frontlæsser med valgplakat
Valgplakat af Johannes F. Vesterby (V) på en frontlæsser i Viborg ved kommunalvalget i 2013.
Foto: Martin Dam Kristensen / Scanpix

Kommunalvalg

Artikel type
faktalink
journalist Michelle Arrouas, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af journalist Sven Johannesen, december 2013.
Top image group
frontlæsser med valgplakat
Valgplakat af Johannes F. Vesterby (V) på en frontlæsser i Viborg ved kommunalvalget i 2013.
Foto: Martin Dam Kristensen / Scanpix
Main image
Hovedpersonerne ved kommunalvalget på Københavns Rådhus i 2005. Ritt Bjerregaard, Klaus Bondam og Martin Geertsen.
Hovedpersonerne ved kommunalvalget på Københavns Rådhus i 2005. Ritt Bjerregaard, Klaus Bondam og Martin Geertsen.
Foto: Linda Kastrup / Scanpix

Danmark har et unikt kommune- og regionssystem, der er præget af selvstyre, ansvar og decentralisering af landets velfærdsopgaver.

Især efter den omfattende kommunalreform i 2007 har kommunerne fået langt mere ansvar, end det tidligere er set både i Danmark og i udlandet.

Hvert fjerde år afholdes der kommunalvalg, hvor borgerne vælger hvilke politikere, der skal administrere det kommunale system den næste periode.

På den måde er der kontant afregning for kommunalpolitikerne; hvis vælgerne er tilfredse med politikernes indsats, bliver de som regel genvalgt, mens utilfredshed blandt borgerne ofte betyder, at en politiker bliver væltet. Politikerne står derfor til regnskab for måden, de har forvaltet kommunens opgaver på, blandt andet folkeskolen, socialhjælpen, og daginstitutionerne.

Kommunevalget 2013 blev præget af høj stemmeprocent og en meget stor fremgang til Enhedslisten. Efterfølgende var der debat om DR's brug af de såkaldte exit polls, som på valgdagen ramte helt forkert i vurderingen af stemmefordelingen.

 

Kommunernes opgaver

Hvilke opgaver tager kommunerne sig af?

Danske kommuner har i en international sammenligning et meget stort ansvarsområde. De danske kommuner tager sig af den daglige, offentlige velfærdsservice – for eksempel socialhjælp, daginstitutioner, folkeskoler og ældrepleje. Finansielt set fungerer mange kommuner dog ikke lige så selvstændigt, som de gør politisk. Eksempelvis er en stor del af de ydelser, kommunerne udbetaler til borgerne, finansieret af staten. Her fungerer kommunerne kun som en slags bank, der videreformidler og administrerer den offentlige velfærd. De overordnede linjer bestemmes af politikerne i Folketinget, mens kommunerne administrerer, hvordan pengene fordeles rent praktisk. Tendensen i de seneste årtier har været, at stadigt flere offentlige opgaver er blevet decentraliseret – altså lagt ud fra statslig styring til kommunalt selvstyre. Det har betydet, at antallet af statsansatte er faldet gennem 1980’erne og 1990’erne, mens der er blevet ansat flere og flere i kommunerne. Kommunernes opgaver ligger ikke endeligt fast, men forandres i takt med, at der opstår nye servicebehov. Nogle kommuner tilbyder service til borgerne, der ikke bliver udbudt i landets andre kommuner, og det afspejler sig i store forskelle i kommuneskatten. Samtidig kan der være store indkomstforskelle hos de forskellige kommuners borgere. Eksempelvis har kommuner nord for København flere velstående borgere end kommuner på Lolland. Derfor er der lavet en såkaldt udligningsordning, som betyder, at de rige kommuner hvert år overfører et støttebeløb til de fattigere kommuner.

Hvor forskelligt arbejder kommunerne?

På tværs af landet er der store forskelle på kommunernes måde at udføre serviceopgaverne på. Danske kommuner har et såkaldt ’kommunalt selvstyre’, og det betyder, at de selv bestemmer, hvordan de vil tilrettelægge arbejdet og prioritere deres ressourcer.

Det kommunale selvstyre blev indført helt tilbage i 1832, og er unikt for Danmark. Eksempelvis har kommunerne i Danmark bemyndigelse til at opkræve direkte skatter – en myndighedsopgave, som staten varetager i de fleste andre lande. De kommunale selvstyre er bygget på et nærhedsprincip, der har til formål at lægge beslutningerne så tæt på vælgerne, som det er praktisk muligt. Det kommunale nærhedsprincip betyder dog samtidig, at landets borgere ikke får den samme service overalt i Danmark. For eksempel er der længere ventelister til daginstitutioner i nogle kommuner, mens andre har færre tilbud på ungdomsskoleområdet. Variationen mellem kommunerne skyldes både geografiske forskelle og politiske prioriteringer. Nogle kommuner ligger i tyndt befolkede områder og kan derfor ikke tilbyde lige så omfattende service, som kommuner med mange indbyggere. Den afgørende forskel er imidlertid, hvordan kommunens politikere prioriterer pengene. Og det er netop dét, vælgerne har indflydelse på til kommunalvalget. Det gør en forskel, hvilke partier, der får størst opbakning til kommunalvalget – og dermed får mulighed for at danne de alliancer, der ofte er nødvendige for at kunne besætte borgmesterposten.

Hvilke begrænsninger har det kommunale selvstyre?

Det kommunale selvstyre finder sted inden for nogle politiske rammer, der bestemmes på landsplan. I sidste ende er det altså staten, bestående af regeringen og Folketinget, der bestemmer over landets kommuner. Over for det kommunale nærhedsprincip står nemlig ønsket om, at serviceniveauet ikke bliver alt for forskelligt i de danske kommuner . Derudover er det også i regeringens interesse at holde nøje øje med, hvordan de kommunale skatter udvikler sig. Endelig kan der være et overordnet hensyn til såkaldte stordriftsfordele, altså at nogle opgaver kan løses bedre og billigere, hvis flere kommuner går sammen.

Hvor stort er kommunernes budget?

Kommunerne i Danmark administrerer et samlet budget på omkring 262 milliarder kroner hvert år. Det er altså ikke småpenge, der løber gennem de danske kommunekasser. På landsplan blev kommunernes budget i 2009 fordelt på følgende poster:

· Serviceområdet, eksempelvis skoler og ældrepleje: 220,1 milliarder kroner

· Indkomstoverførsler, eksempelvis kontanthjælp og førtidspensioner: 44,1 milliarder kroner

·Nettodriftsindtægter fra forsyningsområdet: 2,1 milliarder kroner

Hvordan forhandler kommunerne med staten?

Næsten en tredjedel af kommunernes udgifter finansieres direkte af staten, der også er med til at bestemme de overordnede, politiske retningslinjer for den øvrige offentlige velfærdsservice. Forholdet mellem kommuner og stat er derfor meget vigtigt. Landets kommuner er i dag sluttet sammen i Kommunernes Landsforening (KL), som også står for forhandlingerne med staten. Hvert år lige før sommerferien forhandler regeringen med kommunerne om en såkaldt ’kommuneaftale, ’der bestemmer niveauet for de offentlige udgifter i det kommende år. Staten pålægger ofte kommunerne nye opgaver, eksempelvis i forhold til integration af flygtninge eller aktiveringsprojekter, hvilket ofte får kommunerne til at kræve større bloktilskud. Kommunernes Landsforening har også en rolle som en politisk tænketank, der på den ene side hjælper kommunerne med at blive bedre til at løse de offentlige opgaver, og som på den anden side forholder sig til de politiske udspil, der løbende kommer fra ministerierne, og som de enkelte kommuner ikke har ressourcer til at forholde sig til. Kommunernes Landsforening er med andre ord en interesseorganisation, der varetager kommunernes ofte lidt forskelligartede ønsker.

Hvad er forskellen på en region og en kommune?

Den offentlige sektor i Danmark er opdelt i tre forskellige niveauer:

· staten

· regionerne

· kommunerne

Valget den 17. november 2009 var ikke blot til kommunerne – man valgte samtidig politikere til regionerne. Regioner og kommuner adskiller sig især fra hinanden på to væsentlige punkter: For det første er regionerne langt større end kommunerne, da der er fem regioner og 98 kommuner. Eksempelvis er der i Region Syddanmark 22 kommuner. For det andet har regionerne og kommunerne meget forskellige opgaver. De fem danske regioner har som hovedopgave at administrere det danske sygehusvæsen. Derudover har regionerne ansvaret for den regionale udvikling og en række opgaver på det sociale område – eksempelvis er det regionerne, der står for specialundervisning af svage folkeskoleelever. Efter kommunalreformen i 2007, hvor amterne blev nedlagt og deres opgaver fordelt mellem staten, kommunerne og de nyoprettede regioner, er forskellene på kommunernes og regionernes opgaver dog mindsket. Eksempelvis står både kommunerne og regionerne for hver deres område af den kollektive trafik.

Hvordan er en kommune opbygget?

Landets kommuner har alle en kommunalbestyrelse, der i daglig tale bliver kaldt byrådet, med en borgmester i spidsen. I modsætning til det danske Folketing er kommunalbestyrelsen ikke en lovgivende forsamling, og borgmesteren er heller ikke regeringschef på linje med statsministeren. De lokale kommunalbestyrelser er forvaltningsorganer, der administrere kommunens forpligtelser og økonomi. Kommunernes politiske forvaltning er almindeligvis opbygget i en række såkaldte udvalg, der har ansvaret for den konkrete velfærdsservice. De fleste kommuner har eksempelvis økonomiudvalg, socialudvalg, teknikudvalg, uddannelsesudvalg og skatteudvalg. I nogle af landets største kommuner har man dog et såkaldt magistratstyre med såkaldte rådmænd, eller fagborgmestre, i spidsen. Det ser man blandt andet i Københavns Kommune, hvor der er en borgmester for mange af udvalgene. Kommunerne har derudover en forvaltning, der ledes af kommunaldirektører, der er ansvarlige for de mange ansatte. Men kommunernes specifikke opbygning varierer fra kommune til kommune.

Kommunalvalgets betydning

Hvad er et kommunalvalg?

Kommunalvalg afholdes altid hvert fjerde år den tredje tirsdag i november. Valget foregår samtidig i alle landets 98 kommuner. Her skal vælgerne beslutte hvilke lokalpolitikere, der i de kommende fire år skal have tildelt ansvaret for den offentlige service i nærområdet. Kommunevalget adskiller sig fra Folketingsvalget ved at have fokus på den daglige velfærdsservice, som borgerne har berøring med i hverdagen, og ikke de store politiske linjer. Det betyder, at det sjældent er de overordnede ideologiske diskussioner, der præger valgkampen, men derimod konkrete og ofte lokale emner. Ved sidste kommunalvalg blev der blandt andet diskuteret nære emner, såsom hvorvidt en folkeskole skulle lukkes, om de ældre på plejehjemmet skulle have anderledes aftensmad, og om der skulle bygges en ny cykelsti langs en større bys omfartsvej.

Hvordan afholdes et kommunalvalg?

Kommunalvalgene adskiller sig ikke umiddelbart fra folketingsvalg, når det gælder selve valgproceduren. De stemmeberettigede borgere kan vælge mellem en række kandidater fra forskellige partier og lister på selve valgdagen. Man stemmer ved at sætte kryds ud for navnet på det parti/den liste, man ønsker at stemme på. Kommer man til at sætte sit kryds forkert, kan man få en ny stemmeseddel. På selve valgstedet – ofte en skole eller gymnastiksal – sidder en række repræsentanter fra partierne, såkaldte valgtilforordnede, som holder øje med, at alt går lovpligtigt til. Ved hvert stemmebord sidder der almindeligvis en repræsentant fra to vidt forskellige partier, som dermed kan holde hinanden i skak med henblik på at undgå snyd. Når valghandlingen afsluttes klokken 20 optælles stemmerne, først i partier/lister og dernæst i navne. I dagene derefter følger nogle intense politiske forhandlinger om, hvem der skal være byens borgmester, og hvem der skal besætte de ofte ganske betydningsfulde udvalgsposter.

Hvem kan stille op og stemme til kommunalvalg?

I modsætning til Folketingsvalg kan alle personer, der er bosiddende i Danmark, uanset om de har statsborgerskab eller ej, stemme til regions- og kommunalvalgene. Enhver borger, der er fyldt 18 år og har fast bopæl i kommunen, kan således stemme til kommunalvalg. Hvis man ikke er statsborger i et EU-land eller i Island eller Norge, skal man dog have haft fast bopæl i Danmark i de sidste tre år før valgdagen for at have valgret; altså for at kunne stille op som kandidat til regions- og kommunalvalget. Kandidater skal samtidig have en såkaldt ’kandidatliste’ underskrevet af mindst 25 vælgere, der skal bo i kommunen.

Hvilke partier deltager i kommunevalget?

Alle partier kan stille op ved et kommunevalg, men mange af de mindre partier stiller ikke op i alle kommuner. Ved de seneste kommunalvalg har kun Venstre, Det Konservative Folkeparti og Socialdemokraterne været i stand til at mønstre egnede kandidater i samtlige danske kommuner.

Men de etablerede politiske partier får konkurrence fra en voksende underskov af lokale partilister, der er grupperet omkring enkeltsager eller særlige politiske emner i kommunerne. Mange vælgere kan derfor ikke stemme på de partier, de plejer, og derfor ligner de kommunale resultater ikke altid dem fra folketingsvalgene. Usikkerheden om valgresultatet i mange kommuner skyldes også, at mange vælgere følger mere med i den landspolitiske debat på Christiansborg, end de interesserer sig for byrådets arbejde i løbet af valgperioden. Mange vælgere beslutter derfor først i valgkampens sidste afgørende slutspurt, hvor de vil sætte deres kryds til kommune- og regionsvalgene.

Hvor mange stemmer til kommunalvalg?

Valgdeltagelsen til de danske kommunalvalg har i en årrække ligget på cirka 70 procent af de stemmeberettigede borgere. I 2001 var stemmeprocenten på hele 85 procent, fordi kommunalvalget lå sammen med folketingsvalget. I 2009 var valgdeltagelsen kun på 65,8 procent. Det er den laveste valgdeltagelse i 35 år. En af grundene til, at valgdeltagelsen til kommunalvalg er markant mindre end til folketingsvalgene er, at mange danskere ikke følger lige så meget med i den kommunale som den landsdækkende politik.

Stemmeprocenten ved de seneste kommunalvalg:

· 2001: 85 procent

· 2005: 70 procent

· 2009: 65,8 procent

Eksperter og politikere er bekymret for den lave valgdeltagelse ved kommunalvalgene, da man frygter, at vi til sidst får et politisk system, hvor ikke alle grupper føler sig repræsenteret, og hvor en stor del af befolkningen bliver politisk usynlig for de politiske partier.

En væsentlig udfordring ved kommunalvalget 2013 er helt grundlæggende at få borgerne til at møde op og sætte deres kryds på valgdagen. Derfor er der op til valgdagen den 19. november iværksat en række kampagner, der retter sig mod forskellige grupper – eksempelvis de unge eller de socialt udsatte, som er nogen de grupper, der er mindst flittige til at deltage ved kommunalvalgene. Meningen er selvsagt, at få så mange som muligt til at benytte deres stemmeret, så alle er med til at beslutte, hvordan samfundet skal udvikle sig fremover.

Hvilken betydning har valget for borgerne i en kommune?

Som vælger har man afgørende indflydelse på hvilket parti og hvilke personer, der kommer i det lokale byråd. Det kræver ikke så mange personlige stemmer at blive valgt ind i byrådet, i modsætning til det landsdækkende folketingsvalg, hvor hver enkelt kandidat skal mønstre markant flere stemmer for at blive valgt. Kandidaterne til byrådet udvælges således ud fra, hvor mange stemmer deres parti/liste har fået i alt, og hvor mange personlige stemmer de har fået individuelt.

Først udregnes det, hvor mange byrådspladser de enkelte partier/lister har fået stemmer til, og dernæst regnes det ud, hvem blandt partiernes/listernes kandidater, der har fået fleste personlige stemmer. Fordi mange vælgere ikke stemmer personligt, men blot sætter kryds ud for partiet/listen, får vælgere, der stemmer personligt, en uforholdsmæssig stor indflydelse. Som borger får man dermed mest ud af sin stemme ved at sætte sig ind i, hvad de enkelte kandidater står for, i stedet for bare at stemme på et parti eller en liste.

Hvordan samarbejder de valgte kommunalpolitikere?

Samarbejdet i kommunalbestyrelsen adskiller sig markant fra det landspolitiske spil i Folketinget. På lokalt plan er konflikterne sjældent særlig ideologisk præget, og det er derfor lettere for de kommunale politikere at indgå taktiske alliancer med politikere fra partier, som moderpartierne på Christiansborg aldrig ville samarbejde med. Eksempelvis er det stærkt venstreorienterede Enhedslisten gået i valgforbund med Det Konservative Folkeparti op til valget i Nyborg Kommune. I mange kommuner spiller lokallisterne en stor rolle, hvilket ligeledes skaber andre alliancemønstre, end det kendes fra Folketinget. Men eftersom de politiske opgaver i kommunerne ofte har en praktisk karakter, kan det give udmærket mening at samarbejde på kryds og tværs af traditionelle politiske skel. I de fleste byråd betragtes det som en demokratisk dyd at kunne samarbejde bredt.