H.C. Andersens liv

Indledning

H.C. Andersen. Årstal ukendt. Foto: Polfoto
H. C. Andersen. Årstal ukendt.
Foto: Polfoto

"Den grimme ælling", "Klods Hans" og "Den lille havfrue" er blot nogle af de mange fortællinger, som H.C. Andersen fik skabt i løbet af sit eventyrlige liv. Han døde i 1875 som anerkendt digter, æresborger i Odense og ven af kongehuset. Men inden da måtte H.C. Andersen igennem en fattig barndom, en hård skoletid og nogle svære ungdomsår med et uheldigt forsøg som snedkersvend og en bristet drøm om at blive uddannet på Det Kongelige Teater i dans og sang.

I dag er nationaldigterens eventyr oversat til 145 sprog og er obligatorisk pensum for skolebørn i Kina. Folk fra hele verden strømmer hvert år til forfatterens barndomshjem, og i 1998 blev der produceret en Disney-film over eventyret "Den lille Havfrue".

I forbindelse med 200 års dagen for H.C. Andersens fødsel den 2. april 2005 bliver der arrangeret et jubilæum, der har medført et hav af særudstillinger og udgivelser om forfatterens liv og virke.

Hvordan var H.C. Andersens opvækst?

H.C. Andersen blev født den 2. april 1805 i Odense på Fyn, som dengang var Danmarks næststørste by. Her voksede han op som søn af skomager Hans Andersen og Anne Marie Andersdatter. I "H.C. Andersens Levnedsbog" fra 1832 (se kilder) beskriver forfatteren sine forældre: "Min Fader var ikke uden Dannelse og havde et herligt Hovede, hos min Moder var alting Hjertet; de vare begge temmelig forskjellige dog levede de meget godt sammen." Men rent økonomisk var der meget tilbage at ønske sig. Familien Andersen levede under trange kår i et lille hjørnehus ved Bangs Boder, hvor også bedsteforældre havde boet.

H.C. Andersen fortæller videre, hvordan hans fader om aftenen læste højt af Holberg og "Tusind og een nat". Faderen var i det hele taget meget kreativ: "Han lavede mig et Perspectiv, et lille Theater og billeder der kunde forvandle sig naar man trak i en Traad." I 1807 flyttede forældrene til et lille hus i Munkemøllestræde, hvor H.C. Andersen boede til 1819, da han forlod Odense til fordel for København.

Faderen døde, da H.C. Andersen kun var 11 år gammel. Moderen måtte ud og tjene, og H.C. Andersen kom på fattigskole. Ifølge netportalen H.C. Andersen Centret (se kilder) havde han, trods sin kærlighed til det danske sprog, problemer med retskrivning, hvilket netop skyldtes den mangelfulde skolegang i barndommen.

Hvordan var H.C. Andersens møde med København?

H.C. Andersen tog alene til København som 14-årig med et anbefalingsbrev fra bogtrykker Iversen. En dag kort efter sin ankomst tog han til den anerkendte balletdanserinde Anna Margrethe Schall. Uopfordret begyndte han at danse på strømpesokker og bruge hatten som tamburin. Hun lovede at lægge et ord ind for ham, men ville i virkeligheden blot have ham hurtigt ud af døren. Den unge dreng havde i det hele taget en hård start i det københavnske. Ifølge "Andersen - En biografi" fra 2003 (se kilder) levede han på sultegrænsen fra 1820 til 1821. Han forsøgte sig som snedkersvend men holdt kun én dag. I sine erindringer fortæller Andersen, at han kom 'jomfruelig bly' til snedkerværkstedet, men blev skræmt af de københavnske svendes rå vittigheder. Stedet mindede ham om arbejdet på en klædefabrik i Odense, hvor en mand, der havde hørt ham synge, udbrød "Det er bestemt ikke en dreng, men en lille jomfru." Herefter havde de andre kollegaer båret ham op på bordet og hevet hans bukser af. Da han kom hjem, lovede hans mor ham, at han ikke behøvede at vende tilbage. Men i København stod han alene.

Hvordan var H.C. Andersens tid på Det Kongelige Teater?

I 1819 fik H.C. Andersen sangundervisning af den nyudnævnte direktør for teatrets syngeskole, Siboni, og året efter blev han elev på Det Kongelige Teaters skole for dans og sang. Han boede sparsomt i et af Københavns værste luderkvarterer hos en Madam Thorgesen, der ejede en fireetagers ejendom i den berygtede ende af Ulkegade (Bremerholm). Hans værelse var et spisekammer uden vinduer, hvor der kun lige netop kunne stå en seng.

"Andersen - En biografi" fra 2003 (se kilder) beskriver, hvordan H.C. Andersen også på teaterskolen blev forfulgt og drillet. Der var mange, der havde et større talent end ham, og da hans stemme gik i overgang, fik han kun lov at komme ind på scenen som tavs hyrde, trold, eller bondedreng. At H.C. Andersen oveni var væsentligt højere end gennemsnittet og lettere klodset, betød at han aldrig fik de roller, han helst ville have.

Hvordan startede H.C. Andersen med at skrive?

Efter halvandet år på Det Kongelige Teater var det ved at være slut med H.C. Andersens sceneoptræden. Teatret lukkede dørene i, men Andersen opgav ikke håbet. Han var aldrig i tvivl om sit eget talent, han var bare endnu ikke sikker på, hvor det lå. At skrive dramaer var nu den eneste mulighed for at nå anderkendelse indenfor branchen.

I 1822 indsendte han derfor fædrelandstragedien "Røverne i Vissenberg på Fyen", der var inspireret af et lokalt folkeeventyr, til teatret. En konfirmationsveninde fra Odense, frøken Tønderlund, der også var bosat i København, hjalp ham med penge og retskrivning. Stykket indeholdt blandt andet et groft overfald på en rejsevogn, hvor den brutale Jørgen Klo tager et spædbarn i benene og slynger det mod vognen, så "hjernen sprøjted hen paa Jer andre blege Spøgelser". Stykket skulle vurderes af teatrets direktion, som blandt andet bestod af Knud Lyne Rahbek og Jonas Collin, og de brød sig bestemt ikke om det. Men før Andersen modtog afslaget, havde han allerede sendt dem endnu et teaterstykke, "Afsol".

Efter afslaget af "Røverne i Vissenberg" fik H.C. Andersen en scene af det forkastede drama optaget i det anerkendte tidsskrift "Harpen", og tre uger efter Det Kongelige Teaters første afslag blev det også meddelt i pressen, at et ungt menneske ville udgive en bog med titlen "Ungdoms-forsøg". Der gik rygter om, at der var tale om den unge forfatter Hans Christian Andersen, som ville udgive værket under psedonymet William Christian Walter. Teaterdirektionen følte sig derfor presset, da de skulle tage stilling til bedømmelsen af "Afsol", som de heller ikke brød sig synderligt om. Især Knud Lyne Rahbek kritiserede det og kaldte det "ubrugeligt på scenen". Alligevel kunne han godt se den 17-årige drengs talent og fremsatte håb for, hvad der ville ske med dette "besynderlige hoved", hvis det modtog lidt skoling. Efter nøje overvejelser og diskussion, blev direktionen derfor enige om, at Jonas Collin skulle bede Frederik VI om at sørge for den unge mands videre uddannelse. Majestæten indvilligede i at sørge for fri kost og dannelsesproces for H.C. Andersen, der blev optaget på Latinskolen i Slagelse, ledet af rektor Simon Meisling. Senere blev han også indkvarteret privat hos rektoren og fulgte ham til Helsingør. Men Meisling var en skrap læremester, og H.C. Andersen blev aldrig rigtig glad for sin studietid. Efter nogle år indvilgede Jonas Collin i at sørge for, at han i stedet modtog privatlektioner i København, og i 1829 aflagde han studentereksamen i København. Samme år udkom han med "Fodreise" og teaterstykket "Kjærlighed paa Nicolai Taarn eller Hvad siger Parterret". Ifølge H.C. Andersen Centret (se kilder) var hans første egentlige eventyr "Dødningen" fra 1830.

Hvordan var H.C. Andersens voksenliv og alderdom?

Som 35-årig begyndte H.C. Andersen at høste anerkendelse både herhjemme og i udlandet. I 1844 blev han indbudt som gæst af Christian VIII og Dronning Caroline Amalie til øen Föhr ved Vestkysten. Hans forhold til kongehuset blev hurtigt fortroligt.

På det romantiske område gik det ikke så godt. I 1843 kom den svenske sangerinde Jenny Lind til København, hvor hun gav koncerter og boede i børneværelset hos August Bournonville. Andersen forelskede sig i hende og mødte op med breve, digte og blomsterbuketter. Hun gengældte ikke hans følelser, men selv da hun forlod Danmark for at optræde i Tyskland, blev han ved med at skrive til hende. Da hun to år senere fejrede sin 25 års fødselsdag i København, klæbede han sig til hende som en skygge, ifølge biografien "H.C. Andersen" fra 1967 (se kilder). Men Jenny Lind betragtede udelukkende forfatteren som en ven, og til hendes afskedsselskab spurgte hun foran alle, om hun måtte betragte ham som en bror. Det dystre eventyr "Snedronningen" fra 1845 skulle være inspireret af H.C. Andersens ulykkelige forelskelse i den svenske sangfugl.

Efter sin 40 års fødselsdag gik H.C. Andersen til Kong Christian og bad om lønforhøjelse. Det blev straks bevilget, så han modtog 600 rigsdaler om året i fast digterløn fra kongeriget Danmark. Det var mange penge i datidens Danmark, og fra at være en fattig skomagersøn tilhørte han nu de højere sociale lag. I 1867 - 52 år gammel - blev han udråbt til æresborger i Odense.

De sidste år før sin død var H.C. Andersen ofte syg. Ifølge H.C. Andersen Centret (se kilder) fulgte kongehuset hans tilstand, og han modtog besøg af kronprins Frederik. Den 4. august 1875 døde H.C. Andersen af leverkræft. Gudstjenesten fandt sted i Vor Frue Kirke (Københavns Domkirke), og han blev begravet på Assistens Kirkegård, hvor man stadig kan besøge hans gravsted.

Hvordan var H.C. Andersens samtid?

H.C. Andersens samtid (1805-75) var præget af store samfundsmæssige forandringer. Da forfatteren voksede op, overlevede kun lidt over halvdelen af den europæiske befolkning barndommen. Analfabetisme herskede, og kongens ord var lov. Revolutionsbølgerne i 1830 og 1848 ændrede de gamle magtstrukturer og banede vejen for demokrati. Ved forfatterens død var enevælden brudt, og videnskab og teknik havde effektiviseret samfundet. Men ifølge Odense Bys Museers hjemmeside (se kilder) var dødelighed og fattigdom stadig uhyre høj i Europa, seksualitet tabubelagt, dødsstraf en selvfølge og krige hyppige.

Ifølge online-portrættet "H.C. Andersen som paradigme" på Arkiv for Dansk Litteratur (se kilder) var forfatterens liv næsten et mønster for forandringen i det danske samfund. Forfatteren kom fra trange kår, men fik alligevel en uddannelse, tog på dannelsesrejser og blev inviteret af hoffet. Det lykkes ham at bryde ud af sin sociale klasse. H.C. Andersen Centret (se kilder) opfatter også forfatterens opstigning fra samfundets bund til dets top som karakteristisk for det borgerlige demokrati og den sociale mobilitet, som Grundloven af 1849 åbnede for.