Krigsforbrydelser

Artikel type
faktalink
journalist Malene Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2003
Main image
Krigsforbrydelser tekst: Nürnberg-processen. Nürnberg, Tyskland. 1946.
Krigsforbrydelser tekst: Nürnberg-processen. Nürnberg, Tyskland. 1946.
Foto: Sipa/Scanpix

Der bliver begået krigsforbrydelser i næsten enhver krig, og det er langt fra alle krigsforbrydere, der bliver opdaget eller stillet for en domstol. Men der er udsigt til, at flere krigsforbrydere bliver retsforfulgt i fremtiden. Over 100 lande har besluttet at etablere en international domstol for krigsforbrydelser, hvor forbrydere fra hele verden kan anklages og dømmes. Det er dog ikke alle lande, der mener, at denne domstol er udtryk for retfærdighed.

 

 

Introduktion

Indledning

Der bliver begået krigsforbrydelser i næsten enhver krig, og det er langt fra alle krigsforbrydere, der bliver opdaget eller stillet for en domstol. Men der er udsigt til, at flere krigsforbrydere bliver retsforfulgt i fremtiden. Over 100 lande har besluttet at etablere en international domstol for krigsforbrydelser, hvor forbrydere fra hele verden kan anklages og dømmes.

Det er dog ikke alle lande, der mener, at denne domstol er udtryk for retfærdighed. Stormagten USA og en lang række lande, som er økonomisk afhængige af et godt forhold til USA, har besluttet ikke at støtte den internationale krigsforbryderdomstol, blandt andet fordi USA er bange for, at amerikanske soldater i fredsbevarende styrker rundt omkring i verden kan risikere at blive stillet for domstolen. Danmark derimod støtter domstolen, og regeringen arbejder desuden på at ændre lovgivningen, så det bliver nemmere at retsforfølge personer i Danmark for krigsforbrydelser begået i udlandet.

Hvad er en krigsforbrydelse?

En krigsforbrydelse kan ifølge Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1) defineres som "overtrædelse af folkerettens bestemmelser vedrørende krigsførelse begået af medlemmer af væbnede styrker eller andre, til disse knyttede personer."

En krigsforbrydelse er en type af folkeretlige forbrydelser. Det skal dog tilføjes, at denne definition ikke er helt fast. Der er ved de internationale kriminaldomstole for Rwanda og Eksjugoslavien ikke nogen ens praksis for, hvordan krigsforbrydelser defineres. Nogle domme bygger på den fortolkning, at kun personer, der har deltaget direkte i krigshandlinger, kan dømmes for krigsforbrydelser, mens andre domme bygger på den fortolkning af folkeretten, at en person kan dømmes for krigsforbrydelser, hvis de ulovlige handlinger har fundet sted i tilknytning til den væbnede konflikt. De forskellige fortolkninger beskrives i kronikken "Skyldig i folkedrab" i Information 22. september 1998 (se kilder).

Hvad er en krigsforbryder?

En krigsforbryder er ifølge Gyldendals Leksikon (se kilder) en "person, som under krig har forbrudt sig mod folkeretlige regler ifl. traktat eller sædvaneret, blandt andet ved handlinger som drab, mishandling eller deportation til tvangsarbejde af civilbefolkningen i krigsførende eller besatte områder, og drab eller mishandling af krigsfanger." Det vil sige, at alle personer, der udfører en handling, som kan kaldes en krigsforbrydelse, er krigsforbryder. Det gælder både øverstbefalende og almindelige soldater. Det er dog typisk de øverstbefalende i en krig, der bliver retsforfulgt for krigsforbrydelser, da man vurderer, at de ofte er ansvarlige for de krigsforbrydelser, som almindelige soldater har begået.

Hvilke former for krigsforbrydelser findes der?

Det Danske Center for Menneskerettigheder har på deres hjemmeside et tema om internationale konventioner og love, som omtaler de mest almindelige former for krigsforbrydelser:
  • Drab, mishandling eller deportation til tvangsarbejde af civilbefolkningen i besatte områder.
  • Drab eller mishandling af krigsfanger og gidsler.
  • Plyndringer eller krigsmæssigt unødvendige ødelæggelser.

Hvad er forskellen på krigsforbrydelser og krigshandlinger?

Krigshandlinger er enhver handling, der finder sted under en væbnet konflikt, mens krigsforbrydelser er de handlinger, der udgør en overtrædelse af reglerne for krig. Det kan virke besynderligt, at der er regler for krig, men det er en gammel tradition at opstille sådanne regler. De første regler for krigsførelse blev vedtaget i Europa efter afslutningen på den såkaldte 'trediveårskrig', der fandt sted frem til 1648. De stater, som deltog i fredsslutningen, lavede et sæt regler, som kaldes folkeretten. Den består af aftaler, der skal regulere de enkelte landes forhold til hinanden. Men aftalen holder selvfølgelig kun, indtil der er et land, der ikke vil acceptere reglerne. Og det er sket mange gange i historien, at lande ikke har villet acceptere de internationale regler. En del af folkeretten handler om, hvordan man må føre krig, og overtrædelse af disse regler er krigsforbrydelser. Baggrundsoplysninger om etableringen af regler for krig findes i Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelser - Nürnberg til Haag" (1).

Hvad er forskellen på krigsforbrydelser og andre forbrydelser mod folkeretten?

Forbrydelser mod folkeretten bliver også kaldt menneskerettighedskrænkende forbrydelser, og de kan deles op i flere typer, blandt andet forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser.

Forbrydelser mod menneskeheden kan også finde sted under en krig og kaldes nogle gange krigsforbrydelser, men er i juridisk forstand en særskilt form for forbrydelser.

Den mest markante forskel er, at krigsforbrydelser som regel bliver begået mod andre staters borgere, mens forbrydelser mod menneskeheden som regel bliver begået mod statens egne borgere.

Ifølge statutten for den internationale kriminaldomstol (ICC) (se kilder) kan nogle handlinger begået under en borgerkrig, altså mod statens egne borgere, dog også kaldes krigsforbrydelser.

En krigsforbrydelse kan både være omfattende og systematisk eller en enkelt vilkårlig handling. Forbrydelser mod menneskeheden er til gengæld næsten altid omfattende og systematiske. Denne skelnen beskrives i temaet om brud på folkeretten på Det Danske Center for Menneskerettigheders hjemmeside (se kilder).

Hvordan kan man kende forskel på krigsforbrydelser og andre typer brud på folkeretten?

Det er ikke let at skelne mellem disse typer af forbrydelser, da de ofte indeholder næsten ens elementer. Et par eksempler kan tydeliggøre de i alt tre typer af brud på folkeretten, der normalt skelnes imellem i international ret:
  1. Folkedrab, det vil sige samlet drab på en bestemt folkegruppe eller forsøg herpå. Eksempel: Iraks giftgasangreb på og forfølgelse af kurderne. Et andet eksempel var højreekstreme hutuers massakre på og opfordring til massedrab på tutsi-befolkningen i Rwanda. Den 2. september 1998 blev borgmester Jean-Paul Akayesu fra Rwanda dømt for folkedrab ved den internationale kriminaldomstol for Rwanda, ICTR, (se kilder). Det var den første dom for folkedrab efter international ret, og den første dom for forbrydelser mod menneskeheden begået i en intern konflikt.
    Dommen og baggrunden for den beskrives i kronikken "Skyldig i folkedrab" i Information 22. september 1998 (se kilder).
  2. Overtrædelse af krigens love = krigsforbrydelser, det vil sige krænkelser af Røde Kors' Genevekonventioner om behandling af civile under krig og krigsfanger m.m. Eksempel: En amerikansk løjtnants nedskydning af civile vietnamesere i landsbyen My Lai.
  3. Forbrydelser mod menneskeheden: Tortur, voldtægt som politisk/militært middel, etnisk udrensning. Eksempel: De serbiske bosnieres fremfærd over for muslimer i Bosnien.
Disse eksempler er nævnt i artiklen "Forbrydelser mod menneskeheden nu for en ny verdensdomstol" i FN-bladet (se kilder).

Hvordan er begrebet krigsforbrydelser opstået?

Krigsforbrydelser har været strafbare under nationale domstole siden middelalderen, og i 1815 fandt et af de allerførste forsøg på at dømme og straffe en krigsforbryder sted. Krigsforbryderen var Napoleon den 1., der var kejser i Frankrig fra begyndelsen af 1800-tallet og førte en lang række krige over hele Europa og i kolonier i Asien og Afrika. I 1815 led han et afgørende nederlag og overgav sig. Sejrherrerne, England, Østrig og Preussen, besluttede at straffe Napoleon for de mange tab, han havde påført verden ved at føre krige. Han blev sendt i eksil på den lille ø Sankt Helena i Atlanterhavet og blev der til sin død. Der var imidlertid ikke tale om nogen egentlig retssag, og Napoleon blev heller ikke dømt efter nogle bestemte paragraffer i international lov. På det tidspunkt var der nemlig ikke den slags nedskrevne paragraffer.

Den første omfattende juridiske liste over krigsforbrydelser, Leiber-lovbogen, blev først udgivet af præsident Lincoln i 1863 under den amerikanske borgerkrig. Og herefter blev der vedtaget en række internationale konventioner, som danner grundlag for de retssager, der i dag bliver ført mod krigsforbrydere. Historien om begrebets opståen og 'dommen' over Napoleon findes i Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1). 

Historiske eksempler på krigsforbrydelser

Hvordan forholdt sejrherrerne sig til krigsforbrydelser efter første verdenskrig?

De sejrende magter England, USA og Frankrig gik hurtigt efter krigens afslutning i 1918 i gang med at planlægge en retssag mod Tysklands ledere. Man mente nemlig, at disse ledere både havde skylden for, at krigen var brudt ud, og at de under krigen havde foretaget voldsomme overgreb på civilbefolkningen og på krigsfanger.

Et udvalg udarbejdede en liste over 32 forskellige typer af krigsforbrydelser, som de tyske ledere skulle anklages for, blandt andet mord, terror, udsultning af civilbefolkningen, krænkelse af Røde Kors, mishandling af krigsfanger, tvungen prostitution, anvendelse af gasvåben, forgiftning af brønde. Forberedelserne til retssagen trak imidlertid i langdrag, da Tyskland nægtede at udlevere de 900 officerer og politikere, som de sejrende magter ønskede at retsforfølge. Da der desuden opstod en vis frygt for, at de sejrende nationers soldater kunne anklages for tilsvarende forbrydelser, løb forberedelserne til retssagerne ud i sandet, og domstolen gjorde aldrig sit arbejde færdigt.

Omkring 100 personer blev dog dømt, men fik kun ret milde straffe, bøder og hæfte, og efter fem år stoppede domstolen sit arbejde. Tusinder, der var mistænkt for at have begået krigsforbrydelser, blev aldrig stillet for en domstol, og den hovedanklagede, den tyske kejser, var flygtet til Holland, som ikke ville udlevere ham. Processen efter første verdenskrig beskrives i Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1) og i artiklen "I krig gælder alle kneb … ikke mere" fra Samvirke (se kilder) . 

Hvordan forholdt sejrherrerne sig til krigsforbrydelser efter anden verdenskrig?

Begrebet krigsforbrydelser blev for alvor sat på dagordenen og forsøgt defineret efter anden verdenskrig. Adolf Hitler havde i løbet af krigen udstedt ordrer, der havde resulteret i grusomme drab og udryddelser, ikke mindst i koncentrationslejrene, hvor millioner af mennesker - herunder især jøder, sigøjnere og politiske modstandere blev sultet, skudt og gasset ihjel. Det var holocaust, folkemord. Og ved fronten havde tyske specialkorps uden videre tortureret og dræbt krigsfanger, og i de besatte lande blev tusinder af huse brændt ned og civile dræbt under påskud af, at de tyske tropper ville hævne partisanangreb. Alt dette havde Hitler og andre nazistiske ledere ansvaret for. Men Hitler tog sit eget liv den 30. april 1945 og kunne derfor ikke stilles til ansvar.

I tiden efter krigens afslutning diskuterede politikere, jurister og almindelige borgere derfor, hvad man skulle stille op. Kunne man stille andre til ansvar? Der var jo mange, der havde været med til at udføre drab og udryddelser, og mange andre end Hitler selv havde givet ordrer undervejs. Desuden var der også blevet begået forbrydelser mod personer, der levede i Tyskland, og disse forbrydelser hørte ikke umiddelbart ind under definitionen på krigsforbrydelser.

Det var altså langt fra enkelt at definere de forbrydelser, der havde fundet sted under Hitlers styre, og finde ud af, hvem der kunne straffes og af hvem. Men de sejrende magter var enige om, at forsøget på at straffe de ansvarlige på eftertrykkelig vis ikke denne gang skulle løbe ud i sandet, sådan som det var sket efter første verdenskrig. Overvejelserne om, hvordan man kunne straffe de ansvarlige for forbrydelserne under anden verdenskrig, beskrives i Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1).

Var nazisternes forbrydelser krigsforbrydelser?

Ikke alle sammen. Juridisk set kunne nazisternes forbrydelser under anden verdenskrig inddeles i tre typer af brud på folkeretten:
  1. Forbrydelser mod freden, det vil blandt andet sige angrebskrige og krige, der bryder internationale aftaler.
  2. Krigsforbrydelser, blandt andet krænkelser af love eller sædvaner om krigsførelse, drab på civile i besatte områder eller deportationer til slavearbejde, drab af krigsfanger og gidsler, plyndring af offentlig ejendom, formålsløs ødelæggelse af byer m.m.
  3. Forbrydelser mod menneskeheden, det vil sige drab, udslettelse, slaveri, deportation og andre umenneskelige overgreb på civilbefolkningen både før og under krigen. Eller udøvelse af de nævnte forbrydelser af politiske, racemæssige eller religiøse grunde - uafhængig af om der var tale om forbrydelser ifølge lovene i det land, hvori de blev begået.
Krigsforbrydelserne fandt sted under anden verdenskrig, selv om alle tyske soldater havde en særlig bog, hvor reglerne for krigsførelse var beskrevet. Her stod blandt andet: 
  • Under kampen for sejren skal den tyske soldat iagttage den ridderlige krigsførelses regler. Grusomhed og hensigtsløs ødelæggelse ligger under hans værdighed.
  • Ingen fjende, der har overgivet sig, må dræbes. Det gælder også partisaner og spioner. Disse vil få en retfærdig straf ved domstole.
  • Krigsfanger må ikke mishandles eller forhånes
  • Sårede fjender skal behandles humant.
  • Civilbefolkningen er hellig og urørlig. Det er ikke tilladt soldaten at plyndre eller foretage hensigtsløse ødelæggelser.
Alle disse regler blev overtrådt under krigen. Nazisternes forskellige typer af forbrydelser og indholdet af de tyske soldaters bøger beskrives i Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelsr - fra Nürnberg til Haag" (1).

Hvad skete der med de tyske krigsforbrydere fra anden verdenskrig?

Det var vigtigt for de allierede landes ledere at forsøge at skabe retfærdighed, men også at få hævn. Storbritanniens leder Winston Churchill udtalte allerede i 1941: "Gengældelse må have sin plads blandt hovedformålene i denne krig!". Og allerede i 1942 begyndte lederne af nogle af de tyskbesatte lande og lederne af England, USA og Sovjetunionen at diskutere, hvad der skulle ske med Hitler og hans mænd, når krigen var slut.

Ved krigens afslutning begik både Hitler og de fleste af de nazister, der stod lige under ham i hierarkiet, herunder den øverste leder af koncentrationslejrene, Heinrich Himmler, imidlertid selvmord, og de kunne derfor ikke stå til ansvar for deres handlinger ved en domstol. Alligevel valgte de fire sejrende magter, USA, Storbritannien, Sovjetunionen og Frankrig at etablere en krigsforbryderdomstol, der blev kaldt Det internationale Militærtribunal i Nürnberg. Her skulle de personer, der havde forbrudt sig mod Haag-konventionen fra 1907 (se kilder), dømmes på baggrund af bevismateriale indsamlet i en lang række lande, herunder også Danmark.

Kun de største krigsforbrydere blev dømt under Nürnberg-processen. Den første sag havde 20 anklagede, og dommene over dem faldt den 1. oktober 1946. 11 blev dømt til døden ved hængning, heraf blev en dømt in absentia (han var forsvundet før retssagen og var derfor ikke til stede ved domsafsigelsen), to fik livsvarige fængselsdomme, fire blev idømt fængselsstraffe på mellem 10 og 20 år, og tre blev frikendt. Det lykkedes den ene af de dødsdømte, Hermann Göring, at begå selvmord få timer, før hængningen skulle finde sted. De 10 andre blev hængt 17. oktober 1946.

Siden blev der gennemført 19 andre retssager med mange anklagede i hver. Men de dømte udgjorde alligevel kun en lille del af de mange nazister, der havde deltaget i krigsforbrydelserne. De få blev til gengæld gjort personligt ansvarlige. Dommerne fandt det ikke overbevisende, at de påberåbte sig uskyld, fordi de angiveligt havde handlet på ordrer fra Hitler, som de havde svoret evig troskab. Det fik mange nazister til at hævde, at hele Nürnberg-processen var en politisk sag fyldt med svindel, som kun havde til formål at sikre de sejrende hævn over de tabende. Nürnberg-processen samt baggrunden for den beskrives i Nils Aage Jensens bog "Krigsforbrydelser - fra Nürnberg til Haag" (1) og i bogen "Dommen i Nürnberg" (se kilder), der indeholder uddrag af retsreferaterne.

Andre, især mindre, krigsforbrydere blev retsforfulgt i de lande, hvor de havde begået krigsforbrydelser. Og andre igen lykkedes det at flygte til sikre lande i Latinamerika, Sydafrika og Syderuopa. En del blev derfor aldrig retsforfulgt.

Men i 1960 kom der igen skred i retforfølgelserne, da den tidligere topnazist Adolf Eichmann blev bortført fra Argentina af israelske agenter og siden dømt til døden i Israel. Herefter blev adskillige hundrede naziforbrydere opsporet af den østrigske jøde Simon Wiesenthal, der overlevede holocaust og viede sit liv til at opspore nazister og få dem retsforfulgt. Først i en alder af 94 år stoppede han i april 2003 sit virke. En beskrivelse af hans virke findes i artiklen "Nazijægeren er gået på pension" i Politiken 30. april 2003 (se kilder). 

Hvad skete der med andre krigsforbrydere fra anden verdenskrig?

I Tokyo i Japan blev der den 19. januar 1946 oprettet en domstol, som skulle behandle de japanske krigsforbrydelser, som der også var mange af. Kejserriget Japan havde deltaget i krigen på tysk side og overgav sig først, efter at amerikanske fly havde kastet atombomber over byerne Hiroshima og Nagasaki. Her blev anklageskrifter og domme udformet efter samme principper som ved Nürnberg-processen, det vil sige, at forbrydelserne blev inddelt i tre kategorier, hvoraf krigsforbrydelser var den ene. Og også her var det personlige ansvar i centrum. Både ledere, organisatorer, igangsættere eller udøvere af forbrydelserne skulle stå til ansvar, og i dommersædet sad dommere fra 11 lande, som alle var berørt af de japanske krigsforbrydelser.

Det varede over to år, før Tokyo-domstolen kunne afslutte sit arbejde. Men kun få blev dømt. Syv fik dødsstraf, 16 fik fængsel på livstid. Kejseren blev ikke anklaget, da han i Japan blev opfattet som guddommelig og derfor hævet over enhver menneskelig anklage. Loven blev dog ændret, så kejseren i fremtiden skulle behandles som et almindeligt menneske, der stod til ansvar for sine handlinger over for domstolene.

Ingen personer fra de sejrendes hære blev dømt, hverken i Nürnberg, Tokyo eller andre steder, selv om også sovjettiske, engelske, amerikanske og andre soldater sandsynligvis begik krigsforbrydelser. Og desuden diskuteres det, om ikke brug af atomvåben i sig selv er en krigsforbrydelse, og at de amerikanske ledere derfor burde dømmes for krigsforbrydelser, fordi de kastede atombomber over to japanske byer.