Den første udvandring

Hvordan defineres udvandring?

Begrebet anvendes om mennesker – som af forskellige årsager – flytter dvs. "migrerer" fra et land til et andet. Danmarks Statistiks opgørelser over udvandrede omfatter personer, der rejser til udlandet og opgiver deres bopæl her i landet. Desuden medregnes flytninger fra Danmark til Færøerne og Grønland, fremgår det af Danmarks Statistiks hjemmeside (se kilder). 

Hvornår begyndte den danske stat at kontrollere udvandring?

I takt med at stadigt flere udvandrede i slutningen af 1800-tallet, opstod en hel lille industri af rejseagenter, som tog sig betalt for at hjælpe udvandrerne med at rejse mod deres drømmedestinationer. Efter en række skandalesager, hvor godtroende udvandrere blev franarret penge af danske rejseagenter, som ikke overholdt deres løfte om rejsemål og forhold på rejsen, vedtog Den Danske Rigsdag den 1. maj 1868 en udvandrelov, som indebar striks kontrol. Fra nu af skulle Københavns politidirektør godkende og kontrollere alle udvandringsagenter i Danmark og autorisere alle danske oversøiske billetudstedelser, både for rejser direkte fra København til USA og indirekte via en anden europæisk havn. For kontrollens skyld blev oplysningerne fra billetterne kopieret i en række politiprotokoller. Det fremgår af Det Danske Udvandrearkivs hjemmeside (se kilder). 

Hvornår begyndte danskere sammen med andre europæere at udvandre i stort tal?

Udvandringen fra Danmark tog for alvor fart i 1860'erne. Ny lovgivning i USA gjorde det muligt at købe jord til en overkommelig pris, og fra 1860 og frem til 1. Verdenskrig udvandrede cirka 300.000 personer fra Danmark til oversøiske lande. Fra 1869 findes udvandringskontrakter for 4.359 personer, og i de følgende ti år svingede antallet af oversøiske udvandrere fra ca. 2.000 til 7.000 pr. år. I 1880'erne steg antallet af udvandrere for at toppe i 1882, hvor næsten 12.000 udvandrede, mens der i begyndelsen af 1890'erne var flere end 10.000 oversøiske udvandrere hvert år. Herefter blev udvandringstallene igen svingende, men nåede ikke igen op på niveauet fra 1882. Sammenlignet med Amerikaudvandringen fra de andre nordiske lande var den danske udvandring beskeden. Kun ca. 15% af udvandringen fra Skandinavien kom fra Danmark, ifølge udgivelsen "Befolkningen gennem 150 år" fra Danmarks Statistik (se kilder), fordi de økonomiske forhold i Danmark generelt var bedre end i resten af Norden. 

Hvilke lande udvandrede danskerne typisk til?

Antallet af fastboende danskfødte i fremmede verdensdele kulminerede omkring 1910 med ca. 250.000, hvoraf 210.000 boede i USA og yderligere 40.000 i Canada, Sydamerika, Sydafrika, Australien og New Zealand. Det fremgår af oversigtsrapporten "Kilderne på nettet til udvandringen fra Danmark" (se kilder).

Den altovervejende del af den oversøiske udvandring fra Danmark i årene 1869-1934 gik til USA. Danskernes søgen mod vest var en del af en større europæisk udvandringsbølge. 5,6 millioner europæere udvandrede mellem 1850-1938 fra Europa via Hamburg til USA. Det kan man læse i artiklen "Dengang Hamburg var drømmenes havn og Amerika var målet" på netavisen Sameksistens.dk (se kilder). I midten af 1920'erne indførtes kvoter for indvandringen til USA, og en stigende del af udvandringen gik herefter til Canada. I slutningen af 1920'erne var udvandringen til Canada større end til USA.

Også Argentina blev mål for mange danskere, der udvandrede fra midten af 1800-tallet og frem til 2. Verdenskrig. Omkring 13.000 danskere udvandrede til landområdet omkring Buenos Aires, hvor de skabte deres eget samfund med danske skoler, møller, slagter, læge og sejlforening. I dag har over 40.000 argentinere danske aner. Det kan man læse i artiklen "En sejlivet dansk koloni" i Kristeligt Dagblad (se kilder).  

Hvorfor udvandrede danskere og andre europæere til oversøiske lande?

Årsagerne til, at folk valgte at udvandre, var mange og forskellige, men fælles for udvandrerne var håbet om en bedre fremtid. Mange rejste for at lægge arbejdsløshed, undertrykkelse, politiske konflikter, økonomisk krise og dårlig høst bag sig. Som det beskrives i artiklen "Dengang Hamburg var drømmenes havn og Amerika var målet" (se kilder) var ”ønsket om et liv i demokrati og velstand, kærlighed, falske drømme om livet i andre verdensdele, ofte kombineret med eventyrlyst og initiativrigdom”. Artiklen beskriver, hvordan Hamburg i 1800-tallet og det tidlige 1900-tal blev kendt som "Drømmenes havn", fordi mange europæere herfra stævnede ud med kurs mod, hvad de håbede ville blive et bedre liv på flugt fra fattigdom, politisk undertrykkelse og religiøs forfølgelse. 

Hvad kendetegner de perioder, hvor udvandringen har været på sit højeste?

Kendetegnende for de store emigrationsbølger fra Europa fra sidste halvdel af 1800-tallet til begyndelsen af 1900-tallet var, at udvandring især skete i perioder, hvor store dele af landbefolkningen havde vanskeligt ved at skabe en tilfredsstillende tilværelse, og hvor samfundet var præget af lavkonjunktur. Kombineret med udviklingen af transportmidler, f.eks. store dampskibe, der kunne fragte passagerer over Atlanten til priser, som var til at betale, blev det en attraktiv mulighed for at rejse ud i verden i håb om at søge et bedre liv der. Det kan man læse i udgivelsen "Befolkningen i 150 år" (se kilder).