Kongehuset

Artikel type
faktalink
cand.mag. Nanna Dissing Bay Jørgensen, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af cand.mag. Madeleine Saunte. 2012
Main image
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary deltager ved kvindernes 100 m butterfly i svømning ved OL i London 2012.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary deltager ved kvindernes 100 m butterfly i svømning ved OL i London 2012.
Foto: Lise Åserud / NTB Scanpix

Prinsesser i smukke kjoler, festligt klædte soldater, hestetrukne kareter og et rigtigt slot. Det danske kongehus er et stærkt nationalsymbol, som emmer af eventyrlighed, magi og nostalgi. I dag er kongefamilien et folkekært, overdådigt og kostbart symbol uden reel politisk magt. Den nuværende kongeslægt er af tysk afstamning, dronningens mand er fransk, de to prinser har giftet sig med australske Mary og franske Marie, og den nye generation, dronningens otte børnebørn, er derfor knapt nok en fjerdedel danske.

 

 

Indimellem går bølgerne højt i debatten om kongehusets eksistensberettigelse. Hvor fortalerne mener, at de skaber national sammenhængskraft og international brandingværdi, mener modstanderne, at kongehuset er en udemokratisk anakronisme, som ikke hører hjemme i et moderne samfund.

Se også

Video: Mary mødte voldsramte kvinder

Dronningens MusikanterFilmstriben - se film i undervisningen

 

Kongehusets historie og udvikling

Kongehusets flag. Foto: Viggo Landau/Polfoto
Kongehusets flag.
Foto: Viggo Landau/Polfoto

Hvad er det danske kongehus?

Danmark er et af verdens ældste monarkier, og kongehuset har eksisteret i mere end 1.000 år. Den oprindelige slægt, den oldenborgske, blev i 1863 afløst af den glücksborgske, som udgør kongefamilien i dag. Bredt defineret er kongehuset den regerende monarks slægt, som kan føres tilbage til Gorm den Gamle. I snævrere betydning består kongehuset af de ifølge Tronfølgeloven arveberettigede til tronen og omfatter dronning Margrethe 2., prins Henrik, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, deres fire børn prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine; Prins Joachim, hans to sønner prins Nikolai og prins Felix, hans hustru prinsesse Marie, og deres to børn prins Henrik og prinsesse Athena. Endelig prinsesse Benedikte samt arveprins Knuds datter, prinsesse Elisabeth.

Dronning Margrethes to sønner og otte børnebørn samt prinsesserne Benedikte og Elisabeth er arveberettigede til tronen, mens prins Henrik og prinsesserne Mary og Marie ved ægteskab er indtrådt i kongehuset. Kongefamiliens øvrige medlemmer tilhører ikke i Tronfølgelovens forstand kongehuset. For eksempel trådte dronning Anne-Marie ud af arvefølgen, da hun blev gift med kong Konstantin af Grækenland, og det samme gjaldt arveprins Knuds to sønner, som ved deres ægteskaber med borgerlige kvinder fik titel af greve af Rosenborg.

 

Hvilke aner har den danske kongeslægt?

Det danske kongehus kan føres tilbage til Gorm den Gamle (begravet 958 i Jelling i Jylland) og hans søn Harald 1. Blåtand, som samlede Danmark og flyttede kongesædet til Sjælland. I denne ældre danske kongeslægt finder vi blandt andre Margrethe 1., som 'regerede ved stedfortræder' i 36 år, fra 1376 til 1412: Først via sin unge søn Oluf 2. og efter hans død via sin slægtning Erik 7. af Pommern. Det var under Margrethe 1., at Danmark, Norge og Sverige i 1397 samledes i Kalmarunionen. De direkte linjer af den ældre danske kongeslægt uddøde imidlertid i 1448 med Christoffer 3. Efterfølgeren blev grev Christian af Oldenborg, som tilhørte en sidelinje af den oprindelige kongeslægt og blev dansk konge under navnet Christian 1. Han blev stamfader til den oldenborgske kongeslægt, der regerede frem til 1863, hvor den oldenborgske slægts sidste konge, Frederik 7., døde barnløs. Herefter overgik tronen – ifølge Tronfølgeloven fra 1853 – til slægtningen, prins Christian af Glücksborg, der i lige linje nedstammede fra Christian 1. Prins Christian blev under navnet Christian 9. stamfader til den nuværende glücksborgske linje på den danske trone.

 

Hvilke regenter har der været i kongeslægtens nyere historie?

Christian 9. blev en af de længst regerende monarker i kongerækken (1863-1906). Han blev kendt under tilnavnet 'Europas svigerfar' på grund af de ægteskaber, som han og dronning Louises seks børn indgik. Den ældste datter Alexandra ægtede således Edward 7. af England, datteren Dagmar blev gift med Alexander 3. af Rusland og den yngste datter Thyra ægtede hertug Ernst August af Cumberland. Desuden blev sønnen Vilhelm konge af Grækenland under navnet Georg 1., ligesom sønnesønnen Carl i 1905 blev konge af Norge under navnet Haakon 7. Det danske kongehus fik dermed direkte slægtsbånd til mange af Europas troner.

Christian 9.'s søn Frederik 8. sad kun på tronen fra 1906-1912, hvorefter hans søn Christian 10. regerede Danmark under de to verdenskrige. Christian 10. blev ved sin død i 1947 efterfulgt af sin søn Frederik 9., der i 1935 havde ægtet den svenske prinsesse Ingrid. Parret fik tre døtre: Margrethe (født 1940), Benedikte (født 1944) og Anne-Marie (født 1946). Ved Frederik 9.s død i 1972 blev den ældste datter, Margrethe, udråbt til dronning.

Margrethe 2. var i 1967 blevet gift med Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, som ved brylluppet blev prins Henrik af Danmark. Parret har to sønner: kronprins Frederik og prins Joachim, som hver har fire børn.  

 

Hvordan har lovene for tronfølgen udviklet sig?

På den ældre kongeslægts tid fungerede kongedømmet som et valgkongedømme, der var begrænset til kongehuset, men ikke til mandslinjen. Således var Svend 2. Estridsen søstersøn til Knud 2. den Store. Ikke desto mindre faldt valget som regel på den ældste søn af den regerende monark.

Med indførslen af enevældigt styre 1660-61 blev valgkongedømmet afløst af arvekongedømme. Denne arvefølge – der gav mandlig førstefødselsret og mulighed for kvindelig arvefølge – blev fastlagt i Kongeloven fra 1665. Da Grundloven fra 1849 ændrede monarkiet fra enevældigt til konstitutionelt, fortsatte denne arvefølge med at gælde. Men kort tid efter ændrede Tronfølgeloven fra 1853 tronfølgen til at være rent mandlig. Denne lov blev imidlertid ændret med Tronfølgeloven fra 1953, der fastlagde at tronen kan overgå til søn eller datter, hvor søn dog går forud for datter. En ændring, der betød, at Margrethe 2. kunne blive regent.

Den 7. juni 2009 blev der ved folkeafstemning gennemført en ændring i tronfølgeloven, som betyder, at tronen nu skal overgå til den afdøde regents førstefødte uanset køn. 

 

Hvordan har regentens magt udviklet sig?

Set i et bredt europæisk perspektiv anså man tidligere kongen for at sidde inde med guddommelig autoritet, men efter Den Franske Revolution i 1789 kunne ideen om kongers guddommelighed ikke længere opretholdes. I 1800-tallet overgik de europæiske lande til enten konstitutionelle monarkier, hvor kongen deler sin magt med et folkevalgt parlament, eller til republikker med en præsident.

Den danske Grundlov fra 1849 afskaffede således også det enevældige kongedømme – der havde været gældende siden 1660-61 – og indførte demokrati. I første omgang var overgangen fra enevælde til konstitutionelt monarki dog ikke nogen større omvæltning for kongen. Han valgte stadig selv sine ministre og havde formelt både den udøvende og den lovgivende magt. Forskellen var, at ministrene fra nu af havde det fulde ansvar, og at kongens beslutninger kun var gyldige, hvis en minister også skrev under på dokumentet.

Først i 1901 valgte kongen en regering, der havde et flertal af Folketingets medlemmer bag sig – med andre ord blev det parlamentariske demokrati dette år gennemført i praksis.

Dette systemskifte kan sammen med Grundloven fra 1915 – der gav kvinder, fattigfolk og tyende stemmeret – betragtes som det folkelige demokratis virkelige gennembrud.

Disse vekslende magtbeføjelser har gennem tiden påvirket regentens forhold til befolkningen: "Under enevælden var det kongen, der gennem stands- og rangforordningen fastlagde alle klassers rang i forhold til hinanden, og hans egen magt var religiøst indstiftet som konge af guds nåde. Selv i det indskrænkede monarki, som blev resultatet af Grundlovens indførelse, har kongehuset tidligere haft en større magt og anseelse i kraft af tradition og ejendomsbesiddelser, men i dag er kongehusets autoritet blevet stadig mere afhængig af folkelig opbakning," forklarer professor i film- og medievidenskab, Stig Hjarvard i artiklen "Kongehuset – en fortløbende medieproduktion" (se kilder).

Kongehusets organisering og funktion

Hvordan er hoffet organiseret?

Hoffet er opdelt i en række mindre administrationer, der kaldes hofstater. Hofstaterne yder sekretariatsbistand til de enkelte af kongehusets medlemmer og arbejder i tæt samarbejde med hinanden. I dag har følgende medlemmer en hofstat: Dronning Margrethe 2. og prins Henrik, kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie, samt prinsesse Benedikte.

  • Den Kongelige Civilliste
    Dronningens hofstat, hvis administrative del er Hofmarskallatet. Hofmarskallatet planlægger statsbesøg og officielle repræsentationer, ligesom det forvalter hoffets daglige drift, personaleforhold og Den Kongelige Civillistes økonomi.
  • Kabinetssekretariatet
    Når det gælder politiske og statsretslige forhold er det Kabinetssekretariatet, der har ansvaret for at rådgive dronningen. Dette arbejde indeholder blandt andet forberedelse af Statsråd og administration af både uddeling af ordener og forespørgsler til dronningen om protektion.
  • Adjudantstaben
    En institution under Forsvarsministeriet, der forbinder kongehuset med forsvaret. Adjudantstabschefen, der er oberst, rådgiver dronningen om forsvarsforhold, ligesom han er ansvarlig for vagttjenesten på de kongelige slotte.
  • Øvrige
    En række af dronningens øvrige medarbejdere er Jagtkaptajnen, som er kongehusets forbindelsesled til søværnet og chef for Kongeskibet Dannebrog. Jægermesteren, der er statsskovrider og kontaktleddet til statsskovvæsnet. Og den kongelige konfessionarius, som er kongefamiliens præst.

 

Hvor mange ansatte har kongehuset?

Den kongelige families administration og husholdning varetages af kongehusets hof.

Hoffets vigtigste opgave er at assistere regentparret og kongehusets øvrige medlemmer i planlægningen og udførelsen af deres opgaver. Ifølge kongehusets årsrapport fra 2011 (se kilder) har kongehuset i dag 95 fuldtidsansatte. De står for alt, fra de administrative og repræsentative opgaver, til vedligeholdelse af de kongelige slotte og den egentlige husholdning. Derudover anvender kongehuset vikarer og ekstrahjælp ved større arrangementer.

Kongehuset har desuden samhandel med en række firmaer og specialister, som derfor går under navnet hofleverandører – en betegnelse, der er et kvalitetsstempel for erhvervslivet.

Udnævnelsen giver firmaet lov til at benytte kronen eller det kongelige våben sammen med hofprædikatet og firmanavnet på skilte, emballage og etiketter. For at blive hofleverandør skal den pågældende virksomhed have haft fast leverance til hoffet i 10-15 år. Dernæst skal firmaet ansøge Hofmarskallatet, hvorefter dronningen i givet fald uddeler hofprædikatet på sin fødselsdag. Ifølge kongehusets hjemmeside (se kilder) er der i dag 100 danske og seks udenlandske hofleverandører, der leverer alt fra blomster, pelse, biler og vine til sanitet og håndværk.

 

Hvor meget koster kongehuset?

Ifølge kongehusets årsrapport fra 2011 (se kilder) modtager kongehuset en årlig statsydelse, som i 2011 var på 75,3 millioner kroner i alt fordelt på de enkelte medlemmer.

  • Dronningen får udbetalt en såkaldt apanage, der er den årlige ydelse fra staten. Ydelsen – der er fastsat i Dronning Margrethe den Andens Civilliste (Civillisteloven) fra 2001 – følger lønudviklingen for statsansatte og reguleres derfor to gange om året. Den 1. april 2012 udgjorde statsydelsen til dronningen 76 millioner kroner per år. Heraf modtager prins Henrik 10 % (7,6 millioner kroner) og prinsesse Benedikte 1,5 % (1,1 millioner kroner).
  • Kronprins Frederik modtager i henhold til Årpengeloven 18,7 millioner kroner per år, hvoraf kronprinsesse Mary tildeles 10 %.
  • Prins Joachim modtager 3,3 millioner kroner årligt.

Disse samlede ydelser skal dække kongehusets driftsomkostninger såsom administration, løn til personale samt private udgifter. Staten stiller desuden en række slotte med inventar til rådighed for kongehuset. Den udvendige vedligeholdelse af disse slotte dækker staten, mens kongehuset selv skal betale for den indvendige vedligeholdelse.

Ifølge loven om indkomstskat og lov om indregistrering af motorkøretøjer er kongehuset fritaget for betaling af indkomstskat og registreringsafgifter af biler. Desuden modtager kongehuset i henhold til Civillisteloven og Årpengeloven refusion af udgifter til moms.

Dog er kongehuset underlagt de almindelige regler for betaling af ejendomsskatter og arve- og gaveafgift. I virkeligheden er omkostningerne ved at have et kongehus en del højere end disse tal indikerer, vurderer økonom og forfatter Kim Bach i artiklen ”Kroner til kongehuset” (se kilder). Hvis man regner alle omkostninger med, inklusive f.eks. udgifter til sikkerhedsvagter fra PET, koster kongehuset staten mellem 400 og 500 millioner om året.

 

Hvad er regentens overordnede funktioner?

Som Danmarks statsoverhoved fungerer regenten som en repræsentant for Danmark udadtil og som samlingspunkt for landet indadtil. Under besøg i udlandet bidrager Margrethe 2. og de øvrige medlemmer af kongehuset således til at skabe interesse for danske erhvervsfremstød, kulturelle projekter eller sociale interesser. Herhjemme sørger kongehuset for at deltage i udstillingsåbninger, indvielser og jubilæer landet rundt.

Desuden står dronningen i spidsen, når der modtages statsbesøg fra udlandet eller aflægges statsbesøg i udlandet. I 2012 var regentparret for eksempel værter for Kinas præsident Hu Jintao og præsidentfrue Liu Yonggings statsbesøg i Danmark. Det var første gang, en kinesisk præsident besøgte Danmark, og besøget kan have en positiv strategisk betydning for forretningsudvekslingen med Kina. Kongehusets medlemmer tager ligeledes del i kongehusets daglige administration og planlægning, ligesom de afholder møder med protektioner og organisationer. De enkelte medlemmer er protektorer for diverse foreninger – især med kulturelle eller almennyttige formål. At være protektor betyder, at den kongelige påtager sig at begunstige og udbrede kendskabet til den pågældende forening, institution, sag eller organisation. Som oftest vil protektoren aflægge protektionen årlige besøg, ligesom der kan være tale om hyppig mødeaktivitet. Nogle protektioner er livsvarige, mens andre – såsom protektion af udstillinger og kongresser – kun gives i en begrænset periode.

Regenten står også for en række offentlige audienser i løbet af året. De afholdes på Christiansborg Slot, hvor man kan møde op for at takke dronningen for hendes tilstedeværelse ved et arrangement eller for tildeling af en orden eller en medalje. I løbet af et år møder omkring 1.200 mennesker dronningen på denne måde.

Gælder det statsoverhoveder eller regeringschefer, modtages disse ved en privat audiens, ligesom dronningen også sørger for at overrække et lands nye ambassadører deres akkreditiver (fuldmagt fra deres lands regering). På samme måde modtages afgående ambassadører i afskedsaudiens. 

 

Hvad er regentens politiske funktioner?

Det nuværende danske monarki er ifølge Grundloven konstitutionelt.

Et konstitutionelt monarki er et demokratisk regeringssystem, hvor statsoverhovedet er en monark. Det siges om det konstitutionelle monarki, at monarken er magthaver af navn, men ikke regerer landet i praksis. Monarken kan altså ikke på egen hånd udføre politiske handlinger – den lovgivende magt varetages derimod af monarken og Folketinget i forening. En lov er således først gyldig, når den både er vedtaget i Folketinget og stadfæstet af monarken.

Stadfæstelsen og dermed ikrafttrædelsen af de vedtagne love sker i Statsrådet, som består af ministrene under ledelse af dronningen. Det er i den forbindelse vigtigt at pointere, at monarken skal forholde sig neutral i forhold til partipolitik.

Derudover deltager kongehuset traditionen tro altid ved Folketingets åbning i starten af oktober, ligesom regenten medvirker som statsoverhoved ved regeringsdannelser. Efter rådgivning fra repræsentanter for de politiske partier opfordrer monarken den partileder, der har flest mandater bag sig, til at sammensætte en regering, hvorefter monarken udnævner den.

Regenten bliver desuden forelagt udnævnelse og afskedigelse af ministre, ligesom hun efter indstilling udnævner og afskediger de øverste embedsmænd. Endelig holdes dronningen orienteret om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation gennem regelmæssige møder med statsministeren og udenrigsministeren. Når dronningen på grund af rejse eller sygdom er forhindret i at opfylde sin rolle som regent, varetager kronprins Frederik funktionerne som statsoverhoved. Hvis kronprinsen også er forhindret, kan prins Joachim eller prinsesse Benedikte indsættes som rigsforstander.

Om regentens egentlige indflydelse skriver historikeren Claus Bjørn i bogen "Blot til pynt?" (se kilder): "Den langvarige og indviklede regeringskrise i 1975 har været det tætteste, kongemagten i nyere tid er kommet en egentlig politisk rolle i regeringsdannelsesprocessen. Her var selve denne proces, hvor partilederne kom og gik på Amalienborg udstrakt over flere uger." Dernæst gør han dog rede for, at monarkens politiske magt i praksis primært er en formalitet. Således henviser han til historikeren Tage Kaarsted, der i Statsministeriets jubilæumsskrift fra 1989 beskrev kongemagtens rolle i regeringsdannelsesprocessen med ordene: "Teoretisk kan monarkens skøn få betydning, i praksis ikke … I Danmark indhentes og følges den fungerende statsministers råd, og alt andet er i realiteten utænkeligt". Desuden henviser Claus Bjørn til jurist Peter Germer, der i bogen "Statsforfatningsret" fra 1995 (se kilder) har udtalt, at "kongens rolle i statslivet i dag (er) udelukkende af symbolsk og ceremoniel karakter". 

 

Hvilke kongelige ordener uddeler regenten?

Dronningen er ordensherre for de to kongelige danske ridderordener, Elefantordenen og Dannebrog-ordenen.

Elefantordenen, der stammer fra det 15. århundrede, er den ældste og fornemste. Mens den før i tiden fortrinsvis blev tildelt fremmede fyrster og danske adelspersoner, tildeles ordenen i dag næsten udelukkende udenlandske statsoverhoveder og medlemmer af den kongelige familie. Elefantordenen består af en hvidemaljeret guldelefant med et kors på ene side og den regerende monarks monogram på den anden. På elefantens ryg er der et tårn og på dens nakke en morian (afrikaner), der holder et spyd. Ordenen bæres enten i en kæde af guldelefanter og tårne eller i et blåt skærf over venstre skulder med tilhørende ordensstjerne. Ordenens elefant menes at symbolisere krigselefanten, der var kristendommens forkæmper. Desuden var elefanten symbolet på kyskhed og renhed.

Dannebrogordenen blev indstiftet af Christian 5. i 1671. Ordenen anvendes i dag fortrinsvis til dekorering af fortjente danske statsborgere. Dannebrogordenen består af et hvidemaljeret guld- eller sølvkors med rød kant, en kongekrone og den regerende monarks monogram. Den side, der bæres udadtil, har indskriften "Gud og Kongen" og i midten Christian 5.'s monogram.

Fra juni 2011 til juni 2012 blev over 300 danskere slået til ridder. Det er typisk personer med fremtrædende funktioner, som bliver tildelt en orden, eksempelvis chefer og direktører, borgmestre, dommere, professorer, rektorer samt oberster, men også kunstnere kan modtage ordenen, som f.eks. sangere, skuespillere og dansere. I 2010 blev den succesfulde skuespiller Mads Mikkelsen tildelt et ridderkors af Dannebrogordenen.

I de fleste tilfælde sker tildelingen af ordener efter indstilling fra de enkelte ministeriers departementschefer, selvom enhver beslutning om ordenstildeling er ordensherrens, det vil sige dronningens, suveræne afgørelse. Den daglige administration varetages af Ordenskapitlet, der, som en selvejende institution, indgår som en del af det kongelige hof.

Ud over ordenerne tildeler dronningen desuden Dronningens Fortjenstmedalje i sølv for en anerkendelsesværdig indsats efter mindst 40 års ansættelse i det offentlige. Efter 50 års ansættelse i samme private virksomhed eller i forbindelse med fratræden efter mindst 40 års ansættelse kan Den Kongelige Belønningsmedalje tildeles.

 

Hvilken rolle spiller regentens nytårstale?

Majestætens nytårstale går tilbage til Christian 10.'s sidste regeringsår, men det var først i 1958, at Frederik 9.s nytårstale blev transmitteret direkte i radio og tv. Nytårstalen fik dermed den form, den har i dag. Der hersker ingen tvivl om, at det er dronning Margrethes fortjeneste, at nytårstalen er blevet en national institution – hun forstår at sætte sit personlige præg på talen, efter at den er blevet udarbejdet i Statsministeriet. Gennem tiden har dronningen i de populære taler behandlet temaer af social, etisk og kulturel karakter: individets forhold til samfundet, det enkelte menneskes værd, tolerance, kulturarv og den nationale identitet.

I bogen "Blot til pynt?" (se kilder) beskriver historikeren Claus Bjørn dronningens nytårstaler: "I løbet af sin regeringstid har dronning Margrethe udviklet nytårstalen til at blive noget nær et budskab til nationen ( ... ) nytårstalerne har formet sig som eftertænksomme kommentarer til tingenes tilstand og ikke mindst en appel til befolkningens eftertænksomhed – til både de mere generelle og altid tilstedeværende problemer og udfordringer og til mere umiddelbart aktuelle spørgsmål i tiden." Og mens statsministerens nytårstale udtrykker en overordnet politisk holdning, repræsenterer dronningens nytårstale i langt højere grad hele nationen. Som Claus Bjørn udtrykker det i "Blot til pynt?" (se kilder): "Når det er dronningen, der taler, så bliver forureningen, holdningen til fremmede, relationerne til EU eller de svages og ældres vilkår i vort samfund til almene, etisk begrundede spørgsmål, som vi må forholde os til." 

 

Hvordan står kongehusets medlemmer over for loven?

I Grundloven fra 1953 står der i § 13 (se kilder): "Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig". Dette udsagn fortolkes vidtgående og betyder, at dronningen ikke kan straffes for hverken sine embedshandlinger eller sine private handlinger. Derfor kan hun ikke sagsøges ved en domstol og heller ikke strafferetsligt forfølges.

Ifølge Kongeloven fra 1665 er kongefamilien heller ikke omfattet af den normale danske lovgivning. Kongehusets medlemmer kan altså ikke retsforfølges af domstolene og heller ikke dømmes for kriminelle handlinger. De står juridisk set kun til regnskab for den siddende regent, der som den eneste har kompetencen til at afgøre de juridiske forhold, som kongehusets medlemmer måtte være involverede i.

De kongeliges særlige forhold til loven har i praksis betydet, at blandt andre prins Henrik, prins Joachim og ikke mindst kronprins Frederik flere gange er blevet taget i at køre for hurtigt, uden at lovovertrædelsen har medført et retsligt efterspil.