Begrebet konspirationsteori

Hvad betyder begrebet konspirationsteori?

Begrebet konspiration stammer fra det latinske verbum ’con-spirere’, som direkte oversat betyder ’at ånde sammen’. Et gammelt dansk udtryk for vendingen ’at konspirere’ er ’at smede rænker’. Sammensværgelse er et andet ord for konspiration. Konspirationsteorier er forestillinger om, at der står en sammensværgelse bag bestemte hændelser. Grundantagelsen er, at den sandhed, vi kender, ikke er den rigtige, og den virkelige sandhed holdes skjult. Konspirationsteorier kan både tolke enkeltbegivenheder som for eksempel et kendt menneskes pludselig død, eller de kan sætte flere begivenheder ind i samme forklaringsramme, for eksempel at en verdensomspændende sammensværgelse står bag en række forskellige og umiddelbart uafhængige hændelser. Konspirationsteoretikernes tolkninger af verden kan ikke modbevises inden for deres egen logik: Ethvert modargument mod en konspirationsteori bestyrker blot konspirationsteoretikeren i, at nogen forsøger at holde sandheden skjult.

Hvad er forholdet mellem konspirationsteorier og sande konspirationer?

Konspirationsteorier har i nogle få tilfælde vist sig at have hold i virkeligheden og er endt som afsløringer af rigtige konspirationer. Et berømt eksempel er Iran-contra-affæren, som blev afsløret af en libanesisk avis i november 1986. Den daværende amerikanske præsident Ronald Reagans administration havde solgt våben til Iran fra depoter i Europa og kanaliseret pengene videre til højreorienterede kontrarevolutionære i Nicaragua. Afsløringer af den slags lyssky operationer gøder naturligvis jorden for konspirationsteoretikere, der bekræftes i, at der eksisterer to virkeligheder eller sandheder: Den officielle og den skjulte.

Hvilke typer konspirationsteorier findes der?

Normalt skelnes mellem teorier, der er baseret på mulige forklaringer, og teorier, der er baseret på viden, som ikke er officielt accepteret. Til sidstnævnte kategori hører for eksempel teorier om rumvæsener, der udfører eksperimenter på mennesker. Danskeren Lars Bugge har på hjemmesiden ufo.dk (se kilder) opdelt konspirationsteorier i fire kategorier:

· Sandsynlig teori: Seriøse og veldokumenterede teorier, hvor flere forhold peger mod en anden sandhed end den officielle forklaring.

· Usandsynlig, men ikke umulig teori: Teorier, der peger på en række mistænkelige forhold, men hvor teoriernes forklaring på disse ikke er sandsynlig.

· Grænseteori: Relativt veldokumenterede teorier, hvis forklaringer dog bygger på viden, som ikke er accepteret.

· Paranoiateori: Teorier, der har meget lidt hold i virkeligheden.

Hvad er en paranoiateori?

Den sidste kategori, som Lars Bugge nævner, betegner teorier, som stort set ikke har hold i virkeligheden. Paranoiateorier tjener dog ikke kun som underholdning, men kan spille en betydelig politisk rolle. På trods af at de så let som ingenting kan modbevises, kan teorierne have en stor magt og udgøre det prisme, som historiske og nutidige begivenheder ses igennem. Ifølge flere eksperter kan teorierne fremover få mere politisk indflydelse, især efter begrebet ’falske nyheder’ (se faktalink-artiklen af samme navn) opstod i USA i forbindelse med præsidentvalget i 2016. Ifølge minoritetskonsulent Claus Lindholt Mikkelsens artikel ”Den jødiske sammensværgelse” fra Politiken (se kilder), kan teorierne være med til at paralysere, altså lamme, fornuftig tænkning. Det gælder for eksempel en i Mellemøsten udbredt forestilling om, at der eksisterer en verdensomspændende jødisk sammensværgelse. Denne skulle have infiltreret alle organer i samfundet og være skyld i problemer i de arabiske lande. Eller det gælder en modsat vestlig forestilling om, at muslimer i det skjulte forsøger at overtage de vestlige samfund. Konspirationsteorier kan med andre ord være tæt forbundet med fordomme og fungere både som udtryk herfor og som katalysator for deres udbredelse. Claus Lindholt Mikkelsen beskriver i sin artikel konsekvenserne af den mellemøstlige konspirationsteori om en jødisk sammensværgelse: ”Ved at filtrere realiteten igennem denne forvrængende prisme næres en dyb skepsis og afmagt, der frarøver regionen den nødvendige politiske handlekraft.”