Klimadebatten

Artikel type
faktalink
Udarbejdet af journalist Ebbe Sønderriis iBureauet/Dagbladet Information. August 2013
Main image
USA's tidligere udenrigsminister Madeleine Albright svarer på spørgsmål fra bl.a. Signe Wenneberg og Fariba Yassaee (tv.) under sit besøg hos den kvindelige netværksgruppe torsdag den 6. marts 2008 på Axelborg i København.
USA's tidligere udenrigsminister Madeleine Albright svarer på spørgsmål fra bl.a. Signe Wenneberg og Fariba Yassaee (tv.) under sit besøg hos den kvindelige netværksgruppe torsdag den 6. marts 2008 på Axelborg i København.
Foto: Benita Marcussen / Scanpix

I mange år har debatten om den globale opvarmning og klimaforandringerne været præget af polarisering og mistænksomhed. Miljøbevægelserne, eksperter og bekymrede borgere har advaret om risikoen for farlige, ja måske katastrofale klimaforandringer. Skeptikerne og benægterne har anklaget de bekymrede for at være dommedagsprofeter. I den ophedede debat havde klimaforskerne svært ved at komme til orde med nuancerede oplysninger om indviklede sammenhænge og videnskabelig usikkerhed.

I dag er debatten mindre polariseret og mere resultatorienteret. De fleste anerkender nu, at klimaforandringerne er et påtrængende problem. Der er almindelig enighed om, at den globale opvarmning bør begrænses til to grader. Debatten drejer sig nu mere om løsningerne og om vejen fra ord til handling. Der er stadigvæk store modsætninger mellem parterne og store interesser på spil. Hvor meget må det koste? Hvordan skal ansvaret og byrderne fordeles? Hvor meget haster det?

Klimadebatten er en del af den endnu større debat om grøn omstilling og vækst. Hvilken form for vækst er ønskelig? Kan vi få et bedre liv og samtidig beskytte Jorden – også på langt sigt?

 

Introduktion

Hvorfor er klimadebatten ophedet?

Klimaet er et varmt emne, fordi de beslutninger, der skal træffes nu, har stor betydning for mennesker overalt på kloden, både i de nærmeste år og langt ud i fremtiden. Klimapolitikken har store økonomiske, miljømæssige og samfundsmæssige konsekvenser og påvirker en lang række politikområder. Beslutningerne drejer sig ikke alene om prioriteringer og valg af teknologier, men om selve grundlaget for materiel velstand og om ansvaret over for fremtidens generationer og resten af verden.

For alle parter er der store værdier på spil, både økonomisk og moralsk. Derfor er klimadebatten ofte præget af stærke holdninger og følelser. Mange politikere og miljøorganisationer betegner klimaforandringerne som en af menneskehedens største udfordringer.

De fossile energikilder (kul, olie og gas) indeholder kulstof, der er samlet af planter og alger for millioner af år siden. Kulstoffet frigives som CO2 når kul, olie og gas anvendes som billig energikilde i industrisamfundene. Det er hovedårsagen til den globale opvarmning.

Meget skal forandres, hvis den økonomisk velstillede del af verdens befolkning skal kunne opretholde et højt forbrug og moderne bekvemmeligheder uden at bruge kul, olie og gas. Og endnu flere vanskeligheder skal overvindes hvis de mindre velstillede lande skal have mulighed for at vælge en anden udviklingsvej end de rige lande har fulgt.

Klimadebatten rejser derfor spørgsmålet om, hvor højt nutidens mennesker vil prioritere deres egen velstand på bekostning af deres børn og børnebørn og de mange mennesker, der vokser op i udviklingslandene. Hvor stor en risiko er man villig til at tage – på egne og andres vegne?

Mange argumenterer for, at beskyttelse af klimaet ikke alene er en moralsk forpligtelse over for fremtidens generationer men også vil give større tryghed og sikkerhed og økonomiske fordele på længere sigt. De ser en bæredygtig udvikling med grønne teknologier og nye normer og værdier som en positiv udfordring og et fremskridt. Andre frygter, at omstillingen til lavere energiforbrug og alternativ energi vil dæmpe den økonomiske vækst og føre til større arbejdsløshed og social usikkerhed. I de rige lande kan det tænkes at ske, hvis grønne afgifter og stramme CO2-kvoter medfører at nogle virksomheder lukker eller flytter til andre lande, uden at der opstår tilstrækkeligt mange nye arbejdspladser. I de fattigere lande kan det tænkes at ske, hvis adgangen til de traditionelt billigste energikilder begrænses før de nye, alternative energikilder og andre klimavenlige teknologier bliver så billige, at landene kan få råd til at anvende dem.

Mennesker i alle lande, både de rige og de fattige, risikerer dog at blive ramt, hvis det internationale samfund ikke kan nå til enighed om en fælles strategi for at begrænse den globale opvarmning. Klimaforskningen viser, at de negative virkninger af klimaforandringerne i så fald vil tage til i alle dele af verden, og der vil sandsynligvis opstå skærpede konflikter om vand, fødevarer, miljøflygtninge og ressourcer.

Klimadebatten er derfor præget både af saglig uenighed og af stor usikkerhed og utryghed.

 

Klimadebat. Foto: net-efekt/Flickr
Klimadebat.
Foto: net-efekt/Flickr

Hvorfor er klimadebatten vanskelig?

De fleste mennesker er enige om, at store beslutninger bliver bedst, hvis der først har fundet en åben og kritisk debat sted. Grundlaget skal være sagligt i orden, men meningsdannelsen skal også være i orden. Ellers risikerer man, at beslutningerne rammer skævt og møder stor modstand, når de skal føres ud i livet i form af praktisk politik.

Det saglige grundlag for klimapolitikken er videnskabelige undersøgelser og økonomiske analyser. Det er god videnskabelig skik at tvivle på egne resultater og udfordre andres med tvivl og modsigelse, alternative teorier og forklaringer. Det præger da også den videnskabelige del af klimadebatten. Men den videnskabelige debat har vanskelige vilkår. Jordens klima er uhyre kompliceret og udforskningen af det er derfor præget af videnskabelig usikkerhed. Samtidig er videnskabsfolkene under pres for at levere klare og entydige svar til politikerne og offentligheden.

Meningsdannelsen er vanskelig, fordi emnet ikke rigtig egner sig til at tage udgangspunkt i almindelige menneskers daglige erfaringer. Hvis kælderen er oversvømmet og vintergækkerne blomstrer i november, kan man ikke være sikker på, om det nu skyldes den globale opvarmning eller vejrets naturlige variation. Hvis vandet er væk om sommeren, fordi gletsjeren i bjergene er smeltet (Bolivia), eller høsten slår fejl på grund af langvarig tørke (Mali), er det måske lidt mere tydeligt, at her formodentlig er tale om en varig klimaforandring, men man kan stadig ikke være sikker. Klimaforandringer er globale og komplekse fænomener, og som (verdens)borger kan man derfor ikke alene tage udgangspunkt i sine egne erfaringer, når man skal deltage i den klimapolitiske debat eller vurdere andre debattørers påstande og holdninger Man er nødt til at afgøre, hvem man har tillid til, og hvem man tør tro på.

 

Historie og baggrund

Auken og Lomborg i klimadebat. 2008. Foto: Jens Dige/Polfoto
Auken og Lomborg i klimadebat. 2008.

Foto: Jens Dige/Polfoto

Hvad vidste man om klimaforandringer i 1990’erne?

Op gennem 1990’erne og i begyndelsen af 2000-tallet var klimadebatten præget af skarpe meninger og stor mistænksomhed. Det hænger sammen med, at den videnskabelige usikkerhed var stor. I den offentlige debat var det muligt for de stridende parter at påberåbe sig hver sin ekspert og påstå, at de havde bevis for det, de sagde.

Dertil kom, at olieselskaberne, kulindustrien og andre erhvervsgrene, som i særlig grad bruger fossile brændsler, brugte store beløb på lobbyarbejde og anstrengte sig for at så tvivl om klimaforandringernes realiteter. Mange påstande om forkerte målinger og teorier florerede. Nogle videnskabsfolk følte, at deres alternative teorier blev lagt på is, og at forskningsbevillingerne gik til dem, der havde ”de rigtige meninger”. Nogle skeptikere fastholdt, at klimaforandringerne næppe var menneskeskabte, men snarere var en naturlig variation og skyldtes andre faktorer end udledning af drivhusgasser.

Omvendt var der også mange eksempler på vildt overdrevne forestillinger om klimaforandringernes tempo og omfang. For eksempel kunne man støde på illustrationer, der viste, at halvdelen af Danmark ville blive oversvømmet på grund af den globale opvarmning. Og katastrofefilm viste klimaforandringer, som ingen forskning har givet belæg for, f.eks. en pludselig istid i New York.

Har FN’s Klimapanel politiske meninger?

FN’s klimapanel IPCC (Intergovernmental Panel on Climate Change), blev oprettet i 1988, med det formål at give saglig vejledning til alle verdens regeringer og beslutningstagere. Panelet udfører ikke selv forskning, men det består af klimaforskere fra hele verden, som samler forskningens resultater og skriver omfattende rapporter, der gør rede for den aktuelle videnskabelige viden.

Til brug for politiske beslutningstagere laver Klimapanelet også sammenfatninger af resultaterne, som bliver godkendt af både de uafhængige videnskabsfolk og eksperter, som er udpeget af verdens regeringer. Ideen er at skabe et sagligt grundlag for klimadebatten og de klimapolitiske beslutninger.

Flere tusinde forskere deltager i Klimapanelets arbejde, og panelet har fået status som videnskabelig autoritet på området. Det er usædvanligt i videnskabens verden. Der bliver da også af og til rejst tvivl om Klimapanelets uafhængighed og dets vilje til at lytte til kritiske indvendinger. Enkelte forskere har ligefrem anklaget Klimapanelet for at negligere anderledes tænkende og teorier, som panelet ikke bryder sig om.

I medierne og den offentlige debat får man ofte det indtryk, at Klimapanelet har sine egne meninger om, hvad der skal gøres som reaktion på klimaforandringerne. Det er forkert. Klimapanelet siger kun, hvad der med så og så stor sandsynlighed vil ske, hvis man gør det ene eller det andet. Panelet fremlægger ikke selv politiske løsningsforslag eller udtaler støtte til bestemte politikere, regeringer eller ideologier.

Hvad siger Klimapanelet om den videnskabelige usikkerhed?

Klimapanelet lægger vægt på at fortælle, hvor stor eller lille videnskabelig usikkerhed der er om dets konklusioner. Selve drivhuseffekten er der ingen særlig tvivl om. Menneskets udledninger af CO2 og andre drivhusgasser har medført, at koncentrationen af disse luftarter i atmosfæren bliver større år for år. De har en opvarmende virkning, og verdens middeltemperatur er derfor stigende.

Men Jordens klima varierer også af andre årsager. Så sent som i 1995 udtrykte Klimapanelet sig derfor meget forsigtigt:

”Alt i alt tyder de videnskabelige beviser på, at man kan skelne en menneskelig indflydelse på klimaet” (se kilder).

I 2007 var den videnskabelige usikkerhed blevet mindre. Panelet skrev i sin fjerde store rapport:

”Det er meget sandsynligt, at det meste af den observerede stigning i de globale middeltemperaturer siden midten af det 20. århundrede skyldes den observerede stigning i koncentrationerne af menneskeskabte drivhusgasser” (se kilder).

Udtrykket ’meget sandsynligt’ betyder i IPCC-rapporten ’med 90 procents sikkerhed.

Også på andre punkter er den videnskabelige usikkerhed blevet mindre. For eksempel er de store computermodeller, der bruges til at beregne sammenhængen mellem drivhuseffekten og klimaforandringerne og fremskrive sammenhængen, så man får et billede af, hvad der vil ske i fremtiden, hvis udledningen af drivhusgasser fortsætter, blevet stadig mere pålidelige og mere detaljerede.

Derimod er der stadig stor usikkerhed om, hvor følsomt klimaet er. Hvor stærkt reagerer det på de menneskelige påvirkninger, og hvor meget forstærker den globale opvarmning sig selv, f.eks. ved at ekstra drivhusgasser bliver udledt, når tundra tør og regnskov udtørres. Hvor hurtigt stiger vandet i havene? Hvor meget forstærker optøningen af Grønlands indlandsis sig selv.

Følsomheden og feedback-mekanismerne  har stor betydning for debatten om, hvor hurtigt udledningerne skal skæres ned for at begrænse risikoen for farlige klimaforandringer. Nogle af virkningerne viser sig kun langsomt. For eksempel er vandstanden i havene ikke steget særlig meget endnu, men forskningen viser at den på langt sigt vil stige mere end to meter for hver grad, klimaet bliver varmere.