Hvilken kulturel og samfundsmæssig betydning har hippiekulturen haft?
Hippiekulturen har været eksponent for nogle af de grundværdier, der i dag kendetegner det danske samfunds kulturelle identitet og ikke mindst ungdomsliv herunder: frisind og seksualmoral, ligestilling mellem kvinder og mænd, musik, mode og miljøbevidsthed. I Danmark blev Rødstrømpebevægelsen grundlagt i 1970 som et resultat af blandt andet den kønsdebat, hippierne havde sat i gang. Rødstrømperne kæmpede indtil 1980'erne for kvinders rettigheder i det danske samfund. Også musikkulturen er blevet varigt påvirket af hippierne. Især forbindelsen mellem musik og fællesskab er essentiel for musikkulturen i dag, og musikfestivaler bliver afholdt i hobetal hvert år. Desuden er den økologiske tanke og ideen om et bæredygtigt samfund i de senere år dukket op igen – blandt andet fordi det er blevet klart, at den menneskelige forurening af miljøet er med til at skabe voldsomme klimaforandringer.
Kritikere har dog påpeget, at de forandringer i samfundet, som bliver tilskrevet hippierne, allerede var i gang uafhængigt af hippiebevægelsen. Professor i historie Claus Bryld mener for eksempel, at hippierne nærmere skal ses som et symptom på forandringerne og ikke årsagen til dem. Som han formulerer det i artiklen ”Var hippierne nu også så hippe?” på DR kultur: ”Fra slutningen af 1950'erne gennemgik de vestlige samfund nogle enorme materielle omvæltninger. En historisk højkonjunktur, der startede i 1958, fik eksempelvis kvinderne ud på arbejdsmarkedet og ændrede fuldstændigt vore familiemønstre” (se kilder).
Hvilken kritik har der været af hippiebevægelsen?
Hippietiden bliver ofte omtalt positivt som de glade 60'ere, der bibragte samfundet vigtige begreber om frihed, tolerance og fællesskab. Men bevægelsens idealer og værdier har også kritikere, der mener, at 68'erne og deres ideologi har fået for meget magt i velfærdsstatens forskellige institutioner. Et tilbagevendende eksempel er folkeskolens såkaldte rundkredspædagogik, der blandt andet i 2003 fik hårde ord med på vejen af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen, da han holdt sin tale ved Folketingets åbning: ”Det er som om, at indlæring af faglige færdigheder er blevet nedprioriteret til fordel for at sidde i rundkreds og spørge: ”Hvad synes du selv?” (se kilder). Folkeskolen var allerede i marts 2003 blevet kritiseret af professor ved Danmarks Pædagogiske Universitet Niels Egelund, som gav den antiautoritære 68-pædagogik skylden for den manglende disciplin, der ifølge hans undersøgelser herskede i klasselokalerne.
Et andet debatpunkt har været de politiske aktivister i 1960'erne. I 2012 skabte journalisten Peter Øvig Knudsen stor debat med andet bind af sit værk om hippietiden i Danmark, ”Hippie 2 – den sidste sommer”, blandt andet fordi han drager en parallel mellem de politiske aktivister i hippietiden og det radikalt venstreorienterede miljø, som Blekingegadebanden i 1970'erne blev formet af. Blekingegadebanden var en gruppe, som stod bag en række kriminelle aktioner, der skulle skaffe dem midler til en revolutionær kamp på internationalt plan.
Peter Øvig Knudsen er blevet kritiseret for at være for ensidig i sin udlægning af begivenheder og personer omkring hippiebevægelsen. En række af de kilder, som forfatteren benytter i ”Hippie 2”, er ikke tilfredse med den måde, han bruger deres vidneudsagn på i skildringen af tiden. I stedet for at se hippiebevægelsen i et større historisk perspektiv, mener de, at han fokuserer på enkeltpersoner og de enkelte voldelige og negative fortællinger om ungdomsoprøret. Dette gælder f.eks. beskrivelserne af besættelsen af Hjardemål Kirke i 1970, hvor en håndfuld hippier fra Thylejren forskansede sig i kirken, og politiet endte med at måtte drive dem ud med tåregas. I artiklen ”Ekshippier strides med forfatter om retten til historien” fra Kristeligt Dagblad bringes et uddrag af et brev fra billedkunstneren Bjørn Nørgaard til Øvig Knudsen: ”Generelt virker din tekst faktuelt i orden. Men alle drømmene, alle de sublime øjeblikke af ekstatisk indsigt, kærligheden, ømheden er kemisk renset væk. Tilbage er et depraveret, tragisk skelet af mulige kendsgerninger, og intet kan lyve som selektive kendsgerninger” (se kilder).