Hvorfor er det så vigtigt, hvem der bestemmer?
Mange udenforstående har svært ved at forstå den nordirske konflikt. I en tid, hvor en stor del af ethvert EU-medlemslands lovgivning slet ikke har sin oprindelse lokalt, men i Bruxelles eller Strasbourg, virker den nordirske konflikt nærmest irrelevant. Samtidig bliver samarbejdet mellem EU-landene stadigt tættere. I visse tilfælde er interne grænser stort set faldet helt væk. Republikken Irland deltager i EU’s fælles mønt, euroen, og det bliver interessant at se, hvordan nordirerne vil reagere, hvis Storbritannien en dag bestemmer sig for også at gå med. Så vil man jo kunne betale med den samme valuta i Belfast og Dublin.
Sinn Fein er nok det parti, der har størst fornemmelse for grænseløshed. Det fremgår tydeligt af dets strategi, at det håber på at nå en position, hvor det kan øve den størst mulige indflydelse ved både at sidde i lokalstyret i Nordirland og i parlamentet i Republikken Irland. Det er ikke helt som et forenet Irland - men dog noget, der ligner. Men der er grænser for grænseløsheden. Partiet er således stærkt kritisk over for EU, som Sinn Fein betragter som et forsøg på at opbygge en militaristisk superstat.
Hvad sker der nu?
Lokalstyret i Nordirdland blev suspenderet i september 2001, men kun for 24 timer. De politiske partier i Nordirland har seks uger til at blive enige om at arbejde sammen. Lykkes det ikke, risikerer de, at selvstyret suspenderes for alvor, og at Nordirland - igen - bliver styret direkte fra London. Måske dog denne gang med en stor grad af indflydelse til Republikken Irland. Nyvalg er også en mulighed, men mange frygter, at nye valg vil føre til, at de mest ekstreme og usamarbejdsvillige partier vil gå frem. Og så vil det blive endnu sværere at arbejde sammen, end det er nu. Det er ikke første gang, at selvstyret, der blev indført med fredsaftalen fra 1998, er blevet suspenderet. Men uanset at det hver gang er kommet i gang igen, har de politiske partier ikke kunnet løse deres problemer.
Hvad er det nye i situationen?
I forhold til tidligere er det spektakulært, at Storbritannien og Republikken Irland arbejder så tæt sammen for at finde en løsning. Briternes tidligere koloniale holdninger er dysset ned, og irerne har siden slutningen af firserne haft så travlt med at opbygge en succesrig økonomi, at spørgsmålet om Nordirland ikke længere dominerer. Desuden er det nyt, at IRA’s våbenhviler stadig anses for at holde. Den første i 1994 blev brudt af en bombe i Londons Canary Wharf i 1996, men blev genetableret i 1997. Det er denne våbenhvile fra 1997, der stadig anses for at holde. De protestantiske terrorgruppers våbenhviler anses også stadig for at holde. Våbenhvilerne hænger sammen med, at terrorgruppernes politiske grene er indstillet på dialog og kompromis. Det er nyt i Nordirland og har skabt en forventning i den brede befolkning om, at en tilbagevenden til tidligere tiders terror nærmest er utænkelig.
Hvad er perspektiverne for fred?
For så vidt holder freden i Nordirland. De ledende terrorgrupper holder stadig våbenhvile, omend der hele tiden er vold både mellem katolikker og protestanter og indbyrdes i de forskellige grupper. Indtil videre har volden holdt sig på så lavt et blus, at våbenhvilerne officielt stadig anses for at holde. Af og til er der også stadig terrorhandlinger såsom bombesprængninger i London og i Nordirland selv, men det er uklart, hvem der egentlig står bag. Voldens niveau er dog langt lavere end tidligere, og i Nordirland er volden stort set koncentreret i de socialt belastede områder og boligkvarterer, hvor terrorgrupperne også rekrutterer deres tilhængere.
De institutioner, der blev etableret med fredsaftalen i 1998, skranter. Lokalstyret er p.t. suspenderet, og det er uvist, om det kommer i gang igen. Problemet har hele tiden været, at de protestantiske partier kræver, at IRA begynder at afvæbne, før undergrundshærens politiske gren Sinn Fein må have lov til at deltage i lokalstyret. Mange protestanter har svært ved at acceptere, at et parti sådan kan deltage i det politiske liv samtidig med, at det har en privat, ulovlig hær stående bevæbnet til tænderne. Men IRA og dens politiske gren Sinn Fein har altid vægret sig ved, at det kun er dem, der skal afvæbne. De kæder en afvæbning sammen med andre ting - især antallet af britiske soldater i Nordirland. De kæder også spørgsmålet om IRAs afvæbning sammen med en reform af det protestantisk dominerede lokale politi i Nordirland, Royal Ulster Constabulary (RUC). De vil have det ændret, så det bliver mere tiltrækkende for unge katolikker at blive politimænd i Nordirland.
En løsning ligger formentlig i et kompromis mellem disse forskellige krav, så starten på en IRA afvæbning sker samtidig eller løbende med en reduktion af den britiske militære tilstedeværelse i Nordirland og en reform af politiet. Men det er endnu ikke lykkedes at finde et sådant kompromis.