Hvilken kritik rettes mod fangernes forhold?
Fangernes forhold er blevet kritiseret af tidligere fanger og deres advokater, menneskerettighedsorganisationer, politikere og almindelige borgere. Gennemgående i kritikken har været, at fangerne holdes hen i uvished om deres videre skæbne og udsættes for tortur og nedværdigende behandling.
Den eneste fange med dansk baggrund, Slimane Hadj Abderrahmane, der blev løsladt i 2004 efter to års fangenskab, har berettet om, hvordan han sad i et iskoldt afhøringslokale en hel nat, blev slået og båret af sted med hænder og fødder lænket sammen på ryggen. Hans beskrivelser af mishandlingen indgår i tv-udsendelsen ”Fanget på Guantánamo” sendt på DR den 22. september 2004 (se kilder) samt i bogen ”Danskeren på Guantánamo (se kilder). Andre fanger har fortalt om lignende mishandling. Derudover går følgende kritikpunkter igen i mange fangers beretninger og i rapporter fra blandt andre FN’s komite mod tortur og Amnesty International:
- Slag og anden fysisk mishandling.
- Seksuel ydmygelse. Blandt andet blev fangerne tvunget til at posere nøgne, simulere sex med hinanden, imens de blev hånet af nøgne kvindelige amerikanske soldater. Nogle af mishandlingerne blev videofilmet.
- Lyd- og lystortur. Konstant lys har forhindret fangerne i at sove, og høj musik er blevet brugt til at stresse dem.
- Ekstrem kulde- og varmepåvirkning.
- Andre former for ydmygende og nedværdigende behandling. Fanger er blevet tvangsklippet og -barberet, andre har berettet, at de er blevet tisset på.
- Isolationsfængsling. Af en Amnesty-rapport fra april 2007 med titlen ”Cruel and Inhuman” fremgår det, at 80 % af de internerede på Guantánamo udsættes for isolation, hvor de holdes i eneceller 23 ud af døgnets 24 timer. En enkelt fange har været isoleret i over halvandet år i en celle uden vinduer og uden andre ejendele end en Koran.
- Tvangsfodring af sultestrejkende fanger.
- Afhøringer, der strakte sig over mere end 20 timer og inkluderede trusler om fysisk afstraffelse og hjemsendelse til tortur samt indsprøjtning med ukendte medikamenter med efterfølgende besked om, at fangen kun ville få medicin mod de indsprøjtede væsker, hvis vedkommende samarbejdede.
FN konkluderede i 2006, at brugen af tvangsfodring, der forårsager opkastning og blødninger, og langvarig isolationsfængsling, der medfører varige psykiske men, er at betegne som tortur, og blandt andet på den baggrund har FN krævet lejren lukket.
Amnesty International har samtidig påpeget, at den umenneskelige behandling har fået dusinvis af fanger til at forsøge selvmord.
Hvordan ser de amerikanske myndigheder på behandlingen af fangerne?
En rapport lavet af FBI og præsenteret for USA’s forsvarsudvalg i 2005 dokumenterede, at der er blevet brugt nedværdigende og grove forhørsmetoder på Guantánamo. Blandt andet blev en person, der var mistænkt for at være direkte involveret i terrorangrebet 11. september, tvunget til at gå med brystholder og fik pigetrusser på hovedet, blev kaldt homoseksuel og tvunget til at danse med mandlige forhørsfolk, samt blev tvunget til at optræde som en hund. Han blev også forhindret i at sove og udsat for forhør, der strakte sig over mere end 20 timer. Rapporten, der baserede sig på en undersøgelse foretaget af FBI, konkluderede imidlertid - modsat vurderinger fra FN - at der ikke var tale om tortur.
Hvordan har de amerikanske myndigheder reageret på kritikken?
Den amerikanske regering hævder fortsat, at fangerne på Guantánamo behandles humant. I december 2002 godkendte den amerikanske forsvarsminister brugen af en række nye forhørsteknikker på ’genstridige’ fanger på Guantánamo. Ministeren vurderede, at fangerne hverken var krigsfanger eller civile og derfor ikke var omfattet af det forbud mod tortur og nedværdigende behandling, der findes i Geneve-konventionerne. De særlige forhørsteknikker, som ministeren godkendte, var blandt andet: Stressstillinger (fangen skal stå op i op til fire timer), langvarig isolation, fangenskab i mørke, ’lyd-påvirkning’, hætte over hovedet, afklædning af fangen, at skræmme fangen med hunde og at lave simuleret drukning, hvor fangen vha. våde håndklæder og dryppende vand narres til at tro, at han bliver kvalt.
Brugen af ovennævnte forhørsteknikker på Guantánamo beskrives i artiklerne ”Undtagelser fra Geneve-konventionen muliggjorde tortur” i Information 21. december 2006 og ”En bøddel og hans håndlangere” i Information den 9. februar 2008 (se kilder).
USA har ikke ratificeret FN’s torturkonvention og anerkender ikke FN’s definition af tortur og dens forbud mod nedværdigende behandling, og FN’s komité mod tortur er blevet nægtet mulighed for at besøge fangerne.
I juli 2006 meddelte den amerikanske regering, at fangerne på Guantánamo - trods deres status som illegale kombattanter - fremover ville blive behandlet i henhold til Genevekonventionernes regler for behandling af krigsfanger. Samtidig slog en talsmand for Det Hvide Hus imidlertid fast, at der ikke var tale om et kursskifte, idet human behandling hele tiden havde været standarden på Guantánamo.
Hvilken kritik er rettet mod fangernes juridiske status?
Den amerikanske regering er blevet kritiseret for at tilbageholde fangerne uden at præsentere dem for et formelt anklageskrift, uden at give dem mulighed for at blive stillet for en civil dommer og uden ret til advokatbistand. Kritikere, som tæller juridiske eksperter og menneskerettighedsgrupper, har kaldt situationen for ’lovløshed’ og anklaget amerikanerne for at skabe et ’juridisk tomrum’. I artiklen ”Et sort hul på Cuba” i Information den 19. december 2003 (se kilder) citeres den første civile advokat, der besøgte fangelejren, australieren Stephen Kerry, for følgende karakteristik af lejren: ”Et juridisk, fysisk og moralsk sort hul. (…) De almindelige principper om bevisførelse gælder ikke her, og der er ingen normale appelmuligheder. Disse sager lever ikke op til de internationale standarder for retsforfølgelse.”
Baggrunden for, at fangerne er blevet frataget de juridiske rettigheder, er, at den amerikanske regering ikke anerkender de indsatte som krigsfanger eller som almindelige mistænkte i kriminalsager, men som såkaldte ’detainees’, tilbageholdte. De fleste af fangerne er - ifølge amerikansk militær - såkaldt ’ulovlige fjendtlige kombattanter’, et begreb, der blev opfundet af en embedsmand i det amerikanske forsvarsministerium efter terrorangrebet mod USA den 11. september 2001 og taget i brug af præsident George W. Bush i en tale den 7. februar 2002. I begrebet ligger, at de tilbageholdte ikke kæmper for et land og ikke bærer uniform og derfor er en ny form for kriger, som ifølge amerikansk militær ikke kan påberåbe sig samme rettigheder som almindelige krigsfanger. Derfor mener USA ikke, fangerne skal behandles efter reglerne i den 3. Geneve-konvention, som fastlægger krigsfangers rettigheder.
Internationalt Røde Kors og menneskerettighedsorganisationer som Human Rights Watch er uenige. De fastholder, at hvis fangerne ikke er omfattet af reglerne om krigsfanger, må de opfattes som militært lægepersonel, der er omfattet af 1. Genevekonvention, eller som civile, der er omfattet af 4. Genevekonvention. Sidstnævnte konvention forbyder tvangsflytning af civile, og da mange af fangerne er anholdt uden for USA og derefter deporteret til lejren, udgør deres fangenskab på Guantánamo i sig selv et brud på konventionen, hævder bl.a. Røde Kors.
Hvilken kritik er rettet mod de hemmelige militære retssager?
De fleste af fangerne på Guantánamo fik i løbet af 2004 og 2005 afgjort deres status ved særlige militære retssager, som foregik i hemmelighed på selve Guantánamo-basen.
Formålet med retssagerne var at afgøre, om fangerne kunne karakteriseres som ’ulovlige kombattanter’, som dermed - ifølge den amerikanske regerings vurdering - ikke har samme rettigheder som krigsfanger eller civile, men kan tilbageholdes på ubestemt tid uden at blive præsenteret for et anklageskrift og få afgjort deres sager. Ifølge en amerikansk militæradvokat, der har deltaget ved 49 af sagerne, blev advokaterne udsat for pression fra den øverste hærledelse, som ønskede, at så mange af fangerne som muligt skulle kategoriseres som ’ulovlige kombattanter’. Resultatet var, at af de 558 fanger, der fik deres status afgjort i løbet af 2004 og 2005, blev alle bortset fra 38 erklæret for ’ulovlige kombattanter’. Også andre militærfolk har kritiseret retssagerne for at være uretfærdige. Det fremgår af artiklen ”Militæradvokat tager afstand fra Guantánamo-proces” i Information den 1. november 2007 (se kilder).
Hvad har amerikanerne gjort for at fastholde fangernes særlige status?
Baggrunden for at give fangerne den særlige status er en påstand om, at Guantánamo-basen ikke er underlagt fuld amerikansk suverænitet, og at forfatningens bestemmelser derfor ikke nødvendigvis gælder her i fuldt omfang. Den amerikanske regering hævder således, at suveræniteten over Guantánamo-basen i sidste ende ligger hos Cuba, og at fangerne derfor juridisk set ikke er under amerikansk lov, når de opholder sig på basen.
USA’s højesteret afviste i 2004 dette argument med henvisning til, at det er USA, som har eneretten over Guantánamo Bay, og at fangerne derfor skulle have deres sager prøvet ved amerikanske domstole. Denne afgørelse blev dog senere omstødt af en amerikansk appelret, og den amerikanske regering har også gennemført flere ændringer af sin militærlovgivning for at sikre sig, at fangerne ikke kan opnå samme rettigheder som andre fanger i amerikansk militær varetægt. En ændring af loven i 2006 betød for eksempel, at de føderale domstole ikke har ret til at behandle fangernes sager, og at sager mod fanger uden amerikansk statsborgerskab kan afgøres ved særlige militære domstole nedsat på præsidentens initiativ. Ved disse domstole kan vidneudsagn opnået under ’fysisk pres’, som af menneskerettighedsorganisationer opfattes som tortur, indgå. Lovændringerne fra 2006 blev grundigt beskrevet i radioindslaget ”Hjørnet” i Orientering på P1 den 26. januar 2007 (se kilder).
Hvilken kritik er der blevet rettet mod forholdene for de løsladte?
Også forholdene for de fanger, der er blevet løsladt fra Guantánamo, er blevet kritiseret af juridiske eksperter og menneskerettighedsgrupper. Kritikken går især på, at nogle af de løsladte sendes tilbage til lande, hvor de risikerer at blive udsat for tortur. En britisk kampagnegruppe National Coalition of Guantánamo Campaigns arbejder på at få de britiske myndigheder til at kæmpe for otte fanger, der før tilfangetagelsen havde fast bopæl, men ikke statsborgerskab i Storbritannien. Når eller hvis de løslades fra Guantánamo, vil de blive sendt til deres oprindelseslande, hvor flere af dem ifølge kampagnegruppen risikerer tortur og forfølgelse på grund af deres fortid som politisk aktive. Det gælder blandt andet en fange med libysk baggrund, fremgår det af kampagnegruppens hjemmeside (se kilder). Visse fangers frygt for at blive hjemsendt til deres oprindelsesland nævnes også i artiklen ”Fanger vil ikke hjem fra Guantánamo” i Politiken den 30. juli 2007 (se kilder).
Der er også blevet rejst kritik af, at de løsladte fanger ikke er blevet stillet for en domstol eller på anden vis har en juridisk udtalelse om, at de er uskyldige. Lektor i strafferet ved Københavns Universitet Jørn Vestergaard kritiserede således i artiklen ”Der kom en flyver…” i Information 25. februar 2004 (se kilder) de danske myndigheder for at have udtalt sig mistænkeliggørende om den danskfødte Guantánamo-fange, Slimane Hadj Abderrahmane, efter hans løsladelse: ”Det er dybt urimeligt og forkasteligt, når systemet på den måde anonymt - og for den sags skyld mindre anonymt - sværter manden til ved at plante rygter og belastende oplysninger, som er meget ukonkrete. Spillereglerne er jo, at man har krav på at blive betragtet som uskyldig, indtil det modsatte er bevist.”
Hvilke argumenter fremføres for, at lejren skal lukkes?
Lejren og dens placering uden for amerikansk territorium gør det muligt at holde fangerne hen i et juridisk tomrum, hvor de ikke har mulighed for at få deres sager afgjort, og hvor de risikerer fortsat at blive udsat for tortur. Det er uacceptabelt, og fangerne bør derfor enten løslades eller overføres til USA eller til deres hjemlande, hvor de kan stilles for en domstol og få en retfærdig rettergang. Den nuværende situation er et brud på internationale konventioner mod tortur og om krigsfangers rettigheder. Lejren er desuden en skamplet på USA’s omdømme som demokratisk land.
Disse argumenter er blandt andet blevet fremført af FN’s generalsekretær, FN’s særlige ekspert i forholdet mellem terrorbekæmpelse og menneskerettigheder og af flere amerikanske politikere, blandt andre tidligere udenrigsminister Colin Powell. Formanden for det amerikanske senats retsudvalg, Arlen Specter, udtalte således i juni 2006: ”Hvis vi sidder inde med beviser, bør vi retsforfølge dem. Hvad angår mange af de andre tilbageholdte, har vi simpelthen ikke beviser nok til at stille dem for en domstol.” Citatet fremgår af artiklen ”Krav om lukning af Guantánamo vokser” i Information den 13. juni 2006 (se kilder).
Allerede i 2004 hævdede flere kilder fra den militære efterretningstjeneste ifølge bogen ”Guantánamo Bay - America’s War on Human Rights” (se kilder), at de mange forhør af fangerne på Guantánamo ikke havde resulteret i værdifulde oplysninger om terrornetværk. Forhørene havde ifølge en efterretningsofficer med 20 års erfaring ikke forhindret et eneste terrorangreb.
Hvilke argumenter fremføres for at opretholde lejren?
Den amerikanske regering argumenterer for, at det er nødvendigt at opretholde lejren på Guantánamo for at have et sted at holde terrormistænkte personer, der er taget til fange i Afghanistan og omkringliggende områder, indespærret. Løslades de, vil de udgøre en sikkerhedsrisiko, fordi der er risiko for, at de vil planlægge og udføre terrorangreb mod USA. Afhøringer af fangerne giver desuden fortsat nyttige oplysninger om terroristnetværk og trusler mod USA’s sikkerhed, fastholder den amerikanske regering.
Guantánam-basen er derfor ifølge regeringen et nødvendigt element i ’krigen mod terror’.