frontlæsser med valgplakat
Valgplakat af Johannes F. Vesterby (V) på en frontlæsser i Viborg ved kommunalvalget i 2013.
Foto: Martin Dam Kristensen / Scanpix

Kommunalvalg

Artikel type
faktalink
journalist Michelle Arrouas, iBureauet/Dagbladet Information. Opdateret af journalist Sven Johannesen, december 2013. Opdateret af journalist Michelle Arrouas, iBureauet/Dagbladet Information, september 2017.
Top image group
frontlæsser med valgplakat
Valgplakat af Johannes F. Vesterby (V) på en frontlæsser i Viborg ved kommunalvalget i 2013.
Foto: Martin Dam Kristensen / Scanpix
Main image
Hovedpersonerne ved kommunalvalget på Københavns Rådhus i 2005. Ritt Bjerregaard, Klaus Bondam og Martin Geertsen.
Hovedpersonerne ved kommunalvalget på Københavns Rådhus i 2005. Ritt Bjerregaard, Klaus Bondam og Martin Geertsen.
Foto: Linda Kastrup / Scanpix

Indledning

Danmark har et kommune- og regionssystem, der er præget af selvstyre, ansvar og decentralisering af velfærdsopgaver.

Især efter den omfattende kommunalreform i 2007 har kommunerne fået mere ansvar, end det tidligere er set både i Danmark og i udlandet. Hvert fjerde år afholdes kommunalvalg, hvor borgerne vælger hvilke politikere, der skal administrere det kommunale system den næste periode.

Politikerne står derfor til regnskab for måden, de har forvaltet kommunens opgaver på, blandt andet folkeskole, overførselsindkomster og daginstitutioner.

Kommunalvalget 2013 var præget af høj stemmeprocent og markant fremgang til Enhedslisten. Efterfølgende var der debat om DR’s brug af de såkaldte exit polls, som på valgdagen ramte helt forkert, og DR besluttede ikke at bruge exit polls fremover ved kommunalvalg. Ved valget i 2017 ser ældrepleje, folkeskolen og daginstitutioner ud til at blive de store emner, sammen med klima- og miljøtilpasning. En af de største udfordringer for kandidaterne bliver – som ved de sidste valg – at få de 230.000 førstegangsvælgere til at stemme; mere end 6 procent af de stemmeberettigede er unge, og de kan dermed være afgørende for udfaldet af valget.

 

Kommunernes opgaver

Hvilke opgaver tager kommunerne sig af?

Danske kommuner har i en international sammenligning et meget stort ansvarsområde. De tager sig af den daglige, offentlige velfærdsservice – for eksempel administration af overførselsindkomster, daginstitutioner, folkeskoler og ældrepleje. Efter kommunalreformen i 2007 er kommunernes opgaver fastsat som de såkaldte ’borgerrettede opgaver’, der alle består af velfærdsforvaltning: Sundhed, beskæftigelse, det sociale område, børnepasning, folkeskolen, ældreplejen, erhvervsservice, kollektiv trafik og veje, natur, miljø og planlægning og kultur, skriver DR.dk (se kilder). Kommunerne suppleres af regionerne, der efter kommunalreformen i 2007 har som primær opgave at drive det danske sundhedsvæsen.

Økonomisk set fungerer mange kommuner dog ikke lige så selvstændigt, som de gør politisk. Eksempelvis er en stor del af de ydelser, kommunerne udbetaler til borgerne, finansieret af staten. Her fungerer kommunerne kun som en slags bank, der videreformidler og administrerer den offentlige velfærd. De overordnede linjer bestemmes af politikerne i Folketinget, mens kommunerne administrerer, hvordan pengene fordeles rent praktisk. Tendensen i de seneste årtier har været, at stadigt flere offentlige opgaver er blevet decentraliseret – altså lagt ud fra statslig styring til kommunalt selvstyre. Det har betydet, at antallet af statsansatte er faldet gennem 1980’erne og 1990’erne, mens der er blevet ansat flere og flere i kommunerne. Kommunernes opgaver ligger ikke endeligt fast, men forandres i takt med, at der opstår nye servicebehov. Nogle kommuner tilbyder service til borgerne, der ikke bliver udbudt i landets andre kommuner, og det afspejler sig i store forskelle i kommuneskatten. Samtidig kan der være store indkomstforskelle hos de forskellige kommuners borgere. Eksempelvis har kommuner nord for København flere velstående borgere end kommuner på Lolland. Derfor er der lavet en såkaldt udligningsordning, som betyder, at de rige kommuner hvert år overfører et støttebeløb til de fattigere kommuner. Eksempelvis overførte kommunerne i hovedstadsområdet i 2015 12 milliarder kroner til fattigere kommuner andre steder i landet, viste TV2 Lorry i en interaktiv grafik (se kilder). Det fik i 2016 borgmestrene i 34 kommuner i hovedstadsområdet til at lancere mottoet ’stop forskelsbehandlingen nu’ med det formål at sænke udligningen mellem kommunerne; i et debatindlæg i Altinget (se kilder) argumenterer de for, at de rige kommuner bidrager for meget til resten af landet.

Hvor forskelligt arbejder kommunerne?

På tværs af landet er der store forskelle på kommunernes måde at udføre serviceopgaverne på. Det, man kalder ’kommunalt selvstyre’, betyder, at kommunerne selv bestemmer, hvordan de vil tilrettelægge arbejdet og prioritere deres ressourcer. Mens kommunernes ret til at styre sig selv er sikret i Grundloven, så stiller Grundloven ikke nogle krav til, hvilke opgaver kommunerne som minimum bør løse, skriver Gyldendal Den Store Danske (se kilder). Det er i stedet efter aftale med staten at kommunernes opgaver er blevet fastsat. Samtidig er den kommunale økonomi underlagt direkte statslig kontrol, hvilket ifølge flere forskere betyder, at kommunerne i højere grad arbejder end og at det kommunale selvstyre er under pres, skriver Altinget (se kilder).

Det kommunale selvstyre blev indførti 1832, og er unikt på flere punkter. Eksempelvis har kommunerne i Danmark bemyndigelse til at opkræve direkte skatter – en myndighedsopgave, som staten varetager i de fleste andre lande. De kommunale selvstyre er bygget på et nærhedsprincip, der har til formål at lægge beslutningerne så tæt på vælgerne, som det er praktisk muligt. Det kommunale nærhedsprincip betyder dog samtidig, at landets borgere ikke får den samme service overalt i Danmark. For eksempel er der længere ventelister til daginstitutioner i nogle kommuner, mens andre har færre tilbud på ungdomsskoleområdet. Variationen mellem kommunerne skyldes både geografiske forskelle og politiske prioriteringer. Nogle kommuner ligger i tyndt befolkede områder og kan derfor ikke tilbyde lige så omfattende service, som kommuner med mange indbyggere. Den afgørende forskel er imidlertid, hvordan kommunens politikere prioriterer pengene. Og det er netop dét, vælgerne har indflydelse på til kommunalvalget. Det gør en forskel, hvilke partier, der får størst opbakning til kommunalvalget – og dermed får mulighed for at danne de alliancer, der ofte er nødvendige for at kunne besætte borgmesterposten.

Hvilke begrænsninger har det kommunale selvstyre?

Det kommunale selvstyre finder sted inden for nogle politiske rammer, der bestemmes på landsplan. I sidste ende er det altså staten, styret af regeringen og Folketinget, der bestemmer over landets kommuner. Over for det kommunale nærhedsprincip står nemlig ønsket om, at serviceniveauet ikke bliver alt for forskelligt i de danske kommuner. Derudover er det også i regeringens interesse at holde nøje øje med, hvordan de kommunale skatter udvikler sig. Endelig kan der være et overordnet hensyn til såkaldte stordriftsfordele, altså at nogle opgaver kan løses bedre og billigere, hvis flere kommuner går sammen.

Hvor stort er kommunernes budget?

Kommunerne i Danmark administrerer et samlet budget, der i 2017 var på 340 milliarder kroner, hvoraf langt størstedelen bliver brugt på serviceudgifter som skoler og ældrepleje, skriver Finansministeriet i sin årlige opgørelse (se kilder). På landsplan blev kommunernes budget i 2017 fordelt på følgende poster, skriver Danmarks Statistik (se kilder):

· Serviceområdet, eksempelvis skoler og ældrepleje: 241,9 milliarder kroner

· Indkomstoverførsler, eksempelvis kontanthjælp og førtidspensioner: 69,5 milliarder kroner

·Nettodriftsindtægter fra forsyningsområdet: 2,5 milliarder kroner.

Hvordan forhandler kommunerne med staten?

Næsten en tredjedel af kommunernes udgifter finansieres direkte af staten, der også er med til at bestemme de overordnede, politiske retningslinjer for den øvrige offentlige velfærdsservice. Forholdet mellem kommuner og stat er derfor meget vigtig. Landets kommuner er i dag sluttet sammen i Kommunernes Landsforening (KL), som også står for forhandlingerne med staten. Hvert år lige før sommerferien forhandler regeringen med kommunerne om en såkaldt kommuneaftale, der bestemmer niveauet for de offentlige udgifter i det kommende år. Staten pålægger ofte kommunerne nye opgaver, eksempelvis i forhold til integration af flygtninge eller aktiveringsprojekter, hvilket ofte får kommunerne til at kræve større bloktilskud; bloktilskud kan bruges frit af modtageren, i dette tilfælde kommunen, og er altså et ubundent statslig tilskud. Kommunernes Landsforening har også en rolle som en politisk tænketank, der på den ene side hjælper kommunerne med at blive bedre til at løse de offentlige opgaver, og som på den anden side forholder sig til de politiske udspil, der løbende kommer fra ministerierne, og som de enkelte kommuner ikke har ressourcer til at forholde sig til. Kommunernes Landsforening er med andre ord en interesseorganisation, der varetager kommunernes ofte lidt forskelligartede ønsker. KL består af fem organer – bestyrelsen, formandskabet, udvalget, repræsentantskabet og kommunekontaktrådet – og med undtagelse af formandskabet, der bliver nedsat af bestyrelsen, bliver posterne besat på grundlag af resultatet fra det seneste kommunalvalg, skriver KL på deres hjemmeside (se kilder).

Hvad er forskellen på en region og en kommune?

Den offentlige sektor i Danmark er opdelt i tre forskellige niveauer:

· staten

· regionerne

· kommunerne

Valget den 17. november 2009 var ikke blot til kommunerne – man valgte samtidig politikere til regionerne, ligesom man før kommunalreformen i 2007 havde valgt politikere til amterne. Regioner og kommuner adskiller sig især fra hinanden på to væsentlige punkter: For det første er regionerne langt større end kommunerne, da der er fem regioner og 98 kommuner. Eksempelvis er der i Region Syddanmark 22 kommuner. For det andet har regionerne og kommunerne meget forskellige opgaver. De fem danske regioner har som hovedopgave at administrere det danske sygehusvæsen. Derudover har regionerne ansvaret for den regionale udvikling og en række opgaver på det sociale område – eksempelvis er det regionerne, der står for specialundervisning af svage folkeskoleelever. Efter kommunalreformen i 2007, hvor amterne blev nedlagt og deres opgaver fordelt mellem staten, kommunerne og de nyoprettede regioner, er forskellene på kommunernes og regionernes opgaver dog mindsket. Eksempelvis står både kommunerne og regionerne for hver deres område af den kollektive trafik.

Hvordan er en kommune opbygget?

Landets kommuner har alle en kommunalbestyrelse, der i flere kommuner bliver kaldt byrådet, med en borgmester i spidsen. I Københavns Kommune hedder kommunalbestyrelsen Borgerrepræsentationen, og her er der en overborgmester samt seks såkaldte fagborgmestre, der er øverste politiske ansvarlige for de enkelte forvaltninger (f.eks. Sundhed eller Teknik og Miljø).

I modsætning til det danske Folketing er kommunalbestyrelsen ikke en lovgivende forsamling, og borgmesteren er heller ikke regeringschef på linje med statsministeren. De lokale kommunalbestyrelser er forvaltningsorganer, der administrere kommunens forpligtelser og økonomi. Kommunernes politiske forvaltning er almindeligvis opbygget i en række såkaldte udvalg, der har ansvaret for den konkrete velfærdsservice. De fleste kommuner har eksempelvis økonomiudvalg, socialudvalg, teknikudvalg, uddannelsesudvalg og skatteudvalg. I nogle af landets største kommuner har man et såkaldt magistratstyre med en borgmester og såkaldte rådmænd, i spidsen. Det er kun i Københavns Kommune at der er mere end én borgmester. Kommunerne har derudover en forvaltning, der ledes af kommunaldirektører, der er ansvarlige for de mange ansatte. Men kommunernes specifikke opbygning varierer fra kommune til kommune.