Klimapolitik

Artikel type
faktalink
journalist Ebbe Sønderriis iBureauet/Dagbladet Information, august 2013. Opdateret af journalist Michelle Arrouas, november 2015
Main image
Folkemøde på Bornholm 2012. Sigelinier for EU's energi- og klimapolitik - debat mellem Connie Hedegaard og Lars Aagaard.
Folkemøde på Bornholm 2012. Sigelinier for EU's energi- og klimapolitik - debat mellem Connie Hedegaard og Lars Aagaard.
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

Ekstremt vejr, tørke, oversvømmelser og svigtende høst. Klimapolitik rykker højere op på den politiske dagsorden i takt med disse tilbagevendende begivenheder og forskeres advarsler om, at den globale opvarmning vil få uigenkaldelige konsekvenser for kloden. Den globale befolknings bekymring tager til og folk bakker i stigende grad op om de langsigtede mål i klimapolitikken, mens det kniber med opbakningen, hvis vælgerne får det indtryk, at politikernes forslag vil koste velstand, velfærd og arbejdspladser her og nu.

Både klimaforandringerne og de ændringer, der skal til for at begrænse dem, griber ind i levevilkårene for de fleste mennesker. Det påvirker verdensøkonomien, sikkerhedspolitikken og forholdet mellem stormagterne. Klimapolitik handler derfor om meget mere end miljøpolitik. Den handler også om at vælge, i hvilken retning  verden og de enkelte samfund skal udvikle sig.  Mens den internationale klimapolitik primært udspiller sig i FN’s klimaforhandlinger, så er verdens regeringer ansvarlige for at debattere og implementere den besluttede klimapolitik på nationalt plan. Og der er store politiske og økonomiske interesser på spil i de enkelte lande, virksomheder og befolkningsgrupper.

 

klima

Introduktion

Hvad er klimapolitik?

Menneskets udledninger af CO2 og andre drivhusgasser er hovedårsagen til den global opvarmning. Klimaforandringerne fører til mere ekstremt vejr, oversvømmelser, tørke, vandmangel, fødevaremangel, sygdomme, naturødelæggelser og udryddelse af dyrearter. På længere sigt er der risiko for katastrofal destabilisering af det globale klima; op til FN-klimatopmødet i Paris i 2015, COP21, advarede et bredt felt af forskere om, at konsekvenserne for kloden vil være uigenkaldelige, hvis ikke verdens politikere på COP21 når til enighed om, hvordan den globale temperaturstigning kan holdes på maksimalt to grader i forhold til førindustrielle temperaturer. (Se Faktalink-artiklen om Klimaforandringer og Faktalinket om COP21).

For at begrænse risikoen og stabilisere klimaet igen, er det nødvendigt at træffe politiske beslutninger, som fører til en kraftig begrænsning af de globale udledninger af drivhusgasser. Desuden skal der træffes politiske beslutninger om tilpasning til de klimaforandringer, der allerede er i gang, og de klimaforandringer, der ikke kan undgås. I praksis er det nemlig ikke muligt at standse udledningen fra den ene dag til den anden.

Næsten alle verdens lande har erklæret sig enige om, at det haster. På klimakonferencen i København i 2009,COP 15, blev der gjort et forsøg på at lave en ny, forpligtende international klimaaftale. Det mislykkedes, men i sluterklæringen forpligter langt de fleste lande sig på, at den globale opvarmning skal begrænses til to grader: et mål, der  kun kan nås,  hvis stigningen i de globale udledninger meget snart vendes til et fald. Op til klimatopmødet i Paris i december 2015 har verdens lande igen meldt ud, at der er enighed om, at den globale opvarmning skal begrænses til en stigning på to grader, men der er stadig uenighed om, hvordan det mål skal nås. 

Hvilke problemer skal klimapolitikken løse? 

Klimaforandringerne rammer alle lande, men virkningerne er ulige fordelt. Typisk rammer de negative forandringer fattige mennesker i fattige lande hårdest – i form af for eksempel kraftige oversvømmelser, heftigere storme, langvarig tørke med fejlslagen høst og lokal vandmangel. Samtidig har de fattige færrest midler til at beskytte sig og tilpasse deres samfund til det nye klima. De delvist positive virkninger af et varmere klima, for eksempel større høstudbytte og mildere vintre, er størst i de lande, der i forvejen er velstillede. Klimaforskningen viser dog, at de negative virkninger også i de velstillede lande vil blive større end de positive på lang sigt.

Årsagerne til klimaforandringerne er også ulige fordelt. Historisk set har de gamle industrilande hovedansvaret for udledningen af ekstra drivhusgasser indtil nu, da de med deres industrialisering har forurenet meget i flere århundreder, fulgt af de tropiske lande, der har ryddet meget regnskov. I dag er det dog Kina, der udleder mest; landet er den suverænt største udleder af drivhusgasser på verdensplan, med USA som verdens næstmest drivhusgas-udledende nation.  Udledningerne vokser hurtigt, både i Kina og de andre store vækstlande som f.eks. Indien, Brasilien og andre lande med stor befolkning og høj vækst i Asien og Latinamerika.

Den internationale klimapolitik skal finde en formel for en fælles, global løsning, som tager hensyn til de enkelte landes forudsætninger og ikke begrænser udviklingslandenes vækst.

Mens den internationale klimapolitik forhandles i FN, så skal den nationale klimapolitik gennemføre omstillingen og tilpasningen i hvert enkelt land under hensyn til befolkningernes holdning og landenes forskellige forudsætninger, f.eks. deres sårbarhed, økonomi, teknologi og kultur.

Historie og baggrund

Hvornår begyndte klimapolitikken?

Drivhuseffekten har været kendt siden 1800-tallet, og alternativ energipolitik har også været på dagsordenen i mange år. Efter 2. Verdenskrig blev den fredelige udnyttelse af atomkraft regnet for den vigtigste alternative energikilde. I 1970’erne voksede interessen for fornyelige energikilder såsom solenergi og vindkraft på grund af luftforurening, oliekriser og folkelig modstand mod atomkraft.

Først i slutningen af 1980’erne blev det klart, at de drivhusgasser, menneskene udleder, kan føre til farlige klimaforandringer. Derfor blev FN’s Klimakonvention vedtaget i 1992, i tilknytning til FN’s miljømøde i Rio de Janeiro i Brasilien. Konventionen går ud på at udledningen af drivhusgasser skal begrænses, så man undgår farlig påvirkning af klimaet og sikrer en bæredygtig udvikling, både miljømæssigt, socialt og økonomisk. Konventionen danner stadig ramme for de internationale klimaforhandlinger i FN, hvor de årlige møder, der afholdes i december – Conference of the Parties, forkortet COP – er det højeste organ. 

Hvad siger FN’s klimatraktater?

Næsten alle verdens lande er omfattet af FN’s Klimakonvention – 195 lande har underskrevet klimakonventionen. I konventionen lover landene at samarbejde for at forebygge farlige klimaforandringer og at sprede bæredygtig teknologi. De gamle industrilande lovede desuden at begrænse deres udledninger af drivhusgasser til 1990-niveau i år 2000, men løfterne var ikke bindende, og der er ingen muligheder for at ‘straffe’ de lande, der ikke lever op til løfterne.

I 1997 blev der vedtaget en mere bindende tilføjelse til Klimakonventionen, Kyoto-protokollen. Den forpligtede de gamle industrilande til at sænke deres udledninger med 5,2 procent i forhold til 1990. Dette mål skulle nås som et gennemsnit for årene 2008-2012. Efter forhandlingerne om en ny konvention mislykkedes ved klimatopmødet i København i 2009, blev Kyoto-protokollen forlænget frem til 2020. Verdens lande skal nå til enighed om Kyoto-protokollens efterfølger, som altså skal træde i kraft, når den udløber i 2020. Kyoto-protokollen indførte et nyt virkemiddel: kvotehandel. Hvert af de forpligtede lande får tildelt ‘rettigheder’ til at udlede en bestemt mængde CO2. Hvis de udleder mindre, kan de sælge de overskydende kvoter. Hvis de ikke kan overholde deres forpligtelser i kraft af den hjemlige indsats, kan de tilsvarende købe kvoter af andre lande. Et land eller en virksomhed kan også erhverve ret til ekstra udledninger ved at investere i et projekt, der reducerer udledningerne i et andet land. Kyoto-protokollen forpligter ikke de lande, der i FN regnes for udviklingslande, det vil sige alle de lande, der ikke var industrilande ved slutningen af 2. Verdenskrig.

Kyoto-protokollen trådte i kraft i 2005, men uden USA’s deltagelse. Det amerikanske Senat ville ikke godkende den, og den amerikanske regering under daværende præsident George W. Bush var stærkt imod den. Blandt de lande, der heller ikke fik forpligtelser, selv om de har store, voksende CO2-udledninger, er Kina og Indien, de tropiske skovlande som Brasilien og Indonesien, de fleste olierige lande og en række forholdsvis velstående lande i Asien, Latinamerika og Afrika, for eksempel Sydkorea, Mexico, Argentina og Sydafrika.