Debat om litteraturkanon i 2004

Hvad handlede kanondiskussionen i 2004 om?

Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti og cirka halvdelen af Venstre var generelt og principielt for at skabe og indføre kanon i skolerne, mens de øvrige partier og halvdelen af Venstre var imod. 

En af de ivrigste debattører var den daværende konservative kulturminister Brian Mikkelsen. Gentagne gange var han i medierne og argumentere for kanon. For eksempel i kronikken "Vi skal værne om vores historiefortællere" i Berlingske Tidende (se kilder). Her indledte han med, at "Forfatterne er nationens stemme. De er vores fælles erindring. De er vores forsikring mod at blive historieløse. Ved at bevare vores forhold til dem, bevarer vi vores egen identitet." Venstre med statsminister Anders Fogh Rasmussen i spidsen endte på trods af splittelse med at erklære sig som tilhænger af en litterær kanon.

De øvrige partiers argumenter mod kanon bygger på, at en bindende kanon lugter for meget af ensretning og af totalitære regimers forhold til kulturpolitik. De kredser om, at kanon er udtryk for mistillid til lærerne. SFs daværende uddannelsesordfører Aage Frandsen gav for eksempel på partiets hjemmeside (se kilder) udtryk for, at kanon var overflødig, da "Al hidtidig erfaring viser, at selv om der ikke har været nogen bindende kanon, stifter danske børn og unge igennem deres uddannelsesforløb bekendtskab med dem, som generelt opfattes som de centrale forfattere indenfor bestemte perioder og genrer." 

Hvad mente lærerne om indførelsen en kanon?

Dansk Lærerforenings daværende formand Anders Bondo Christensen var hurtig til at melde ud med en modstand mod kanon. Lærerforeningen ønskede at værne om det princip, at lærerne er forpligtede på at vurdere og kunne begrunde indholdet i undervisningen. Den bedste undervisning, sagde foreningen, opstår i stedet, når lærere og elever i fællesskab udvælger den litteratur, de har særlig interesse i. Formanden så fordele ved en vejledende kanon, der kan inspirere lærerne og kvalificere deres overvejelser og valg, men han var imod en fast kanon. 

Mange lærerkræfter ønskede tilsvarende at undvære kanon – med forskellige begrundelser. Nogle argumenterede med, at indførelsen af kanon varet udslag af manglende respekt for litteraturen (i hvert fald for den ikke-kanoniserede litteratur). Andre med at kanon var et centralistisk politisk projekt, som blot gik ud på at statsstyre undervisningen. Andre igen var negativt indstillede og kaldte kanon et udtryk for mistillid til lærerne. 

I den positive grøft var holdningen, at kanon kunne bruges til at sikre elevernes kulturelle og historiske fundament. Kanon blev således opfattet som en god og velment (tiltrængt) hjælp til lærerne, som pædagogisk kunne trække dem gennem den bedste litteraturhistorie. Nogle af de yngre lærere var desuden positive, da den 'nye' folkeskolelæreruddannelse betyder, at lærerne kun kan nå at lære om en begrænset mængde af litteraturhistorien. "At bruge kanon svarer jo til, at man som ung lærer spørger en ældre kollega til råds", lød et gængs udsagn. 

Det blev desuden fremhævet, at kanon især var en fordel for de svage elever, som kommer fra hjem uden tradition for at læse og læse højt. I samme forbindelse blev kanon også fremhævet som positiv i integrationsøjemed, idet kanon kan sikre, at flygtninge og indvandrere bliver stillet bedre i Danmark, hvis de får en viden om landets kulturelle ophav. 

Hvad mente eleverne om kanon?

For elevernes vedkommende var det hovedsageligt gymnasieeleverne, der tog ordet i den offentlige debat. Eleverne repræsenteres af gymnasieelevernes talsmand, der dengang hed Thor Möger Pedersen, og han stillede sig kritisk over for tendensen til central styring. I artiklen "Gymnasieelever kritiserer læreplaner" i Information den 17. september 2004 (se kilder) udtalte han: »Grundlæggende er vi meget negativt indstillet over for hele kanon-tanken, fordi man fra centralt hold beslutter, hvad der er god viden, og hvad der er dårlig viden (...) Regeringen vil sætte faglighed i højsædet, men det er 1950'ernes forståelse af ordet faglighed.« 

Hvilken debat har der været om kvinder i den litterære kanon? 

Fraværet af kvinder i den litterære kanon har fra begyndelsen været en af de helt overvejende kritikpunkter. Både mænd og kvinder, forfattere og lærere, politikere og ligestillingsforkæmpere, eksperter og lægmænd- og kvinder, kan se, at kønnene ikke er tilnærmelsesvist ligeligt repræsenterede på listen. Én kvinde, Karen Blixen, til 13 mænd. Det førnævnte KVINFO bad en række politikere, forskere, forfattere og litteraturkritikere om at forholde sig til listen, og samstemmigt fremhævede de det skuffende i den manglende ligestilling på listerne. Forfatteren og anmelderen Lars Bukdahl udtalte, at »her har en lille gruppe kulturradikale mænd fået lov at sætte dagsordenen.« Den radikale politiker Margrethe Vestager sagde, at ”den nuværende liste viser to ting: For det første, at det er helt legitimt i 2004 at se henover kvindelige forfattere, og for det andet, at der er en del diskussion om ligestilling og ligeværd tilbage.” Forskningsadjunkt ved Københavns Universitet Lilian Munk Rösig fandt den offentliggjorte kanon »skuffende«, for som hun sagde: ”hvis en kanon skal være udtryk for hvad vi gerne vil give vores børn med på vejen, finder jeg det dybt problematisk at give dem den forestilling, at litteraturen er enkønnet.”

Lige meget hjalp det dog, der kom ikke flere kvinder i kanon. Formanden for udvalget, Jørgen Lund, mente, at eftersom der havde eksisteret meget få kvinder i litteraturhistorien, så var det naturligt, at der var tilsvarende få kvindelige forfattere på kanonlisten. Han holdt fast ved, at fortiden og traditionen ikke kan ændres, og at fortiden må repræsenteres, som den var. Og da daværende undervisningsminister, Ulla Tørnæs, havde samme overbevisning som Lund, blev der ikke rokket ved kanonens sammensætning.

Hvordan lyder den generelle modstand mod kanon?

Modstanderne centrerer deres argumenter om fem udsagn, der kan opstilles som følger:

  • Kanon er udtryk for smagsdommeri. 
  • Kanon er udtryk for centralisering af magt. 
  • Kanon er udtryk for, at kunsten politiseres og benyttes i ideologisk ærinde. 
  • Kanon er udtryk for en degradering af litteraturen ved at sætte den lig med historieskrivning. 
  • Kanon er udtryk for snæversynet, nidkær nationalisme. 

Udsagnene samler sig om to ting, dels om kunstneriske idealer, dels om kunstens frihed og uafhængighed. De to ting hænger sammen og handler om, hvad litteratur er: Hvordan skal litteratur skrives, og hvilken rolle skal litteraturen spille? Det fremhæves, at litteraturen først og fremmest har kunstnerisk æstetisk værdi, og at den ikke kan reduceres til noget andet. Den kan hverken isoleres til historieskrivning eller til politik. 

Modstanderne plæderer altså for litterær uafhængighed, men samtidig bliver denne plæderen en kamp mod nationalismen og for det internationale sammenhold. Netop skismaet mellem det nationale og det internationale er en væsentlig faktor for modstanderne mod kanon. De fremhæver, at i en globaliseret verden, som vi lever i, er der ikke brug for at cementere nationale grænser og skabe nye mure – "når nu endelig den tyske mur mellem Øst- og Vesttyskland blev revet ned i 1989, hvorfor så skabe nye?" – nej, der er nærmere behov for større internationalt sammenhold. 
 

Hvordan lyder forsvaret for kanon?

Tilsvarende kan forsvaret for kanon centreres om følgende seks udsagn: 

  • Kanon styrker litteraturen ved at bringe det centrale i fokus. 
  • Kanon sikrer den vigtigste litteratur mod glemsel – mod den historiske glemsel, som er anslået til at gælde mellem 95% og 99% af alle værker på sigt. 
  • Kanon sikrer os imod at blive historieløse, rodløse og ligefrem identitetsløse. 
  • Kanon styrker indlæringen – især for de svage elever. 
  • Kanon afhjælper integrationsproblemer ved at lære om de kulturelle rødder og normer. 
  • Kanon skærper traditionsbevidstheden og medvirker dermed til at udvikle elevernes forståelse for omverdenen .

Disse seks udsagn handler dels om at sikre den væsentlige litteratur mod glemsel, og dels om dannelse og om at skabe identitet og sammenhængskraft i befolkningen. Litteraturen anses for at være såvel et statsligt anliggende som et fælles anliggende, og i mindre grad for at være et personligt anliggende.