Israel-Palæstina-konflikten

Artikel type
faktalink
journalist Malene Grøndahl, iBureauet/Dagbladet Information. 2015
Main image
Under parolen 'Stop blokaden - og stop bombningerne af Gaza' bevægede en demonstration sig fra Mølleparken til rådhuspladsen i Århus den 24. juli 2014.
Under parolen 'Stop blokaden - og stop bombningerne af Gaza' bevægede en demonstration sig fra Mølleparken til rådhuspladsen i Århus den 24. juli 2014.
Foto: Kim Haugaard / Scanpix

Israel-Palæstina-konflikten er en af verdens længste konflikter og den har skabt et dybt fjendskab mellem jøder og arabere. Samtidig er den blevet omdrejningspunkt for en række andre konfrontationer i Mellemøsten og for storpolitiske magtspil på internationalt plan. Selv om der er gjort mange forsøg på at skabe fred, er det endnu ikke lykkedes. I november 2004 døde den første præsident for Det Palæstinensiske Selvstyreområde, Yassir Arafat, og to måneder senere blev hans efterfølger, Mahmoud Abbas, indsat. Kort efter rømmede Israel Gazastriben.

Nogle mente, at det palæstinensiske præsidentskifte - og præsidentskiftet i USA i 2009 - gav håb for en fredelig løsning på konflikten. Det lykkedes da også den nye amerikanske præsident Barack Obama at samle israelere og palæstinensere til et møde i september 2010. Men efter få uger brødforhandlingerne sammen, og udsigten til en to-statsløsning synes igen at ligge langt ude i fremtiden. Til gengæld taler flere iagttagere om, at en fælles stat for palæstinensere og israelere kan vise sig som en alternativ løsning.

 

Israel-Palæstina-konflikten

Definition af konflikten

Hvad er Israel-Palæstina-konflikten?

Det er en konflikt, som har det historiske område Palæstina i centrum. Problemet er, at to forskellige folk - jøderne og palæstinenserne - kræver suverænitet over og historisk og religiøst begrundet ret til området. Konflikten har medført en række krige, som ikke kun har involveret de to folk, men som også har inddraget en række arabiske lande i regionen samt det internationale samfund, blandt andet repræsenteret ved FN. Under Den Kolde Krig foregik en del af Sovjetunionens og USA’s stormagtsrivalisering således i forbindelse med Israel-Palæstina-konflikten, idet de to stormagter støttede hver deres part. Israel-Palæstina-konflikten påvirker desuden indirekte en lang række lande, som har modtaget palæstinensiske flygtninge fra krigene mellem Israel og Palæstina.  

Hvad er de vigtigste elementer i konflikten

De væsentligste elementer i konflikten er i dag følgende spørgsmål:

· Hvilken status skal Jerusalem have – skal byen være hovedstad for det palæstinensiske eller jødiske folk?

· Hvad skal der ske med de cirka 200 jødiske bosættelser i de palæstinensiske områder på Vestbredden?

· Hvilke muligheder skal de palæstinensiske flygtninge have for at bosætte sig i Israel, og i hvilken grad skal de have kompensation?

· Hvordan skal den endelige grænsedragning mellem Israel og den kommende palæstinensiske stat være?

Her er tale om praktiske, geografiske spørgsmål, som har stor symbolsk og følelsesmæssig betydning for konfliktens parter. Disse spørgsmål har samtidig et historisk og en religiøst aspekt, og der dukker derfor ofte historiske og religiøse argumenter op i konflikten.

Konfliktens historiske og religiøse baggrund

Den gamle by i Jerusalem
Den gamle by i Jerusalem
Foto: Jan Dagø

Hvilken historisk baggrund har konflikten?

Både jøder og palæstinensere mener at nedstamme fra folk, som boede i området fra omkring 3000-4000 år før vor tidsregning. Disse folk kom fra Den Arabiske Halvø og var nomader. Omkring år 1000 før vor tidsregning opstod en jødisk stat i området under kongen David, som nævnes i Bibelen. Den blev dog underlagt først græsk og siden romersk herredømme, og efter en jødisk opstand blev det jødiske tempel i Jerusalem i år 70 ødelagt og den jødiske befolkning tvunget på flugt. I århundreder herefter var området domineret af kristne herskere, men det ændrede sig i 600-tallet, da islam med arabiske stammefolks ankomst blev den dominerende religion. Siden blev området fra 1500-tallet underlagt Det Osmanniske Rige, som eksisterede frem til 1. verdenskrig. Både jøder, kristne og muslimer, arabere og israelere har altså grundlag for at føle en historisk tilknytning til Palæstina, og den historiske tilknytning spillede da også en vis rolle, da den jødiske indvandring til området tog fart fra slutningen af 1800-tallet. 

Hvad var optakten til konflikten?

I slutningen af 1800-tallet opstod der en jødisk bevægelse, zionismen, som ønskede at oprette et jødisk hjemland i Palæstina. Zionisterne henviste til talemåden ”Et land uden folk til et folk uden land”, når de skulle forklare, hvorfor der skulle etableres en jødisk stat i Palæstina. Palæstina var dog ikke et land uden folk, for på det tidspunkt boede der formodentlig omkring en halv million arabiske beduiner og fattige daglejere. Den historiske baggrund for konflikten beskrives udførligt af journalist med speciale i Israel-Palæstina-konflikten Carlo Hansen i bogen ”Kaktussens land. En rejse i selvbedrag” (se kilder). 

Hvilke religiøse argumenter bruger israelerne?

De fleste israelere er jøder, og de kan henvise til, at Gud ifølge Biblen gav det, vi i dag kalder Israel, men som dengang hed Kana’an, til jøderne. Det fremgår ifølge jødisk tradition af Det Gamle Testamente, hvor det i Første Mosebog beskrives, hvordan Gud indgår en pagt med Abraham: ”Jeg opretter min pagt med dig og dine efterkommere i slægt efter slægt, en evig pagt: Jeg vil være din og dine efterkommeres Gud. Det land, hvor du nu bor som fremmed, hele Kana’an, vil jeg give dig og dine efterkommere til evig ejendom, og jeg vil være deres Gud.”

Mange jøder tillægger det stor betydning at have adgang til Jerusalem og til Grædemuren, som markerer det sted, hvor der tidligere lå et jødisk tempel. I lange perioder af den jødiske historie har templet i Jerusalem ganske vist været stort set glemt, men i andre perioder har der været tradition for, at jøderne nævner byen i deres daglige bønner med formuleringen ”næste år i Jerusalem”. Denne bøn udtrykker håbet om, at templet snart vil blive genopbygget.  

Hvilke religiøse argumenter bruger palæstinenserne?

Flertallet af palæstinenserne er muslimer, og de kan henvise til, at Jerusalem rummer islams tredjehelligste sted, Klippemoskeen på Tempelbjerget, som araberne kalder Haram al Sharif. Jævnfør islamisk tradition drog profeten Muhammed i år 622 på en himmelfærd, hvor han mødte tidligere profeter og budbringere. Klippemoskeen er bygget på det sted, hvorfra Muhammed ifølge overleveringen foretog denne færd. Derfor mener mange palæstinensiske muslimer, at de har særlig ret til at bo i  og omkring Jerusalem, og at de har krav på kontrol med Klippemoskeen, som blev bygget af en af de første muslimske kaliffer i 600-tallet. En gammel muslimsk palæstinenser forklarer i et temanummer af magasinet Zapp jorden rundt fra maj 2001 (se kilder), hvilke forventninger han og andre har til det palæstinensiske selvstyres leder angående Haram al Sharif: ”Her har han ikke blot en forpligtelse over for det palæstinensiske folk, men over for en milliard mennesker i hele den islamiske verden. De forventer alle, at formanden befrier Haram al Sharif og sikrer islamisk kontrol over stedet. Al andet ville være forræderi mod religionen!”

Den mindre gruppe af palæstinenserne, som er kristne, føler sig knyttede til Jerusalem, fordi det ifølge Bibelen var her, Jesus blev korsfæstet.