pia olsen dyhr
Pia Olsen Dyhr (SF) til samråd med Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) den 17. august, 2017 om Danmarks forpligtelser i Parisaftalen og FN's verdensmål.
Foto: Sarah Christine Nørgaard / Scanpix

Klimapolitik

Artikel type
faktalink
journalist Ebbe Sønderriis iBureauet/Dagbladet Information, august 2013. Opdateret af journalist Michelle Arrouas, november 2015. Opdateret af journalist Michelle Arrouas, september 2017.
Top image group
pia olsen dyhr
Pia Olsen Dyhr (SF) til samråd med Energi-, forsynings- og klimaminister Lars Christian Lilleholt (V) den 17. august, 2017 om Danmarks forpligtelser i Parisaftalen og FN's verdensmål.
Foto: Sarah Christine Nørgaard / Scanpix
Main image
Folkemøde på Bornholm 2012. Sigelinier for EU's energi- og klimapolitik - debat mellem Connie Hedegaard og Lars Aagaard.
Folkemøde på Bornholm 2012. Sigelinier for EU's energi- og klimapolitik - debat mellem Connie Hedegaard og Lars Aagaard.
Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

Indledning

Ekstremt vejr, tørke, oversvømmelser og svigtende høst har sammen med forskeres advarsler om, at den globale opvarmning vil få uigenkaldelige konsekvenser for kloden, sat klimapolitik på dagsordenen. Befolkninger verden over bakker op om de langsigtede mål i klimapolitikken, men det kniber med opbakningen, hvis der er udsigt til, at det koster velstand, velfærd og arbejdspladser her og nu.

Både klimaforandringerne og de tiltag, der skal begrænse dem, påvirker den enkeltes dagligdag såvel som verdensøkonomien, sikkerhedspolitikken og forholdet mellem stormagterne. Klimapolitik handler derfor om meget mere end miljø. Den handler om hvilken retning verden og de enkelte samfund skal udvikle sig. . Efter vedtagelsen af FN's Paris-aftale i 2015 var der forhåbninger om, at der var opnået global konsensus på klimapolitik-området, men håbet tog et dyk, da den amerikanske præsident Donald Trump i 2017 meldte ud, at USA trækker sig fra aftalen.

 

Introduktion til klimapolitik

Hvad er klimapolitik?

Menneskers udledninger af CO2 og andre drivhusgasser er hovedårsagen til den globale opvarmning. Klimaforandringerne fører til mere ekstremt vejr, oversvømmelser, tørke, vandmangel, fødevaremangel, sygdomme, naturødelæggelser og udryddelse af dyrearter. På længere sigt er der risiko for katastrofal destabilisering af det globale klima; op til FN-klimatopmødet i Paris i 2015, COP21, advarede et bredt felt af forskere om, at konsekvenserne for kloden vil være uigenkaldelige, hvis ikke verdens politikere på COP21 nåede til enighed om, hvordan den globale temperaturstigning kan holdes på maksimalt to grader i forhold til førindustrielle temperaturer. (Se Faktalink-artiklen om Klimaforandringer og om COP21).

For at begrænse risikoen og stabilisere klimaet igen, er det nødvendigt med en markant begrænsning af de globale udledninger af drivhusgasser. Desuden skal der træffes politiske beslutninger om tilpasning til de klimaforandringer, der allerede er i gang, og de klimaforandringer, der allerede er uundgåelige. I praksis er det nemlig ikke muligt at standse udledningen fra den ene dag til den anden.

Næsten alle verdens lande har erklæret sig enige i, at det haster. På klimakonferencen i København i 2009, COP15, blev der gjort et forsøg på at lave en ny, forpligtende international klimaaftale. Det mislykkedes, men i sluterklæringen forpligtede langt de fleste lande sig på, at den globale opvarmning skal begrænses til to grader: et mål, der kun kan nås, hvis stigningen i de globale udledninger meget snart vendes til et fald. Op til klimatopmødet i Paris i december 2015 meldte verdens lande igen ud, at der er enighed om, at den globale opvarmning skal begrænses til en stigning på to grader, men hvordan det mål skal nås, er der fortsat ikke enighed om.

Hvilke problemer skal klimapolitikken løse?

Klimaforandringerne rammer alle lande, men virkningerne er ulige fordelt. Typisk rammes fattige mennesker i fattige lande hårdest – i form af for eksempel kraftige oversvømmelser, heftigere storme, langvarig tørke med fejlslagen høst og lokal vandmangel. Samtidig har de fattige færrest midler til at beskytte sig og tilpasse deres samfund til det nye klima. De delvist positive virkninger af et varmere klima, for eksempel større høstudbytte og mildere vintre, er størst i de lande, der i forvejen er velstillede. Klimaforskningen viser dog, at de negative virkninger også i de velstillede lande vil blive større end de positive på lang sigt; som Videnskab.dk skriver i 2014 (se kilder) kan klimaforandringerne gavne danske landmænd, fordi de med varmere temperaturer og mere nedbør kan gro flere sorter på deres marker, men på sigt vil klimaforandringer som oversvømmelser og ødelagte marker som følge af voldsomt vejr også kunne ramme Danmark, siger forskerne i artiklen.

Årsagerne til klimaforandringerne er også ulige fordelt. Historisk set har de gamle industrilande hovedansvaret for den menneskeskabte udledning af drivhusgasser indtil nu, da de med deres industrialisering har forurenet meget i flere århundreder, fulgt af de tropiske lande, der – med hjælp fra store, internationale virksomheder, der som The Guardian skriver i en artikel i juli 2017 (se kilder) bliver beskyldt for at have været medvirkende i illegal ødelæggelse af regnskov i flere lande verden over – har ryddet meget regnskov. I dag er det dog Kina, der udleder mest; landet er den suverænt største udleder af drivhusgasser på verdensplan, med USA som verdens næstmest drivhusgas-udledende nation. Udledningerne stiger hurtigt, både i Kina og de andre store vækstlande som f.eks. Indien, Brasilien og andre lande med stor befolkning og høj vækst i Asien og Latinamerika.

Den internationale klimapolitik skal finde en formel for en fælles, global løsning, som tager hensyn til de enkelte landes forudsætninger og ikke begrænser udviklingslandenes muligheder for vækst.

Mens den internationale klimapolitik forhandles i FN, så skal den konkrete omstilling gennemføres på nationalt plan under hensyn til befolkningernes holdning og landenes forskellige forudsætninger, f.eks. deres sårbarhed, økonomi, teknologi og kultur.

Historie og baggrund

Hvornår begyndte klimapolitikken?

Drivhuseffekten har været kendt siden 1800-tallet, og alternativ energipolitik har også været på dagsordenen i mange år. Efter 2. Verdenskrig blev atomkraft regnet for den vigtigste alternative energikilde. I 1970’erne voksede interessen for fornyelige energikilder såsom solenergi og vindkraft på grund af luftforurening, oliekriser og folkelig modstand mod atomkraft.

Først i slutningen af 1980’erne fik det for alvor politisk opmærksomhed, at de drivhusgasser, menneskene udleder, kan føre til farlige klimaforandringer; den første forskning, der påviste klimaforandringer, blev udført i slutningen af 1800-tallet, men selv om forskere var klar over forandringerne var det først i 1980’erne, at der kom politisk opmærksomhed om emnet efter at flere rapporter – blandt andet Brundtland-rapporten fra 1987 – viste hvor alvorlige, konsekvenserne var, skriver Videnskab.dk (se kilder). Derfor blev FN’s Klimakonvention vedtaget i 1992 i forbindelse med FN’s miljømøde i Rio de Janeiro i Brasilien. Konventionen går ud på, at udledningen af drivhusgasser skal begrænses, så man undgår farlig påvirkning af klimaet og sikrer en bæredygtig udvikling, både miljømæssigt, socialt og økonomisk. Konventionen danner stadig ramme for de internationale klimaforhandlinger i FN, hvor de årlige møder, der afholdes i december – Conference of the Parties, forkortet COP – er det højeste organ.

Hvad siger FN’s klimatraktater?

Næsten alle verdens lande er omfattet af FN’s Klimakonvention – 195 lande har underskrevet klimakonventionen. I konventionen lover landene at samarbejde for at forebygge farlige klimaforandringer og at sprede bæredygtig teknologi. De gamle industrilande lovede desuden at begrænse deres udledninger af drivhusgasser til 1990-niveau i år 2000, men løfterne var ikke bindende, og der er ingen muligheder for at ‘straffe’ de lande, der ikke lever op til løfterne.

I 1997 blev der vedtaget en mere bindende tilføjelse til Klimakonventionen, Kyoto-protokollen. Den forpligtede de gamle industrilande til at sænke deres udledninger med 5,2 procent i forhold til 1990. Dette mål skulle nås som et gennemsnit for årene 2008-2012. Efter forhandlingerne om en ny konvention mislykkedes ved klimatopmødet i København i 2009, blev Kyoto-protokollen forlænget frem til 2020. Kyoto-protokollen indførte et nyt virkemiddel: kvotehandel. Hvert af de forpligtede lande får tildelt ‘rettigheder’ til at udlede en bestemt mængde CO2. Hvis de udleder mindre, kan de sælge de overskydende kvoter. Hvis de ikke kan overholde deres forpligtelser i kraft af den hjemlige indsats, kan de tilsvarende købe kvoter af andre lande. Et land eller en virksomhed kan også erhverve ret til ekstra udledninger ved at investere i et projekt, der reducerer udledningerne i et andet land. Kyoto-protokollen forpligter ikke de lande, der i FN regnes for udviklingslande, det vil sige alle de lande, der ikke var industrilande ved slutningen af 2. Verdenskrig.

Kyoto-protokollen trådte i kraft i 2005, men uden USA’s deltagelse. Det amerikanske Senat ville ikke godkende den, og den amerikanske regering under daværende præsident George W. Bush var stærkt imod den. Blandt de lande, der heller ikke fik forpligtelser, selv om de har store, voksende CO2-udledninger, er Kina og Indien, de tropiske skovlande som Brasilien og Indonesien, de fleste olierige lande og en række forholdsvis velstående lande i Asien, Latinamerika og Afrika, for eksempel Sydkorea, Mexico, Argentina og Sydafrika.

På FN’s klimakonference i Paris i december 2015 blev verdens lande enige om den såkaldte Paris-aftale, en ny global aftale, der skal afløse Kyoto-protokollen; læs mere om aftalen under punktet ’Den internationale klimapolitik i dag’.