til opgave at bidrage til den nationale forsoning i Rwanda og til opretholdelse af freden i regionen. Tribunalet skal retforfølge personer, der er ansvarlige for folkedrab og andre alvorlige krænkelser af international humanitær ret begået på Rwandas territorium i 1994 samt retsforfølge borgere fra Rwanda, der er ansvarlige for folkedrab og andre lignende overgreb begået mod nabostaters territorium i samme periode. Også her er der altså tale både om visse krigsforbrydelser og andre forbrydelser mod folkeretten.

Dette fremgår af tribunalets hjemmeside (se kilder). På tribunalets hjemmeside er der også en oversigt over, hvor mange personer, der er blevet dømt og for hvad.

Tribunalet tager sig primært af de hovedansvarlige for forbrydelserne, og nationale domstole i Rwanda tager sig af de tusinder af sager mod andre involverede. Processen er dog langsommelig, og over 100.000 personer sidder fængslet og venter på at komme for en domstol, fremgår det af oplysninger på hjemmesiden for Coalition for International Justice (se kilder).

Krigsforbrydelser - internationalt set

Hvilke internationale love og konventioner findes der mod krigsforbrydelser?

  • Hvad er Haag-konventionerne?
    Haag-konventionen fra 1899 og Haag-konventionen fra 1907 er de første væsentlige internationale overenskomster om lov og ret under krig, og her blev det slået fast, at visse handlinger under krig var forbrydelser, som kunne straffes efter krigen. Der blev dog aldrig oprettet nogen domstol til at dømme enkeltpersoner efter disse konventioner.
    Begge konventioner kan findes via links på hjemmesiden menneskeret.dk under temaet om internationale dokumenter og domstole (se kilder).
  • Hvad er de fire Geneve-konventioner?
    De fire Genevekonventioner fra 1949 blev lavet under indtryk af de voldsomme forbrydelser under anden verdenskrig og forbedrede vilkårene for krigsofre, især for de civile i krigsområder. Stort set alle verdens stater har tilsluttet sig Genevekonventionerne, og mange stater har tilsluttet sig de to tillægsprotokoller fra 1977, som sikrer beskyttelse af forskellige kategorier af ofre for krige, blandt andet sårede og syge, krigsfanger og civile. De to protokoller vedrører henholdsvis international og national væbnet konflikt.
    Konventionerne kan findes via links på hjemmesiden menneskeret.dk under temaet om internationale dokumenter og domstole (se kilder).
  • Hvad er FN's konvention om folkedrab?
    FN's konvention om forebyggelse af og straf for folkedrab 1948 er en konvention mod folkedrab (også kaldet folkemord) og er altså ikke direkte en konvention imod krigsforbrydelser, men mod handlinger, der begås i den hensigt helt eller delvist at ødelægge en national, etnologisk, racemæssig eller religiøs gruppe som sådan. Folkedrab foregår ofte i forbindelse med en krig. Både planlægning af, tilskyndelse til eller gennemførelse af folkedrab er ifølge denne konvention en strafbar handling.
    En beskrivelse af konventionen og link til den findes på hjemmesiden menneskeret.dk under temaet om internationale dokumenter og domstole (se kilder).

Hvad er den internationale kriminaldomstol ICC?

ICC (International Criminal Court) blev oprettet i juli 2002 og åbnede officielt 11. marts 2003. Domstolen har til opgave at retsforfølge og straffe personer, der er kendt skyldige i folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser. Den blev oprettet uden for FN-systemet og skal i modsætning til FN's internationale domstol i Haag, der kun tager sig af sager mellem stater, lægge vægt på forbrydernes individuelle ansvar. Domstolen er permanent til forskel fra ad hoc-domstolene, som kun har mulighed for at behandle forbrydelser begået i bestemte landområder på bestemte tidspunkter.

ICC har mulighed for at retsforfølge og straffe personer, der har medvirket til folkedrab, forbrydelser mod menneskeheden eller krigsforbrydelser et hvilket som helst sted i verden, også i borgerkrige. De kan dog kun behandle forbrydelserne, som har fundet sted efter 1. juli 2002, hvor statutten for domstolen trådte i kraft. Og ICC tager sig kun af sager, hvis domstolen vurderer, at de pågældende lande ikke selv er i stand til eller har vilje til at gennemføre en retfærdig retsforfølgelse af krigsforbrydere.

På ICC's hjemmeside (se kilder) kan man i domstolens statut kapitel 8 læse specifikt om lovgivning mod krigsforbrydelser, og på Amnesty Internationals danske hjemmeside (se kilder) kan man under 'kampagner' læse om ICC's statut og retsgrundlag.

Hvad er baggrunden for oprettelsen af ICC?

Det blev af mange statsledere anset for nødvendigt, at der var en international domstol, der kunne tage sig af de personligt ansvarlige for de mange krigsforbrydelser, der finder sted i borgerkrige og andre væbnede konflikter rundt omkring i verden. Den Internationale Domstol i Haag tager sig alene af sager mellem stater, men her var brug for en domstol, der uden særlige interesser kunne retsforfølge krigsforbrydere og personer, der forbrød sig mod andre brud på folkeretten.

Allerede i 1948 umiddelbart efter vedtagelsen af FN's konvention mod folkedrab indbød FN's generalforsamling den internationale retskommission til at forberede oprettelsen af en international domstol, men arbejdet gik i stå under den kolde krig. Fra 1990 og frem blev der arbejdet intenst på at skabe grundlag for en permanent kriminaldomstol, og organisationer som Human Rights Watch og Amnesty International pressede på for at få fremskyndet processen. Men først under en FN-konference i 1998, hvor diplomater fra 160 lande deltog, blev der udarbejdet og vedtaget en endelig statut for en international kriminaldomstol, som 120 lande underskrev. Formålet var at få straffet flest mulige krigsforbrydere og personer, der har forbrudt sig mod folkeretten i øvrigt og sikre en vis ensartethed i behandlingen af krigsforbrydere. Desuden håbede man, at domstolen kunne have en vis afskrækkende effekt og dermed forebygge brud på folkeretten.

Baggrunden for oprettelsen af den internationale kriminaldomstol beskrives i bogen "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1) og på hjemmesiden for the Coalition for the International Criminal Court (se kilder). 

Hvad er holdningen til de internationale kriminaldomstole?

Da ICC trådte i funktion 1. juli 2002, havde 60 lande ratificeret statutten for domstolen, det vil sige, at de havde indarbejdet den i deres nationale lovgivning. Danmark var et af de 60 lande. Primo maj 2003 havde yderligere 29 lande ratificeret statutten, så der nu er 89 lande, der har accepteret domstolens regelsæt. The Coalition for the International Criminal Court (se kilder) opdaterer jævnligt deres hjemmeside med oplysninger om, hvilke lande der har ratificeret statutten. Her kan man også finde oplysninger om de lande, der fortsat er kritiske over for domstolens grundlag og arbejde. Det gælder blandt andet store lande som Kina, Rusland og USA.

Kinas og Ruslands modstand primært handler om, at de er uenige i de grundlæggende principper for domstolen. De opfatter domstolen som udtryk for imperialistiske vestlige interesser. USA er mere bekymret for, at landets egne borgere kan blive anklaget ved domstolen.

ICC har nemlig mulighed for at anklage personer, der er udsendt på fredsbevarende mission i et andet land, hvis dette land har godkendt ICC's behandling af krigsforbrydelser, eller at FN's Sikkerhedsråd har godkendt, at ICC behandler krigsforbrydelser begået her. USA har presset 32 lande, herunder Israel, Rumænien og Indien til at love ikke at overholde traktaten, hvis disse lande bliver bedt om at udlevere amerikanske soldater. USA fik denne aftale i stand ved at true med økonomiske sanktioner mod de to lande. Desuden nægter USA at deltage i fredsbevarende FN-styrker, så længe de amerikanske soldater ikke er sikret mod retsforfølgelse ved ICC. Nogle mener, at USA på denne måde kan underminere den internationale kriminaldomstols arbejde. Det beskrives i nyhedsanalyserne "Angrebsmål: Retssamfundet" i Information 15. august 2002 (se kilder) og "Indien og USA i uhellig alliance" i Information 22. januar 2003 (se kilder) samt i baggrundsartiklen "Danmark vil ikke beskytte amerikanske soldater" på DR's hjemmeside (se kilder). Andre lande, der traditionelt er imod internationale organer af denne slags, som Iran og Irak, har til gengæld skrevet under. Deres betingelse var, at de enkelte lande har fortrinsret til at behandle krigsforbrydelserne før ICC.

De forskellige landes syn på ICC beskrives i bogen "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1) og i artiklen "Verden med to hastigheder" i FN-bladet (se kilder). 

Hvilke argumenter er der blevet fremført imod de internationale kriminaldomstole?

  • At domstolene blot er et dække for, at det internationale samfund mangler vilje og styrke til at standse de væbnede konflikter rundt omkring i verden med politiske eller militære midler.
  • At domstolene ikke, som det er meningen, fremmer fred og forsoning, men snarere forhindrer det ved at stå for en række bitre og følelsesladede retsopgør, hvor det ofte især vil være den ene part i en konflikt, der bliver dømt.
  • At domstolene krænker de enkelte landes suverænitet, især de enkelte regeringers ret til selv at håndtere efterspillet af en væbnet konflikt. Det vil være bedre at gennemføre retssager lokalt. Lokale retssager vil give civilbefolkningen en stærkere følelse af retfærdighed og give mulighed for, at landene kan bevise, at de er kommet på fode igen.
  • At domstolene med deres arbejde kan skade de fredsbevarende styrkers indsats, fordi de fredsbevarende styrker vil blive mistænkt for at jagte krigsforbrydere.
  • At domstolene er oprettet med det formål at undertrykke folk i de i forvejen konflikthærgede områder. Denne holdning var i en årrække meget udbredt i Eksjugoslavien og er det stadig visse steder, især i Serbien.
  • At domstolene er for ineffektive og derfor trækker forsonings- og fredsprocessen i konfliktområderne ud.
  • At domstolene er dobbeltmoralske. Som et eksempel på dobbeltmoral nævnes ofte, at anklagen mod Slobodan Milosevic blev fremsat netop i den periode, hvor NATO begyndte at bombe Jugoslavien i foråret 1999, og at domstolen dermed forsøgte at give indtryk af, at bombningerne var berettigede. Desuden anklages domstolen især fra serbisk side for at have undladt at anklage generaler fra NATO for bombningerne, som kostede en del civile ofre. Beskyldningerne mod NATO gennemgås i artiklen "NATO beskyldes for krigsforbrydelser" i Aktuelt 8. juni 2000 (se kilder). Et andet ofte fremført eksempel er, at en af de hovedansvarlige for krigsforbrydelserne på Balkan, den tidligere kroatiske præsident Franjo Tudjman, som døde i december 2000, aldrig er blevet anklaget for noget.
  • At domstolene er for dårlige til at informere om deres arbejde og derfor fortsat blive opfattet som imperialistiske og politiske institutioner. Det er især tilfældet i Eksjugoslavien. Her har den internationale kriminaldomstol for Eksjugoslavien dog de seneste år afholdt en del informationsmøder om domstolens arbejde for at komme de mange fordomme og beskyldninger til livs.
  • At de efterforskere, der er ansat til at finde beviser mod krigsforbryderne, er ukvalificerede og uinteresserede i deres arbejde. Denne kritik er blevet rettet specifikt mod den internationale straffedomstol for Rwanda, og chefanklager Carla del Ponte erkender i artiklen "En presset domstol i verdens største mordsag" i Kontakt (se kilder), at efterforskningsarbejdet er præget af ineffektivitet.
De ovenstående argumenter nævnes i artiklen "Gensyn med Nürnberg" i Amnesty Internationals blad nr. 6, december 1994 (se kilder), i artiklen "Den internationale straffedomstols jurisdiksjon er ikke for vidtrækkende" i tidsskriftet EU- og menneskeret (se kilder) og i artiklen "Politisk domstol eller skinbarlig retfærdighed" i tidsskriftet Udenrigs (se kilder). 

Hvad er alternativet til internationale kriminaldomstole?

Et muligt alternativ er sandheds- og forsoningskommissioner, der ikke har til formål at straffe, men derimod at søge at finde frem til sandheden om forbrydelser mod folkeretten og sætte en form for forsoning mellem ofre og forbrydere i stand.

Sandhedskommissioner er typisk oprettet for at efterforske og rapportere om enkeltpersoners alvorlige krænkelser af menneskerettigheder i en bestemt periode, i et bestemt land eller i relation til en bestemt konflikt. Sandhedskommissioner lader ofre, deres slægtninge og forbrydere aflægge vidnesbyrd om menneskerettighedskrænkelser og giver ofte også anbefalinger til, hvordan det kan forhindres, at sådanne overgreb finder sted i fremtiden.

Links til sandheds- og forsoningskommissioner og dokumenter om baggrunden for dem findes på hjemmesiden for United States Institute of Peace Library (se kilder). Den mest berømte sandheds- og forsoningskommission er den sydafrikanske, som blev oprettet i 1995 efter cirka 50 års Apartheid-styre, hvor de hvide borgere havde flere rettigheder end de sorte. Forsoningsprocessen som beskrives på DR's temaside om fred og forsoning (se kilder) og på hjemmesiden for Sydafrika Kontakt (se kilder).

Argumentet for at oprette lokale sandheds- og forsoningskommissioner kan ifølge byretsdommer Ulf Østergaard-Nielsen være, at disse kommissioner "i almindelighed vil give langt mere mening, fordi de indebærer, at man ikke lukker øjnene og lader, som om intet er sket, men erkender, at man må igennem en pinefuld proces ved konfrontation med fortidens ugerninger. Det indebærer, at man ikke vasker hænderne, men står ved, at hele samfundet ikke tog tilstrækkeligt klart afstand fra handlingerne, da de blev begået. Sandheds- og forsoningskommissioner betyder, at man har indset, at samfundet som et hele ikke kan fralægge sig ansvaret for ugerningerne gennem straf, men vedgår medansvaret." Dette argument fremfører Ulf Østergaard-Nielsen i kronikken "Straffen for krig" i Politiken 12. marts 2001 (se kilder). 

Hvordan fanges krigsforbrydere, der skal stilles for de internationale kriminaldomstole?

Domstolene er dømmende magter og har ikke politimyndighed. De kan altså ikke selv pågribe krigsforbrydere, men er afhængige af et nært Domstolene er dømmende magter og har ikke politimyndighed. De kan altså ikke selv pågribe krigsforbrydere, men er afhængige af et nært samarbejde med de enkelte stater - både efterretningstjenester i vestlige lande og officielle myndigheder i de lande, hvor krigsforbrydelserne har fundet sted. Selv om alle lande, der har underskrevet FN-resolutionen om de to ad hoc-domstole for Rwanda og Eksjugoslavien, har pligt til at samarbejde og udlevere formodede krigsforbrydere på befaling fra domstolene, er det endnu ikke lykkedes at finde frem til og få udleveret alle de anklagede ved de to domstole. Det skyldes blandt andet, at borgere og politikere i mange lande ikke mener, at de internationale domstole er neutrale og retfærdige. De opfatter domstolene som vestlige imperialistiske redskaber og ønsker derfor, at et retsopgør skal finde sted lokalt.

Disse problemer beskrives i artiklen "Politisk domstol eller skinbarlig retfærdighed" i tidsskriftet Udenrigs (se kilder) og i artiklen "Jagten på Karadzic" på DR's hjemmeside (se kilder). Der har ofte været argumenteret for, at de fredsbevarende styrker på Balkan burde gå aktivt ind i jagten på krigsforbryderne, men det har disse styrker nægtet. 

Bliver alle krigsforbrydelser behandlet ved en domstol?

Nej, langtfra. Der har for eksempel ikke været noget retsopgør efter Koreakrigen i 1950'erne, Algeriets befrielseskrig frem til 1962, Vietnamkrigen i 1960'erne eller krigen i Afghanistan i 1980'erne. Under Vietnam-krigen blev der begået en lang række handlinger, der må betegnes som krigsforbrydelser, men kun en enkelt person, løjtnant William Casey blev dømt. Han blev gjort ansvarlig for den berygtede My Lai-massakre i 1968, hvor en hel landsby blev udslettet. Der var dog klare indicier i retning af, at det ikke var løjtnant Casey, der tog initiativ til massakren, men at ordren kom oppefra.

Man kunne også nævne en lang række andre konflikter og krige, hvor der har fundet krigsforbrydelser sted, som ingen er blevet stillet til ansvar for, og nye typer af krigshandlinger er kommet til, som ikke med sikkerhed kan defineres som krigsforbrydelser. For eksempel beordrede den daværende irakiske leder Saddam Hussein, at der blev sat ild til kuwaitiske oliefelter, da hans hær under Golfkrigen i 1991 blev tvunget til at trække sig ud af Kuwait igen. De brændende oliefelter skabte en forureningskatastrofe, men der blev ikke rejst sag mod Saddam Hussein for krigsforbrydelser. De mange krige og overvejelserne om, hvilke krigsforbrydelser der blev begået, findes i bogen "Krigsforbrydelser fra Nürnberg til Haag" (1).

Ovennævnte krige er der ikke blevet oprettet ad hoc-domstole for, og den internationale kriminaldomstol, ICC, kan kun tage fat på forbrydelser, der er begået siden 1. juli 2002. Det vil sige, at for eksempel Iraks tidligere leder Saddam Hussein ikke kan blive retsforfulgt ved ICC, selv om flere menneskeretsorganisationer har samlet materiale til anklager mod ham for både krigsforbrydelser, folkedrab og forbrydelser mod menneskeheden, hvilket fremgår af artiklen "Anklagerne mod Iraks leder er klar" i Berlingske Tidende 19. marts 2003 (se kilder). Og selv krigsforbrydelser, der er blevet foretaget siden da, vil ikke med sikkerhed blive behandlet ved ICC. Det skyldes både ICC's begrænsede ressourcer økonomisk og personalemæssigt og manglende samarbejdsvilje fra regeringer i de lande, hvor der er foregået krigsforbrydelser.

Erfaringerne fra de to ad hoc-domstole for Rwanda og Eksjugoslavien viser, at det kan være svært at få de nye regeringer i landene til at udlevere formodede krigsforbrydere til de internationale domstole, og ICC har i modsætning til de to ad hoc-domstole ikke altid mulighed for at pålægge regeringer at udlevere bestemte personer til retsforfølgelse. ICC kan tage sager op i tilfælde, hvor domstolen skønner, at de pågældende landes regeringer ikke er i stand til eller har vilje til at foretage en retfærdig og tilbundsgående retforfølgelse af krigsforbrydere. Men selv da kan de enkelte lande anke afgørelsen og dermed trække afgørelsen i langdrag og besværliggøre domstolens arbejde. Domstolens muligheder og begrænsninger beskrives i artiklen " Den internationale straffedomstols jurisdiksjon er ikke for vidtrekkende" i tidsskriftet EU- og menneskeret (se kilder). 

Hvilke domstole har anklaget og dømt krigsforbrydere?

  • Det Internationale Militærtribunal i Nürnberg 1945-46: Her blev 20 ledende nazister dømt for forbrydelser mod folkeretten, herunder krigsforbrydelser begået før og under anden verdenskrig, og desuden blev et stort antal 'mindre fisk' også dømt.
  • Tokyo 1946-48: Her blev lidt over 20 ledende japanske militærfolk dømt for forbrydelser mod folkeretten, herunder krigsforbrydelser, begået under anden verdenskrig.
Herefter gik der næsten 50 år, hvor ingen personer blev anklaget eller dømt af en international straffedomstol. Det skyldtes, at det internationale samfund ikke kunne enes om, hvordan en sådan international domstol skulle indrettes, og hvordan det folkeretlige grundlag skulle forstås især i forhold til vurdering af individuelt ansvar. 
  • Siden er der dog blevet oprettet et par midlertidige internationale domstole samt for ganske nylig en permanent international kriminaldomstol, ICC. De er oprettet med inspiration fra domstolene i Nürnberg og Tokyo, men ved disse domstole kan der ikke idømmes dødsstraf. Der kan kun afsiges to kendelser: fængselsstraf eller frifindelse.
  • Desuden har der få steder fundet domfældelser sted ved nationale domstole (se under spørgsmålet Hvilke nationale domstole findes der for krigsforbrydelser?).

Hvilke sager mod krigsforbrydere er blevet opgivet?

Der er en del sager mod formodede krigsforbrydere, der er blevet opgivet. En af de mest markante var sagen om Chiles tidligere diktator Augusto Pinochet. Han rejste i efteråret 1998 til London for at blive behandlet på et engelsk hospital, og han regnede med, at han hverken ville blive anholdt eller straffet, da han som tidligere statsoverhoved håbede på at have diplomatisk immunitet. Men Pinochet blev anholdt, og herefter begyndte statsoverhoveder rundt omkring i verden at tale om en Pinochet-effekt: at verdens torturbødler, krigsforbrydere og diktatorer nu ville få et klart signal om, at de ikke kunne vide sig sikre og ikke kunne rejse frit alle steder i verden. Pinochet blev imidlertid efter mange overvejelser løsladt med den begrundelse, at han var for syg og svækket til at klare en retssag. Eksil-chilenere i Danmark, der var blevet mishandlet af Pinochets torturbødler, forsøgte at overtale den danske regering til at få udleveret Pinochet til Danmark og retsforfølge ham. Men den danske regering meddelte, at den danske lovgivning ikke giver mulighed for at kræve personer udleveret, der har stået bag krænkelser af folkeretten i udlandet. Pinochet-sagen beskrives i artiklen "Pinochet-sag blev en halv fuser" i Berlingske Tidende 13. januar 2000 (se kilder).

Den belgiske regering forsøgte også i 2002 at få Israels premierminister Ariel Sharon udleveret for at retsforfølge ham for krigsforbrydelser begået i 1982 i forbindelse med massakrerne på to palæstinensiske flygtningelejre i Libanon. Dengang var Sharon forsvarsminister. En belgisk advokat ville føre sagen på vegne af 23 palæstinensere, der var bosat i Belgien, men den internationale kriminaldomstol ICC satte sig imod udleveringen. Baggrunden for sagen gennemgås i et interview med den belgiske advokat "Kampen for retfærdighed" i Politiken 21. april 2002 (se kilder). Det er dog muligt, at Sharon kan udleveres, når han ikke længere er premierminister, fremgår det af Reuters-telegrammet "Sharon kan retsforfølges i Belgien" 13. februar 2003 (se kilder).

Tilfældigheden omkring, hvilke formodede krigsforbrydere eller personer, der har forbrudt sig mod andre internationale love, der stilles for en domstol, og hvilke der går fri, beskrives i artiklen "Grænseløst" i Weekendavisen 30. november 2001 (se kilder) og i kronikken "Torturens fristed" i Politiken 17. december 2001 (se kilder).

Krigsforbrydelser og debat om krigsforbrydelser i Danmark

Var der krigsforbrydere i Danmark under anden verdenskrig?

Ja, der var både tyske og danske nazister, der begik forbrydelser, som kan defineres som krigsforbrydelser. Det var dog kun i ganske lille omfang i forhold til, hvad der foregik i Tyskland og andre steder under krigen. De mindre krigsforbrydelser, der fandt sted i Danmark, beskrives i artiklen "En forsvundet krigsforbryder" fra tidsskriftet Vendsyssel nu og da (se kilder). Artiklen handler om den tyske Gestapo-leder Fritz Bolle, som var kendt for sin voldelige og brutale fremfærd i Gestapos hovedkvarter i Nordjylland, hvor han gav ordre til tortur og drab på danske fanger. I artiklen gennemgås også forskellige teorier om hans forsvinden umiddelbart efter krigens afslutning.

Hvad skete der med krigsforbryderne efter krigen?

Fire af de øverstbefalende nazister i Danmark blev arresteret, stillet for en dansk domstol og dømt. Det var den øverstbefalende for samtlige tyske enheder i Danmark, Werner Best, lederen af det tyske politi i Danmark, Friedrich W. L. Pancke, chefen for Gestapo i Danmark, Otto von Bovensiepen, og den øverste tyske militærchef i Danmark, general von Hannecken. Da de var blevet dømt i Danmark, blev de udleveret til andre lande, der også ønskede at retsforfølge dem for forbrydelser begået under krigen. Også mindre krigsforbrydere og mange stikkere, altså personer der havde videregivet fortrolige oplysninger om modstandsbevægelsen eller lignende til den tyske besættelsesmagt, og mindre krigsforbrydere, blev dømt i dagene umiddelbart efter befrielsen. Det foregik i en ophidset stemning, hvor de juridiske principper ifølge den danske højesteretspræsident ikke havde høj status: "Det er jo et juridisk galehus!", udbrød han, da han vendte hjem fra sin flugt til Sverige og så, hvad der foregik.

Den danske modstandsbevægelse arresterede over 22.000 mennesker i løbet af få dage, og omkring 14.000 af dem blev dømt for landsforræderi. Langt de fleste havde kæmpet på tysk side i det såkaldte Frikorps Danmark. Kun få af de, der blev dømt for landsforræderi, var dog egentlige krigsforbrydere, og de allerfleste blev idømt straffe på under fire års fængsel. Men der blev også uddelt hårde straffe. 78 blev dødsdømt, men 32 fik dog siden ændret straffen til langvarigt fængsel. 66 fik livsvarigt fængsel, cirka 400 fik fængsel i mere end 10 år, cirka 1000 blev idømt fængselsstraffe på 5-10 år. Disse oplysninger findes i bogen "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1).

Hvilke problemer var der med at dømme folk efter krigen?

Problemet var først og fremmest, at det ikke var klart, hvilken lovgivning de mange arresterede skulle anklages efter. Det var tvivlsomt, hvor mange der kunne kaldes krigsforbrydere, om de snarere var landsforrædere eller terrorister, og man var også i tvivl om, hvorvidt der skulle laves særlige love til at dømme disse forbrydere. Sagerne blev trukket ud, og først i juli 1946 vedtog Folketinget Krigsforbryderloven. Der blev indført dødsstraf med tilbagevirkende kraft, og det har siden været meget omdiskuteret. Desuden er der efterfølgende opstået diskussioner om, hvorvidt også nogle af medlemmerne af modstandsbevægelsen begik krigsforbrydelser, for eksempel ved at skyde folk, som de ikke med sikkerhed havde identificeret som stikkere eller ved at forårsage civile dødsfald.

Et andet problem var, at mange krigsforbrydere aldrig blev straffet, fordi det lykkedes dem at forsvinde ud af Danmark. En af dem var den danske læge Carl Værnet (1893-1965), der gik i nazisternes tjeneste under krigen og udførte eksperimenter på homoseksuelle koncentrationslejrfanger. Han undslap retsforfølgelse ved at flygte til Argentina. Historien om ham fortælles i Ib Markwarths film "Carl Peter Værnet - en skæbne, en film" (se kilder).

En anden var den danske topnazist Søren Kam, der havde været med til at myrde en dansk redaktør i 1943 og desuden havde været idemanden bag de såkaldte antiterrorpatruljer, danske nazister der skulle opspore tyskfjendtlige sabotagegrupper og likvidere dem. Han fik Hitlers sjældne ridderkors for sin indsats. Efter krigen forsvandt han til Tyskland og blev tysk statsborger. Da han i 1995 var med til et krigsveteranstævne i Østrig, blev filmoptagelser fra stævnet vist i dansk tv, og Søren Kam blev genkendt af danske modstandsfolk. Den tyske regering kunne imidlertid meddele den danske regering, at tysk lovgivning forhindrer udlevering af tyske statsborgere til retsforfølgelse i andre lande. Søren Kams karriere under anden verdenskrig og danske nazijægeres jagt på ham efter krigen samt problemerne med at få ham udleveret til retsforfølgelse i Danmark beskrives i artiklen "Dansk krigsforbryder kan gå fri" i Berlingske Tidende 4. maj 1997.

Et tredje problem var, at de danske politikere og embedsmænd var bange for at rage uklar med det nye Tyskland, og derfor forsøgte man at slippe for at føre alt for mange sager mod tyske krigsforbrydere. Man forsøgte at få andre lande til at klare sagerne ved at henvise til, at Danmark var for lille et land til at klare den slags sager. Det fremgår af artiklen "I krig gælder alle kneb … ikke mere" i Samvirke (se kilder). 

Hvad var den første sag om en krigsforbryder i Danmark siden anden verdenskrig?

Bosnieren Refic Saric, der var kommet til Danmark som flygtning under krigen i Eksjugoslavien, blev i november 1994 ved Østre Landsret idømt otte års fængsel for krigsforbrydelser begået i en kroatisk fangelejr under borgerkrigen. Undervejs i retssagen var han af over 50 vidner blevet genkendt som gerningsmanden bag en stribe grusomheder, blandt andet vold med døden til følge, mens han var fangevogter i en kroatisk fangelejr i Bosnien. Saric kunne dømmes i Danmark, fordi Danmark har underskrevet to internationale Geneve-konventioner om beskyttelse af ofre for væbnede konflikter, og disse konventioner betyder, at folk, uanset hvor de kommer fra, og hvor forbrydelsen er foregået, kan straffes i Danmark efter dansk straffelov.

Sagen mod Refic Saric beskrives i artiklen "Pinochet-sagen har et dansk fortilfælde" i Berlingske Tidende 10. november 1998.

Hvilke formodede krigsforbrydere har opholdt sig i Danmark inden for de seneste år?

Blandt andre Rwanderen Innocent Sagahutu, der var kommet til Danmark som flygtning efter borgerkrigen i Rwanda i 1994. Han blev anholdt i februar 2000 i Skjern, da det blev klart for de danske myndigheder, at Sagahutu var sigtet for krigsforbrydelser. Sagahutu fik asyl i Danmark, fordi han ikke var på de lister over eftersøgte forbrydere, som den internationale kriminaldomstol for Rwanda offentliggjorde på internettet. Han var derimod blandt de personer, som domstolen ikke offentliggjorde navnene på af frygt for, at de ville forsvinde. Efter fire ugers varetægtsfængsling i Danmark, blev Sagahutu udleveret til retsforfølgelse ved den internationale kriminaldomstol for Rwanda. Sagen fik Udlændingestyrelsen til at stramme op på kontrollen af de rwandere, der søgte asyl i Danmark og satte i en periode en stopper for modtagelsen af kvoteflygtninge fra Rwanda.

Sagen omtales i artiklen "Samtlige rwandere i Danmark undersøges" i Jyllands-Posten 17. marts 2000 (se kilder).

Også to tidligere soldater fra henholdsvis Burundi og Sierra Leone, som menes at have begået krigsforbrydelser, har været på tålt ophold i Danmark. Deres sager efterforskedes ifølge artiklen "Flere krigsforbrydersager på vej" i Politiken 21. april 2002 (se kilder) af rigsadvokat Henning Fode. Manden fra Sierra Leone har dog ifølge daværende justitsminister Frank Jensen (S) forladt landet igen i oktober 2001, men manden fra Burundi vil muligvis blive tiltalt.

Hvad er den mest aktuelle sag om en formodet krigsforbryder i Danmark?

Det er sagen om den tidligere irakiske hærchef Nizar al-Khazraji. Han menes at være meddelagtig i folkedrab og fordrivelse af hundredetusinder af kurdere i 1984-1988. I 2001 blev han nægtet asyl i Danmark, fordi Flygtningenævnet mente, at han var skyldig i forbrydelser mod folkeretten. Men da han ville risikere dødsstraf, hvis han vendte hjem til Irak, fik han derfor såkaldt tålt ophold i Danmark og blev placeret i Sorø. Ringsted Politi har siden forsøgt at undersøge, om der kan rejse tiltale mod den tidligere hærchef, hvilket fremgår af artiklen "Flere krigsforbrydersager på vej" i Politiken 16. april 2002 (se kilder). I foråret 2003 forsvandt den tidligere hærchef imidlertid fra Danmark og dukkede siden op i Irak under den USA-ledede krig mod landet, og der opstod mistanke om, at han var blevet hentet ud af Danmark af den amerikanske efterretningstjeneste for at hjælpe USA under krigen mod hærchefens tidligere arbejdsgiver Saddam Hussein. Justitsminister Lene Espersen (K) blev af Folketinget tildelt en næse for ikke at have sørget for ordentligt opsyn med hærchefen.

En anden iraker, der er mistænkt for krigsforbrydelser, har også haft ophold i Danmark, men forsvandt i november 2002, fremgår det af artiklen "Sløset kontrol af tålt ophold" i Politiken 4. april 2003 (se kilder).

Hvad gør Danmark for at retsforfølge krigsforbrydere i dag?

Den danske regering ratificerede i juni 2001 statutten for den internationale kriminaldomstol ICC, og regeringen tager det også alvorligt, at ICC kun skal tage sig af helt specielle sager, mens domstolens medlemslande skal tage sig af de sager, de selv kan magte. Derfor besluttede folketinget i oktober 2001, at der skulle laves en revision af lovreglerne om, hvilke personer der kan straffes i Danmark, hvis de har begået forbrydelser i udlandet. Og VK-regeringen besluttede efter sin overtagelse af magten i november 2001, at der skal oprettes en særlig dansk anklagemyndighed for krigsforbrydere, som opholder sig på dansk jord.

Beslutningen blev truffet i foråret 2002, og siden har et udvalg arbejdet på et forslag til, hvordan en sådan anklagemyndighed kan indrettes. Udvalget blev nedsat som en følge af sagen med den tidligere irakiske hærchef Nizar al-Khazraji, der fik tålt ophold i Danmark i 1999. I sommeren 2001 blev Ringsted Politi sat til at efterforske hans fortid med henblik på at retsforfølge ham i Danmark, men Ringsted Politi har haft svært ved at løfte opgaven. En særlig anklagemyndighed med viden om internationale konventioner kom derfor på tale. Danske menneskerettighedsorganisationer er meget positive over for regeringens forslag.

Dette fremgår af artiklen "Flere krigsforbrydersager på vej" i Politiken 16. april 2002 (se kilder) og af kronikken "Torturens fristed" i Politiken 17. december 2001 (se kilder). 

Kilder

Internationale love og konventioner

findes også på engelsk på adressen http://humanrights.dk/
og tillægsprotokollerne fra 1977 findes på Internationale Røde Kors Komités særlige hjemmeside om den humanitære folkeret:
findes på FN's hjemmeside på adressen
findes på domstolens hjemmeside.
findes på hjemmesiden for the Avalon Project ved Yale Law School.

Internationale kriminaldomstole og sandheds- og forsoningskommissioner

- den internationale kriminaldomstol - har sin egen hjemmeside med mange gode faktaoplysninger om domstolens retsgrundlag, arbejde og resultater og svar på de mest udbredte kritikpunkter.
- den internationale kriminaldomstol for Eksjugoslavien - har sin egen hjemmeside, hvor man kan følge domstolens arbejde.
- den internationale kriminaldomstol for Rwanda - har sin egen hjemmeside, hvor man kan følge domstolens arbejde.
har på sin hjemmeside links til og dokumenter om sandheds- og forsoningskommissioner.

Markante organisationer og institutioner i Danmark

har til opgave at foretage uafhængig, tværfaglig udforskning af Holocaust, herunder dets særlige danske aspekter, udforske andre tilfælde af folkedrab, udvikle metoder til forebyggelse af folkedrab samt formidle viden om disse forhold. Der findes dog kun få oplysninger på hjemmesiden.
støtter blandt andet NGO'er i Sydafrika og har på sin hjemmeside artikler om Sandheds- og forsoningskommissionen.
danske hjemmeside indeholder materiale om organisationens kampagne om den internationale kriminaldomstol ICC.

Markante organisationer og institutioner i udlandet

er en stor database om forskellige folkeretlige emner, hvor man kan finde mange dokumenter og links til internationale organisationer, der arbejder med blandt andet krigsforbrydelser. Et særligt kapitel om internationale domstole findes her.
er tilknyttet Yale Law School og har en hjemmeside med mange dokumenter om Nürnberg-processen 1945-46.
er tilknyttet Yale universitet og følger udviklingen hen mod forsoning, retsforfølgelse og oplysning om folkemordet i Cambodia 1975-1979.
er et netværk af over 1000 organisationer, der i årevis har arbejdet for at få etableret en international straffedomstol og nu arbejder for at effektivisere ICC. På deres hjemmeside er der opdaterede oplysninger om ICC’s arbejde.
er en sammenslutning af journalister, forskere og almindelige borgere i USA, der ønsker at oplyse om krigsforbrydelser og de love, der regulerer forholdene under krig. Her er temaer om krigen i Irak, Vietnamkrigen, krigen i Tjetjenien og terrorangrebet 11. september, hvor det diskuteres, om terrorisme er en krigsforbrydelse.
har en særlig sektion på sin hjemmeside med links til dokumenter om krigsforbrydelser og forbrydelse mod menneskeheden og links til de internationale kriminaldomstole.
er tilknyttet Kriminologi og Strafferet ved The University of Memphis og The Crime, Law and Justices Program på Sociologi ved The Pennsylvania State University og har en hjemmeside, der blandt andet indeholder omfattende bibliografier og links.
har en særlig hjemmeside om den humanitære folkeret, hvor man blandt andet kan finde Geneve-konventionerne fra 1949 og de to tillægsprotokoller fra 1977.
er en hjemmeside lavet af forskeren Stuart D. Steins fra det økonomiske og samfundsvidenskabelige fakultet ved University of the West of England.

Aviser

Seidelin, Michael:
Nazijægeren går på pension, Politiken, 2003-04-30.
Davidsen Nielsen, Hans:
Sløset kontrol af tålt ophold, Politiken, 2003-04-04.
Marcher, Anette:
Advarsel til gamle diktatorer, Politiken, 2003-03-23.
Damkjær, Ole:
Anklagerne mod Iraks leder er klar, Berlingske Tidende, 2003-03-19.
Reuters:
Sharon kan retsforfølges i Belgien, Berlingske Tidende, 2003-02-13.
Ramachandaran, Shastri:
Indien og USA i uhellig alliance, Information, 2003-01-22. Nyhedsanalyse.
Møller, Bjarke:
Angrebsmål: Retssamfundet, Information, 2002-08-15.
Halskov, Lars:
Milosevic' højrehånd frivilligt til Haag, Politiken, 2002-05-03.
Blok Thomsen, Claus:
Kampen for retfærdighed, Politiken, 2002-04-21.
Benner, Torben og Blok Thomsen, Claus:
Flere krigsforbrydersager på vej, Politiken, 2002-04-16.
Benner, Torben:
Intet krav på fange, Politiken, 2002-01-23.
Beck, Henrik:
Torturens fristed, Politiken, 2001-12-17. Kronik.
Bramming, Pernille:
Grænseløst, Weekendavisen, 2001-11-30.
Frøslev, Lene:
Da ondskaben fik frit spil, Berlingske Tidende, 2001-08-03.
Østergaard-Nielsen, Ulf:
Straffen for krig, Politiken, 2001-03-12. Kronik.
Larsen, Allan:
NATO beskyldes for krigsforbrydelser, Aktuelt, 2000-06-08.
Bové, Sune:
Samtlige rwandere i Danmark undersøges, Jyllands-Posten, 2000-03-17.
Justesen, Klaus:
Dommedag nu, Jyllands-Posten, 2000-03-04.
Damkjær, Ole:
Pinochet-sag blev en halv fuser, Berlingske Tidende, 2000-01-13.
Damkjær, Ole:
Pinochet-sagen har et dansk fortilfælde, Berlingske Tidende, 1998-11-10.
Harhoff, Frederik:
Skyldig i folkedrab, Information, 1998-09-22. Kronik.
Høgh-Sørensen, Erik:
Dansk krigsforbryder kan gå fri, Ritzaus Bureau, i Berlingske Tidende, 1997-05-04.

Centrale magasin- og tidsskriftsartikler

DR Udland:
Danmark vil ikke beskytte amerikanske soldater, 8. maj 2003.
Gjøde Nielsen, Henrik:
En forsvundet krigsforbryder, Vendsyssel nu og da 2002, Vendsyssel Historiske Museum.
Elkrog, Charlotte:
Folkedrab og massemord i Cambodja 1975-79, Historielærerforeningen for Gymnasiet og HF noter, nr. 153, juni 2002.
Bernhardt, Dennis D.:
Danmark kan ikke straffe krigsforbrydere. Netjurist, 2001-07-07.
Andersen, Erik André:
Politisk domstol eller skinbarlig retfærdighed, Udenrigs, nr. 2/2001, Det Udenrigspolitiske Selskab.
Willum, Gunnar og Willum, Bjørn:
En presset domstol i verdens største mordsag, Kontakt, nr. 5/2000, Mellemfolkeligt Samvirke.
Bergsmo, Morten og Arbour, Louise:
Den internasjonale straffedomstols jurisdiksjon er ikke for vidtrekkende, EU-ret & menneskeret, nr. 2/2000, Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
Hjortsø, Thomas:
Jagten på Karadzic, 2000.
Døcker, Henrik:
Verden med to hastigheder, FN-bladet, nr. 5/1998, FN-forbundet.
Døcker, Henrik:
Forbrydelser mod menneskeheden nu for en ny verdensdomstol, FN-bladet, nr. 3/1998, FN-forbundet.
Kramer Johansen, Roald:
I krig gælder alle kneb … ikke mere, Samvirke, nr. 8/1996, FDB.
Kramer Johansen, Roald:
Verden venter på Karadzic, Amnesty, nr. 3/1996, Amnesty International Danmark.
Rostrup, Ask:
Gensyn med Nürnberg, Amnesty, Amnesty International, nr. 6, december 1994.
Bjerager, Erik:
Balkans bødler, Børsens Nyhedsmagasin, nr. 6/1993.

Tv-indslag og dokumentarfilm

Esmann, Frank og Retsbo, Ole:
Temalørdag på DR2 om krigsforbrydelser i Eksjugoslavien og sagerne mod krigsforbryderne ved domstolen i Haag. Sendt 9. februar 2002.
Holmstrup, Ulrik; Schou, Lars og Klüwer, Keld:
En minister krydser sit spor, DFI, 2000. En dokumentarfilm om indenrigsminister Birte Weiss rejse til Bosnien, hvor hun overværer åbningen af en massegrav, og om hendes forsøg på at afdække omstændighederne omkring den krigsforbrydelse, der lå bag massegraven.
Markwarth, Ib:
Carl Peter Værnet - en skæbne, en film, Telefilm, 2002. <br />En film om den danske læge Carl Værnet (1893-1965), der gik i nazisternes tjeneste under anden verdenskrig og udførte eksperimenter på homoseksuelle koncentrationslejrfanger. Han undslap retsforfølgelse ved at flygte til Argentina efter krigen
Sørensen, Durdica Z.:
Den jugoslaviske krig, 1997. En dokumentarfilm om Jugoslaviens sammenbrud og de efterfølgende krigsår, der var præget af etniske udrensninger, folkemord og krigsforbrydelser. Med øjenvidneskildringer.

Relevant faglitteratur

Jensen, Nils Aage:
Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag, Gyldendal Uddannelse, Nordisk Forlag A/S, 2002.
Koefoed, Nina og Claus Møller Jørgensen m.fl (red.):
Folkemord, Den Jyske Historiker, nr. 90, december 2000. En samling af akademiske artikler om folkemord, folkemordsforskning og FN's indsats for at forebygge og straffe folkedrab.
Kragh, Ole:
Dommen i Nürnberg, Stig Vendelkjærs Forlag, 1982.
Gyldendals Leksikon, Nordisk Forlag, København, 1977. Bind 5.

Relevant skønlitteratur

Hukanovic, Rezak:
Helvetets Tiende Port. <br />Et halvt år i dødsleirer i Bosnia, Sypress Forlag, Norge, 1993. Selvbiografisk roman om opholdet i to serbiske dødslejre, skrevet af en bosnisk digter under hans asyl i Norge.

Emnesøgning i bibliotek.dk

Emnesøgning på 'Krigsforbrydelser'