Demonstration i Bruxelles i 2020 for at få EU til at holde Kina ansvarlig for brud på menneskerettighederne.
Foto: Aa/Abaca/Ritzau Scanpix

Menneskerettigheder i Kina

journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2008. Opdateret af journalist Lasse Skytt, Bureauet, oktober 2020.
Top image group
Demonstration i Bruxelles i 2020 for at få EU til at holde Kina ansvarlig for brud på menneskerettighederne.
Foto: Aa/Abaca/Ritzau Scanpix
Main image
Foto: Scanpix

Indledning

Kina er ikke blot verdens folkerigeste nation, men også blandt de lande i verden, hvor der foregår flest menneskerettighedskrænkelser. De seneste årtiers økonomiske liberalisering er nemlig kun i begrænset omfang blevet fulgt af politiske liberaliseringer, og der er stadig lang vej til politisk frihed og demokrati. Da Kina i 2001 blev udnævnt til værtsnation for De Olympiske Lege i 2008, lovede det kinesiske styre, at de til gengæld for udnævnelsen ville forbedre menneskerettighedssituationen i landet. Men internationale menneskerettighedsorganisationer vurderer, at de kinesiske myndigheder svigtede deres løfter, og at forberedelserne til OL medførte nye overgreb, blandt andet i form af tvangsforflyttelse af tusindvis af Beijings borgere og fængsling af systemkritikere.

I de senere år er Kinas indflydelse i resten af verden vokset, ikke mindst økonomisk, og det har gjort diskussionen om landets tilgang til menneskerettigheder til et globalt politisk spil, hvor beslutningstagere i Vesten diskuterer, om man vil acceptere Kinas syn på individuelle frihedsrettigheder for at kunne fortsætte den globale handel med landet, eller om man i stedet bør boykotte Kina for at begrænse den asiatiske stormagts indflydelse i Vesten.

Video:“What are China’s Human Rights Violations?” om Kinas overtrædelser af menneskerettighederne fra nyhedssiden Now This.

Artikel type
faktalink

Det kinesiske styre

Hvilken styreform findes der i Kina i dag?

Det kinesiske kommunistparti, der sidder på magten i Kina, kalder selv deres styreform for ”socialisme med kinesiske karaktertræk”. Men Kina-eksperter mener ikke, at den betegnelse er korrekt. Professor Nis Høyrup Christensen fra Copenhagen Business School kalder i stedet den kinesiske styre- og samfundsform for ’statskapitalisme’. I artiklen ”Kinas autoritære statskapitalisme og dens forudsætninger” i DJØF’s tidsskrift Samfundsøkonomen forklarer han, at dette begreb indbefatter ”både den statsejede og stærkt regulerede del af økonomien og den mere frie markedsøkonomi, præget af private virksomheder”, som ifølge professoren vokser stærkt frem, men stadig ligger i periferien. Han uddyber, at ”styreformen har store konsekvenser for den statskapitalistiske måde at drive økonomien på” (se kilder).

Indførelsen af kapitalisme og markedskræfter har således betydet en stærk økonomisk vækst gennem årtier. Men de sociale forskelle er også enorme. I 2015 levede 70 millioner kinesere stadig for under én dollar om dagen, men i Berlingske-artiklen ”Kina vil løfte 70 millioner borgere ud af fattigdom” fremgår det, at den kinesiske regering ville løfte dem alle sammen ud af fattigdom inden for 5-6 år (se kilder). Måden, det foregår på, er dog noget anderledes, end man ville gøre det i Vesten, som man kan læse i Dagbladet Informations artikel ”Kina flytter millioner af mennesker for at bekæmpe fattigdom” (se kilder). I Kristeligt Dagblads artikel ”Kinas kommunister har to år til at udrydde ekstrem fattigdom” forklares det, at målet dog er langt fra at blive indfriet i de enkelte provinser (se kilder) – ikke mindst fordi korruption og bestikkelse er udbredt, og med til historien hører, at den økonomiske liberalisering kun i begrænset omfang er blevet fulgt op af en politisk liberalisering. Der er altså langtfra indført demokrati i vestlig forstand – og i de senere år er udviklingen snarere gået den modsatte vej, ifølge rapporten ”China’s Global Threat World Report 2020” fra organisationen Human Rights Watch (HRW), hvor der blandt andet andet står, at ”Kina udgør en stadig større trussel mod menneskerettighederne – ikke kun i Kina, men i stigende grad på globalt plan” (se kilder). I artiklen ”Kina er en global trussel mod menneskerettigheder” på mediet Globalt Nyt, som uddyber rapportens konklusioner, har Kina ifølge HRW ”skabt et omfattende overvågningssamfund, der har til formål at opnå total social kontrol. Det indebærer et effektivt system til at overvåge og undertrykke kritik på internettet” (se kilder).

Hvad er den historiske baggrund for Kinas styreform i dag?

I årene fra 1978-1992 begyndte det kinesiske styre så småt at gennemføre økonomiske reformer, som åbnede Kinas økonomi for omverdenen og efterhånden tillod private at oprette og eje virksomheder. I den periode blev landets bruttonationalprodukt firedoblet, og udenrigshandlen voksede med en faktor 10. Efter 1992 tog reformerne yderligere fart, og vækstraten for økonomien, der i høj grad har været orienteret mod eksport, lå længe på 10-11 procent årligt, men i de senere år – blandt andet som følge af handelskrigen med præsident Trumps USA – er væksten faldet til omkring seks procent årligt. Det fremgår af Finans-artiklen ”Kinas økonomiske vækst falder til historisk lavt niveau” (se kilder).

Da reformerne begyndte i slutningen af 1970’erne, var idéen at puste lidt liv i det på mange måder dårligt fungerende socialistiske system, som Mao Zedong havde efterladt sig. Det var stadig tanken, at økonomiske reformer skulle styres stramt via det socialistiske planlægningssystem. Men gradvist mistede kommunistpartiet kontrollen med den økonomiske udvikling, og partiledelsen så efterhånden ikke anden mulighed end at give yderligere efter for kapitalismen og markedskræfterne. I artiklen ”Guldfuglen flyver omkring, mens partiet er rykket ind i fugleburet” i Dagbladet Information (se kilder) forklarer den franske økonom og Kina-ekspert Jean-Francois Huchet udviklingen således: ”De havde sluppet kræfter løs, de ikke kunne kontrollere, og pludselig indså de, at de var nødt til at levere en høj vækst for at tilfredsstille befolkningen, og derfor var de nødt til at fortsætte med at liberalisere økonomien og afgive mere og mere kontrol. Selvom lederne forsat har svært ved at sige ordet kapitalisme, er det ironisk nok netop kapitalismen, som i dag er det eneste, der kan sikre de kinesiske kommunisters tag om den politiske magt.”

Hvordan er forholdet mellem den kinesiske styreform og menneskerettighederne?

Indtil begyndelsen af 1990’erne havde det kinesiske styre officielt den holdning, at menneskerettighederne var en vestlig opfindelse, som ikke var relevant for det kinesiske samfund. Men tilbage i 1991 begyndte et arbejdet med rent akademisk at inkorporere menneskerettighederne i kinesisk samfundsideologi, og i 2005 blev der for første gang skrevet en række menneskerettighedsbestemmelser ind i den kinesiske forfatning. Kina har dog fortsat ikke underskrevet og ratificeret ret mange af FN’s menneskerettighedsdokumenter. Desuden er der meget langt fra papir til praksis, når det handler om menneskerettigheder i Kina. Det kinesiske regime prioriterer fortsat sin egen kontrol og magt med borgerne og samfundsudviklingen over individuelle rettigheder til landets borgere, og mange Kina-eksperter mener, at det er umuligt at inkorporere menneskerettigheder i Kina i fuldt omgang, så længe det kommunistiske parti er ved magten. Forholdet mellem den kinesiske styreform og menneskerettighederne behandles blandt andet i bøgerne ”Kina den truende supermagt” fra 2020 og ”Balancegang: 10 historier om Kina og menneskerettighederne” fra 2010 (se kilder).

Menneskerettigheder i Kina i nyere tid

Hvad skete der på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989?

Natten mellem den 3. og 4. juni 1989 satte den kinesiske regering militæret ind mod de hundredtusinder af fredelige demonstranter, der hver aften i flere måneder havde samlet sig på Den Himmelske Freds Plads og i gaderne omkring pladsen for at kræve pressefrihed, demokratisering, politiske reformer, bekæmpelse af korruption blandt de politiske ledere og bedre økonomiske forhold. Militæret ryddede pladsen ved at sætte kampvogne ind og skyde med skarpt mod demonstranterne og mod personer, der var mistænkt for at sympatisere med dem. I løbet af natten og i dagene efter blev hundredvis, muligvis tusindvis af studerende, arbejdere og andre civile dræbt. Nogle blev knust under kampvognenes larvefødder, andre dræbt med skud i nakken. Et ukendt antal blev fængslet uden dom, og mange blev tævet af politiet og udsat for tortur, indtil de angav familie, venner og bekendte. Demonstrationerne var begyndt på universitetet i Beijing og spredte sig siden til at omfatte studerende, journalister, private handlende og arbejdere over hele landet. De største demonstrationer omfattede op mod en million mennesker.

Hvilke konsekvenser fik begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads?

Styrets brutale nedkæmpelse af studenter- og arbejderbevægelsen virkede afskrækkende på mange, der var utilfredse med de politiske forhold og lagde en dæmper på begyndende protestbevægelser. Men samtidig kom studenterdemonstrationerne også til at markere begyndelsen på en række reformer af økonomien. Det var gået op for de kinesiske ledere, at befolkningens utilfredshed måtte tæmmes, hvis de skulle undgå opstande af lignende art. Desuden betød massakren på Den Himmelske Freds Plads, at det internationale samfund i højere grad fik øjnene op for forholdene i Kina og rettede kritik mod den kinesiske ledelse for dens undertrykkelse af befolkningen. Den kinesiske ledelse valgte dog i årene fremover primært at sætte gang i den økonomiske vækst og undlod at gennemføre gennemgribende politiske reformer.

Begivenhederne omkring studenterdemonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads og konsekvenserne heraf beskrives i bøgerne ”Den Himmelske Freds Plads 4. juni 1989” og ”Kina den truende supermagt” (se kilder).

Hvordan er menneskerettighedssituationen i Kina i dag?

En mand læser den seneste udgave om menneskerettigheder i Kina udgivet af den kinesiske regering i Beijing januar 2008. Foto: AFP Photo/Gogh Chai Hin/Polfoto
En mand læser den seneste udgave om
menneskerettigheder i Kina udgivet af den kinesiske
regering i Beijing januar 2008. Foto: AFP
Photo/Gogh Chai Hin/Polfoto

Kina er ifølge internationale menneskerettighedsorganisationer fortsat blandt de lande i verden, der systematisk krænker sine egne borgeres rettigheder. Ifølge både Amnesty International og Human Rights Watch er den kinesiske ledelses tavshed omkring massakren i 1989 en indikation af, at styret fortsat anser menneskerettigheder for at være et onde, som kan underminere partiets magt og kan forhindre partiet i at kontrollere befolkningen.

I en tid, hvor menneskerettigheder i hele verden er til diskussion, spiller Kina en afgørende rolle, mener direktør Kenneth Roth fra Human Rights Watch, hvilket fremgår af artiklen ”Kina er en global trussel mod menneskerettigheder” i Globalt Nyt (se kilder): ”Samlet set har det globale menneskerettighedssystem aldrig tidligere været under så kraftigt pres, siden det blev indført i kølvandet på Anden Verdenskrig. Gentagne gange har Kina truet andre FN-medlemslande for dels at beskytte sit image, dels at afspore debatter om det kinesiske styres undertrykkelse af egne og andre landes borgere. Medmindre vi ønsker at vende tilbage til en æra, hvor folk var brikker der kunne manipuleres eller smides væk efter deres herskeres forgodtbefindende, må og skal vi modstå Kinas angreb på vores rettigheder.”

Hvilke menneskerettighedskrænkelser er særligt udbredte?

Amnesty International og flere andre menneskerettighedsorganisationer samt Europa-Parlamentet peger i deres seneste rapporter og udtalelser om Kina især på følgende menneskerettighedsproblemer i Kina i dag:

  • Dødsstraf. Kina er ifølge Amnesty International det land i verden, der henretter flest mennesker, flere end alle verdens øvrige lande tilsammen. Ifølge DR-artiklen ”Kina henretter flere end resten af verden tilsammen” drejer det sig om mere end 1.000 mennesker om året. Formodentlig er tallet dog reelt langt højere, da der formentlig er store mørketal, og at statistikken over dødsstraf er en statshemmelighed i Kina, ifølge artiklen (se kilder).
  • Tvangsarbejde. Systemkritikere og medlemmer af forbudte religiøse grupper kan sendes op til fire-fem år i arbejdslejr uden dom.
  • Tilbageholdelse under tortur og indespærring uden rettergang.
  • Krænkelse af ytrings- og pressefrihed og fængsling af menneskerettighedsaktivister, journalister og andre systemkritikere. Krænkelse af pressefriheden består blandt andet i massiv internet-censur, også kendt som ”The Great Firewall”.
  • Krænkelse af religionsfrihed. Krænkelserne rammer blandt andre den etniske minoritet uighurerne, der er muslimer. Især efter 11. september 2001 begyndte myndighederne – i anti-terrorismens navn – at slå hårdt ned på uighurerne, og i de senere år er sagerne kommet frem i lyset. Også tilhængere af den spirituelle bevægelse Falun Gong bliver stadig forfulgt og truet. ”Hvert år dokumenteres der langt flere vilkårlige drab på Falun Gong-tilhængere, og mange flere Falun Gong-udøvere forsvinder sporløst, end tilfældet er for de andre af Kinas forfulgte grupper”, fremgår det af kronikken ”Husk Falun Gong” fra Politiken (se kilder). Falun Gong er en fredelig, ikkevoldelig bevægelse, der ikke har nogen egentlig ledelse, og som ingen planer har om at overtage magten i Kina. Men ifølge kronikken frygter det kinesiske styre Falun Gong, fordi det er en massebevægelse med over 70 millioner tilhængere, og fordi den baserer sig på gamle kinesiske traditioner og tankegange, som står i modsætning til kommunistpartiets ideologi.

Hvordan er kinesernes holdning til menneskerettigheder?

Ifølge DR-artiklen ”Kina henretter flere end resten af verden tilsammen” (se kilder) er der fortsat stor opbakning til den udbredte brug af dødsstraf, og flere Kina-eksperter er enige om, at de voldsomt forbedrede økonomiske forhold, som mange kinesere har oplevet, har styrket kommunistpartiets popularitet i befolkningen og svækket kravet om øgede politiske og borgerlige rettigheder.

Det underbygges for eksempel i POV-artiklen ”Jubilæumsår i Kina – noget at fejre og meget at skjule”, hvor det opsummeres: ”I de efterfølgende 40 år (siden 1979, red.) har kineserne oplevet en 30-dobling af økonomien, og i dag er Kinas økonomi verdens næststørste efter USA’s, som vil blive overhalet inden for en overskuelig fremtid” (se kilder).

I artiklen ”Guldfuglen flyver omkring, mens partiet er rykket ind i fugleburet” i Dagbladet Information (se kilder) siger den franske økonom og Kina-ekspert Jean-Francois Huchet: ”Partiet har ledt efter en alliance med en bestemt gruppe i samfundet, og derfor vil det være forkert at tro, at Kinas middelklasse ønsker en omprioritering. For de har gavn af udviklingen. For eksempel entreprenører, de foretrækker det rå miljø, når det kommer til arbejdsmarkedet. De ønsker ikke at se bedre beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder, så de støtter kommunistpartiet.” Han bakkes op af den kinesiske systemkritiker og studenterleder fra demonstrationerne i Beijing i 1989 Wuer Kaixi. I artiklen ”’Kina er klar til demokrati’” i Dagbladet Information (se kilder) siger han: ”Efter 1989 besluttede regeringen at indgå en handel med folket, hvor den tilbød økonomisk frihed til gengæld for politisk lydighed, som betyder, at man ikke gør krav på sine politiske rettigheder. Det virkede. Det kinesiske folk nyder nu deres økonomiske rettigheder og er mindre interesserede i politik. Det var præcis det, den kinesiske regering sigtede efter.”

Eksperter fra Amnesty International vurderer dog, at der i visse dele af den kinesiske befolkning er relativt stor opbakning til menneskerettighederne, og at selve begrebet i dag er langt mindre tabubelagt end tidligere. En sag, der har bragt dette frem i lyset, er fængslingen og tortur af en menneskerettighedsaktivist, som mistede sin frihed for at kæmpe for andres. Det fremgår af artiklen ”Kendt aktivist tortureret og fængslet” på Amnestys hjemmeside (se kilder).

Hvilken kritik rettes mod det kinesiske styre?

Det kinesiske styre kritiseres for menneskerettighedskrænkelser af forskellig art og mangel på demokrati. Kritikerne er både internationale menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch, kinesiske menneskerettighedsgrupper samt en lang række regeringer og politikere fra hele verden, heriblandt også EU-parlamentarikere. Kritikken retter sig både mod Kinas behandling af sine egne borgere, men også i stigende grad hvordan Kina angiveligt forsøger at underminere vigtigheden af menneskerettigheder i resten af verden.

Ifølge Dagbladet Informations artikel ”Kinas voksende indflydelse truer FN’s arbejde for menneskerettigheder” er Kina gået fra ”en passiv rolle i FN’s menneskerettighedsarbejde til at dominere mange diskussioner og selv foreslå resolutioner”, og målet er ”at afværge kritik og svække FN’s muligheder for at undersøge konkrete sager og lande” (se kilder). Videre står der i artiklen: ”Hvor det før kun var lande som Venezuela, Cuba og Egypten, der var trofaste støtter af Kinas syn på menneskerettigheder, er en lang række lande hovedsageligt fra Afrika og Latinamerika i dag villige til at føje Kinas ønsker”.

Hvordan reagerer det kinesiske styre på kritikken?

Kina reagerer generelt afvisende på kritikken fra udenlandske aktivister og politikere. Tilbage i 2008 – i månederne op til OL i Beijing – afviste den kinesiske ledelse for eksempel at give FN’s menneskerettighedskommissær adgang til at besøge Tibet. Kommissæren ønskede at besøge Tibet, efter at flere end 150 var omkommet under demonstrationer mod de kinesiske magthavere.

I en kommentar i Kristeligt Dagblad skriver professor Bjørn Thomassen under overskriften ”Kina sætter sin egen dagsorden”, at ”Vestens kritik af Kinas mangel på politisk frihed preller af på den kinesiske regering” (se kilder). Han uddyber, at den kinesiske reformarkitekt Deng Xiaoping engang sagde, at ”Kina skulle gemme sin styrke og vente på sin tid”. Ifølge professoren har Kina ikke længere noget at gemme, og på sociale medier som Twitter går kinesiske ministre nu i rette med kritikken fra Vesten. Eksempelvis tweetede udenrigsministeriet: ”Kina, et land på 9,6 millioner kvadratkilometer, er fri for krig, frygt og flygtninge. Folk fra 56 etniske grupper lever lykkeligt, den bedste menneskerettighedsbedrift!”.

I en anden artikel i Kristeligt Dagblad med overskriften ”Kineserne klarer sig fint uden demokrati og ytringsfrihed – er det et problem?” peger professor Sven Burmester på, at ”demokrati ikke er afgørende for et land som Kina, hvor de mest fundamentale rettigheder er mad, tøj og bolig, sundhed og uddannelse. På de områder sker der nemlig konstant fremgang,” skriver han. Burmester forklarer også, at det amerikanske udenrigsministerium hvert år udsender en rapport om brud på menneskerettigheder i Kina, og dagen efter udsender det kinesiske udenrigsministerium så en rapport om brud på menneskerettigheder i USA. Han skriver: ”Situationen i USA, siger kineserne, er ”terrible” (forfærdelig). Så amerikanerne burde for længst stoppe deres irriterende vane med at gå rundt og fortælle andre, at de bør overholde menneskerettighederne. Se nu blot på racediskrimination, hvor hvide politibetjente skyder unge sorte mænd” (se kilder).

Hvilken betydning havde De Olympiske Lege i Kina i 2008 for menneskerettighederne i landet?

I 2008 var den kinesiske hovedstad Beijing vært for OL, og 2008 var også 60-året for FN's Verdenserklæring om Menneskerettighederne. Allerede da byen i 2001 blev valgt som OL-vært for 2008, skete det på baggrund af løfter fra det kinesiske styre om større respekt for menneskerettigheder og større åbenhed. Men i stedet gik udviklingen, ifølge kritikere, i den modsatte retning, lyder analysen i Dagbladet Information-artiklen ”Udsigten til endnu et OL i Beijing skaber ballade”: ”I stedet for de lovede forbedringer, så førte OL i 2008 til stramninger” siger Sophie Richardson, daværende leder af Kina-afdelingen hos Human Rights Watch, i artiklen (se kilder). Artiklen skitserer endvidere, at en koalition af flere end 175 Tibet-organisationer i 2015 sendte en rapport til IOC, den Internationale Olympiske Komité, hvori de også understregede, at OL i 2008 i modsætning til løfterne ikke var med til at forbedre menneskerettighederne. Rapporten beskriver ifølge Dagbladet Informations artikel, hvordan ”undertrykkelsen i tibetanske områder nu er højere end nogensinde”, og samtidig opfordres IOC til ”ikke at begå den samme fejl to gange ved igen at vælge Beijing”. Historieprofessor Xu Guoqi, forfatter til bogen ”Olympic Dreams: China and Sports 1895-2008”, mener ifølge artiklen, at den kinesiske regering i høj grad bruger OL politisk: ”Kinas interesse i sport har i lang tid handlet om politik. OL er et redskab til at polere regimets image og legitimere dets styre”.

Også i forfatteren Victor Fischers bog ”Kina den truende supermagt” kan man læse om diskussionen af Kinas menneskerettigheder i forbindelse med OL-værtskabet (se kilder).

I sommeren 2015 blev det besluttet, at Beijing igen skal være OL-vært – denne gang for vinterlegene i 2022. Dermed bliver byen den første nogensinde til både at holde et sommer-OL og et vinter-OL. Det fremgår af TV2’s artikel ”Sneen laver de selv - Beijing vært for vinter-OL i 2022” (se kilder).

I artiklen ”Holding the Best Olympics Ever”, som organisationen American Bar Organisation har udarbejdet, nuanceres kritikken af Kina som OL-vært og landets brud på menneskerettighederne. Den samme kritik kan man nemlig lave af stort set samtlige værtsbyer i det seneste årti: ”Beijing er langt fra den eneste værtsby i den olympiske historie til at negligere menneskerettighedsprincipperne, når det forbereder sig på OL. Lavindkomstbeboere, særligt yngre og ældre udsatte, blev også smidt på gaden i forberedelserne til OL i Vancouver 2010, Sochi 2014 og Rio 2016” (se kilder).