Naturkatastrofer, klimaforandringer og forebyggelsesstrategier

Er antallet af naturkatastrofer stigende?

I november 2007 udgav den britiske udviklingsorganisation Oxfam rapporten “Climate Alarm” (se kilder), hvori det angives, at antallet af naturkatastrofer er stærkt forøget over de seneste to årtier fra et gennemsnit på 120 katastrofer per år i starten af 1980’erne til 500 i dag. Rapporten konkluderer ligeledes, at antallet af berørte er forøget fra omkring 174 millioner per år imellem 1985-1994 til 254 millioner per år imellem 1995-2004.

Kigger man alene på antallet af orkaner, kan man se en stigning i Atlanterhavet siden 1995, men det er ikke nogen åbenlys global tendens. Til gengæld er der tendens til, at orkanernes intensitet er forøget. Den amerikanske professor i meteorologi, Kerry Emanuel, skriver i artiklen “Increasing destructiveness of tropical cyclones over the past 30 years” i Nature (se kilder): “Dokumenteringen af orkanaktiviteten på verdensplan viser en forøgelse af både orkanernes maksimumhastighed og af, hvor lang tid de hærger. Den energi, der frigives ved en gennemsnitlig orkan synes at være forøget med omkring 70 procent de seneste 30 år svarende til en 15 procent forøgelse af den maksimale vindhastighed og en 60 procent forøgelse af orkanens levetid.”

Hvad betyder den globale opvarmning for antallet af naturkatastrofer?

Der er divergerende holdninger til, om stigningen i antallet af naturkatastrofer hænger sammen med den globale opvarmning, men flere organisationer og forskere har påpeget sammenhængen. U.S. National Oceanic and Atmospheric Administration Geophysical Fluid Dynamics Laboratory (se kilder) lavede i 2006 et forsøg for at bestemme, om der er en statistisk sammenhæng mellem frekvensen eller styrken af orkaner over tid. De konkluderede: “De stærkeste orkaner i nutiden kan blive overgået af endnu mere intense orkaner over det næste århundrede i takt med, at jordens klima opvarmes af stadig flere drivhusgasser i atmosfæren.”

I artiklen “Increasing destructiveness of tropical cyclones over the past 30 years” i Nature (se kilder) skrev meteorolog Kerry Emanuel, at orkaners intensitet hænger sammen med havenes forøgede overfladetemperatur, der igen hænger sammen med den forøgede globale opvarmning.

I februar 2007 udgav United Nations Intergovernmental Panel on Climate Change sin fjerde rapport om klimaforandringer: “Climate Change 2007” (se kilder). Rapporten konkluderede, at forøgelsen af orkanernes intensitet er større, end klimamodeller kan forudse, og at det er sandsynligt, at intensiteten vil øges yderligere gennem det 21. århundrede. Det hedder desuden, at det er sandsynligt, at menneskelig aktivitet medvirker til denne intensitetsforøgelse.

Ifølge artiklen ”Ny rapport giver overblik: Sådan påvirker klimaforandringerne vores børns helbred i fremtiden” fra Videnskab (se kilder) viser en rapport fra 2019, at der er en klar sammenhæng mellem globale temperaturstigninger og antallet af oversvømmelser, tørke og naturbrande. Siden 2004 har 152 ud af 196 lande oplevet en stigning i antallet af indbyggere, der har været udsat for naturbrande. I løbet af 2019 og 2020 har både Australien, Amazonas og Californien har været udsat for enorme skovbrande. Ifølge artiklen ”Hvor meget og hvad er det egentlig, der brænder i Australien” fra TjekDet (se kilder) har skovbrandene i Australien hærget et område på 76.000 kvadratkilometer. Til sammenligning udgør Danmark 43.094 kvadratkilometer.

Hvad er FN’s strategier til at tackle naturkatastrofer?

UN Intergovernmental Panel on Climate Change IPCC (se kilder) blev grundlagt i 1988. Panelets hovedopgave er at analysere globale klimaforhold og afrapportere til omverdenen. Ifølge IPPC har regionale klimaforandringer, især forøgelsen i temperatur, allerede influeret på adskillige fysiske og biologiske systemer i mange dele af verden. Disse forandringer leder til, at vandstanden i havene øges, forandringer i regnvandsmønstre og en forøgelse af frekvensen og størrelsen af ekstreme vejrfænomener som tørke, storme og oversvømmelser.

FN har oprettet en fond, der har til formål at hjælpe verdens fattigste lande med at tilpasse sig til klimaforandringerne, nemlig United Nations Framework Convention on Climate Change (se kilder). Men det kniber med at indsamle penge til fonden. Ifølge Oxfams rapport “Financing adaptation: why the UN’s Bali Climate Conference must mandate the search for new funds” (se kilder) var der i december 2007 alene indbetalt 67 millioner dollars til fonden, hvilket er mindre end amerikanerne bruger på solcreme hver måned. Problemet er ifølge rapporten, at udviklingslandene behøver mindst en til to milliarder dollars for at tilpasse sig klimaforandringerne. 

Hvad er EU’s strategier til at tackle naturkatastrofer?

Den 22. november 2004 lancerede Europa-Kommissionen programmet “EU Action Plan on Climate Change in the Context of Development Cooperation”. Fire hovedstrategier er identificeret i planen:

  • At øge det politiske fokus på klimaforandringer både blandt EU’s udviklingspolitik og i EU’s partnerlande
  • At yde støtte til EU’s partnerlande, så de kan tilpasse sig til de forskelligartede effekter af klimaforandringer
  • At yde støtte til EU’s partnerlande, så de kan forebygge imod de varierede effekter af klimaforandringer
  • At øge udviklingskapaciteten i EU’s partnerlande.

I november 2005 indledte Europa-Kommissionen en pilotfase for et nyt overvågningssystem, der skal overvåge den globale miljø- og sikkerhedssituation. Programmet hedder GMES (se kilder), og det fungerer via satellitobservationer af jorden. Pilotfasen kører indtil en gang i 2008, hvorefter projektet gerne skal lanceres fuldt ud. 

I april 2006 vedtog Europa-Parlamentets miljøudvalg en betænkning, der understregede klimaforandringernes centrale rolle i forbindelse med naturkatastrofer, men som samtidig understregede, at det er muligt at handle i forhold til problemerne. I betænkningen foreslås det, at EU opretter en økonomisk fond, der hurtigt og effektivt kan benyttes i forbindelse med naturkatastrofer.  

I maj 2006 vedtog Europa-Parlamentet fire betænkninger, der alle opfordrede til bedre koordination og større solidaritet på europæisk plan i forbindelse med naturkatastrofer. Der blev blandt andet foreslået oprettelse af en europæisk civilbeskyttelsesenhed samt en række fonde til støtte for ofre af naturkatastrofer.

Hvad gør verdenssamfundet i dag for at tackle naturkatastrofer?

Et af de mest markante tiltag i bestræbelserne på at nedbringe den globale opvarmning er Parisaftalen.

Det blev af mange betegnet som en historisk begivenhed, da ledere fra næsten 200 lande i december 2015 nåede til enighed om en ambitiøs plan for klimaets fremtid. Hovedpointerne i Parisaftalen var – og er stadig – at udledningen af drivhusgasser skal mindskes og de menneskeskabte klimaforandringer bekæmpes. Den har afløst Kyoto-protokollen, og fungerer i dag som en juridisk bindende og global aftale. Det betyder blandt andet, at de lande, som har skrevet under på aftalen, forpligter sig til at holde den globale temperaturstigning under 2 grader celsius. Derudover er landene blevet enige om en tillægsaftale, som indebærer, at landene skal arbejde mod at holde temperaturstigningen under 1,5 grader celsius. Tillægsaftalen er således mere ambitiøs på klimaets vegne, men i modsætningen til aftalen om en maksimal temperaturstigning på 2 grader celsius, er den ikke bindende. Aftalen vakte ifølge Dagbladet Information-artiklen ”Snart fylder Parisaftalen tre år, og selv om klimaforandringerne bliver stadigt mere tydelige, er vi endnu langt fra mål” (se kilder) stor begejstring, da den blev indgået tilbage i 2015, men den er ifølge flere eksperter ikke ambitiøs nok. De peger blandt andet på, at målet om at reducere den globale temperaturstigning med 1,5 grader celsius ikke er noget værd, så længe det er baseret på frivillighed og ikke er bindende. En yderligere svækkelse af Parisaftalen fandt sted i november 2019, da USA meldte sig ud af aftalen. Præsident Donald Trump gav ifølge artiklen fra Altinget ”Trump trækker USA ud af global klimaaftale” (se kilder) allerede udtryk for, at han ønskede at trække sig fra aftalen tilbage i 2017. Årsagen var, ifølge Trump, at aftalen var en dårlig forretning for USA, som forpligtede sig til at betale store summer til lande, som forpligtede sig til en langt mindre indsats end USA: ”Jeg er valgt af vælgerne i Pittsburgh, ikke af dem i Paris,” sagde Trump blandt andet.
 

VIDEO: Daværende statsminister Lars Løkke Rasmussen mødes i 2017 med den franske præsident, Emmanuel Macron for blandt andet at drøfte Parisaftalen.

Hvad gør den danske regering for at tackle naturkatastrofer og deres konsekvenser?

I august 2005 lancerede det danske udenrigsministerium klima- og udviklingsprogrammet “Danish Climate and Development Programme”. Lanceringen skete som en opfølgning på EU’s handlingsplan om integration af klimahensynet i bistanden. Baggrunden er, at det især er udviklingslandene, der bliver ramt af klimapåvirkninger og naturkatastrofer, da de ikke i tilstrækkelig grad er i stand til at forsikre sig. I rapporten “Danish Climate and Development Action Programme” (se kilder), der blev udgivet i den forbindelse, hedder det blandt andet, at “Klimaforandringer sker allerede og vil fortsat være en problematik i årtierne fremover. Uden forebyggende handling og tilpasning til klimaforandringerne vil menneskeliv og det globale miljø lide store omkostninger. Ved at handle nu vil omkostningerne være marginale i forhold til omkostningerne ved manglende handling. For at mindske den negative indvirkning af klimaforandringer er handling derfor nødvendig.”

Programmet indeholder følgende fire elementer:

  • Øget fokus på klimaproblemet i det bilaterale og multilaterale samarbejde
     
  • Fokus på tilpasning til klimaforandringer
     
  • Fokus på det forebyggende arbejde
     
  • Støtte til udviklingslandene, så de kan opbygge systemer til at håndtere klimaproblemet
     

I december 2019 blev kom klimaet endnu engang på alles læber, da et bredt flertal i Folketinget blev enige om en ny klimalov. Klimaloven slog fast, at Danmark skal reducere udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030. Aftalen blev i artiklen ”Regeringen lander bred aftale om ny klimalov: I dag har vi skrevet danmarkshistorie” fra Altinget blandt andet kaldt den ’formentlig mest ambitiøse klimalov i verden’ af klima-, energi og forsyningsminister Dan Jørgensen (S) (se kilder). Liberal Alliance og Nye Borgerlige var de eneste partier, der ikke stemte for aftalen. Implementeringen af klimaloven forpligter den nuværende såvel som kommende klimaministre til at handle, og Klimarådet skal i starten af hvert år vurdere, om regeringen er på rette vej i forhold til at indfri klimalovens mål. Derudover skal klima-, energi- og forsyningsministeren senere på året præsentere et klimaprogram, der kommer til at fungere som et ”redskab” for den løbende vurdering og tilpasning af den samlede klimaindsats. Vurderer ministeren, at Klimalovens mål ikke kan nås ved den aktuelle strategi, er han eller hun forpligtet til at handle.