Konspirationsteoriernes funktion og fremtid

Hvorfor opstår konspirationsteorierne?

Det er ikke tilfældigt, at konspirationsteorierne for alvor tog til i styrke og omfang, da troen på Gud mindskedes i anden halvdel af 1700-tallet. Skæbne og guddommelig kraft blev i stedet erstattet af skumle planer og sammensværgelser, forklarer Niels Bjerre-Poulsen i ”Paranoia Americana”. Han skriver endvidere: ”Sammensværgelsen havde erstattet forsynet. Den var blevet måden, hvorpå det oplyste menneske kunne finde en sammenhæng i komplekse handlingsforløb”. Bjerre-Poulsen henviser til historikeren Richard Hofstadter, der i et nu klassisk essay ”The Paranoid Style in American Politics” fra 1963 (se kilder) giver den samme socialpsykologiske forklaring: Grundlaget for politisk paranoia er særligt stort, når traditionelle livsmønstre og moralske værdier kommer under pres.

Hvordan reducerer konspirationsteorier komplekse handlingsforløb?

Konspirationsteorier tilbyder en forenklet udlægning af virkeligheden, fordi de udpeger en aktør bag svært begribelige og komplekse begivenheder. Det var tiltrækkende for mennesker i oplysningstidens og industrialiseringens spæde start, hvor Guds vilje ikke længere kunne bruges som forklaring på verdens gang. Mange mennesker, der var utilbøjelige til at søge efter komplekse årsager til dybtgående virkninger, foretrak at forklare de hurtige samfundsforandringer ”som udtryk for individuelt betinget vilje – hvad der skete i verden, var villet og sat i bevægelse af bestemte personer”, skriver Robert Irwin i bogen ”Den 11. september og to kulturers sammenstød”. Men eftersom det var vanskeligt at få øje på disse bestemte mennesker, så lå tanken om en sammensværgelse lige for. Det samme gør sig gældende i dag, hvor mange forandringer i samfundet skyldes komplekse økonomiske forhold, der ikke har nogen entydig forklaring. Markedets ”skjulte hånd” erstattes således af konspirationsteoretikere af sammensværgelsens ”skjulte hånd”, skriver Niels Bjerre-Poulsen i ”Paranoia Americana”. Han tilføjer, at denne reducering af komplekse sociale og økonomiske processer har den funktion, at den giver individet en mere central rolle i den historiske udvikling.

Hvordan er forholdet mellem årsag og virkning i konspirationsteorier?

Fælles for flere konspirationsteorier er, at de ønsker passende proportioner mellem årsag og virkning. Der skal være en stor årsag til en stor begivenhed. Derfor tilskrives kendte menneskers pludselige død ofte en stor årsag, sådan som det er set i konspirationsteorierne om prinsesse Diana og John F. Kennedy. Det antages, at sådanne mordsager ikke blot kan forklares som uheld eller skyldes en enlig galning. I andre konspirationsteorier vendes forholdet mellem årsag og virkning om således, at den eller dem, der måtte drage fordele af en begivenhed, også må være den direkte årsag. Det er denne tankegang, der er styrende for de mange konspirationsteorier, som 11. september har affødt. Problemet ved denne tankegang er, at den blokerer for en forståelse af samfundsudviklingen, skriver filosoffen Karl Popper i forelæsningen ”Towards a Rational Theory of Tradition” fra 1963 (se kilder). Folk, der automatisk etablerer en logisk forbindelse mellem en given hændelse og den eller dem, der objektivt bliver tilgodeset, kommer aldrig til at forstå samfundsudviklingen, mener han.

Hvorfor opstår der konspirationsteorier i USA?

Konspirationsteoriernes baggrund og funktion er yderst kompleks og mangefacetteret. Men der eksisterer bud på, hvorfor nogle samfund er særligt modtagelige over for dem. I USA er der flere faktorer, der er medvirkende til de mange konspirationsteorier. Den altafgørende faktor er en mistillid over for regeringen, en slags 'anti-statisme', der udmønter sig i ”reflektorisk mistro til officielle forklaringer”, skriver Niels Bjerre-Poulsen i ”Paranoia Americana”. Denne mistro har en reel baggrund, nemlig den høje grad af hemmelighedskræmmeri, der ifølge Bjerre-Poulsen altid har kendetegnet supermagten, og som er taget til efter Anden Verdenskrig. Ifølge artiklen ”Alle løgne fører til sandheden” stolede 73 procent af amerikanerne i 1958 på deres regering, et tal, der i 1994 var helt nede på 21 procent. I 2019 var tallet 17 procent, ifølge en undersøgelse fra Pew Research (se kilder).

Troen på, at der bag den officielle sandhed gemmer sig den rigtige sandhed, som det blot gælder om at afdække, er et grundlæggende udgangspunkt for alle konspirationsteorier. De bygger derfor på en plotstruktur, som vi kender fra folkeeventyr og fabler og genfinder i nyere Hollywood-film om konspirationer: Konspirationsteoretikeren er en helt, hvis opgave det er at afsløre en ellers skjult viden for befolkningen. Hans modstander er regeringen, der forsøger at bekæmpe ham. Konspirationsteoretikeren er derfor også et offer, indtil det viser sig, at han har fat i den lange ende af sandheden. Denne simple narrative – det vil sige fortællende – struktur, som Rasmus Kjærgaard Rasmussen har beskrevet i radioprogrammet ”Konspirationer og paranoia”, har en tiltrækkende kraft i et samfund, hvor det enkelte individs frihed er kombineret med en modstand mod statslige organer. Ifølge flere medier, blandt andet Kristeligt Dagblad (se kilder), blev konspirationsteorier og falske nyheder brugt som et politisk redskab under præsidentvalget i USA i 2016, hvor konspirationsteorierne som beskrevet overfor florerede. I artiklen ”Trump blames Russian connection ‘conspiracy theories’ on Clinton ‘campaign cover up’”i The New York Times (se kilder), beskrives det, hvordan ”politisk psykologi viser, at et tab af politisk kontrol kan gøre folk mere sårbare overfor misinformation og konspirationsteorier.”

Hvorfor opstår der konspirationsteorier i Mellemøsten?

Claus Lindholt Mikkelsen opsummerer i ”Den jødiske sammensværgelse” fire grunde til, at konspirationsteorier, og særligt den udbredte og magtfulde om en jødisk sammensværgelse, blusser op i Mellemøsten i mellemkrigstiden og stadig er aktuelle:

· I regionen er der en generel opfattelse af, at der bag social forandring og bevægelse altid er ’makers and movers of history’.

· Et ofte set træk i Mellemøsten er at opfatte adfærden hos andre som mere planlagt, centraliseret og koordineret, end den er.

· Konflikten mellem palæstinensere og jøder skabte allerede i mellemkrigstiden et velvilligt publikum for nazisternes antisemitisme.

· Magthaverne ønsker ikke at stoppe konspirationsteorierne, tværtimod. Teorierne er med til at skabe en atmosfære af mistillid, der øger magthavernes magt. Samtidig gør teorierne det muligt for magthaverne at undslippe et ansvar for samfundsmæssige problemer i de arabiske lande.

Artiklen ”11. september og to kulturers sammenstød” supplerer med endnu en årsag til konspirationsteorierne i Mellemøsten: Der er ikke etableret demokratiske stater. Troen på sammensværgelser hjælper derfor til at lindre den følelse af hjælpeløshed, der opstår hos befolkningerne, fordi de er udelukket fra at deltage i ægte demokratiske processer. Følelsen af, at de ikke har kontrol over deres egen skæbne, begrundes med, at der står en magtfuld sammensværgelse bag alle begivenheder og hændelser.

Hvilke konsekvenser har konspirationsteorierne?

Konspirationsteorier kan medføre forskellige konsekvenser alt efter, hvilke typer teorier vi har med at gøre. Som Karl Popper har nævnt, så kan konspirationsteoriernes forenklede syn på forholdet mellem årsag og virkning blokere for evnen til at forstå samfundsudviklingen. Niels Bjerre-Poulsen citerer i artiklen ”Paranoia Americana” endvidere Karl Popper for at hævde, at konspirationer kun er farlige, når konspirationsteoretikere selv er ved magten. Det er Watergate-skandalen et eksempel på. I sin paranoide iver efter at afsløre sine modstanderes skumle bagtanker foretog Richard Nixon i begyndelsen af 1970’erne ulovlige aflytninger af sine politiske modstandere, valgsabotage, chikane og bestikkelse. Optrevlingen af den omfattende politiske skandale førte til, at præsidenten i 1974, som den første amerikanske præsident nogensinde, forlod sit embede i utide. Derfor er der også stor opmærksomhed omkring den nuværende amerikanske præsident Donald Trump, der spreder konspirationsteorier og falske nyheder som præsident (se tidligere afsnit), og som har haft folk som Steve Bannon ansat som rådgiver. Steve Bannon var tidligere redaktør for mediet Breibart News, et medie, der er blevet anklaget for at være en af de primære kilder i spredningen af falske nyheder. Kigge Hvid betegner i en artikel til nyhedsmagasinet Mandag Morgen (se kilder) konsekvensen af Donald Trumps tendens til at sprede konspirationer således: ”Den postfaktuelle bevægelse med Donald Trump i spidsen truer med at ødelægge demokrati, tillid, solidaritet, vækst, ja, hele den vestlige verden, som vi kender den. Den postfaktuelle udvikling kan være en game changer for den generelt positive samfundsudvikling, som især vesten har oplevet gennem århundreder,” Hun fortsætter: “Et samfund, der ikke regeres på baggrund af fakta, bliver styret af fordomme. Den postfaktuelle udvikling er racistisk, diskriminerende og opsplittende – den truer samfundets og befolkningernes sammenhængskraft.”

Hvis man retter blikket mod mellemkrigstidens Tyskland eller Mellemøsten i dag, kan det ligeledes siges, at konspirationer er farlige, når magthavere spiller på befolkningens tro på konspirationer og således bruger dem manipulerende, som det for eksempel gør sig gældende, når det jødiske folk dæmoniseres og gøres til en ensartet gruppe. Det skriver Claus Lindholt Mikkelsen blandt andet om i artiklen ”Den jødiske sammensværgelse”.

Hvad gør de sociale medier for at bremse konspirationsteorierne?

I efteråret 2020 fjernede Facebook tusindvis af grupper med tilknytning til bevægelsen QAnon, som havde vokset sig stor i løbet af coronapandemien og Trumps præsidentvalgkamp. Også på YouTube har konspirationsteorierne trivedes, men videotjenesten har strammet reglerne. I 2019 meldte YouTube således ud, at de vil forsøge at luge ud i det indhold, der direkte misinformerer brugerne. De nævnte selv videoer, der påstår, at 9/11 var iscenesat som et eksempel på indhold, de vil fjerne. Tilbage i 2018 smed YouTube desuden en af de mest kendte konspirationsteoretikere Alex Jones helt af platformen. Han er blandt andet kendt for at påstå, at skoleskyderiet på Sandy Hook var fake. Det fremgår af DR-artiklen ”'Det har jeg set i en video': Derfor trives konspirationsteorier på YouTube” (se kilder).

Har konspirationsteorierne fremtiden for sig?

Konspirationsteorier ser ifølge Niels Bjerre-Poulsen ud til at vinde frem, fordi ”et voksende antal mennesker finder det stadig sværere at finde hoved og hale på den verden, der omgiver dem”, skriver han i ”Paranoia Americana” og citerer litteraturteoretikeren Fredric Jameson for at betegne konspirationsteorierne som ”fattigmands kognitive kortlægning i den postmoderne tidsalder”.

I det postmoderne samfund, hvor sandheden relativeres, gøres alle udlægninger af verden lige gyldige. Denne sandhedspluralisme er også en faktor, der er med til at fremme konspirationsteorierne, ligesom internettet skaber en konkret mulighed for udbredelsen af teorierne. Ifølge mange medier vil konspirationsteorier blive mere almindelige i det postfaktuelle samfund, hvor selv præsidenter slynger om sig med falske nyheder og teorier. Mandag Morgen skriver i en artikel (se kilder), at det postfaktuelle samfund er en af de største trusler mod samfundet, som vi kender det i dag: ”For et halvt år siden var det postfaktuelle samfund for mange blot en sideudvikling til verdens store trends. Det var ikke noget, der sådan for alvor truede den generelle verdensudvikling mod øget demokrati, vækst og klimavenlig produktion. Efter Brexit og Trump og i skæret af den seneste udvikling i Polen, Rusland, Tyrkiet og Ungarn er det hele imidlertid vendt på hovedet. Den postfaktuelle tendens har på rekordtid vokset sig så kraftig, at den truer hele vores velstand og samfundsorden.”

Hvordan kan man overbevise konspirationsteoretikere om, at de tager fejl?

Det kan være svært at overbevise en konspirationsteoretiker om, at vedkommende tager fejl. Ofte vil personen vende diskussionen om og antage, at modstanderen må være en del af plottet. I Weekendavisen har man taget dilemmaet op i avisens brevkasse, hvor en kvinde spørger, hvad man skal stille op, hvis ens fætter for eksempel er konspirationsteoretiker. Artiklens overskrift er ”Min fætter er faldet i Facebooks uhyggelige grotter”. I avisens svar til spørgeren står der: ”Jeg vil foreslå, at De sætter Deres fætter på en prøve. Foreslå ham, at han skal bruge fem timers research på at gendrive sin mest hårdføre konspirationsteori. Derpå skal han bruge to timer på at formulere en kort, skriftlig kritik af sit eget verdensbillede. Når I mødes næste gang, har han 20 minutter til sobert (og uden øjenrul) at fremlægge den gennemgribende kritik af sit eget standpunkt. Bagefter vil han sikkert stædigt hævde sin uafhængighed, men jeg lover Dem, at han fra da af i sit stille sind vil være bare en kende mindre skråsikker” (se kilder).