Hvilken styreform findes der i Kina i dag?
Det kinesiske kommunistparti, der sidder på magten i Kina, kalder selv deres styreform for ”socialisme med kinesiske karaktertræk”. Men Kina-eksperter mener ikke, at den betegnelse er korrekt. Professor Nis Høyrup Christensen fra Copenhagen Business School kalder i stedet den kinesiske styre- og samfundsform for ’statskapitalisme’. I artiklen ”Kinas autoritære statskapitalisme og dens forudsætninger” i DJØF’s tidsskrift Samfundsøkonomen forklarer han, at dette begreb indbefatter ”både den statsejede og stærkt regulerede del af økonomien og den mere frie markedsøkonomi, præget af private virksomheder”, som ifølge professoren vokser stærkt frem, men stadig ligger i periferien. Han uddyber, at ”styreformen har store konsekvenser for den statskapitalistiske måde at drive økonomien på” (se kilder).
Indførelsen af kapitalisme og markedskræfter har således betydet en stærk økonomisk vækst gennem årtier. Men de sociale forskelle er også enorme. I 2015 levede 70 millioner kinesere stadig for under én dollar om dagen, men i Berlingske-artiklen ”Kina vil løfte 70 millioner borgere ud af fattigdom” fremgår det, at den kinesiske regering ville løfte dem alle sammen ud af fattigdom inden for 5-6 år (se kilder). Måden, det foregår på, er dog noget anderledes, end man ville gøre det i Vesten, som man kan læse i Dagbladet Informations artikel ”Kina flytter millioner af mennesker for at bekæmpe fattigdom” (se kilder). I Kristeligt Dagblads artikel ”Kinas kommunister har to år til at udrydde ekstrem fattigdom” forklares det, at målet dog er langt fra at blive indfriet i de enkelte provinser (se kilder) – ikke mindst fordi korruption og bestikkelse er udbredt, og med til historien hører, at den økonomiske liberalisering kun i begrænset omfang er blevet fulgt op af en politisk liberalisering. Der er altså langtfra indført demokrati i vestlig forstand – og i de senere år er udviklingen snarere gået den modsatte vej, ifølge rapporten ”China’s Global Threat World Report 2020” fra organisationen Human Rights Watch (HRW), hvor der blandt andet andet står, at ”Kina udgør en stadig større trussel mod menneskerettighederne – ikke kun i Kina, men i stigende grad på globalt plan” (se kilder). I artiklen ”Kina er en global trussel mod menneskerettigheder” på mediet Globalt Nyt, som uddyber rapportens konklusioner, har Kina ifølge HRW ”skabt et omfattende overvågningssamfund, der har til formål at opnå total social kontrol. Det indebærer et effektivt system til at overvåge og undertrykke kritik på internettet” (se kilder).
Hvad er den historiske baggrund for Kinas styreform i dag?
I årene fra 1978-1992 begyndte det kinesiske styre så småt at gennemføre økonomiske reformer, som åbnede Kinas økonomi for omverdenen og efterhånden tillod private at oprette og eje virksomheder. I den periode blev landets bruttonationalprodukt firedoblet, og udenrigshandlen voksede med en faktor 10. Efter 1992 tog reformerne yderligere fart, og vækstraten for økonomien, der i høj grad har været orienteret mod eksport, lå længe på 10-11 procent årligt, men i de senere år – blandt andet som følge af handelskrigen med præsident Trumps USA – er væksten faldet til omkring seks procent årligt. Det fremgår af Finans-artiklen ”Kinas økonomiske vækst falder til historisk lavt niveau” (se kilder).
Da reformerne begyndte i slutningen af 1970’erne, var idéen at puste lidt liv i det på mange måder dårligt fungerende socialistiske system, som Mao Zedong havde efterladt sig. Det var stadig tanken, at økonomiske reformer skulle styres stramt via det socialistiske planlægningssystem. Men gradvist mistede kommunistpartiet kontrollen med den økonomiske udvikling, og partiledelsen så efterhånden ikke anden mulighed end at give yderligere efter for kapitalismen og markedskræfterne. I artiklen ”Guldfuglen flyver omkring, mens partiet er rykket ind i fugleburet” i Dagbladet Information (se kilder) forklarer den franske økonom og Kina-ekspert Jean-Francois Huchet udviklingen således: ”De havde sluppet kræfter løs, de ikke kunne kontrollere, og pludselig indså de, at de var nødt til at levere en høj vækst for at tilfredsstille befolkningen, og derfor var de nødt til at fortsætte med at liberalisere økonomien og afgive mere og mere kontrol. Selvom lederne forsat har svært ved at sige ordet kapitalisme, er det ironisk nok netop kapitalismen, som i dag er det eneste, der kan sikre de kinesiske kommunisters tag om den politiske magt.”
Hvordan er forholdet mellem den kinesiske styreform og menneskerettighederne?
Indtil begyndelsen af 1990’erne havde det kinesiske styre officielt den holdning, at menneskerettighederne var en vestlig opfindelse, som ikke var relevant for det kinesiske samfund. Men tilbage i 1991 begyndte et arbejdet med rent akademisk at inkorporere menneskerettighederne i kinesisk samfundsideologi, og i 2005 blev der for første gang skrevet en række menneskerettighedsbestemmelser ind i den kinesiske forfatning. Kina har dog fortsat ikke underskrevet og ratificeret ret mange af FN’s menneskerettighedsdokumenter. Desuden er der meget langt fra papir til praksis, når det handler om menneskerettigheder i Kina. Det kinesiske regime prioriterer fortsat sin egen kontrol og magt med borgerne og samfundsudviklingen over individuelle rettigheder til landets borgere, og mange Kina-eksperter mener, at det er umuligt at inkorporere menneskerettigheder i Kina i fuldt omgang, så længe det kommunistiske parti er ved magten. Forholdet mellem den kinesiske styreform og menneskerettighederne behandles blandt andet i bøgerne ”Kina den truende supermagt” fra 2020 og ”Balancegang: 10 historier om Kina og menneskerettighederne” fra 2010 (se kilder).