Betydningen af Korstogene for sam- og eftertiden

Hvordan så korstogsbevægelsen ud sidst i 1200-tallet?

Korstogene var store, europæiske kraftudladninger, hvor glødende tro og ridderånd blandedes med storpolitik og profitbegær. Korstogene havde en enorm militær effekt på de muslimske samfund de gjorde indtog i, og de efterlod sig et spor af død og ødelæggelse. Men da korstogene igen var borte, var de militære langtidseffekter begrænsede.

Sidst i 1200-tallet kom korstogsbevægelsen under stigende kritik i Vesteuropa. Troen på, at man kunne høste bod og Guds forladelse for sine synder ved at drage på korstog, var ikke udbredt længere. Der var mange grunde til korstogenes dalende popularitet, blandt andet  den kendsgerning at korstogene var dyre at organisere og forsyne. Korstogene kunne erobre et land, men det var en stor belastning at holde landet besat, når korstoget vendte hjem igen. I stedet for at deltage i et korstog sendte mange adelige store pengebeløb til de kristne styrker i Det Hellige Land.

Den dalende interesse skyldtes også, at man ved det 4. Korstog havde set hvordan korsfarerne havde fjernet sig fra de oprindelige idealer om en 'retfærdig krig' i Guds navn. Ved plyndringerne af de kristne byer Zara og Konstantinopel var det i højere grad blakkede hensigter, der var baggrunden for korsfarernes handlinger. I bogen "Korstog" (se kilder) er udviklingen beskrevet: "Personlige interesser, snæversyn, griskhed, misundelse og andre menneskelige skrøbeligheder var ofte stærkere end ansvarsfølelsen over for den fælles opgave".

Der er dog næppe tvivl om korstogstankens oprindelige betydning for samtidens kristne i Europa. I "Den Danske Encyklopædi" (se kilder) understreges korstogenes unikke position: "Som religiøs bevægelse var korstogene en enestående begivenhed i europæisk historie med hensyn til både varighed og den entusiasme, befolkningen lagde for dagen ( ... ) korstogene blev af samtiden vurderet som en værdifuld og vigtig bestræbelse til forsvar for og udvidelse af kristenheden." 

Hvad betød korstogsbevægelsen i Mellemøsten?

De kristne var blandt andet gennem korstogsbevægelsen til stede i Mellemøsten i omkring 200 år. dermed fik handelen mellem øst og vest en saltvandsindsprøjtning, og effekten kunne føles i de kommende århundreder. Muslimer og kristne beundrede hinandens krigskunst og religiøse entusiasme. De europæere, der boede i Mellemøsten i længere tid, lærte en del af muslimerne om eksempelvis hygiejne. Det berettes fra flere sider, hvordan disse europæere begyndte at føle sig anderledes end de europæere, der netop var ankommet. Men derudover var der ikke tale om den store kulturelle udveksling mellem de kristne besættelsestropper og lokalbefolkningen.

De indfødte kristne - der altså havde boet i Mellemøsten hele tiden - fik en mere besværlig tilværelse som følge af korstogene. Det blev vanskeligere for gruppen at få samfundets højere embeder, og mange kristne kirker blev ødelagt. I bogen "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder) konkluderes det: "Korstogene, der skulle have hjulpet de kristne i Mellemøsten, fik altså den stik modsatte virkning." 

Hvad mente man i eftertiden om korstogsbevægelsen?

I 1300-tallet fortsatte den livlige handel med landene i Mellemøsten. Til gengæld gjorde en række kriser i Europa - eksempelvis Hundredeårskrigen mellem England og Frankrig, der brød ud i 1337 - at det blev meget vanskeligt at samle nye militære korstog.

Korstogstanken døde helt ud i 1600- og 1700tallet. De europæiske magter var alene optaget af deres egne anliggender.

I 1700-tallet så man i Europa kritisk på mange religiøse strømninger. I perioden, der betegnes Oplysningstiden, betragtede man derfor de religiøst opflammede korstog med fordømmelse. I bogen "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder) konkluderes det: "Den religiøse ildhu, der lå bag korstogene, harmonerede dårligt med den rationelle fornuft, der blev idealet i denne tid."

I 1800-tallet voksede en mere romantisk korstogsforestilling frem i Europa. Der dukkede fortællinger op om ædle, kristne riddere, der mødte eksotiske, muslimske fjender. Sir Walter Scott var inspireret af en romantisk forestilling om korstogene, da han i 1819 skrev ridderromanen "Ivanhoe". I samme periode blev der også opstillet statuer af flere af heltene fra korstogstiden - blandt andet 'Richard Løvehjerte' uden for det engelske parlament. 

Hvordan så muslimerne på korstogene i eftertiden?

Den muslimske verden ignorerede stort set korstogene i århundrederne, der fulgte. Frem til omkring 1800 blev europæernes ekspeditioner til Det Hellige Land ikke regnet for mere, end et mindre væsentligt mellemspil. De muslimske kilder gjorde sig ikke besværet med at skelne mellem de enkelte korsfarere. Ifølge "Korstogene - idé og virkelighed" (se kilder) mente muslimerne, at de alle kom fra samme sted, og da de var væk igen, var der ikke den store interesse for deres gøren og laden.

Omkring år 1800 blev interessen for korstogene vakt til live i den muslimske verden. Man begyndte at betragte korstogene som fremmede kræfters grusomme fremfærd og det første led i en række af vestlige overgreb i forhold til islam. Måden at tænke på, der stadig findes i radikale muslimske kredse, fik endnu mere vind i sejlene da FN i 1948 oprettede staten Israel på palæstinensisk område. Af nogle muslimer blev det set som et tegn på, at Vesten oprettede en ny korsfarerstat i Det Hellige Land. 

Hvad betyder begrebet "et korstog" for radikale muslimer?

I 1981 blev paven udsat for et attentat. Gerningsmanden hed Mehmet Ali Agca, og i et brev havde han omtalt paven som ’korstogenes øverstbefalende’. I 1998 blev en ekstremistisk, islamisk paraplyorganisation dannet. Bag organisation der fik navnet ’Verdens Islamiske Front for Korstog mod Jøder og Korsfarere’ stod Osama bin Laden. Efter den 11. september 2001 blev bin Laden forbundet med terrorangrebet mod World Trade Center i USA.