Menneskerettigheder i Kina

Artikel type
faktalink
journalist Malene Fenger-Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2008
Main image
Foto: Scanpix

Kina er ikke blot verdens største land, men også blandt de lande i verden, hvor der foregår flest menneskerettighedskrænkelser. De seneste årtiers økonomiske liberalisering er nemlig kun i begrænset omfang blevet fulgt af politiske liberaliseringer, og der er stadig lang vej til politisk frihed og demokrati. Da Kina i 2001 blev udnævnt til værtsnation for De Olympiske Lege i august 2008, lovede det kinesiske styre, at de til gengæld for udnævnelsen ville forbedre menneskerettighedssituationen i landet. Men internationale menneskerettighedsorganisationer vurderer, at de kinesiske myndigheder har svigtet deres løfter, og at forberedelserne til OL tilmed har medført nye overgreb, blandt andet i form af tvangsforflyttelse af tusindvis af Beijings borgere og fængsling af systemkritikere. Det har fået nogle sportsfolk og politikere til at true med en boykot af OL. De fleste eksperter og politikere mener dog, at det er bedre at fastholde den kritiske dialog med Kina i stedet for boykot.

Se også Faktalinket "Menneskerettigheder".

Introduktion

Hvilken styreform findes der i Kina i dag?

Det kinesiske kommunistparti, der sidder på magten i Kina, kalder styreformen for ”socialisme med kinesiske karaktertræk”. Men Kina-eksperter mener ikke, at den betegnelse er korrekt. Professor Kjeld Erik Brødsgaard fra Copenhagen Business School kalder i stedet den kinesiske styre- og samfundsform for ’statskapitalisme’. I artiklen ”Guldfuglen flyver omkring, mens partiet er rykket ind i fugleburet” i Information den 25. august 2007 (se kilder) forklarer han dette begreb således: ”Den private sektor vokset stærkt frem, men det er nærmest sket i periferien og har ikke overhalet de store statslige virksomheder. De største virksomheder, dem, de forsøger at gøre globale, og som er kernen i systemet, er stadig på statens hænder, og lederne udpeges af partiet.”

Indførelsen af kapitalisme og markedskræfter har således betydet en stærk økonomisk vækst gennem en årrække. Men de sociale forskelle er også enorme - 130 millioner kinesere lever fortsat for under én dollar om dagen - og korruption og bestikkelse er udbredt. Desuden er den økonomiske liberalisering kun i begrænset omfang blevet fulgt op af en politisk liberalisering. Der er langtfra indført demokrati i vestlig forstand. Men der er dog sket en opblødning af kommunistpartiets magt, understreger Kina-ekspert fra Institut for Menneskerettigheder (IMR) Hatla Thelle i artiklen ”En anden side af Kina” på IMR’s hjemmeside (se kilder): ”Kina i dag er ikke et totalitært samfund, hvor Kommunistpartiets Politburo bestemmer alt. Forskellige interesser strides om magten selv i Folkekongressen og lokale interesser overtrumfer tit centrale direktiver. På mange forskellige niveauer i samfundet findes administratorer, akademikere og aktivister, der har indflydelse og bruger den til at fremme beskyttelsen af menneskerettighederne.”

Hvad er den historiske baggrund for denne styreform?

årene fra 1978-1992 begyndte det kinesiske styre så småt at gennemføre økonomiske reformer, som åbnede Kinas økonomi for omverdenen og efterhånden tillod private at oprette og eje virksomheder. I den periode blev landets bruttonationalprodukt firedoblet, og udenrigshandlen voksede med en faktor 10.

Efter 1992 tog reformerne yderligere fart, og vækstraten for økonomien, der i høj grad har været orienteret mod eksport, har længe ligget på 10-11 procent årligt. Kina kaldes nu den globale økonomiske væksts maskinrum og opfattes som en af verdens mest dynamiske kapitalistiske nationer.

Da reformerne begyndte, var ideen at puste lidt liv i det på mange måder dårligt fungerende socialistiske system, som Mao Zedong havde efterladt sig. Det var stadig tanken, at økonomiske reformer skulle styres stramt via det socialistiske planlægningssystem. Men gradvist mistede kommunistpartiet kontrollen med den økonomiske udvikling, og partiledelsen så efterhånden ikke anden mulighed end at give yderligere efter for kapitalismen og markedskræfterne. I artiklen ”Guldfuglen flyver omkring, mens partiet er rykket ind i fugleburet” i Information den 25. august 2007 (se kilder) forklarer den franske økonom og Kina-ekspert Jean-Francois Huchet udviklingen således: ”De havde sluppet kræfter løs, de ikke kunne kontrollere, og pludselig indså de, at de var nødt til at levere en høj vækst for at tilfredsstille befolkningen, og derfor var de nødt til at fortsætte med at liberalisere økonomien og afgive mere og mere kontrol. Selvom lederne forsat har svært ved at sige ordet kapitalisme, er det ironisk nok netop kapitalismen, som i dag er det eneste, der kan sikre de kinesiske kommunisters tag om den politiske magt.”

Hvordan er forholdet mellem den kinesiske styreform og menneskerettighederne?

Indtil begyndelsen af 1990’erne havde det kinesiske styre officielt den holdning, at menneskerettighederne var en vestlig opfindelse, som ikke var relevant for det kinesiske samfund. Men tilbage i 1991 begyndte et arbejde med rent akademisk at inkorporere menneskerettighederne i kinesisk samfundsideologi, og i 2005 blev der for første gang skrevet en række menneskerettighedsbestemmelser ind i den kinesiske forfatning. Kina har dog fortsat ikke underskrevet og ratificeret ret mange af FN’s menneskerettighedsdokumenter. Desuden er der meget langt fra papir til praksis, når det handler om menneskerettigheder i Kina. Det kinesiske regime prioriterer fortsat sin egen kontrol og magt med borgerne og samfundsudviklingen over individuelle rettigheder til landets borgere, og mange Kina-eksperter mener, at det er umuligt at inkorporere menneskerettigheder i Kina i fuldt omgang, så længe det kommunistiske parti er ved magten.

Forholdet mellem den kinesiske styreform og menneskerettighederne behandles blandt andet i artiklen ”Kinas diskrete revolution” i Politiken den 20. januar 2005 (se kilder) samt i bogen ”Kina - fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder).

Menneskerettigheder i Kina i nyere tid

Hvad skete der på Den Himmelske Freds Plads i Beijing i 1989?

Natten mellem den 3. og 4. juni 1989 satte den kinesiske regering militæret ind mod de hundredtusinder af fredelige demonstranter, der hver aften i flere måneder havde samlet sig på Den Himmelske Freds Plads og i gaderne omkring pladsen for at kræve pressefrihed, demokratisering, politiske reformer, bekæmpelse af korruption blandt de politiske ledere og bedre økonomiske forhold. Militæret ryddede pladsen ved at sætte kampvogne ind og skyde med skarpt mod demonstranterne og mod personer, der var mistænkt for at sympatisere med dem. I løbet af natten og i dagene efter blev hundredvis, muligvis tusindvis af studerende, arbejdere og andre civile dræbt. Nogle blev knust under kampvognenes larvefødder, andre dræbt med skud i nakken. Et ukendt antal blev fængslet uden dom, og mange blev tævet af politiet og udsat for tortur, indtil de angav familie, venner og bekendte. Demonstrationerne var begyndt på universitetet i Beijing og spredte sig siden til at omfatte studerende, journalister, private handlende og arbejdere over hele landet. De største demonstrationer omfattede op mod en million mennesker.

Hvilke konsekvenser fik begivenhederne på Den Himmelske Freds Plads?

Styrets brutale nedkæmpelse af studenter- og arbejderbevægelsen virkede afskrækkende på mange, der var utilfredse med de politiske forhold og lagde en dæmper på begyndende protestbevægelser. Men samtidig kom studenterdemonstrationerne også til at markere begyndelsen på en række reformer af økonomien. Det var gået op for de kinesiske ledere, at befolkningens utilfredshed måtte tæmmes, hvis de skulle undgå opstande af lignende art. Desuden betød massakren på Den Himmelske Freds Plads, at det internationale samfund i højere grad fik øjnene op for forholdene i Kina og rettede kritik mod den kinesiske ledelse for dens undertrykkelse af befolkningen. Den kinesiske ledelse valgte dog i årene fremover primært at sætte gang i den økonomiske vækst og undlod at gennemføre gennemgribende politiske reformer.

Begivenhederne omkring studenterdemonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads og konsekvenserne heraf beskrives i bøgerne ”Den Himmelske Freds Plads 4. juni 1989” og ”Kina - fra kejserdømme til kapitalisme” (se kilder).

Hvordan er menneskerettighedssituationen i Kina i dag?

En mand læser den seneste udgave om menneskerettigheder i Kina udgivet af den kinesiske regering i Beijing januar 2008. Foto: AFP Photo/Gogh Chai Hin/Polfoto
En mand læser den seneste udgave om
menneskerettigheder i Kina udgivet af den kinesiske
regering i Beijing januar 2008. Foto: AFP
Photo/Gogh Chai Hin/Polfoto

Kina er ifølge internationale menneskerettighedsorganisationer fortsat blandt de lande i verden, der systematisk krænker sine egne borgeres rettigheder. Et tegn på, at menneskerettighedssituationen ikke er afgørende forbedret siden 1989 er, at mindst 200 demonstranter fra opstanden i 1989 ifølge Amnesty International fortsat er bag tremmer, og selvom kinesere i højere grad end før diskuterer rettigheder, er massakren i 1989 stadig tabu.

Ifølge både Amnesty International og Human Rights Watch er den kinesiske ledelses tavshed omkring massakren i 1989 en indikation af, at styret fortsat anser menneskerettigheder for at være et onde, som kan underminere partiets magt og kan forhindre partiet i at kontrollere befolkningen.

I artiklen ”Menneskeretsorganisationer: Stil krav til Kina op til OL” i Information den 30. januar 2008 (se kilder) beskriver generalsekretær i Amnesty Internationals danske afdeling, Lars Normann Jørgensen situationen i Kina således: ”Kina er et land, hvor menneskerettighederne bliver trådt groft under fode. Flere hundrede tusinder sidder fortsat i arbejds- og genopdragelseslejre i årevis uden retssag eller dom. Og på det seneste er alle dem, som systemet ikke bryder sig om, blevet interneret, heriblandt mange hjemløse, som styret ikke vil have omverdenen til at se.”

Hvilke menneskerettighedskrænkelser er særligt udbredte?

Amnesty International og flere andre menneskerettighedsorganisationer samt Europa-Parlamentet peger i deres seneste rapporter og udtalelser om Kina især på følgende menneskerettighedsproblemer i Kina i dag:

  • Dødsstraf. Kina er ifølge Amnesty International det land i verden, der henretter flest mennesker, flere end alle verdens øvrige lande tilsammen. Ifølge Amnestys seneste rapport ”Death Sentences and Executions in 2007” (se kilder) var antallet af dokumenterede eksekverede dødsstraffe i Kina 470. Formodentlig er tallet dog reelt langt højere.
  • Tvangsarbejde. Systemkritikere og medlemmer af forbudte religiøse grupper kan sendes op til fire år i arbejdslejr uden dom.
  • Tilbageholdelse under tortur og indespærring uden rettergang.
  • Krænkelse af ytrings- og pressefrihed og fængsling af menneskerettighedsaktivister, journalister og andre systemkritikere. Krænkelse af pressefriheden består blandt andet i massiv internet-censur.
  • Krænkelse af religionsfrihed. Krænkelserne rammer blandt andre den etniske minoritet uighurerne, der er muslimer. Især efter 11. september 2001 er myndighederne - i anti-terrorismens navn - begyndt at slå hårdt ned på uighurerne. Også tilhængere af den spirituelle bevægelse Falun Gong bliver forfulgt og truet. ”Hvert år dokumenteres der langt flere vilkårlige drab på Falun Gong-tilhængere, og mange flere Falun Gong-udøvere forsvinder sporløst, end tilfældet er for de andre af Kinas forfulgte grupper”, fremgår det af kronikken ”Husk Falun Gong” fra Politiken den 22. oktober 2007 (se kilder). Falun Gong er en fredelig, ikkevoldelig bevægelse, der ikke har nogen egentlig ledelse, og som ingen planer har om at overtage magten i Kina. Men ifølge kronikken frygter det kinesiske styre Falun Gong, fordi det er en massebevægelse med over 70 millioner tilhængere, og fordi den baserer sig på gamle kinesiske traditioner og tankegange, som står i modsætning til kommunistpartiets ideologi.

Hvordan er kinesernes holdning til menneskerettigheder?

Ifølge artiklen ”Kina henretter fortsat hundreder af egne borgere” i Information den 15. april 2008 (se kilder) er der fortsat stor opbakning til den udbredte brug af dødsstraf, og flere Kina-eksperter er enige om, at de forbedrede økonomiske forhold, som mange kinesere har oplevet, har styrket kommunistpartiets popularitet i befolkningen og svækket kravet om øgede politiske og borgerlige rettigheder.

I artiklen ”Guldfuglen flyver omkring, mens partiet er rykket ind i fugleburet” i Information den 25. august 2007 (se kilder) siger den franske økonom og Kina-ekspert Jean-Francois Huchet: ”Partiet har ledt efter en alliance med en bestemt gruppe i samfundet, og derfor vil det være forkert at tro, at Kinas middelklasse ønsker en omprioritering. For de har gavn af udviklingen. For eksempel entreprenører, de foretrækker det rå miljø, når det kommer til arbejdsmarkedet. De ønsker ikke at se bedre beskyttelse af arbejdstagernes rettigheder, så de støtter kommunistpartiet.”

Han bakkes op af den kinesiske systemkritiker og studenterleder fra demonstrationerne i Beijing i 1989 Wuer Kaixi. I artiklen ”’Kina er klar til demokrati’” i Information den 16. juli 2007 (se kilder) siger han: ”Efter 1989 besluttede regeringen at indgå en handel med folket, hvor den tilbød økonomisk frihed til gengæld for politisk lydighed, som betyder, at man ikke gør krav på sine politiske rettigheder. Det virkede. Det kinesiske folk nyder nu deres økonomiske rettigheder og er mindre interesserede i politik. Det var præcis det, den kinesiske regering sigtede efter.”

Eksperter fra Institut for Menneskerettigheder (IMR), som samarbejder med kinesiske forskere omkring implementering af menneskerettigheder i kinesisk lovgivning, vurderer dog, at der i visse dele af den kinesiske befolkning er stor opbakning til menneskerettighederne, og at selve begrebet i dag er langt mindre tabubelagt end tidligere. Det fremgår af artikler på hjemmesiden www.menneskeret.dk, hvor forskere fra IMR fortæller om deres samarbejde med kinesiske jurister.

Hvilken kritik rettes mod det kinesiske styre?

Det kinesiske styre kritiseres for menneskerettighedskrænkelser af forskellig art og mangel på demokrati. Kritikerne er både internationale menneskerettighedsorganisationer som Amnesty International og Human Rights Watch, kinesiske menneskerettighedsgrupper samt en lang række regeringer og politikere fra hele verden, heriblandt også EU-parlamentarikere. Kritikken retter sig både mod Kinas behandling af sine egne borgere og mod Kinas politik i forhold til konflikten i Sudan, hvor Kina hidtil har nægtet at bruge sin indflydelse til at få stoppet blodsudgydelserne i Darfur-provinsen. 

Hvordan reagerer det kinesiske styre på kritikken?

Kina reagerer generelt afvisende på kritikken fra udenlandske aktivister og politikere. Så sent som i april 2008 afviste den kinesiske ledelse for eksempel at give FN's menneskerettighedskommissær adgang til at besøge Tibet. Kommissæren ønskede at besøge Tibet, efter at flere end 150 var omkommet under demonstrationer mod de kinesiske magthavere. Et andet eksempel nævnes i artiklen ”Kina blæser på dansk kritik” i Berlingske Tidende den 10. april 2008 (se kilder). Her beskrives det, hvordan en dansk læge har overværet kinesiske grænsevagters nedskydning af op mod otte civile tibetanere på grænsen mellem Kina og Nepal i september 2006. Den danske regering har gentagne gange rettet henvendelse til den kinesiske regering for at få en redegørelse for sagen, men der er intet sket.