Dronning Margrethe, kronprinseparret og deres børn vinker fra balkon
Fejring af dronning Margrethes 79 års fødselsdag i 2019.
Foto: Niels Henrik Dam/Ritzau Scanpix

Kongehuset

cand.mag. Nanna Dissing Bay Jørgensen, iBureauet/Dagbladet Information. Senest opdateret af cand.mag. Maria Høher-Larsen, Bureauet, februar 2020.
Top image group
Dronning Margrethe, kronprinseparret og deres børn vinker fra balkon
Fejring af dronning Margrethes 79 års fødselsdag i 2019.
Foto: Niels Henrik Dam/Ritzau Scanpix
Main image
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary deltager ved kvindernes 100 m butterfly i svømning ved OL i London 2012.
Kronprins Frederik og kronprinsesse Mary deltager ved kvindernes 100 m butterfly i svømning ved OL i London 2012.
Foto: Lise Åserud / NTB Scanpix

Indledning

Prinsesser i smukke kjoler, hestetrukne guldkareter og rigtige slotte. Det danske kongehus er et stærkt nationalsymbol, som emmer af eventyr, magi og nostalgi, og er en institution, der har dannet stærke bånd til udlandet og repræsenteret Danmark udadtil. Den nuværende kongeslægt er af tysk afstamning, dronningens nu afdøde mand var fransk, de to prinser har giftet sig med henholdsvis australske Mary og franske Marie, og den nye generation, dronningens otte børnebørn, har derfor ikke kun dansk blod i årene.

I dag er kongefamilien et folkekært, overdådigt og værdsat symbol uden reel politisk magt. Men ind i mellem går bølgerne højt i debatten om kongehusets eksistensberettigelse. Hvor fortalerne mener, at de skaber national sammenhængskraft og international brandingværdi, mener modstanderne, at kongehuset er en udemokratisk anakronisme, som ikke hører hjemme i et moderne samfund.

Margrethe 2. har været dronning siden 1972 efter sin far Frederik 9.’s død, og er efter Christian d. 4. den længst siddende regent på den danske trone. Den 16. april 2020 fylder hun 80-år. Fødselsdagen bliver fejret i hele Danmark og blandt andet er alle landets kommuner gået sammen om en fælles gave. Her har 3. klasseelever – én pige og én dreng – fra hver af landets kommuner malet et maleri til Dronningen.

 

Den kongelige familie ankommer til nytårskur- og taffel den 1. januar 2020.

 

Artikel type
faktalink

Kongehusets historie og udvikling

Kongehusets flag. Foto: Viggo Landau/Polfoto
Kongehusets flag.
Foto: Viggo Landau/Polfoto

Hvad er det danske kongehus?

Danmark er et af verdens ældste monarkier, og kongehuset har eksisteret i mere end 1.000 år. Den oprindelige slægt, den oldenborgske, blev i 1863 afløst af den glücksborgske, som udgør kongefamilien i dag. Bredt defineret er kongehuset den regerende monarks slægt, som kan føres tilbage til Gorm den Gamle. I snævrere betydning består kongehuset af de ifølge Tronfølgeloven arveberettigede til tronen og omfatter dronning Margrethe 2., kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, deres fire børn prins Christian, prinsesse Isabella, prins Vincent og prinsesse Josephine; Prins Joachim, hans to sønner prins Nikolai og prins Felix, hans hustru prinsesse Marie, og deres to børn prins Henrik og prinsesse Athena. Endelig prinsesse Benedikte samt arveprins Knuds datter, prinsesse Elisabeth.

Dronning Margrethes to sønner og otte børnebørn samt prinsesserne Benedikte og Elisabeth er arveberettigede til tronen, mens prinsesserne Mary og Marie samt nu afdøde prins Henrik ved ægteskab indtrådte i kongehuset. Kongefamiliens øvrige medlemmer tilhører ikke i Tronfølgelovens forstand kongehuset. For eksempel trådte dronning Anne-Marie ud af arvefølgen, da hun blev gift med kong Konstantin af Grækenland, og det samme gjaldt arveprins Knuds to sønner, som ved deres ægteskaber med borgerlige kvinder fik titel af greve af Rosenborg.

Ved dronningens fravær kan kronprinsen som tronfølger varetage rollen som regent. Prins Joachim, prinsesse Benedikte og kronprinsesse Mary har desuden titel af rigsforstander, hvilket betyder, at også de på vegne af dronningen kan varetage hendes forpligtelser som statsoverhoved under hendes eventuelle fravær. Kronprinsesse Mary blev udnævnt til rigsforstander ved et statsråd i oktober 2019, en titel som prins Henrik aldrig fik.

Hvilke aner har den danske kongeslægt?

Det danske kongehus kan føres tilbage til Gorm den Gamle (begravet 958 i Jelling i Jylland) og hans søn Harald 1. Blåtand, som samlede Danmark og flyttede kongesædet til Sjælland. I denne ældre danske kongeslægt finder vi blandt andre Margrethe 1., som 'regerede ved stedfortræder' i 36 år, fra 1376 til 1412: Først via sin unge søn Oluf 2. og efter hans død via sin slægtning Erik 7. af Pommern. Det var under Margrethe 1., at Danmark, Norge og Sverige i 1397 samledes i Kalmarunionen. De direkte linjer af den ældre danske kongeslægt uddøde imidlertid i 1448 med Christoffer 3. Efterfølgeren blev grev Christian af Oldenborg, som tilhørte en sidelinje af den oprindelige kongeslægt og blev dansk konge under navnet Christian 1. Han blev stamfader til den oldenborgske kongeslægt, der regerede frem til 1863, hvor den oldenborgske slægts sidste konge, Frederik 7., døde barnløs. Herefter overgik tronen – ifølge Tronfølgeloven fra 1853 – til slægtningen, prins Christian af Glücksborg, der i lige linje nedstammede fra Christian 1. Prins Christian blev under navnet Christian 9. stamfader til den nuværende glücksborgske linje på den danske trone.

Hvilke regenter har der været i kongeslægtens nyere historie?

Christian 9. blev en af de længst regerende monarker i kongerækken (1863-1906). Han blev kendt under tilnavnet 'Europas svigerfar' på grund af de ægteskaber, som han og dronning Louises seks børn indgik. Den ældste datter Alexandra ægtede således Edward 7. af England, datteren Dagmar blev gift med Alexander 3. af Rusland og den yngste datter Thyra ægtede hertug Ernst August af Cumberland. Desuden blev sønnen Vilhelm konge af Grækenland under navnet Georg 1., ligesom sønnesønnen Carl i 1905 blev konge af Norge under navnet Haakon 7. Det danske kongehus fik dermed direkte slægtsbånd til mange af Europas troner.

Christian 9.'s søn Frederik 8. sad kun på tronen fra 1906-1912, hvorefter hans søn Christian 10. regerede Danmark under de to verdenskrige. Christian 10. blev ved sin død i 1947 efterfulgt af sin søn Frederik 9., der i 1935 havde ægtet den svenske prinsesse Ingrid. Parret fik tre døtre: Margrethe (født 1940), Benedikte (født 1944) og Anne-Marie (født 1946). Ved Frederik 9.s død i 1972 blev den ældste datter, Margrethe, udråbt til dronning.

Margrethe 2. var i 1967 blevet gift med Henri Marie Jean André greve de Laborde de Monpezat, som ved brylluppet blev prins Henrik af Danmark. Parret har to sønner: kronprins Frederik og prins Joachim, som hver har fire børn.

 

Statsminister Jens Otto Krag meddeler den 15. januar 1972, at Kong Frederik d. 9. er død og udråber prinsesse Margrethe til dronning.

 

 

Hvordan har lovene for tronfølgen udviklet sig?

På den ældre kongeslægts tid fungerede kongedømmet som et valgkongedømme, der var begrænset til kongehuset, men ikke til mandslinjen. Således var Svend 2. Estridsen søstersøn til Knud 2. den Store. Ikke desto mindre faldt valget som regel på den ældste søn af den regerende monark.

Med indførslen af enevældigt styre 1660-61 blev valgkongedømmet afløst af arvekongedømme. Denne arvefølge – der gav mandlig førstefødselsret og mulighed for kvindelig arvefølge – blev fastlagt i Kongeloven fra 1665. Da Grundloven fra 1849 ændrede monarkiet fra enevældigt til konstitutionelt, fortsatte denne arvefølge med at gælde. Men kort tid efter ændrede Tronfølgeloven fra 1853 tronfølgen til at være rent mandlig. Denne lov blev imidlertid ændret med Tronfølgeloven fra 1953, der fastlagde at tronen kan overgå til søn eller datter, hvor søn dog går forud for datter. En ændring, der betød, at Margrethe 2. kunne blive regent.

Den 7. juni 2009 blev der ved folkeafstemning gennemført en ændring i tronfølgeloven, som betyder, at tronen nu skal overgå til den afdøde regents førstefødte uanset køn. 

Hvordan har regentens magt udviklet sig?

Set i et bredt europæisk perspektiv anså man tidligere kongen for at sidde inde med guddommelig autoritet, men efter Den Franske Revolution i 1789 kunne ideen om kongers guddommelighed ikke længere opretholdes. I 1800-tallet overgik de europæiske lande til enten konstitutionelle monarkier, hvor kongen deler sin magt med et folkevalgt parlament, eller til republikker med en præsident.

Den danske Grundlov fra 1849 afskaffede således også det enevældige kongedømme – der havde været gældende siden 1660-61 – og indførte demokrati. I første omgang var overgangen fra enevælde til konstitutionelt monarki dog ikke nogen større omvæltning for kongen. Han valgte stadig selv sine ministre og havde formelt både den udøvende og den lovgivende magt. Forskellen var, at ministrene fra nu af havde det fulde ansvar, og at kongens beslutninger kun var gyldige, hvis en minister også skrev under på dokumentet.

Først i 1901 valgte kongen en regering, der havde et flertal af Folketingets medlemmer bag sig – med andre ord blev det parlamentariske demokrati i praksis gennemført dette år.

Dette systemskifte kan sammen med Grundloven fra 1915 – der gav kvinder, fattigfolk og tyende stemmeret – betragtes som det folkelige demokratis virkelige gennembrud.

Disse vekslende magtbeføjelser har gennem tiden påvirket regentens forhold til befolkningen: "Under enevælden var det kongen, der gennem stands- og rangforordningen fastlagde alle klassers rang i forhold til hinanden, og hans egen magt var religiøst indstiftet som konge af guds nåde. Selv i det indskrænkede monarki, som blev resultatet af Grundlovens indførelse, har kongehuset tidligere haft en større magt og anseelse i kraft af tradition og ejendomsbesiddelser, men i dag er kongehusets autoritet blevet stadig mere afhængig af folkelig opbakning," forklarer professor i film- og medievidenskab, Stig Hjarvard i artiklen "Kongehuset – en fortløbende medieproduktion" (se kilder).

Kongehusets organisering og funktion

Hvordan er hoffet organiseret?

Hoffet er opdelt i en række mindre administrationer, der kaldes hofstater. Hofstaterne yder sekretariatsbistand til de enkelte af kongehusets medlemmer og arbejder i tæt samarbejde med hinanden. I dag har følgende medlemmer en hofstat: Dronning Margrethe 2., kronprins Frederik og kronprinsesse Mary, prins Joachim og prinsesse Marie, samt prinsesse Benedikte.

  • Den Kongelige Civilliste
    Dronningens hofstat, hvis administrative del er Hofmarskallatet. Hofmarskallatet planlægger statsbesøg og officielle repræsentationer, ligesom det forvalter hoffets daglige drift, personaleforhold og Den Kongelige Civillistes økonomi.
  • Kabinetssekretariatet
    Når det gælder politiske og statsretslige forhold er det Kabinetssekretariatet, der har ansvaret for at rådgive dronningen. Dette arbejde indeholder blandt andet forberedelse af Statsråd og administration af både uddeling af ordener og forespørgsler til dronningen om protektion.
  • Adjudantstaben
    En institution under Forsvarsministeriet, der forbinder kongehuset med forsvaret. Adjudantstabschefen, der er oberst, rådgiver dronningen om forsvarsforhold, ligesom han er ansvarlig for vagttjenesten på de kongelige slotte.
  • Øvrige
    En række af dronningens øvrige medarbejdere er Jagtkaptajnen, som er kongehusets forbindelsesled til søværnet og chef for Kongeskibet Dannebrog. Jægermesteren, der er statsskovrider og kontaktleddet til statsskovvæsnet. Og den kongelige konfessionarius, som er kongefamiliens præst.

Hvor mange ansatte har kongehuset?

Den kongelige families administration og husholdning varetages af kongehusets hof. Hoffets vigtigste opgave er at assistere regentparret og kongehusets øvrige medlemmer i planlægningen og udførelsen af deres opgaver. Ifølge kongehusets hjemmeside (se kilder) beskæftiger hoffet i dag 130 personer. De står for alt, fra de administrative og repræsentative opgaver, til vedligeholdelse af de kongelige slotte og den egentlige husholdning. Derudover anvender kongehuset vikarer og ekstrahjælp ved større arrangementer.

Kongehuset har desuden samhandel med en række firmaer og specialister, som derfor går under navnet hofleverandører – en betegnelse, der i erhvervslivet anses for at være et kvalitetsstempel. Udnævnelsen som hofleverandør giver en virksomhed lov til at benytte kronen eller det kongelige våben sammen med hofprædikatet og firmanavnet på skilte, emballage og etiketter. For at blive hofleverandør skal den pågældende virksomhed have haft fast leverance til hoffet i 10-15 år. Dernæst skal virksomheden ansøge Hofmarskallatet, hvorefter dronningen i givet fald uddeler hofprædikatet på sin fødselsdag. Ifølge kongehusets hjemmeside (se kilder) er der i dag 100 danske og seks udenlandske hofleverandører, der leverer alt fra blomster, biler og vine til sanitet og håndværk.

Hvor meget koster kongehuset?

Kongehuset modtager hvert år statsydelse, som skal dække hoffets drift, udgifter til personale, ejendomme og omkostninger i de kongeliges private liv. Ifølge kongehusets egen årsrapport (se kilder) modtog kongehuset i 2018 en statsydelse på lidt over 100 millioner kroner i alt fordelt på de enkelte medlemmer.

  • Dronningen får udbetalt en såkaldt apanage, der er den årlige ydelse fra staten. Ydelsen – der er fastsat i Dronning Margrethe den Andens Civilliste (Civillisteloven) fra 2001 – følger lønudviklingen for statsansatte og reguleres derfor to gange om året. Ifølge kongehusets årsrapport udgjorde statsydelsen til dronningen i 2018 knap 81 millioner kroner. Heraf modtog den nu afdøde prins Henrik lidt over 8 millioner kroner og prinsesse Benedikte 1,2 millioner kroner.
  • Kronprins Frederik modtog i henhold til Årpengeloven 20 millioner kroner i 2018, hvoraf kronprinsesse Mary tildeles 10 %.
  • Prins Joachim modtog i 2018 3,5 millioner kroner.

Staten stiller desuden en række slotte med inventar til rådighed for kongehuset. Den udvendige vedligeholdelse af disse slotte dækker staten, mens kongehuset selv skal betale for den indvendige vedligeholdelse.

Ifølge loven om indkomstskat og lov om indregistrering af motorkøretøjer er kongehuset fritaget for betaling af indkomstskat og registreringsafgifter af biler. Desuden modtager kongehuset i henhold til Civillisteloven og Årpengeloven refusion af udgifter til moms. Dog er kongehuset underlagt de almindelige regler for betaling af ejendomsskatter og arve- og gaveafgift. 

I virkeligheden er omkostningerne ved at have et kongehus mere end blot den statslige ydelse, vurderer økonom og forfatter Kim Bach i artiklen ”Kroner til kongehuset” (se kilder). Hvis man regner alle omkostninger med, inklusive f.eks. udgifter til sikkerhedsvagter fra PET, koster kongehuset staten mellem 400 og 500 millioner om året.

Hvad er regentens overordnede funktioner?

Som Danmarks statsoverhoved fungerer regenten som en repræsentant for Danmark udadtil og som samlingspunkt for landet indadtil. Under besøg i udlandet bidrager Margrethe 2. og de øvrige medlemmer af kongehuset således til at skabe interesse for danske erhvervsfremstød, kulturelle eller sociale projekter. Herhjemme sørger kongehuset for at deltage i udstillingsåbninger, indvielser og jubilæer landet rundt.

Desuden står dronningen i spidsen, når der modtages statsbesøg fra udlandet eller aflægges statsbesøg i udlandet. I 2012 var regentparret for eksempel værter for Kinas præsident Hu Jintao og præsidentfrue Liu Yonggings statsbesøg i Danmark. Det var første gang, en kinesisk præsident besøgte Danmark, og besøget kan have en positiv strategisk betydning for forretningsudvekslingen med Kina. Kongehusets medlemmer tager ligeledes del i kongehusets daglige administration og planlægning, ligesom de afholder møder med protektioner og organisationer. De enkelte medlemmer er protektorer for diverse foreninger – især med kulturelle eller almennyttige formål. At være protektor betyder, at den kongelige påtager sig at begunstige og udbrede kendskabet til den pågældende forening, institution, sag eller organisation. Som oftest vil protektoren aflægge protektionen årlige besøg, ligesom der kan være tale om hyppig mødeaktivitet. Nogle protektioner er livsvarige, mens andre – såsom protektion af udstillinger og kongresser – kun gives i en begrænset periode.

Regenten står også for en række offentlige audienser i løbet af året. De afholdes på Christiansborg Slot, hvor man kan møde op for at takke dronningen for hendes tilstedeværelse ved et arrangement eller for tildeling af en orden eller en medalje. I løbet af et år møder omkring 1.200 mennesker dronningen på denne måde.

Gælder det statsoverhoveder eller regeringschefer, modtages disse ved en privat audiens, ligesom dronningen også sørger for at overrække et lands nye ambassadører deres akkreditiver (fuldmagt fra deres lands regering). På samme måde modtages afgående ambassadører i afskedsaudiens.

Hvad er regentens politiske funktioner?

Det nuværende danske monarki er ifølge Grundloven konstitutionelt.

Et konstitutionelt monarki er et demokratisk regeringssystem, hvor statsoverhovedet er en monark. Det siges om det konstitutionelle monarki, at monarken er magthaver af navn, men ikke regerer landet i praksis. Monarken kan altså ikke på egen hånd udføre politiske handlinger – den lovgivende magt varetages derimod af monarken og Folketinget i forening. En lov er således først gyldig, når den både er vedtaget i Folketinget og stadfæstet af monarken.

Stadfæstelsen og dermed ikrafttrædelsen af de vedtagne love sker i Statsrådet, som består af ministrene under ledelse af dronningen. Det er i den forbindelse vigtigt at pointere, at monarken skal forholde sig neutral i forhold til partipolitik.

Derudover deltager kongehuset traditionen tro altid ved Folketingets åbning i starten af oktober, ligesom regenten medvirker som statsoverhoved ved regeringsdannelser. Efter rådgivning fra repræsentanter for de politiske partier opfordrer monarken den partileder, der har flest mandater bag sig, til at sammensætte en regering, hvorefter monarken udnævner den.

Regenten bliver desuden forelagt udnævnelse og afskedigelse af ministre, ligesom hun efter indstilling udnævner og afskediger de øverste embedsmænd. Endelig holdes dronningen orienteret om den indenrigs- og udenrigspolitiske situation gennem regelmæssige møder med statsministeren og udenrigsministeren. Når dronningen på grund af rejse eller sygdom er forhindret i at opfylde sin rolle som regent, varetager kronprins Frederik funktionerne som statsoverhoved. Hvis kronprinsen også er forhindret, kan prins Joachim eller prinsesse Benedikte indsættes som rigsforstander.

Om regentens egentlige indflydelse skriver historikeren Claus Bjørn i bogen "Blot til pynt?" (se kilder): "Den langvarige og indviklede regeringskrise i 1975 har været det tætteste, kongemagten i nyere tid er kommet en egentlig politisk rolle i regeringsdannelsesprocessen. Her var selve denne proces, hvor partilederne kom og gik på Amalienborg udstrakt over flere uger." Dernæst gør han dog rede for, at monarkens politiske magt i praksis primært er en formalitet. Således henviser han til historikeren Tage Kaarsted, der i Statsministeriets jubilæumsskrift fra 1989 beskrev kongemagtens rolle i regeringsdannelsesprocessen med ordene: "Teoretisk kan monarkens skøn få betydning, i praksis ikke … I Danmark indhentes og følges den fungerende statsministers råd, og alt andet er i realiteten utænkeligt". Desuden henviser Claus Bjørn til jurist Peter Germer, der i bogen "Statsforfatningsret" fra 1995 (se kilder) har udtalt, at "kongens rolle i statslivet i dag (er) udelukkende af symbolsk og ceremoniel karakter".

Hvilke kongelige ordener uddeler regenten?

Dronningen er ordensherre for de to kongelige danske ridderordener, Elefantordenen og Dannebrogordenen.

Elefantordenen, der stammer fra det 15. århundrede, er den ældste og fornemste. Mens den før i tiden fortrinsvis blev tildelt fremmede fyrster og danske adelspersoner, tildeles ordenen i dag næsten udelukkende udenlandske statsoverhoveder og medlemmer af den kongelige familie. Elefantordenen består af en hvidemaljeret guldelefant med et kors på den ene side og den regerende monarks monogram på den anden. På elefantens ryg er der et tårn og på dens nakke en morian (afrikaner), der holder et spyd. Ordenen bæres enten i en kæde af guldelefanter og tårne eller i et blåt skærf over venstre skulder med tilhørende ordensstjerne. Ordenens elefant menes at symbolisere krigselefanten, der var kristendommens forkæmper. Desuden var elefanten symbolet på kyskhed og renhed.

Dannebrogordenen blev indstiftet af Christian 5. i 1671. Ordenen anvendes i dag fortrinsvis til dekorering af fortjente danske statsborgere. Dannebrogordenen består af et hvidemaljeret guld- eller sølvkors med rød kant, en kongekrone og den regerende monarks monogram. Den side, der bæres udadtil, har indskriften "Gud og Kongen" og i midten Christian 5.'s monogram.

Det er typisk personer med fremtrædende funktioner, som bliver tildelt en orden, eksempelvis chefer og direktører, borgmestre, dommere, professorer, rektorer samt oberster, men også kunstnere kan modtage ordenen, som f.eks. sangere, skuespillere og dansere. I 2010 blev skuespiller Mads Mikkelsen tildelt et ridderkors af Dannebrogordenen.

I de fleste tilfælde sker tildelingen af ordener efter indstilling fra de enkelte ministeriers departementschefer, selvom enhver beslutning om ordenstildeling er ordensherrens, det vil sige dronningens, suveræne afgørelse. Den daglige administration varetages af Ordenskapitlet, der, som en selvejende institution, indgår som en del af det kongelige hof.

Ud over ordenerne tildeler dronningen desuden Dronningens Fortjenstmedalje i sølv for en anerkendelsesværdig indsats efter mindst 40 års ansættelse i det offentlige. Efter 50 års ansættelse i samme private virksomhed eller i forbindelse med fratræden efter mindst 40 års ansættelse kan Den Kongelige Belønningsmedalje tildeles.

Hvilken rolle spiller regentens nytårstale?

Majestætens nytårstale går tilbage til Christian 10.'s sidste regeringsår, men det var først i 1958, at Frederik 9.s nytårstale blev transmitteret direkte i radio og tv. Nytårstalen fik dermed den form, den har i dag. Der hersker ingen tvivl om, at det er dronning Margrethes fortjeneste, at nytårstalen er blevet en national institution – hun forstår at sætte sit personlige præg på talen, efter at den er blevet udarbejdet i Statsministeriet. Gennem tiden har dronningen i de populære taler behandlet temaer af social, etisk og kulturel karakter: individets forhold til samfundet, det enkelte menneskes værd, tolerance, kulturarv og den nationale identitet.

I bogen "Blot til pynt?" (se kilder) beskriver historikeren Claus Bjørn dronningens nytårstaler: "I løbet af sin regeringstid har dronning Margrethe udviklet nytårstalen til at blive noget nær et budskab til nationen ( ... ) nytårstalerne har formet sig som eftertænksomme kommentarer til tingenes tilstand og ikke mindst en appel til befolkningens eftertænksomhed – til både de mere generelle og altid tilstedeværende problemer og udfordringer og til mere umiddelbart aktuelle spørgsmål i tiden." Og mens statsministerens nytårstale udtrykker en overordnet politisk holdning, repræsenterer dronningens nytårstale i langt højere grad hele nationen. Som Claus Bjørn udtrykker det i "Blot til pynt?" (se kilder): "Når det er dronningen, der taler, så bliver forureningen, holdningen til fremmede, relationerne til EU eller de svages og ældres vilkår i vort samfund til almene, etisk begrundede spørgsmål, som vi må forholde os til."

 

Hendes Majestæt Dronningens nytårstale den 31. december 2019.

Hvordan står kongehusets medlemmer over for loven?

I Grundloven fra 1953 står der i § 13 (se kilder): "Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig". Dette udsagn fortolkes vidtgående og betyder, at dronningen ikke kan straffes for hverken sine embedshandlinger eller sine private handlinger. Derfor kan hun ikke sagsøges ved en domstol og heller ikke strafferetsligt forfølges.

Ifølge Kongeloven fra 1665 er kongefamilien heller ikke omfattet af den normale danske lovgivning. Kongehusets medlemmer kan altså ikke retsforfølges af domstolene og heller ikke dømmes for kriminelle handlinger. De står juridisk set kun til regnskab for den siddende regent, der som den eneste har kompetencen til at afgøre de juridiske forhold, som kongehusets medlemmer måtte være involverede i.

De kongeliges særlige forhold til loven har i praksis betydet, at blandt andre prins Henrik, prins Joachim og ikke mindst kronprins Frederik flere gange er blevet taget i at køre for hurtigt, uden at lovovertrædelsen har medført et retsligt efterspil.

Debat om kongehuset

Hvad skal vi med et kongehus?

I de sidste årtier har kongehuset haft stor tilslutning i den danske befolkning. I marts 2018 viste en meningsmåling ifølge Jyllands-Posten (se kilder), at 76,7 % af befolkningen ønskede, at monarkiet skulle bevares.

Med jævne mellemrum går bølgerne dog højt i debatten om kongehusets eksistensberettigelse i et demokratisk og moderne samfund som det danske. På den ene side lyder argumentet, at de kongelige står som symbol på landets fællesskab og udadtil bidrager betydeligt til at styrke Danmarks position i udlandet. På den anden side fremføres det, at institutionen er en hån imod det demokratiske princip om, at alle er født lige.

Regentparret

HKH Dronning Margrethe og HM Prins Henrik besøgte Næstved den 4. september 2012. Her var der show med urban kunst, hip hop og dans.

Foto: Torkil Andersen / Scanpix

Har Danmark økonomisk gevinst af kongehuset?

Hvis man regner alle omkostninger med, inklusive f.eks. udgifter til sikkerhed, koster kongehuset mellem 400 og 500 millioner om året, ifølge økonom og forfatter Kim Bach i artiklen ”Kroner til kongehuset” (se kilder). Til gengæld varetager kongehuset en række repræsentative funktioner og kaster glans på begivenheder ved sin tilstedeværelse. Det er et ofte fremført argument, at de statslige udgifter til kongehuset opvejes af den goodwill, som det danske kongehus skaber rundt om i verden til gavn for dansk erhvervsliv, turisme og kultur. Selv skriver kongehuset på sin hjemmeside (se kilder): "Det overordnede sigte med et dansk statsbesøg er at etablere styrke og fremme forbindelserne landene imellem og herunder at udvikle sociale, erhvervsmæssige og kulturelle relationer". Således kombineres et statsbesøg ofte med eksempelvis et erhvervsfremstød, sådan at kongehuset bidrager til at forstærke dansk erhvervslivs position i udlandet. Konkret kan et statsbesøg bestå af åbning af udstillinger og seminarer samt besøg på messer, virksomheder eller humanitære institutioner. Alt sammen opmærksomt fulgt af en dansk pressedelegation.

Danmark er det land i Europa, der har den største opbakning til kongehuset, skriver Politiken i en artikel fra 2011 (se kilder). I artiklen fremgår det, at 77 % af danskerne ifølge en Megafon-måling er tilhængere af monarkiet, mens 16 % mener, at Danmark bør være en republik. Samme billede tegner en meningsmåling foretaget af Voxmeter i 2018 ifølge et Ritzau-telegram i Jyllands-Posten (se kilder). Den dominerende holdning er med andre ord, at pengene er godt givet ud.

Mens tilhængerne hævder, at kongehuset har en positiv indvirkning på dansk turisme og eksport, lyder kritikken, at der ikke findes håndfaste beviser herfor: ”Vi har ikke nogen målinger, der viser i kroner og ører, hvad de har af værdi. De har en værdi – det er der ikke nogen tvivl om – men hvad det er, ja det er det store spørgsmål”, siger Tina Baungaard-Jensen, international pressechef i Visit Denmark, i artiklen ”Kroner til kongehuset” (se kilder).

Er kongehuset som institution i strid med de demokratiske principper?

Rent principielt er det danske kongehus noget nær et paradoks: Det er en gammeldags, aristokratisk og udemokratisk institution midt i et moderne folkestyre. Hvor menneskerettighedernes første bud lyder, at vi alle er født frie og lige, er de kongelige født med særrettigheder og pligter.

Historiker og monarkiekspert Jes Fabricius Møller skriver i artiklen ”Et kongehus i et demokrati er et paradoks, men ikke et problem” (se kilder), at den store opbakning til det danske monarki ikke betyder, at vi er royalister i ordets egentlige betydning: Der er angiveligt meget få tilhængere, som rent faktisk mener, at den monarkiske statsform er udtryk for en højere principiel eller guddommelig retfærdighed. ”Opbakningen til monarkiet bygger på, hvad man kan kalde pragmatisk konservatisme, hvis indhold udtrykkes bedst i den engelske talemåde: ”If it ain’t broke, don’t fix it”. Hvis det fungerer, så lad være med at lave det om.” skriver han i artiklen. ”Logikken i systemet består i, at regeringen garanterer for monarkiets overlevelse, hvis statsoverhovedet lover at holde sig ude af politik. Statsministeren sagde det faktisk ligeud i sin tale til Dronningens 70-års fødselsdag: En dronning må ikke blande sig i politik. Det er en del af kontrakten.”

Jes Fabricius Møller konkluderer i artiklen, at det godt kan være, at monarkiet i sig selv egentlig ikke er tidssvarende i forhold til moderne demokratiske principper, men at det i praksis er en velfungerende model.

Én, der udtrykker sin beundring for kongehuset, er journalist og studievært Jens Gaardbo. Han skriver bl.a. følgende om prins Henrik og kongefamilien i sin blog på BT.dk d. 16. februar 2018 (se kilder): ”Han var manden, der gennem årtier uforfærdet protesterede over sin rolle i andet geled, selvom han vidste, at han løb panden mod en mur. Det elskede jeg ham for. Det har jeg altid gjort. Ligesom jeg elsker Dronningen for, at hun ryger. Og prins Joachim for hans hang til hurtige biler. Kronprinsen og Mary må også godt se at få en last. Jeg holder af dette strejf af letsindighed midt i en dansk offentlighed, der bliver mere og mere sur & sund, restriktiv & spidsrøvet.”

På den politiske venstrefløj, især hos Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti, er der enighed om, at monarkiet er en uhensigtsmæssig institution i et ellers moderne demokrati: ”Det handler ikke om, hvorvidt man kan lide Margrethe eller Henrik. Jeg er sikker på, de er dejlige mennesker begge to. Der er bare ikke nogle, der har stemt på dem”, siger det tidligere medlem af Folketinget Pernille Frahm (SF) i artiklen ”SFere lægger an til afvikling af kongehuset” (se kilder).

Tidligere formand for Radikal Ungdom Victor Boysen har udtalt: ”Det handler i sidste ende om principper og værdier. Danmark er et demokratisk land, hvor alle er lige for loven. Den danske identitet og kultur rummer selvfølgelig også et vist element af forsvar for høje bistandsydelser. Men otte mio. kr. årlig pension til prins Henrik for at drive den af i kongeligt eksil er måske lige rigeligt.”

Hvilken debat har der særligt været omkring prins Henrik?

Prinsgemalen til dronningen, prins Henrik, døde 83 år gammel den 13. februar 2018 efter kort tids sygdom. I september 2017 havde kongehuset i en pressemeddelelse oplyst, at prinsen led af demens – en lidelse der langsomt svækker det kognitive funktionsniveau.

Prins Henrik fik, efter eget ønske, ikke en statsbegravelse, som ellers er traditionen i kongehuset. Han blev i stedet kremeret og bisat fra Christiansborg Slotskirke den 20. februar 2018 ved en ceremoni med få inviterede gæster. Halvdelen af hans aske blev, efter eget ønske, spredt i danske farvande, mens den anden halvdel blev sat ned i en urne i regentparrets private have i Fredensborg Slotshave.

Allerede i løbet af sommeren 2017 var det kommet frem i medierne, at prins Henrik ikke ønskede at blive begravet ved siden af dronning Margrethe under sarkofagen af kunstneren Bjørn Nørgaard, medmindre at han blev gjort til kongegemal. Prinsens beslutning blev bekræftet af kongehusets pressechef Lene Balleby i artiklen ”Utilfreds prins Henrik vil ikke begraves sammen med dronning Margrethe” (se kilder): ”Det er ingen hemmelighed, at prinsen i mange år har været utilfreds med sin rolle og den titel, han er blevet tildelt i det danske monarki. Den utilfredshed har i de senere år fyldt mere og mere.”

Prinsens beslutning om ikke at blive begravet ved siden af dronningen blev kritiseret og mødt med hovedrysten i offentligheden, men bør også forstås i forhold til prinsens demensdiagnose, udtalte kongehusekspert og lektor på Københavns Universitet Sebastian Olden-Jørgensen i artiklen ”Ekspert: Sygdom sætter en parentes om Henriks udtalelser” (se kilder).

Prins Henrik var i løbet af sit liv flere gange genstand for kritik i pressen, blandt andet på grund af sin måde at opdrage sønnerne, kronprins Frederik og prins Joachim, på, som blev anset som streng, udansk og gammeldags – og som i øvrigt foregik på fransk. I den kulørte dagspresse fik han flere øgenavn og blev mere eller mindre mobbet for sin franske accent. Stephanie Surrugue og Nicoline Westergaard beskriver i deres nekrolog (se kilder), hvordan det pinte prins Henrik, at han aldrig fik lært formfuldendt dansk: ”I dag ved jeg, at jeg aldrig kommer til at tale hundrede procent flydende dansk. Det ærgrer mig. Det indrømmer jeg gerne. Jeg ærgrer mig helt forfærdeligt,” sagde han ifølge artiklen i 2010 i den biografiske bog ”Enegænger”.

 

Prins Henriks båre bliver båret ud af Fredensborg Slot efterfulgt af den kongelige familie.

 

Hvilken kritik har der været af de kongelige?

Mens Dronning Margrethe sjældent møder kritik i offentligheden, har kronprins Frederik flere gange været kritiseret i pressen. Blandt andet har det været debatteret, om han i kraft af sit medlemskab af Den Internationale Olympiske Komite får en politisk magt, som han ikke bør have. For eksempel stemte kronprinsen forud for OL i Rio i 2016 for Ruslands fortsatte deltagelse på trods af, at den daværende regering og et bredt flertal i Folketinget ønskede en udelukkelse på baggrund af, at de internationale antidopingmyndigheder havde afsløret omfattende statsstøttet doping hos de russiske atleter. SF’s daværende idrætsordfører Jacob Mark var en af de politikere, der kritiserede kronprinsen for at gå imod et flertal i Folketinget: ”SF har i forvejen været betænkelig ved kronprinsens rolle i IOC, og når han så ovenikøbet vælger ikke at følge det politiske flertal i Danmark, bliver det et stort problem,” siger han om sagen i artiklen ”Kronprinsens kup” i Information (se kilder).

I 2020 er kronprinsen kommet i modvind, da det kom det frem, at kronprins Frederik flere gange om året mødes med personer fra Forsvarets øverste ledelse. Ifølge netmediet OLFI, der skriver om dansk forsvars- og sikkerhedspolitik, bliver kronprinsen under disse møder angiveligt indviet i følsomme oplysninger, som kun højtstående politikere og ansatte i Forsvaret ellers har adgang til. Det fremgår af en artikel på DR den 10. januar (se kilder), hvor SF’s forsvarsordfører Anne Valentina Berthelsen udtaler om sagen: ”Der bør kun udveksles sådan nogle informationer i ministeriet eller ved ministerens egen tilstedeværelse eller accept. Danmarks sikkerhedspolitik skal drøftes indenfor de rammer, som lovgivningen dækker over – ikke under loge-lignende forhold på Strandvejen.”

Også prins Joachim blev udsat for kritik i 2019, da han sammen med sin familie flyttede til Paris for at studere et år ved det berømte militærakademi École Militaire. Ifølge en artikel i Berlingske fra februar 2019 (se kilder) handlede kritikken om, at han har taget beslutningen om at flytte til udlandet med sin apanage uden tilsagn fra Folketinget. I Grundloven står der nemlig, at medlemmer af kongehuset ikke kan modtage deres årpenge, hvis de flytter til udlandet.

Hvad skyldes kongehusets store popularitet i Danmark?

På trods af at de kongeliges ageren i forskellige sager af og til vækker kritik, er tilslutningen til kongehuset i den danske befolkning stor. Historiker, ph.d. og ekstern lektor ved Københavns Universitet, Lars Hovbakke Sørensen, mener, at kongehusets store popularitet blandt andet skyldes, at den danske kongefamilie har formået at modernisere sig selv, uden at det er gået for stærkt. ”I andre lande er det enten sket for hurtigt eller for langsomt. Opbakningen til kongehuset i Norge faldt, da kronprinsen blev gift med en enlig mor. Det var lidt for moderne og lidt for almindeligt og tog noget af glansen,” forklarer han i artiklen. Derfor er det perfekt, at kronprinsen i Mary fandt en almindelig kvinde fra en traditionel familie, som samtidig var helt ukendt for danskerne, da hun trådte ind i kongehuset. Derved er der stadig noget eventyrligt og eksotisk over det, mener han: ”der er ikke nogen danskere, der har kendt hende fra tidligere og festet med hende til gymnasiefesterne. Det er en god balance mellem noget almindeligt og noget anderledes.”

Blandt eksperter er der bred enighed om, at kongehusets popularitet er direkte proportionel med regentens personlighed: Da dronning Margrethe overtog tronen fra sin far i 1972, var den folkelige opbakning til kongehuset meget lavere, end den er i dag, med kun 40 % tilhængere. ”Dronningen er utrolig sikker. Det, der kendetegner hendes embedsperiode er, at hun stort set ikke sætter en fod forkert,” siger historiker Jes Fabricius Møller i samme artikel.
Opbakningen til kongehuset handler om følelser, identifikation og identitet. ”Kongehuset er noget, vi alle kan forholde os til og har en fornemmelse af, at vi hører sammen omkring. Det er vigtigt, fordi vi lever i en tid med globalisering. Vores samfund er blevet mere multikulturelt, og vi lever mange forskellige slags liv. Uanset om man kommer udefra eller har boet her hele livet, har folk behov for at være fælles om noget,” siger historiker Lars Hovbakke Sørensen.

Derudover er de mange positive begivenheder i kongehuset de senere år, som bryllupper, fødsler og barnedåb, helt sikkert også med til at opretholde den folkelige interesse.

Hvordan er forholdet mellem kongehuset og medierne?

Idet kongehuset i dag ikke længere har nogen reel magt som på enevældens tid, er kongefamiliens medlemmer nødsaget til på anden vis at holde sig respekterede og kendte. Og her spiller medierne en uvurderlig rolle: "I gamle dage viste kongen sig frem ved enkelte lejligheder for at demonstrere sin magt over for folket. I dag viser kongefamiliens medlemmer sig frem for folket for at fastholde magten," forklarer professor i film- og medievidenskab Stig Hjarvard i artiklen "Kongehuset – en fortløbende medieproduktion" i tidsskriftet Salt (se kilder). "Kongehusets legitimitet og autoritet afhænger i stigende grad af dets evne til i offentligheden at skabe et billede af sig selv, som sikrer fortsat popularitet. Magten er ikke længere givet: De kongelige skal ligesom de 'almindelige' stjerner vedligeholde deres image i pressen for at overleve som kendte." 

Som følge af mediernes offensive tilgang til de royale, har kongehuset taget konsekvensen og skabt mere åbenhed om institutionen. Kongehuset har erkendt dets afhængighed af pressen og indset, at det må forsøge at styre den kommunikation om de kongelige, der florerer i medierne. Denne erkendelse skyldes måske udviklingen i vores nabolande: kongehuset har indset, at det er svært at glatte ud, når skaden er sket, som da den norske kronprins fandt en borgerlig pige med en blandet fortid.

Som led i denne nye udvikling udgiver kongehuset nu en årsrapport, hvor alle interesserede kan få et indblik i hoffets organisation og økonomi. I årsrapporten udtaler kongehuset selv, at hoffet gennem de seneste år har arbejdet målrettet på at forbedre informationsindsatsen: I 2004 blev der således ansat en presse- og informationschef, ligesom der er sket en gennemgribende opdatering af kongehusets hjemmesider. Fremtiden er med andre ord en udfarende mediestrategi frem for en defensiv.

Kongehuset har desuden medvirket i en række populære tv-produktioner de seneste år. I 2016 viste dronning Margrethe selv rundt i ”Dronningens slotte”, i 2019 debuterede prins Joachim som tv-vært på en serie om Danmarkshistorien, og i 2020 medvirker både dronning Margrethe og kronprins Frederik med interviews i en biografisk dokudramaserie om Frederik d. 9.

Hvordan tegner udviklingen sig for kongehuset?

Selvom kongehuset på mange punkter synes at være en anakronisme i et demokratisk samfund, er der i den danske befolkning ikke desto mindre et klart flertal for monarkiets beståen. En meningsmåling fra marts 2018 viser, at næsten 77 % af den danske befolkning støtter op om det danske monarkis fortsatte beståen. Det fremgår af et Ritzau-telegram bragt i Jyllands-Posten (se kilder).

Monarkiets reelle magt er i dag begrænset, men kongehuset er synligt som aldrig før, og kongefamilien eksisterer i dag på mediernes nåde frem for Guds nåde. De kongelige balancerer mellem at opretholde en ophøjet distance til befolkningen og at omstille sig til nutidens krav om at opføre sig ligesom resten af befolkningen.

Ændringen af Tronfølgeloven i 2009 kan ses som et symptom på dette krav: kongehuset bevarer den traditionelle – og udemokratiske – arvefølge, men ønsker samtidig at omstille sig til nutiden ved at indføre ligestilling mellem kønnene. Men at bevæge sig mellem hundrede år gamle traditioner på den ene side og det moderne samfunds krav på den anden side er ikke let: "Det virker for meningsløst og idiotisk at stemme om ligestilling mellem kønnene i en institution, som med hele sin eksistens er en hyldest til uligestilling mellem mennesker," som journalist og forfatter Gretelise Holm udtrykker det i artiklen "Privatiser kongehuset" i Politiken (se kilder).

Jævnligt er der også debat om de kongeliges apanage. Eksperter i kongehuset vurderer, at der med dronningens i alt otte børnebørn naturligt vil komme et opgør med statsydelsen til kongehuset, således at prins Joachim bliver den sidste prins, der modtager årpenge – undtagen den direkte tronfølger. ”Der er ikke nok arbejdsopgaver til alle i den nye generation. Man kan ikke have så mange til at repræsentere kongehuset. Samtidig er folk mere nøjeregnende med kongehusets økonomi efter finanskrisen,” forklarer historiker og kongehusekspert Lars Hovbakke Sørensen i en artikel på TV2.dk, ”Kongehuseksperter: Prins Joachim bliver den sidste af sin slags” (se kilder). Samtidig peger eksperter på, at prinsesse Isabella kommer til at indtage en prekær dobbeltrolle som nummer to i arvefølgen med kongelige forpligtelser og forventninger og samtidig som en kvinde, der skal ud at tjene sine egne penge.

Baggrundskilder

Love, rapporter og officielle hjemmesider

”Hele Danmarks Riges Grundlov nr. 169 af 5. juni 1953”.
med grundig gennemgang af blandt andet kongehusets historie, stamtræer, opgaver og medlemmer. Også på engelsk.

Bøger

Andersen, Jens: Under bjælken. Et portræt af Kronprins Frederik. Gyldendal, 2017
Lyngby, Thomas (red):
Regent i 40 år : Dronning Margrethe II : 1972-2012. Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg, 2011.
Lyngvild, Jim og Karen Seneca:
Vild med Mary. Politiken, 2011.
Mortensen, Carsten Bo:
Kongehuset. Gyldendal, 2011.
Duus, Jørgen:
Befri kongefamilien : grundloven, kongerækken, danmarkshistorien. Ny Havn, 2011.
Larsen, Jørgen og Thomas Larsen:
Amalienborg. Gyldendal, 2010.

Radio

P1, 2020-01-03.

Film

Dramadokumentarserie om dronning Margrethe 2.’s far, kong Frederik 9., og det danske monarki i hans levetid. DR, 2019.
Dokumentarserie med prins Joachim som vært, der undersøger hvordan Danmark er blevet til det Danmark, som vi lever i i dag. Hvert afsnit har et tema som f.eks. tro, demokrati og skole. DR, 2019.
Dokumentarserie der kaster et lidt anderledes blik på det danske kongehus, og ser på, hvordan begær og kærlighed i de kongelige rækker har haft indflydelse på Danmarkshistorien. DR, 2018-2019.
Dokumentarfilm, 1955. Det Danske Filminstitut.

Søgning i bibliotek.dk

Emnesøgnung på kongehuset

Kilder citeret i artiklen

Rapporter

Kongehuset.dk.
Information, 2016-10-08.
Jyllands-Posten, 2009-06-09.
Hjarvard, Stig: Kongehuset – en fortløbende medieproduktion.
Tidsskriftet Salt, nr. 2, april 2004, årgang 13

Bøger

Bistrup, Annelise: Margrethe. Politiken Bøger, 2005.
Abrahamsen, Neel Dich: Huset Glücksborgs slægtstavle. De Danske Kongers Kronologiske Samling, 2004.
Boelskifte, Else: Frederik & Mary – Kongelige og folkelige. Jyllands-Posten, 2004.
Bjørn, Claus: Blot til pynt? Monarkiet i Danmark – i går, i dag og i morgen. Fremad, 2001.

Øvrige skribenter

Cand.mag. Madeleine Saunte, 2012.
Journalist Sune Navntoft, 2018.